The Nordic Labour Markets in the 19905. Redigeret af Eskil Wadensjö. Amsterdam: North-Holland, 1996. 2. bd. 1102 s. Dfl. 395,-.

Lad det være sagt straks: Dette to-bindsværk er af usædvanlige dimensioner. Det består af 5 »bøger« med sammenlagt 40 kapitler skrevet omkring 30 bidragsydere - de fleste nordiske arbejdsmarkedsøkonomer, men enkelte økonomer og to nordiske sociologer har fået lov at snige sig med i forfatterkredsen. største aktiv er et væld af informationer om de nordiske arbejdsmarkeders udvikling og funktionsmåde samt om arbejdsmarkedspolitikken i 1980'erne frem til 1990'ernes begyndelse.

Mens så godt som alle kapitler indeholder relevant empiri, beskrivelser og iagttagelser, er det analytiske indhold og videnskabelige niveau betydeligt mere varierende. Projektet er efter min mening mest vellykket i de tilfælde, den komparative vinkel er dyrket mest intensivt. Der er givetvis et betydeligt potentiale fortsat i komparative nordiske økonometriske fordi der tilføres noget variation forhold til nationale studier, uden at det hele bliver så forskelligt, at alt bliver flydende. indeholder dog også en hel del af den mere velkendte slags fra nordiske projekter, hvert land behandles af hver sin forfatter i hvert sit kapitel og med en større eller ensartethed i disponeringen af stoffet. Sådanne analyser kan selvsagt hver for sig være både gode og informative, men jeg synes læseren svigtes lidt, idet forsøget på at lave en fælles struktur jo har til formål at sammenligne mellem lande uden at skridtet tages fuldt ud.

Bøgerne er et resultat af et nordisk forskningsprojekt af Nordisk Råd. Projektet har været ledet af en gruppe bestående af Tor Erikson (Finland), Hege Torp (Norge), Eskil Wadensjö (Sverige) og Niels Westergård- Nielsen (Danmark). Hver »bog« har sin egen redaktør, mens Wadensjö har stået for den overordnede redigering.

Temaet i den første »bog«, som er redigeret Anders Bjørklund og Tor Eriksson, er arbejdsløshed. Redaktørerne anfører i deres indledningskapitel, at et af formålene med »bogen« er at nuancere det internationale økonombillede af den nordiske arbejdsmarkedsmodel: de nordiske landes løndannelsess _stemer og den (svenske) aktive arbejdsmarkedspolitik kan stå alene som forklaring flere årtiers lavere ledighed sammenlignet resten af Europa, samt at der er væsentlige oversete forskelle mellem de nordiske indbyrdes. Det illustrerer de bl.a. ved brug af Layard, Nickell og Jackman's cross-country regression til forklaring af niveauforskelle ledighed. I følge den estimerede forklares næsten hele ledighedsforskellen pct. point) mellem Danmark og Sverige i 6-års perioden 1983-88 ved den mindre ambitiøse aktive arbejdsmarkedspolitik Danmark (3 72 pct. point) og ved det mere danske dagpengesystem (højere kompensationsgrad og varighed) (knap 3 pct. point).

Herefter følger 4 landekapitler med nogenlundeensartet skrevet af hver sin forfatter: Peter Jensen, Tor Eriksson, Hege Torp og Anders Bjørklund. Kapitlerne focucererdels statistiske mål for ledighedens struktur, fordeling og dynamik, dels på den aktive arbejdsmarkedspolitik. Herefter analysererAarnio aktive arbejdsmarkedspolitikog kurven i Sverige og Finland. Hun finder, at politikken i Sverige har reduceret den åbne ledighed, men at der i begge lande ikke er tegn på, at den har øget den ordinære beskæftigelse. Peder J. Pedersen analyserer mobiliteten mellem de nordiske landes arbejdsmarkeder.I af fraværet af formelle barierrer og beskedne kulturelle forskelleer lav og især påvirket af konjunktur, mens lønforskelle spiller en übetydeligrolle.

tydeligrolle.Endelig sætter Hårtog og Theeuwesde erfaringer i perspektiv ved en sammenlignende diskussion med inddragelse af de tyske og hollandske erfaringer.

Sammenfattende er denne »bog« af vekslende
og det er en skam, at det komparative
dyrkes så relativt lidt.

Temaet i »bog« 2, der er redigeret af Niels Westergård-Nielsen, er lønforskelle. Westergård-Nielsen i sin indledning, at formålet at undersøge, hvor stor en del af individuelle i de fire lande, der kan henføres til uddannelse, erfaring, køn og branche. Det er et ret enestående komparativt projekt, idet forskerne har haft adgang til mikrodatasæt af nogenlunde samme beskaffenhed alle fire lande. Han fremhæver, at det overordnede resultat af projektet er, at lighederne mere iøjnefaldende end forskellene de nordiske lande.

Rita Asplund, Erling Barth, Carl Le Grand, Arne Mastekaasa og Niels Westergård-Nielsen at lønfordelingerne er næsten ens. Spredningen er lidt større i Finland lavest i Norge og Sverige. Afkastet til uddannelse er størst i Finland og lavest i Danmark. alle fire lande opnår kvinder et (lidt) lavere uddannelsesafkast end mænd - i Norge er forskellen dog übetydelig. I alle fire lande betaler den offentlige sektor mindre for givne kvalifikationer end den private sektor - forskellen mindst i Finland. I alle fire lande er forskellen størst for mænd. Disse og flere andre er særdeles interessant læsning. Det største savn er lidt mere forsøg på at diskutere de forskelle, der trods alt er.

Rita Asplund, Erling Barth, Nina Smith og Eskil Wadensjö analyserer kønsforskelle. I alle lande skete der en indsnævring af lønforskellen kvinder og mænd i 1960'erne og 1970'erne, men siden er indsnævringen (stort set) kun fortsat i Norge. De nordiske lande har dog mindre ulighed på dette område end de fleste andre lande. Gennem estimation af en lønfunktion opdeles den kønsbetingede lønforskel i en kvalifikationskomponent (forskelle karakteristiska bortset fra køn) og i en diskriminationskomponent (forskel i køn). Analysen påviser, at der er diskrimination i alle lande, men mest udpræget i Finland og bemærkelsesværdigt lidt i Sverige.

Karsten Albæk, Mahmood Arai, Rita Asplund, Barth og Erik Strøjer Madsen ser på de branchemæssige lønforskelle. Et af deres er, at der er større lønforskelle brancher end mellem lande, og at landenes branchebetingede lønstruktur udviser korrelation - der er altså en tendens at de samme brancher er lønførende i de nordiske lande. Resultatet er konsistent med efficiency wage teorien.

Afslutningsvis diskuterer Mark Stewart de
fundne resultater i et bredere internationalt
perspektiv.

Denne »bog« er på sin vis snæver, men alligevel vellykket. De mange fællestræk i lønstrukturen i disse homogene datasæt er værd at arbejde videre med. Det er helt centralt få testet yderligere i hvilket omfang institutioner policy kan afvises som centrale determinanter for lønfordelingen.

Temaet for den tredje »bog«, der er redigeret Peder J. Pedersen, er arbejdskraftens landemobilitet. Formålet med »bogen« er i følge redaktørens introduktion bl.a. at belyse EU's betydning for mobiliteten og for den nordiske arbejdsmarkedsmodels fremtid. Derfor indledes bogen med et kapitel, hvor Peder J. Pedersen sammenligner de nordiske arbejdsmarkeder med især andre EU medlemmer. diskuteres de mulige konsekvenser af åbne EU arbejdsmarkeder, herunder risikoen for indvandring af lavt uddannede Norden og udvandring af højt uddannede. det efterfølgende kapitel påviser Pedersen dels at mobiliteten mellem de nordiske hidtil har været sparsom, og at mobiliteten Norden og EU er endnu mere

Marianne Røed behandler sammenhængen mellem uddannelse og mobilitet i Norden, dels i et teoretisk kapitel dels i en empirisk undersøgelse.Hun ikke overraskende, at de mindst uddannede er mindst mobile, men til gengæld de mest følsomme over for forskellei De mellemuddannede er de

mest mobile og for dem spiller lønforskelle en større rolle end forskelle i ledighed. Læger, sygeplejersker og bygningshåndværkere er mest mobile, mens metalarbejdere og ingeniørerer mindst mobile mellem de nordiske arbejdsmarkeder. Lena Schroder analyserer udvandringen fra de nordiske lande i 1980'erne.Hun bl.a. at tilbøjeligheden til at emigrere er størst blandt de højt uddannede, herunder især ingeniører og økonomer. Danmarkligger for alle grupper bortset fra økonomer. De danske økonomer er åbentbart mere stavnsbundne end deres nordiske kolleger!

Knut Arild Larsen har analyseret holdningen at arbejde i udlandet ved en surveyundersøgelse højtuddannede nordmænd (både nordmænd med arbejde i Norge og nordmænd med arbejde i udlandet). Han finder, de fleste, der arbejder i udlandet, har fået jobbet via det almindelige jobmarked og ikke via f.eks. udstationeringer 0.1. De fleste vil hellere arbejde i et land uden for Norden end i et andet nordisk land. Endelig finder han en hypotetisk lønelasticitet på 2 - altså hvis realindkomsten i Norge falder med 1 pct. i forhold til udlandet, vil 2 pct. flere søge arbejde

I den afsluttende opsummering peger Peder Pedersen og Lena Schroder på kontinentalisering de nordiske arbejdsmarkeder som en mulig langtidstendens på grund af åbningen inden for EU.

Bogen indeholder en del interessante analyser, også en hel del simple beskrivelser. er svært at gøre dette emne ophidsende, kendsgerningen er, at mobiliteten næsten er til at måle.

Temaet for den fjerde »bog«, der er redigeret
Eskil Wadensjö, er arbejdsmarkedet
for unge.

Niels Henning Bjørn, Tor Eriksson, Erik Hernæs og Eskil Wadensjö har skrevet de første kapitler. De lægger ud med en informativ af arbejdsmarkederne og de erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Derefter giver de en ret triviel, kort oversigt over den økonomiske udvikling og den generelle på arbejdsmarkedet fra begyndelsen gyndelsenaf 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne, før de ser nærmere på arbejdsudbud, beskæftigelse og ledighed blandt unge. Endelig belyser de ungdomsarbejdsløsheden en sammenligning med resten af OECD-landene.

Sverre Try analyserer effekter af jobtræning unge i Norge. Effektmålingen er begrænset til indbyrdes sammenligninger for forskellige typer tilbud på grund af fravær af kontrolgruppe. Han finder, at den maksimale beskæftigelseseffekt opnås ved ca. 22 ugers jobtræning. Mænd med jobtræning i privat sektor har størst beskæftigelsessandssynlighed. mere uddannelse, der er indeholdt i tilbuddet, jo større er sandsynligheden for at den unge går i gang med en egentlig uddannelse

Lena Schroder påviser, at den aktive svenske i mange tilfælde har været en blind vej for unge arbejdsløse. De er blevet sluset ind i en evig rotation mellem jobs, ledighed og foranstaltninger under den ekstreme højkonjunktur i Sverige i sidste halvdel af 1980'erne. Der har manglet en opgraderingsplan, som forfatteren

Niels Henning Bjørn analyserer markedet for lærlinge i Danmark - bl.a. fordeling på brancher og virksomhedsstørrelse samt lønforhold. estimerer desuden en model for efterspørgselen efter lærlinge, som viser, at det er antallet af faglærte, der ikke overraskende den vigtigste determinant. Han analyserer de færdiguddannedes indtog på arbejdsmarkedet.

Niels Henning Bjørn og Erik Hernes analyserer og uddannelse i Danmark og Norge. De finder, at en faglig uddannelse giver større afkast i Norge end i Danmark, hvilket bla. forklares med, at udbuddet faglærte er meget større i Danmark, hvilket tillige giver sig udslag i en hårdere konkurrence om uddannelsespladserne blandt unge i Norge.

I sin afsluttende opsummering peger Eskil Wadensjö på en række mulige politiske foranstaltninger afhjælpning af ungdomsarbejdsløsheden.

Denne »bog« er efter min vurdering den mindst vellykkede. Der bringes ikke ret meget for dagen, og mange af kapitlerne virker af samme grund) lidt uengagerede.

Temaet for den femte »bog«, der ligeledes
er redigeret af Wadensjö, er tidlig tilbagetrækning.

Her analyseres den faldende tilbagetrækningsalder. findes som anført af Wadensjö indledningskapitlet i de fleste lande især i Europa, men også - dog mindre udtalt - i USA og Japan. Forskellen mellem lande er nært forbundet med forskelle i kompensationsgrad adgang til pension eller anden tilbagetrækningsordning.

I tre kapitler af henholdsvis Peder J. Pedersen Nina Smith, Reija Lilja og Eskil Wadensjö der en grundig beskrivelse af tilbagetrækningsordninger udviklingen i til— bagetrækningsadfæden i henholdsvis Danmark, og Sverige.

Peder J. Pedersen og Nina Smith har gennemført varighedsanalyse af tidlig tilbagetrækning Danmark, hvor de finder, at faktorer kompensationsniveau, forudgående ledighed og lav uddannelse øger sandsynligheden tidlig tilbagetrækning.

I en analyse af finske data finder Lilja, at on the job training mindsker tilbøjeligheden til tidlig tilbagetrækning, men der er ikke kontrolleret for andre faktorer.

I et interessant afsnit analyserer Sten Andersen dersenog Donald W. Storrie konsekvenserne for de ældre ansatte af to virksomhedslukninger Danmark og Sverige (værfterne i Uddevalla Helsingør). De finder, at væsentligt flere i alle aldersgrupper blev arbejdsløse i Helsingør end i Uddevalla, hvor flere til gengæld i foranstaltninger. Men noget overraskende finder de, at der uanset alder er flest, der opnår ordinær beskæftigelse i Danmark, flest blandt de ældre afskedigede, der trækker sig tilbage i Sverige, hvor ledigheden at mærke i begyndelsen af 1980'erne markant lavere end i Danmark.

Sammenfattende er denne femte »bog's« styrke dels emnets fortsatte aktualitet dels det righoldige materiale om tilbagetrækningsordninger -adfærd i tre af de nordiske lande.

Som sagt er det noget af et mammutværk. Kvaliteten er vekslende, men de fleste med interesse for arbejdsmarkedsforhold vil finde noget af interesse. Generelt er der en overvægt deskriptive kapitler, men de er som regel righoldige på information. En indvending dog, at de fleste kapitler er skrevet på data med 1992 som slutår. Lidt uforståeligt for en bog, der udkommer i 1996. Som fællesnordisk er det mere vellykket end de fleste, men der er på den anden side fortsat mange uudforskede muligheder, når det gælder forskning på tværs af de nordiske

Socialforskningsinstituttet