Er en Jærnbane et Monopol?

(Efter -Economist'.)

Uet vil formentlig være Læserne bekjendt, at der i den senere Tid i England har rejst sig en stærk Stemning for at lade Jærnbanerne, ligesom det er sket med Telegraflinjerne, over til at blive Statsejendom. Man har faaet en Mistanke om, at den indbyrdes Konkurrence, som Jærnbaneselskaberne skulde øve mod hinanden, i det Væsentlige er en Illusion, og at følgelig den Betryggelse, som Publikum heri skulde søge imod en vilkaarlig Behandling Jærnbaneselskabernes Side, i Virkeligheden ikke existerer. Det Udvalg, der er blevet nedsat til at drøfte Spørgsmaalet om en Sammensmeltning af Jærnbanerne, begyndt sin Undersøgelse med at rejse dette Spørgsmaal, og Resultatet af denne Undersøgelse fremgaar af følgende Artikkel, hvori "Economist» gjør Rede for den afgivne Beretning.

«Den Beretning, som Mr. Chichester Fortescue har afgivet til Udvalget angaaende Jærnbanernes Sammensmeltning,og dette Udvalg i det Hele har tiltraadt, er særdeles velskreven og adskiller sig i Særdeleshed derved fra mange lignende Dokumenter, at den stadig fastholder en bestemt Tankegang. Mangen en Beretning ser ud, som om et Medlem af Komiteen havde havt det Hverv at fremdrage interessante Enkeltheder, medens et andet sammenkjæder dem med ganske almindelige Ræsonnementer,der

sonnementer,derikke engang altid passe sammen dermed. Men der er Intet af denne Art her, Alt er klart, nyttigt og forretningsmæssigt. Beretningen undersøger med stor Omhyggelighed, om Jærnbaneselskaber ere i Besiddelse af Monopoler eller ikke. Dette er det første Punkt i hele Sagen. Ved man ikke, hvor vidt Principerne for Frihandel her ere anvendelige eller ikke, kan man ikke engang gjøre Begyndelsen til en fornuftig Jærnbanepolitik. Alle tidligere officielle Dokumenter have i dette Punkt været svævende, men denne Beretning er klar og bestemt.

For det Første omhandler den Konkurrencen imellem flere Jærnbaner. I Jærnbanernes Begyndelse var denne Art af Konkurrence, som nu uden Tvivl er den vigtigste, kun lidt paaagtet. Man gik ud fra, at Jærnbaner vilde blive sjældne, og at en enkelt Jærnbane maaske kunde bestaa imellem to store industrielle Stæder, men at Betingelsernefor gjøre selv en eneste Jærnbane indbringendevare og at mer end en Jærnbane næppe kunde svare Regning noget Sted. Man troede end videre, at der vilde blive en endnu langt virkningsfuldere Konkurrence end den imellem flere Jærnbaner, nemlig Konkurrencen paa hver enkelt Jærnbane. Kanaler — det eneste Samfærdselsmiddel,der at frembyde et Præcedens — vare blevne benyttede efter dette Princip. For en Del i det Mindste var det ikke alene Kanalselskaberne, der gjorde Brug af Kanalerne, men ogsaa private Handlende. Men de store Drivkræfter, der udfordredes ved, og de store Farer, der knyttede sig til en Jærnbane, nødvendiggjorde en hel anden Fremgangsmaade. Man kunde ikke tillade et hvilket som helst Antal af private Handlende at sætte et hvilket som helst Antal Tog i Gang paa en Jærnbane. Resultatet vilde blive en uendelig Række af Ulykkestilfælde.I

fælde.Idette Punkt, som i flere andre, har England havt det Uheld at være den første Ophavsmand. FremmedeNationer, kunde drage Fordel af Englands Experimenter,saa hvad Jærnbaner i Virkeligheden vare, og hvad de ikke vare. Men vi, som ikke havde Noget at rette os efter, begyndte med den falske Forestillingom af en Konkurrence imellem flere Jærnbaner og bragte derfor fra først af Forvirring ind i vor Lovgivning.

For det Andet udtaler Komiteen bestemt, med Hensyn til den eneste Art af Jærnbane-Konkurrence, vi tænke paa nu, Konkurrencen imellem Jærnbanerne indbyrdes, at i Hovedpunktet, nemlig Fastsættelsen af Taxterne,existerer ikke længer nogen Konkurrence.«Der siger den, «ved forskjellige Lejlighederværet Konkurrence imellem Jærnbaneselskabernemed til Taxterne, og det er muligt, at de nuværende Priser endnu bære Spor af denne Konkurrence.Men maa det tages som en almindelig Regel, at der nu for Tiden ikke er nogen virksom Konkurrenceimellem forskjellige Jærnbaner med Hensyn til Taxterne. Hvor forskjellige Selskaber have Linjer imellem de samme Steder, træffes der en Overenskomst om Priserne. Saaledes kræve ikke blot London og North- Western, Midland og Great-Western Jærnbanerne den samme Betaling imellem Manchester og Southhampton; men de binde gj_ensidig hinanden ved en Overenskomst, saa at den ene ikke kan nedsætte Prisen uden med Samtykkeaf andre to. Dersom en ny Jærnbane nogen Sinde skulde opstaa med Løfte om lavere Priser, kan man være vis paa, at den efter kort Tids Forløb vil træffe Overenskomst om at fastsætte lignende Taxter som dem,

dens oprindelige Medbejlere bruge. Prisen for Befordringfra Punkt af Landet til et andet er saaledes fastsat af Jærnbaneselskaberne ved venskabelig Overenskomstog ved fjendtlig Konkurrence. Frihandelens «natural selection» gjælder ikke her. Publikum kan ikke kjøbe paa det billigste Marked; der er kun et Marked, arrangeret til Fordel for Sælgerne. Dersom der her kunde finde Frihandel Sted, vilde det største Antal af Personer og Gods, som de mest driftige Handlende vilde ueLyxde sig med, blive befordret med den mindst mu lige Profit for disse, hvilken de mest underbydende af saadanne Handlende vilde tvinge de andre til at være tilfredsemed. af Folk og Varer vilde blive befordretfor Minimum af Nettoindtægt; men vore Jærnbanebestyrerese til deres Udbytte; de befordre saaledes for at frembringe et Maximum af Nettoindtægt, uden at bryde sig om, at kun et Minimum af Personereller er blevet befordret. En slig Kombinationskader alene den nuværende Tid, men den lader sig end ikke forbedre for Fremtiden. Ber er en stor :<vis inertiæ» i alle indviklede Foranstaltninger. Et System af Taxter, hvorom adskillige Selskaber ere komne overens, maa være vanskeligt at forandre. Uden en vigtig Grund er det ikke Umagen værd at paatage sig en slig Ulejlighed,og Konkurrencen er borte, er der i øvrigt kun faa vigtige Grunde. Kun faa Sælgere gjøre sig den Ulejlighedat deres egne Priser. Og følgelig vil et saadant aftalt Taxtsystem have samme Gyldighed paa sit Omraade som en en Gang for alle vedtagen Lov.

Med Hensyn til Hovedpunktet konstaterer saaledes
Komiteen, at der i Virkeligheden ikke er nogen KonkurrenceimellemJærnbanerne
i nogle übetydelige og

underordnede Punkter. Den mener, at saalænge to Jærnbaner,somikke ere sammensmeltede med hinanden,befordrePersoner Gods imellem de samme Steder, ville de lægge et Tryk paa hinanden. Dersom den ene insisterer paa en meget üblu Taxt, driver den maaske den anden til at konkurrere med den, •snarere end til at forene sig med den, og følgelig virker, saa længe som deres Interesser ikke for bestandig ere forenedeveden den gjensidige Frygt til en vis Grad som en Stopper paa dem begge. I andre Retninger har Konkurrencen ogsaa en Del at sige, men mere indirekte. Til Trods for den store Mængde af Overenskomster, som Jærnbaneselskaberne have truffet, er det muligt for et Selskab at tilbyde Bekvemmeligheder og Nemheder, som et andet ikke giver, uden at bryde, eller at synes at bryde, de Betingelser, de have fastsat med hinanden, med Hensyn til ligelige Taxter. Togenes Afgangstider kunne være mere bekvemme, Togene mere hurtige, Vognene mere hyggelig indrettede, og Lettelserne ved at faa Gods besørget større paa en Jærnbane end paa en anden. Paa alle slige Maader ville Jærnbaner, som arbejde efter en fælles Plan, og det i en ikke saa lille Udstrækning, konkurrere med hinanden. Iltog blive afsendte paa samme Tid. af de forskjellige Baner til de samme Steder; men om det i Længden er fordelagtigt eller ufordelagtigt for Publikum, er tvivlsomt. Følgen af slig Konkurrence siges dog at være den, at Betjeningen paa Stationerne bliver bedre, at Besværinger tages til Følge, at Gods expederes i rette Tid til at naa et Dampskib osv., og et enkelt Vidne har erklæret, at der indrømmes særligeKunderen som i Virkeligheden er lig en Taxtnedsættelse. Men Muligheden af, at et af de samvirkendeSelskaberskulde

virkendeSelskaberskuldeløse sig fra en Overenskomst med Hensyn til Taxterne, fordi det tænker, at Bestemmelserneerealtfor for Publikum, kan blot undtagelsesvis forhindre en hensynsløs Politik. Det kan undertiden forhindre en Overvurdering af, hvad der maa anses fordelagtigt for de forenede Selskaber, men det øver ingen Indflydelse paa et i det Hele tilsyneladenderimeligtOverslag; virker ikke til at lade dem befordre den størst mulige Mængde Gods for den laveste Pris, som en Handlende under en übegrænset Konkurrence kunde være tilfreds med. For saa vidt der derimod er Konkurrence imellem Jærnbanerne i Henseende til, hvad Komiteen kalder Lettelser, er dette upaatvivlelig en virkelig Konkurrence; men det er dog kun en Konkurrenceafunderordnet Dersom Prisen paa Brød blev bestemt ved en Forening af Bagere, vilde det kun være en uvæsentlig Erstatning, at der var KonkurrencemedHensyn de Tidspunkter, da man kunde faa frisk Brød. Ved Befordring som ved Kjøb af Brød er Prisen Hovedsagen; hvis Prisen bestemmes ved Konkurrence,gjælderFrihandelens hvis den bestemmes ved Aftale mellem Sælgerne, er der Monopol.

Komiteen udtaler derfor bestemt, at Jærnbanerne, selv hvor der bestaar flere saadanne ved Siden af hinanden,ere Det har taget mange Aar, inden de til Undersøgelse af Jærnbaneforhold nedsatte Komiteer have faaet gjort denne Opdagelse, og Publikum er næppe kommen saa vidt endnu. Det vilde ikke være vanskeligt at lave en udførlig Anthologi af taabelige Udtalelser og taabelige Ræsonnementer, der skyldes fremragende Statsmænd,som troet paa Konkurrencen imellem Jærnbanerog at der altid vilde bestaa en saadan

Konkurrence. I dette Punkt vil Komiteens Beretning overraske største Delen af Publikum, som forestiller sig en langt større Konkurrence imellem Jærnbanerne, end der i Virkeligheden er.

I to andre Punkter vil Beretningen maaske overraske Publikum i modsat Retning. Den fremhæver nemlig, at der ved Hjælp af andre Transportmidler øves en Konkurrencemed som de fleste Mennesker ikke kjende Noget til. «For det Første», siger den, »kan det ikke betvivles, at der finder virkelig Konkurrence Sted i Henseende til Befordring imellem Byer, imellem hvilke der er Søfart. Søen er en Landevej, som ikke kan spærres,og giver et hvilket som helst Antal af KonkurrerendeAdgang der at søge deres Lykke. Skibe blive hurtig byggede, og der drages hurtig Fordel ved dem, og bestandige Forbedringer ved Bygningsmaaden opfordre til uophørlig at fortsætte Arbejdet. Og hurtig, som Skibenebygges, de — og det endnu hurtigere — fra en Rute til en anden. Hvor der trænges til Skibe, kan man være vis paa, at denne Trang snart bliver fyldestgjort.Hvor Skibe konkurrere med Jærnbaner, ere disses Taxter i Almindelighed overordentlig lave. Dette er i nogen Udstrækning Tilfældet med Passagerbefordringenimellem og Margate eller Ramsgate, imellem Liverpool og Glasgow og imellem London og Aberdeen; men det er dog langt mere Tilfældet med Hensyntil Virkningen af denne Konkurrence er heller ikke alene indskrænket til de to Steder, som ere forbundnemed ad Søvejen. Saaledes paavirker f. Ex. Konkurrencen i Trafikken mellem engelske og irske Søstæder ikke blot Dampskibstaxterne paa de konkurrerendeLinjer, ogsaa Taxterne paa de Jærnbaner, der

fra London føre til de forskjellige Havnestæder. Et andet Punkt, som det er af Vigtighed her at have for Øje, er, at en Nedsættelse i Taxterne, der rammer en hvilken som helst Art af Gods paa Vejen fra et Produktionssted til et vist Marked, vil regulere Befordringsomkostningerne for alt Gods af samme Art, der andensteds fra føres til det samme Marked. Dersom saaledes f. Ex. Taxten for Tilførselenaf fra Newcastle til London ved Søkonkurrencenbliver vil denne Nedsættelse bestemme Prisen for Tilførselen af Kul til London fra hvilket som helst Sted. Følgelig er Konkurrencen ved Søtransport et vigtigt Element ved Bestemmelsen af Taxterne for Jærnbanegodsog betydelig baade indirekte og direkte. Hvilken Ildstrækning denne Konkurrence har, kan til Dels vurderes efter, hvad et meget kompetent Vidne har udsagt,nemlig, han efter nogle Undersøgelser paa dette Omraade tror, at det har Indflydelse paa Godstaxterne paa tre Femtedele af alle det forenede Kongeriges Baner.

I Almindelighed vil man næppe være tilbøjelig til at tillægge denne Søkonkurrence saa stor Betydning, og vi ere ikke i Besiddelse af den Vidneforklaring, paa Grund af hvilken Komiteen har anslaaet dens Betydning saa højt. Med den sædvanlige Negligeren af Publikums Ønskerere for denne Komite afgivne Vidneforklaringer endnu ikke blevne offentliggjorte og ville rimeligvis ikke blive offentliggjorte, før denne Beretning ganske er ophørtat Gjenstand for Omtale og Opmærksomhed. Men vi ere tilbøjelige til at tro, at den omtalte Konkurrencefor Delen kun vedrører Befordringen af tungt Gods. De lettere Pakker, der udgjøre en meget indbringende Del af Godstransporten, blive meget sjælden befordrede til Søs. Med Hensyn til Personers Befordring,

kan Søen slet ikke stilles ved Siden af Jærnbanerne; det
er en altfor langsom, übehagelig og usikker Maade at
rejse paa.

I det Hele er denne særlige Konkurrence en heldig Følge af vor isolerede Beliggenhed. Det er næppe Umagen værdt i noget andet Land at tale om Søkonkurrencen i Forhold til Jærnbanerne.*)

Imellem Jærnbaner og Kanaler existerer der en lignende
men den er lokal, usikker og forsvindende.

Komiteen siger saaledes:

»Det er indlysende, at hvor der er Konkurrence imellemen og et stort Jærnbaneselskab, kan dette sidste nedsætte sine Taxter under den gængse Trafik paa Grund af de talrige Indtægter, det har fremfor Kanalen, saa at denne sidste snart maa overgive sig. Den vigtigsteMaade, Jærnbaneselskaberne have sikret.sig mod Kanalkonkurrence, har imidlertid været Kjøbet af vigtige Mellemled imellem de enkelte Kanaler, og Vanskeliggjørelseaf gjennemgaaende Trafik. Syd for Birminghamer saaledes nogle uafhængige Kanaler, som staa i Forbindelse med hinanden, medens der er andre Kanaler, som burde staa i nøje Forbindelse med hine, men ere faldne i Hænderne paa Jærnbaneselskaber. Det berettes nu, at private Pramme uden videre gaa over fra den ene til den anden af hine samvirkende Kanaler, og at disse indrømme særlig gunstige Betingelser for slig gjennemgaaende Trafik; men at Jærnbaneselskaberne vægre sig ved at indrømme lignende Begunstigelser paa deres

---

*) Det \il let ses, at netop Danmark i denne Henseende til Dels kan stilles ved Siden af England.

Kanaler og i visse Tilfælde opkræve et Slags Bomafgift,
d. v. s. en høj og næsten prohibitiv Afgift for Pramme,
som fra de uafhængige Kanaler ville ind i deres.

Ogsaa paa andre Maader slaa Jærnbanerne Kanalerne af Marken. Den simpleste Fremgangsmaade er, at gjøre Kanalerne værdiløse ved en uophørlig Konkurrence, og dernæst at opkjøbe dem. Lovgivningen kan ikke gjøre noget videre i den Sag. Parlamentet kan ganske vist afslaa bekræfte et hvilket som helst Salg af Kanaler ved Jærnbaneselskaber, men i de fleste Tilfælde kunne Jærnbanerne, de ville, drive Kanalerne til en Fallit. I Frankrig blive Kanalerne i Virkeligheden underholdte af Staten, men dette vilde i England være en Umulighed. Intet kan i Sandhed være saa absurd som at give en Jærnbane Eneret, og da at lade en Kanal gribe forstyrrende i denne Eneret.

. Med Undtagelse af nogle faa begunstigede Steder kunne vi ikke vente, at Kanalernes Konkurrence imod Jærnbanerne skal blive vedvarende, og i Forhold til hele Landets Trafik er den kun af liden Vigtighed. Derfor er i Hovedsagen Resultatet af de mest omhyggelige Undersøgelser at en Jærnbane er et Monopol; at der ikke kan finde nogen Konkurrence Sted paa en enkelt Jærnbane, og at der i Længden ikke er nogen virkelig Konkurrence imellem flere Jærnbaner; at i de fleste Tilfælde andet Befordringsmiddel kan konkurrere med dem, og at det kun er i ganske enkelte Tilfælde, at Søeller kan indvirke paa deres Taxter.

Nu maa det engelske Publikum selv overveje, hvorlænge
vil taale disse Monopoler, og paa hvilken Maade
det bedst kan tilintetgjøre dem.»