Resumé

SUMMARY: The paper analyses the future perspectives for growth, investments, savings and borrowing requirements in 6 Central and Eastern European countries using a simple macro-economic model. The analysis is based upon a number of simplified assumptions that the present income gap to Western European countries will be closed during a 30 vears period. The analysis illustrates that the countries face large investment needs and large balance of payment deficits resulting in large increases in their foreign debt the first many years of their convergence to western economic conditions. The development is termed »unsustainable« unless the Eastern European saving rates increase or the EU-countries increase the financial support to Eastern Europe.

Indledning

De politiske og økonomiske reformer, som de central- og østeuropæiske lande påbegyndte 1989-90, er udtryk for landenes ønske om at blive integreret i verdensøkonomien. er næppe tvivl om, at det langsigtede mål for reformerne er en overgang en vestlig markedsøkonomi med et indkomst- og forbrugsniveau som i EU. Stort set samtlige østeuropæiske lande har nu indledt seriøse stabiliseringsprogrammer reformtiltag - og en lang række af landene har efter flere år med produktionsfald vendt udviklingen med stigende økonomisk vækst til følge.

De 6 central- og østeuropæiske lande - Bulgarien, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn - anslås under ét at have en indkomst pr. capita, der svarer til ca. 30 pct. af den gennemsnitlige indkomst i EU eller knap 55 pct. af indkomsten i det fattigsteaf medlemslande (Grækenland). Der er næppe tvivl om, at landene har et betydeligt vækstpotentiale, men såfremt landene skal indhente vesteuropæisk levestandard,skal i en lang række år være væsentligt større end de vækstrater,der karakteriserer de vesteuropæiske økonomier. Dele af den empiriske litteratur understøtter også, at en række af de fattigere lande konvergerer til indkomstniveauetide

---

Tidligere kolleger i det Økonomiske Råds Sekretariat, nuværende kolleger på Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske og en anonym referee takkes for kommentarer til et tidligere udkast. Jeg er naturligvis alene ansvarlig for artiklens indhold.

niveauetiderigere lande, jf. fx Sala-i-Martin(l99s) ogKnightm.fi. (1993).' Østeuropæiskkonvergens vesteuropæiske forhold forudsætter imidlertid, at landene udover etableringen af politisk og økonomisk stabilitet får adgang til kapital og vestlig teknologi,samt får opbygget en vækstfremmende infrastruktur i bred forstand.

Teknologi- og kapitalbehovene er store, og det må forventes, at landene i konvergensprocessen brug for en betydelig kapitalimport. Det er imidlertid afgørende, at landene af hensyn til gældsætning og fortsættelsen af den økonomiske vækst får etableret der fremmer den nationale investerings- og opsparingstilbøjelighed. Er sådanne betingelser ikke til stede, vil den økonomiske udvikling ikke kunne tilfredsstille i Østeuropa, og man må formode, at en sådan udvikling kan føre til politiske spændinger med mulige negative konsekvenser for de vesteuropæiske lande. den anden side, når markedsøkonomien begynder at fungere, og der bl.a. bliver etableret velfungerende finansielle markeder og institutioner, vil den indenlandske opsparing automatisk stige som følge af vækstprocessens dynamik. Den indenlandske vil dermed kunne medvirke til at finansiere de nødvendige investeringer Østeuropa.

I artiklen betragtes med udgangspunkt i en forenklet makroøkonomisk model udviklingsperspektiverne de 6 central- og østeuropæiske lande med særlig vægt på vækstkrav, investerings- og opsparingsbehov samt udviklingen i landenes udlandsgæld, det forudsættes, at de østeuropæiske lande i løbet af 30 år skal konvergere vesteuropæiske forhold. Den benyttede model er enkel i sin struktur, og adfærdsbeskrivelsen eksogent givet. Dette forklares bl.a. af den økonomiske teoris ufuldstændige af den proces, de østeuropæiske lande gennemgår, den generelle usikkerhed om de økonomiske forhold, ligesom omfanget af de strukturelle forandringer at historiske adfærdsmønstre fra enten planperioden eller de tidlige år i reformprocessen kan anvendes i en analyse af Østeuropas situation på længere sigt. Beregningerne udgør naturligvis ikke en prognose, men tjener til illustration af størrelsesordenen bl.a. vækstkrav og de tilhørende investerings- og opsparingsbehov. Analysen bygger bl.a. på mit tidligere arbejde i Det økonomiske Råds Sekretariat i tilknytning udarbejdelsen af Det økonomiske Råds formandskab (1992).

En simpel makromodel

Det traditionelle neoklassiske syn på den økonomiske vækst, jf. Solow (1956) og
Swan (1956), er, at på meget langt sigt, når økonomien har nået sin steady state ligevægt,vil

---

1. Sala-i-Martin (1995) indeholder en oversigt over empiriske undersøgelser af »konvergenshypotesen« og det konkluderes bl.a., at disse undersøgelser viser, at konvergens finder sted med ca. 2 pct. pr. år. I Quah (1995) findes en noget mere skeptisk fremstilling. Undersøgelsen af Knight mfl. (1993) finder også empirisk for konvergenshypotesen - med en hurtigere konvergens end de nævnte 2 pct. pr. år. Dette forklares af, at forfatterne benytter den nyere vækstteori, og de finder, at en række landespecifikke forhold er signifikante forklaringsvariable.

vægt,vilindkomstniveauet pr. eapita blive bestemt af den eksisterende teknologi (en traditionel veldefineret neoklassisk produktionsfunktion) og af opsparingskvoten, befolkningstilvækstenog tekniske fremskridt. Disse tre faktorer antages eksogent givet.Alt lige viser disse modeller, at lande med en høj opsparingstilbøjelighed typiskhar høj indkomst pr. eapita, og lande med en høj befolkningstilvækst typisk har en indkomst pr. eapita, der er lav. Solow-modellen forudser således, at forskellige landenår forskelligt steady state niveau som følge af forskelle i determinanterne for steady state indkomsten (såkaldt »conditional convergence«). Når først økonomien har nået sin steady state, bestemmes steady state vækstraten af de tekniske fremskridt.

Solow-modellen fortæller også hvilke faktorer, der er bestemmende for »konvergenshastigheden« steady state. Indkomstvæksten er således en funktion af determinanterne den endelige steady state og det initiale indkomstniveau. Økonomien vil typisk i tilpasningen til steady state være præget af et stigende forhold mellem kapital produktion og mellem kapital og arbejdskraft (»capital deepening«).

Mens den traditionelle vækstteori er karakteriseret af eksogene tekniske fremskridt til forklaring af den økonomiske vækst, endogeniserer den nyere vækstteori de tekniske Blandt de faktorer, der kan medvirke til at forklare den økonomiske vækst, kan nævnes politisk og økonomisk stabilitet, en velfungerende infrastruktur og offentlig sektor samt arbejdsstyrkens almindelige kvalifikationsniveau. Nyere empiriske har også i den traditionelle Solow model inddraget betydningen af eksempel human kapital, jf. Mankiw m.fl. (1992).

I den teoretisk-empiriske litteratur ses bidrag, der undersøger, hvorvidt der er såkaldt eller blot »conditional« konvergens i indkomsten pr. eapita mellem og regioner. Denne artikel har ikke til formål at diskutere, hvorvidt de østeuropæiske konvergerer eller ej - men blot at illustrere størrelsesordenen af kravene den økonomiske vækst, investeringer og opsparing, såfremt det antages, at de østeuropæiske lande konvergerer til vesteuropæisk levestandard inden for en given tidshorisont (kravanalyse).

Den benyttede model tager udgangspunkt i den traditionelle vækstteori og kan beskrives et simpelt »bogholderisystem«. Modellens styrke ligger primært i sin enkelhed simple adfærdsrelationer, mange eksogene variable og en fuldstændig rekursiv Modellen indeholder ét komposit realt gode, der både anvendes som forbrugs- og investeringsgode. Den bagvedliggende produktionsfunktion er karakteriseret konstant skalaafkast, og produktionen fremstilles ved brug af kapital og arbejdskraft. antages, at der hersker fuldkommen konkurrence på vare- og faktormarkederne, at produktionsfaktorerne er fuldt beskæftigede.

Modellens udgangspunkt er en eksogen beskrivelse af økonomiens udviklingsbane
- repræsenteret ved en årlig konstant vækstrate (g). Vækstraten antages bestemt af de
ovenfor nævnte eksogene faktorer, og modellen forklarer således ikke kilderne til den

økonomiske vækst. Vækstraten g fastsættes således, at den netop sikrer, at økonomien
konvergerer til et givet vesteuropæisk indkomstniveau pr. capita (y) i løbet af Tår.

(1)

og det samlede bruttonationalprodukt er derfor givet ved

(2)

hvor N repræsenterer befolkningens størrelse, der antages at vokse med vækstraten n.

Dernæst bestemmes investeringsudviklingen, idet det antages, at investeringerne stiger i takt med produktionen (konstant og eksogen investeringskvote (v)). Investeringsudviklingen således ikke et resultat af en bagvedliggende eksplicit profit-maksimerende - men baseret på en ad hoc forudsætning om, at investeringskvoten bestemmes således, at den netop sikrer, at de østeuropæiske lande på tidspunktet for indkomstudligningen med de vesteuropæiske lande (år T) vil have det samme forhold mellem værdien af kapitalapparatet og produktionen som disse (det antages således, at de østeuropæiske Å7/-forhold gradvis tilnærmes vestlige størrelser).

(3)

hvor investeringskvoten v netop sikrer et givet K/Y-forhold i »konvergensåret«, som en funktion af den initiale værdi af kapitalapparat (K_{)) og indkomstniveau (Y_{)), afskrivningsraten den eksogent antagne indkomstvækst pr indbygger (g), befolkningstilvæksten samt konvergens-periodens længde (T), jvf. (4).

(4)

Kapitalakkumulationen kan herefter beskrives ved ligning 5, idet det antages, at kapitalapparatet
med afskrivningsraten d, og at investeringer er produktive i
det år de foretages

(5)

I den traditionelle neoklassiske model antages opsparingskvoten (s) konstant over

tid. Hn sådan antagelse er i den foreliggende analyse mindre relevant, idet de osteuropæiskelandes
(og meget lave) opsparingskvoter ikke kan betragtes som langsigtede»ligevægtsværdier«.
forudsættes derfor bestemt som

(6)

hvor opsparingskvoten er eksogent bestemt, jf. kalibreringen af modellen.

Ligevægten på varemarkedet er beskrevet i (7) og udtrykker blot, at udbuddet af økonomiens ene vare skal være lig dens efterspørgsel til forbrug (C), investeringer (I) og nettoeksportformål (NX). I modellen ses der bort fra den offentlige sektor. Overskuddet betalingsbalancen (BB) skal således være lig økonomiens nettoopsparing.

(7)

Afslutningsvis defineres udlandsgælden (G) som forrige periodes udlandsgæld
fratrukket overskuddet på betalingsbalancens løbende poster,

(8)

Det erindres, at saldoen på betalingsbalancens løbende poster også opgøres som rentebetalinger på udlandsgælden (G_lA r) samt overførsler til udlandet i øvrigt fratrukket på vare- og tjenestebalancen. Som det fremgår, er modellen rekursiv. Med den nødvendige konvergensvækstrate pr. capita (g) er indkomsten bestemt i (2), hvorefter investeringer (3), opsparing (6), og betalingsbalancen (7) bestemmes. Akkumuleringen kapitalapparat og udlandsgæld er efterfølgende givet ved (5) og (8).

Kalibrering

Kalibreringen af den teoretiske model tager udgangspunkt i de østeuropæiske landes strukturer i 1993. De centrale langsigtede parameterantagelser (fx kapital-output-forhold indkomst pr. capita) er baseret på data for de vesteuropæiske lande. Med udgangspunkt i disse data beregnes et udviklingsforløb omfattende vækstkrav tilhørende investeringsbehov, der netop sikrer, at det enkelte østeuropæiske land i løbet af 30 år konvergerer til vesteuropæisk levestandard og økonomiske strukturer øvrigt (kravanalyse). Afhængigt af antagelser med hensyn til landenes opsparingstilbøjelighed landenes lånebehov og udviklingen i udlandsgælden.

I de 6 østeuropæiske lande lever der godt 96 mio. indbyggere, og landene er fattige sammenlignet med vesteuropæisk levestandard, jf. tabel 1. Da der hersker betydelig usikkerhed bl.a. vedrørende opgørelsen af nationalindkomsten i de tidligere centraldirigeredeøkonomier, de viste tal for disse lande alene retningsgivende for den økonomiskesituation.

nomiskesituation.Indkomsten pr. capita i 1993 (målt i købekraftspariteter) opgøres til mellem ca. 17 pct. i Rumænien og 45 pct. i Tjekkiet af indkomsten i EU. Under ét opgøreslandene til at have en indkomst pr. capita, der svarer til knap 30 pct. af den gennemsnitlige indkomst i EU.

Mens investeringskvoten for de 6 østeuropæiske lande under ét svarer til den vesteuropæiske opsparingstilbøjeligheden noget lavere end i EU. 11993 udgjorde landenes på betalingsbalancens løbende poster således ca. 5 pct. af BNP Den samlede udlandsgæld i Østeuropa blev i 1994 opgjort til 46 pct. af BNP varierende fra 161 pct. i Bulgarien til 19 pct. i Rumænien. Til sammenligning betragter Verdensbanken med en gældskvote større end 50 pct. som »alvorligt forgældede lande«.²

Tidligere undersøgelser af udviklingsperspektiverne for Østeuropa under ét, se fx Det økonomisk Råds formandskab (1992) og Frandsen og Kærgåfd (1992), var primært på data fra perioden før reformprocessen blev indledt. De i tabel 1 viste data repræsenterer til forskel fra de tidligere undersøgelser situationen 3-4 år efter reformprocessens Således har samtlige lande oplevet dramatiske indkomstfald 1989/90, og såvel den private som den offentlige opsparingstilbøjelighed er faldet markant. I 1990 opgjorde man den østeuropæiske indkomst pr. capita til ca. 40 pct. af indkomsten i EU, hvorimod den aktuelt som nævnt opgøres til knap 30 pct. Tilsvarende opsparingskvoten faldet fra omkring 30 pct. til ca. 14 pct. af bruttonationalproduktet 1993.

---

2. Den gennemsnitlige gældskvote i udviklingslandene gennem 1980'erne var omkring 35 pct., og i 1993 havde lavindkomstlandene (ekskl. Kina og Indien) en gældskvote på godt 75 pct., mens mellemindkomstlandenes udgjorde godt 30 pct. af BNP.

Konvergenskrav til den økonomiske vækst

De generelt store indkomstforskelle mellem Øst- og Vesteuropa antyder, at overgangen planøkonomi til markedsøkonomi med udligning af den gennemsnitlige levestandard tage mange år. For at give en indikation af tilpasningsperiodens længde og de tilhørende vækstrater er i tabel 2 vist et par eksempler på, hvor stor den gennemsnitlige i de østeuropæiske lande skal være, for at landenes indkomst pr. capita tilnærmes vestlige indkomstniveauer. Forudsættes den gennemsnitlige vækst i EU at udgøre 2,5 pct. pr. år, skal den årlige vækstrate i Østeuropa under ét være på 6,9 pct., for at indkomstforskellen i løbet af 30 år fuldstændig udlignes. Dette svarer til en ekstravækst på knap 4,5 pct. pr. år i hvert af de 30 år i forhold til væksten i EU. En væsentlig kortere tilpasningsperiode forøger kravet til den gennemsnitlige årlige vækstrate, mens en mindre indsnævring af indkomstforskellen mindsker kravet til den årlige vækstrate.

Vækstkravene er ganske høje, men er dog ikke højere end det, man har set i lignende i Vesteuropa. Fx. var væksten i Tyskland i 1950'erne omkring 8 pct. pr. år i gennemsnit. I Østtyskland er det reale BNP i perioden 1992-94 steget i størrelsesordenen 7,5 pct. med produktivitetsstigninger på omkring 15 pct. pr. år.³ Sådanne vil medføre et stærkt øget investeringsbehov i de østeuropæiske lande, en hastig kapitalakkumulation vil forøge arbejdskraftproduktiviteten og den økonomiske vækst.⁴

---

3. Betragtes udviklingen i de asiatiske lande, udgjorde den gennemsnitlige økonomiske vækst i perioden 1977-94 ca. 7 pct. pr. år. I Kina kan væksten siden 1991 opgores til 12-13 pet. pr. år.

4. Styrken af sammenhængen mellem økonomisk vækst og kapitalakkumulation kan illustreres af udviklingen Singapore fra 1960 til 1991, hvor den gennemsnitlige vækst udgjorde godt 8 pct. pr. år. Vækstregnskab Singapore viser, at den fysiske kapitalakkumulation bidrager til godt halvdelen afvæksten (4,3 pct. point), mens tilvæksten i arbejdsstyrken (1.9 pct. point) og totalproduktiviteten (1,8 pct. point) forklarer den resterende del. jf. IMF (1995c) p. 9. Den kraftige vækst i Singapore forklares også af makroøkonomisk sta- bilitet, en liberal handelspolitik og et fleksibelt arbejdsmarked - faktorer, der alle bidrog til det gunstige udgangspunkt en investerings- og eksportledet vækst. Et tilsvarende mønster kan også observeres i en række de øvrige hurtigt voksende asiatiske lande.

Investeringsbehov

I det følgende bestemmes landenes investeringsbehov og kapitalopbygningen i overgangsfasen. Dette sker på baggrund af den ovenfor beskrevne indkomstudvikling og en forudsætning om, at de østeuropæiske lande på tidspunktet for indkomstudligningen de vesteuropæiske lande (år 30) vil have det samme forhold mellem kapitalmængde produktion som disse. Det antages, at den årlige afskrivningsrate udgør spct.

I beregningen forudsættes investeringskvoten konstant, jf. ligning (3) og (4). Den økonomiske værdi af størsteparten af de østeuropæiske landes kapitalapparat, herunder værdien af infrastruktur og boligmasse, er meget ringe, og de tilgængelige skøn over kapitalapparatets størrelse og produktivitet behæftet med betydelige usikkerhed. det følgende antages det derfor, at den økonomisk anvendelige del af kapitalapparatet til 1 års produktion.⁵ Værdien af kapitalapparat i konvergensåret fastsættes at forholdet mellem kapitalapparat og indkomst svarer til det vesteuropæiske For de vesteuropæiske lande regner man typisk med et forhold mellem og indkomst på 2,5. K/Y-forholdet i de østeuropæiske lande vokser dermed gradvist i løbet af de 30 år fra den initiale værdi på 1 til 2,5.⁶

I tabel 3 er vist de beregnede investeringskvoters afhængighed af det langsigtede forhold mellem kapitalmængde og produktion. Tabellen illustrerer også betydningen af antagelsen med hensyn til befolkningsudviklingen. For et givet K/Y-forhold er vist størrelsen af investeringskvoterne afhængigt af, hvorvidt folketallet antages konstant eller fremskrives i overensstemmelse med Verdensbankens befolkningsprognoser. Som det fremgår, er der uanset disse forudsætninger tale om forholdsvis høje investeringskvoter. tilpasningsperioden at være kortere, afskrivningsraten højere eller værdien af den initiale kapitalbeholdning mindre, er de resulterende investeringskvoter højere.

Der er som nævnt knyttet en betydelig usikkerhed til kapitalmængdens størrelse i forhold til produktionsværdien i de vesteuropæiske lande, og antagelsen om at dette forhold på lang sigt skal udgøre 2,5 er, som det fremgår af tabellen, af stor betydning for bestemmelsen af landenes investeringsbehov i overgangsfasen. IMF (1995b) har i

---

4. Styrken af sammenhængen mellem økonomisk vækst og kapitalakkumulation kan illustreres af udviklingen Singapore fra 1960 til 1991, hvor den gennemsnitlige vækst udgjorde godt 8 pct. pr. år. Vækstregnskab Singapore viser, at den fysiske kapitalakkumulation bidrager til godt halvdelen afvæksten (4,3 pct. point), mens tilvæksten i arbejdsstyrken (1.9 pct. point) og totalproduktiviteten (1,8 pct. point) forklarer den resterende del. jf. IMF (1995c) p. 9. Den kraftige vækst i Singapore forklares også af makroøkonomisk sta- bilitet, en liberal handelspolitik og et fleksibelt arbejdsmarked - faktorer, der alle bidrog til det gunstige udgangspunkt en investerings- og eksportledet vækst. Et tilsvarende mønster kan også observeres i en række de øvrige hurtigt voksende asiatiske lande.

5. Antages alternativt, at kapitalapparatet stort set ingen værdi har, eller at det initiale kapital-output-forhold var 2, vil dette føre til, at den årlige (konstante) investeringskvote skal være 0,3 point højere henholdvis lavere hvert af de 30 år i forhold til de viste kvoter i tabel 3.

6.1 midten af 1980'erne var K/Y-forholdet ide private byerhverv i EF-landene under ét knap 3, mens de private kapitalbeholdning i forhold til nationalindkomsten var mindre end 2, jf. Det økonomiske Råds Formandskab (1992). Det samlede investeringsbehov i Østeuropa omfatter også investeringer i bolig og infrastruktur, hvorfor beregningerne er baseret på et forsigtigt skøn for ÅvT-forhold på 2,5.

øvrigt med udgangspunkt i en neoklassisk teoretisk ramme estimeret, at det langsigtedeøsttyske
ligger i intervallet 2,1-2,3, omend der også knytter
sig nogen usikkerhed til disse skøn.

På denne baggrund vil det årlige investeringsbehov i Østeuropa vokse fra omkring 140 mia. dollars til godt 250 mia. dollars efter 10 års forløb og til ca. 955 mia. dollars efter 30 års tilpasning (opgjort i 1993-priser), jf. tabel 4. Til sammenligning udgjorde i EU i 1993 knap 1200 mia. dollars. Størrelsesordenen af de nævnte investeringsbehov synes store, men i relation til den samlede globale opsparing, i 1993 kan anslås til 5540 mia. dollars (IMF (1995a) og World Bank (1995)) repræsenterer de initiale investeringsbehov i Østeuropa kun ca. 2,5 pct. af den samlede globale opsparing. Antages alternativt et langsigtet ÅvT-forhold på 2,25 til forskel fra de antagede 2,5, svarer dette til, at de årlige investeringer er 10 pct. mindre end de angivne i tabellen.

Opsparing og udlandsgæld

Finansieringen af de østeuropæiske investeringer kan ske i form af en øget indenlandskopsparing i form af låntagning i udlandet eller vestlig bistand. Som omtalt opgøres landenes samlede opsparingskvote aktuelt til omkring 14 pct. af bruttonationalproduktet med betydelige variationer landene imellem - fra 8 pct. i Ungarn til 22 pct. i Rumænien. Så lave opsparingskvoter i forhold til de ovenfor beregnede investeringsbehovvil til betydelige årlige betalingsbalanceunderskud med en kraftig og uholdbar vækst i landenes udlandsgæld til følge. De årlige betalingsbalanceunderskud

kan med udgangspunkt i de beregnede investeringsbehov og de i tabel 1 viste opsparingskvoteropgøres
mellem 1 pct. af BNP i Tjekkiet til 12 pct. i Ungarn.

Beregningen illustrerer således, at de investeringer, der er nødvendige for at genopbygge i Østeuropa, også kræver en væsentligt højere national opsparingstilbøjelighed. er næppe sandsynligt, at vestlige direkte investeringer eller overførsler alene kan finansiere de omfattende investeringer i Østeuropa.

Som nævnt er opsparingskvoten i modellen eksogent bestemt. Der eksisterer naturligvis mulige forløb for udviklingen i den nationale opsparing, og den vil formentlig variere på tværs af de østeuropæiske lande. En række empiriske undersøgelser, IMF( 1995a), peger på en forbindelse fra indkomst pr. capita til opsparingskvote. synes at understøtte, at den nationale opsparingstilbøjelighed forøges kraftigt med stigende indkomst pr. capita, hvorefter opsparingskvoten flader ud efter et vist indkomstniveau. Denne tendens er særlig markant hos en række mellemindkomstlande fx de nye industrialiserede asiatiske lande.⁷

Selvom en række undersøgelser understøtter, at kausaliteten kan gå fra indkomst til opsparingstilbøjelighed, tilsiger den teoretiske litteratur på den anden side, at en stigende er en forudsætning for stigende vækst. En entydig konklusion mht. kausaliteten mellem opsparing og vækst er derfor ikke mulig og der er også gode grunde at tro, at der er positive virkninger begge veje. I en række af de asiatiske lande oplevede man en positiv økonomisk vækst/ør opsparingstilbøjeligheden tog til. Efterfølgende den voksende opsparingstilbøjelighed den økonomisk vækst. Erfaringerne andre hurtigt voksende økonomier støtter således, at opsparingskvoten stiger i takt med indkomstudviklingen. På den anden side vil de østeuropæiske befolkningers behov (stor utålmodighed) for et vestligt forbrugsniveau lægge en dæmper på hastigheden, hvormed opsparingskvoten vil stige.

---

7. Således er opsparingskvoten i en række af de asiatiske lande steget med mere end 10-12 pct. point, fra 21 pct. i 1969 til 31-33 pct. i 1993 - primært som følge af stigende private opsparingskvoter.

Antages de østeuropæiske lande i takt med den antagede økonomiske vækst gradvist forøge opsparingstilbøjeligheden med eksempelvis 12 pct. point fra de forholdsvis niveauer i 1993 til 26 pct. på lang sigt (eller 7 pct. point mere end den aktuelle i Vesteuropa), kan de årlige under/overskud på betalingsbalancens poster beregnes.⁸ Som det fremgår af tabel 5, vil de central- og østeuropæiske med undtagelse af Tjekkiet få underskud på betalingsbalancen i hele konvergensperioden. I Ungarn, Polen og Bulgarien svarer det årlige underskud til 10-15 af nationalindkomsten, mens Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien har et bedre udgangspunkt de noget højere opsparingskvoter i 1993. De årlige underskud svarer til 4-8 pct. af BNP i Tjekkiet og Slovakiet og ca. 9 pct. i Rumænien.

I takt med at opsparingskvoten vokser (eller en mindre del af indkomsten forbruges), underskuddene på vare- og tjenestebalancen (betalingsbalancen eksklusiv omend de betydelige rentebetalinger på den initiale og den i perioden oparbejdede udlandsgæld for nogle af landene tidligt i konvergensperioden fører til voksende underskud på betalingsbalancen. Tjekkiet vil med de anvendte forudsætninger, en realrente på 5 pct., få etableret overskud på betalingsbalancen knap 30 års tilpasning. De årlige underskud for de østeuropæiske lande under ét svarer de første 20 år til ca. 1 pct. af EU-landenes årlige indkomst. Til sammenligning Marshal 1-hjælpen i den væsentligt kortere periode 1948-1951 omkring 1 pct. af USA's BNP, ligesom EU-landenes u-landshjælp kan opgøres til i ca. 0,5 pct. af BNP.

I tabel 6 er vist udviklingen i landenes udlandsgæld i pct. af bruttonationalproduktet,såfremt
østeuropæiske lande ikke modtager vestlige gaver og bistand. Med et

---

8. Spanien, Japan, Italien, Finland, Østrig og Frankrig opnåede i perioden 1960-85 en speciel hurtig konvergens forhold til USA. Landene havde samtidig en opsparingskvote i størrelsesordenen 26 pct.

langsigtet K/Y-fovho\d på 2,5 fører de initialt meget lave opsparingskvoter til en kraftig vækst i udlandsgælden for størsteparten af landene. Ungarn og Polen oparbejder en udlandsgæld, der ligesom for Bulgariens vedkommende overstiger et års produktion. Det fremgår også af tallene, at landenes meget forskellige udgangspunkter med hensyntil gæld, indkomstniveau og opsparingstilbøjelighed er afgørende for landenesmuligheder hurtigt at konvergere til vestlige indkomstniveauer. Beregningen illustrererogså af en mærkbar lånoptagelse i udlandet og de deraf seneremanglende i den økonomiske politik. Set under ét vil de 6 østeuropæiskelande en gældskvote på godt 100 pct. i løbet af de første 10-20 år, hvorefter årlige overskud på vare- og tjenestebalancen vil nedbringe den samlede gældsætning til udlandet. Under de her nævnte forudsætninger udgør gældskvoten knap 90 pct. i konvergensåret.

Som nævnt knytter der sig en vis usikkerhed til det langsigtede krav til forholdet mellem kapitalmængde og produktion. Antages alternativt et langsigtet ÅvT-forhold på 2,25, hvilket mere er i tråd med det IMF( 1995b) har beregnet for Østtyskland, nedbringes årlige underskud betragteligt. De færre investeringer nedbringer importbchovet, de årlige underskud reduceres markant med udsigt til en lidt mindre dramatisk til følge, jf. tabel 6, søjle 5-8. Med et sådant mindre krav til det langsigtede forhold mellem kapitalapparatet og nationalindkomsten, udgør gældskvoten »kun« ca. 50 i konvergensåret.

De gennemførte beregninger er naturligvis afhængige af de benyttede antagelser.
Anvendes en højere realrente, en højere afskrivningsrate, et større langsigtet kapitaloutput-forholdeller
mindre initial værdi af landenes kapitalbeholdning, forøges

landenes investeringsbehov, og for en given udvikling i opsparingstilbøjeligheden vil underskuddene på betalingsbalancen blive desto højere med negative konsekvenser for udviklingen i udlandsgælden. Formår de central- og østeuropæiske lande ikke at forøge opsparingstilbøjeligheden tilstrækkeligt svarende til investeringsbehovene vil det, med mindre de rigere vesteuropæiske lande yder en betydelig finansiel bistand, få konsekvenser for »ambitionsniveauet« i konvergensprocessen med en sandsynlig længeretilpasningsperiode konvergens til et lavere indkomstniveau til følge. Forlængestilpasningsperioden eksempelvis 40 år, mindskes kravet til den årlige realøkonomiskevækst investeringsbehovet. Dette vil imidlertid ikke afgørende ændre de fundne resultater, idet væksten i opsparingen bliver tilsvarende mindre, jf. ligning 6. Den samlede gældsætning efter 30 års konvergens er stort set upåvirket med en gældskvotepå (sammenlignet med 87 i tabel 6, søjle 4) eller 58 efter 40 års konvergens. Hvis det samtidig antages, at landene konvergerer svarende til »kun« 80 pct. af den fremtidige indkomst pr. capita i EU, reduceres den 30-årige gældskvote til 79 for landeneunder eller til ca. 52 efter 40 år.

Afgørende for en holdbar udvikling i udlandsgælden er derimod, at den samlede opsparing hurtigere end de samlede investeringer. Forudsættes det, at opsparingskvoten sit langsigtede niveau i løbet af 30 år (stigende fra 14 til 26 pct.), mens konvergensen vesteuropæiske forhold i øvrigt strækkes over en længere periode på eksempelvis år (mindre årlige investeringer) - dvs. spændet mellem opsparing og investering - vil landenes behov for låntagning i udlandet reduceres med en mindre vækst i gældskvoten til følge, jf. tabel 6's sidste fire søjler. Således reduceres den samlede gældskvote i de 6 betragtede lande til 62 efter 30 års forløb. Efter 40 års forløb er den samlede gældskvote reduceret til ca. 45.

Figur 1 supplerer tabel 6, og den illustrerer udviklingen i den samlede østeuropæiske i perioden 1993-2023, afhængig af de netop diskuterede forudsætninger og profilen på spændet mellem opsparing og investering). Figuren viser, landene under ét får opbygget en meget betydelig udlandsgæld tidligt i tilpasningsperioden, til 80-100 pct. af BNP- men fastholdes opsparingstilbøjeligheden længere sigt på et relativt højt niveau i forhold til investeringkravene, synes udviklingen i udlandsgælden at være holdbar (faldende gældskvote).

Hvorvidt gældsudviklingen på langt sigt efter konvergensperiodens afslutning er holdbar afhænger af a) realforrentningen af udlandsgælden, b) realvæksten i økonomienog saldoen på betalingsbalancen. Med de benyttede forudsætninger (søjle 1-4 i tabel 6) vil de mest forgældede af landene (Ungarn, Bulgarien og Polen) ved tilpasningsperiodensafslutning en udlandsgæld i størrelsesordenen 100 pct. af BNP. Forudsætteslandene øvrigt efter tilpasningsperiodens afslutning at få »en normal vesteuropæisk«årlig på 2,5 pct. og en lavere realrente på 3 pct., er kravet til de rligeoverskud vare- og tjenestebalancen (dvs. betalingsbalancen ekskl. rentebetalinger)ca.

ger)ca.0,5 pct. af BNP med et resulterende underskud på betalingsbalancen på ca. 2,5 pct. af BNP, for at udlandsgælden vil udvikle sig parallelt med den realøkonomiske vækst (konstant gældskvote). For de mindst forgældede lande (Slovakiet og Tjekkiet) vil kravet til de årlige overskud på vare- og tjenestebalancen være omkring 0,2 pct. af BNP svarende til et underskud på betalingsbalancens løbende poster på omkring 1 pct. af BNP. Antages realrenten alternativt til 5 pct. p.a., er de respektive krav til de løbendeoverskud vare- og tjenestebalancen ca. 2,4 og knap 1 pct. af BNP for henholdsvis de mest og mindst forgældede af landene.

Konklusion

Beregningerne er som nævnt alene indikative for udviklingen de kommende år i Østeuropa, men de illustrerer bl.a., at kravene til økonomisk vækst, kapitalakkumulation opsparingstilbøjelighed i overgangsfasen fra plan- til markedsøkonomi er store. er dog betydelige forskelle mellem de betragtede lande. Beregningerne viser, at prisen for at indhente produktiviteten og opnå samme levestandard som i Vesteuropa i løbet af blot 30 år uundgåeligt er opbygning af en stor udlandsgæld, med mindre landene modtager vestlig bistand i et betydeligt omfang eller selv meget hurtigt opbygger opsparingstilbøjelighed, der svarer til det niveau, der kendes fra en række asiatiske lande.

Landenes relativt begrænsede indkomst og det omfattende behov for en mærkbar kapitalindsprøjtning retfærdiggør, at en stor andel af finansieringsbehovet tidligt i transformationsprocessen dækkes af kapitalimport. På den anden side, hvis betingelserne incitamenterne til at øge den nationale investering og opsparing ikke hurtigt etableres, vil landenes økonomiske formåen være utilfredsstillende, hvilket vil stille spørgsmål ved landenes evne til at forrente og evt. afdrage udlandsgælden.

Størrelsen af behovet for en cvt. vesteuropæisk finansiel støtte afhænger naturligvis helt af landenes evne til selv at finansiere investeringsbehovet. Antages de østeuropæiske gradvist selv at finansiere en større og større del af disse investeringer, udgør det samlede østeuropæiske underskud på betalingsbalancens løbende poster givet ovenfor nævnte antagelser ca. 1 pct. af EU-landenes BNP de første 10-20 år af konvergensprocessen, hvorefter behovet for støtte og subsidier gradvist aftager. Til sammenligning udgjorde Marshall-hjælpen i den væsentligt kortere periode 1948-51 omkring 1 pct. af USA's BNP. Beregningerne og sammenligningen med Marshall hjælpen illustrerer bl.a., at på længere sigt udgør en betydelig stigning i den private opsparing Østeuropa en nødvendig betingelse for, at landene kan iværksætte de påkrævede og vækstfremmende investeringer.

Den vesteuropæiske støtte må i hvert fald på kort sigt omfatte finansiel bistand og dermed medvirke til at dæmpe væksten i landenes udlandsgæld, men også konkrete skridt til bl.a. en frihandelsorienteret integration af de østeuropæiske lande i EU på eksempelvis som omtalt i Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut (1995) og Frandsen og Kærgård (1995). Erfaringerne fra bl.a. en række asiatiske antyder, at det er muligt at igangsætte en accelererende vækst på trods af et manglende initialt »hop« i opsparingstilbøjeligheden. En sådan proces kan være resultatet en betydlig teknologi- og kapitaloverførsel fra EU kombineret med tiltag, der bl.a. sikrer de østeuropæiske landes fulde adgang til de vesteuropæiske markeder.

Givet landenes meget forskellige udgangspunkt synes deres muligheder for at opnå indkomstmæssig pantet med Vesteuropa meget forskellige. Specielt Tjekkiet og Slovakiet indenfor en overskuelig fremtid at have bedre muligheder for opnå en levestandard i Vesteuropa end en række af de øvrige østeuropæiske lande. Rumænien Bulgarien synes at få vanskeligere ved at konvergere til vesteuropæisk produktivitet levestandard - kravene til den økonomiske vækst, investeringsbehovene samt opsparingskravet er meget store. Også Polens og Ungarns aktuelle udlandsgæld vil lægge en dæmper på landenes muligheder for hurtigt at indhente vesteuropæiske indkomstniveauer. vil en betydelig gældsopbygning i de central- og østeuropæiske i konvergensperioden begrænse frihedsgraderne i den økonomiske politik lægge en dæmper på landenes forbrugsmuligheder på langt sigt. Den store investerings og forbrugsfremgang i tilpasningsperioden opnås dermed gennem et lavere fremtidigt forbrug, idet en betydelig del af indkomsten til den tid skal anvendes til at forrente og evt. nedbringe udlandsgælden.

Litteratur

Det økonomiske Råds formandskab. 1992.
Dansk økonomi, maj 1992, København.

lingen i Østeuropa. Økonomi & Politik, 65.
årgang nr. 3. side 4-11.

Frandsen. Søren E. og Niels Kærgård. 1992.
Omfang, varighed og betydning af omstil-

IMF. 1995a. World Economic Outlook, May
1995. Washington.

IMF. 1995b. United Germany: The First Five
Years - Performance and Policy Issues,
Occasional Papers 125. Washington.

IMF. 1995c. Singapore - A Case Study in Rapid
Occational Paper 119.
Washington.

Knight, Malcolm, Norman Loayza and Delano 1993. Testing the Neoclassical of Economic Growth. IMF Staff Papers, Vol. 40, No. 3.

Kærgård, Niels og Søren E. Frandsen. 1995.
Østeuropa og dansk landbrug, Tidsskrift
for Landøkonomi, 182. årgang, 4/95.

Mankiw, N. Gregory, David Romer and David
Weil. 1992. A Contribution to the

Economic Growth. The Quarterly
Journal of Economics. May 1992.

Sala-i-Martin, Xavier. 1995. Regional Co-

hesion: Evidence and Theories of Regional
Growth and Convergence. European Economic

Solow, Robert M. 1956. A Contribution to the
Theory of Economic Growth. Quarterly
Journal of Economics, Vol. 50.

Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut.
Landbrugets økonomi. Efteråret
København.

Swan, Trevor W. 1956. Economic Growth
and Capital Accumulation. Economic Record,
32.

Quah, Danny. 1995. Empirics for Economic Growth and Convergence. Discussion Paper 1140, Center for Economic Policy Research.

World Bank. 1995. Workers in an Integrating
World. World Development Report 1995.
Washington.