1. Indledning

Nationaløkonomisk Tidsskrift nr. 1, 1996 indeholder artikel af Peter Skott. Artiklen førte til et arrangement i Nationaløkonomisk Forening oktober 1996 om økonomiske modeller og strukturledighed. Denne kommentar bygger på forfatterens indlæg i forbindelse med dette arrangement.

Peter Skott (PS) fremfører i artiklen, at der ikke er en teoretisk veldefineret strukturarbejdsløshed ADAM og SMEC, og lægger i den forbindelse stor vægt på, at koefficienten til inflationen i lønrelationerne er mindre end 1. PS mener på den baggrund ikke, at de eksisterende modeller legitimerer ensidig fokusering på arbejdsmarkedet i forbindelse med løsningen af ledighedsproblemet. PS' tolkning af modellernes egenskaber man med en kombination af løbende devalueringer og ekspansiv finanspolitik kunne en permanent forbedring af ledigheden afledte betalingsbalanceproblemer.

I det følgende diskuteres egenskaberne i løn- og prisrelationerne i ADAM og SMEC. Der argumenteres for, at PS' fortolkninger ikke dækkende for de makroøkonomiske modeller, at politikimplikationen snarere gælder betragtede ligningers stiliserede egenskaber; inden for rammerne af disse ligninger PS' politikanbefaling dog ikke problemløs. advares mod at overspille modellernes rolle for politikvurderinger og valg af fokus.

2. Lønrelationen i de makroøkonomiske modeller

En central relation i ADAM og SMEC er en beskrivelse af sammenhængen mellem løn, pris og arbejdsløshed. I forenklet form kan lønrelationen

(1)

hvor W er logaritmen til lønnen, P er logaritmen prisen (BFI-deflatoren), U er arbejdsløsheden, er dagpengenes kompensationsgrad X er andre forklarende variabler. D() indikerer ændringer i den pågældende variabel og fodtegn angiver lag. Ligning (1) fanger essensen ADAM og SMECs lønrelationer.

I ligning (1) optræder reelt kun én arbejdsmarkedspolitiskvariabel, dagpengenes kompensationsgrad. Deter derfor oplagt, at ADAM og SMEC ikke kan være den væsentligste endsige eneste - årsag til, at økonomer ofte fokuserer på strukturproblemerne på arbejdsmarkedet.Eksempelvis vismændenei en række problemer på det danske arbejdsmarked, jf. Dansk Økonomi, juni 1988 - på et tidspunkt, hvor lønnen var eksogen i såvel ADAM som SMEC. De makroøkonomiskemodeller dog trods deres begrænsninger bidrage med at belyse forskelligeaspekter arbejdsmarkedet. Eksempelvisviser hvor lønrelationener med al ønskelig tydelighed den afgørende rolle, løndannelsen og dermed arbejdsmarkedethar økonomiens funktionsmåde.Men dette område - som praktisk tagetalle - er det naivt at forestille sig, at

Synspunkter i kommentaren står udelukkende for forfatterens regning og er ikke nødvendigvis i overensstemmelse Det økonomiske Råds formandskabs

modelanvendelsen alene danner baggrund for
vurderinger.

Lønrelationen (1) kan tolkes som en fejlkorrektionsligning, det laggede lønniveau (i form af reallønnen/lønkvoten) indgår på højresiden. tolkning går desværre tabt i den måde, PS skriver lønrelationen op på. Der er for given inflationstakt og given kompensationsgrad om et langsigtet trade-off mellem ledighed og (real)lønmve<m Selv om koefficienten stigningstakten i priserne, a, i både ADAM og SMEC er (signifikant) mindre end én - i begge modeller ligger koefficienten tæt på en halv - er sammenhængen mellem løn- og prisniveau således på langt sigt én-til-én.

Spørgsmålet om »koefficienten til prisen er 1?« må derfor besvares med et nej på kort sigt, men ja på lang sigt. Hvorvidt dette giver svar på, om der er en »teoretisk veldefineret strukturarbejdsløshed« er nok tvivlsomt. Det er imidlertid oplagt, at hvis man med strukturledighed begrebet NAIRU - altså at der er en accelererende inflationstakt, hvis ledigheden permanent reduceres under et givet - så underbygger lønrelationerne i ADAM og SMEC ikke en sådan tolkning. Der er ikke umiddelbart nogen »acceleration« i løndannelsen. PS mere end antyder, at brugerne ADAM og SMEC (herunder Det økonomiske formandskab og finansministeriet) er af den opfattelse, at modellerne understøtter en NAIRU-tolkning. Dette er efter min vurdering fejlagtig slutning fra PS' side. Fordi man i analyser af strukturproblemer på arbejdsmarkedet NAIRU-begrebet (eller andet udtryk for den strukturelle/naturlige er det ikke ensbetydende med, at ADAM eller SMECs lønrelation indeholder en NAIRU.

Lønrelationerne i ADAM og SMEC lægger ikke op til en stringent NAIRU-fortolkning. isolerede egenskaber af ADAM og SMECs lønrelationer indebærer, at en permanent reduktion af ledigheden for fastholdt permanent øger lønniveauet løninflationen derimod ikke på lang sigt. En permanent af prisinflationstakten indebærer bærerfor fastholdt ledighed og kompensationsgrad tilsvarende ændring af lønstigningstakten et fald i reallønnen/lønkvoten, mens en permanent forøgelse af prisniveauet indebærer en tilsvarende ændring af lønniveauet.

3. Prisrelationen

I et forsøg på at give et dækkende billede af
ADAM og SMECs egenskaber vælger PS foruden
at betragte en prisrelation:

(2)

idet jeg her udelader produktivitetsvæksten. PS' argumentation for at vælge denne prisligning at lønkvoten på lang sigt må antages konstant.

PS skelner ikke mellem det, han kalder »outputprisen«, som angiveligt bestemmes i (2), og BFI-deflatoren, som er den pris, der indgår i lønrelationerne i ADAM og SMEC. Dette er uheldigt, da det - i hvert fald inden for de stiliserede rammer, PS anvender - er af en vis betydning. Bestemmelsen af BFI-deflatoren i de makroøkonomiske modeller relativt indviklet og indirekte. I en meget forenklet form kan man sige, at BFI-deflatoren i ADAM bliver bestemt som værende lig de samlede løn- og kapitalenhedsomkostninger (en antagelse ingen ren profit på lang sigt), mens den i SMEC bestemmes som en konstant markup lønomkostningerne (markupen dækker kapitalomkostningerne). I ADAM bestemmes kapitalomkostningerne bl.a. af renten og investeringsprisen, der er gennem sidstnævnte en effekt fra importpriserne til BFI-deflatoren og via lønrelationen videre til lønnen. I SMEC er der derimod ikke nogen direkte sammenhæng importpriser og BFI-deflator eller i SMEC er lønkvoten derfor (stiliseret set) konstant.

For at kunne dække begge modellers stiliserede er det derfor som et minimum at reformulere prisligningen til:

(3)

hvor PM er (logaritmen til) importpriserne. I en stiliseret forstand er jx lig med 1 i SMEC (hvorved (3) bliver sammenfaldende med (2)), mens jx er mindre end 1 i ADAM. Det skal understreges, ligning (3) ikke er fuldt dækkende den ret indirekte måde, BFI-deflatoren bestemmes på i de to modeller.

Egenskaberne af pris- og lønrelationen tilsammen af, om det antages, at der er et gennemslag fra importpriser til BFI-deflator (/x<l) eller ej.

Det fremgår af tabel 1, at inflationen på sigt ikke påvirkes af en permanent ændring i ledigheden, importpriserne indgår i bestemmelsen BFI-deflatoren (/u.<l). Derimod er der for jx=\ isoleret set tale om et »trade-off mellem og inflation«. Umiddelbart synes PS' udsagn om, at ligningerne beskriver et i dette tilfælde traditionelt Phillipskurve tradeoff have en vis berettigelse. Der er imidlertid tale om et resultat baseret på de beskrevne stiliserede og der er derfor ikke belæg for at hævde, at makromodellerne ADAM og SMEC indeholder et sådan trade-off. En bemærkelsesværdig ved det tilfælde, der tilsyneladende understøtter PS' udsagn (/x=l), er i øvrigt, at importprisstigninger ikke påvirker de relevante prisbegreber, og at valutakurspolitik ikke kan anvendes til at påvirke

4. Effekten af finanspolitik i modellerne

PS har i modsætning til ADAM og SMEC ingen ligning til bestemmelsen af ledigheden. I ADAM og SMEC bestemmes ledigheden blandt andet af konkurrenceevnen over for udlandet, en meget forenklet, reduceret beskrivelse være:

(4)

hvor G kan opfattes som en skiftvariabel (der bl.a. kan dække over finanspolitik). Kombineres stiliserede lønrelation, den stiliserede prisrelation og den stiliserede bestemmelse af ledigheden, fås resultater som vist i tabel 2.

I følge tabel 2 er der hverken i den stiliserede eller i de makroøkonomiske modeller om noget langsigtet trade-off mellem inflation og beskæftigelse/ledighed. Kun i tilfældet er det muligt at opnå en permanent reduktion af ledigheden ved at føre ekspansiv finanspolitik. Dette skyldes, at der i dette sæt af ligninger er et langsigtet trade-off mellem ledighed realløn/lønkvote, jf. lønrelationens tolkning ovenfor.

I relation til PS' diskussion af ADAM og SMEC er det naturligvis mere interessant at konstatere, at effekten på ledigheden af at føre ekspansiv finanspolitik på lang sigt er ca. 0 i henhold til disse modeller. Dette bør, som diskuteretovenfor, tolkes som udtryk for, at modellerne besidder »NAIRU-egenskaber«. Men tabellen viser, at der er fuld finanspolitiskcrowding-out ledigheden i ADAM og SMEC. Dette er et modelresultat, der gælder til trods for. at koefficienten til inflationen i lønrelationerneer end 1, og uanset om man

anser »Phillips-kurven« for at være lodret,
vandret eller diagonal.

5. Ekspansiv finanspolitik og løbende devalueringer

En væsentlig pointe for PS er, at en kombination finans- og valutakurspolitik permanent reducere ledigheden uden afledte betalingsbalanceproblemer.

Modelteknisk er det med to forskellige midler i de fleste modeller muligt at opnå to mål. Da finanspolitik og valutakurspolitik er to forskellige midler - i den forstand, at de påvirker to mål, ledigheden og betalingsbalancen, forskellig styrke - er udsagnet ud fra en modelteknisk synsvinkel korrekt. Modelteknisk man dog - som følge af forskelligt og beskæftigelsesindhold i forskellige - lige så godt anvende to (forskellige) finanspolitiske instrumenter. en vurdering af påvirkningen af andre størrelser af interesse - f.eks. den offentlige eller renten - og uden en vurdering af den nødvendige dosering er udsagnet dog kun af begrænset værdi.

PS fremfører selv, at en engangsdevaluering har en midlertidig positiv effekt, fordi den spises op af afledte indenlandske løn- og prisstigninger. Derfor foreslås løbende devalueringer. årlig devalueringsrate på f.eks. 10 pct. skulle i henhold til argumentationen kunne opveje den forværring af lønkonkurrenceevnen, vil blive resultatet, hvis man vha. ekspansiv permanent holder ledigheden ligevægtsledigheden.

Inden for PS' egen stiliserede analyseramme politikforslaget af, at PS' prisligning, som nævnt, mangler en kobling mellem importpriser og den relevante indenlandske BFI-deflatoren. Det er derfor uklart, hvorledes PS forestiller sig eksperimentet i sine ligninger. Som nævnt giver af den stiliserede lønrelation ligning (2) for fastholdt kompensationsgrad realløn/lønkvote et trade-off mellem og ledighed. Det er muligt, at det er dette, PS har i tankerne, men det er i så fald ikke oplagt, hvorfor det er nødvendigt at føre ekspansiv finanspolitik.

Der er så vidt vides ikke offentliggjort analyser løbende devalueringer baseret på simulationer ADAM og SMEC. Dette kan der være mange grunde til. Normalt bør modellerne anvendes til beregning af effekterne af marginale ændringer i de eksogene variabler. Løbende devalueringer kvalificerer sig næppe til denne betegnelse - efter 10 år er valutakursen ca. 160 pct. med en devalueringsrate 10 pct. pa. Der er samtidig tale om noget, der må betragtes som et fundamentalt regimeskift både i forhold til den nuværende fastkurspolitik i forhold til tidligere tiders lejlighedsvise Et sådant regimeskift meget let tænkes at påvirke adfærden, og der er næppe nogen, der vil påstå, at ADAM og SMECs adfærdsrelationer er fuldstændig immune over for Lucas-kritikken. Som det blev bemærket fra en af deltagerne i salen ved arrangementet i Nationaløkonomisk Forening, er det eksempelvis sandsynligt, at en sådan politik øge opmærksomheden på inflationen og derigennem påvirke koefficienten i lønrelationen. er ligeledes sandsynligt, at en sådan vil påvirke de finansielle markeder, hvilket i hvert fald i en model som SMEC ville kræve særskilt opmærksomhed, fordi renten er eksogen. Det er derfor oplagt, at den foreslåede politik ikke er let at analysere inden for rammerne ADAM eller SMEC - og at man i givet næppe ville (burde) tillægge sådanne modelresultater afgørende vægt ved vurderingen politikanbefalingen.

6. Afslutning

Egenskaberne i ADAM og SMEC kan ikke reduceres til hverken en, to eller tre ligninger. Det er altså ikke ADAM eller SMEC, som PeterSkott Peter Skort analyserer to stiliserede ligninger, der på nogle punkter fangervæsentlige ved de nævnte modeller,men i sagens natur ikke kan tage højde for mange facetter i virkelighedens verden.Naturligvis ADAM eller SMEC heller ikke en fuldstændig afspejling af virkeligheden,men indeholder dog en lang række sammenhænge, der kan være af betydning ved vurdering af forskellige politiktiltag. Samspilletmellem priser, forbrugs- og investeringsadfærd,offentlig

vesteringsadfærd,offentligsektor, rentestrømme,sektorforskydninger er naturligvis svært at overskue, og hvad der i en konkret politikanalysehar er ikke altid oplagt. Det er bl.a. derfor, man har modeller.

Modellerne understøtter udsagnet om, at ekspansiv finanspolitik ikke permanent kan påvirke ledigheden. Dette er ikke et resultat af, at lønrelationerne indeholder en teoretisk veldefineret men er et samlet modelresultat.

De makroøkonomiske modeller understøtter høj grad den fokusering på arbejdsmarkedet, regering, vismænd og mange andre foretager. Modelberegninger viser således utvetydigt, løndannelsen og dermed arbejdsmarkedets er afgørende for modellernes

Lønrelationens betydning for modellernes egenskaber er naturligvis kun et ekstra argument at interessere sig for specifikationen af denne relation. Et væsentligt argument for anvendelsen af veldokumenterede modeller er, at specifikationer og antagelser er klare og kan diskuteres. Det er derfor positivt, at også folk uden for det traditionelle modelmiljø interesserer for sagen. Trods lønrelationens betydning man imidlertid ikke forveksle enkeltligningsegenskaber modelegenskaber. Og man bør - trods den flittige brug af modellerne - ikke tro, at modelresultaterne er altafgørende i forbindelse med valg af fokus eller udformning politikanbefalinger.