Indledning

John Smidt (1996) har i det seneste nummer af Nationaløkonomisk Tidsskrift en kommentar mit indlæg om egenskaberne ved SMEC og ADAM. I indlægget, Skott (1996), blev det påvist at:

1. Hverken ADAM eller SMEC indebærer
eksistensen af en »naturlig arbejdsløshedsrate«
»NAIRU«.

2. Specielt vil det ifølge ADAM og SMEC være muligt via finans- og valutakurspolitikken opnå en permanent forbedring af beskæftigelsen uden afledte betalingsbalanceproblemer.

3. Den kritiske relation i denne forbindelse er lønrelationen, hvor koefficienten til inflationsraten begge modeller er signifikant mindre end 1.

I sin indledning og konklusion giver John Smidt (JS) udtryk for at mine »fortolkninger ikke er dækkende for de makroøkonomiske modeller, og at politikimplikationen snarere gælder for de betragtede ligningers stiliserede egenskaber« (s. 290). Dette udsagn forekommer eftersom JS tilsyneladende punkterne 1 og 2 (der er de centrale en politisk-økonomisk synsvinkel). Punkt 3 bestrider han, men argumentationen herfor er fejlagtig.

Afsnit 2 i denne replik behandler de modeltekniske Udover det rent modeltekniske JS imidlertid også en række bredere spørgsmål. Disse spørgsmål, bl.a. Lucas-kritikken, i det afsluttende afsnit

2. ADAM og SMEC

JS accepterer, at »hvis man med strukturledighed ledighedforbinder begrebet NAIRU ... så underbygger i ADAM og SMEC ikke en sådan tolkning« (s. 291). Dette er endda, JS, velkendt blandt brugerne af modellerne.' JS accepterer også, at det ifølge ADAM og SMEC er muligt at opnå en permanent af beskæftigelsen uden afledte Denne konklusion siges det, »modelteknisk korrekt« (p. 293). Med andre ord, ifølge ADAM og SMEC har den danske økonomi ikke et strukturelt der kun kan tackles via »strukturpolitik«. Herom er vi tilsyneladende

Med hensyn til de modeltekniske aspekterkan således indskrænkes til spørgsmålet om, hvorvidt lønrelationen og specielt koefficienten til inflationsraten er kritiskfor resultater.² JS hævder, at konklusioneni 2 følger af, at det med to instrumenter(her og valutakurspolitik)

---

1. Det kan forekomme lidt uklart, når JS senere skriver lønrelationerne i ADAM og SMEC ikke lægger »op til en stringent NAIRU-fortolkning« (p. 291). Lægger de op til en »ikke-stringent« fortolkning? hvad er i så fald en ikke-stringent NAIRU? Desuden er det fejlagtigt, når JS hævder, at »de isolerede egenskaber af ADAM og SMECs lønrelationer indebærer, at en permanent reduktion af ledigheden for fastholdt kompensationsgrad permanent lønniveauet (reallønnen/lønkvote); løninflationen påvirkes derimod ikke på langt sigt« (s. 291; fremhævelser i original). Lønrelationerne siger isoleret set intet om, hvorvidt lavere ledighed muliggøres via højere inflation eller højere lønniveau.

2. Implicit accepterer JS tilsyneladende også dette punkt i sin diskussion af Lucas-kritikken (s. 293). Hvorfor ellers fokusere på muligheden af politikinducerede i koefficienten til inflationsraten?

vil være muligt at opnå to mål (i dette tilfælde beskæftigelse og betalingsbalance). Betingelsenom, antallet af instrumenter mindst skal være lig med antallet afmål, er imidlertid ikketilstrækkelig, argumentet holder ikke i det konkrete tilfælde.

Med JS's notation ser den stiliserede lønrelation
som følger3

(1)

hvor W og P er logaritmen til pengeløn og indenlandsk (BFI-deflator), U er arbejdsløsheden, kompensationsgraden og X andre forklarende variable, og hvor D(.) angiver ndringer pågældende variabel i forhold til forrige I en langtløbsligevægt med konstant og ligevægt på betalingsbalancen (W-P) og U ikke kunne fastlægges af hinanden. For en given beskæftigelse forholdet mellem inden og udenlandske priser af kravet om betalingsbalanceligevægt ⁴ Hvis PMer logaritmen til den udenlandske pris i indenlandsk valuta (importprisen), vil (P-PM) dermed være en funktion af U, og i en langtløbsligevægt vil der gælde D(P) = D(PM). Heraf følger specielt, at JS's to prisregulationer - D(P) = D(W) og D(P) = ijID(W) + (\-h)D(PM) - blive ækvivalente, og langtløbsbetingelsen D(W) = D(P) holder således både i SMEC og ADAM.⁵ Med en given værdi af (P-PM) vil også (W-P) være fuldt bestemt, uanset om den indenlandske pris bestemmes som en markup på lønnen alene eller som en markup på løn og importpris. Der gælder altså (W-P) = h{ U), hvor den præcise funktionsform afhænger af bl.a. prisfastsættelsen.

Ligning (1) kan nu - med anvendelse af ligevægtsbetingelserne
= h(U) og D(W) =
D(P) - omskrives til

(V)

Udfra (V) ses det let, at finans- og valutakurspolitik vil kunne påvirke beskæftigelsen en langtløbesligevægt, hvis a er lig med én. Ligevægtsledigheden vil i dette tilfælde bestemt af B og X. Med a < 1 åbnes der derimod en ekstra frihedsgrad, og det bliver muligt - for fastholdt B og X - at opnå en lavere ledighed på bekostning af en stigning i inflationen. En sådan stigning i inflationen hvis bytteforholdet (P-PM) skal holdes konstant, en løbende depreciering ₆

Værdien af parameteren a er afgørende for konklusionen i punkt 2, men modelteknisk er det vigtige resultat som nævnt, at lavere ledighed ADAM og SMEC kan opnås via finans- og valutakurspolitikken, og herom er vi tilsyneladende enige.₇

3. Lucas-kritik mv.

Hvilke implikationer har de modeltekniske
JS drager i sine afsluttende bemærkninger
konklusion:

---

3. I JS's opskrivning af ligningen har der indsneget sig en trykfejl: »W/P« skal være »W-P«.

4. Der ses her bort fra muligheden af »twist-politik«. antages det, at fastholdelsen af betalingsbalanceligevægt en konstant indenlandsk ledighed kræver et konstant bytteforhold, P-PM. Helt analoge resultater opnås i det generelle tilfælde, fastholdt betalingsbalanceligevægt kræver løbende ændringer i bytteforholdet. Det afgørende er, at ligevægtsværdien for (P(-PM_t) bestemmes uafhængigt lønrelationen.

5. JS analyserer pris- og lønrelationernes langsigtede i sit afsnit 3. Hans analyse ser imidlertid fra udviklingen i betalingsbalancen: analysen f.eks. en langsigtet udvikling, hvor beskæftigelsen konstant, mens bytteforholdet (P-PM) går mod uendelig. En sådan udvikling er uholdbar, betalingsbalancerestriktionen bør inddrages langsigtsanalysen.

6. For at opfylde målsætninger for både betalingsbalance beskæftigelse kræves det i almindelighed, at valutakurspolitikken kombineres med finanspolitik. har således ikke ret, når han på s. 293 antyder, det ikke »er nødvendigt at føre ekspansiv finanspolitik«.

7. Vi er også enige om, at finanspolitik i sig selv er utilstrækkelig. Dette er en velkendt egenskab ved ADAM og SMEC, en egenskab, der blev understreget i mit oprindelige indlæg. Formålet med de rent finanspolitiske simulationer i JS's afsnit 4 forekommer uklart.

De makroøkonomiske modeller understøtter i høj grad den fokusering på arbejdsmarkedet, som regering, vismænd og mange andre foretager. viser således utvetydigt, at løndannelsen og dermed arbejdsmarkedets funktionsmåde er afgørende for modellernes egenskaber [s. 294].

Denne konklusion er uforståelig. Det forhold, traditionel finans- og valutakurspolitik bruges til at reducere ledigheden, indebærer ikke, at andre former for politik, herunder arbejdsmarkedspolitik, er uden effekter. Dette blev for at undgå misforståelser eksplicit i mit oprindelige indlæg. Spørgsmålet er, hvorvidt ADAM og SMEC kan begrunde udelukkelsen af andre former for politik. JS accepterer, at ligevægtsledigheden ADAM og SMEC også påvirkes af andre faktorer, og på baggrund af JS' egen analyse i de forudgående afsnit ville den relevante (mht. det rejste spørgsmål) derfor være, at »de makroøkonomiske modeller ikke den udelukkelse af den traditionelle finans- og valutakurspolitik, som regering, vismænd og mange andre i dag foretager. viser således utvetydigt, finans- og valutakurspolitikken er afgørende modellernes egenskaber«.

Skal man forsvare fokuseringen på arbejdsmarkedet argumentationen være en anden. Der er to oplagte angrebsvinkler. For der første må valget af økonomisk politik afhænge en vurdering af de samlede effekter af forskellige mulige politikker. En sænkning af ledigheden ved hjælp af valuta- og finanspolitikken give højere inflation, og dette vil i sig selv blive vurderet negativt af mange. Nogen vil måske også af EU-hensyn anse en opgivelse af fastkurspolitikken overfor D-marken for politisk uacceptabel. Eller man kunne argumentere for, at højere rentesatser kan have negative konsekvenser. Teoretisk er det imidlertid ikke oplagt, at realrenten skulle øges som følge af en opgivelse af fastkurspolitikken D-marken. Renteargumentet er derfor langt mere tvivlsomt, end det ofte antages, men i vurderingen af en ekspansiv finans og valutakurspolitik må disse mulige virkninger naturligvis inddrages. Helt tilsvarende bl.a. sociale og fordelingsmæssige aspekter indgå i vurderingen af strukturændringer arbejdsmarkedet.

En argumentation af denne type antydes af JS på s. 293, hvor det anføres at finans- og valutakurspolitikken påvirke de finansielle markeder. Men hvis det er sådanne politiske afvejninger af de samlede konsekvenser af en ekspansiv finanspolitik, der ligger til grund for den ensidige fokusering på arbejdsmarkedet, må disse bagvedliggende præmisser fremlægges eksplicit. Dette krav er specielt vigtigt, når vurderingerne foretages af DØR eller andre ekspertgrupper.

Det andet mulige forsvar for fokuseringen på strukturpolitik tager udgangspunkt i det forhold, at ADAM og SMEC kun er modeller, at de har mange mangler. Modellernes pålidelighed kan derfor anfægtes. Udelukkelsen finans- og valutakurspolitik sker ifølge denne argumentation ikke på grund af, men på trods af ADAM og SMEC. Et forsøg på at udnytte det tilsyneladende trade-off mellem arbejdsløshed og inflation kunne f.eks. på langt sigt føre til skift i lønrelationen, så a efter ændrede politik vil vise sig at være lig med én. Med andre ord, dansk økonomi kan, selv om ADAM og SMEC i deres nuværende udgaver viser noget andet, være kendetegnet ved eksistensen af en veldefineret NAIRU.

Denne hypotese, der nævnes eksplicit af JS, er muligvis korrekt. Der findes mange teoretiske NAIRU-modeller. Men der findes også teoretiske modeller uden en veldefineret NAIRU, og NAIRU-egenskaben er i nogle modeller skrøbelig: små ændringer i specifikationenkan at modellen ikke længere har en entydig NAIRU. Teoretisk er NAIRU-implikationen derfor tvivlsom. »Theories of the natural rate rate«, med Hahn's (1995, s. 54) ord, »are amongst the class of shaky and vastly incomplete theories«.Empirisk NAIRU-teori også et problem: »one can hardly be impressed by its empirical success« (Blanchard (1995, s. xiii)). Hvis fokuseringen på arbejdsmarkedet sker på trods af ADAM og SMEC, ville det

derfor være rart med en præcisering af både det teoretiske og empiriske grundlag. Som påvist i mit oprindelige indlæg, er flere af de supplerende begrundelser, der er blevet fremførtaf Det økonomiske Råd, enten irrelevanteeller misvisende.

Der findes muligvis gode grunde til en ensidig
på strukturpolitik. Og der er
muligvis også gode grunde til i en sådan

Litteratur

Blanchard, O. 1995. Preface. I R. Cross, red. The
Natural Rate of Unemployment: Reflections on
25 Years of the Hypothesis, Cambridge.

Hahn, F. 1995. Theoretical reflections on the »natural of unemployment. I R. Cross, red. The Natural Rate of Unemployment: Reflections on 25 Years of the Hypothesis, Cambridge.

strukturpolitik at lægge hovedvægten på arbejdsmarkedet. begrundelsen herfor kan ikke findes i de danske makroøkonomiske modeller. Substansen i JS's kommentar er i fuld overensstemmelse med denne konklusion. er derfor stadig: hvad er begrundelsen, og hvor er den empiriske dokumentation?

Skott, P. 1996. Strukturledighed, Phillipskurver og
dansk økonomisk-politik debat. Nationaløkonomisk
134:61-73.

Smidt, J. 1996. Om strukturledighed, Phillipskurver
dansk økonomisk debat. Nationaløkonomisk
134:290-94.