Nationaløkonomisk Forening.

lirsdagen d. 12te November var et slørre Antal af mest yngre
Nationaløkonomer samlede i Fru Vincents Lokale for at fortsættetidligere
Forhandlinger om Dannelsen af en

nationaløkonomisk Forening. Efter at man havde spist til Aften sammen, aabnede Professor Frederiksen paa IndbydernesVegne Will. Scharling, Fuldm. Falbe Hansen, Kand. polit. Vilh. Arntzen og Prof. Frederiksen) Forhandlingerne ved at meddele et Telegram fra Prof. Greve G. K. Hammiltoni hvori han beklagede ved Stormens Afbrydelse af Dampskibsfarten at være forhindret i at være til Stede ved Forhandlingerne. Han gav derpaa Ordet til Prof. S char lin g, som motiverede, hvorfor Indbyderne efter Samraad med andre af Deltagerne havde troet at burde foreslaa Dannelsen af en mindre nærmest videnskabelig Forening. Man skulde komme sammen ordentligvis en Gang om Maaneden, spise til Aften sammen og derefter diskutere et eller andet økonomisk eller socialt Spørgsmaal. Kun Folk, der paa en eller anden Maade havde beskjæftiget sig med Nationaløkonomi, skulde optages.

Frederiksen fremhævede, at Tanken om en stor Forening den økonomiske Reform ingenlunde var opgiven; det var noget helt Forskjelligt fra den mindre Forening, der imidlertid kunne være en Støtte for den større praktiske Forening. oplæste derefter Indbydernes Udkast til Love, der efter nogen Forhandling om flere enkelte Punkter vedtoges i følgende Form :

§ 1.

Den nationaløkonomiske Forenings Formaal er at samles
for at forhandle nationaløkonomiske Spørgsmaal.

§ 2.

Foreningen afholder mindst et Møde i hver af Maanederne September til April, begge inklusive. Diskussionerne og Meddelelserne Møderne kunne efter Bestyrelsens Beslutning refereres i nationaløkonomisk Tidsskrift.

§ 3.

Ny Medlemmer foreslaas enten af Bestyrelsen eller af ti Medlemmer. Hvis det forlanges, sker Optagelsen efter skriftlig Afstemning saaledes, at der til Optagelse kræves to Tredjedele af de tilstedeværende Stemmer.

§ 4.

Kontingentet er 2 Rdl. aarlig.

§ 5.

Den hojesle Myndighed i Selskabets Anliggender er hos Generalforsamlingen, som vedtager og forandrer Foreningens Love, samt vælger Bestyrelsen. Den ordentlige Generalforsamling en Gang aarlig i Oktober Maaned. Foruden Bestyrelsen femten Medlemmer kræve Sammenkaldelse af en overordentlig Generalforsamling.

§ 6.

Bestyrelsen beslaar af fem Medlemmer. Den vælger af sin Midte en Formand og en Sekretær, der tillige er Kasserer. Den leder Foreningens Anliggender og aflægger Regnskab til Generalforsamlingen. Den vælges for et Aar.

Det bestemtes tillige, at Møderne ordentligvis skulde afholdes
første Torsdag i hver Maaned.

Frederiksen foreslog paa Indbydernes Vegne Konferensraad som Æresmedlem. Delte vedtoges enstemmig. ældre Økonomer havde man endnu kun indbudt Departementschef Benzon-Buchwald, der paa flere Maader var knyttet li! de Yngres Kreds. Man foreslog nu ogsaa at indbyde Grossererne Adler, Thune, Grøn og Melchior, Etatsraaderne Moritz og Martin Levy, Prof. Steen og Dr. Krebs i Odense, hvilket ligeledes vedloges.

Efter at det efter nogen Forhandling var bestemt, at Valget paa Bestyrelsen skulde foregaa samme Aften, valgtes hertil Frederiksen, ScharJing og Falbe Hansen hver med 23, Arntzen med 21 og Statsrevisor Marius Gad med 10 Stemmer. Derefter havde Redaktør Topsøe Bog Benzon- Buchwald 6 Slemmer.

Da det var foreslaaet at begynde Diskussionerne med at forhandle Kathedersocialismens Forhold til Manchesterpartiet, Frederiksen Kand. polit. Ring om at indlede dette Spørgsmaal; han vidste, at han ikke havde forberedt derpaa, men at han interesserede sig for Æmnet.

Ring var ikke tilfredsstillet ved Manchesterpartiets Lærdomme. i Praxis fremkaldte de Forhold, der vare imod den naturlige menneskelige Følelse. Theorien strander det virkelige Liv. Manchesterskolens selviske Principer fremkalde Misstemning hos den arbejdende Befolkning, og de virkelige, forhaandenværende Misligheder give Socialisterne og Kommunisterne Styrke. Arbejderne ere ikke ligestillede med Kapitalen; denne har en betydelig naturlig Overvægt.

Eisenachermændene ere omvendt svage i de praktiske Forslag, ved hvilke de raade til at afhjælpe Mangelerne; de henvise til Staten; men derved pege de i Retning af Absolutisme. have et ethisk Ideal for Staten; men ifølge Ethiken bør Menneskene ikke tvinges. Indrømmes maa det imidlertid, at Sammenstød mellem Selvinteresse og Ethik finder Sted, til Exempel i Slavehandelen, der under visse Forhold »betaler sig». Den samme Kollision findes i andre Forhold.

Frederiksen vilde, da ingen Andre begjærede Ordet, ikke undlade at udtale den Opfattelse, han havde uden at kjende Forhandlingerne i Eisenach af Andet end de danske Blades Referater. Del var aabenbart en praktisk Retning, der var Spørgsmaal om. Theoretisk var han ganske enig med dem i, at Selvinteresse og Konkurrence ikke alene vare tilstrækkelige;det han for sit Vedkommende søgt at vise i sin lille Bog om samme Æmne; men som praktisk Retning kunde han ikke andet end holde med Manchestermændene. De anbefale de Frihedsreformer, vi især trængte til, og modsattesigikke forstandige Foranstaltninger til Arbejdernes Tarv. Høre ikke Mænd som Stuart Mill, Potter og andre engelske Radikale med til Mancheslermændene; de ere MedlemmerafCobdenklubben. fortræffelige franske Økonomer ere noget abstrakte i deres Frihedssætninger, men i den Praxis, der er Trang til i Frankrig, have de væsentlig Ret. Hvad vil nu i Modsætning til dem Eisenachermændene ? Schmollers Udtalelse var til Dels fortræffelig; men hvilke vare de praktiske Foranstaltninger, hvorved han i Modsætning til Manchestermændene vilde omforme Verden? Saa vidt Taleren erindrede, vare Arbejderforeningerne el af de vigtigste Hjælpemidler, der anbefaledes; men hvor var deres

og andre lignende Reformers gjennemgribende Betwlning? De kunne være udmærkede, men det var taabeligt at kunne tro, at de kunne erstalte Middelstanden med dens Generation efter Generation udviklede Dyder, Sparsommelighed, Omsigt og Driftighed. At henvise til disse og andre lignende smaa Hjælpemidler var en taabelig Slutning paa store Præmisser. Engel tog stærkere fat, men var saa næsten lige saa gal som Socialisterne. Exempelvis nævnede han hans Udtalelse om Byggeselskaberne, der aagrede med Grundene i Berlin. Det yar, som man i sin Tid gav Kornhandlerne Skylden for Dyrtiden,iSteden at de ved deres Opkjøb bedre fordelte det Tilstedeværende mellem Forbrugerne. Han paaviste de andre faktiske Aarsager til Vaaningsnøden i Berlin. Han fattede ikke, at Forstanderen for Preussens Statistik kunde tale som Engel. Kathedersocialismen skulde være en «national» tysk Retning i Modsætning til den vesterlandske Frihandelslære. Det var den ogsaa; thi det store Antal af lyske Forfattere havde aldrig ret villet gaa ind paa Frihed. Til disse henregnede han ikke de store Mestere som Rau og Hermann; ogsaa Schäffle, som dog gav Socialisterne saa Meget, havde ganske vist tillige fuld Sans for Friheden. Naar der henvistes til det Etniske, var han ofte tilbøjelig til at slutte sig til Stuart Mills Sætning: «Jeg bestrider enhver indbildt Retfærdigheds Theori, der ikke er grundet paa Nytten». Det ethiske Formaal benyttedes af mange tyske Forfattere til at anbefale, hvad der hverken fulgte af sund Sans eller af Indsigt i Sagens virkelige Sammenhæng.Naarhan sig imod Kathedersocialismen, saa var det ikke, fordi han ikke indrømmede, at der var Indskrænkningeratgjøre Friheden med Hensyn til Kommunikationsmidler,Assurancevæsenm. Heller ikke vilde han dermed benægte, at der var visse Ting at lære af SocialisternesAngreb;det saaledes Tilfældet med deres Angreb paa vor nuværende religiøse Ordning og paa Kvindens Stilling, og paa vor nuværende Skalleordning. Han vilde imidlertid nødig se en videnskabelig Retning indført hos os, som dels forekom ham impotent og upraktisk, dels skadelig, fordi nogle af vore vigtigste Reformer, Handelens Frihed, Jordens

fri Benyttelse m. m. A., dog skulde gaa i Retning af Frihed.

Ring: Frederiksen var enig med ham i Theorien, ikke i Praxis, dette var en Modsigelse. Det gaar med Middelstanden som med de andre Stænder, der have havt deres Berettigelse, men som senere gaa under. Dens Medlemmer ere nu alle blevne Kapitalister ved deres Sparsommelighed, men ere derved komne til at staa i Modsætning til dem, der Intet have. Hvorfor Misfornøjelsen større og større? Trods al den megen Hensigtsmæssighed var Resultatet ikke heldigt. Sagen var, at der var noget Andet end det Rationelle. Vi have ogsaa et Blodselement i Bevægelse.

Oljemøller, Kand. polit. Alfred Olsen søgte den nærmere Forklaring til Arbejdernes Misfornøjelse i Oplysningen, der nu var trængt ned til Samfundsklasser, der før slet ikke havde taget Del i den almindelige Bevægelse.

Dr. Høffding: Frederiksen havde sluttet sig til Mills Sætning om Nytten. Mill mener imidlertid dermed Nytten i Betydning af den alsidige, humane Tilfredsstillelse af hele Samfundets Tarv, for hvilket de Enkeltes Interesser niaa bøje sig. Det er om Nytten i denne Forstand, man maa tale, naar man vil stille Ethik sammen med Nytten. Men saa følger der af denne Sætning netop det Modsatte af, hvad Frederiksen mente.

Gad: Der adskilles ikke nok, hvad der skal lægges under Statens, og hvad under Økonomiens Omraade. Eisenachersætningerne dels trivielle, dels Sammenblanding af Statens Opgave med det fri Samfunds. Ganske vist fastholdes ofte den fri Konkurrence for ensidig; den existerer ofte ikke engang i Praxis. Men Angrebene paa den vare ikke noget Nyt, men de før kjendte Bevægelser, der vare en naturlig Følge af Kampen for Menneskerettigheder m. m.

Frederiksen fremhævede imod Høffding, al han havde
talt om Nytten i samme Betydning som Stuart Mill.

Topsøe: Adam Smith var deduktiv, Kathedersocialisteme
gik derimod induktivt til Værks. Arbejdslønnen stiger ikke i

samme Forhold som Kapitalen. Dette er et Faktura. Det Ny
er kun i sin Begyndelse.

Kand. polil. S ue n s o n frembævede over for Olsen, hvorledes
de lavere Klasser nelop manglede Oplysning.

Frederiksen mente, at Olsen havde Ret i al fremhæve den begyndende Oplysning som Aarsag til Bevægelsen, Suenson selvfølgelig at ler at fremhæve den bedre Oplysning som Hjælpemiddel derimod. Han var ikke tilbøjelig til at gaa med Kathedersocialisterne, han netop fandt deres Retning upraktisk, doktrinær og ikke i Sandhed induktiv. Han hævdede Middelstanden som Bærer af al Udvikling. De Aristokratier, der ikke mere arbejdede, fordærvede. De lavere Klasser kunde kun hæve sig ved at blive Dele af Middelstanden. Naar Folk i Nordamerika det bedre end andensteds, var det fremfor alt, fordi i de fleste Stater der næsten Alt var Middelstand.

Olsen henviste med Hensyn til Arbejdernes Udvikling til, hvorledes «suffrage universel» benyttedes af enhver herskende Regering. Bondevennerne hos os vare altid mere selvstændige.

Suenson fremhævede atter Vigtigheden af bedre Op
lysning.

Ring: Hjemmets Forhold hindre Undervisningen; derfor nytter det ikke at pege paa Oplysning; de materielle Betingelser Disse to Forhold gaa Haand i Haand og betinge En bedre Fordeling er nødvendig.

Høffding: Frederiksen kan ikke akceptere Nytten i Mills Betydning, thi den Nytte, den økonomiske Ordning er grundet paa, er noget Andet, Tilfredsstillelse af Menneskenes Ønsker. Man tager det altfor let med her at anbefale «Naturordenen». Hvor er her Naturen ? Staten har jo, som Frederiksen selv har udtalt, allerede kunstig grebet ind.

Frederiksen havde aldrig forsvaret den übetingede Konkurrence,men paavist, hvorledes ogsaa dette abstrakte Princip var meningsløst. Han søgte altid at se i det Enkelte, hvad der var hensigtsmæssigst for det almene Vel. Han troede, at i det Hele netop ogsaa de andre saakaldte Manchestermænd lige saa vel som Stuart Mill vare tilbøjelige til at gaa frem paa

denne Maade i Modsætning til saa mange tyske Forfatteres
Fraser og Systemer.

Gad udtalte sig imod Rings Sætning, at de Fattiges Børn ikke kunde komme i Skolen. Naar man kræver en anden Fordeling, burde man dog sige, hvilken, og hvorledes den skulde gjennemføres. Hvorledes vilde man nu ogsaa have Skolen ordnet? Den rette økonomiske Interesse mangler hos den store Mængde. Man stifter for tidlig Ægteskab og mangler Økonomi; især gjælder dette Manden.

Ring: Det var for sildigt nu i Aften at gaa ind paa Befolkningsspørgsmaalet. Han vilde kun fremhæve, at der her var Andet end Forstandssiden; Drifter og Lidenskaber vare reale Faktorer, som D'Hrr. Theoretikere let oversaa.

Gad spurgte atter, hvorledes Formaalet skulde naas ved
en anden Fordeling.

Ring mente dog, at det allid var bedre, at man vidste,
at Faren var til Stede.

Frederiksen forstod ikke, at man vilde kunne afgjøre Noget efter Andet end efter Fornuften alene. En Fremmed havde forleden sagt til ham: «I Danske hade Tyskerne, og I ere dog selv Tyskere». Der var Noget i det; men han vilde dog nødig have, at den økonomiske Retning hos os nærmest skulde slutte sig til den tyske.

Høffding fandt Fredériksens Ytring om Fornuftens Herredømme man kunde dog ikke nægte, at der i Virkeligheden gjorde sig andre Kræfter gældende. Et er, hvad der skal være, et Andet, hvad der er.

Da Tiden var langt fremrykket, sluttede Frederiksen Forhandlingerne. Han havde tænkt at foreslaa som Forhandlingsæmne Gang: «Hvilke økonomiske Reformer staa nærmest paa Dagsordenen hos os»? Arntzen foreslog «Kathedersocialismens Manehesterpartiets forskjellige Mening om Arbejdslønnens hvilket vedtoges.

Næste Møde blev afholdt d. ste December; Referat heraf
vil komme i næste Hæfte af Tidsskriftet.

Det følgende Møde vil blive afholdt Torsdag d. 9de Januar
1873.