Statsgjæld og Skatter i Frankrig.

.Mangen en Finansmand har kunnet tage sig det gamle Ord: «aprés moi le déluge» til Motto, og navnlig gjælder dette da om visse store Statslaanmagere. Det turde være muligt, at man i Frankrig kunde finde nogle enkelte af denne Slags Statsmænd. At en «Déluge» virkelig vil indfinde for dette Lands Vedkommende, er der naturligvis Ingen, der med Bestemthed kan paastaa; men hvis den skulde vise sig i Skikkelse af en Statsbankerot, saa vilde det næppe være saa overraskende.

Man vil indvende, at andre store Lande uden Fare for deres økonomiske Udvikling have kunnet gjøre uhyre Laan. Hvorfor skulde Frankrig ikke lige saa godt som England kunne bære en Statsgjæld paa tyve Tusende Millioner?

Her er dog en Forskjel mellem de to nysnævnte
Lande, som ikke bør overses.

Den engelske Statsgjæld skriver sig i det Væsentlige fra de napoleonske Krige; efter disses Afslutning har man ikke her optaget betydelige Laan; endog de, der optoges i Anledning af Krimkrigen, vare forholdsvis moderate.Den hvormed Gladstone har bekæmpet Statslaanspolitiken, har baaret Frugter, og det var ikke forgjæves, at han udbrød: «under denne Politik véd Nationenikke, den gjør; den kjender ikke den Fremtid,

den bereder sig selv!» Det engelske Parlament har hørt dette Ord, og det har siden det nævnte Tidspunkt energiskbestræbt for at formindske den Byrde, der hvilede paa det engelske Folk. Statsgjælden, der i 1857 beløb 836 Mill. L. St., var i 1860 sunken til 822 Mill., i de følgende fem Aar formindskedes den med 10 Mill. L. St.; i 1870 var den netop 800 Mill., og nu er den paa ny bleven formindsket med flere Millioner Pund.*) Dog ikke nok hermed: samtidig med at man har brudt med det tidligere Laanesystem, har man indført forskjellige finansielleReformer, har man indført Indkomstskatten og afskaffet Beskyttelsesvæsenet. Siden Freden i dette Aarhundredes Begyndelse blev gjengiven England, eller i alt Fald siden Huskissons Dage, har man her bestandig været virksom for at gjennemføre Reformer, og det er det, der forklarer Englands gode økonomiske Stilling.

Hvor helt anderledes i Frankrig! Langt fra at bryde
med Laanesystemet har man her jsiden Krimkrigen næsten
ikke gjort Andet end laane.

I 1854 laantes 250 Mill. Francs; i 1855 første Gang 500, anden Gang 750 Millioner; i {1859 (den italienske Krig) over 500 Millioner; i 1864 (den mexikanske Krig) 300; i 1868 (det syvende franske Laan under det andet Kejserdømme) det famøse Laan paa 450 Mill., der blev overtegnet 34 Gange; i 1870 1 Milliard — det er MilliardernesTid, nu begynder — i 1871 2 Milliarder og endelig i 1872 3Va Milliard! Og samtidig med at Frankrig har optaget saa kolossale Laan, at det nu har opnaaet

---

*) Nordamerika fremviser lignende Forhold: ogsaa her gjør man Alt for at befri sig fra den store Gjæld, Borgerkrigen fremkaldte; i 1872 er der afbetalt næsten 100 Millioner Dollars.

den Ære at blive Verdens mest gjældbetyngede Stat, har man saa vidt muligt kuldkastet de økonomiske Reformer, Napoleon havde begyndt, og man har — i Steden for at antage et direkte Beskatningssystem, saaledes som det anbefales af Videnskaben og til Dels Erfaringen — indførtet mærkeligt System af Forbrugsskatter. FrankrigsFinansmænd erklæret den sunde Fornuft en Krig, der maaske vil vise sig endnu mere skjæbnesvanger end Krigen med Preussen.

At det var en vanskelig Arv, Napoleon overlod sine Ffterfølgere, er übestrideligt; ja man kan godt ligefrem indrømme, at det var rent ud umuligt at finde en virkelig tilfredsstillende Maade at raade Bod paa det uhyre Tab, Krigen havde tilføjet Frankrig. Hvor stort dette er, lader sig ikke beregne; thi det indirekte Tab, som Arbejdsstandsningerog øvrige Ulykker nødvendigvis medføre,er überegneligt; kun saa meget kan siges, at det langt overgaar det direkte Tab; og at dette dog ikke var saa ringe, ville følgende Tal udvise: Ved Fredslutningentabte IV9 Million hectares Land med 1,600,000 Indb., saa at Befolkningen reduceredes fra 38 til 36V2 Mill. 89,000 Soldater faldt i Krigen eller døde af deres Saar (hvormange der forøvrigt have paadraget sig dødbringende Sygdomme eller ødelagt deres Helbred, lader sig umulig beregne). Hærudgifterne kunne anslaas til 3 Milliarder Francs. Den fjendtlige Okkupation kostede de 34 Departementer, der vare Offer herfor, henved 1 Milliard, hvoraf 400 Millioner falde paa de Skatter og Rekvisitioner, der udskreves af Fjenden; men «uden Rekvisition«forsvandt til et Beløb af — 264 Millioner! I Paris forlangtes der Skadeserstatninger til et Beløb af omtrent 200 Mill., af hvilke dog Halvdelen

falder paa Kommunens og Versailleshærens Ødelæggelser.
Endelig er der de 5 Milliarder Krigskontributioner.

Det var saaledes uhyre Summer, der skulde skaffes til Veje. Det er klart nok, at det ikke kunde ske ved Hjælp af Skatter alene, især naar man tager i Betragtning, Befolkningen baade var bleven formindsket og til Dels ruineret. Om det var nødvendigt at optage saa kolossale Laan, som man gjorde, er maaske tvivlsomt; men laan es maatte der dog i ethvert Tilfælde.

Den bekjendte Bankier Jacques Lafitte har angivet følgende Forskjel mellem Statslaan og Skatter: »Skatteyderen sig og han er altid rede til at blive forbitret, man forlanger mere end et vist Beløb i Skat. Kapitalisten, derimod, præsenterer sig af sig selv og han tilbyder af egen Drift den Kapital, man trænger til. Den ene af disse Fremgangsmaader er vanskelig og farlig; den anden let og bekvem. Skatten tager nemlig Kapitalerne, de ikke findes; den tager dem i Landsbyerne og hos Bønderne, hos de Udannede og de Fattige. Laanene tage dem, hvor de findes, i de store Byer og i Hovedstæderne.»

I den Udtalelse, at «Skatterne tage Kapitalerne, hvor de ikke findes», er der, naar den ikke opfattes alt for bogstavelig, en Del Sandhed. Det kan ikke nægtes, at under Skatteforholdenes nuværende Ordning, betale de mindre Velhavende i Forhold til deres Evne mere i Skat end de Rige. Men forøvrigt har Lafitte overset visse Forhold, der ikke bør lades ude af Betragtning.

For det Første kan det bemærkes, at det ingenlunde er en Mangel ved Skatterne, at de faa Skatteyderen til at beklage sig; det er netop deres Fortrin. Skattydernes Uvillighed lægger et gavnligt Baand paa Regeringerne,

der i Almindelighed ere vel stærkt tilbøjelige til at rutte med Borgernes Midler. Hvor mange unyttige og fordærveligeUdgifter det andet Kejserdømme ikke have sparet Frankrig, naar det, som England, havde holdt sig til Skatterne, i Steden for at optage disse uendelige Laan? Lafitte har unægtelig Ret i, at Laanesystemet er »let og bekvemt», men Erfaringen har tilstrækkelig bevist, hvor farlig denne Lethed er. — Og dernæst: hvorfor laaner Kapitalisten saa villigt sin Kapital ud? Naturligvis fordi han haaber et godt Udbytte. Han vil have gode Renter. Men af hvem betales disse? Hvem er det, der forrenter og amortiserer Statslaanene? Skatteyderne, naturligvis! Saaledes bliver da Laanet, til Syvende og Sidst, en Skat, og Enden paa Historien bliver altid den, at Smaafolkene maa komme med deres Spareskillinger for at tilbagebetale Kapitalisterne, hvad der foreløbig er bleven udlagt af dem.

Hele Forskjellen mellem Skatter og Statslaan reducerer altsaa til, at disse i det Øjeblik, de optages, Kapitalerne paa de Steder, «hvor de findes». Men naar Gjælden skal forrentes, amortiseres og tilbagebetales, er det ganske vist ikke de store Kapitalister, det gaar ud over.

Naar det nu gjælder om at betale en Krigskontribution 5 Milliarder, saa er det vel klart, at der ikke kan være Tale om at søge denne Sum paa de Steder, hvor Kapitalerne «ikke findes», og da man jo ikke vil gjennemføre nogen Skattereform, saa er der ingen anden Udvej end at ty til Laan ene.

Den franske Statsgjæld er derfor nu bragt op til det kolossale Beløb af omtr. 22,000 Millioner Francs. Fordeltpaa enkelte Individer bliver det en Gjæld paa over 600 Fr. pr. Hoved, og hvor uhyre dette Beløb er, vil

man kunne forestile sig, naar man mindes, at den danske Statsgjæld, der dog forholdsvis ikke er saa helt ringe, fordelt mellem de enkelte Individer kun giver en Gjæld paa omtr. 60 Rdl. eller 170 Fr. pr. Hoved. Men hvad der er næsten endnu mere forbavsende og foruroligende, det er den enorme Hurtighed, hvormed den franske Statsgjælder — Henrik IV havde ved sin Død efterladtFrankrig Skat, som hans Efterfølgere, navnlig Ludvig XIV, snart fik ikke alene sat overstyr, men endog forvandlet til Gjæld. Ved den store Revolutions Udbrud havde Frankrig en Gjæld paa næsten 2Va Milliard. Trods Revolutionens og Kejserdømmets uendelige Krige, lykkedes det imidlertid den første Napoleon at faa Gjælden formindsketmed end i Milliard. Men hvorledes opnaaedesdette Resultat? Ved en Bankerot naturligvis! Det andet Kejserdømme begyndte med en Gjæld paa stya Milliard; men 17 Aar (Dcbr. 1852 — Dcbr. 1869) var Napoleon nok til at fordoble den, og 2 ä 3 Aar efter var denne Gjæld paa 11 Milliarder paa ny bleven fordoblet, saa at den nu altsaa er omtr. 22 Milliarder!

Ved disse Laans Optagelse vil det lykkes Frankrig at betale Tyskland, hvad det skylder det, og saaledes faa Territoriet frigjort for den fremmede Besætning. Allerede er der betalt henved 4 Milliarder. Men der maa ogsaa tænkes paa Gjældens Tilbagebetaling, og det franske Finansudvalg erklæret, at 200 Millioner var det aller mindste der aarlig maa tilbagebetales, hvis Frankrig ikke vil ødelægge sin Kredit. Tør det imidlertid ventes, at man i Frankrig vil have den Resignation, der udkræves for at iværksætte denne Tilbagebetaling?

Det er dog nødvendigt, at Frankrig tænker lidt paa
sin Kredit; denne er alt tilstrækkelig rokket. Man vil

indvende, at den uhyre Deltagelse i de franske Laan tilstrækkeligbeviser, stor en Tillid man har til LandetsKredit. hvor stor en Andel Spekulationen har i denne store Deltagelse, og hvilken Indflydelse «la démocratisationdes har øvet, er überegneligt. Hvad der derimod er sikkert,, er at Kursen paa de franske Papirerer i en virkelig foruroligende Grad. Kursen paa de 3 pCt. var ved Napoleons Regeringstiltrædelse omtrent 80, men i Oktober 1870 kun 50! Efter at der atter er kommen Ro i Frankrig, er Kursen ganske vist stegen en Smule, men kun nogle ganske faa Procent. De franske 3 pCt.s staa nu i omtrent 55; de engelske Konsols derimod i omtrent 93! Disse Tal synes dog at være ganske talende! —

Vi skulle nu give en Oversigt over Statsgjælden i forskjellige Lande. Beløbene, der ere noget afrundede, ere for Jævnførelsens Skyld angivne i Francs. For enkelte navnlig Grækenlands, Vedkommende angives Gjælden saa forskjelligt, at det er vanskeligt at vide, hvad man egentlig skal holde sig til.

I den følgende Tabel angives den forholdsvise Gjæld, det vil sige: Gjælden fordelt mellem de enkelte Individer. Man vil her navnlig forbavses over at se, hvor lavt Tyskland

Schweiz figurerer ikke i disse Lister. Ganske vist
har det lidt Gjæld; men dets Aktiver beløber sig til det
Dobbelte af dets Passiver!

Efter disse Bemærkninger om Statsgjælden i forskjellige
navnlig i Frankrig, gaa vi over til at
omtale Skatterne.

Vi have alt gjort opmærksom paa, at man vilde gjøre sig skyldig i den besynderligste Misforstaaelse, hvis man vilde mene, at Staten tager de Summer, den laaner, fra Kapitalisterne og ikke fra Skatteyderne. Man behøver kun at kaste et flygtigt Blik paa Budgetterne for at overbevise sig om, hvorledes det i Virkeligheden forholder sig. Man opdager her, at de Skatter, Borgerne betale, for den overvejende anvendes dels til Hærudgifter dels til Forrentning Amortisation af Statsgjæld. Betragte vi saaledes franske Statsbudget for 1872, saa se vi her, at af Udgifterne, der ere anslaaede til henved 2,400 Mill. Francs, medgaaer omtrent Halvdelen til Statsgjælden! Mindes man de Tal, vi have anført i denne Afhandlings første Afsnit, kan dette ikke undre. Det kan ikke undre, at Udgifterne til Statsgjælden ere saa uhyre, og at, som en Følge heraf, Budgettets Udgiftsside fremviser et Beløb af 2,400 Millioner, hvilket fordelt mellem Befolkningen giver en Sum af 65^3 Fr. pr. Individ. Dette Beløb er, i Betragtning af de særegne Forhold, ikke saa overraskende, og man maa derfor give Thiers Ret, naar han i den "Trontale», hvormed han i November aabnede den franske lovgivende Forsamling, siger, at den Underbalance, der kan forudses, «ikke saa meget skriver sig fra Udgifternes store Beløb, som fra Indtægternes Utilstrækkelighed.»

Altsaa: Skatterne vare ikke flydt tilstrækkelig rigelig
ind i Statskassen, og deres Utilstrækkelighed var saa stor,
at Thiers i den nævnte Tale angav Underskuddet til 132

Mill. Fr.!*) For øvrigt var det jo ikke Andet, end hvad man kunde vente sig af et saa besynderligt Skattesystem. De ny Skatter, man havde bragt i Anvendelse vare jo saa godt som udelukkende Skatter paa Forbruget og Omsætningen,og der er nogle Skatter, som søge Kapitalerne,»hvor ikke findes», saa er det ganske vist denne Slags. Det nævnte større Underskud skriver sig da ogsaa udelukkende herfra, hvilket Thiers indirekte indrømmer, naar han siger, at «de direkte Skatter ere blevne opkrævne med en vidunderlig Lethed (facilité prodigieuse)».

Lad os kaste et Blik paa dette ny franske Skattesystem.
det i alt Fald kan lære, hvorledes man
ikke skal bære sig ad.

Da Pouyer-Quertier i 1871 fremlagte Budgettet for 1872, fremviste det ny Udgifter til et Beløb af — 650 Mill. Fr. For at dække dette Deficit, maatte der skabes ny Skatter til et meget betydeligt Beløb. Finansministeren i dette Øjemed en Finansplan, der bl. A. indeholdt Forslag til Indførelse af Udførselstold og Gjenoprettelse det gamle Beskyttelsessystem. Finansudvalget nogle Forandringer i denne Plan, hvoraf nogle vare temmelig urimelige, saaledes Indførelsen af en Billardafgift og af en Skat paa Heste, andre mere alvorlige, Skatten «sur les revenus» (vel at mærke: ikke «sur le revenu»!). Forsamlingen forkastede imidlertid det Væsentlige Udvalgets Indstillinger og støttede D'Hrr. Thiers og Pouyer-Quertier netop paa de Punkter, hvor den ikke burde have gjort det.

I Januar 1872 gav den sit Samtykke til Gjenindførelsen

---

*) Ved Finansaarets Slutning -viste det sig at være meget større.

af Beskyttelsesafgifterne for Handelsmarinens Vedkommende, den 2 Febr. bemyndigedes Regeringen til at opsige Handelstraktaterne. Noget længere hen paa Aaret gik den famøse Lov om Beskatning af Raastoffer igjennem.

For at bringe denne Skat, der til Dato kun findes paa Papiret, i Anvendelse og for at faa Beskyttelsesvæsenetindført dets fulde Glans, maatte den Begyndelse til Handelsfrihed, der var iværksat under Napoleon, omstyrtes,og første Skridt i denne Retning maatte da være Tilintetgjørelsen af den engelsk-franske Handelstraktataf Der begyndtes i dette Øjemed Underhandlingermed engelske Regering, hvis Resultat var en d. 5 November afsluttet Overenskomst,*) i Følge hvilken Traktaterne af 1860 fra d. 1 Marts 1873 skulle ophøre at existere. I Fremtiden skal England da i Toldforhold behandles «lig de mest begunstigede Nationer», som det hedder. «Vi ville gjøre,» siger Thiers i sit Budskab til den lovgivende Forsamling, «hvad vi anse for nyttigt for Beskyttelsen af vor Industri; men vi ville ikke behandle de engelske Produkter anderledes end andre Nationers Varer, og England vil handle paa samme Maade lige over for os. Da vi imidlertid ere bundne lige over for flere Nationer ved talrige Forpligtelser, som det er umuligt at bryde uden foregaaende Aftale, have vi udsat det antagne Princips fuldstændige Anvendelse indtil den 31 December 1876, til hvilken Tid de Overenskomster, der forpligte os, navnlig lige over for Østrig, udløbe. Hvis vore fiskale Afgifter og de Traktater, der ere i Kraft, til da midlertidigenmedførte

---

*) Baade i reel og formel Henseende er denne Traktat noget uforstaaelig; herom en Artikel i Decembeihæftet af Journ. des Économistes.

tidigenmedførteet Differentialsystem lige over for England,saa
dette Land afvente til den 31 Dcbr. 1876
det Lighedssystem, som vi have lovet at tilstaa det.»

Denne Overenskomst med England var, som sagt, aldeles nødvendig, naar Loven om Raastoffers Beskatning ikke skulde forblive et dødt Bogstav. Dette indrømmes ogsaa i det nævnte Budskab. Det hedder nemlig herom: <I Mangel af Overenskomst mellem Frankrig og England, vilde enhver Overenskomst med andre Handelsmagter være umulig, og hvis vore Tariffer vare blevne afviste i England, de have mistet al Udsigt til at blive antagne andensteds .... De fiskale Afgifter, der ere satte paa fremmede Varer, navnlig Raastoffer, og de Kompensationsafgifter, ere en nødvendig Følge heraf, skulle fra den 1 Dcbr. opkræves paa alle engelske Varer i Overensstemmelse den Tarif, der er vedtaget af den lovgivende d. 26 Juli 1872.«

Foruden Raastofloven og den dermed i Forbindelse staaende Omstødelse af Traktaterne af 1860, er der imidlertid flere mærkelige Ting at opdage; i det franske Budget.

Budgettet af 1872 fremviser ved Siden af gamle Skatter og Indtægter til et Beløb af omtrent 1800 Mill. Fr., en hel Række af ny Skatter, der tilsammen skulde give en Sum paa næsten 500 Millioner Francs (487,4 Mill. Fr.).

Allerede mellem de gamle Indtægter have de indirekteAfgifter meget fremragende Plads. Ved Siden af Domæne- og Skovindtægter (henved 80 Mill. Fr.) og direkte Skatter (Grundskat 168, personels et mobiliéres 53, Døre- og Vindusafgift 38, Patentafgift 63 Mill. Fr. etc.) til et samlet Beløb af 4—500 Mill, findes der indirekte

Afgifter til et Beløb af over 1300 Millioner. Den vigtigste af disse er Indregistrerings- og Stempelafgiften til et Beløbaf Mill.; fremdeles gjøre Afgifterne paa Salt, Sukker, Vin, Tobak sig bemærkede ved deres Størrelse; endelig er der Toldafgifterne, der paa Budgettet af 1872 kun beløbe 138 Mill., hvorimod de paa Budgettet for 1873 ere opførte med et Beløb paa 244 Mill. Fr.

Mellem de ny Skatter forsvinde de direkte Afgifter saa at sige aldeles; her findes egentlig kun Forbrugsog Her findes vel en lille Skat paa Heste og Vogne (omtr. 2 Mill.); men dette er i Virkeligheden en Ikraftsættelse af en ældre Lov (af 1862), som Senatet i sin Tid «sans rire» havde modsat sig, «for dog i alt Fald én Gang at udøve sit Prerogativ med Hensyn en Lov, der var Regeringen aldeles ligegyldig» (J. Garnier). Fremdeles er der en ny Patentskat (7 Mill.) og en Afgift af Foreninger og Billarder (2 Mill.). Endvidere en ny Indregistrerings- og Stempelafgift sig bemærket ved sit store Beløb (113 Mill.). Derpaa en hel Række af Forbrugsafgifter: Kaffe, Kakao og The (62 Mill.), Sukker (57), Vine, Alkohol og Likører (83), Tobak (40), Svovlstikker (15), Papir (10), Spillekort, Cikorie, Petroleum, Krudt osv. Endelig forskjellige Omsætningsafgifter: 10 pCt. af Priserne paa Pladserne i Jærnbanerne (30 Mill.), Afgifter af Vareforsendelser, af Telegraferne og forskjellige Postafgifter (30 Mill.), Navigationsafgifter (5), Statistikafgift (6), Afgift af Værdipapirer paa Ihændehaveren osv.

Den sidstnævnte Skat er maaske en af dem, der har fremkaldt flest Beklagelser; men næppe saa meget fordi den er den værste, som fordi den berører mægtige PersonersInteresser. franske Finansblad «La Semaine

financiére» kommer ved at omtale Budgettet tilbage til «denne ulykkelige Skat paa Værdipapirer, der er en Hindringfor Cirkulation, der lammer Associationsaandenuden de fleste Tilfælde at ramme de individuelleIndkomster, som, mod en mager Profit, bringer Forstyrrelse og Lammelse i Forretningerne . . . Hvorledes kan man beklage sig,» slutter det nævnte Blad, «over de offentlige Arbejders Stillestaaen, naar under denne Lovs Herredømme, der tager 6 pCt. fra Udbyttet af en Jærnbaneobligation, vore store Selskaber kun kunne anbringederes under ødelæggende Betingelser?»

Men de andre Skatter ere ikke bedre og alle give de Anledning til lignende eller endnu mere bitre Beklagelser. os til Exempel tage den lille Svovlstikkeskat, der trods sit beskedne Ydre maaske dog kan give Anledning forskjellige alvorlige Betragtninger.

Det er en Skat, der, som næsten alle de nyindførte, saa godt som udelukkende rammer den Fattige og lader den Rige gaa fri. Thi det kan være den Rige saa temmelig om han betaler et Bundt Svovlstikker nogle Centimer dyrere; men for den Fattige er dette en Sag af Betydning. Og en Skat, der ødelægger en betydelig og som saaledes gjør mangen en Arbejder brødløs, er mildest talt besynderlig særlig i vore Tider, da Alles Bestræbelser skulde gaa ud paa at forbedre fattige Arbejders Kaar!

Skatten var oprindelig fastsat til 3 Centimer for en Pakke paa 100 Svovlstikker, men blev senere forhøjet til 4 Centimer. Da nu det aarlige Forbrug er omtrent 40 Milliarder (hvoraf 3 Milliarder Voxsvovlstikker, «allumettes bovgies», navnlig fra Fabrikker i Marseille), gjorde RegeringenRegning mindst 15 Millioner Fr. Men man

havde ikke gjort Regning paa den hemmelige Fabrikation! Skatten, der fordyrede Svovlstikkerne med fra 30 til 50 pCt., fremkaldte i Virkeligheden en saa uhyre hemmelig Produktion og hemmeligt Salg, at Regeringen i Steden for maanedlig at opkræve 1,250,000 Fr. kun fik 400,000 Fr.! Dette Forhold kunde aabenbart ikke vedvare: der maatte gjøres Noget for at raade Bod paa saadanne Tilstande,der i og for sig vare umoralske og som ødelagde de hæderlige Fabrikanter, samtidig med at Statskassenbedroges. besluttede sig derfor til at forandreSkatten et Monopol, og mod én aarlig Betaling af 19 Millioner Fr. er Eneretten til at sælge og fabrikere Svovlstikker i Frankrig nu bleven overdragen til et Selskab.Denne er saa forbavsende høj, at «Times» i en Artikel om denne Sag har paastaaet, at Regeringen vil blive nødt til at nedsætte Afgiften; men Bladet gaar ud fra den mærkelige Forudsætning, at Svovlstikkerne vil blive solgte til samme Pris som hidtil. Det er imidlertidklart, de monopoliserede Fabrikanter faktisk ville forhøje Priserne, selv om de nominelt bevare dem: da al Konkurrence mangler, kunne de jo forringe VarernesKvalitet, der er vist næppe nogen Tvivl om, at de ville betjene sig af denne Udvej. Derimod har »Times» sikkert Ret, naar det med Forbavselse udbryder: «A1 den Uorden af forskjellig Natur, som Krigen har foraarsageti franske Administration, har endog berørt selve de Principer, der hidtil ledede den, og Bevilling af et Monopol, der formelig tilslaas den Højstbydende, har en besynderlig Lighed med det gamle Skatteforpagtersystem,en det forrige Aarhundredes største Skandaler! •

Vi skulle ikke indlade os paa en yderligere Kritik af
de enkelte Skatter; om den end kunde have sin Nytte,

saa vilde den dog føre os for vidt. Men vi skulle bemærke,at Blik paa den hele Samling af Skatter fører til den Tro, at man ligefrem har søgt det Sletteste af det Slette.

Man foreslog en Indkomstskat, der kunde have indbragt 300 Millioner; men Regeringen vilde ikke høre Tale om denne Skat, der ganske vist har sine Mangler, men som dog til en vis Grad skaaner den Übemidlede. foreslog Salg af Domæner, navnlig af Statsskove; — dette Forslag fandt lige saa lidt Naade for Regeringens Øjne. Man foreslog forskjellige Besparelser i Administrationen; — men Regeringen foretrak at skabe 5—6000 ny Embedsmænd og Bestillingsmænd, der, uden selv at producere Noget, skulle leve paa deres Medborgeres hvem de have til Opgave at fortrædige (J. Garnier).

Disse og lignende Forslag har man ikke villet modtage. har foretrukket at betynge Landet med en Statsgjæld, der aldrig vil blive afbetalt. Denne Gjælds Renter skulle imidlertid — i alt Fald indtil videre — betales, i dette Øjemed har man skabt en Række Forbrugs-og : Skatter paa Forbruget, det vil sige saadanne, som ere besværlige og kostbare at opkræve, og som plyndre de mere Übemidlede medens de Rige slippe fri; — Skatter paa Omsætningen, det vil sige saadanne, som hindre Landets materielle Opkomst.

For at sætte Kronen paa Værket har man endelig vedtaget den berømte Lov om Raastoffers Beskatning! Til Dato er den endnu ikke kommen i Anvendelse; men forundes der endnu Thiers nogen Tid til at virke i, skal han nok sørge herfor. Hvad vil man saä se? Ja, det

er ikke vanskeligt at forudse det. Produktionen vil lammesog ødelægges. I Elsas har man jo set, hvorledes Skatten paa et enkelt Raastof (Stenkul) har ødelagt hele Industrigrene; man har her set, hvorledes denne Afgift har tvunget Fabrikanterne til at lukke Fabrikkerne,til afskedige Arbejderne og til at sælge Maskinerne som gammelt Jærn. Naar noget Lignende ikke vil vise sig i Frankrig, saa er det maaske snarest, fordi det varige Værk, Thiers tror at have skabt, i Virkelighedennæppe vare længe. —

Da vi sluttede vor Omtale af Statsgjælden, gav vi i to Tabeller en Oversigt over Forholdene i de forskjellige Stater i Evropa samt i de nordamerikanske Fristater. Vi skulle nu gjøre det Samme for Statsudgifternes Vedkommende.

Ogsaa her bærer Frankrig Prisen: baade absolut og
relativt har det de største Udgifter. —

---

*) Befolkning: 2,6 Mill.

**) Befolkning: 1,8 Mill.