Om strukturledighed mm. - et gensvar til Peter Skott

Peter Skotts svar indeholder en række bemærkninger, jeg kort ønsker at replicere på. Som jeg opfatter det, er Peter Skott og jeg enige på mange punkter. Når jeg alligevel ønsker replicere, er det - med risiko for at gøre debatten (endnu mere) akademisk - for at præcisere et par punkter i Peter Skotts svar, der kan give anledning til misforståelse.

Peter Skott og jeg er principielt enige om, at ADAM og SMEC ikke indebærer eksistensen en NAIRU (jf. Peter Skotts pkt. 1). Som understreget i min oprindelige kommentar dette dog ikke, at begrebet »naturlig kan være særdeles nyttigt. En blandt flere mulige operationaliseringer af dette begreb er det ledighedsniveau, der er i overensstemmelse med danske lønstigningstakter niveau med udlandets. En anden operationalisering er den ledighed, der er i overensstemmelse med en given inflationsmålsætning. fra de således definerede indebærer i følge ADAM og SMEC ikke acceleration i lønningerne; følger logisk, at ledighedsniveauerne meningsfyldt kan kaldes NAIRU. Men de kan udledes af ADAM og SMEC, og mange vil sandsynligvis associere dem med begrebet »naturlig ledighed«. Jeg er i det lys ikke helt enig i Peter Skotts påstand om, at ADAM og SMEC ikke indebærer eksistensen af en »naturlig arbejdsløshedsrate«. Det er måske mest et spørgsmål om, hvad man forstår ordene, men min væsentligste pointe er blot, at man ikke må forledes til at gå fra konklusionen om, »ingen NAIRU« til en konklusion »ingen strukturledighed«.

Peter Skott og jeg er enige om, at man rent
modelteknisk i følge ADAM og SMEC via finans

nans- og valutakurspolitik kan opnå en permanentforbedring beskæftigelsen uden afledtebetalingsbalanceproblemer Peter Skotts pkt. 2). At man med to instrumenter kan nå to mål, er ikke overraskende. Jeg vil endda ikke afvise, at man med kun et middel - løbende valutakursændringer - rent modeltekniskkan både forbedringer af betalingsbalancenog af ledigheden.

Som jeg fremførte i min oprindelige kommentar, jeg ikke, at disse modeltekniske bør tages til indtægt for, at løbende i virkelighedens verden er en god eller virksom politik. Dette skal jeg ikke komme nærmere ind på her.

Derimod vil jeg gerne endnu en engang understrege, at Peter Skotts analyse er baseret på nogle stiliserede ligninger, og at analysen ikke er dækkende for ADAM's og SMEC's egenskaber. Når Peter Skott eksempelvis skriver, at »For en given beskæftigelse bestemmes mellem inden- og udenlandske af kravet om betalingsbalanceligevægt«, er der tale om en stiliseret sammenhæng, ikke er dækkende for de makroøkonomiske Modellerne indeholder virkeligheden) en disaggregeret med mange komponenter med forskellige pris- og indkomstelasticiteter og forskelligt importindhold. Den disaggregerede og produktion indebærer (sammen med dynamik i bl.a. prisrelationerne), sammenhængen D(P) = D{PM), som er kritisk i Peter Skotts analyse, ikke er overholdt hver enkelt periode. Heller ikke niveau-sammenhængen, P-PM er konstant (på langt sigt), gælder i modellerne. Derfor holder Peter Skotts antagelser ikke, og analysen, leder frem til hans ligning (1'), er ikke for ADAM's og SMEC's egenskaber.

Problemet i Peter Skotts analyseform er således, at antagelser om langsigtede »ligevægtsbetingelser«, dynamikken ignoreres, med relationer, hvor den dynamiske (konkret lønrelationen) anvendes fuldt ud. Peter Skotts analyse af betydningen koefficienten til inflationen i lønrelationerne er derfor efter min mening ikke i relation til at afdække kritiske forudsætninger i de empirisk funderede ²

Det følger af ovenstående, at jeg ikke mener, Skott har ret, når han hævder, at de to prisrelationer, jeg opstillede i min oprindelige D(P) = D(W) og D(P) = juD(W) + (\-ju)D(PM), er ækvivalente. Førstnævnte at reallønnen, W-P, er uændret i alle perioder uanset ændringer i importpriserne, mens sidstnævnte giver anledning en ændring af W-P, når PM ndres. to prisrelationer giver således anledning et forskelligt dynamisk forløb af lønog og de indebærer heller ikke nødvendigvis samme løsning med hensyn til løn- og prisniveau. Det var netop en af pointerne min oprindelige kommentar, at Peter Skott - ved udelukkende at fokusere på langsigtssammenhængen løn- og prisændringer overså fejlkorrektionselementet i lønrelationerne ADAM og SMEC.

Afslutningsvis skal jeg kort berøre spørgsmålet fokuseringen på arbejdsmarkedspolitikken den økonomisk-politiske debat. Min vurdering er, som jeg også fremførte i min oprindelige kommentar, at modellerne fuldt ud understøtter en fokusering på strukturproblemerne arbejdsmarkedet. Jeg mener derimod at modellerne understøtter en ensidig på strukturpolitik. Jeg mener

---

1. Peter Skott antager sig ganske vist ud af diskussionen sammensætningseffekter, jf. hans fodnote ved at se bort fra »twist-politik«. Dette er imidlertid urimeligt, givet analysen skal afdække ADAM's og SMEC's egenskaber. Den disaggregerede af ADAM og SMEC er uden tvivl skyld i, at der findes et utal af modelbrugere, der har brugt adskillige timer på at forstå en eller anden aggrege- ret sammenhæng (f.eks. udviklingen i den samlede importkvote eller den aggregerede produktivitet) for til sidst at måtte konkludere, at der er tale om »sammensætningseffekter«.

2. Jeg skal dog ikke afvise, at koefficienten til inflationen lønrelationen er af stor betydning for de samlede modelegenskaber i ADAM og SMEC. Og jeg accepterer naturligvis fuldt ud konklusionen om, at en koefficient på 1 er kritisk inden for rammerne af Peter Skotts stiliserede model.

heller ikke, at modellerne understøtter udeluk- modellerne og så det instrumentarium, der er
kelsen af andre former for politik end arbejds- kommet til udtryk i politikanbefalinger fra ekmarkedspolitik.
er ikke noget grundlæg- sempelvis vismændene gennem tiderne,
gende paradoks mellem denne udlægning af