Kathedersocialismen.

«i Aaret ltS(>7^—H 8 var jeg,» fortæller Dr. Lujo Brentano, •'Medlem af det med det kgl. statistiske Bureau i Berlin forbundne Seminarium. Ved Kursusets Ende opfordrede Bureauets Direktør, Hr. Gehejmeraad Engel, mig til at, ledsage sig paa en Studierejse i de engelske Fabrikdistrikter. Glæde modtog jeg dette Tilbud, der skulde gjøre mig det muligt ved personlig Betragtning at danne mig et konkret Billede af de derværende Arbejderforhold . . . Alle Slags Arbejderforeninger og i Særdeleshed de engelske bleve nu Hovedgj en stand for mine Studier . . . Jeg begyndte dette Studium snarere med tvivlende og mistroiske end med gunstige Følelser. Jeg havde nys gjennemgaaet en stræng Skole i theoretisk Nationaløkonomi, — og hvem bliver ikke a priori begejstret en Lære, der, uden al videre Ulejlighed, ved de løsladte (entfesselten) individuelle Interessers blotte laissez faire (Waltenlassen), løser, som ved en Tryllemekanisme, alle det økonomiske og sociale Livs Vanskeligheder til almindelig Tilfredshed!» Ved en alvorlig Betragtning af de. engelske Arbejderforhold kom han imidlertid bort fra denne Opfattelse; han opdagede nu Nationaløkonomiens Mangelfuldhed, han saa, at denne Videnskab i de engelske Arbejderforeninger vilde linde sin »nothwendige Ergänzung», at de nævnte Foreninger give os «Arbejderspørgsmaalets

Saaledes opstod da — hvis man tør tro et tysk Blad
— den i den senere Tid saa meget omtalte Kathedersocialisme!

Ved en mindre overfladisk Betragtning vil man maaske dog komme til det Resultat, at Grunden til denne ny Retning i den økonomiske Videnskab maa søges dybere end i DHrr. Engels og Brentanos Rejse til England. De kathedersocialistiske Lærdomme ere ingenlunde opstaaede saa pludselig; de have tvært imod udviklet sig ganske jævnt og naturlig, og det, der skriver sig fra i Gaar, er nok væsentlig kun Navnet «Kathedersocialisme».

Medens den «Individualismus», hvortil Adam Smith i 1776 ved sit epokegjørende Værk havde lagt Grunden, efterhaanden i England og Frankrig udviklede sig til den bekjendte «Manchestertheori», fandtes der stadig i Tyskland et anseligt Parti, der ikke kunde bekvemme sig til at slutte sig til den nævnte Theori. Manchesterskolen havde ganske vist ogsaa i Tyskland talrige Tilhængere: men ved Siden af disse fandtes der en «historisk Skole», der under Roschers og Knies's Anførsel med Talent bestred Manchestermændenes Paastand, at de økonomiske Love ere evig uforanderlige Naturlove. Den tyske dhistoriske Skole» har bekæmpet den rent abstrakte og den har i det Hele forkyndt saa kathedersocialistiske Lærdomme, at det vist med god Grund kan siges, at den har beredt Vejen for vore Dages "Kathedersocialisme».

Kathedersocialismen holdt sig i lang Tid saa temmeligskjult lærde Værker, hvorom det store Publikum kun bekymrede sig lidet; for dette existerede den derfor egentlig slet ikke. Men for et Aars Tid siden begyndte Kathedersocialisterne at gribe Sagen anderledes an: ved

populære Foredrag, ved Flyveskrifter, ved Avisartikler søgte de at vække Publikums Interesse, og det kan ikke nægtes, at de vare heldige i deres .Bestræbelser. I Tysklandhave nu et temmelig¹ sikkert Fodfæste; i England have de ligeledes fundet Indpas, og hvad os Danske angaar,saa det, at man her ingenlunde er utilbøjelig til at modtage deres Lærdomme.

Det er dog navnlig i Tyskland, at Kampen for og imod Kathedersocialismen var og er hidsig. Selve Spørgsmaalets Natur og de Kæmpendes undertiden vel store Iver har revet hele Publikum med sig, og der er vist nu ikke et eneste anset Blad i Tyskland, soin ikke har udtalt sig om Sagen. Pressen var i Begyndelsen ikke rigtig vel stemt mod den ny Lære; men senere er den kommen til en anden Erkjendelse, og med Undtagelse af de socialdemokratiske og nogle nationalliberale Blade er hele den tyske Presse nu kathcdersocialistisk. Bourgeoisiet som man ser, ikke Frygt for denne Slags (iSocialisme»!

Det ansete Blad Augsb. Allgein. Zeitung var et af de Blade, der først, til de ældre Nationaløkonomers Harme, sluttede sig til den ny Retning. I nogle Artikler i April 1872 erklærede det, at en »Krisis» var udbrudt i den tyske Nationaløkonomi. «Kt betydeligt Antal af Nationaløkonomiensyngre ved de tyske Universiteter har aabent sagt sig løs fra Manchestervæsenet.Denne har saa meget mere at betyde,som af disse, f. Ex. A. Wagoner, tidligere vare stramme Tilhængere af den forladte Lære, medens Andre, som Roesler og Schmoller, i det Mindste stærkt hældede til den, og kun en tredje Gruppe, Schönberg, Held, Scheel, Colin, Brentano. allerede fra Begyndelsen

af havde brudt med den tidligere Retning.» Ogsaa Historikere,som og H. v. Sybel, sluttede sig til den «ny Retning i det sociale Spørgsmaal», og den kathedersocialistiskeKongres, i Oktober traadte sammen i Eisenach, kunde derfor frembyde Skuet af en lærd Forsamlingaf , juridiske og historiske Professorer.

Men er det tyske Storborgerskab saaledes i Færd med at blive kathedersocialistisk, saa have til Gjengjæld Katheder^ocialisternes Forsøg paa at vinde eller i alt Fald forsone de virkelige Socialister lidt et fuldstændigt Nederlag. vedtoges saaledes af en socialdemokratisk Arbejderforsamling Berlin d. 13de Oktober følgende Resolution: Kjendsgjerning, at Eisenacherkongressen, hvor den socialøkonomiske Videnskab var talrig repræsenteret, har indrømmet, at et brændende socialt Spørgsmaal existerer, der kun kan løses ved Lovgivningen og Statens Indgriben, er et Bevis for, at den af Ferd. Lasalle til Live kaldte socialdemokratiske Bevægelse ikke mere kan ties ihjæl, men allerede er bleven en almindelig uimodstaaelig Overbevisning. Derimod staar Kongressens Beslutninger i fuld Modsigelse med de udtalte Principer, og de afvige kun lidet fra Manchesterpartiets Ideer. Dette beviser den Paastand, at Normalarbejdsdagen være en Indskrænkning af Friheden, og dei# Anskuelse, at der ved Hjælp af Arbejdskamre (Einigungsämter) kunne tilvejebringes Harmoni mellem Kapital Arbejde. Forsamlingen erklærer derfor Kongressens for et afmægtigt Forsøg paa ved Palliativmidler holde Arbejderbevægelsen tilbage fra Socialismen.

Vi skulle i det Følgende undersøge, om Kathedersocialisterneog

socialisterneogManchestermændene virkelig ere hip som hap, som Socialdemokraterne mene; men forinden skulle vi dog tillade os at gjøre en lille Bemærkning om de Benævnelser, vi ville bruge.

De "realistiske Nationaløkonomer», som de selv kalde sig, ere af Modstanderne (navnlig ITr. TI. B. Oppenheim) vexelvis blevne betegnede som "socialistiske Bøfler», i« Sukkervandssocialister» og «Kathedersocialiste r». Dette sidste Navn, der just ikke anses som et Hædersnavn, at have vundet Borgerret, og vi ville derfor betjene os af det, uagtet der er afvigende Meninger om, hvor vidt det er træffende. — Til Gjengjæld betegne vi de Nationaløkonomer» som «Manchestermænd»; det gaar aldeles ikke an ligefrem at betegne som «Frihandelsmænd», da denne Betegnelse med samme Ret kan anvendes paa saa godt som alle Kathedersocialister, og da Navnet Manchestermænd er tilstrækkelig bekjendt, er det vel .tilladeligt at benytte sig af det, uagtet det ogsaa af dem, der bære det, anses for en mindre smagfuld Betegnelse. Det, det kommer an paa, er i ethvert Tilfælde ikke Navnet, men Sagen, og vi gaa nu derfor over til Fremstillingen heraf.

• Det virkelige Kjærnepunkt i Striden mellem Manchestermændog er Spørgsmaalet om, "hvilken Methode, der bør anvendes ved nationaløkonomiskeUndersøgelser, det det ene Parti betragter Deduktionen ud af visse almindelige Præmisser for tilstrækkeligtil finde almindelige, «mathematisk faststaaende«Sandheder, da alle Detajlspørgsmaal lade sig afgjøre, hvorimod Modpartiet forlanger en samvittighedsfuldBetragtning

vittighedsfuldBetragtningaf de konkrete Kjendsgjeminger i Nutid og Fortid som Udgangspunkt for Forskningen. Fra dette Udgangspunkt kommer man da til Sætninger, der kun have en mindre Rækkeevne; man kommer til en •'relativ» Sandhed, men til mindre ensidige Resultater. Det ene Parti søger evig gyldige Naturlove for det økonomiskeLiv; andet Oplysning om de konkrete FremtoningersSammenhæng bestemte historiske Tider og en Rettesnor for, hvorledes der bør forholdes i den nærmeste Fremtid.» Naar altsaa et bestemt Spørgsmaal, lad os sige Arbejderspørgsmaalet, skal bedømmes, saa gaa Kathedersocialisterneikke, Manchestermændene, ud fra et «aprioristisk Princip, men de undersøge i hvert enkelt Tilfælde.» «Er dette,» spørger Ad. Held, hos hvem disse Citater ere laante; «er dette Principløshed, eller er det ikke snarere et simpelt, men ensidigt Princips Afløsning af et vanskeligere, men sikrere?» En anden Kathedersocialist(L. udbryder: »Trætte af spidsfindige Begrebsudviklinger længes vi efter en exakt Gjennemforskningaf konkret Materiale; og tilforladelige Kjendsgjeminger,hvoraf kunne inducere almindelige Sætninger, ere os, selv übearbejdede, ofte kjærere end de aandrigste Deduktioner ud af vilkaarlige, almindelige Principer.»

Vi skulle vel vogte os for at indlade os paa et saa lærd Spørgsmaal som det, om der bør gives den induktive eller den deduktive Methode Fortrinnet i økonomiske Men naar der med saa megen Haan tales om de »abstrakte Nationaløkonomers» «evig gyldige Naturlove», saa maa der dog spørges: hvad er det for Love, hvis «evige Gyldighed» Nationaløkonomerne hævde ?

Hos de konsekvente Manchestermænd, der, om man

vil, have reduceret den politiske Økonomi til en Værdilære,findes ganske vist en «evig gyldig ISaturlov», — Værdiloven. De have, ved at betragte, hvad der gaar for sig i det virkelige Liv, aldrig set Andet end, at en Vares Værdi falder, naar Udbudet af den forøges, og Alt for øvrigt bliver uforandret, hvorimod Værdien stiger, naar Efterspørgselen forstærkes, og Alt for øvrigt bliver uforandret.Saavel Ræsonneringens Vej som ved at betragte Kjendsgjerningerne ere de da komne til det Resultat, at Værdien altid og under alle Forhold bestemmes af Forholdetmellem og Efterspørgsel. Værdien er det ledende Princip i hele det økonomiske Liv, og naar Rathedersocialisternebestride Gyldighed, saa skylde de os Oplysning om, hvorledes da hele det økonomiskeMaskineri i Orden.

Men lad os forlade et saa videnskabeligt Spørgsmaal, hvis tilfredsstillende Resvarelse den indskrænkede Plads i et Tidsskrift dog vanskeliggjør, og lad os vende os til Sagens praktiske Side, der utvivlsomt er af større almindelig Altsaa: hvorledes stille Kat hedersocialisterne til Arbejderspørgsmaalet?

Først indrømme de da det sociale Spørgsmaals Existens, og dette er allerede meget; thi af et mægtigt Fabrikant- og Arbejdsherrepartiet, benægtes dette jo, som bekjendt.

«Et socialt Spørgsmaal,» siger Dr. Brentano, «er til Stede, saa ofte hele Samfundet eller en Samfundsklasse kommer i det Tilfælde, at den ikke mere er i Stand til at tilfredsstille sine tidligere Fornødenheder, eller saa ofte der i Samfundet eller i en enkelt Klasse opstaar ny Fornødenheder,somendnu kunne tilfredsstilles.» Men nu er det dog vel hævet over enhver Tvivl, at Arbejderklassenharsaadanne

klassenharsaadanneutilfredsstillede Fornødenheder! Arbejderspørgsmaalets Existens kan altsaa ikke nægtes. Dog ikke nok hermed: dette Spørgsmaal bliver med hver Dag mere faretruende; thi medens der i de besiddende Klasser for hver Dag optaarnes større og større Rigdomme,erForbedringen den besiddelsesløse ArbejderklassesKaaryderlig Naturligvis leve Arbejdernenuunder anderledes gode Forhold end for et Par Aarhundreder siden; men der synes efter «den store Industris» Indførelse at være indtraadt om ikke en Tilbagegang, saa dog i alt Fald heller ikke nogen Fremgangideres I ethvert Tilfælde er det aldeles utvivlsomt, at Forbedringen af Arbejdernes Kaar paa ingen Maade kan siges at have holdt Skridt med de Forbedringer, som forskjellige andre Klasser have opnaaet. De uhyre Rigdomme,hvisProduktion den store Industri» har bevirket, — hvor ere de da blevne af? Statistikken svarer: de ere saa godt som udelukkende komne de besiddende Klasser til Gode. Saaledes bliver da nødvendigvis Kløften mellem de Besiddende og de Besiddelsesløse bestandig større. «Vi se,» erklærede Professor Schmoller i den Tale, hvormedhanaabnede «vi se Arbejdernetrædei stedse skarpere Modsætning til de besiddendeogdannede og det synes os, at det ikke er Modsætningen i den økonomiske Stilling, der er farligst, men Kløften i Civilisation, Dannelse, Anskuelser og Idealer. Af Historien erindre vi os, at al højere Kultur,saaledesGrækernes, og andre Folks, er gaaet til Grunde formedelst lignende Modsætninger, sociale Klassekampe og Revolutioner, formedelst Mangelen paa Evne til at finde en Forsoning mellem de højere og lavere Klasser. Vi se, om end i lang Afstand, lignende

Farer for vor Kultur, saafremt det ikke lykkes os at løse
det sociale Spørgsmaal.»

Altsaa: Arbejderspørgs msa alet maa løses. AI en
hvorledes?

Kathedersocialisterne mene nu, at der maa gaas en ganske anden Vej end den, der anbefales af Man cli estermændene: sige de, Kløften mellem de Besiddende og de Besiddelsesløse er jo bleven dybere og dybere under Manchesterskolens Herredømme; det er jo netop dette. der har gjort den sociale Revolution saa faretruende. Altsaa: der maa slaas ind paa en ganske anden Vej: maaske paa en aldeles modsat.

Det er ikke Forfatterens Hensigt at opkaste sig til Forsvarer eller Angriber af nogen af de stridende Parter; han vil tvært imod bestræbe sig for at bevare den størst mulige Nevtralitet, og — uden at udtale sine personlige Sympathier eller Antipathier, der ikke kunne have nogen Betydning for Læseren — vil han kun søge at give nogle Oplysninger om, hvad der förstaas ved «Kathedersocialisme». han maa dog paa dette Sted gjøre opmærksom at det nys anførte kathedersocialistiske Ræsonnement ikke er aldeles korrekt.

Kathedersocialisterne have ikke Ret i at sige, at vore ulykkelige sociale Tilstande ere foraarsagede af Manchesterskolen.Dette ikke siges: thi Manchesterskolen er aldrig og ingensteds bleven fuldt udført i Praxis. Det Land, hvor dette er sket i størst Omfang, er vist nok Schweiz; ikke alene er Beskyttelsesvæsenet her afskaffet, men her er endog indført Toldfrihed; fremdeles kjendes her ikke Noget til staaende Hære; end videre ere Skatterneher til et sjælden lavt Beløb; endelig findes der i flere af de schweizerske Stater en ren demokratiskForfatning;

kratiskForfatning;— disse og flere af ManchesterskolensFordringer der kun sket Fyldest i Schweiz. Nu vel: her, i Manchesterskolens Hjem, existerer det sociale Spørgsmaal ganske vist ogsaa; men det er dog her utvivlsomtaf mindre faretruende Natur end i de Lande, hvor, om end Manchester mændene regere, Manchestertlieorien er langt fra at være bleven udført i Praxis.

Vi skulle her gjøre opmærksom paa, at det des værre er sikkert, at de gode Manchestermænd oftere ere blevne bange for deres egen Theori; men man skulde vel vogte sig for at give Theorien Skyld for det, der kun er Mandens Brøde. Vi skulle ved et Exempel søge nærmere forklare vor Mening.

Det kan siges, at i Videnskaben er den Sætning nu slaaet fast, at Skatterne bør svares i Forhold til Skatteevnen.Hvorledes Manchesterskolen sig til dette Spørgsmaal? Lad os høre, hvad en bestemt Manchestermandsvarer Lad os tage Jos. Garnier, en af de mest ansete franske Skribenter, en fuldblods Manchestermand,rédacteur chef du Journal des Économistes, professeur d'économie politique, secretaire perpétuel de la société d'économie et politique etc. etc. Nu vel: denne Manchestertheoriens Ordfører erklærer: Borgerne bør betale Skat i Forhold til deres Evne, og følgelig bør den Rige svare Skat med et større Procentantal end den Fattige. Ved et fuldkomment logisk Ræsonnement kommerGarnier til den progressive Skat; de Indvendinger,der blevne gjorte imod den, gjendriver han med Iver, og med Glæde anfører han Avtoriteter som Adam Smith, Say, Rossi, Stuart Mill, Bentham osv. osv., der alle mer eller mindre klart have udtalt sig til Fordel for den progressive Skat. Manchesterskolen har saaledes

udtalt sig tilstrækkelig tydelig! Men nu Praxis? Ja, den er unægtelig mindre o rød» end Theorien. Manchestermændaf Garnier'ske Skole mene, at Manchestertheoriener Fyldest, naar der af Smaafolk svares, lad os sige lOpCt. i Skat, og af Millionærer, højt regnet, 15 pCt. En Mand med 1000 Rdl. i aarlig Indtægt faar saaledes 900 Rdl. at leve af, en Mand med 40,000 Rdl. lige saa sikker Indtægt, 34,000 Rdl. Efter Manchesterpraxistillader Sidstes Evne ham ikke at svare mere i Skat!

Yi tillade os nu at spørge, om dette er en alvorlig Opfattelse og Anvendelse af Læren om den progressive Skat? Yi tillade os at spørge, om Manchestertheorien, naar den var bleven ærlig fortolket, og naar den personlige var bleven holdt ude, ikke vilde have ført til andre Resultater?

Naar Manchestermændene ikke havde været bange for en grundig Gjennemførelse af deres egen Lære om den progressive Skat, naar de i det Hele for Alvor havde villet udføre de Reformer, de fandt saa skjønne i Theorien, saa turde det dog være muligt, at Kathedersocialisterne savnet den Ret, de nu have til at tale om en »Kløft mellem de Besiddende og de Besiddelsesløse.»

Det være nu, som det vil; Manchestertheorien have Ret eller ej; vist er det, at Kathedersocialisterne hverken ville høre tale om Manchestermænd eller Manchesterskole. «i)as Manchesterthum in seinem Extrem,» siger Adolf Meld, «ist gänzliches Ignoriren sittlicher Kräfte, unwiirdigeBetrachtung Staats als des Bieners individueller Reichthumer, ausschliessliches Verherrlichen der Kapitalherrschaft,vollständiges der Menchenv»urde im Arbeiter — all dies hingestellt als naturgesetzliche. IVothwendigkeit!•

wendigkeit!•Og jeg beder Læseren lægge Mærke til, at det er en af de mere moderate Katedersocialister, der udslynger dette Anathema mod «das Manchesterthum»! Men lad os nu, uden at lade os forknytte af denne Philippika,undersøge ganske rolig i dens Enkeltheder.

Hvad nu først «SittlichkehVen angaar, saa maa det bemærkes, at Bastiats Lære om den økonomiske Solidaritet, den "Harmoni", der raader i det økonomiske Liv, dog vel næppe kan kaldes mnsittlich»; muligvis er den falsk, men umoralsk er den dog i det Mindste ikke. At Manchestermændene glemme «die Menschenwurde im Arbeiter», vil nok sige, at de betragte Arbejdet som en Vare; men de »realistiske Nationaløkonomer», i alt Fald Dy. Brentano, hævde ogsaa, at Arbejdet er en Vare, eftersom er Gjenstand for Kjøb og Salg. Men, indvendes der (af Ad. Wagner), Formue og Dannelse paalægge Pligter, som vi ikke bør glemme! Det er rigtigt; men hvilken «abstrakt Nationaløkonom» benægter det? Her er kun den Forskjel mellem de realistiske og de abstrakte Nationaløkonomer, at disse mene, at Læren om disse Pligter hører hjemme i Moralen og ikke i Nationaløkonomien.

Hvad dernæst Kathedersocialisternes Paastand, at Manchesterskolen «in seinem Extrem» kommer til Statens Negation, angaar, saa maa der gives dem Ret heri; men det er ikke Manchesterskolen, der kommer til dette Resultat;thi har altid, trods sin Kamp mod den Alt opslugende Statsmagt, indrømmet Statsmagten vigtige Funktioner; det er altsaa ikke Manchesterskolen, der kommer til det Resultat: det er kun Manchesterskolen — «in seinem Extrem», og dette «Extrem» hedder

paa andet Dansk Socialisme, anarkisk Socialisme. Til Gjengjæld kan det maaske siges, at Kathedersocialismen, der jo saa bestemt hævder en «stærk Statsmagt», «in seinem Extrem» kommer til en anden Art Socialisme, avtoritær Socialisme.*)

Hvad endelig den kathedersocialistiske Opfattelse at' Ejendomsretten angaar, saa er det ikke aldeles klart, hvori den afviger fra den manchesterlige. Ligesom Manchestermændene Kathedersocialisterne Privatejendomsretten det Grundlag, hvorpaa hele den økonomiske er bygget, og bør bygges. Rigtig nok skynde de sig med at tilføje, at Staten bør have Ret til i enkelte Tilfælde at skride ind og ordne Ejendomsforholdene den for Almenvellet tjenligste Maade. Men det synes ikke, at Kathedersocialismen heri afviger fra Manchesterskolen, i det denne jo ogsaa indrømmer Statens og Expropriationsret.

Inden vi forlade den almindelige Karakteristik af den ny, nationaløkonomiske Skole, skulle vi, til Dels ordret, gjengive den Fremstilling, Ad. Held giver af de kathedersocialistiske

Han erklærer, at det Fornuftige, som «laissez faire et
passer» Theorien vilde, er opnaaaet, og at det er godt, at
det er opnaaet. Men der gives ingen Taknemlighed mod

---

*) Jeg forstaar ved den »avtoritære Socialisme» den Art, hvor Staten er Alt og Individetintet; under den »anarkiske Socialisme» derimod existerer Staten ikke. Det var denne Socialismes Program, Dupont betegnede med de berømte Ord: Plus de gouvernements, car les gouvernements nous écrasent d'impots; plus d'armées, car les armées nous massacrent; plus de religion, car les religions étouffent l'intelligence! — Se det er Socialisternes de »extreme» Manchestermænds Program. Les extremes touchent! som man ser.

Doktriner. Ny Spørgsmaal ligge for, som den gamle
Theori ikke er i Stand til at forstaa og at løse.

Kathedersocialisterne kunne maaske derimod gjøre det.

Disse anerkjende, at der findes en Modsætning i Samfundet, der ganske vist allerede tidligere var til Stede, men som <-den store Industri» dog har gjort betænkeligere. dette en revolutionær Anskuelse, eller er det ikke ligefrem en Sandhed lige over for den Paastand, at vi leve i en Naturtilstand, der altid har været, og altid vil være?

De paastaa, at Privatejendomsretten ganske vist er Grundlaget for hele vor økonomiske Ordning, og at den er uundværlig, men de tilføje, at den i det Enkelte kan modificeres. — Er dette Andet end en simpel Konsekvens af den historiske Retslære i Modsætning til Naturretslæren?

De paastaa, at saa vel de Besiddende som Proletarerne i deres økonomiske Virksomhed ere opfyldte af sædelige Ideer og ikke alene følge egennyttige Tilbøjeligheder. De forlange af den rige Arbejdsgiver human Omsorg for Arbejderen, og af denne Kjærlighed til pligtmæssigt Arbejde. Staar dette i Strid med den menneskelige Natur, er det ikke snarere en Appel til hver Enkelts bedre Følelser?

De bedømme Bestræbelserne for at løse det sociale Spørgsmaal ikke efter et aprioristisk Princip, men de undersøge i hvert enkelt Tilfælde, hvad der efter Tid og Forhold er det hensigtsmæssigste. — Er dette Principløshed, er det ikke snarere et simpelt, men ensidigt Princips Afløsning af et vanskeligere men sikrere?

De forlange ikke, at Staten egenmægtig skal tage
hele det sociale Spørgsmaal i sin Haand, men de anerkjende,at

kjende,atdet socialt¹ Spørgsmaal har sine politiske Aarsagerog og at Spørgsmaalet er blevet til under en bestemt Lovgivning og Forvaltning, hvorfor det ogsaa maa løses ved Lovgivningen og Forvaltningen. — Er dette Undertrykkelse af Friheden, eller er det ikke sittliche deutsche Opfattelse af Friheden? Er det socialdemokratiskeTendenser, er det ikke meget niere det eneste Vaaben mod det røde Spøgelse, medens den rent egoistiske Individualisme berettiger Enhver til at e\ploitereStaten sin Fordel? — —

Saa vidt ere alle Katedersocialister, og Flere til, enige. Men naar Sagen drejer sig, ikke om mere eller mindre pæne Talemaader, men om Valget af positive Forholdsregel er, ja, saa er det ikke fuldt saa let at tilvejebringe en virkelig Enighed.

Det vakte allerede nogen Betænkelighed hos visse af de mere dristige «Realister», da Prof. Schmoller paa Eisenacherkongressen udtalte: «Vi anerkjende det Bestaaendei Retninger; den bestaaende økonomiske Lovgivning, de bestaaende Former for Produktionen; de bestaaende Dannelsesforhold og psykologiske Forhold imellem Samfundets forskjellige Klasser anerkjendes af os som Basis for Reformen, som Udgangspunkt for vor Virksomhed.»Men et Parti fandt, at denne Erklæringsmagte meget af Konservatisme, fandt KongressensFlertal imod, at Professoren gik vel vidt i sine Fordringer, og Resolutionerne svarede ingenlunde til, hvad der var blevet bebudet. Man syntes saaledes, at Professorens noget tvetydige Fordringer, at »Friheden alle Vegne skulde kontrolleres af Offentligheden, og at, hvor denne mangler, Staten skulde træde undersøgende til», var vel dristig. Trods disse Meningsforskjelligheder

kan der dog tales om et katheder socialis tisk Program,og
opstiller da i det Væsentlige følgende
Fordringer:

Koalitionsfrih eden fordres übetinget anerkjendt, Forbindelse med hvilket staar Fordringen om, at Haandværksforeninger, d. v. s. Foreninger af Arbejdere af samme Forretning, anerkjendes ved Loven, og at Staten disse Foreningers Dannelse, saa vidt det staar i dens Magt. Det indrømmes vel, at der er blevet besluttet mange Arbejdsstandsninger uden nogen sand Grund; men det tilføjes, at den økonomiske Ordnings nuværende Standpunkt i mange Tilfælde har gjort Arbejdsstandsninger og det formenes, at disse ¦vilde have været mere heldbringende, naar Arbejderforeningerne været godt organiserede. Imidlertid ere Arbejdsstandsninger dog altid en meget betænkelig Forholdsregel, det, hvad enten det er Arbejderne, der sætte dem i Gang (strike), eller det er Arbejdsgiverne, der suspendere Arbejdet (lock out); de ere altid en industriel Krig, hvilken saa vidt muligt bør undgaas; til Samfundsfredens mener man derfor, at der bør ordnes Einigungsämter, d. v. s. Forligskommissioner af Arbejdsgivere og Arbejdere, der for en vis kortere Tid skulle fastsætte de Arbejdsbetingelser, hvorunder der skal arbejdes. Ogsaa mener man, at Voldgiftsretter i høj Grad ville kunne bidrage til at undgaa industrielle Stridigheder.

Produktionsforeninger, eller kooperative Arbejderforeninger,anses dog kun af et kathedersocialistiskMindretal et Middel til Arbejderspørgsmaalets Løsning. Som bekjendt er det disse Foreningers Formaal at faa Driftsherreklassen tli at forsvinde, og at sikre

Arbejderne Produktionsgevinsten übeskaaren. Men det er maaske dog navnlig Socialister og enkelte »abstrakte» Nationaløkonomer, der drømme herom. I alt Fald mener Brentano, at de kun kunne hjælpe enkelte fortrinlige Arbejdere og ikke Arbejderklassen; men det sociale Spørgsmaals Løsning bestaar jo netop i at hæve Arbejderen som Arbejder, at hæve Arbejderklassen og ikke den Enkelte. «Ligesom den fri Konkurrences Theoretikere betragtealle som lige udmærkede i økonomisk Henseende, saaledes anse Produktionsforeningernes Theoretikere— Socialisterne og Kommunisterne, der med Rette kunne betragtes som disse Foreningers Fædre — alle Mennesker for lige fortræffelige i moralsk Henseende.»

Fabriklovgivning er derimod utvivlsomt en af Kathedersocialisterneskjære,stadige og vi bør derformednogle omtale, hvad de fordre i denne Henseende.—Det først, at Manchestersystemet ved at afskaffe de middelalderlige Hindringer for en kraftig Produktion i flere Retninger befordrede ikke alene den udmærkede, men ogsaa den middelmaadige Arbejders Velvære; det indrommes, at dette System «til en vis Grad» har bidraget til at hæve Arbejderklassen; men, tilføjes der, Manchesterprincipet — at Staten paa ingen Maade maatte blande sig i Arbejderforholdene, men skulde holde sig aldeles nevtral og passiv — førte til et System, der kun passede for den økonomisk Udmærkede. Manchestermændenetroedefremdeles, Arbejderen kunde varetage sine Interesser ganske som enhver anden Varesælger.«Saaledesoversaa da, foruden den naturligeUlighed,ogsaa ethiske Følger, der flyde af den Omstændighed, at Arbejderens Person er uadskillelig fra Arbejdet, og de økonomiske, der stamme fra ArbejdssælgerensregelmæssigeArmod.»

sælgerensregelmæssigeArmod.»I det praktiske Liv blev der dog heldigvis til Dels raadet Bod paa «denne Theoris Fejl»; thi uagtet man i Theorien fastholdt PrincipetomStatens saa man sig dog faktisknødttil indføre en Række af Fabriklove, der satte Grænsen for Exploiteringen af Arbejderen. «AUe disse Bestemmelser gik ud fra de Fornødenheder og de Evner, der findes hos Gjennemsnitsarbejderen, der ikke er i Stcmd til at hjælpe sig selv. Alle komme de hele Klassen eller i alt Fald hele Grupper af Arbejdere til Gode, og ikke blot Enkelte. Alle forbedrede de Kaarene for Arbejderen som Arbejder og ikke som noget Andet.» Det var dog væsentlig kun i England, at Fabriklovene efterhaanden bragtes i Anvendelse; i de andre Lande gjennemførtes dette System kun mindre fuldstændig, og det er nu paa høj Tid, at Staten «med fast Haand», som Prof. Schmoller siger, gjennemfører Fabriklove, som have en virkelig Betydning,ogover Efterlevelse Fabrikinspektører skulle vaage. Udtrykket «Fabriklove», er strængt taget ikke korrekt; thi det er ikke alene i Fabrikker, men ogsaa i de smaa Værksteder og i Husindustrien, at Arbejdet skal ordnes. Kathedersocialistkongressen udtalte sig ikke i sine Resolutioner om, hvorledes Fabriklovene i det Enkelteburdegjennemføres; der foresloges Følgende: Børn under ti Aar maa slet ikke anvendes i Fabrikkerne; ti- til fjortenaarige Børn maa ikke arbejde mere end o Timer; fjorten- til en og tyveaarige mandlige Arbejdere samt Piger og Koner af enhver Alder maa ikke arbejde mere end 10 Timer daglig; der skal sørges for, at de ganske unge Arbejdere i Fritiden faa Bevægelse i fri Luft, og de beskyttede Arbejdere maa ikke anvendes Søn- og Helligdage; et offentligt Ur (Jærnbaneur, Kirkeur) skal

normere Arbejdstidens Begyndelse og Ophør; i Arbejdslokalerneskalder opslaaet en Tavle, hvorpaa Arbejdstiderneereangivne, der skal findes Aftryk af de Lovbestemmelser, hvorefter Arbejdet ordnes; endelig skal der, som alt bemærket, organiseres Fabrikinspektorater, for saaledes at sikre Fabriklovenes Efterlevelse. — Dette er i det Va.'sentlige den Maade, hvorpaa KathedersocialisterneopfatteSpørgsmaalet Fabriklove. De holde, som man vil se, Middelvejen mellem Socialister og Manchestermænd,idet i alt Fald for en Del, ville have disse Love udvidet ogsaa til myndige Mænd og derhos oftest fordre en kortere Normalarbejdsdag end den kathedersoeialistiske,hvorimodManehestermændene, alt Fald for en stor Del, nære Betænkeligheder ved at indføredeomtalte For øvrigt indrømme ogsaa Kathedersocialisterne,atFabriklovene kun ere en Slags Nødlove. De ere nødvendige, sige de, fordi under den übegrænset fri Konkurrences Herredømme den humane Arbejdsgivers Bestræbelser for at spare sine Arbejdere ville tilintetgjøres af den gridske og havesyge Driftsherre,derkun paa at exploitere sine Arbejdere saa meget som muligt. «Vi ville ingenlunde undertrykke Friheden; vi ville kun, at Staten beskytter Friheden til at gjøre det Gode!»

Men Fabriklovene ordne dog kun, efter den katliedersocialistiske Kvinders og Umyndiges Arbejde; derfor lorslaa de ikke. Der maa findes et andet Middel, som er beregnet paa hele Arbejderklassen. De engelske Arbejderforeninger have formentlig fundet dette Middel, og de ere derfor at betragte som Nationaløkonomiens •nothwendige Ergänzung».

Dette Arbejderspørgsmaalets Løsningsmiddel, som

Arbejderforeningerne byde os, er ikke Arbejdsstandsninger;thi det end bestemt hævdes, at der ved disse er udrettet store Ting for Forbedringen af Arbejdernes Kaar, saa indrømmes det dog, at de kun ere et Nødmiddel,der og for sig er aldeles forkasteligt. Nej, det er ikke Arbejdsstandsninger, men det er Arbejdskamre (Einigungsämter, boards of conciliation and arbitration). Disse Kamre ere afpassede efter de Fornødenheder, der findes blandt den store Mængde af Arbejdere; de ere beregnede paa Gjennemsnitsarbejderen, og medens de ikke hindre den udmærkede Arbejder i hans fri Udvikling, glemme de paa den anden Side heller ikke den middelmaadige.I de saaledes ere afpassede efter hele ArbejderklassensFornødenheder, de den Fordring, der maa stilles til, hvad der skal være et af ArbejderspørgsmaaletsLøsningsmidler. Arbejdskamrene se Kathedersocialisterne«die Organisation der Selbsthulfe»,og til disse Kamre er følgelig nødvendigfor der vil forstaa Kathedersocialismen.

For at lære Arbejdskamrene at kjende, maa vi gaa
til England, og da Dr. Brentano saa omhyggelig har
studeret Spørgsmaalet der, ville vi tage ham til Vejleder.

I England findes der to forskjellige Systemer: det Mundellaske og det Kettleske. Begge ere do af ung Dato; men de have udbredt sig saa hurtig over hele Landet, at ikke engang deres Fædre rigtig vide Tallet paa de nu bestaaende Arbejdskamre. Og dog har det engelskeParlament været meget venlig stemt mod disse Institutioner. Der indgaves nemlig i tidligere Tider ofte Petitioner om Oprettelse af Arbejdskamre; men Parlamentetvilde høre tale herom; ja det forbødes endog, lige til 1867, de industrielle Voldgiftsretter, der

efterhaanden vare blevne oprettede i Smag med de franske Prud'hommes, at befatte sig med Ordningen af de fremtidigeArbejdsbetingelser! til dette Forbud mod Lønnens Regulering,» siger Brentano paa ægte kathedersocialistiskVis, ligefrem Theorien om, at økonomiske Overenskomster, ulig alle andre Overenskomster,ikke under Indflydelse af den menneskelige Vilje, at de ere rent fysiske Fremtoninger, der ikke ere underkastede Menneskets Indflydelse, og at enhver Viljesytringer haabløst Forsøg paa at forandre Naturens uforanderlige Love.»

Mundella og Kettle have praktisk godtgjort, hvor
urigtig denne Theori er.

«Nottingham,» fortæller Mundella i 1868, «led maaske mere end noget andet Centrum for Industrien i Evropa af Stridigheder mellem Kapital og Arbejde. Midt under en Arbejdsstandsning, der havde varet i tre Maaneder,blev almindelig lock out foreslaaet, for saaledes at tvinge Modstanderne til Eftergivelse. Jeg og nogle Andre gjorde Indvendinger herimod. Vi sagde: «Lad os antage et bedre System, for at løse Spørgsmaalet en Gang for alle.» Vi gik til Arbejderne; vi nedlode os, som Nogle udtrykte sig. Vi sagde til Arbejderne: «Vi ville tale med Eder og se, om der ikke kunde findes et bedre System. Hver af Eder udgiver 1 sh. eller 1 sh. 6 d. om Ugen for at bekæmpe os. Lad os forsøge at fastsætte, hvad Prisen skulde være.» Jeg havde øst nogle uklare Ideer af de franske Conseils des Prud'hommes. Vi satte dem i Værk, og skjønt det tog nogle Aar at bringe Sagen i den rette Gænge, vare vi dog heldige. I 8 Aar havde vi ikke en eneste Arbejdsstandsning, og aldrig har vor Stads og vor Professions Historie fremvist en saa

hjærtelig Forstaaelse mellem Arbejder og Arbejdsgiver som nu.» Bette smukke Resultat skyldes de nottinghamske Strømpevæveres og Handskemageres xlrbejdskammer. I Følge Statuterne er det dette Kammers Opgave «at erklære sig i ethvert Spørgsmaal om Lønnen, der fra Tid til anden bringes for det af Arbejdsgivere eller Arbejdere, og paa forsonlig Maade at gjøre sin Indflydelse gjældende for at jævne de Stridigheder, der maatte opstaa.» Kammeret bestaar af 9 Arbejdsgivere og 9 Arbejdere. Der haves en Præsident (Arbejdsgiver), en Vicepræsident (Arbejder) og to Sekretærer. «Et Undersøgelsesudvalg, bestaaende af fire af Kammerets Medlemmer, skal undersøge de Tilfælde, der bringes for det af Sekretærerne, og gjøre sin Indflydelsegjældende at jævne Stridighederne. Er det ude af Stand til at ordne Anliggenderne, bringes disse for Kammeret og afgjøres der. Udvalget maa dog i intet Tilfældefælde Kjendelse. Udvalget vælges aarlig.» Kammeret skal holde et Møde hvert Fjerdingaar. Besværinger,der til Kammeret, skulle være skriftlige. Arbejdere og Arbejdsgivere ere lige om at bære de Omkostninger,Kammeret — Det her omtalte Arbejdskammervar første efter det Mundellaske System; men det fandt hurtig Efterlignere i Englands vigtigste Byer, og Mundella var i Februar 1872 ude af Stand til at oplyse Brentano om, hvor mange Kamre der nu fandtes oprettede efter hans System.

Det Kettleske System skriver sig fra 1865. Bygningsarbejdernei truede i dette Aar med en Arbejdsnedlæggelse. For at afværge denne sammenkaldtesder Forsamling af Arbejdere og Arbejdsgivere, og her vedtoges efter en længere Diskussion nogle af Rupert Kettle foreslaaede Statuter til et Arbejdskammer.

Systemet fandt Anklang. «Fra Wolverhampton gik det,» fortæller Kettle, «fra Stad til Stad,' fra Industri til Industri,indtil i større eller mindre Grad blev antaget i de fleste af den britiske Industris betydeligste Centra.» I Statuterne for Wolverhampton Arbejdskammeret bestemtes det, at alle mellem Arbejdsgivere og Arbejdere opstaaende industrielle Stridigheder skulde afgjøres ved enKjendelse af 6 Arbejdsgivere og 6 Arbejdere. I Fald disse eller deres Flertal ikke kunde komme overens, skulde Rupert Kettle som Voldgiftsmand afgjøre Striden. Den af de Delegerede eller af Voldgiftsmanden fældede Kjendelse skulde være bindende for alle Parter, og det tilføjedes, at Bestemmelserne i 13 Sec. Act 5 Georg IV om Pantsættelseog skulde gjælde for Arbejdskammerets Kjendelser.Var af mere privat Natur, eller vedrørte den dog ikke hele Professionens Interesser, skulde Enighedsøges af et mindre Udvalg, og kun i Tilfældeaf, dette Forsøg strandede, skulde Sagen bringes for Kammeret. Statuterne indeholdt fremdeles de Arbejdsbetingelser,man kommen overens om; de bestemteArbejdstiden, Betalingen for Overarbejde, Opsigelsesfristen, Lærlingssystemet. De oprindelige Statuterforbøde men dette Forbud opgaves dog ved Statuternes Revision i 1867. Endelig kan det bemærkes, at en Paragraf bestemte, »at hverken Arbejdsgivereller maatte berede en Mand Vanskeligheder,fordi var Medlem eller Ikke-Medlem af en Arbejderforening.»

Grundforskjellen mellem disse to Systemer ligger i det forskjellige Udgangspunkt. Mundella søgte at fjærne Anledningen til Strid; Kettle søgte at afgjøre en udbrudt Strid, ikke ved Kamp, men ved en Voldgiftskendelse.

Mundellas System kjender ikke noget til Tvangsmidler. Arbejder og Arbejdsgiver søger man at bringe til god Forstaaelse, at de lære hinanden at kjende. I mange Sager afstemmes der ikke engang. Her findes ingen Voldgiftsmand ingen Bestemmelse om, hvorledes Afgjørelsen bør tvinges igjennem. Samvittighedens og den offentlige Menings Tryk er det eneste Tvangsmiddel.

Kettles System gaar derimod ud paa at bringe en for begge Parter bindende Overenskomst til Veje. «Lad mig,» skriver Kettle til Brentano, »henlede Deres Opmærksomhed det Karakteristiske og Væsentlige i mit System. Det bestaar deri, at der i alle Tilfælde gives en upartisk Voldgiftsmand, der har Magt til at afgjøre Sagen, naar det ikke er de interesserede Parter muligt at komme overens.» Den fældede Kjendelse kan, for saa vidt den ikke staar i Strid med Lovene, tvinges igjennem ved Grevskabsretterne; thi Kettle har truffet saadanne Bestemmelser, Arbejdskammerets Statuter ere at betragte som en integrerende Del af den mellem Arbejder og Arbejdsgiver Kontrakt.

Som man vil se, er her en betydelig theoretisk Forskjelmellem Systemer; men i Praxis svinder den betydelig ind. Kettle oplyser nemlig, at det forholdsvis er meget sjældent, at man behøver at ty til VoldgiftsmandensAfgjørelse; Almindelighed ordnes Sagen paa venskabelig Vis. Paa den anden Side have de mundellaske«Einigungskammern» sig de kettleske «Schiedskammern», i det der jævnlig er blevet valgt en Voldgiftsmand, der ved Stemmelighed har den afgjørende Stemme i Steden for den præsiderende Arbejdsgiver eller Arbejder. At de to Systemer kunne bringes til Ening, fremgaar ogsaa af den Omstændighed, at deres Ophavsmænd

have forenet sig om at indbringe et Lovudkast, der gaar
ud paa at gjøre det lettere at sætte Kjendelserne igjennem
ved Domstolene.

Arbejderne ere i Almindelighed gunstig stemte mod det kettleske System, i det de anse et Tvangsmiddel for nødvendigt. At finde en fuldstændig upartisk Voldgiftsmand imidlertid ikke uden Vanskelighed; thi det er ofte ikke gjørligt at vælge en Mand, som staar uden for Professionen, da han vilde mangle det aldeles nødvendige til de mindste tekniske Enkeltheder. Kettle anser det for at være al' væsentlig Betydning, at Voldgiftsmanden vælges, før Striden er udbrudt, og at han vælges periodisk, for Exempel for et Aar.

Hvor forskjellige de to Systemer end kunne være, saa stemme de dog overens iet Hovedpunkt. »Begge Slags Arbejdskamres Virksomhed begynder, hvor saa vel de franske Prud'hommes som de ved de tidligere engelske Arbitrationslove tilsigtede Voldgiftsretter standse. De beskæftige ikke blot med individuelle Tilfælde. De indskrænke sig ikke til Stridigheder om bestaaende Overenskomster om disses Fortolkning. Deres Virksomhed sig overhovedet ikke blot til Afgjørelsen Stridigheder, efter at disse ere opstaaede. De gaa lige løs paa Stridighedernes Tyngdepunkt, og de ordne de fremtidige Arbejdsbetingelser.»

Det vigtigste Punkt i saa Henseende er naturligvis Ordningen af Lønnen. «Vi regulere Priserne,» siger Mundella.«Vi 6000 forskjellige Artikler paa vore Tabeller, og vi finde en Pris for hver af disse. Denne Prisliste undertegnes saa af Arbejdere og Arbejdsgivere. Skjønt vi havde nogle smaa Vanskeligheder at overvinde, saa fandt vi dog ikke nogen praktisk Umulighed for at opnaa

et godt Resultat. Vi begyndte i lille Maalestok; men nu omfatter Arbejdskammeret hele Strømpevæverindustrien i Grevskaberne Nottingham, Leicester og Derby, hvor mere end 100,000 Mennesker ere beskæftigede, og i alle tre Grevskaber have de 100,000 lige Priser for lige Artikler.»

Saaledes have da Arbejdskamrene praktisk godtgjort det Urimelige i de abstrakte Nationaløkonomers Tro, at Arbejdslønnen ikke skulde kunne lade sig bestemme forud. At dette er muligt, er for øvrigt ingenlunde saa forbavsende. Man ser jo dog daglig, hvorledes Spekulanterneberegne kommende Varepriser, og med hvilkenNøjagtighed lader sig gjøre, har Gustav Cohn tilstrækkelig godtgjort. Han oplyser, at i Berlinerkornbørsens34 fra 1850—67 afveg den af Kornhandlerne beregnede Pris kun gjennemsnitlig med 12,69 pCt. fra den virkelige, og i de 7 Spekulationsperioderfra kun med 2,41 pCt. Heraf fremgaarfor Første, at det er muligt med temmelig stor Nøjagtighed at beregne den fremtidige Pris endog paa en Vare, der er underkastet saa ualmindelig store Fluktuationersom og for det Andet, at den Nøjagtighed,hvormed Beregninger lade sig udføre, er i Tiltagen. Ja med Statistikkens Hjælp er det i Virkelighedenmeget gjørligt omtrentlig at beregne den fremtidige Pris paa alle Varer, altsaa ogsaa paa Arbejde. Nu er det ganske vist sandt, at det er noget vanskeligere at bestemme Prisen paa Arbejde end paa de fleste andre Varer; thi medens disse sælges paa et offentligt Marked, paa en Børs, hvor alle de Forhold, der maa tages i Betragtning, omhyggelig diskuteres og undersøges, saa gjælder dette ikke om Arbejde. Arbejde sælges i Almindelighedikke et offentligt Marked, paa en Børs, og

dets Prisbestemmelse er derfor mindre sikker. Kun hvor Arbejdskamrene findes, kan der tales om en «Arbejdsbørs».Den Kamrene udfolde i Egenskab af Arbejdsbørs, er meget betydningsfuld, og det vil derfor have sin Interesse at høre, hvad Mundella fortæller herom.

»Det kan ikke nægtes,» siger han, «at vi undertiden have mærkelige Anskuelser at bekæmpe. Jeg har oplevet, at et uerfarent Medlem har argumenteret paa følgende Maade: «Vi ere Alle gode Venner, og da alle Driftsherrer betale samme Pris, hvad vilde det saa gjøre, om Lønnen blev forhøjet en Smule. En Penny mere for nogle Par Strømper er af ingen Betydning for Konsumenterne, men for os Arbejdere vilde en saadan Forhøjelse af Lønnen være af stor Betydning.» Lidt Taalmodighed og lidt Argumentationviste Vildfarende i en saadan Antagelse, og det er lettere at forhandle ved Bordet end under en ArbejdsnedlæggelsesOphidselse, Maskinerne staa stille, og Koner og Børn lide Hunger. Hvis Nottingham havde Monopolpaa vilde Medlemmets Argumentation have en vis Betydning; men vi gjøre vor Ven opmærksom paa, at to Tredjedele af Produktet gaar til Udlandet, og, at den foreslaaede Prisforhøjelse betydelig vilde formindskeAfsætningen Grund af de tyske og franske Fabrikanters Konkurrence. Saadanne Argumenter virke uimodstaaelig, og naar de gjøres den engelske Arbejder rigtig indlysende, saa vurderer han dem lige saa meget, som hans Arbejdsgiver. I 1867 holdt de tre Grevskabers Arbejderforening en Forsamling for at diskutere Spørgsmaaletom Der findes i denne Forening en Mængde

af Lønnen med 20 pCt. Havde der ikke været noget Arbejdskammer,vilde Forlangende efter al Sandsynlighed strax være blevet afvist, og en alvorlig Arbejdsnedlæggelse vilde rimeligvis være udbrudt. Nu derimod indrømmedes det Ønskelige i den forlangte Forhøjelse, for saa vidt Konkurrencen tilstedte den; men det forsikredes Arbejderne,at ikke var Tilfældet, og for at forvisse dem herom, sendte man en Arbejder til Tyskland og en anden til Frankrig for at de skulde gjøre sig bekjendt med de derværende Forhold. Resultatet var, at de Delegerede erklæredesig overbeviste om, at den bestaaende Løn indtil videre maatte bibeholdes.»

De praktiske Fordele af denne Fastsættelse af den fremtidige Løn ere ikke ringe; thi det har ganske vist sin Betydning for Arbejderen, at han kan gjøre Regning paa en vis Indkomst, ligesom det ogsaa er fordelagtigt for Driftsherren forud at kunne beregne sine Udgifter til Arbejdsløn. Og dog indskrænker Arbejdskamrenes Virksomhedsig til Fastsættelsen af Lønnen. Der bestemmesogsaa hvor mange Timer der skal arbejdes, hvilken Slags Maskiner der maa bruges og flere andre for Arbejdere og Arbejdsherrer meget vigtige Forhold. Men ikke nok hermed: ved Arbejdskamrene forebygges mange af de Stridigheder, der tidligere saa ofte udbrød, ikke saa meget fordi Arbejderne vare misfornøjede med de materielle Kaar, som fordi de følte sig saarede og fornærmede. Først i Arbejdskamrene er den i forrige Aarhundrede prækede Ligeberettigelse kommen til praktiskAnerkjendelse. optræde Arbejdsherrer og Arbejderesom og Sælgere, paa en aldeles ligeberettigetFod. Ulykker, der stamme fra Forholdet mellem Arbejdsherre og Arbejder som mellem Herre og

Træl, lade sig ikke beregne; men vist er det, at overordentligSkade sig fra, at de maaske undertiden lidt pirrelige Arbejdere have følt sig saarede. «Da GrubedistriktetSouth fortæller Rup. Kettle, »havde lidt tilstrækkelig af den store Arbejdsnedlæggelse i 1865 til at vise, at man mente det alvorlig, blev det bestemt, at Deputerede fra Arbejdsgivere og Arbejdere skulde komme sammen for at se at ordne Sagen. Arbejdernes Delegerede indfandt sig til den aftalte Tid paa Stedet for Sammenkomsten. De vistes ind i et stadseligt Værelse, hvor Arbejdsgiverne allerede havde været samlede i flere Timer. Her fandt de Arbejdsgivernes Delegerede, med hvem de skulde forhandle paa lige Fod, siddende ved et stort Bord med Skrivematerialier, under deres Ordførers Forsæde.Arbejderne til en Bænk i en Krog af Værelset,der bestemt for dem. Her sad de og drejede paa deres Hatte. Efter at de ti Arbejdsgivere prøvende havde betragtet dem, aabnede disses Ordfører Forhandlingernepaa Maade: «Naa, Karle, hvad have I at sige?» Denne Tiltale kostede Distriktet en überegnelig Sum Penge, ligefrem Titusender af Pund. Den var, hverkenmer mindre, en offentlig Kalamitet.» Ved et Arbejdskammer vilde Sligt være blevet forebygget. EndogsaaSkinnet Arbejderens Underordnelse under Arbejdsherrenundgaas

Det er en Selvfølge, at naar Arbejderens Ligeberettigelsemed anerkjendes, kan hans Koalitionsretikke Men ikke alene indrømmes Arbejderens Ret til at slutte sig sammen i Foreninger: Arbejderforeningerne ere endog at betragte som en nødvendigBetingelse Arbejdskamrenes Virksomhed. Det er disse Foreninger, som mest praktisk kunne'vælge

Arbejdernes Delegerede; ja Mundella siger endog ligefrem : «Arbejderforeningerne ere de eneste Organer, vi kunne holde os til, og det er dem, der gjennemføre ArbejdskamrenesAfgjørelser over for Arbejderne.» Arbejdskamreneere nøje knyttede til Foreningerne, at de ikke kunne bestaa uden dem.

Det vigtige, ja det vigtigste Spørgsmaal, om Kamrenes respekteres, særlig om Arbejderne ere villige til at underkaste sig en Kjendelse, der gaar dem imod, besvarer Brentano derhen, at der ikke kan være nogen Tvivl herom. Han giver en rosenfarvet Fremstilling Arbejderens fuldstændige Føjelighed, og han oplyser, at hvis der er Nogen, som vil modsætte sig Kamrenes endelser, saa er det i alt Fald kun en eller anden stridig Arbejdsgiver; Arbejdernes Forhold er i saa Henseende exemplarisk.

Dette er i Korthed Kathedersocialisternes Ideer og
de positive Forholdsregeler, der anbefales af dem.

Som man vil se, er det foreslaaede System en Forening «Selvhjælp» og «Statshjælp» og holder altsaa Middelvejen mellem Manchestertheorien og Socialismen, i det hin formentlig vil reducere Staten til Intet, og denne vil gjøre den til Alt. Er nu det foreslaaede System virkelig i Stand til at «løse det sociale Spørgsmaal»? er i det Mindste tvivlsomt. Ja, selv ivrige Kathedersocialister tør ikke bestemt paastaa det. Efter Brentanos Mening kan det sociale Spørgsmaal vel løses, men kun for at vige Pladsen for et nyt socialt Spørgsmaal, saa maa søges løst for at blive afløst af et nyt; — og saaledes i det Uendelige!

Er nu den i det Foregaaende fremstillede Kathedersocialisme en fortyndet Socialisme, hvilket paastaas af visse manchesterlige Modstandere? Eller er den, som Socialisterne mene, kun et nyt Opkog af Manchesterideerne visse temmelig betydningsløse Tilsætninger?

Er det med Rette, at Kathedersocialisterne særlig vente sig Samfundsfredens Oprettelse af deres Arbejdskamre? er det Socialdemokraterne, der have Ret, naar de haanende tale om dette »afmægtige Palliativmiddel» Kampen mellem Kapital og Arbejde? Eller kommer man maaske Sandheden nærmest, naar man betragter Arbejdskamrene som en gavnlig Institution, men dog ikke drister sig til at vente Samfundets Frelse af dem?