Jærn- og Kularbejdernes store Strike i Syd-Wales

har i enhver Henseende havt en saa sjeluen Betydning, al nogle Enkeltheder om den, der her skulle meddeles efter en Korrespondance »Times», kunne have deres Interesse.

Tilsyneladende drejede Spørgsmaalet sig kun om en NedsættelseiArbejdslønnen 10 pCt. Det oplyses imidlertid i den nævnte Korrespondance, at der laa noget meget VæsenligerepaaBunden Spørgsmaalet. Efterhaanden som Arbejderne fik højere Løn, arbejdede de mindre. Kullets og Jærnets uhyre Prisstigning havde muliggjort en gjennemsnitligForhøjelsei paa næsten 40 pCt.; — ikke desmindre udbetalte Arbejdsherrerne mindre i Løn end før: i den Grad havde Arbejderne indskrænket Arbejdstiden! Derfor var det, at man besluttede en Nedsættelse paa 10 pCt. Tilsyneladende drejede Striden sig herom; «men,» siger Korrespondenten,«detvilde en Uretfærdighed mod Arbejdsherrerne

at forudsætte, at de lod sig bevæge af slige Motiver. Den Sum, de kunde spare, var en Bagatel for dem. Men de vilde minde Arbejderne om, at det var deres Pligt i en Uge at yde en Uges Arbejde. Paa den anden Side vilde det være urigtigt at mene, at Arbejderne kun lod sig bevæge af Hensynet til Fortjenesten. Arbejderne i Arbejderforeningen var dem, der gave Tonen an i deres Klasse, og de troede, det være med Rette eller Urette, hvad deres Ledere sagde dem, at det, det gjaldt, ikke var et Spørgsmaal om 10 pCt., men en Kamp for Foreningens Tilintetgjørelse.» Striken begyndte den 28 Dcbr. 1872, men var dog først den 15 Januar fuldstændig.Denomfattede Værker, i Hænderne paa 5 Ejere i Glarmorganshire, og 11, der tilhørte 5 Ejere i Monmouthshire. Det førstnævnte Sted var det 34,000, det sidstnævnte 31,500 Mænd, Kvinder og Børn, der nedlagde Arbejdet. Den ugenlige Kulproduklion formindskedes herved med omtr. 107,000 Tons, den ugenlige Jærn- og Staalproduktion med 14,000 Tons. Efter den aller laveste Beregning giver det et ugentligt direkte Tab paa 162,500 L. St. Striken varede i 11 Uger — undtagenforLlynvi Companys Vedkommende, hvor den endte d. 15 Februar efter 7 Ugers Varighed —, og det samlede Tab kan sikkert anslaas til mindst 2 Millioner L. St. Strikedistriktet vil naturligvis først og fremmest lide herunder; men ogsaa fjernere Egne ville komme til at føle dette Tab. Hvem det navnlig gaar ud over er imidlertid Arbejderne. Den gjennemsnitligeArbejdslønvar sh. om Dgen, tilsammen en ugenlig Løn paa 75,000 L. St. Det samlede Tab af Arbejdsløn bliver altsaa over 800,000 L. SI. Til at lindre den Nød blandt Arbejderne,etsaadant maalte foraarsage, har Kularbejdernes Forening uddelt 40,000 L. St., og 5000 L. St. er der paa anden Maade lilflydt Arbejderne som Hjælp. Altsaa: Foreningen har sat en Strike i Gang imod Arbejdsherrer, der ere bekjendte for deres Rigdom og Udholdenhed, en Strike, der omfattede 65,000 Personer, — uagtet dens Midler kun beløb 40,000 L. St. Imod 800,000, som Arbejderne tabte, har Foreningen kun havt at sætte 40,000! Den har begyndt en saa skjæbnesvangerKampmed

svangerKampmedMidler, der kun kunde dække, hvad 4, fire
Dages Arbejdsstandsning vilde koste!

Denne Kamps sørgelige Historie har imidlertid ogsaa visse Lyspunkter, der ikke bør være upaaagtede. «Hvis Umaadeholdenhed Drik,» hedder det, «og de dermed følgende Uregelmæssigheder Arbejdet og andre Misbrug, er en af de alvorligste i gode Tider, saa begyndte Arbejderne, i det Øjeblik Skyerne trak sammen, at træffe deres Forberedelser for at møde Stormen. Drikken ophørte, og den største Økonomi Da saa endelig den skjæbnesvangre Dag kom, var der Tusender, der fandt en Ven. der gjorde dem det muligt endnu en Stund at holde Stormen ud; men til samme Tid var der dog andre Tusender hjælpeløse, venneløse og i den dybeste Elendighed. Fra dem kom Nødsraabet, og fra dem udgik den Hær af Tiggere, der spredte sig rundt i Miles Omkreds og Uge efter Uge levede af privat Godgjørenhed. Fra Strikens første Dag til dens sidste var Folkets Rolighed forbavsende og beundringsværdig.» Politiet havde ikke mere at gjøre end ellers; Drukkenskab var en Sjeldenhed, og «Intet kunde overgaae Arbejderens sømmelige Endnu en mærkelig Omstændighed maa nævnes. «End ikke den elendigste af de slrikende Arbejdere vilde op£iVc uttimiousifiuou ug iV ui l; anigYccoCilct, uk iuiuu uj Forventning har Striken ikke havt nogen kjendelig Indflydelse paa Fattigskatten.» Striken er iEt og Alt blevet udkæmpet med et mærkeligt Maadehold paa begge Sider, «og,» siger Korrespondenten, «om ikke andre Omstændigheder, saa vil i alt Fald denne gjøre den mindeværdig. Striden endte under almindelig Glæde, og den Overbevisning findes overalt og blandt alle Klasser, at det vil vare mange Aar, inden Egnen bliver hjemsøgt af en ny lignende Ulykke.» Denne sidste Forhaabning maaske dog være temmeltg dristig.