Resumé

SUMMARY: This article shows how the method of generational accounting can be used to assess the cross-generational distribution of the lifetime tax burden in Denmark. As a result of high public debt, changing demographics and a large public deficit in the base year (1992), we find that a continuation of current fiscal policy will pass fiscal burdens onto future generations. In order to equalize the fiscal burdens on newborn and future generations, current fiscal policy would have to be tightened by an amount corresponding approximately 6 per cent of the revenue from labour income taxation or a 20 per cent increase in the VAT revenue.

1. Indledning

Udviklingen i økonomisk teori har betydet, at der i dag lægges langt mere vægt på fremadskuende adfærd i den private sektor end tidligere. Det tages nu for givet, at private om f.eks. forbrug, opsparing og arbejdsudbud ikke blot afhænger af folks aktuelle indkomst, men også af deres forventede fremtidige indkomst. Deraf følger at folk disponerer ud fra såvel deres aktuelle som deres forventede fremtidige skattebetaling.

Denne udvikling har også afsløret et behov for nye indikatorer for finanspolitikkens virkninger. 1 den offentlige debat bliver finanspolitikkens succes ofte kædet sammen med saldoen på det offentlige budget. Det kan der være mening i, hvis man f.eks. ønskeret af de offentlige finansers stilling i forhold til ØMU'ens konvergenskrav.Men man ønsker en vurdering af finanspolitikkens langsigtede egenskaber,herunder

---

Vi takker Søren Bo Nielsen og Jan Walliser for kommentarer. Artiklens konklusioner afspejler ikke nødvendigvis synspunkter. EPRU's aktiviteter finansieres gennem en bevilling fra Danmarks

skaber,herunderspørgsmålet om byrdefordelingen mellem nulevende og fremtidige
generationer, er budgetunderskuddet ikke noget brugbart mål.1

Når man overhovedet bekymrer sig om finansieringen af den offentlige sektor på længere sigt, hænger det bl.a. sammen med, at den offentlige gæld som andel af BNP efterhånden er blevet ganske stor. Og de senere års erfaringer fra en række lande tyder på, at det strukturelle budgetunderskud er blevet større. Sammen med udsigten til en stigende ældreforsørgelsesbyrde efter årtusindeskiftet kan der således blive væltet betydelige over på fremtidige generationer. Dette problem forstærkes af, at realrenten er høj i forhold til økonomiens vækstrate.

De problemer, som gældsopbygningen, fremtidens forsørgerbyrde og den relativt høje merrente kan få for finanspolitikken på længere sigt, vurderes ofte ved hjælp af den såkaldte holdbarhedsindikator.² Normalt defineres en holdbar finanspolitik ved, at den offentlige gæld som andel af BNP på sigt ikke overstiger gæld-til-BNP forholdet i udgangsåret. Hvis den aktuelle finanspolitik videreført uden stramninger fører til, at den offentlige gæld som andel af BNP stiger på længere sigt, vil man således sige, at der er et holdbarhedsproblem. Dog siges ikke dermed noget om, hvem der kommer til at bære byrden ved en given udvikling i gældskvoten.

Sigtet med denne artikel er således at uddybe allerede eksisterende beregninger af finanspolitikkens holdbarhed. Dette sker ved at opstille et såkaldt generationsregnskab, angiver, hvor meget hver nulevende og fremtidige generation kan forvente at skulle betale i nettoskat (skatter minus indkomstoverførsler) over deres forventede (restlevetid, hvis den aktuelle finanspolitik fortsættes i uændret form. At se skattebyrden et helt livsløb snarere end for et enkelt år er i god overensstemmelse med nyere, intertemporal makroøkonomi.

Generationsregnskabet er oprindeligt udviklet af amerikanske økonomer; se Auerbach Kotlikoff (1991), Auerbach, Gokhale og Kotlikoff (1991, 1994) og Kotlikoff (1992). I USA indgår generationsregnskabet nu som et integreret led i den årlige afrapportering Kongressen, se f.eks. US Office of Management and Budget (1995). Også i andre lande, herunder Norge og Sverige, er metoden blevet anvendt som led i mere langsigtede vurderinger af finanspolitikken.³ Endvidere har OECD -se OECD (1995) - benyttet metoden til at sammenligne den finanspolitiske stilling i en række lande.

Artiklen er herefter disponeret på følgende måde. I afsnit 2 diskuteres kort teorigrundlagetfor
Dernæst redegøres i afsnit 3 mere detaljeret for,
hvordan generationsregnskabet gennemføres i praksis. Eftersom dette kræver et meget

---

1. Det er helt generelt et problem, at budgetsaldoen ikke er veldefineret, hverken hvad angår dens opgørelse eller dens fortolkning, se Kotlikoff (1988).

2. Se fx Finansministeriet (1995), Jensen (1995) samt Jensen og Nielsen (1995).

3. Det norske generationsregnskab er dokumenteret i Gjersem og Steigum (1994), mens det svenske findes beskrevet i Olsson (1995).

stort talmateriale, gør vi i afsnit 4 en del ud af datafremskaffelse og -behandling. Afsnit5
vore resultater, mens afsnit 6 rummer en kritisk vurdering af den
valgte metode. Endelig forsøger vi i afsnit 7 at afrunde artiklen.

2. Omfordeling mellem generationer

Som nævnt kædes vilkårene for fremtidige generationer ofte sammen med dels budgetunderskuddets og den offentlige gælds størrelse, dels det »her-og-nu« finansierede pensionssystem. Lad os derfor kort se på, hvordan offentlig gæld og pensionssystemet kan omfordele mellem generationerne. Det vurderes også, hvilke makroøkonomiske virkninger dette kan få.⁴

I hvor høj grad offentlig gældsstiftelse omfordeler mellem generationer, afhænger af den private sektors tidshorisont. I modeller, hvor agenterne som abstraktion har uendelig vil omfordeling mellem generationer per definition være udelukket: alle virkninger af intertemporale reallokeringer vil »ramme« den samme uendeligt levende generation. Med en række yderligere antagelser, herunder perfekte kapitalmarkeder og ikke-forvridende skatter, vil der i en sådan verden kunne gælde »ricardiansk kvivalens«, betyder, at offentlig gældsstiftelse ikke vil påvirke makroøkonomien, f.eks. forbrug og investeringer.

Det empirisk relevante vil imidlertid være tilfældet, hvor agenterne har en endelig tidshorisont. Antag, at der nu sker en midlertidig nedsættelse af skattetrykket, samtidig at udgiftstrykket holdes konstant. Dermed vil der ske en permanent stigning i den offentlige gæld. En større offentlig gæld indebærer alt andet lige en større rentebyrde dermed, at borgerne skal betale mere i skat i en ny langsigtsligevægt. Eftersom forbundet hermed også vil blive båret af generationer, der ikke var født, da gælden blev stiftet, kan man sige, at nulevende generationer vælter byrder over på fremtidige generationer.

Hvad er de makroøkonomiske virkninger heraf? Hvis nutidsværdien af højere disponibel over perioden med skatteudskydelse er større end nutidsværdien af lavere disponibel indkomst i den efterfølgende periode med højere skat, vil nulevende generationer over deres (rest)levetid alt andet lige have et større forbrug, end de ville have haft, hvis den offentlige gæld ikke var blevet stiftet. Modstykket hertil vil være en lavere kapitalakkumulation og i en lille åben økonomi endvidere et større underskud (eller et mindre overskud) på betalingsbalancen.

I den ny langsigtsligevægt står der altså et mindre kapitalapparat til rådighed, ligesomder være behov for et større overskud på handelsbalancen til at dække renteudgifterneforbundet udlandsgælden. Deraf følger, at en større del af nationalproduktettilfalder og at en mindre del vil tilfalde landets borgere. En permanent stigning i den offentlige gæld vil således midlertidigt kunne øge forbruget, men det

---

4. Se Jensen (1996) for en uddybning.

sker pä bekostning af permanent højere skatter og større overførsler til udlandet. Derforvil
for fremtidige generationer gå ned.5

Med hensyn til det »her-og-nu« finansierede offentlige pensionssystem knyttes de generationsmæssige aspekter ofte sammen med den igangværende aldring af befolkningen. den offentlige sektors eneste rolle er at sørge for de ældre, vil ligevægt på det offentlige budget betyde, at de skatter, der betales af de erhvervsaktive, svarer til de pensioner og den service, der gives til de ældre. Til trods for, at der således periodefor-periode balance på det offentlige budget, vil fremtidige generationer kunne komme til at betale væsentligt højere skatter. Hvis nemlig niveauet for ydelserne til den enkelte ældre holdes konstant, vil fremtidige generationer i takt med, at der bliver relativt flere ældre mennesker, skulle betale mere i skat. For at undgå sådanne omfordelinger generationerne, ville det i en forudgående periode have været nødvendigt overskud på det offentlige budget. Balance på det offentlige budget er altså garanti for en ligelig generationsmæssig fordelingsprofil, når der f.eks. indtræder forskydninger.⁶

Der er således behov for at lancere et nyt mål, som siger noget om finanspolitikkens
langsigtede egenskaber, herunder i hvilket omfang finanspolitikken bidrager til at omfordele
generationerne. Det er det, der er sigtet med et generationsregnskab.

3. Generationsregnskabets metode

Principielt bør intertemporale indikatorer for finanspolitikken tage udgangspunkt i, hvad den offentlige sektor efterspørger af varer og tjenester over tid. Givet at det offentlige skal finansieres af nulevende og fremtidige generationer, bliver det dernæst relevant at se på, hvordan finansieringsbyrden er fordelt på disse generationer ⁷

Generationsregnskabet viser den skattebyrde, som nulevende og fremtidige generationer forvente at skulle bære. Skattebyrden beregnes som nutidsværdien af de nettoskatter (skatter minus indkomstoverførsler), som hver generation kommer til at betale over deres forventede restlevetid, hvis den nuværende finanspolitik videreføres i uændret form. Dog antages basisårets poster at blive reguleret efter væksten i realindkomsterne, skattebyrden måles i forhold til indtægtsevnen.

---

5. Dertil kommer, at højere skatter i fremtiden har Ibrvridende virkninger, ligesom en svagere position for de offentlige finanser kan begrænse mulighederne for gennem ekspansiv finanspolitik at modvirke konjunkturtilbageslag.

6. Omvendt kan det udmærket være tilfældet, at underskud på det offentlige budget ikke har (generations)omfordelende Hvis nemlig de efterfølgende skattestigninger eller lavere indkomstoverførsler de samme personer, vil deres livstidsindkomst være upåvirket, så deres intertemporale forbrug heller ikke blive påvirket, hvilket også gælder fremtidige generationers forbrugsmuligheder.

7. Det er naturligvis også vigtigt at se på. hvordan og i hvilket omfang de tilhørende skatter og afgifter forvrider private sektors dispositioner, samt hvordan finansieringsbyrden er fordelt på forskellige indkomstgrupper. spørgsmål bliver imidlertid ikke behandlet her.

Grundlaget for opstilling af generationsregnskabet er den offentlige sektors intertemporale ⁸ Denne udtrykker, at finansieringen af det offentlige forbrug varer og tjenester over tid og serviceringen af den offentlige gæld nødvendigvis komme fra skatter udskrevet på nulevende og fremtidige generationer. Mere præcist har vi, at

(1)

hvor første led på venstresiden angiver nutidsværdien af det aktuelle og det fremtidige offentlige forbrug, G, og Dfer værdien af det offentliges nettogæld, opgjort som nutidsværdien alle fremtidige nettorenteudgifter. Der diskonteres til basisåret, t, med realrenten før-skat, r. Højresiden angiver, hvordan den tilhørende finansiering er fordelt nulevende og fremtidige generationer. N_t k er nutidsværdien af de nettoskatter, som den generation, der blev (bliver) født i år k, kan forvente at betale over sin (restlevetid. led angiver således nutidsværdien af nettobetalingerne fra alle nulevende generationer, rækkende fra nyfødte (s=o) op til de ældste (s=T). Andet led er nutidsværdien alle fremtidige generationers betalinger.

Restriktionen (1) indebærer ikke, at der skal være balance på det offentlige budget i hver periode. Det offentlige kan benytte kapitalmarkedet til at låne (og udlåne). Den samme nutidsværdi af fremtidige nettoskatter kan fremkomme med forskellige tidsprofiler indbetalingerne, men det ligger i nutidsværdibegrebet, at jo længere den nødvendige finansiering udskydes, jo mere skal der opkræves for at få samme nutidsværdi. fremgår også, at den samlede skattebyrde er et nulsums-spil: hvis man vælger sænke bidragene fra nulevende generationer, vil byrden automatisk blive væltet over på fremtidige generationer.

Den intertemporale budgetrestriktion er endvidere konsistent med mange forskellige på længere sigt. Det er altså ingen betingelse, at gældskvoten i slutåret må overstige gældskvoten i udgangsåret, sådan som det normalt antages i holdbarhedsanalyser. Blot kræves, at regeringen ikke engagerer sig i Ponzi-finansiering, den må ikke i længden finansiere rente- og afdragsforpligtelserne ved at optage lån. Denne restriktion indebærer, at vækstraten i den offentlige gæld i hvert fald på sigt skal være mindre end realrenten.⁹ Endvidere skal vækstraten i de offentlige udgifter og indtægter være mindre end realrenten for at sikre, at nutidsværdierne i ligning er endelige.

---

8. Metoden er detaljeret beskrevet i Auerbach, Gokhale og Kotlikoff (1991)

9. Hvis omvendt merrenten er negativ, kan det offentlige fortsat underbudgettere uden frygt for en eksplosiv gældsspiral. I dette tilfælde kan regeringen låne, betale renter på den stiftede gæld og stadig have et overskud, kan bruges ti] enten at øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne.

Fremgangsmåden ved opstilling af et generationsregnskab er herefter at beregne posterne i ligning (1) i den anførte rækkefølge, dvs. først beregnes nutidsværdien af det aktuelle og det fremtidige offentlige forbrug af varer og tjenester; dernæst beregnes offentlige gæld; så nutidsværdien af nulevende generationers nettobetalinger, og endelig beregnes fremtidige generationers nettobetalinger residualt.¹⁰

Den mest krævende beregning er de nulevende generationers nettoskat over deres
restlevetid. For en generation født i år k (t - T < k< t) er denne givet ved

(2)

hvor Zj k udtrykker, hvad et typisk medlem af en generation født i år k skal betale i nettoskat det offentlige i år 7, og P- k er det forventede antal personer, som er født i år k, og som endnu er i live i år 7. Den nettoskat, som hver generation betaler i hvert af rene til dødstidspunktet, bliver tilbagediskonteret til tidspunkt / ved hjælp af før-skat realrenten.

Til beregning af TV, k har vi brug for dels en befolkningsprognose, dels oplysninger
om en hel række af ind- og udbetalinger til/fra den offentlige sektor. Z-k er således et
aggregat, givet ved

(3)

hvor h'j k er den enkelte skat eller indkomstoverførsel, som i åry betales og/eller modtages
det typiske medlem af den generation, som blev født i år k. Det er på det disaggregerede
at fremskrivningen foretages, dvs.

(4)

hvor g er vækstraten i BNP, der antages eksogen. Ligning (4) indebærer altså, at hvis
der ikke er vækst i økonomien, kommer en person, der i år7r7 er 30 år gammel, til at betale
samme i moms i åry som en person, der i år t var 30 år gammel, betalte i år t.

De skatter og indkomstoverførsler, som vi har kunnet fordele på aldersgrupper, er endvidere fordelt på køn. Ud fra ligning (2) kan vi således beregne nutidsværdien af det beløb, som en repræsentativ mand (m) eller kvinde (f) fra hver nulevende generation betale fra nu (år t) og frem til dødstidspunktet (senest år T-t)

---

10. I næste afsnit vil der blive redegjort mere detaljeret for beregningerne og databehovet.

(5

/i vil herefter betegne n* k som generationskontoen i år t for den mand eller kvindt
blev født i år k.

>om nævnt er fremtidige generationers nettobetalinger beregnet residualt ud fra li; g (1). Spørgsmålet melder sig dernæst, hvordan den samlede byrde på fremtidi; lerationer er fordelt på hver af disse generationer. Som udgangspunkt antager vi, : fremtidige generationer får den samme generationskonto. Dog indebærer antag' om en positiv vækst i økonomien, at fremtidige generationer automatisk vil ko til at betale mere i skat, desto senere de fødes. Eftersom det næppe vil være korr )etragte denne ekstra betaling som en merbyrde, korrigerer vi tidsprofilen for b brdelingen med den eksogene vækstrate i økonomien.

Idet vi ønsker at holde byrdefordelingen mellem nulevende og fremtidige genera adskilt fra den omfordeling, der sker mellem kønnene, antager vi yderligere, at »centvise forskel mellem de vækstkorrigerede skattebyrder for fremtidige O£ af de nulevende generationer bliver den samme for mænd og kvinder, dvs.

Som indikator for den generationsmæssige stilling af den aktuelle f inanspoli : almindeligt at benytte forholdet mellem generationskontoen for den yngste levende generationer og generationskontoen for den ældste af de fremtidige ge ner, idet der dog korrigeres for vækst, dvs.

Med netop disse generationer som repræsentanter for henholdsvis nuleve mtidige generationer kan generationsmæssig balance siges at eksistere, hvi* rtte svarer til, hvad Kotlikoff (1993) betegner som »the fiscal balance rule rimod n> 1 {rr < 1), skal fremtidige generationer betale en større (mindre rde end nuværende generationer.

Indikatoren Trkan også anvendes som grundlag for vurderinger af, hvordan
;e politiktiltag påvirker den generationsmæssige balance. Hvis f.eks. en se

den økonomiske politik fører til en stigning i ir, vil dette være ensbetydende med, at
større byrde væltes over på fremtidige generationer.

4. Databeskrivelse

I det følgende vil vi i hovedtræk gennemgå, hvordan et generationsregnskab ops les i praksis.'' Den mest omfattende beregning er som nævnt den, der bestemmer; nerationskontoen for hver nulevende generation af mænd og kvinder. Til det forr skal vi bruge en kønsspecifik befolkningsprognose, et budget for hele den offentl sektor i et basisår og mikroprofiler (alders- og kønsspecifikke) for skatter og ii komstoverførsler over de nulevendes restlevetid. For at beregne de fremtidige gene tioners nettobetalinger skal vi endvidere bestemme den offentlige sektors nettogæl basisåret samt det planlagte offentlige forbrug over en tilstrækkelig lang tidshorisc Endelig indgår der antagelser om eksogene parametre, såsom vækstraten, realren og inflationen.

Befolkningen

Den kønsspecifikke befolkningsprognose rækker frem til år 2200. Den underl gende metode i prognosen er beskrevet i Statistiske Undersøgelser nr. 36, 1993. Fei litetsraten antages at stige lineært fra 1,8 i 1994 til 1,9 i 2030, mens vi så vidt mul har bibeholdt antagelserne fra den officielle prognose om dødelighed og nettoindv; dring.¹² Der antages en årlig nettoindvandring på 10.500 personer, og disse er f delt på køn og alder ud fra fordelingen i 1993. Kvinders dødelighed er konstant rr en middellevetid på 78,2 år, og mænds dødelighed antages ligeledes konstant in( 60-års alderen. Fra 60-års alderen og frem antages et svagt fald i dødeligheden, hvil! øger middellevetiden med ca. 0,3 år til 73,1.¹³ Alt i alt medfører disse antagelser stationær befolkning på 5,2 millioner mennesker fra år 2075.

Det samlede offentlige budget

Tabel 1 beskriver det aggregerede offentlige budget i basisåret 1992. De rapporte:
de tal er ikke umiddelbart sammenlignelige med de officielle data, idet vi har korri^
ret budgettet i overensstemmelse med vore antagelser (se nedenfor).

Budgettet dækker alle udgifter og indtægter for staten, kommunerne, offentli
virksomheder og sociale kasser/fonde. Det samlede offentlige budget var i 1992

---

11. En mere detaljeret gennemgang af projektets empiriske basis findes i Jensen, Raffelhiischen, Jacob og Junge (1996).

12. Der kan dog forekomme visse afvigelser; fx kender vi bruttovandringerne, mens fordelingen på køn alder ikke kendes. Dette kan medføre afvigelser, idet fordelingen af vandringer på både alders- og kø grupper har indflydelse på prognosen.

13. Udgangsåret for dødelighed er 1992/1993 tal fra Statistisk Årbog. (1994).

526,0 mia. kr. (S. Å? 1995). Forskellen mellem dette og det i tabei i rapporterede
(482,0 mia. kr.) skyldes, at vi har opgjort budgettet netto for betalinger mellem de offentligeinstitutioner
netto for rentebetalinger.

Mikroprofiler

De aggregerede skatter og transfereringer er dernæst henført til repræsentative mænd og kvinder i alle nulevende generationer ved hjælp af relative alders- og kønsspecifikke Det skal pointeres, at vi anlægger en bredere forståelse af begrebet indkomstoverførsler, end det normalt er tilfældet. Således betragter vi alle offentlige udgifter, som kan fordeles på aldersgrupper, som indkomstoverførsler. F.eks. betragtes de aldersfordelte udgifter til sundhed og uddannelse på lige fod med direkte indkomstoverførsler f.eks. pension og dagpenge. De indgår dermed som fradrag ved beregningen rcetfoskattebyrden. Normalt ville man henregne offentlige udgifter til sundhedssektoren offentligt forbrug. Omvendt er der også nogle indkomstoverførsler, visse subsidier, som ikke kan fordeles på aldersgrupper, og derfor har vi behandlet dem som offentligt forbrug.

Hvis alle profiler var fra samme år, ville det ikke være nødvendigt at beregne relative Moms, almen- og speciallægehjælp, medicin og hjemmehjælp er imidlertid fra basisåret 1992. Derfor har vi indekseret alle profiler i forhold til 40-årige mænd (en tilfældig basiskategori) og dermed antaget, at profilerne er tidsinvariante.¹⁴ Profilerne, som er tilvejebragt fra forskellige kilder, vil kun kort blive gennemgået her.

---

14. Metoden er beskrevet i Auerbach, Gokhale og Kotlikoff (1991).

Indtwgtsprofderne består af skat af arbejds- og kapitalindkomst, moms, formueskat, vægt- og udligningsafgift, tobaksafgift, alkoholafgift, benzinafgift, bidrag og AUD. Alle profiler er fra Økonomiministeriets Lovmodel. For arbejds- og kapitalindkomstskatten har det været nødvendigt at lave en modelberegning, alle øvrige profiler blot er udtræk af modelbefolkningen. Pga. samspillet mellem kapital- og arbejdsindkomstskat - forskellige dele af den progressive beskatning på baggrund af indbyrdes forskellige indkomstgrundlag - er det yderst vanskeligt at adskille de to typer indkomstskat. Først er foretaget en almindelig skatteberegning efterfølgende en skatteberegning, hvor al kapitalindkomst er fjernet. Ved at sammenligne de to modelkørsler har vi et billede af den marginale beskatning af kapitalindkomst. er denne, der er anvendt som profil.

Udgiftsprofilerne består af folkepension, almindelig førtidspension, højeste/mellemste efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, revalideringsydelse, og barselsdagpenge, SU, delpension, boligstøtte, tjenestemandspensioner, for børn, klubber og legepladser, døgninstitutioner, grundskole, sfo, gymnasiet og HF, erhvervsskoleuddannelse, korte- og mellemlange uddannelser, folke og daghøjskoler, VUC, AMU, sygehuse, almen- og speciallægehjælp, tandlæger, øvrige sygesikringsydelser, medicinudgifter, hjemmehjælp, plejehjem, dagcentre og beskyttede boliger for ældre, forsorgshjem og revalidering. Indkomstoverførslerne (de 11 første profiler) stammer fra specialkørsler i Danmarks Statistik. Tjenestemandspensioner fordelt ved hjælp aftal fra Socialkommissionens (1993) rapporter (»Analyser ældre«). De resterende profiler hører ind under offentlig service og udgør derfor et specielt problem, idet vi ikke har et beløb og en modtager. Med forenklende kan vi allokere udgifterne på disse områder på aldersgrupper. F.eks. bygger profilen for udgifter til folkeskolen på antal elever (fordelt på køn og alder) i 1992, mens profilen for udgifter til sygehuse er køns- og aldersfordelt i forhold til antal

Offentlig nettogæld

Det fremgår af tabel 1, at nettorenteudgifterne på den offentlige finansielle gæld i 1992 androg 24,4 mia. kr.¹⁵ Vi antager, at dette beløb også vil gælde i årene fremover. Dette svarer til, at den offentlige gæld holdes på det samme absolutte niveau. Nutidsværdienaf tilbagediskonterede nettorenteudgifter er ialt 271,0 mia. kr., hvor diskonteringsfaktorener

---

15. Nettorenteudgifter dækker over nominelle renteudgifter, fordelte emissionskurstab, nominelle renteindtægter v. og realiserede kursgevinster/tab. I beløbet er også inflationsskatten inkluderet. Den tilhørende beholdning af gæld er 274,0 mia. kr. Det skal understreges, at den offentlige sektors nettorenteudgifter er opgjort i henhold til nationalregnskabsdefinitionen og indeholder således også afkastet af formuerne i de sociale og fonde. Det kan dog diskuteres, hvorvidt fondenes (især ATP og LD) fordringserhvervelse bør medgå, da denne som i private pensionskasser tilfalder den enkelte opsparer og ikke staten eller kommunerne.

konteringsfaktorenerden nominelle rente. Vi anser dette for at være et bedre mål for gældsbyrden på fremtidige generationer, idet disse ikke vil blive pålagt at tilbagebetaleden der er akkumuleret indtil i dag. Givet vore vækst- og inflationsantagelser er det klart, at den eksisterende offentlige gæld målt realt og i forhold til BNP vil falde over tid.

Vi modregner dernæst for nutidsværdien af alle fremtidige afkast af offentlige reale aktiver. Afkast af offentlige reale aktiver bør principielt inkludere afkastet af hele den offentlige sektors kapitalapparat, men da dette ikke kan opgøres med nogen særlig høj grad af præcision, har vi valgt en simpel opgørelsesmetode.¹⁶ I 1992 har vi beregnet tallet til 3,0 mia. kr., hvilket tilbagediskonteret med en mer-realrente på 2,5 pct. p.a. giver en samlet real formue på 119,5 mia. kr.

Den samlede offentlige nettogæld er da forskellen mellem den finansielle gæld og
de reale aktiver, dvs. 154,5 mia. kr.

Offentligt forbrug

Beregningen af offentligt forbrug sker residualt. Det offentlige forbrug ses i 1992 at udgøre 86,3 mia. kr. Hertil lægges investeringer (brutto)¹⁷, subsidier, andre transfereringer, skatter og andre indtægter, der ikke indgår i beregningen af offentlig formue. samlede beløb (65,6 mia kr.) fremskrives med vækstraten i BNP og befolkningsvæksten tilbagediskonteres med realrenten, hvilket giver en nutidsværdi for offentligt forbrug på 2.775 mia. kr.

Vækst, realrente og inflation

Den eksogene vækstrate i BNP antages at være ] ,5 procent p. a., hvilket nogenlunde svarer til de sidste 30 års gennemsnit i Danmark. Realrenten antages at være 4 procent. Mens dette ligger noget under det aktuelle niveau, er det næsten dobbelt så højt som gennemsnittet over de sidste 30 år. Endelig er den nominelle rente valgt sådan, at serviceringen den offentlige gæld i basisåret svarer til den nominelle rente gange hovedstolen mia. kr.), dvs. en effektiv rente på 9 pct. p.a.

5. Resultater

Nulevende generationer

Vi starter med at opstille et generationsregnskab for nulevende generationer. Dette

---

16. Det drejer sig om overskud af offentlig virksomhed, indtægter af jord og rettigheder mv., obligatoriske gebyrer og bøder mv., subsidier til offentlig virksomheder, kapitaloverførsler til egne virksomheder og investeringstilskud kapitaloverførsler i øvrigt til andre offentlige virksomheder.

17. Teoretisk er investeringer en udbygning af formuen og skal derfor inkluderes i den offentlige formue (i det mindste afkastet af dem). Problemet er imidlertid, at de offentlige investeringer ofte i realiteten er vedligeholdelse det offentlige kapitalapparat, så det er tilstrækkeligt til de arbejdsopgaver, det offentlige påtager (skoler, apparater til sygehuse mv.).

kan som nævnt gores helt uden hensyntagen til den offentlige sektors intertemporale
budgetrestriktion. Generationskontoen for nulevende mænd og kvinder i alle aldersgrupperer
i hhv. tabel 2 og tabel 3.

Det umiddelbart mest bemærkelsesværdige er. at generationskontoen er positiv for nyfødte mænd mens den er negativ for nyfødte kvinder. Således kan en nyfødt dreng til gengæld for at betale en engangsskat på ca. 0,5 mio. kr. se frem til et helt liv - dvs. indtil han dør som ea. 72-årig - uden noget økonomisk samkvem med den offentlige sektor. Alle offentlige ydelser vil blive stillet til hans rådighed uden betaling (ud over engangsbeløbet), men det betyder også, at han hverken får folkepension, rentefradragsret, sygedagpenge, SU m.v. Derimod kan han gøre brug af alle de offentlige serviceydelser, herunder politibeskyttelse, forsvar, teater, veje, m.v.

For den nyfødte kvinde forholder det sig omvendt, idet hun står til at modtage ca. 0,3 mio. kr. på fødselstidspunktet. Som det fremgår af tabel 2 og 3, er den væsentligste årsag til den store kønsmæssige forskel, at kvinder over et helt livsløb har en betydeligt arbejdsindkomst og derfor betaler mindre i lønskat. De bagvedliggende forklaringer forhold som lavere erhvervsfrekvens blandt kvinder, større grad af deltidsarbejde, løn for det samme arbejde og endelig, at ufaglært arbejde formentlig er mere udbredt blandt kvinder end mænd.

Hvad angår udgiftssiden, er det især på ældreområdet, at forskellene mellem mænd og kvinder slår igennem. Dette kan primært tilskrives kvinders længere gennemsnitlige hvilket også forklarer de klart større udgifter til kvinders ældreomsorg. Kvinder er endvidere mere ledighedsudsatte, hvilket fremgår af, at de modtager mere i arbejdsløshedsunderstøttelse end mænd.

Hvordan kan man fortolke disse resultater? Én fortolkning er, at det står sløjt til med ligestillingen, eftersom den væsentligste forklaring på den kønsmæssige übalance at kvinderne har en noget lavere arbejdsindkomst end mænd. Omvendt kan man sige, at eftersom kvinderne gennemsnitligt set er de socialt dårligst stillede - de får de dårligste jobs, de er hyppigst syge m.v. - er det positivt, at der sker en omfordeling via det offentlige system. Dertil kommer, at man nok bør se på disse ting ud fra en samlet husholdnings- eller familiebetragtning. Endelig bør man ved egentlige velfærdsvurderinger inddrage de ydelser, som kvinderne præsterer i den såkaldte uformelle økonomi, og som slet ikke er regnet med her.

Det skal understreges, at generationskontoen viser nutidsværdien af mv/livstidsbetalingernefor enkelte aldersgrupper, dvs. generationsregnskabet cv fremadrettet. Profilen med en stigende generationskonto indtil det ca. 30. år og derefter aftagende afspejler således det forhold, at nettobetalingerne er negative for børn/unge og for ldre.Dette bl. a. sammen med, at vi har fordelt den såkaldte børnecheck ud på børnene i stedet for at give den til forældrene, ligesom vi har fordelt udgifterne til daginstitutionerpå

institutionerpåbørnene i de relevante aldersgrupper. Med til billedet hører også, at en
gennemsnitlig 60-årig mand har betalt skatter som yngre, men disse betalinger er ikke
inkluderet i generationsregnskabet for den pågældende generation.

Endelig skal det nævnes, at vi har lavet en følsomhedsanalyse ved at variere på antagelscrne
realrente og BNP-vækst. 1 intet af disse alternative scenarier kommer
kvinder imidlertid til at betale en positiv nettoskat.18

Fremtidige generationer

Den markante omfordeling mellem kønnene i Danmark har også følger for beregningen byrdefordelingen mellem nulevende og fremtidige generationer. Indikatoren 77, jvf. ligning (7), der er konstrueret med henblik på at tjene som et letfortolkeligt mål for finanspolitikkens generationsmæssige stilling, er nemlig ikke anvendelig, hvis generationskontoen nyfødte mænd og nyfødte kvinder har forskelligt fortegn og forholdet dem, som angivet ved parameteren Å, er tæt ved -1. Vi har antaget, jfr. ligning (6), at den procentvise forskel mellem mænds og kvinders generationskonto i 1992 også skal gælde i alle fremtidige år (A er konstant). Når Aer tæt ved -1, vil ir være indikator for ikke blot omfordeling mellem generationer, men også for en kraftig omfordeling kønnene inden for samme generation. Problemet er, at vi ikke kan adskille de to typer af omfordeling.¹⁹1 takt med, at mændenes nettoskatter skal stige - for at tilfredsstille den intertemporale budgetrestriktion - bliver fremtidige generationer mænd endvidere pålagt en byrde i form af overførsler til jævnaldrende kvinder, så den relative position mellem kønnene forbliver som i 1992.

Meget banalt er der tale om, at når summen af de nyfødte mænds og kvinders generationskonto tæt på 0, vil den relative stigning i de fremtidige generationers betalinger mod uendelig. Hvis de nyfødtes generationskonto er tæt på 0, hvordan kan man da fortolke, at nettobyrden på fremtidige generationer vil stige med f.eks. 4.000 pct. i forhold til byrden på nulevende generationer? Man kan naturligvis sige, at der venter en regning på fremtidige generationer, men størrelsesordenen er domineret af den kønsmæssige omfordeling og forekommer nok lidt uhåndgribelig!

Indikatoren 77 fortæller os derfor ikke det, den gerne skulle. Mens omfordelingen mellem mænd og kvinder muligvis kan være interessant i andre sammenhænge, har den kun sekundær interesse, når vi søger et mål for finanspolitikkens generationsmæssigestilling. princippet er det irrelevant, om den byrde, der bæres af kommende generationer,bliver mænd eller kvinder. Selv om man opgav kønsopdelingen, ville77 ikke være nogen god indikator for byrdefordelingen mellem nulevende

---

18. Det er os bekendt kun generationsregnskabet for Danmark, der viser en så robust kønsmæssig übalance i fordelingen af skattebyrden over et livsløb. I generationsregnskabet for New Zealand ses dog en lignende tendens, men resultatet er ikke robust, se Auerbach, Baker, Kotlikoff og Walliser (1995).

19. Se Jensen og Raffelhiischen (1995) og Raffelhiischen (1995) for detaljer.

og fremtidige generationer. Og man ville derved gå glip af indsigten om den stærke
omfordeling mellem kønnene, som netop er et meget interessant træk ved det danske
generationsregnskab.

På den baggrund har vi søgt efter en anden indikator end den konventionelle, dog uden at opgive kønsopdelingen. Vi har grebet problemet an ved at beregne, hvor meget alle nulevende generationer skal bidrage ekstra, hvis generationskontoen for nyfødte skal være den samme (med korrektion for vækst) som for fremtidige generationer. Dette svarer til at beregne den stigning i nettobyrden for nulevende generationer, der er nødvendig for at sikre generationsmæssig ligevægt, dvs. 77 =1. For at opnå dette har vi undersøgt fire alternative tilpasninger af finanspolitikken. På indtægtssiden forøges provenuet fra enten arbejdsindkomstskatten eller momsen, og på udgiftssiden sænkes de aldersfordelte offentlige udgifter, enten over én kam eller ved en øremærket sænkning udgifterne til ældreomsorg.

Resultaterne er præsenteret i tabel 4, hvor de viste tal illustrerer de krævede ndringer pct.) i forhold til basisåret 1992. Det skal understreges, at formålet her alene er at sætte størrelsen af den generationsmæssige übalance i relief- ikke at anbefale konkrete

Hvis tilpasningen sker ved at lade nulevende generationer betale mere i skat af arbejdsindkomst,har beregnet, at nulevende generationer skal betale et ekstraprovenu på ca. 474 mia. kr. over deres restlevetid for at opnå generationsmæssig balance. I basisscenariet,hvor er 4 pct. p. a. og den reale vækst i BNP er på 1,5 pct. p.a., svarer denne stramning til en forhøjelse af provenuet fra arbejdsindkomstskatten på

6,5 pct. Set i forhold til skattede«, dvs. den samlede arbejdsindkomst, taler vi om en
forhøjelse på ca. 3 pct.

Hvis man i stedet ønsker at opnå den generationsmæssige balance gennem en stigning momsen, viser beregningerne, at momsprovenuet (i basisscenariet) skal stige med 19,8 pct. Dette svarer til en forhøjelse af momsen fra de nuværende 25 til godt 30 pct. Det fremgår også af tabel 4, at de nødvendige ændringer i skatteprovenuet er meget med hensyn til variationer i såvel realrenten som vækstraten.

Vi har også beregnet, hvilke generationer, der pålægges størst byrde i de to scenarier, tabel 5. Ikke overraskende vil indkomstskatteforhøjelsen relativt set pålægge de unge og de erhvervsaktive størst byrder i forhold til momsforhøjelsen, der også rammer de ældre generationer. Hvad specielt angår kvinder, er der tale om, at alle generationer de største byrder ved en momsstigning.

Hvis der i stedet gribes ind på udgiftssiden, kræves der enten en generel udgiftspolitiskstramning 5,5 pct., eller alternativt en stramning af udgifterne til ældre på næsten26 Hvor førstnævnte stramning rammer alle generationer mere eller mindre lige, vil sidstnævnte i sagens natur primært ramme de ældre generationer. Af samme

årsag er den nødvendige absolutte stramning relativt størst her, idet byrden pålægges
generationer med kortest restlevetid.

Med den her valgte metode til illustration af byrdefordelingen mellem nulevende og fremtidige generationer er der imidlertid et problem, hvis man vil sammenligne over tid. Det kan eksempelvis være svært at følge udviklingen i den påkrævede relative momsstramning, der på et givet tidspunkt vil være nødvendig for at skabe generationsmæssig Ændringer i forbrugssammensætning og/eller det samlede momsprovenu tid kan gøre en sådan sammenligning ret problematisk. Et tilsvarende problem gælde for de øvrige politiktiltag.

6. Diskussion

Generationsregnskabet er ikke udtryk for nogen velfærdsanalyse. Det begrænser sig til de offentlige finanser og giver derfor ikke nogen samlet vurdering af generationernes situation.²⁰ Selv om man måtte finde frem til, at fremtidige generationer betale mere i skat end nulevende generationer, kan man ikke deraf slutte, at fremtidige generationer er dårligere stillet end nulevende generationer.²¹

Generationsregnskabet kan kritiseres for, at det kun medtager en del af den offentlige udgifter og indtægter i beregningen af generationernes nettobyrder. 1 de her viste beregninger er der foretaget en relativt velspecificeret fordeling af såvel udgifter som indtægter, men som det fremgår, vil beregningsgrundlaget givet kunne udbygges.

Generationsregnskabet medtager ikke afkastet af offentlige investeringer eller offentligt Offentlige investeringer i infrastruktur, miljø og forsvar m.v. behandles rent spild, og offentlige udgifter til eksempelvis uddannelse og sundhedssektoren alene fordele for de generationer, der umiddelbart står som modtagere/brugere. typer af investeringer giver imidlertid et afkast, der må formodes at forøge fremtidige generationers forbrugsmuligheder. Disse forhold trækker naturligvis i retning at generationsregnskabet overvurderer de byrder, som fremtidige generationer kommer til at bære.

I generationsregnskabet er der ikke indbygget nogen antagelser om, hvordan adfærden den private sektor bliver påvirket, hvis skatterne sættes op eller ned. Hvis dette vigtige skal inddrages, er det nødvendigt at sammenkoble metoden med eksempelvis konsekvensberegninger.²² Mens generationsregnskabet siger noget om størrelsesordenen af den generationsmæssige übalance, fortæller det ikke, hvordan eller hvornår generationsmæssig balance mest hensigtsmæssigt tilvejebringes.

---

20. Se Buitcr (1995), Fehrog Kotlikoff (1995) og Raffelhiischen og Risa (1995).

21. Det kan være værd at nævne, at fremtidige generationer til trods for højere nettoskatter alligevel i absolut efter alt at dømme får en større samlet disponibel indkomst rådighed, simpelthen p.g.a. den økonomiske i samfundet.

22. 1 vort fremtidige arbejde vil vi søge at udvikle en sådan sammenkobling.

Hvis makroøkonomiske modeller anvendes til vurdering af forskellige politiktiltag, vil man ved en sammenkobling med generationsregnskabet kunne fastholde vægtningen det korte kontra lange sigt uden - nødvendigvis - indirekte at lægge op til en forkert docering af finanspolitikken. 1 tillæg vil generationsregnskabet kunne sige, hvilke generationer der skal betale/vinde for at opnå en given ligevægt. Ved anvendelsen makroøkonomiske modeller til vurdering af de afledte virkninger vil imidlertid gælde, at man bortser fra de forskydninger i generationernes nettobyrdefordelinger, der kunne blive resultatet af evt. politiktiltag.

Generationsregnskabet forudsætter som nævnt »uændret« politik, baseret på det offentlige i et konkret basisår. Hvis basisåret ikke er et »normalt« konjunkturår, vil generationsregnskabet imidlertid ikke give et reelt billede af den generationsmæssige I det her rapporterede generationsregnskab anvendes 1992 som udgangsår, hvilket som bekendt var et år med decideret lav-vækst.

Der er to måder at afhjælpe dette problem på. Én mulighed er at vækstkorrigere basisåret herigennem at få et mere retvisende udgangspunkt. Derved fastholdes de simple antagelser som referencescenario, hvilket kan være hensigtsmæssigt ved sammenligninger år til år. Alternativt kan anvendes prognoser for udgifter og indtægter i stedet for den automatiske demografiske fremskrivning. Fordelen herved er, at der direkte tages højde for automatiske reguleringsmekanismer i det gældende politik setup. generationsregnskabet forudsættes således implicit en simpel reallønskorrektion af alle overførsler, der ikke nødvendigvis er gældende. Tilsvarende vil det ikke nødvendigvis at der ikke er produktivitetsgevinster i offentlige serviceydelser.

I princippet forudsætter generationsregnskabet, at økonomien er i steady state, når bortses fra demografiske forskydninger. Ud over vækstkorrektion af udgangsåret vil institutionelle ændringer, der har betydning for de offentlige udgifter og indtægter, kunne være af afgørende betydning.

Et åbenlyst eksempel er opbygningen af pensionsformuer, hvor der som i det danskesystem fradrag for indbetalinger, og hvor disse beskattes på udbetalingstidspunktet.Hvis af systemet var tilendegjort, ville generationsregnskabet - isoleret set - give et korrekt billede af finanspolitikkens holdbarhed, men i opbygningsfasenundervurderes på samme måde som de traditionelle budgetunderskudsmålvil Anvendes generationsregnskabet på baggrund af de simple forudsætninger, vil eksempelvis gælde, at nuværende erh vervsaktive får fordel af store fradrag for deres faktuelle indbetalinger til pensionsordninger, men at de i generationssammenhængfremover blive beskattet som de nuværende pensionister, dvs. lempeligere, end de reelt vil blive. At de også får reduceret tillægsydelser vil tælle i modsat retning, men vil ikke kunne ændre indtrykket af, at den nuværende generation

---

23. Se Haveman (1994) for en yderligere diskussion af dette.

af erhvervsaktivcs byrdefordeling undervurderes i de foreliggende beregninger- og at
byrden på de kommende generationer derfor overvurderes.

Valget af realrente er centralt for beregningen af generationsregnskabet, idet der foretages tilbagediskontering af samtlige udgifter og indtægter.²³ Problemet er imidlertid, der ikke er noget egentligt (hverken teoretisk eller empirisk) holdepunkt for valg af diskonteringsfaktorer. Dette problem vedrører naturligvis ikke alene generationsregnskabet, alle prognoser for langsigtede udviklingstendenser. Også f.eks. pensionsberegninger eller langfristede makroøkonomiske fremskrivninger er stærkt afhængige af, om merrenten er I, 3 eller 5 pct.

Prognoser for den demografiske udvikling er det bærende element i generationsregnskabet. ved denne type af prognoser bør imidlertid understreges - og i særdeleshed ved den foreliggende type, hvor demografien fremskrives til år 2200. Specielt vil antagelser om fertilitet og nettoindvandring kunne have væsentlig betydning den skitserede byrdefordeling mellem generationerne.

7. Opsummering

Vi har i denne artikel forsøgt at beregne, hvordan skattebyrden i Danmark er fordelt på køn og generationer. Skattebyrden ses her over et helt livsløb og er beregnet som nutidsværdien af de nettoskatter (skatter minus indkomstoverførsler), som hver generation til at betale over deres forventede restlevetid. Det er forudsat, at finanspolitikken 1992 bliver videreført i uændret form.

Der er to klare konklusioner fra analysen. For det første fremgår det, at der set ud fra en livstidsbetragtning foregår en betydelig omfordeling mellem mænd og kvinder i Danmark. Hvor en nyfødt mand i 1992 kunne forvente at skulle betale ca. en halv million i nettoskat gennem et helt liv, kunne en nyfødt kvinde forvente at modtage et beløb på ca. 80 pct. heraf. I international sammenligning er dette ret usædvanligt.

For det andet viser beregningerne, at finanspolitikken ikke er i generationsmæssig balance. I lighed med tilsvarende studier fra andre OECD-lande finder vi, at fremtidige kommer til at betale noget mere i nettoskat end nulevende generationer. betragtning af, at nulevende generationers samlede nettoskat ikke er særlig stor, er det næppe overraskende, at fremtidige generationer vil blive pålagt en ekstrabyrde. Vore beregninger tyder på, at hvis de yngste af de nulevende og de ældste af de fremtidige skal pålægges den samme skattebyrde, vil det være nødvendigt at hæve provenuet fra arbejdsindkomstsskatten med godt og vel 6 pct. i forhold til nulevende

Generationsregnskabet har dog en række begrænsninger. For det første må det ikke forveksles med en egentlig velfærdsanalyse. Selv om fremtidige generationer måtte blive pålagt en højere skattebyrde end nulevende generationer, kan det ikke udelukkes, at fremtidige generationer vil få betydeligt større forbrugsmuligheder. For det andet er

det antaget en »uændret« adfærd i den offentlige sektor. Dette betyder naturligvis, at det interessante ikke så meget er et enkelt års generationsregnskab, men at det snarere er udviklingen fra år til år, man skal følge. Dette forhold er særligt vigtigt i relation til det foreløbige generationsregnskab for Danmark, som bygger på finansåret 1992. Det er velkendt, at 1992 var slutåret for en længere konjunkturnedgang i dansk økonomi, og at det offentlige budget derfor var usædvanligt dårligt. For det tredje kan man ikke umiddelbart anbefale, at finanspolitikken strammes i henhold til de stramningskrav, der alt andet lige ville medføre generationsmæssig balance. Der er ikke taget højde for de afledte makroøkonomiske virkninger, som dette ville få. I den nuværende situation ville en kraftig stramning af finanspolitikken utvivlsomt medvirke til at skabe usikkerhedom i dansk økonomi.

I det videre arbejde er det hensigten både at videreudvikle datagrundlaget - herunder
perioden efter 1992 - og fremskrivningsmetoderne. Med en sådan udbygning
håber vi, at generationsregnskabet kan blive et nyttigt supplement til vurderingerne af
finanspolitikkens virkninger.

Litteratur

Auerbach, A.J. og L.J. Kotlikoff. 1991. Generational
- An Overview. Mimeo,
University.

Auerbach, A., J. Gokhale og L. Kotlikoff. 1991. Generational Accounts - a Meaningful to Deficit Accounting. I Bradford, D. red., Tax Policy and the Economy. Cambridge, Mass.

Auerbach, A., J. Gokhale og L. Kotlikoff. 1992. Generational Accounting: a New Approach to Understanding the Effects of Fiscal Policy on Saving. Scandinavian Journal of Economics, vol. 94, pp. 303-318.

Auerbach, A., J. Gokhale og L. Kotlikoff. 1994. Generational Accounting - a Meaningful to Evaluate Fiscal Policy, Journal of Economic Perspectives, vol. 8, pp.73-94.

Auerbach, A., B. Baker, L. Kotlikoff og J. Walliser. 1995. Generational Accounting in New Zealand: Is there Generational Balance?

Buiter, W. 1995. Generational Accounts, Aggregate and Intergenerational Distribution, Working Paper No. 5087.

Danmarks Statistik. Statistisk Årbog, diverse
årgange.

Fehr, H. og L. Kotlikoff. 1995. Generational
Accounting in General Equilibrium,
NBER Working Paper No. 5090*.

Finansministeriet. 1995. Pensionssystemet og
fremtidens forsørgerbyrde. København.

Gjersem, C. og E. Steigum. 1994. Generationsregnskap
Beregningsgrundlag og
resultater. SNF-rapport nr. 87/1994.

Haveman, R. 1994. Should Generational Accounts Public Budgets and Deficits? of Economic Perspectives, vol. 8, pp. 95-111.

Jensen, S.H. 1995. Offentlig gæld, makroøkonomien generationsomfordeling Nationaløkonomisk vol. 133, pp. 66-86.

Jensen, S.H. 1996. Debt Reduction, Wage Formation and Intergenerational Welfare. I Broer, D.P. ed., Pension Systems, Taxation Public Debt in Dynamic CGE Models, Heidelberg, forthcoming.

Jensen, S.H. og S.B. Nielsen. 1995. Population Public Debt and Sustainable Fiscal Policy. Fiscal Studies, vol. 16, pp. 1-20.

Jensen, S.H. og B. Raffelhiischen. 1995. Intertemporal of Fiscal Policy in Denmark. Working Paper Series No. 1995-22.

Jensen. S.H.. B. Raffelhuschen. 1997. Generational in Denmark. I Auerbach, J., Kotlikoff, L. J. and Leibfritz, W. eds. Generational Accounting around the World. NBER, forth comming.

Jensen, S.H., B. Raffelhuschen, P. Jacobsen og M. Junge. 1996. Dokumentation af datamaterialet det danske generationsregnskab. EPRU.

Kotlikoff, L. 1988. The Deficit Is Not a Well-
Defined Measure of Fiscal Policy. Science,
vol. 241, pp. 791-795.

Kotlikoff, L. 1992. Generational Accounting
- Knowing Who Pays, and When, for What
We Spend. New York.

Kotlikoff, L. 1993. From Deficit Delusion to the Fiscal Balance rule: Looking for an Economically Meaningful Way to Assess Fiscal Policy. Journal of Economics, vol. 7, pp. 17-41.

Kotlikoff. L. og J. Walliser. 1995. Applying
Generational Accounting to Developing
Countries. Mimeo, Boston University.

OECD. 1995. Economic Outlook, No. 57,
June.

US Office of Management and Budget. 1995. Generational Accounting. Kapitel 3 i Budget the United States Government Fiscal Year 1995. Washington DC.

Olsson, H. 1995. Generationsrekenskaper. Finansdepartementet,

Raffelhuschen, B. 1995. A Note on Intertemporal Gender-Specific Redistribution in Generational Accounting. Discussion Paper No. 44-95, Universität Freiburg.

Raffelhuschen, B. og A. Risa. 1995. Generational and Intergenerational Welfare. Working Paper No. 15-95, Dresden