Institut for Økonomi, Skov og Landskab, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

Det økonomiske problem med styringen af forureningen i en markedsøkonomi er, at de priser, forbrugere og producenter reagerer på, er misvisende. Ikke alle omkostninger er med, fordi de samfundsøkonomiske omkostninger er større end de privatøkonomiske. Der er nemlig en række belastninger af miljøet, der ikke optræder i de privatøkonomiske regnskaber. samfundsøkonomiske omkostninger, der er ved, at der udledes stoffer i vandløb eller grundvand eller udsendes røg i luften, optræder ingen steder i de privatøkonomiske regnskaber. Markedsøkonomien får derved et problem - forbrugerne køber normalt for meget de produkter, der er fremstillet ved forurenende fordi priserne er lavere end de samfundsøkonomisk burde være, og producenterne for meget, fordi de registrerede er under de korrekte omkostninger. I en markedsøkonomi må man altså gribe ind over for forurenende produkter (dette har været anerkendt økonomisk teori i hvert fald siden Pigou's skrifter fra 1920erne).

Hvordan man skal gribe ind er diskutabelt, og afhænger også meget af den konkrete forurenings Men det ligger i hele problemstillingen, oplysning og vejledning alene er nogen farbar vej. Man kan ikke oplyse ud af, at virksomhederne kalkulerer med omkostninger, der er mindre end det samfundsøkonomisk fundsøkonomiskkorrekte. Appeller til »etik«, »samfundssind« og »godt landmandsskab« er også af tvivlsom værdi - alle andre steder i en markedsøkonomi anses det for hensigtsmæssigt, beslutningstagerne reagerer rationelt på de prisoplysninger, de stilles overfor. Appeller den gode vilje resulterer normalt kun i, at »pæne« mennesker holder lidt igen med skadelige stoffer, medens mere hensynsløse hæver profitten.

Der må altså enten en konkret regelstyring eller økonomiske incitamenter i form af afgifter for at begrænse forureningen hensigtsmæssigt. regelstyring ved hjælp af kvoter, og påbud kan man normalt nå en målsætning relativt præcist, og en sådan styring er derfor hensigtsmæssig ved forureningstyper, er meget skadelige over en vis grænseværdi. Det er derimod ikke sandsynligt, man med regler kan begrænse forureningen den billigste måde; regelstyring er et stift instrument, hvor nogen, der i og for sig uden større omkostninger kunne begrænse deres ikke bliver tvunget til at gøre det, og andre, for hvem restriktionerne er meget bliver pålagt disse (en oversigt over miljøpolitiske instrumenter findes i Det økonomiske Råds formandskab, 1995).

Normalt vil økonomiske styringsinstrumenter afgifter og omsættelige kvoter - være der tillader en mere smidig tilpasning. For et stof som kun er skadeligt miljøet i større mængder, hvor det er overforbruget snarere end forbruget, man vil begrænse, er afgifter derfor et hensigtsmæssigt

---

Denne og den følgende kommentar er tilrettede udgaver forfatternes indlæg ved Folketingets miljøog høring på Christiansborg d. 29. oktober 1997.

Omsættelige kvoter er et instrument, der har den økonomiske fleksibilitet fælles med afgiftsregulering, men hvor det samlede forbrug ved andre kvoter er lagt fast. Specielt USA har man en række erfaringer med omsættelige kvoter.

Et specielt problem er tilbageføring til et erhverv af provenuet fra miljøafgifter. Dette vil ske automatisk ved gratis uddeling af omsættelige Ved afgifter kræver det derimod aktiv proces, hvor man f.eks. indkræver efter gødningsforbrug og uddeler provenuet efter jordareal. En sådan proces vil som nettoresultat bevirke en overførsel fra landmænd med et gødningsforbrug pr. ha. over det gennemsnitlige til dem med et forbrug det gennemsnitlige (forudsat at systemerne er så indviklede, at de sluger provenuet i administrationsomkostninger). Da miljøomkostninger er omkostninger, der bæres det samlede samfund, er der ikke umiddelbart argumenter for en tilbageføring. hvis der er tale om et erhverv i international der belastes med miljøafgifter, kun pålægges i et enkelt land, kan tilbageføring dog være nødvendig for at hindre forvridning i den internationale konkurrenceevne tilbageføring er en permanent til konkurrenceevnen eller blot en gevinst for de nuværende ejere afhænger af om tilbageførslen kan kapitaliseres).

For styringen af landbrugets næringssalte gælder en række specielle forhold. Det man er interesseret i at begrænse, er nedsivningen fra markerne. F.eks. nitrat kan imidlertid tilføres jorden på flere forskellige måder, dels via handelsgødning, via naturgødning og dels kan en række planter f.eks. bælgplanter udvinde af lufténs kvælstof. Dette må huskes, når man indretter reguleringssystemet. Det simpleste ville være en afgift på handelsgødning, den ville ramme meget upræcist, idet husdyrgødningen og bælgplanterne ikke bliver ramt. En handelsgødningsafgift ville nok hæve værdien af husdyrgødningen og dermed til en bedre udnyttelse af denne, men risikoen for et skift i afgrødesammensætningen ningenfra kvælstofforbrugende til kvælstofproducerende er til stede.

Et instrument, der isoleret virker på husdyrgødningen, harmonikrav til antallet af dyreenheder pr. arealenheder. Men dette instrument ikke nødvendigvis handelsgødningsforbruget eller afgrødesammensætningen rigtig retning.

Det mest præcist virkende instrument ville være en afgift på kvælstoftab udregnet ud fra et samlet kvælstofregnskab for bedriften, hvor man tog hensyn til den samlede kvælstoftilførsel, og kvælstofindholdet salgsprodukterne. Men et sådant regnskab let blive ganske bureaukratisk og ukontrollerbart.

Det er derfor vigtigt at analysere grundigt, hvilke reguleringsinstrumenter, der er bedst egnede. En hurtig beslutning vil let resultere i et system, der rammer skævt, eller er vanskeligt Da samtidig forsinkelserne processerne fra brug til skadevirkninger er meget betydelige, har det hele karakter af at vende en supertanker, og i en sådan situation er det vigtigere, at man drejer på de rigtige knapper, og at man drejer nok, end om det sker lidt før eller lidt siden.

Dette argument forstærkes af, at reguleringen næringssalte og den øvrige landbrugspolitik nøje sammen. Det er kendt, hvorledes miljøpolitiske krav til antal dyreenheder arealenhed har resulteret i store svineproducenters af jord med en forstærket i ejendomsstrukturen og stærkt stigende jordpriser til følge. En ren kunstgødningsafgift vil tilsvarende belaste planteproducenterne, men være til gavn for husdyrproducenterne.

Der kan også være samspil mellem nedsivning næringssalte og pesticidforbruget, f.eks. hæmmer grønne marker næringssaltnedsivningen, gør mekanisk ukrudtsbekæmpelse Der kan således meget være en modsætning mellem, hvad der er hensigtsmæssigt for reguleringen af næringssalte, hvad der en hensigtsmæssigt for begrænsningen af pesticidforbruget.

Det er derfor vigtigt for en hensigtsmæssig løsning af problemerne, at næringssalte, pesticider landbrugsstruktur ses som et samlet hele, og hovsaindgreb et af stederne kan meget have stærkt negative effekter på de andre

Litteratur:

Det Økonomiske Råds formandskab. 1995. Dansk
økonomi foråret 1995, (specielt kap. IV: Økonomi
Natur). København.

Pigou, A. 1920. The Economics of Welfare. London.