Resumé

SUMMARY: This paper draws on recent literature on environmental economics to explain the international community has failed to reach an environmental agreement cutting back CO₂ emissions. The reason is basically that effective cooperation must include a large number of countries, and many of these will be better off by free riding on the cooperation of other countries. It is argued that the stability of a worldwide agreement on CO₂ reductions must rely on sanctionary measures against free rider nations. These measures need to include non-environmental policy instruments, such as trade policy. Finally, the Danish CO₂ tax design is considered from a global perspective.

1. Indledning

EU landenes overraskende forlig i februar måned om en reduktion af udslippet af drivhusgasser med 15 % i år 2010 er det første fælles internationale tiltag i flere år på vejen mod en global klimaaftale. EU forliget indeholder også interne nationale byrdefordelinger - indtil nu - 10 % reduktion af emissionen. Det er således første gang, at alle 15 EU lande har bundet sig til faktiske tal. Alligevel er der næppe grund til for megen optimisme op til det næste klimamøde i FN-regi i Kyoto i Japan sidst på året. Under de seneste forhandlinger i FN i december 1996 i Geneve om forpligtende målsætninger CO₂-emission for alle industrilande skete der ingen fremskridt. Der kom slet ikke noget udspil fra den indflydelsesrige amerikanske delegation, som derimod erklærede, at væsentlige reduktioner på denne side af år 2010 er urealistiske. Samtidig understreges det også i EU, at landene ikke har forpligtet sig til reduktionen på 15 %. Der er nærmere tale om en forhandlingsposition til Kyoto-mødet, og kun hvis man der når til enighed om en beskæring af alle rige landes udslip, vil man i EU finde midler til at nå målet.

I et andet internationalt forum, organisationen for verdenshandel WTO, mødtes man til det første ministermøde i december 1996 i Singapore, og også her var miljøet på dagsordenen. Mødet førte ikke til konkrete fremskridt i den kontroversielle overordnedemålsætning global bæredygtig verdenshandel. Udviklingslandene frygter

fremkomsten af grønne handelsbarrierer og mener, at et emne som nationale miljøkrav til industriprocesser især er af interesse for industrilandene. Man ønsker ikke, at WTO skal have flere beføjelser, end organisationen har i dag. WTO skal koncentrere sig om at skabe optimale rammer for frihandel og desuden arbejde på at udvide medlemsskaren.I afsluttende fælles ministerielle deklaration fra Singaporemødet nøjes man da også med - vanen tro - at understrege vigtigheden af hensyntagen til miljøet, når verdenshandelen udvikles og påpeger, at mere viden om emnet frihandel og miljøhensyner før national policy koordinering er realistisk, (WTO (1997)).

Mens de realpolitiske resultater over for grænseoverskridende forurening lader vente sig, har de teoretiske landvindinger på området været gevaldige. I de senere år har en mangfoldighed af økonomiske analyser tilvejebragt forøget forståelse af de fundamentale mekanismer, der påvirker suveræne staters adfærd over for globale forureningsproblemer, og som vil være afgørende for de omstændigheder præmisser, hvorunder internationale miljøaftaler kan etableres. Forholder man disse modeller til den politiske udvikling på eksempelvis CO₂ området, får man en højere grad af indsigt i, hvorfor en international aftale lader vente på sig. Det er netop med denne artikel at relatere denne nyere litteratur til den seneste miljøpolitiske på den internationale arena. Med udgangspunkt i teorien analyseres aspekter af nutidens (mangel på) internationalt miljøsamarbejde. Afslutningsvist relateres aspekter til udformningen af den danske CO₂-skat. Der argumenteres bl.a. for, at denne set fra et globalt perspektiv fremstår som mere omkostningseffektiv end dens rygte.

2. Internationalt miljøsamarbejde - det fundamentale problem i en simpel model

Vi vil starte med at opstille en yderst simpel model til at belyse det fundamentale problem, som suveræne stater står over for, når de skal samarbejde om at nedbringe global forurening. Modellen er i en endnu simplere version anvendt af Hoel (1992). Global forurening defineres her som en forureningart, der udøver skade på samtlige lande. Endvidere er miljøskaderne uafhængige af emissionskildernes geografiske placering.Standardeksemplet således drivhusgassen CO₂.^] Andre forureningsarter, der

---

1. Det bør bemærkes, at den følgende diskussion har som udgangspunkt, at menneskelig aktivitet faktisk leder globale klimaændringer, og at de afledte skader på miljøet kendes med sikkerhed. Det vil være forkert at påstå, at verdens klimaforskere er fuldt enige om, at en menneskeskabt drivhuseffekt reelt eksisterer. Senest tre danske fysikeres undersøgelser af svingninger i Solens aktivitet bidraget til nye teorier om klimaændringerne tiden. Videnskabsjournalisten Nigel Calder beretter om disse teorier i en helt ny bog, Calder (1997). Bogen er i en interessant artikel omtalt i Weekendavisen 11.- 17. april, 1997. Med de stærke »indicier« videnskaben hidtil har tilvejebragt for den menneskabte drivhuseffekt, er det udfra en økonomisk risikobetragtning under alle omstændigheder grund til at tage denne seriøst.

med visse modifikationer opfylder definitionen, er CFC-gasserne, der nedbryder
ozonlaget.2

Antag nu at N lande hver især har en national fordel (benefit) som følge af deres
CO2 emission givet ved R (v), hvor v er emissionsniveauet,^ = 1,...., N. Vi vil antage,
at marginalfordelen ved emission er positiv, men faldende således, at R' > 0 og R" < 0.
Den samlede emission fra de N lande er givet ved V = Zu,-v.. Denne samlede emission
pådrager imidlertid også landene miljøskader. I landy er skaden givet ved mV, hvor
m > 0 er den marginale skade. Det ses således, at de nationale miljøskader fra den globale
varierer fra land til land afhængig af størrelsen af parameteren m og
iøvrigt i overensstemmelse med virkeligheden, hvor det er velkendt, at miljøkonsekvenserne
drivhuseffekten er større for nogle lande end for andre. Den globale
marginale miljøskade bliver da M= z-iimi. Det enkelte land vil nu, i fravær af en international
maksimere den nationale nettofordel givet ved RjiVj) ~ mV. Hvis
alle andre landes emission tages for givet, maksimeres nettofordelen for landy ved det
emissionsniveau, hvor

(1)

Det ses nu let, at landene kunne forøge den globale velfærd ved internationalt samarbejde
CO2-reduktion. Den globale velfærd kan udtrykkes som B = Ai^R^vJ -

- m-V) = X/Æ/Cv,-) - MV. Maksimeres dette udtryk i alle de nationale emissionsniveauer
betingelserne for globalt optimum, j=l, ,N, at

(2)

Det fremgår af (1) og (2), at samtlige lande skal bidrage med reduktion, hvis den globalt maksimale velfærd skal nås. Forklaringen er ligetil: når lande ikke samarbejder, de i princippet kun hensyn til de nationale miljøkonsekvenser af deres forurening. internationale eksternaliteter landene pådrager hinanden ignoreres i den nationale miljøpolitik. Samarbejdsproblemet adskiller sig således ikke fra en lang række andre situationer, hvor økonomiske agenter kan drage fordel af samarbejde, men hvor problemet ligger i at etablere og fastholde et sådant. Det er f. eks. nærliggende drage en parallel til industrikarteller.

---

2. Der skelnes ofte mellem lokal forurening, regional forurening og global forurening. Lokal forurening er kendetegnet ved ikke at være grænseoverskridende. Et eksempel er anvendelsen af pesticider i det danske landbrug, der skader det danske grundvand. Regional forurening er grænseoverskridende, men involverer kun et begrænset antal lande, og skadevoldere og skadelidte er ikke nødvendigvis de samme lande. Et eksempel udslip af svovldioxid fra tyske industrier, der skader flora og fauna i Skandinavien.

Nogle enkle overvejelser over venstre- og højresiderne i (1) og (2) forklarer grundlæggende til drivhuseffekten mellem verdens lande, som den er kommet til udtryk i det seneste årti. Antages det f.eks., at landene har ens national fordel af emission, siger (2) umiddelbart, at alle N lande skal leve op til samme emissionskrav at nå det globale optimum. Betegnes dette kooperative emissionkrav v^k, følger det også, at jo mindre marginal miljøskade m_l i land /, desto mindre bliver den nationale netto fordel af en aftale. Denne kan endda blive negativ, hvis omkostningerne ved at efterleve en aftale, (d.v.s. Rfy) - Æ/v*)) overstiger den nationale miljøgevinst, d.v.s. nij(V-Nv^k). Dette tilfælde afspejles eksempelvis i holdningen til drivhuseffekten hos det gamle Sovjetunionen i 80'erne, som dengang erklærede, at man ikke betragtede globale opvarmning som et problem. Opvarmning ville resultere i, at store ismasser i det nordlige Sovjetunionen, hvorefter større områder kunne inddrages landbrugsjord. Miljøeffekten var med andre ord positiv, og i modellens termer udtrykkes således, at m_i faktisk er negativ. Også udviklingslandenes holdninger er ved flere lejligheder blevet kritiseret for at blokere for en global CO₂-aftale. I Nord-Syd dialogen påpeger de fattige lande, at det er industrilandene, der har skabt problemet med global opvarmning i fortiden, og at de rige lande må acceptere, at lande på lavere udviklingstrin prioriterer forøget national produktion højere end globale miljøskader. De fattige landes overordnede preferencer udtrykker altså et højere niveau for brøken R'/m end hos de rige lande.

3. Fordelingsmekanismer

Den åbenbare mangel på opbakning til internationalt samarbejde gør andre aftaleformer i forhold til den ovenfor skitserede globalt optimale. Ligeledes er det interessant at betragte muligheden for at lade fordelingshensyn, i form af transfereringer tilhørende finansieringsmekanisme landene imellem, være indeholdt i aftaler.

For at starte ved det sidste, så er det teoretisk muligt at formulere en international aftale, hvor den globalt optimale velfærd opnås uden, at nogle landes nettofordel ved aftalen bliver negativ. Som ved ethvert andet velfærdsøkonomisk problem, hvor en efficientallokering genereret, er det hele et spørgsmål om at fordele den globale velfærd.Hvis er optimal, er det selvsagt muligt for vindere at kompensere tabere.³ I praksis vil de muligheder, der ligger i brugen af internationale transfereringer, dog være begrænsede og langt fra altid virke befordrende for et samarbejde. Det åbenbare problem er, at man reelt ikke kender de enkelte landes omkostninger og fordele ved

---

3. Velfærdsøkonomisk beror dette argument dog på et strengt Kaldor-kriterium, der bl.a. ignorerer det såkaldte Scitovsky-paradoks, som opstår ved, at det i den nye allokering i visse tilfælde vil være en velfærdsforbedring ud fra et Kaldor-kriterium - at genetablere initialssituationen.

forureningsreduktion, og der opstår derfor et »ekstra« forhandlingsemne om, hvem der skal være donor- og modtagerlande for transfereringer og desuden i hvilket omfang.Hertil at den anvendte finansieringsmekanisme mellem landene nødvendigvismå simpel og klar, for at dens fordele ikke drukner i administrative og juridiske spidsfindigheder. I Barrett (1992a) diskuteres perspektivet i en række alternativeinternationale for en global CO₇-aftale. Ud fra de mange analyser, der foreligger for landes omkostninger ved CO₇-reduktion, er konklusionen,at i realiteten er umuligt at skabe en tilstrækkelig simpel og effektiv finansieringsmekanisme,der indebærer, at flere lande vil være bedre stillet uden en aftale.Eksempelvis den ofte foreslåede indførsel af en ensartet global CO₂-skat, hvor det samlede skatteprovenu omfordeles mellem landene på basis af befolkningstal, stillebåde og de tidligere Sovjet-stater betydeligt ringere i forhold til status quo. Modsat vil befolkningsrige Kina modtage enorme internationale ressourcer, og der er således ikke kun miljøøkonomiske, men også storpolitiske, hindringer for et sådant tiltag.

Ikke desto mindre er transfereringer mellem lande indeholdt i en del af denne verdens 130 internationale miljøaftaler. Dette er også tilfældet i den vigtige internationale om udfasning af de ozonlagsnedbrydende gasarter - Montreal Protokollen - der ratificeredes af alle verdens stater fra 1987-90. For at vinde tilslutning fra de vordende af CFC, Indien og Kina, etableredes en international finansieringsfond, har til formål at begrænse disse landes omkostninger ved udfasning. Men det er netop også et gennemgående træk ved aftaler med transfereringer, at de tilsigter afhjælpe problemer i henhold til det aftalte for relativt/a lande med åbenbart store reduktionsbyrder eller -omkostninger. Kendetegn der indebærer et begrænset informationsproblem muligheden for at etablere en simpel finansieringsmekanisme.

Dette er som nævnt ikke tilfældet ved den langt mere komplekse CO₂ problematik. Som alternativ til den optimale aftale med eller uden transfereringer kan vi derfor i modellen beregne optimale emissionskrav til en global miljøaftale, der har som forudsætning,at nation pålægges emissionskrav, der bevirker, at de bliver ringere stilletend fravær af aftale. En sådan forudsætning kan netop have været baggrundenfor nationale byrdefordelinger i EU i februar. Det har for at bryde dødvandet ved de kommende FN-klimamøder været tvingende nødvendigt for EU landene at signaleretroværdighed for omverdenen ved at fordele den fælles reduktion på 15%⁴

---

4. I EU's tidligere CC^-strategi fra 1990 enedes medlemslandene om, at den samlede CC^-emission i EU skulle stabiliseres år 2000 på 1990-niveauet. Man undlod ved vedtagelsen behændigt at diskutere »targetsharing« strategien bestod i efterfølgende at forhandle de nationale reduktionsmål på plads, hvilket aldrig lykkedes. Med denne baggrund havde EU's nye udspil næppe været troværdigt uden accepterede byrder på nationalt niveau.

(kun de 10 % blev dog fordelt). Man kan da formode, at der blandt landene på den ene side har hersket en stærk fælles interesse i at opnå forlig, mens de nationale interesser på den anden side har været i højsædet ved fordelingen. Med de meget differentierede byrder, som EU enigheden indebærer, taler meget for, at alle lande har kunnet acceptereen forudsat man ikke er blevet dårligere stillet.

Betegnes de enkelte landes emission under fravær af aftale med v, (svarende til allokeringen
ved (1)), bliver det formelle problem at finde de emissionsniveauer, der
maksimerer5

(3)

under bibetingelserne

Den tilhørende Lagrange-funktion for dette problem bliver L= X,[Æ;(v.) - mtV] -
\li A. bt, hvor A betegner de N Lagrange-multiplikatorer. Ved differentiation med hensyn
v fås førsteordensbetingelserne for landy:

(4)

Idet XjM - \jZjimi = 0, kan denne størrelse tillægges højresiden af (4). Efter division
1 + A, fås da

(5)

Førsteordensbetingelserne for Lagrange-multiplikatorerne er endvidere, at Å^. > 0 og Åjbj = 0. For de lande, hvor bibetingelsen ikke er bindende - d.v.s. de lande som stilles strengt bedre under aftalen -er multiplikatoren A_y altså lig nul. Det følger da, at højresiden af (5) er størst for de lande som »vinder« ved aftalen. Vinderlande pålægges strengere krav end lande, der netop bidrager så meget, at de ikke stilles ringere.

---

5. Den anvendte modellering er for simpel til at indkorporere den nævnte signaleringsproblematik. »Værdien« det enkelte land af at signalere troværdighed overfor omverdenen ved at acceptere en reduktionsbyrde derfor ikke medregnet i bibetingelserne. Ligeledes fanger den statiske opstilling heller ikke det (dynamiske) at flere lande som led i aftalen fortsat kan forøge deres emission.

Dybest set er en global aftale med reduktionsmål fastsat ud fra vinder/taber aspektet også udviklingslandenes målsætning i debatten om byrdefordeling mellem Nord og Syd. Under simple forudsætninger viser Hoel (1992) simuleringer af ovenstående model, indikerer, at en kombination af rabat til få lande og en mindre ekstrabyrde til et flertal af lande vil kunne bane vejen for en aftale, hvori alle stilles bedre, og hvorunder den globale velfærd kun er marginalt lavere end velfærden under den globalt optimale allokering. Kombineret med de muligheder, der ligger i dannelsen af en simpel international skaber dette grobund for en vis optimisme for en fremtidig global klimaaftale. Imidlertid har vi indtil nu fokuseret på, om et land er bedre stillet under internationalt samarbejde end uden samarbejde overhovedet, hvormed rider« aspektet ved globale miljøproblemer er ignoreret. Sagen er nemlig, at et land typisk vil være bedre stillet ved ikke at bidrage til reduktion af global forurening, (alle) andre lande bidrager. Dette betyder, at hvis en aftale etableres, vil de fleste lande (og ofte alle) have et nationalt incitament til at bryde ud af samarbejdet.

4. Stabile koalitioner og behovet for free rider sanktioner.

Helt basalt opstår free rider adfærd ved global forurening som følge af manglen på en såkaldt overnational myndighed, som enhver nation vil rette sig efter. Mens man på det nationale niveau via fornøden lovgivning kan sanktionere juridisk over for forurenere og om nødvendigt anvende den udøvende magt til at gennemføre miløpolitiske målsætninger- vil nedbringelsen af global forurening i sidste ende bero på aftaleindgåelse suveræne nationer. Selv om det i vore dage kan være dyrt at bryde de internationalt aftalte spilleregler, berettiger suveræniteten derfor en fokusering på enkeltstatens incitament til internationalt miljøsamarbejde.

Af samme årsag anfører Scott Barrett, at samarbejde er betinget af stabile koalitionermellem Koalitioner er stabile, når 1) ethvert land, der har valgt at tiltræde en aftale, ikke har en økonomisk fordel ved at udtræde, og når 2) ethvert land, der står udenfor en aftale, ikke har en økonomisk fordel ved at tiltræde.⁶ Til forskel fra diskussionenovenfor problemet derfor snarere, hvor mange lande, der har et incitament til at samarbejde. På baggrund af teoretiske analyser med understøttende numeriske simulationerfinder at stabile koalitioner ofte vil eksistere, men disse omfatter til gengæld kun få lande i forhold til antallet af forurenende lande.⁷ Årsagen hertil er det

---

6. Se Barrett (1989, 1992b, 1994). Også Black m.fl. (1993), Carraro & Siniscalco (1993), og Hoel (1991) tillægger miljøsamarbejde dette krav. »Stabile koalitioner« er oprindeligt introduceret i analyser af industrielle karteldannelser se d'Aspremont m.fl. (1983). Der er i dag en voksende teoretisk litteratur om koalitionsdannelse, se f.eks. Yi (1996) for flere referencer.

7. Mere formelt betragtes et spil mellem N lande, hvor hvert land samtidigt vælger mellem strategierne {samarbejde, ikke samarbejde}. I dette »one-shot« spil udgør en stabil koaliton en Nash-ligevægt, d.v.s. intet ønsker at ændre strategi, givet alle andre landes valg af strategi.

generelle forhold, at free rider adfærd bliver mere fordelagtig, når enkelte »agenter«
begynder at bidrage til alles nytte - i tilfældet her ved at nedbringe global forurening.8

Carraro og Siniscalco (1993) undersøger yderligere holdbarheden af stabile koalitioner, de lande, der oprindeligt udgør en sådan, etablerer en finansieringmekanisme, at flere lande skal indgå i samarbejdet. Problemet bliver da, at selv om dette kan skabe incitament hos udenstående lande til samarbejde, bliver den nye koalition ustabil, fordi de oprindeligt samarbejdende lande under de nye betingelser nu hver især er bedre stillet ved at stå udenfor. De partielle og statiske modeller, der danner grundlag for disse konklusioner fanger - måske netop på grund af deres enkelthed - noget centralt ved problematikken: Landes free rider adfærd over for global forurening må forhindres ved at gøre en sådan adfærd mindre fordelagtig, men dette kan ikke baseres miljøpolitiske omkostninger alene. Bestræbelserne på at etablere og efterfølgende sammen på en aftale - dels ved at sanktionere passive nationer og dels ved at belønne bidragende nationer - må nødvendigvis inddrage ikke-miljøpolitiske områder. Samme konklusion når Barrett (1991), der undersøger miljøpolitiske sanktionsmekanismer for free rider nationer som et middel til stabile globale aftaler. Barrett diskuterer bl.a. en mekanisme, hvor aftalelande påtager sig øget forureningsreduktion, et eller flere lande tilslutter sig aftalen og modsat nedsætter reduktionen, hvis lande ikke lever op til noget allerede aftalt. Ved en sådan »matching« vil free rider adfærd blive mindre fordelagtigt fordi miljøkonsekvenserne af det enkelte lands tiltag forstærkes. Det er imidlertid et problem, at aftalelandenes sanktioner også rammer dem selv. Med hensyn til CO₂-emission, hvor mange lande med lav marginal betydning involveret, vil effektiv matching sandsynligvis også medføre store omkostninger bureaukrati og kontrol. En sådan mekanisme strander derfor på troværdighedsaspektet, det forhold, at lande rent faktisk vil og kan enes om at gennemføre sanktioner.⁹

Som ved andre internationale konflikter er den nærliggende sanktionsform, og måske den eneste troværdige udenfor miljøpolitikken, handelssanktioner mod varer, der ikke efterlever internationale miljøkrav. Sanktionerne kunne være handelsboykot af varer produceret under miljødumping. Alternativt kunne såkaldt opvejende foranstaltninger form af miljøtariffer tillægges varerne ved import.

---

8. Heller ikke dette aspekt fanges i modelleringen ovenfor, fordi den marginale miljøskade er antaget konstant hvert land. Hvis den marginale miljøskade mere realistisk antages at stige med emissionen, vil et reduktionstiltag fra et enkelt land mindske andre landes incitament til at handle, fordi den marginale gevinst herved er reduceret.

9. Det er på den anden side interessant, at EU-landenes erklærede 15% reduktion kan fortolkes som en implicit policy. Som nævnt indledningsvist har EU-landene understreget, at tiltaget skal betragtes som en forhandlingsposition ved de kommende FN-forhandlinger. Den erklærede reduktion betinges af, at andre lande som i dag er uden klimapolitik, også forpligter sig til reduktion.

Der tindes allerede en omfattende litteratur om virkningerne mellem »handel og miljø«, men koblingen mellem stabile aftaler og handelssanktioner er kun sparsomt berørt. Handelsvåbenet er dog langt fra problemfrit i forbindelse med miljøpolitik, hvilket næste afsnit skal belyse.

5. Handelsaspektet

At handelsaspektet er centralt for landes holdninger og handlinger over for det globale synes indlysende. Overordnet vil øget global vækst gennem stigende og liberaliseret givetvis have en miljøpåvirkning, men, hvorvidt denne er positiv eller negativ, er uvis. Fronterne i debatten er til tider trukket skarpt op. Der er det »liberalistiske« argument, der betoner nødvendigheden af øget velstand, før verdens opnår det fornødne overskud til på længere sigt at tage miljøpolitik alvorligt. kontrast hertil står det »økologiske« argument, som påpeger, at udsigten til forøget på jordens ressourcer ikke er foreneligt med bæredygtig udvikling, hvorfor den globale vækst må begrænses. Det store spørgsmål om bæredygtig udvikling eller ej skal ikke berøres nærmere her, hvor fokus retter sig mod konflikten mellem handels og miljøhensyn på det nationale niveau.

I den forbindelse undersøger en gren af den nyere litteratur miljøpolitikkens handelsstrategiskerolle åbne økonomier; et emne som er blevet mere aktuelt i takt med øget frihandel og begrænsninger i landes muligheder for at fastholde de traditionelle handelsbarrierer.¹⁰ Tidens øgede miljøkrav til produktionsprocesser gør da også virksomhederspålagte til et muligt indirekte subsidieinstrument med tilhørendefare »miljødumping« og handelsforvridning. Til forskel fra standardresultateti økonomier, hvor det optimale reguleringsniveau findes, når den marginalemiljøgevinst den marginale reduktionsudgift, kan det vises teoretisk, at man i åbne økonomier kun vil regulere, indtil den marginale miljøgevinst modsvarerden reduktionsudgift/?/^ »udgiften« som følge af den lavere internationaleafsætning, emissionskrav øges, se f.eks. Kennedy (1994). I åbne økonomier er der kort sagt ekstra nationale udgifter forbundet med forureningsbekæmpelse. Man kan så spørge, hvor stort incitamentet til lavere miløkrav af handelshensyn vil være i praksis. Emnet er genstand for megen diskussion i disse år, jævnfør ikke mindst den danske debat om de skadelige konsekvenser for konkurrenceevnen af de grønne afgifter.Empirisk der hidtil ikke megen belæg for skadevirkningen. En række undersøgelseri fra først i 90'erne fastslår nærmest entydigt, at stramme nationalemiljøkrav har indvirket på den globale produktionsallokering, se OECD (1993). Samme konklusion når Jaffe m.fl. (1995) på baggrund af en samlet vurdering

---

10. For yderligere referencer til denne litteratur se f.eks. Nannerup (1995) eller Ulph (1994).

af de empiriske undersøgelser, der foreligger for amerikanske industrier. Undersøgelsernelider af at være bagudrettede i en verden i forandring, og selv om det påpeges, at miljøudgifterne i de rige lande i gennemsnit kun udgør 2-3% af industriernessamlede ¹' bliver konkurrenceevneaspektet næppe mindrei fremtid med stigende miljøkrav til virksomheder.

Miljøkravenes indvirkning på handelsstrømmene kan imidlertid også påvirke landes over for internationalt samarbejde. Hvis skærpede nationale krav til global forurening medfører væsentlige tab af markedsandele og udflytning af industrier, free rider lande nu, ud overat have fordel af miljøeffekten af andre landes tiltag, også opnå en handelsmæssig fordel. Det sidste har endvidere som konsekvens, at den globale emission vil forøges fra free rider landene, og der tales i denne forbindelse om lækageeffekten af delvist internationalt miljøsamarbejde.¹²1 forhold til, hvad den eksisterende finder, synes handelsaspektet under alle omstændigheder at forringe mulighederne for større stabilt miljøsamarbejde mellem verdens lande. Omvendt forstærkes for at inddrage handelssanktioner i en eller anden form i miljøaftaler. opnås, at free rider adfærd straffes, og dels begrænses eller elimineres lækageeffekten.

Der synes som sagt ikke at eksistere nogen formel analyse af perspektivet i stabile koalitionsdannelser, når handelsvåbenet benyttes som free-rider afskrækkelse, men Hoel (1996) analyserer de velfærdsmæssige konsekvenser for en landegruppe, f.eks. EU eller OECD, af indførelsen af en CO₂-skat, når landene også handler med lande, hvor CO₂ ikke beskattes. Netop på grund af lækageeffekten vises, at det ikke er optimalt landegruppen at fastsætte skatten efter det traditionelle kriterie, hvor den marginale modsvarer den marginale reduktionsudgift af CO₂. Dette vil derimod tilfældet, hvis CO₂-skatten kombineres med et system af tariffer og subsidier import af varer fra det CO₂-skattefrie område. Tariffer/subsidier kan netop internalisere af den øgede produktion udenfor landegruppen.

Artiklen viser videre, at hvis det i praksis ikke er muligt at indføre importforanstaltninger f.eks. pga. politisk uenighed, eller fordi det er i konflikt med WTO regelsættet for international handel - kan differentierede CO₂-skattesatser på tværs af produktionssektorervære for landegruppen, (en såkaldt second best løsning). Hvis energiintensive producenter pålægges en relativt lav skattesats pr. emissioneret enhed,

---

11. Jaffe (1995), Steininger (1994).

12. Blandt fagfolk er der delte meninger om størrelsen af denne effekt. Modelkørsler på GREEN modellen i OECD af Burniaux m.fl. (1992) estimerer lækageeffekten ved unilaterale CO₂-reduktioner i OECD-landene. konkluderes, at OECD reduktioner på 20-30% vil give lækageeffekter i den resterende del af verden på 3-5% af OECD reduktionen. De lave estimater skyldes ifølge Pezzey (1991), at GREEN modellen ikke tager højde for prisfald på energimarkederne af OECD reduktioner. Under mere realistiske antagelser om udbudselasticiteter på energi finder Pezzey via modellen i Whalley og Wigle (1991) lækageeffekter på helt op til 60-70% af OECD reduktionerne. For diskussion af lækageeffekter ved unilaterale tiltag i EU kan henvises Nicoletti og Oliveira-Martins (1993).

vil de miste en lavere markedsandel til rivaliserende energiintensive producenter i de übeskattede områder, hvorved den samlede emission kan blive mindre end under den højere ensartede skat for alle sektorer. På baggrund af Hoel's analyse er det tankevækkende,at europæiske lande som Tyskland, Holland og de skandinaviske lande, der i de senere år har indført en national CO₂-beskatning, alle som en opererer med stærkt differentierede satser og i flere tilfælde direkte skatteundtagelse til fordel for energiintensivesektorer. har netop været hensynet til konkurrenceevnen over for übeskattedeudenlandske I fraværet af en global klimaaftale bidrager analysen således med et velfærdsmæssigt argument for skattedifferentiation på det nationale niveau.Hoels er således også et mildt forsvar for udformningen af den danske CO₂-skat, der har mødt vedvarende kritik for ikke at være omkostningseffektiv. Trukkethårdt kan man sige, at ved national enegang i en lille åben økonomi fordres en anden definition af efficiensbegrebet ved reduktion af global forurening. Fra et globaltperspektiv efficiensbegrebet inddrage den forøgede miljøskade som følge af lækageeffekten, og fra et nationalt perspektiv bør tillige de tabte markedsandele som følge af national enegang inddrages. Denne pointe er interessant i forhold til den danskedebat CO₂-skatten, der hovedsageligt har fokuseret på efficiensbegrebet i traditionelforstand ¹³ Det skal retfærdigvis nævnes, at Hoel ikke inddrager administrationsomkostninger,der følger af skattedifferentiation i praksis, jævnfør ikke mindst genvordighederne med implementering af den danske CO₂-skat.

Argumentet for skattedifferentiation falder som sagt væk, hvis landene ved hjælp af handelspolitik kan dæmme op for forøget emission, og vi er hermed tilbage ved den famøsepolitiske mellem Nord og Syd, om WTO reglerne skal respektere indgreb i den frie handel af miljøhensyn. Dette er netop udgangspunktet for WTO specialkomiteenfor og miljø, som organisationen enedes om at nedsætte i april 1994 ved underskrivelsen af den seneste forhandlingsrunde om øget frihandel - Uruguay-runden— har mødt kritik for ikke at inddrage miljøhensyn. En af komiteens opgaverer fastlægge retningslinier for en mulig udvidelse af WTO traktatens artikel XX, der i forvejen omhandler »beskyttelse af mennesker og dyr«, så denne eksplicit nævner miljøet og klarere definerer, hvilke former for sanktioner mod den frie handel, der kan tolereres i internationale miljøaftaler. En massiv front af u-lande er imod udviklingenafklare for, hvornår miljøhensynet må gå forud for den frie handel.¹⁴

---

13. Nannerup (1996) er en formel analyse af denne problematik. For studier og diskussion af dansk CO_2-politik bl.a. henvises til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (1995). Finansministeriet (1994), DØR (1995), Morthorst (1994) og Svendsen (1996).

14. Visse handelsdiskriminerende og WTO uforenelige bestemmelser er allerede indeholdt i flere internationale bl.a. Montreal-protokollen og Basel-konventionen om kontrollen med transport af farligt GATT's passivitet over for disse restriktioner er ved flere lejligheder kritiseret af u-lande for at være en de facto anerkendelse af miljøhensyn ved produktionsprocesser, se WTO (1997). GATT (1992) diskuterer nuværende handelsrestriktioner i internationale miljøaftaler.

Sådanne kriterier kunne involvere miljøproblemets geografiske placering, problemets videnskabelige sikkerhed, den internationale opbakning til en aftale og de tilladte handelssanktioner.Topmødet Singapore gav som nævnt indledningsvist ikke et gennembrudfor i WTO regelsættet. Med det seneste tiltag på CO₂ området har EU imidlertid lagt ekstra pres på omverdenen - og også på WTO komiteen.

6. Sammenfatning

Det er ovenfor belyst, hvorfor de internationale tiltag mod drivhuseffekten lader vente på sig. Reduktion af global forurening er at betragte som et internationalt offentligt hvilket gør free rider adfærd optimalt på national niveau. Set i dette perspektiv ensidig national CO₂-reduktion, som i Danmark, således ikke forklares. De økonomiske begrundelser for formuleringer af nationale CO₂-målsætninger må i stedet i forventninger hos politikerne til, at omverdenen før eller siden vil reagere på baggrund af det forøgede politiske pres ensidige nationale tiltag unægteligt medfører. signalproblematik er kun sparsomt berørt i denne artikel.

Det bliver spændende at følge omverdenens reaktion i den kommende tid på EUlandenes udspil. USA's vicepræsident Al Gore har netop erklæret interesse for en aftale blandt de rige lande. Det er derfor sandsynligt, at alle OECD-lande vil have formuleret klare politiske CO₂-målsætninger inden for en overskuelig fremtid.

Der er dog foreløbig ringe udsigter for en global klimaaftale. Hvis en sådan alligevel kan man betvivle dens stabilitet, med mindre aftalen indeholder klare og troværdige sanktioner mod lande, der ikke efterlever det aftalte. En verdensomspændende kan således næppe nås, før det internationale samfund enes om en sanktionspolitik for free rider nationer.

Der er i artiklen argumenteret for, at handelsvåbenet kan reducere landes incitament til passivitet og også har en afledt positiv effekt på miljøproblemet via eliminering af den såkaldte lækageeffekt. Igennem organisationen for verdenshandel WTO kan en indirekte sanktionspolitik etableres via en formel integration af miljøhensyn i regelsættet international handel. Sanktionspolitik kan imidlertid også kombineres med belønningspolitik over for lande, der lever op til deres internationale miljøforpligtelse. Danske embedsmænd, der deltager i forhandlingerne i WTO, vurderer, at miljøhensynet bliver accepteret i WTO, når de rige lande åbner deres markeder for landbrugsvarer tekstiler fra u-landene, (Information 14.11.1996). Dermed kan miljøkravene en del af en pakkeløsning i en fremtidig WTO runde. Set i dette lys står de rige lande selv med nøglen til klimaproblemets løsning.

Litteratur

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 1995.
Grøn Vækst. København.

Barrett, S. 1989. On the nature and significance international environmental agreements, Paper. London Business School.

Barrett, S. 1992a. Free rider deterrence in a global wanning convention. / Convention on Climate Change; Economic Aspects of Negotiations OECD Paris s. 73-97.

Barrett, S. 1992b. International environmental agreements as games. I R. Pethig, red., Conflicts and Cooperation in Managing Environmental Resources Berlin s. 11-37.

Barrett S. 1994. Self-enforcing International
Environmental Agreements. Oxford Economic
46:878-94.

Black, J., M. Levi og D. de Meza 1993. Creating good atmosphere: Minimum participation tackling the greenhouse effect. Economica 60:281-

Burniaux, J-M., J. Martin, G. Nicoletti og J. Martins 1992. The cost of reducing CO₂ emissions: Evidence from GREEN, OECD. Working Paper, 115. Paris.

Calder, N. 1997. Den maniske sol; en revolution
klimaforskning. København.

Carraro C. og D. Siniscalco 1993. Strategies for the international protection of the environment, of Public Economics. 52:309-28.

D'Aspremont, C.A., J. Jacquemin, J. Gabszeweiz J.A. Weymark 1983. On the stability of collusive price leadership. Canadian of Economics. 16:17-

DØR 1995. Dansk økonomi, efterår 1995. Det
Økonomiske Råd, København.

Finansministeriet. 1994. Grønne afgifter og
erhvervene. København.

GATT. 1992. International Trade 90-91, nr. 1.

Hoel, M. 1991. Global environmental problems: effects of unilateral actions taken by one country. Journal of Environmental and Management. 20:55-70.

Hoel, M. 1992. International Environment

Conventions: The case of uniform reductions
emissions, Environmental and Resonrce
2:141 -60.

Hoel, M 1996. Should a carbon tax be differentiated
sectors? Journal of Public
Economics. 59:17-32.

Jaffe, A.. S.R. Peterson, P. R. Portney og R.N. Stavins 1995. Environmental regulation and the competitiveness of U.S. manufacturing: does the evidence tell us? Journal of Economic Literature. 33:132-63.

Kennedy P. 1994. Equilibrium pollution taxes in open economies with imperfect competition, Journal of Environmental Economics and Management. 27:49-63.

Morthorst, P.E. 1994. Constructing CO2 reduction
curves: The case of Denmark.
Energy Policy. 22:964-70.

Nannerup, N. 1995. Strategic environmental
policy and international trade, Ph.D.afhandling,
i Århus.

Nannerup, N. 1996. Equilibrium pollution
taxes in a two-sector open economy. Arbejdspapir,
i Århus.

Nicoletti, G. og J. Oliveira-Martins. 1993. Global effects of the European carbon tax. I C. Carraro og D. Siniscalco, red., The European Tax: An Economic Assessment. 15-48.

OECD. 1993. Environmental Policies and
Competitiveness. Paris.

Pezzey, J. 1991. Analysis of unilateral carbon taxes using the Whalley-Wigle global energy model. Working Paper, University of Bristol.

Svendsen, G.T. 1996. Tradable permit systems the United States and CO₂ taxation Europe. Ph.D.- afhandling, Handelshøjskolen Århus.

Steininger, K. 1994. Reconciling trade and environment: a comparative advantage long-term policy goals. Ecological Economics. 9:23-42.

Ulph, A. 1994. Environmental policy and international
- a survey of recent eco-

nomic analyses. I C. Carraro, red. Handbook
Environmental Economics and
Tråde. Amsterdam.

Whalley, J. og R. Wigle 1991. Cutting C02
emissions: The effects of alternative policy
approaches. Energy Journal. 12:109-

WTO. 1997. WTO Internet-homepage:http://
www.wto.org.

Yi, Sang-Seung 1996. Stable coalition structure externalities. Working Paper, Dartmouth Hannover (vil fremkomme i Games and Economic Behavior).