Resumé

SUMMARY: The paper analyses a case decided by the Danish Competition Council: an agreement between the Danish Football League and three TV channels. The analysis on the effect on efficiency and consumer welfare of vertical restraints in combination with two-part-pricing, asking the question, how much competition is - or rather how many competitors at each level are - necessary to outperform a bilateral cooperative solution? The conclusion is that intervention to promote competition solely the distribution level will probably have adverse effects on (static) efficiency and possibly also on consumer welfare.

I. Indledning

Den nye konkurrencelov (Lov nr. 384 af 10. juni 1997, herefter KL97) har ifølge § 1 én overordnet målsætning: at »fremme en effektiv samfundsmæsig ressourceanvendelse virksom konkurrence«. Formuleringen er en sproglig opstramning i forhold formuleringen i den hidtidige (og indtil 1/1 1998 fortsat gældende) konkurrencelov nr. 370 af 7. juni 1989 med senere ændringer, herefter KLB9). Med reformuleringen ikke en substantiel ændring. Det var et centralt element i 1989reformen bryde med monopollovens og pris- og avancelovens mere diffuse målsætninger. man fra samfundets side ønskede at tilgodese andre hensyn end samfundsøkonomisk burde det ske via anden lovgivning og andre dele af administrationen 075, s. 28). Formålet med reformuleringen var alene i højere grad at fremhæve »effektivitetshensynets samfundsmæsige betydning« og at betone »at kriteriet en effektiv ressourceanvendelse, der samtidig har grundlag i den økonomiske velfærdsteori, er samfundsøkonomisk effektivitet« (81297, s. 310).'

---

Jeg skylder tak til Jens Fejø, Peter Møllgaard, Pascalis Raimondos-Møller, Paul Paulsen og Niels Rytter for nyttige kommentarer til tidligere versioner.

1. Blomgren-Hansen (1997) indeholder en redegørelse for diskussionen omkring konkurrencelovens formålsangivelse, i lyset af den amerikanske og europæiske konkurrenceretlige debat. For en kortfattet gennemgang principperne i tidligere konkurrencelovgivning henvisestil Albæk m.fl. (1997).

Opstramningen af konkurrencelovens overordnede, ensidige effektivitetsmålsætning imidlertid dårligt med det samtidig indførte »princip om EU-konformitet henseende til lovreglernes anvendelsesområde og fortolkning« (Koktvedgaard 1997, s. 121).

Ifølge den nye konkurrencelovs §6, stk. 1, er det forbudt virksomheder m.v. at indgå der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. kan dog i henhold til § 8, stk. 1 fritage sådanne aftaler fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis rådet skønner, at de (1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller distributionen af varer og tjenester m.v. eller fremmer den tekniske eller økonomiske udvikling (de positive alternative betingelser), samtidig med, at de (2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved (den obligatoriske positive betingelse), (3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at nå disse mål, og (4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser m.v. (de negative og komulative betingelser).

Disse centrale paragraffer, der i indhold ganske svarer til EF-Traktatens artikel 85, stk. 1 og 3, og som ifølge bemærkningerne til den nye konkurrencelov skal fortolkes efter Kommissionens og Domstolens praksis, åbner ikke mulighed for, at effektivitetsgevinster sig selv kan begrunde dispensation fra forbud mod konkurrencebegrænsninger. samme gælder forbudet mod misbrug af dominerende stilling (§ 11), der replicerer EF-traktatens artikel 86. Der skal mere til. »Princippet om økonomisk retfærdighed« 1980, ss. 10-11) er et grundlæggende princip i EU s konkurrenceret - med vedtagelsen af KL97 - nu også af national dansk konkurrenceret. til konkurrencen (protection of the competition), forbrugervelfærd (consumer welfare), og konkurrenterne (protection of the competitors) er selvstændige og væsentlige målsætninger, hvoroverfor målsætningen om »effektiv samfundsmæssig (economic efficiency) må afvejes.

Trods den bastante reformulering af lovens formålsangivelse er økonomisk effektivitet vedtagelsen af KL97 reelt reduceret til at være én blandt flere målsætninger. Herved skulle den uklarhed om andre målsætningers legitimitet i tilfælde af uforenelighed effektivitetsmålsætningen, som 1989-reformen afstedkom, bragt til ophør ²

Nedenstående case tjener til at illustrere, at målsætningerne »effektivitet«, »konkurrence«,»erhvervsfrihed
til markedet)« og »forbrugervelfærd« ikke i alle

---

2. Det kan undre, at den udtalte inkonsistens mellem lovens ensidige formålsangivelse og princippet om EU-konformitet ikke kommenteres i bemærkningerne til lovforslaget, ikke er blevet rejst under Folketingets debatter, og ikke har givet anledning til spørgsmål fra erhvervsudvalget til ministeren. (Se Konkurrencestyrelsen

tilfælde går op i en højere enhed, og at Konkurrencerådet følgelig stilles over for at
måtte foretage en vanskelig afvejning.3

II. Aftalen om etablering af TV-S

I 1996 indgik Danmarks Radio (DR), TV2, TeleDanmark (TDK) og Dansk Boldspil
Union (DBU) et kompleks af aftaler om etablering af en Sportskanal på TV (Konkurrencerådet
s. 465).

Aftalerne indebærer, at DBU sælger TV-transmissionsrettighederne til fodboldkampe DBU-regi til et konsortium af DR og TV2 i 8 år. Konsortiet videresælger transmissionsrettighederne til et begrænset antal kampe, herunder nogle af de formentlig populære klubkampe, til en ny betalingskanal, Sportskanalen, efterfølgende TV-S, som er et A/S oprettet af de tre parter i fællesskab med TDK som økonomisk dominerende partner.

Aftalekomplekset rummer flere konkurrenceretlige aspekter, som ikke skal behandles herunder DBU s eneret ifølge unionens vedtægter til at sælge transmissionsrettighederne kampe organiseret af fodboldklubberne, afgrænsningen mellem konkurrenceret og ophavsret, TDK's dominans på TV-transmissionsmarkedet, den økonomiske adskillelse mellem TDK's konkurrencebeskyttede eneretsområde og selskabets aktiviteter, og DR-TV2's pligt til som dominerende virksomhed sælge de kampe, som de ikke selv ønsker at transmittere eller har solgt til Sportskanalen, til andre kanaler på rimelige og ikke diskriminerende vilkår.

Der kan argumenteres for, at aftalekomplekset indebærer etablering af en ny aktør
på markedet for TV-transmission af sport og dermed bidrager til at øge konkurrencen
på dette marked.

Konkurrencerådet fandt imidlertid, at der forelå konkurrencebegrænsninger, »der medfører skadelige virkninger for konkurrencen, jf. KLB9 § 11«. På den baggrund krævede Konkurrencerådet DR og TV2's fortrinsret til at forlænge eneretsaftalen på vilkår, der dokumenteret kan opnås hos trediemand, fjernet. En sådan fortrinsret til forlængelse ville indebære en fastfrysning af markedets struktrur uden reel og lige mulighed for, at andre markedsaktører ville kunne få adgang til rettighederne. Endvidereforbeholdt sig retten til at gribe ind, såfremt DR og TV2, der har erhvervet rettighederne overdrageligt, administrerer aftalebestemmelserne om

---

3. For en diskussion af nødvendigheden af og problemerne ved at overlade en sådan, af natur politisk, afvejning konkurrencemyndighederne, se Martin (1994, s. 171 -72) og Bork (1967, s. 253). Williamson (1968 og 1969) advokerer for en slags samfundsøkonomisk cost-benefit analyse, hvor målsætningerne vægtes i overensstemmelse med politikernes preferencer. Se også Shepherd 1997, s. 347. Winding Pedersen (1977) er meget kritisk over for sådanne velfærdsteoretiske cost-benefit analyser af effekten af indgreb. Specielt påpeger han det teoretisk uholdbare i at sammenligne størrelsen af forbrugeroverskuddet før og efter et indgreb, indgrebet resulterer i ændringer i virksomhedernes salgsfremmende foranstaltninger og dermed påvirker forbrugernes præferencer.

overdragelighed på en måde, så andre tv-stationer diskrimineres i deres adgang til fodboldtransmissioner
4

Denne konkrete afgørelse skal ikke anfægtes. Sigtet med nedenstående analyse af aspekter af aftalekomplekset er alene at give et eksempel fra praksis på, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem konkurrence og effektivitet. Herudover har analysen en selvstændig berettigelse, idet kombinationen af vertikal integration 'two-part pricing' ikke er fundet behandlet i den konkurrenceretlige eller industriøkonomiske Ved "two-part pricing' forstås en betalingsmodel, hvorefter køber dels betaler en pris per ydelse, dels et fast beløb per periode for at få adgang til at købe ydelserne.

Først analyseres det tilfælde, hvor et antal konkurrerende TV-stationer på ikke-diskriminerende køber retten til at transmittere kampe til en pris per kamp fastsat af DBU. Efterfølgende analyseres konsekvenserne af, at DBU indgår eneretsaftale med ét TV-selskab (bilateral forhandlingsløsning) eller med flere TV-selskaber i en fælles aftale (multilateral forhandlingsløsning). I forlængelse heraf diskuteres, hvorvidt kan forklare valget af samarbejdspartnere og den konkrete udformning af aftalen. Afslutningsvis analyseres effekten af en opsplitning af DBU's monopol sammenholdt med en bilateral forhandlingsløsning. Det centrale spørgsmål er her, hvor megen konkurrence - eller rettere hvor mange konkurrenter på hvert niveau - skal der til, for at en konkurrenceløsning er bedre end en bilateral forhandlingsløsning ud fra en effektivitetsmålsætning, henholdsvis en forbrugervelfærdsmålsætning.

Analysen er søgt gjort så simpel som mulig. Der er således overalt forudsat lineære relationer. Alternativomkostningerne for TV-tid (den værdi, seere og reklamerende/sponsorerende tillægger den bedste alternative anvendelse af sendetiden) sat til nul. Der er set bort fra realindkomst- og indkomstfordelingseffekter på forbrugernes efterspørgsel efter fodbold-T V af ændringer i licens/afgift og andre betalingselementer. af disse simplificerende antagelser ses at være af betydning for analysens budskab.

---

4. Som pågeget af f.eks. Posner (1976, s. 28), »The difference between »collusive practices«, the general term that I shall use to denote cooperative anticompetitive arrangements, and »exclusionary practices«, the coercion of sellers outside the collusive group, is fundamental to the understanding of the antitrust laws. ... The pure collusive practice ... carries the seeds of its own destruction. An exclusionary practice is generally a method by which a firm (or firms) having or wanting a monopoly positions trades a part of its monopoly profits, at least temporarily, for a larger market share, by making it unprofitable for other sellers to compete with it«. Også Bork (1978, s. 406) finder, at en konkurrencelov skal slå ned på »deliberate predation engaged to drive rivals from a market, prevent or delay the entry ofrivals, or discipline existing rivals«. - Aftalen mellem DR, TV2 og TDK's Sportskanal om at dele udsendelserne mellem sig er »collusive«. Men den bliver »exclusionary« i det omfang, de tre kanaler (mis)bruger eneretten til at hindre andre kanaler i at komme ind på markedet og transmittere de kampe, de ikke selv ønsker at bringe.

III. Konkurrence mellem TV-selskaberne

Antag, at DBU har monopol på produktion af fodboldkampe, og at DBU sælger TV- transmissionsretten til prisen z per kamp. Prisen z fastsættes, så DBU s fortjeneste maksimeres. Antag endvidere, at der er n ens TV-selskaber, der konkurrerer om retten til at sende TV-transmissioner.

Det samlede marked antages at kunne beskrives ved en lineær efterspørgselsfunktion,
+... +qn), hvor Per prisen5 per TV-transmitteret kamp, qer antallet
af kampe sendt af station/ og a og b er konstanter.

Ud over den løbende indtægt per transmitteret kamp, P, antages TV-selskaberne at
opkræve en fast afgift eller licens, s-, j = \,...,n. Den teoretisk optimale afgift set fra et
TV-selskabs side er det beløb, seerne samlet ville være villig til at betale for retten til
at se fodboldkampe på selskabets TV-kanal til prisen P per kamp (forbrugeroverskuddet).
modellens forudsætninger er det maksimale forbrugeroverskud b ¦ q212.q212.
I praksis er det ikke muligt for selskabet at inddrive hele forbrugeroverskuddet.
Licensen eller afgiften per periode antages at udgøre andelen d)6 heraf, dvs. s- =

Det enkelte TV-selskabs problem er at bestemme pris, afgift og hvor mange kampe, det kan sælge til den fastsatte pris, og dermed hvor mange kampe, det ønsker at erhverve til. Da selskabet forudsætningsvis kender sin efterspørgselskurve, derfor kan bestemme opnåelig pris og afgift ved ethvert udbud, reduceres problemet at maksimere profitten mht. antallet af kampe.

Selskab nr. 1 's profit er

---

5. Seernes og sponsorers akkumulerede betalingsvillighed. - Et nærliggende kritikpunkt mod modellen er, at DR og TV2 ikke er betalingskanaler, at heller ikke den af TDK planlagte kanal (endnu) er en pay-perview og at pris-variablen P derfor er en noget fortænkt størrelse. Det er imidlertid næppe en relevant indvending. Uanset om en kanal finansieres ved reklamer eller pay-per-view, er indtægten afhængig af seertal, seertal per kamp er igen (formentlig) en faldende funktion af antal af kampe, der vises. For DR gælder, indtægten i princippet er løsrevet fra seertal, og at DR følgelig i sin programpolitik skulle føle sig hævet over ussel mammon. Men så simpelt er det ikke. Dels er det kun for åbenbart, at DR er villig til at gå langt for at konkurrere med TV2 (og de private kanaler) om seertal, dels er seertal én (men kun én) indikator for, at DR opfylder sin funktion at være en bredt dækkende public service station.

6. Problemstillingen er på mange måder analog til den, der i litteraturen går under betegnelserne »Personal Arbitrage and Screening« eller »Second-Degree Price Discrimination«, se fx. Tirole 1988, s. 142. Ved at fastsætte en kombination af en fast afgift og en per-styk betaling ens for alle uanset betalingsvillighed, vil virksomheden ikke kunne inddrage det teoretisk fulde forbrugeroverskud. Den faste betaling vil afskære de potentielle kunder, der har den mindste interesse. De forbrugere, der har en betalingsvillighed, der er større end den, der netop lige accepterer, vil fortsat have et positivt forbrugeroverskud. Dvs. 4> < 1. Bemærk, at den profitmaksimerende pris er en faldende funktion af 4>. For <J> = 1 er den profitmakimerende pris lig virksomhedens

Maksimering mht. g, giver løsningen,

Da alle n selskaber står i samme valgsituation og følgelig vælger at sende samme
antal kampe, har vi q] =q2 =... =qn =q= (a-z)l(b ¦ (n + l-cj))).7

Den samlede efterspørgsel efter DBU's kampe, som funktion af prisen z er Q = n ¦ q
= ((a-z)/b)-(n/(n+\-$)).

DBU antages at fastsætte prisen z, således at profitten I1_DBU =Qz=z¦ ((a-z)/b) • (n/(n + \-<\))) maksimeres. Løsningen til dette maksimeringsproblem er z = all. Bemærk, den pris per sendt kamp, DBU vil tage, er uafhængig af antallet af konkurrerende og den pris og afgift, disse fastsætter.

Vi kan nu bestemme det samlede udbud (Q), prisen for seerne (P), DBU's profit (n_DBU), TV-selskabernes profit (IT_TV), seernes forbrugeroverskud (II_forbr), det samfundsøkonomiske (Il_total = summen af DBU's og TV-selskabernes profit og seernes forbrugeroverskud) samt effektivitetstab i relation til det teoretiske optimum (Ef.tab) som funktioner af antallet af konkurrerende TV-selskaber, n, og den andel af seernes forbrugeroverskud (i relation til den enkelte TV-kanal), 4>, selskaberne inddrager form af afgift eller licens:

I det ydertilfælde, hvor TV-selskaberne kan fastsætte en afgift, der fuldt ud inddragerforbrugeroverskuddet relation til den enkelte kanal), dvs. for 4> = 1, så er antallet af konkurrerende TV-selskaber uden betydning for produktion, pris, DBU's profit og samfundsmæssig effektivitet. Som illustreret nedenfor er antallet af konkurrerende TV-selskaber alene af betydning for fordelingen mellem TV-selskaberne og forbrugerneaf

---

7. TV-selskaberne antages at interagere i et Cournot-spil. Først beslutter det enkelte TV-selskab, hvor mange det vil købe af DBU for en periode. Dernæst - ofte meget senere - udbyder selskabet udsendelserne får herfor den pris (reklameindtægt, pay-per-view indtægt, seer-goodwil), som markedet vil betale. Selskabet kan på kort sigt ikke udvide udbuddet og har derfor ikke interesse i at søge at erobre markedsandele at konkurrere på prisen. Dvs. det er udbuddet af transmitterede kampe og ikke prisen, der er TVselskabernes variabel.

neafden (mindre) del af det samfundsmæssige overskud, som ikke tilfalder DBU.
Uden tab af generalitet er konstanterne a og b normeret til 1.

I praksis er 4> < 1. I så tilfælde, som illustreret nedenfor for <$> =0 (dvs. for fuldt ud reklame-, sponsor- og pay-per-view finansierede kanaler), er produktion (Q), n_DBU, n_forbr og ntotaln_totaI stigende funktioner af antallet af konkurrerende TV-selskaber (n), mens pris (P) og I1_TV er faldende funtioner af antallet af konkurrerende TV-selskaber.

Konklusionen af analysen er entydig: Såfremt DBU optræder som monopolist, så har DBU, forbrugerne og Konkurrencerådet (som vogter af hensynet til samfundsøkonomisk en fælles interesse i, (1) at DBU sælger rettighederne til helt eller delvis licens- eller afgiftfinansierede kanaler, og (2) at der er størst mulig konkurrence blandt TV-selskaberne.

Umiddelbart synes analysen således at støtte det synspunkt, at der ud fra en samfundsøkonomisk er basis for at gribe ind over for aftaler og praksis, der begrænser adgangen til markedet. Men denne konklusion modificeres af, at det er en fælles interesse for DBU og samfundet. Der er kun basis for myndighedsindgreb, der kan påvises en interessemodsætning mellem aktørerne på markedet og samfundet som helhed.

IV. Bilateral forhandlingsløsning

Det såkaldt dobbelte marginaliseringstab8 elimineres, hvis parterne indgår en aftale,
de fastlægger såvel mængde som pris.

---

8. Defineret som forskellen mellem effektivitetstabet for« < x_Og effektivitetstabet for« =x.

Antag, at DBU i stedet for at sælge rettigheder til alle n TV-selskaber til prisen z per kamp, vælger at overdrage rettighederne til alle kampe til ét TV-selskab mod et fast beløb, R. DBU og TV-selskabet fastlægger størrelsen af i? ved forhandling. TV-selskabet herefter, hvor mange kampe, Q, det ønsker at vise. DBU ønsker at maksimere _DBU =R. TV-selskabet ønsker at maksimere II_TV =Q¦P+ S-R = Q(a-bQ) + <J> •b¦ Qll2Q¹12 -R. Antag endvidere, at DBU's forhandlingsstyrke er a, og TV-selskabets er (l-a).

Den asymmetriske Nash-forhandlingsløsning findes ved at maksimere udtrykket

mht.RogQ.9

Løsningen (for a=b=\) er:

Som det ses, er en bilateral forhandlingsløsning (salg af alle rettigheder til kun ét TV-selskab) ud fra en samfundsøkonomisk effektivitetsbetragtning bedre end en konkurrenceløsning n < oo). Det gælder også selv om TV-selskabet er rent reklameeller finansieret (<j> = 0).

Det er ikke overraskende. Det nye er, at også det samfundsøkonomiske effektivitetstab, skyldes DBU's monopolstilling i første led, delvis elimineres, såfremt DBU indgår eneretsaftale med et TV-selskab, der er licens- eller afgiftsfinansieret. Hvis TVselskabet inddrage hele forbrugeroverskuddet, <f> = 1, er den profitmaksimerende pris P=o,og der er intet effektivitetstab.¹⁰ Al indtægt til DBU og TV-selskabet er licensindtægt.

---

9. Da Q ikke indgår i DBU's profitfunktion, svarer det til at maksimere Fmht. Rog IT_TV mht. Q.

10. Bilateral forhandling giver samme efficiente løsning som vertikal integration (fusion), dvs. som hvis DBU solgte direkte til forbrugerne.

V. Multilateral forhandlingsløsning

Aftalen mellem DBU, TV2, DR og TDK kan opfattes som en multilateral forhandlingsløsning
én upstream monopolist og tre downstream distributører. For at
se konsekvenserne heraf, reproduceres ovenstående analyse for n > 1.

Antag, at DBU og n (ens) TV-selskaber indgår en aftale, der giver TV-selskaby retten
at sende q- kampe mod en fast betaling til DBU på r

Løsningen findes ved at maksimere Fmht. r,,,,r/; og qq[,„qn.,

For c}) = 0, dvs. uden licens- eller afgiftfinansiering, bliver resultatet ganske som i tilfælde af en bilateral forhandlingsløsning med den samfundsøkonomisk uinteressante at de i alt n TV-selskaber deler det udbud af kampe Q, der maksimerer DBU's og TV-selskabernes samlede profit, q = Q/n, og ligeledes deler den samlede profit til TV-selskaberne, 77=77 = U._TW/n,j = \,,,n.

Men hvis TV-selskaberne er helt eller delvis licensfinansierede, 4> > 0, ændrer billedet
jf. nedenstående tabel. Aftaleparternes samlede overskud, nDBU+TV, deles
med andelen til DBU og (\-a) til TV-selskaberne.

For alle værdier af 4> > 0 er en bilateral aftale bedre end en multilateral, både for
DBU og samfundet som helhed.1111

Analysen indikerer således, at det vil være direkte skadeligt for effektiviteten i omsætningen, DBU tvinges til at indgå en multilateral aftale med flere eller alle TVselskaber lige og ikke-diskriminerende vilkår (om end effektivitetstabet fortsat vil være mindre, end hvis myndighederne helt forbyder aftaler og tvinger DBU til at sælge på lige og ikke-diskriminerende vilkår, jf. analysen ovenfor ¹².

Analysen efterlader imidlertid det spørgsmål übesvaret, hvorfor DBU skulle vælge at indgå en multilateral aftale med tre TV-selskaber frem for blot med ét. For cf> > 0 er DBU's profit mindre. Hertil kommer, at omkostningerne ved at indgå en multilateral aftale øges med antallet af kontrahenter.¹³

Forklaringen er formentlig, at DR og TV2 arbejder under en politisk budgetrestriktion. ville næppe gå upåtalt hen, hvis DR eller TV2 indgik en aftale med DBU af størrelsesordenen 70 mill. kr. årligt umiddelbart efter et omdiskuteret licensforlig. Under restriktioner er den optimale forhandlingsløsning følgende: (a) DR og TV2 indgår med en andel, der svarer til deres maksimale politisk acceptable betaling, (b) De to public service kanaler supplerer sig med et tredje TV-selskab, der er stort nok til opsuge de indtægtsmuligheder, som restriktionerne på DR's og TV2's betaling efter-

---

11. Forklaringen herpå er, at den licens/afgift, det enkelte selskab kan opkræve, falder med kvadratet på antallet konkurrerende selskaber, s = <J> • (ö²/26)/(2n-<j>)². Hvis n -*¦ °° er der, set fra det enkelte selskabs synsvinkel, intet forbrugeroverskud at inddrage. Den multilaterale forhandlingsløsning degenererer til konkurrencesistuationen, selskaberne blot køber og sælger det antal kampe, de måtte ønske til den pris, DBU fastsætter, P = z = all.

12. Analysen ser bort fra muligheden af »fully nonlinear tariffs and quantity discrimination« , jf. Tirole (1988), s. 148.1 denne sammenhæng ville det indebære, at DR-TV2 solgte til forskellige afgift-priskombinationer kanaler, der helt overvejende har et sportsentusiastisk publikum, og til kanaler med et bredt program.

13. Modellen kan i princippet forklare, hvorfor DBU ikke ønsker at indgår en bilateral aftale med et TVselskab, hvis DBU's forhandlingsposition og dermed andel af den samlede profit er lille, a < ni (4 • (n+l-(J>)). DBU vil da stå stærkere på at spille på konkurrencen mellem de i alt n TV-selskaberne. Hvis eksempelvis (J> = '/2 og n = 4 (DR, TV2, TV3 og TDK), så skal a være mindst 0.22, for at aftalen er af interesse DBU. Det er svært at se, at denne betingelse ikke skulle være opfyldt. Hvis DBU's forhandlingsstyrke meget stor, og TV-selskabets andel af den samlede (større) profit tilsvarende lille, vil det selskab, der måtte få tilbudt en bilateral aftale ikke nødvendigvis blive bedre stillet end i konkurrencesituationen. Men det indbudte TV-selskab vil alligevel acceptere aftalen. Alternativet er, at dets profit falder til nul, hvis DBU i stedet indgår eneretsaftale med et andet TV-selskab.

lader, og dog så lille, at det ikke påfører DR og TV2 unødig konkurrence (dvs. at antallet
selskaber vægtet med dækningsgrad ikke bliver så stort, at det går ud over
DBU's profit og samfundsøkonomisk effektivitet).

VI. Effekten af konkurrence i produktionsleddet

Ovenstående analyse bygger på den forudsætning, at DBU's monopolisering af eneretten til TV-transmission af medlemsklubbernes kampe ikke kan anfægtes. Det er imidlertid langt fra indlysende. Fra en konkurrenceretlig betragtning er det nærliggende lægge til grund, at det er de enkelte klubber, der har ophavsretten. DBU's vedtægter ud fra den betragtning en konkurrencebegrænsende aftale med muligt skadelige på effektiviteten.¹⁴

I det følgende analyseres konkurrenceløsningen i tilfælde af, at der er m lige store, konkurrerende udbydere af fodboldkampe og n lige store, konkurrerende TV-selskaber. tidligere antages, at det enkelte TV-selskab ved licenser og afgifter inddrager en del, 0 < d) < 1, af det forbrugeroverskud, der relaterer sig til efterspørgselen efter selskabets udsendelser.

Som i afsnit Il.b bestemmes først det enkelte selskabs profitmaksimerende udbud transmissioner, q, som funktion af (grænse)omkostningerne ved at erhverve transmissionsretten til en kamp, z: q = (a-z)/(b • (« + l-(f>)). Den samlede efterspørgsel mod producenterne fra de n TV-selskabers side er følgelig Q = q • n = n • (a-z)l (M/i+l-40).

Set fra producenternes side bestemmer TV-selskabernes efterspørgsel markedsprisen
en transmission, z, som funktion af det samlede udbud, Q: z = a -Q • ni
(M«+i-<M).

De m producenter antages som de n TV-selskakaber at interagere i et ikke-kooperativt spil, jf. diskussionen ovenfor. Den enkelte producents profitfunktion er 77 = u_¦• z=U:¦(a -Ku ¦ nl{b • («+l-<J>)),y = 1,,, m, hvor «• er den/te producents udbud. af u- og symmetriantagelsen giver u = (a ¦ n) I (b • (m+\) • (n+\<\>))J= hvoraf

Som ovenfor bestemmes producenternes samlede profit, nDBU, TV-selskaberne
samlede profit, I1TV, forbrugeroverskuddet, nforbr, og det samfundsøkonomiske overskud,

---

14. Konkurrencerådet har på sit møde d. 27. august 1997 besluttet at indlede forhandlinger med DBU efter KLB9 § 11 med henblik på at bringe de skadelige virkninger af konkurrencebegrænsinger i DBU's vedtægter ophør.

skud,ntota, = nDBU + nTV + nforbr, som funktioner af m, n, og 4> samt konstanterne a
og b.

Ved at sammenligne den bilaterale forhandlingsløsning med konkurrenceløsningen kan vi nu bestemme, hvor megen konkurrence - dvs. hvor mange udbydere i henholdsvis og distributionsled - der skal til for at sikre samme samfundsøkonomiske henholdsvis forbrugervelfærd, som en bilateral forhandlingsløsning. vi kan bestemme for hvilke værdier af m og n,

Nedenstående tabel viser for givne værdier af n (antallet af TV-stationer) og § (andel forbrugeroverskud, stationerne kan indrage), hvor mange lige store, konkurrerende DBU mindst skal opsplittes i, m, for at en konkurrenceløsning er mindst lige så god som en bilateral forhandlingsløsning ud fra målsætninger om maksimal effektivitet, henholdsvis maksimal forbrugervelfærd. Il; og Ilystår for n_total aftale(l,l,<|>) og n_forbr aftaieo,l,<!>), dvs. den samfundsøkonomiske effektivitet, henholdsvis den forbrugervelfærd, der opnås ved en bilateral forhandlingsløsning given værdi af <j>¹⁵.

---

15. De teoretisk maksimale værdier for 11, og Firer 0,5 (for a=b=l). 11, = 0,5 forudsætter enten en bilateral forhandlingsløsning kombineret med perfekt prisdiskrimination (<}> = 1) eller fuldkommen konkurrence i begge led (n •* x, m -*• x), \ første tilfælde tilfalder hele det samfundsmæssige overskud DBU og TV-stationerne, andet tilfælde tilfalder hele det samfundsmæssige overskud forbrugerne.

Sættes <j> skønsmæssigt til 0,5 og antallet af TV-stationer til 3 (vægtet med dækningsgrad, ovenfor), vil en konkurrenceløsning ifølge beregningen kræve, at DBU splittes op i mindst fire konkurrerende udbydere for, at resultatet bliver mindst lige så samfundsøkonomisk effektivt som en bilateral forhandlingsløsning. Fra en forbrugervelfærdsbetragtning en konkurrenceløsning være overlegen, hvis blot DBU splittes op i to konkurrerende udbydere. Der er set bort fra problemet med at sikre, at udbyderne konkurrerer og ikke indgår stiltiende »fair play« aftaler.

VII. Konklusion

Givet DBU s eneret, er en aftale mellem DBU og ét eller flere TV-selskaber samfundsøkonomisk effektiv end en konkurrenceløsning (det dobbelte marginaliseringstab Den i KLB9 forudsatte entydige sammenhæng mellem øget konkurrence distributionsleddet og større samfundsøkonomisk effektivitet holder ikke, hvis der er konkurrencebegrænsning i produktionsleddet.

Såfremt TV-selskaberne er delvis licens- eller afgiftfinansierede (fy > 0), er en bilateral mellem DBU og et enkelt TV-selskab samfundsøkonomisk mere effektiv end en multilateral aftale med flere TV-selskaber. Også ud fra en profitmaksimeringsbetragtning en bilateral aftale at foretrække. Under de anførte forudsætninger er der således intet modsætningsforhold mellem DBU s ønske om maksimal profit og Konkurrencerådets over for hensynet til samfundsøkonomisk effektivitet.

Også ud fra en forbrugerbetragtning er en forhandlingsløsning at foretrække frem for en konkurrenceløsning. Men mens DBU s profit og den samfundsøkonomiske effektivitet ved en stigning i antallet af TV-selskaber, er forbrugerne bedre stillet, jo flere selskaber, der er med i aftalen (om end mergevinsten i regneeksemplet er übetydelig n > 2). Der er således heller ikke den entydige sammenhæng mellem samfundsøkonomisk og forbrugervelfærd, som KLB9's fædre antog.

DBU s monopol i første led indebærer et forvridningstab, som en bilateral aftale ikke ud eliminerer (for fy < 1). Heraf følger dog ikke nødvendigvis, at forvridningstabet mindre, hvis DBU pålægges at ændre sine love, således at organisationens eneret til salg af TV-transmissioner ophæves. Antallet af effektivt konkurrerende enheder begge led skal over et vist minimum for at en konkurrenceløsning er mere effektiv end en bilateral aftale. Med eksempelvis tre TV-stationer og fy = 0,5, skal DBU splittes op i mindst fire effektivt konkurrerende producenter, for at sikre, at den samfundsøkonomiske effektivitet bliver mindst lige så høj som ved en bilateral forhandlingsløsning. fra en forbrugervelfærdsbetragtning vil det under samme forudsætninger tilstrækkeligt at splitte DBU op i to effektivt konkurrerende enheder.

Under den indtil 1/1 1998 fortsat gældende KLB9 har Konkurrencerådet alene hjemmel til at gribe ind over for konkurrencebegrænsende aftaler, der »medfører skadelige på konkurrencen«, hvis det kan påvise eller i det mindste sandsynliggøre, aftalerne også har skadelige virkninger på »effektiviteten i produktion og omsætning«. Ovenstående analyse indikerer, at Konkurrencerådet næppe ville kunne løfte denne "bevisbyrde' i det konkrete tilfælde. Det forekommer særdeles tvivlsomt, om et påbud om ændring af DBU's vedtægter, således at eneretten til salg af TV-transmissionsrettighederne vil føre til en konkurrencesituation svarende til, at der er fire lige store, lige interessante konkurrerende udbydere.

Den væsentligste svaghed ved analysen er, at den er rent statisk. Forarbejderne til
KLB9 pointerer gentagne gange, at målsætningen er »størst mulig effektivitet.... på et
givet tidspunkt såvel som i et dynamisk perspektiv« (81075, s. 25). Man kan meget vel
være af den opfattelse, at konkurrenceprocessen øger kreativiteten og effektiviteten og
mindsker det samfundsøkonomiske spild i form af omkostningskrævende »rent seeking«
dynamisk, langsigtet perspektiv,16 og at aftaler, der »medfører skadelige virkninger
konkurrencen« derfor under alle omstændigheder (eller dog præsumptivt)
bør være forbudte, uanset kortsigtede effektivitetsgevinster.

Den fortsat gældende KLB9's kraftige betoning af effektivitet som eneste legitime målsætning gør det dog tvivlsomt, om generelle antagelser om dynamiske gevinster ved konkurrence kan opveje konkret påviste statiske effektivitetsgevinster ved konkurrencebegrænsninger.

Med vedtagelsen af den nye konkurrencelov, KL97, foreligger der en ny situation. Det deri indeholdte »princip om EU-konformitet i henseende til lovreglernes anvendelsesområde fortolkning« har ophøjet hensynene til konkurrencen, konkurrenterne forbrugervelfærd til selvstændige målsætninger på linie med (eller overordnet) målsætningen om samfundsøkonomisk effektivitet. Disse supplerende målsætningers fornyede legitimitet har klart øget Konkurrencerådets muligheder for indgreb over for konkurrencebegrænsende aftaler, in casu DBU's vedtægter.

Alting har sin pris. Med en multipel målsætning er det uundgåeligt, at erhvervslivet må leve med en betydelig grad af usikkerhed med hensyn til, hvordan afgørelsen i en sag vil falde ud. Det er gennem konkrete afgørelser, at gældende ret udkrystaliseres. Skal retsusikkerheden i sager, hvor forskellige legitime hensyn må afvejes, begrænses, stiller det store krav til Konkurrencerådets analyse og argumentation.

---

16. »The transfer of wealth from victim to thief involves no artificial limitation of output, but it does not follow the social cost of theft is zero. The opportunity for such transfers draws resources into thieving and in return into protection against theft, and the opportunity costs of the resources consumed are social costs of theft«. (Posner 1975, s. 249).

Litteratur

Albæk, S., P. Møllgaard og P.H. Overgaard. 1997. The Danish competition act and barriers entry: I Martin, S. red., Interaction of Member State and EU Competition Policy.

Blomgren-Hansen, N. 1997. Formålsbestemmelsers
som fortolkningsvejledning:
En analyse af konkurrencelovens § 1.

Bork, R.H. 1978. The Antitrust Paradox: Policy
War with Itself. New York.

Erhvervsministeriet. 1995. Konkurrencelovgivningen
Danmark. Betænkning nr.
1297.

Fosdal, P. 1990. Konkurrenceloven. København.

Industriministeriet. 1986. Fra monopollov til
konkurrencelov. Betænkning nr. 1075.

Koktvedgaard, M. 1994. Lærebog i konkurrenceret.
udg. København.

Koktvedgaard, M. 1997. Lærebog i konkurrenceret.
udg. København.

Kommissionen for De europæiske Fælleskaber.
Niende beretning om konkurrencepolitikken.

Konkurrencerådet. 1990. Konkurrenceloven
(materialesamling).

Konkurrencerådet. 1992. Konkurrenceretten i
EF (med bilagssamling).

Konkurrencerådet. 1996. Dokumentation
1996-3.

Konkurrencestyrelsen. 1997. Konkurrenceloven

Martin, S. 1994. Industrial Economics, Economic
and Public Policy, 2. udg.,
Englewood Cliffs, N.J.

Posner, R.A. 1975. The social costs of monopoly regulation. Journal of Political Economy som optrykt i T. Frazer, og M. Waterson, red., Competition Law and Policy. York.

Posner, R.A. 1976. Antitrust Law: An Economic
Chicago

Shepherd, W.G. 1997. The Economics of
Industrial Organization, 4. udg. Upper
Saddle River. New York

Sølvkjær, E. 1990. Konkurrenceloven med
kommentarer. København.

Tirole, J. 1988. The Theory of Industrial Organization.
Mass.

Williamson, O.E. 1968. Economies as an antitrust
the welfare tradeoffs. American
Review, 58.

Williamson, O.E. 1969. Allocative efficiency
and the limits of antitrust. American Economic
59.

Winding Pedersen, H. 1987. Modernisering af
monopolloven? Nationaløkonomisk Tidsskrift.