Penge- og Kreditinstituters Udvikling i Danmark i de sidste 20 Aar.

Medens man nu jævnlig hører Tale om Oprettelsen ny Banker og Sparekasser, og næsten hver By i det Mindste har 1 Bank, ja selv enkelte større Landsbyer ere Sæde for Bankvirksomhed, f. Ex. «Herning», behøve vi ikke at gaa mere end omtr. 20 Aar tilbage i Tiden, for at finde ganske andre -Forhold her i Landet. De mange dykker, Statsbankerotten hele det forvirrede Pengevæsen havde bragt over Landet i Aarhundredets Begyndelse, stode endnu tydeligt for de Ældre, som havde oplevet disse Begivenheder i deres Ungdom, og de Yngre havde hørl dem saa meget omtale, saa at dette havde affødt en Ængstelse for ethvert Pengeinstitut og for at indlade sig i større finansielle Foretagender, hvorhos tillige Mangelen paa disponibel Kapital hindrede Oprettelsen af slige Instiluter. Nationalbanken, der ved Oktroj af 4 Juli 1818 fik Eneret paa Udstedelsen af Sedler, var med sin Filial i Aarhus mange Aar Kongerigets eneste Bank, uden andre Konkurrenter nogle beskedne Sparekasser dels i Kjøbenhavn (1820), dels i Odense (1816) og paa Holstejnborg (1810), den ældste af Landets Sparekasser, der dog paa Grund af Sparekassernes Bestemmelser ikke kunde udøve nogen Konkurrence Betydning. Desuden raadede de kun over smaa Summer i Forhold til hele Landets Befolkning, saaledes i 1838 over 2,142,000 Rdl. og i 1848 over 9,284,000 Rdl.

Spørger man nu da om, hvorledes Folk skaffede sig Ka pitaler, naar de behøvede dem, saa er Svaret: «havde man selv nogle, brugte man dem, og havde man ingen, henvendte man sig til Private.» Der fandtes vel i Kjøbenhavn Bankierer:

men de beskjæftigede sig mest med Handelsforretninger, og bleve sjeldcnt anmodede om at skaffe Penge til Folk i Provinserne.I var der dengang mere end nu, da Forholdene udjævnes ved Samfærdselsmidlernes Udvikling og den livlige Handelsforbindelse, hvori Alle staa til hinanden, enkeltestore gjerne et i hver By, der saa at sige kommanderede hele Byen og stundum ejede det Halve af den. Disse Handelshuse vare paa engang Omegnens Kjøbmænd og Banker. De opkjøbte alle Produkter fra Omegnen og til Gjengjældfik Kunderne Lov til at ha>ve Penge forud hos dem for Korn og anrlrfi Varpr. som de saa eflerhaanden leverede; og hos dem indestod atter Kundernes uanvendte Penge. At dette Forhold, der forøvrigt endnu af og til findes, om end stadigt i ringere Grad, var meget uheldigt, er indlysende. Disse store Handelshuse vare jo fuldkomment monopoliserede hver i sin Egn; thi dels mægtede de mindre Kjøbmænd i Byerne ikke at indlade sig i Konkurrence med dem, dels turde de det ikke, og selv om de vovede det, maatte de snart bukke under lige over for den almægtige Modstander; hertil korn, at Landboernenu plejede at handle i den nærmeste By og grumme nødig indlode sig paa at skifte Kjøbslad og søge en fjærnere By med deres Varer, hvor de saa først maatte stifte Bckjendtskab med denne Bys Handciskong". KnrividprH yinrde de personlige Forhold i høj Grad sig gjældende i uheldig Retning.Thi Chefen for Huset personligt ikke af den laansøgendeMand, der ikke givet noget Laan eller nogen Lettelse, og saaledes hindredes ofte driflige Folk i Fremgang; ligeledes udøvedes der et betydeligt Tyranni over alle Smaakjøbmændene,der, længe de lystrede, altid kunde haabe paa i Forlegenheder at støltes af Handelskongen; men vilde de ikke følge hans Raad, da var Hjælpen forbi, og dermed gjerne ogsaa Tilværelsen som Handlende der i Byen.

Disse store Huse havde det saaledes ganske i deres Magt at bestemme Prisen der paa Egnen, og ved de Gjældsforhold, hvori næsten altid, under de daværende trange Tider for Landmændene,disse til de store Handelshuse, vare Landboerne

aldeles afhængige af dem. Gik nu endelig engang imellem et saadanlHus lød der et Jammerskrig fra hele Egnen; thi næsten Alle vare indviklede i dels Forretninger paa en eller anden Maade, og Hamborgerne, hvormed disse Huse i Regelen især stode i Forbindelser vare snilde nok til næsten altid i Tide at redde sig, saa at det var Egnen, der maatte betale Gildet, og tillige mest de af Egnens Folk, der mindst kunde taaJe det, saasom smaa Kjøbmænd, Bønder, Forpagtere og mindre Proprietærer;thi store Godsejere slode gjerne helt udenfor disse Forhold.

Eftersom Aarene imidlertid bleve heldigere og Udviklingen tiltog, begyndte man at blive kjed af Afhængigheden og følte tillige Trang til Instituter, der alene gjorde Handel med Penge og forskjellige Kredilmidler til Gjenstand for deres Virksomhed; men det er dog først efter de for hele vor Udvikling betydningsfulde 1848_—50, at Oprettelsen af Pengeinslituler faar noget betydeligere Omfang her i Landet.

Før 1854 fandtes der kun, siger og skriver, 1 privat Bank her i Landet, nemlig Fyns Diskontokasse med en Aktiekapital 500,000 Rdl., oprettet 1846, og dette var endog af Mange bleven, betragtet som et meget voveligt Foretagende, og kun 45 Sparekasser med et Indskud af 16,050,000 Rdl., samt 3 Kreditforeninger. Med en Befolkning af omtr. 1,480,000 Mennesker i 1854 udgjorde delle 1 Bank for 740,000 Mennesker, Sparekasse for 35,000 med omtr. 11 Rdl. Indskud pr. Individ og 1 Kreditforening paa 493,000 Mennesker.

Endnu i nogle Aar var der kun ringe Udvikling; men nu naaede Virkningen af Guldstrømmene fra Kalifornien os, og den deraf følgende Prisstigning, livligere Omsætning i Forening med heldige Kornaar, og endelig — stærk Spekulalion, kaldte en Del Banker til Live, saa at vi, trods Krisen i 1857, her i Kongeriget i 1860 havde 17 Banker, 59 Sparekasser med el Indskud af 28,360,000 Rdl. og 3 Kreditforeninger. Med en Befolkning af 1,608,000 Individer er det 1 Bank for hvert 94,000 Mennesker, 1 Sparekasse for hvert 27,000 Mennesker

med omtr. 18 Rdl. Indskud pr. Individ og 1 Kreditforening for
hvert 356.000 Mennesker.

Krisen i 1857 standsede vel for en Tid Udviklingen, ligesom ulykkelige Krigsaar 1864 med derefter følgende daarlige men Trangen til Banker og Sparekasser blev større og større med den sligende Udvikling og Virksomhed, og i 1870 var Antallet af Banker steget til 19, af Sparekasser til 168 med 59,246,000 Rdl. i Indskud, og af Kreditforeninger til 7, hvilket med en Befolkning af 1,784,000 Individer giver 1 Bank for 93,900 Mennesker, 1 Sparekasse paa hvert 10,(300 Menuesker og emir. 33 Rdl. Indskud nr. Individ, og 1 Kreditforening hvert 255,000 Mennesker.

Efter 1870 har jo de sidste Aars ejendommelige og betydeligeUdvikling alle Retninger kaldet en Mængde ny Institutertil saa at vi den Iste Marts 1873 med en beregnet Folkemængde (1870 1,784,000, 1872 1,822,000, Tilvæxl i 2 Aar 38,000, 1873 med beregnet Tilvæxt i 1 Aar 20,000) af 1,840,090 Individer havde 34 Banker eller 1 p^a hvert 54,120 Mennesker, 8 Kreditforeninger eller 1 paa hvert 230,000 Mennesker, og endelig — efter Statskalenderen 1873 — 284 Sparekasser med omlr. 70 Mill. Rdl. i Indskud eller 1 paa hvert 6,500 Mennesker og omtr. 38 Rdl. i Indskud pr. Individ.

Arbejderbanken 1 i .Lyngby og i Kjøbenhavn og Landmandsbanken9 Helsingør, Holbæk, Nykjøbing paa Sjælland, Rødby, Nykjeb/ng paa Falster, Nyborg, Vejle, Kolding og 1 Filial i Kjøbenhavn.

Bankerne findes:

Paa Øerne med Kjøbenhavn 18 Banker eller med beregnet Folkemængde (1870 996,000 Ind., 1872 1,014,000 Ind. Tilvæxt omtr. 18,000 i 2 Aar, derfor med Tilvæxl 9000 i 1 Aar, 1873) 1,023,000 Indb. 1 Bank paa hver 57,000 Mennesker.

Paa øerne uden Kj eb en havn 11 Banker eller med beregnet Folkemængde af (1870 815,000 Ind., 1872 8:U,000 Indb. Tilvæxt omtr. 16,000 Mennesker i 2 Aar, derfor med Tilvæxt ornlr. 8000 i 1 Aar) i 1873 omtr. 840,000 Ind. 1 Bank paa hvert 76,000 Mennesker.

I Jylland 16 Banker eller med beregnet Folkemængde af (1870 788,000 Ind., 1872 808,000 Ind. Tilvæxt 20,000 i 2 Aar, derfor med Tilvæxt omtr. 10,000 i 1 Aar) i 1873 818,000 Ind., 1 Bank for hvert 51,000 Individer.

Det ses saaledes, at Jylland i Forhold til Befolkningen har flere Banker end Øerne, men med Hensyn til Aktiekapitalens Størrelse stiller Forholdet sig ganske anderledes, idet ingen af de jyske Banker har eu suhtu Aktiekapital eau ;>OG,OOO Rdl., medens Øernes Banker endogsaa fraregnet Kjøbenhavns Banker ere større i Almindelighed.

Da Banker og Sparekasser, i alt Fald her hjemme, ligne hinanden meget med Hensyn til deres Virksomhed, — hvilket imidlertid er mindre heldigt, da Sparekasser i Særdeleshed burde beflitte sig paa Sikkerhed med Opgivelsen af høj Rente og Disponibilitet, da det er Smaafolks Penge, de sidde inde med, for hvem en sikker Mente er vigtigere end øjeblikkelig Dispositionsret og en stundom høj Rente med Udsigt til for en Afvexlings Skyld slet ingen at faa —, kan vi s-ige, at vi 1872 her i Landet havde 220 Banker og Sparekasser eller 1 Institut for hvert 8,300 Mennesker. De 8 Kreditforeninger, der fandtes her 1872 havde — i Følge Statskalenderen af 1873 — udstedtObligationer

stedtObligationertil et Beløb af 46,141,500 Rdl., hvortil kom
Hypothekobligationer udstedte af Landmandsbanken til et Beløb
af 600,000 Rdl.

Samles den hele Fremstilling i nedenstaaende Tabel, vil
Fremgangen og Udviklingen nemmere blive synlig.

Foruden disse Instjtuter beskjæftige især i Kjøbenhavn en Del sig med Vexeler- og Bankierforrelning; saaledes fandtes 1873 i Kjøbenhavn 25 Vexellerer, 31 Vexelmæglere og 18 Vare- og Vexelmæglere. Det vil saaledes være indlysende, at om vi end her hjemme i lang Tid stode betydeligt tilbage med Hensyn til vor Udvikling af Banker, Sparekasser og Kreditanstalter, vi i de sidste Aartier fulgte særdeles godt med, og saafremt ikke særdeles Uheld ramme Landet, maa det antages, at en fortsat Udvikling af disse for hele Landets økonomiske Fremgang nyttige Instituter vil vedblive ogsaa i Fremtiden.