Det russiske Socialdemokrati.

Medens de tyske Socialdemokrater, efter Ir ad de paastaa,»helst fredelig Vej» ville søge at omdanne Samfundetog naa den socialistiske "Folkestat», i hvilken de se det Ideal af en Samfundsbygning, der gjør det muligt for Arbejderbefolkningen at komme til sin Ret og nærmest gjennem Produktionsassociationen blive i Stand til at naa en bedre økonomisk Stilling; medens de fleste tyske, socialdemokratiske Fraktioner erklære ikke at ville gribe ind i de bestaaende Ejendomsforhold, men kun at ville arbejde hen til, at Fremtidens, den endnu ikke existerendeEjendom individuel, paa Arbejde grundet Ejendom, er der andre Hovedformer af den moderne Socialisme, hvis Tilhængere og Førere tro at maatte gaa et Skridt videre, i det de ikke mere have noget Haab om at kunne opbygge den socialistiske Stat uden ved at gribe mere eller mindre ind i de bestaaende Ejendomsforhold, samt ved at gaa hensynsløst frem ved gunstig Lejlighed og ikke sky Vold, fortvivlet Kamp og fuldstændig Kuldkastelseaf bestaaende Samfundsforhold. Lasalleanernes "Folkestat», om den blev gjennemført, afgiver i deres Øjne, især saa længe den kom til at staa isoleret og udsatfor kastes over Ende af Nabostater, i hvilke den gamle sociale Orden endnu herskede, ikke nogen tilstrækkeligBorgen Socialismens Fremgang og vedvarendeSejr,

varendeSejr,lige saa lidt som for Ophøret af den lange Række af Krige, der ere blevne førte og idelig endnu føres i Evropa for Interesser, der efter deres Mening for største Delen have været Arbejderbefolkningen aldeles uvedkommende, men alligevel krævet Hundredtiisender af Mennesker hørende til denne Klasse, samt slugt Kapitaler,der, i Arbejderbefolkningens Interesse, vilde have kunnet afhjælpe en stor Del af den sociale INød, der stedse tiltager i Evropa.

Det er især den russiske Socialisme og den internationale Arbejderforening (-Internationale»), hvis Program gaar i denne Retning. De vedrørende socialistiske Systemer ere derhos dem, der ere mest filtredesammen kommunistiske Tilsætninger, nationale Bagtanker og rent politisk-revolutionære Formaal. Den sidste voldsomme socialistiske Explosion, der fra Marts til Juni 1871 rystede Frankrig næsten lige saa stærkt som den tyske Invasion, var nær beslægtet med og blev støttet af disse Retninger. Den frembød derhos en endnu større Blanding af Bevæggrunde, Systemer og Formaal. Med Hensyn til disse socialistiske Systemer er et fuldstændigt Indblik for saa vidt vanskeligt, som de egentlige Ledere i Regelen have holdt sig tilbage og vogtet sig for fuldstændigat de af dem lagte Planer samt for at indvie alt for Mange i dem. Der er derhos, navnlig i den senere Tid, idelig blevet offentliggjort Erklæringer, til Dels under Eds Tilbud, der betegne mange af de Aktstykker,Proklamationer Skrivelser, som etter almindelig Mening vare udgaaede fra Lederne af Internationale, og som vare vel egnede til at kaste et skarpt Lys over disses Forbindelse med Kommunisterne i Paris samt over de Formaal, der ud over det bekjendte Program tilsigtedes,

for uægte. Med Hensyn til den russiske Socialisme og dens Udvikling for Tiden maa Fremstillingen, selv afset fra de sproglige Vanskeligheder, allerede af den Grund blive mindre fuldstændig, at navnlig den ungrussiske Sekts Virksomhed i Rusland væsentlig sker igjennem hemmelige Selskaber, og at de Processer, der idelig ere blevne førte mod Medlemmer af disse eller mod Deltagerei Sammensværgelser, ikke have været offentlige. Den sidste Proces Netschajew, der begyndte i Juli 1871 ved Domstolene i Petersburg, og i hvilken 87 Personer vare indviklede, dannede kun til Dels en Undtagelseherfra.

Det er ejendommelige Forhold, der i Rusland have skaffet de socialistiske Ideer en gunstig Jordbund vigtige Støttepunkter. Associationen, som man har betegnet som en af Socialismens Grundformer, har vel ingensteds i Verden i Aarhundreder været udbredt i sine primitive Former i den Udstrækning som i Rusland. hvor Russere i længere Afstand fra Hjemmet sammen paa en Arbejdsplads, danne de strax en Association, der væsentlig gaar ud paa fælles Bord, Arbejde og Soveplads. En af Arbejderne bliver valgt til at ordne disse Anliggender, at indkassere Lønnen, at betale det, der i Fællesskab er forbrugt eller benyttet, at aflægge Regnskab og at udbetale Resten.

I Landboforholdene, saaledes som de den Dag i Dag fremtræde, er der et andet væsentligt Støttepunkt for socialistiskeIdeers og for deres nemmere Opfattelseaf Der existerer nemlig saa godt som overalt i Landet den saakaldte: »Kommunernes Fællesejendomsret»,der ejendommelig for Rusland, i det den allerede for Aarhundreder siden i det Væsentlige

er forsvunden fra andre evropæiske Stater og kun i beslægtetForm hos nogle sydslaviske Stammer. Det enkelte Individs Selvstyrelse er udelukket. Markerne ere Sognets Ejendom. Hver Mand har lige Andel i Arbejdetog Skovene, Jagten, Fiskeriet og Græsgangene.Agerlandet Engene blive fordelte mellem Sognets Medlemmer eller bortloddede. Ved Dødsfald falder Lodden tilbage til Menigheden. Dette System har fundet Anvendelse lige saa vel hos Kosakkerne, der have deres Land som fri Ejendom, som hos Bønderne paa Domænerne,der Jorden i Arvefæste, og i de livegne Kommuner. Det er voxet saaledes sammen med Folkebevidstheden,og omfatte det i den Grad med Forkjærlighed,at alene den kejserlige Regering ved at gjennemføre den dybt indgribende Lov om Livegenskabets Ophør ikke vovede at ophæve denne Kommunernes Fællesejendomsret, men at ogsaa de russiske Socialister for de andre evropæiske Staters Vedkommende i Antagelsenaf System ojne Fremtidens lyksaliggjørende økonomiske Reform for hele Verdensdelen. De have herved væsentlig for Øje, at dette System i det Mindste har befriet Ruslands Landkommuner for et lignende, talrigt Proletariat som det, Evropas Heste Stater have at opvise, og antage, at Produktionsassociationen, gjennemført af Ryernes Arbejderbefolkning, vil fuldstændiggjøre Systemet og fremkalde økonomiske Mønstertilstande i Kejserriget.

Et tredje væsentligt Støttepunkt for Udbredelsen af Socialismen i Rusland er det stærke sociale og politiskeTryk, endnu til Trods for adskillige vigtige Reformer, svarende til Tidsaandens og Nabolandenes udvikledeStandpunkt, paa det russiske Samfund, og under hvilket især Landets intelligente Proletariat, dets

liberale Fraktioner og Universiteterne vaande sig. Landet har derhos længe været opfyldt med hemmelige Selskaber, i hvilke kommunistiske Læresætninger i deres mest nøgne og vilde Former, Had til de privilegerede Klasser, til Tyskerneog formentlig tysksindede Kejserhus ere blevne prækede. Man kan under disse Forhold ikke undres over, at de socialistiske Formers Mellemled, som andre Lande fremviste, her ere blevne oversprungne, og at Socialismeni optræder paa en radikal Maade, stærkt blandet med nationale Formaal.

Der viser sig for Tiden tvende Hovedretninger i den russiske Socialisme, nemlig den, der følges af Slavofilerne, og den, som efterstræbes af den ungrussiske Sekt. Begge Partier have modtaget vigtige Elementer af de panslavistiske hvis Førere sammenkaldte den slaviske Kongres i Prag den Iste Juli 1848, men som i den nyeste Tid til Dels have opløst sig eller antaget et mere omfattende Program end en politisk Forening af alle slaviske med Rusland.

Slavofilerne, hvis Fører er den begavede Miljutin, have efter den sidste polske Opstand forenet.sig medforskjellige Fraktioner for at stifte et stort Nationalparti. holde midlertidig paa den nuværende absolute og Kejserhuset, hvorimod den ungrussiske Sekt, der væsentlig er stiftet ved Alexander Herzens utrættelige Virksomhed og store Indflydelse paa den russiske har stillet sig fjendtlig lige over for disse. Desuden existerer der en væsentlig Forskjel imellem disse politiske Partier ved den Stilling, de indtage lige over for Polen samt lige over for den vestevropæiske Kultur, ligesom Midler, ved hvilke de tro at kunne gjennemføre den socialistiske Reform, ere afvigende fra hinanden.

Slavofilernes Program gaar i det Væsentlige ud paa Følgende: Den slaviske Stamme har den Mission at bryde de Lænker, hvori Vestens Folk have smeddet de lavere Klasser, samt at løse det sociale Spørgsmaal ved Hjælp af det gammelrussiske Princip, der optræder med Hensyn til Ejendomsforholdene i Landsognene. Dette er den slaviske Stammes historiske Opgave, den Retstitel, der giver den en naturlig Adkomst til Herredømmet over den evropæiske Verden. Ved Hjælp af Gjennemførelsen af Kommunernes Fællesejendomsret har Rusland brudt de Lænker, hvori den polske Adel havde smeddet Bønderne og Arbejderne i Polens, Litavens og Ilkrajnas Landsogne. Ledet af dette Princip har det en lignende Opgave at løse i de øvrige Provinser af Rusland, der ere organiseredepaa af den vestevropæiske Kultur, samt derefter at gaa frem over Grænserne mod Vesten.Indtil store Maal er naaet, bør de øvrige Reformer, vedrørende det indre, forfatningsmæssige Statsliv, skydes til Side. Læren om det lige Krav, Alle have til Jordejendommen, og om Nødvendigheden af at forvandle al personlig Ejendom til Kommunens Ejendom, er den Fane, under hvilken den slavisk-russiske Stamme er kaldet til at sejre over det vestlige Evropa, som maa undertvinges. «Den politiske Opstand», hedder det i en af Proklamationerne,«har mangfoldige bureaukratiske Experimenterinden Grænserne af vort Statsliv først bragt os til Besindelse og ført os tilbage til den Opgave, Forsynethar os. Med Kommunens Ejendomsret have vi overalt at løse det Bundne. Med Polen have vi begyndt, og vi ville ikke hvile, førend denne Ordning af Ejendomsforholdeneer i hele Riget indtil dens sidste Konsekvens.Absolutismen den Statsform, der er

bedst egnet til at gjennemføre det agrariske Fællesskab. En Retsstat vilde binde Hænderne paa os og genere os i Angrebet paa de privilegerede og aristokratiske Samfundsklasser. Først naar dette gamle Samfund er slaaet sønder og sammen, kunne vi benytte hine strænge Retsformer, der i Tyskland, og især i Preussen, bleve anvendte og misbrugte for at bøje de lavere Klasser ind under Jorddrotternes og Kapitalisternes Aag. Folk som Schulze-Delitscho.s.v. ere de farligste Fjender af det moderne Samfund, fordi de benytte Liberalismens Former til at undertvinge de arveløse og fattige Klasser til Fordel for de Velhavende og Rige. Lass al le derimod er den eneste betydelige Fremtoning, Vestevropa har at opvise i de sidste Aartier. Fællesejendomsretten i vore Landkommuner, der giver Enhver, der vil træde ind i en af disse, Andel i Jordejendommen, er Opfyldelsen af det Maal, denne store Mand og hans Forgængere have stræbt efter. Have vi gjennemført dette System i Rusland,saa vi ved dets Hjælp underkaste os Jordkredsen. Alle Proletarer og übemidlede Personer i Evropa ere vore naturlige Allierede.»

Den ungrussiske Sekt er kaldt til Live af AlexanderHerzen(født1812 Moskva, død 1870 i Geneve), en Mand, der i sin Ungdom hørte til det russiske Universitetsparti,somnærmestsluttede til Hegelianerne og de franske Kommunister. Paa Grund af sin offentlige Optræden i liberal Retning, blev Herzen, der i BegyndelsenafTredivernevar Embedsmand, gjentagne Gange forflyttet til fjærntliggende Steder og behandlet som en i politisk Henseende mistænkelig Person, der var saa meget mere farlig, som han ansaas for en særdeles begavet,kundskabsrigogaandrig med vidtstrakteForbindelser.Kjedaf

strakteForbindelser.Kjedafden Bevogtning, hun holdtes under, gik han i 1846 til Udlandet, stiftede Bekjendtskab med Førerne for de demokratiske Partier i Tyskland og Frankrig, drog 184 i) tiUleneve, hvor han begyndte at udgiveetperiodiskTidsskrift, og en Hække Ya-rker (deriblandt: «Fra den anden Yerden», Dc.rcvolutiona'reIdeersHistoriei i hvilke han nedlagdesinesocialistiskeIdeer. Aaret 1857 begyndte et af ham i London udgivet Maaneds skrift, «Kolokol» (Klokken),atva'kkeden Opsigt i hele Rusland. Det indeholdt Artikler, beregnede paa at udbrede Ilerzens socialistiske System, samt et stort Antal Korrespondancer fra alle Kgne af Kejserriget, i hvilke ikke alene den russiskeEmbedsstandsBestikkelsessystem,Adelens skaanselløst afslørede,menogsaaStatshemmeligheder en saadan Beskaffenhed aabenbarede, at Meddelelserne kun kunde hidrøre fra meget højtstaaende Personer, ja endog i enkelteTilfældetilskrevesselve af Kejscrhuset. Tii Trods for de s trænge Forbud, der udstedtes mod Tidsskriftet, indsmugledes det dog i Hundredtusender af Exemplarer, vakte umaadelig Opsigt og gjorde stærk Propaganda for den ungrussiske, socialistiske Sekt. Aaret inden «Kolokols» Redaktør afgik ved Døden (1870), offentliggjordesdertvendeBreve lians Navns Underskrift, i hvilke en mere moderat Opfattelse af Forholdene gjorde

en russisk Flygtning, der var en at den Afdødes ivrigste Tilhængere, men endnu mere radikal end Herzen. Denne Mand var Bakunin. Født i Guvernementet Tver, tjente han i sin Ungdom som Fændrik ved det russiske Gardeartilleri,forlodimidlertidsnart og rejste til Tyskland, hvor han især i Revolutionstiden 1848 kom i Berøring med alle fremragende Revolutionære i Vestevropa.Bakunindeltogi i Prag og Dresden, dømtes i Sachs en til at hlive skudt, i Østrig til at blive hængt, og i Rusland, til hvis Regering han efter de derom gjorte Reklamationer var bleven udleveret, til at hensidde i Fængsel paa Livstid. Bcnaadet ved sin Onkels, General Muraviefs, Forbøn i Aaret 1866, rejste han atter til Udlandet,sluttedesigtil internationale Arbejderselskab som Leder af en særegen russisk Sektion, deltog i og ledede sammen med Cluseret den socialistiske Opstand i Lyon i Foraaret 1871 og drog efter dennes mindre heldigeUdfaldtilbagetil for i Genéve at fortsætteUdgivelsenaf«Koiokol». Internationale vidste Bakunin snart at skaffe sig en ikke ringe Indflydelse og kom ved at støtte det føderalistiske Parti i en fjendtlig Stilling til det centralistiske Partis Fører, Karl Marx. Der er blevet antydet, at Sidstnævnte for nylig gjorde sin Indflydelse gjældende for at bestemme Generalraadet til at vælge llaag til Mødested for den ste internationale Arbejderkongres, væsentlig fordi det derved i høj Grad vanskeliggjordes for Bakunin, der ikke tør passere fransk eller tysk Gebet, at bivaane Møderne. Kolokols Udgiver mødte heller ikke personlig, men skal dog ved sin Indflydelse væsentlig have bidraget til SprængningenafInternationale,som for sig paa Kongressen i Haag, (2^—9de Septbr. f. A.). Faa Dage efter at denne

Kongres havde opløst sig, samledes det føderalistiske Parti — hvis Ilovedrepræsentanter, Bakunin og SchweizerenGuillau vare blevne udstødte af Internationale efter Oentralisternes Beslutning — i St. I mier (Kanton Bern) for at drøfte Midlerne til at oprette en ny føderalistiskInternationale,bestemttil gjennemføre Bakunins Ideer om en fuldkommen Nivellering af alle sociale Forskjelligheder.ForhandlingerneiSt. varede i 2 Dage og endte med Vedtagelsen af en Bække Resolutioner,deromtrentsvare det neden for (S. 109—11) udviklede System. Vi tilføje endnu, at det ny Forbund fik Navn af »Venskabs- og Gjensidighedsforbundet» (pacte d'amitié et solidarité).

Alexander Herzen og hans Tilhængere, der danne den ungrussiske, socialistiske Sekt, opstille et Program, der i det Væsentlige gaar ud paa Følgende: De filosofiske Systemer, efter hvilke man i dette Aarhundrede har søgt at organisere Staterne for at afhjælpe den sociale Nød og lade Arbejderbefolkningen komme til sin berettigede Stilling, have efter deres Mening vist sig at være fuldstændiguholdbare.Detnytter sige de, at forandre Regeringssystemer, saa længe Samfundet ikke giver Slip paa sine forældede Forestillinger og Institutioner. Det er Samfundet, der maa reorganiseres ved Hjælp af Nutidens socialistiske Ideer og økonomiske Læresætninger, for dervedatnaadet Maal: Undertrykkelse af Individets Ret til Fordel for Samfundets, MonopolernesogProletariatetsOphør, Landsognes FællesejendomsretogenKjæde føderative Republikker i hele Evropa. Med Hensyn til disse hedder det i en af Herzens Udtalelser: «Den germanisk-romanske

Verden og dens Samfundsorden ere indviede og bestemte til Undergang. Denne Verdens Blod er raaddent og stagnerer.Deterpaa at den gaar al Kjødets Vej og overlader Herredømmet til en kraftigere, mere ungdomsfriskFolkemasse,denslaviske, at den kan forynge Evropa, ødelægge den mellem- og vestevropæiske Dannelse og danne et vældigt, socialdemokratisk Rige, hvis naturlige Hovedstad Wien bør være.» Medens Herzenaltidmeden beregnet Forsigtighed udtalte sig om det nuværende russiske Fyrstehus, fører Bakunin i saa Henseende et fuldstændig hensynsløst Sprog. I en Proklamation, han efter Herzens Død (1870) udstedte til de «unge Brødre i Rusland», hedder det bl. A.: «Den herskende Adel har ranet Landet fra det russiskeFolkogholdt indtil vore Dage i skjændig Underkuelse. Tidligere var Forholdet et andet. Markerne tilhørte de Personer, der dyrkede dem. Vore Forfædre kjendte hverken Adel eller Præster, hverken Kjøbmænd eller Skatteopkrævere. De vare fri og lykkelige. Men fra hinsides Havet kom der fremmede Fyrster og i deres Følge Adelsmænd, Embedsmænd og Skatteopkrævere. De underkuede vort Folk, borttog vore Marker og levede af Frugterne af vort Arbejde. Efter at de havde underkastet sig vort Folk, byggede de, Erobrerne, Byer, fra hvilke de endnu undertrykke os. Dem have vi at takke for de strænge Love og de trykkende Afgifter, der styrte os i den yderste Elendighed, medens de selv mæske sig med vort Brød og leve herlig og i Glæde. Deres Byer ere saa stærkt befæstede, at vi ikke kunne foretage noget andet Angreb paa dem end ved at sætte den røde Hane paa Tagene.» Der følger nu en Fortegnelse over Tsarernes despotiske Handlinger, ved hvilke Folket,efterBakunin,er

ket,efterBakunin,erblevet nedværdiget indtil under Kvæget. Det hedder derpaa: »Der indtraf i vor Historie et Tidspunkt, da \i turde mere det Haab, at Kej serf amilieuvildeuddø.Til I lykke indkaldte Adelen en lille Fyrste fra Tyskland, der er bieven Stamfader til en hel Række af Tyranner. Den tyske Fyrstefamilie har formeretsigiden at Poperne næppe ere i Stand til i Kirkerne at optælle alie Navnene paa dens Medlemmer. Denne Familie, og i endnu højere Grad dens Hoffolk, fortære Alt. Vi ere To ssehov eder, thi Tyskerne regere over os og søge kun at fylde deres Lommer.VorTsarog Storfyrster ere uduelige til at regere. De synes bedre om at drive omkring paa Hovedgaderne,hvordeglæde over de Hurraraab, med hvilke de modtages. Der bliver kun Et tilbage for at frelse Samfundet og for at kunne gjennemføre de gamle StatsogSamfundsforholdssocialistiskeOmdannelse: at kvæle dem som Hunde uden Naade og Barmhjærtighed.Byernemaaødelægges rasere s i Bund og Grund. Da vi mangle Artilleri og Kavalleri, saa bliver kun et Middel tilbage, nemlig Ild og Brand. Have vi først lagt de Mure i Aske, bag hvilke de skjule sig, saa ville de blive et Bytte for Sulten. For os og Flertallet af de polske Patrioter existerer der kun en fælles Følelse, et fælles Maal: Had mod det Alt opslugende Rusland, og dettes Kuldkastelse. Vi Russere ere imidlertid adskilte ved en dyb Kløft fra de polske Patrioter, thi vi ville Opløsningen af alt Statsliv, men de ville opbygge den polske Stat igjen. Som om ikke alt Statsliv, om dette end er nok saa demokratisk og liberalt, hviler med Centnertyngde paa Folkelivet. De polske Drømme ere skadelige, thi de lade sig næppe

virkeliggjøre. De polske Politikere fordømme ved deres forhadte Drømme deres eget Folk til ny Ødelæggelse, og skulde det nogen Sinde lykkes dem ved fremmed Hjælp at opbygge den polske Stat igjen paa Adelsprivilegiernes, den personlige og arvelige Ejendoms Grundlag, saa ville de for saa vidt blive vore Fjender, som de vilde blive deres eget Folks Undertrykkere. Vi ville da erklære dem Krig i Navnet af den almindelige, nationale Frihed og de lavere Folkeklassers Livsudvikling. Det vilde i det Mindste være ønskeligt, om vi Russere kunde enes med Polakkerneidenførste af den forestaaende gammelslaviske Tragedie til fælles Handling. Dette vilde ikke danne nogen Hindring for at skilles under de tre andre Akter for endelig i Slutningsakten at gjenfmde hinanden som Brødre i den socialistiske Republik.»

Vi have allerede bemærket, at Bakunin sluttede sig til den internationale Arbejderforening, og dette skete med en Erklæring, i hvilken han udtalte sig nærmere om de Samfundsreformer, han holdt for nødvendige for fuldstændig gjennemføre Erhvervs- og Forbrugsassociationen, saa vel som Klassernes og Individernes Ligestille Erklæringen, der er affattet i Navnet af det socialistiske Demokratis internationale Alliance, og ikke berører den russiske Socialismes særegne Formaal, lyder saaledes:

1) Alliancen erklærer sig for atheistisk; den vil afskaffe enhver Kultus, sætte Videnskaben Troens og den menneskelige Retfærdighed den guddommeliges Sted.

2) Fremfor Alt vil den gjennemføre den politiske,
og sociale Ligestillelse af
Klasserne og Individerne af begge Kjøn, der

skal begynde med Arverettens Ophævelse, for at fremtidig Enhvers Nydelse kan staa i ligefremt Forhold til hans Produktion, og for at Grund ejendommen og Arbejdsredskaberne i det de i Overensstemmelse med Bri'isseler Arbejderkongressens Resolution, ligesom enhver anden Kapital, blive hele Samfundets Kollektiv ejendom_— kunne blive benyttede af de Arbejdende, det vil sige af Industri- og Agerbrugsassociationerne.

3) Den forlanger for alle Børn af begge Kjøn, lige fra deres Fødsel af, Lighed i Midlerne til deres Udvikling, det vil sige til deres Livsophold, Undervisning paa alle Videnskabens, Industriens og Kunstens Trin, og den er overbevist om, at denne Lighed, der foreløbig kun bliver hidført i økonomisk og social Henseende, sluttelig ogsaa mere og mere vil tilvejebringe Indivdernes større naturlige Lighed, i det den bortskærer alle kunstige Uligheder, der ere den historiske Frugt af en lige saa falsk som uretfærdig, social Organisation.

4) Som Fjende af enhver Slags Despotisme, ikke aner kj ende ude nogen anden politisk Form end den republikanske og forkastende übetinget enhver reaktionær Alliance, holder den sig tillige fjærnt fra enhver politisk Aktion, ikke har Arbejdernes Triumf over Kapitalen til ligefremt og umiddelbart Formaal.

5) Den anerkjender, at alle nu bestaaende po-

litiske og Avtoritetsstater, i det de mere og mere indskrænke sig til de simple, administrative ved den offentlige Tjenestes Grene i de vedrørende Lande, maagaa op i den universelle Kreds af de fri Industri- og Agerbrugsassociationer.

6) Da det sociale Spørgsmaal kun kan finde sin virkelige og for bestandig afgjørende Løsning paa Grundlag af den internationale eller universelle Solidaritet af alle Stænders forkaster Alliancen enhver der hviler paa den saakaldte Patriotisme eller paa Folkenes gjensidige Skinsyge.

7) Alliancen vil den universelle Association
af alle lokale Associationer med Friheden
som Bindemiddel.

Bakunin og hans Venner vare tidligere Medlemmer af Freds- og Frihedsligaen, der holder for, at det sociale Spørgsmaal væsentlig vil blive løst, naar det evropæiskeStatssamfund omdannet til en Konføderationaf under Navn af «de forenede Stater i Evropa», i Lighed med de forenede Stater i Nordamerika. Ligaens Medlemmer tro, at en evig Fred vilde begynde, og Friheden i Virkeligheden komme til at blomstre, naar denne Omdannelse var fuldbyrdet. Den har stiftet et eget Organ, som under Navnet: »De forenede Stater i Evropa» udkommer i Bern, og har afholdt en Række Kongresser, der have udmærket sig ved støjende Forhandlingerog at der hersker den største Ufordragelighedmellem talrige Medlemmer, der dels ere, dels ville være Filantroper, Humanister, Fredsvenner, Republikaiiereog

publikaiiereogSocialister. I denne Liga fremsatte Bakunin,da afholdt sin Kongres for nogle Aar siden i Bern, sit Egalisationssystem for at opnaa Resolutioner til Fordel for dette. Majoriteten af Medlemmerne vilde imidlertid Intet vide af dette System, og dets Ophavsmandfandt derfor foranlediget til at udtræde af Ligaen,hvis af ham betegnedes som utilstrækkeligt. \ November 1871 fandt Liebknecht sig foranlediget til at afslaa Freds- og Frihedsligaens Indbydelse om Tilslutning,i han paa den Bebel-Liebknechtske Fraktions Vegne betegnede Ligaens Program paa en lignende Maade som Bakunin.

Der er i de sidste Aartier ikke hengaaet et Aar, uden at der har fundet Undersøgelser og Domfældelser Sted mod Deltagere i hemmelige Selskaber i Rusland, der dels tilsigtede en Kuldkastelse af Samfundsforholdene,delsden Regerings Fordrivelse. Mange Personer, deriblandt ikke faa Officerer, ere blevne deporteredetilSibirien, ere bukkede under for de haarde legemlige Straffe, de ere blevne idømte. Processernemoddisse af hvilke Mange, saa vidt man har kunnet erfare, have staaet i Forbindelse med Alexander Herzen og Bakunin, ere indtil den allerseneste Tid blevne førte hemmelig. I Juli Maaned 1871 førtes imidlertid Processen mod Netschajew til Dels offentlig, og der blev samtidig nedsat en Kommission, der skulde undersøge Aarsagerne til de talrige Ildsvaader, der især fandt Sted i Moskva, og som Regeringen antog vare blevne paasatte af det socialistiske Parti, der især i RuslandsgamleHovedstad stærkt udbredt. Denne Kommission,derholdt lang Række af Møder under GeneralguvernørensForsæde,fik kun konstateret, at

flere af lidebraridene vare stiftede af fire Drenge i en Alder af 12 til HAar, der paastode, at de vare blevne overtalteogforledede ved smaa Pengegaver af Personer,dervare übekjendte, samt at der existerede en systematisk Brand stiftelsesplan i Varsjav, hvis OphavsiiKendskjultesig simple Arbejdere og Børn. Processen modNetschajew blev rettet mod Personer, der, bosatte i forskjellige Dele af det russiske Rige, vare Deltagereien der havde til Formaal at styrte den bestaaende Regering. Antallet af de Anklagede beløb sig til 87. af hvilke de 63 holdtes i Fængsel. Der blev optaget stenografiske Beretninger ved Forhørerne, der for største Delen offentliggjordes i Journalerne. OpdagelsenafSammensværgelsen ved de Excesser,derforefaldt Februar og Marts Maaned 1869 blandt Studenterne ved det mediko-kirurgiske Akademi og ved det teknologiske Institut, samt ved det af den forhenværende Lærer ved den sergejewske Sogneskole i St. Petersburg, Sergei Netschajew, paa en af Tilhørerne i det Petrowskiske Akademi, Iwan Iwanow, udførte Mord. Ved Undersøgelserne over dette Mord kom det for Dagen, at de Personer, der sammen med Netschajew havde udførtForbrydelsen,vare af en Revolutionskomite,derhørte den ungrussiske Sekt og i Moskva dannede en Underafdeling af den internationale RevolutionskomitéiGenéve, hvis Ledere Bakunin antages at høre. Af Deltagerne i den af Netschajew organiserede Sammensværgelse arresteredes 33 i selve Moskva, men det viste sig ved fortsatte Undersøgelser, at den hemmeligeForeningsVirksomhed sig til mange andre Byer, og at Personer, der hørte til samme, gjentagne Gange havde foretaget Rejser til St. Petersburg. De fleste

Deltagere af Sammensværgelsen bleve dømte til Deportation,Hovedmændenetil i Bjærgværkerne ved Uralbjærgene. \ Oktober f. A. blev endelig Netschajew selv udleveret af Forbundsraadet i Geneve til de russiske Myndigheder og i Lænker transporteret til St. Petersburg, hvor han strax blev hensat under stærk Bevogtning i Citadellet. De schweizerske Blade, og især den bekjendte Forfatter Carl Vogt, forsvarede dette tilsyneladende Brud paa Asylretten ved, at Netschajew ikke var udleveret som politisk Forbryder, men som simpel Morder.