Resumé

SUMMARY: The presence of structural unemployment and of a well-defined NAIRU finds no support in the existing macroeconometric models of the Danish economy. According these models, a suitable combination of fiscal and exchange rate policies could reduce unemployment permanently without causing increasing rates of inflation or balance of payments problems. Other common arguments for the importance of structural problems in the labour market turn out to be irrelevant or misleading.

1. Indledning

»Strukturproblemerne på arbejdsmarkedet« har de seneste år været et jævnligt tilbagevendende i den økonomiske debat. Som et mantra gentages det i det uendelige politikere, journalister og læserbrevsskribenter. Inspirationen og argumentationen imidlertid hentet fra fagøkonomerne. Det økonomiske Råd's rapporter, Økonomiministeriets og Finansministeriets Redegørelser har været præget af stor enighed: Traditionel keynesiansk efterspørgsels- og valutakurspolitik er stort set übrugelig den danske situation. Forsøg på at løse beskæftigelsesproblemerne ad denne vej kan give en kortvarig bedring, men fører på længere sigt til en forværring af beskæftigelsen øgede gældsproblemer. En løsning af beskæftigelsesproblemet er mulig, men der kræves strukturændringer på arbejdsmarkedet.

Denne holdning begrundes i teorier, der siden slutningen af 1970erne har vundet stor popularitet. Argumentet, der er yderst simpelt, skitseres kort i afsnit 2. På baggrundaf popularitet og de enslydende anbefalinger fra landets meningsdannendeøkonomer man formode, at de teoretiske argumenter finder stærk støtte i de empiriske resultater. Det vil i denne forbindelse først og fremmest sige de store økonometriske modeller SMEC og ADAM, som anvendes både ved prognoser og ved evalueringen af mulige politiske indgreb. Afsnit 3 viser, at denne formodning ikke holderstik. man har tillid til SMEC og ADAM er konklusionerne helt entydige: (i) Betingelserne for en teoretisk veldefineret »strukturarbejdsløshed« er ikke opfyldt;

---

En tidligere udgave af denne artikel har været fremlagt ved et seminar på Økonomisk Institut, Aarhus Universitet. vil gerne takke deltagerne heri samt Torben M. Andersen, Søren Harck, Jesper Jespersen, Lars Muus, Peter Møllgaard, Claus Vastrup, Ebbe Yndgaard og en anonym referee for kommentarer.

(ii) den danske økonomi er karakteriseret ved en traditionel, gammeldags Phillipskurvemed trade-off mellem arbejdsløshed og inflation, både på kort og langt sigt; (iii) keynesiansk efterspørgsels- og valutakurspolitik muliggør en permanent forbedring af beskæftigelsen uden afledte betalingsbalaneeproblemer. Afsnit 4 betragter nogle supplerendeog anvendte argumenter for fokuseringen på arbejdsmarkedets struktur(realløns-Phillipskurver regionale forskelle i arbejdsløshed og lønudvikling). Et kort afsluttende afsnit opsummerer de vigtigste konklusioner og nogle af artiklens begrænsninger.

2. Strukturledighed

Udgangspunktet for analysen er en »kvasi-ligevægtsbetingelse« for arbejdsmarkedet.
f.eks. at både udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft (henholdsvis Ls og
L'1) afhænger af reallønnen w/p. Ligevægtsbetingelsen bliver dermed

(1)

hvor x og z betegner vektorer af relevante parametre til beskrivelse af de institutionelle
forhold i den betragtede økonomi. En ligevægtsløsning bestemmer reallønnen og beskæftigelsen
funktioner af parametrene jc og z:

(2)

En lignende bestemmelse af L* og (w/p)* på arbejdsmarkedet kan opnås i »efficiency modeller (L^s funktionen må blot fortolkes, ikke som en traditionel udbudskurve, som resultat af virksomhedernes omkostningsminimerende lønfastsættelse) i fagforeningsmodeller (hvor L* og (w/p)* i »right to manage« modeller fastlægges ved fagforeningens nyttemaksimering under hensyntagen til efterspørgselskurven ^d). Løsningen L* betegner i alle disse forskellige formuleringer en situation ufrivillig arbejdsløshed i keynesiansk forstand. Ligevægten er derimod fuldt forenelig med eksistensen af friktions- og strukturarbejdsløshed.

Ligevægtsbestemmelsen af L* og (w/p)* kan sammenkædes med inflationsteori. Lønforhandlinger på arbejdsmarkedet bestemmer pengelønnen, og den faktiske realløn ved et samspil mellem denne pengeløn og udviklingen i priserne. En uventet efterspørgsel på varemarkedet giver sig udslag i højere priser og en højere beskæftigelse forventet. Der vil med andre ord være en positiv sammenhæng mellem realiserede beskæftigelse og forskellen mellem den faktiske og den forventede

(3)

hvor 77 og TTe betegner den faktiske og den forventede inflationsrate. Ved omskrivning
af ligning (3) fås den forventningsudvidede Phillipskurve

(4)

Hvis u=(L*-L)/N + u* er den registrerede arbejdsløshedsrate, og ligevægtsarbejdsløsheden
og arbejdsstyrken er funktioner af parametrene (x,z), kan ligning (4) også
på formen

(5)

I en langtløbsligevægt med en konstant inflationsrate må det med rimelighed antages, den faktiske inflation svarer til den forventede, dvs r_{n= f}ne. Med denne restriktion den forventningsudvidede Phillipskurve i (4)-(5) blot ligevægtsbetingelsen på langt sigt bliver Phillipskurven lodret. Ekspansiv efterspørgselspolitik kan på kort sigt sænke arbejdsløsheden under u*, men stigende inflation gør en sådan politik uholdbar på længere sigt. Ligevægtsledigheden u* der ofte benævnes »naturlig arbejdsløshed« eller »NAIRU«, må i stedet påvirkes via strukturpolitik: Ændringer i de institutionelle parametre x og z kan evt. reducere u *.

3. Dansk empiri - ADAM og SMEC

Den danske debat om strukturarbejdsløshed knytter an til analysen i afsnit 2. Økonomiministeriet
eksplicit strukturledigheden som1

det laveste niveau for ledigheden, ved hvilket der ikke opstår accelererende inflation og lønudvikling
Oversigt, august 1995, s. 114]

og konkluderer, at eftersom

udviklingen i lønnen er et afgørende element i vurderingen af niveauet for den strukturelle
ledighed, er det klart, at forholdene på arbejdsmarkedet må stå i centrum [Økonomisk Oversigt,
1995, s. 122].

---

1. Det kan være svært at holde styr på de afledede. En forventningsudvidet Phillipskurve med en traditionel læreproces giver anledning til stigende (aftagende) inflation når ledigheden er under (over) ligevægtsniveauet. inflation svarer til accelererende priser. En NAIRU (»non-accelerating inflation rate of unemployment«) burde således retteligen kaldes en NIIRU (»non-increasing inflation rate of unemployment«) evt NAPRU (»non-accelerating price rate of unemployment«). Tilsvarende mener Økonomiministeriets og DØR formodentlig stigende inflation og ikke accelererende inflation i nedenstående citater.

Finansredegorelsen fra 1993 nævner (boks 6.2, s. 187) NAIRU definitionen som én ud af fire definitioner af begrebet strukturledighed men konkluderer, at på langt sigt vil de fire strukturledighedsbegreber »alle antage den samme værdi« (fremhævelse i originalen). Det økonomiske Råds Formandskab hævder, at »en fortsat nedbringelse af ledigheden [kan] kun opnås, hvis der gribes ind over for strukturproblemerne på arbejdsmarkedet«, pointerer, at dette ikke indebærer, »at de danske lønninger skal sænkes drastisk. Kravet er alene, at ledigheden skal kunne nedbringes, uden at det fremkalder accelererende løninflation« (DØR (1995, s. 67)).²

Diagnosen bakkes op med beregninger og simulationer på SMEC og ADAM. Disse modeller, der »i en forholdsvis kompakt form er resultatet af mange års kortlægning af de centrale makroøkonomiske sammenhænge« (From (1994, 5.5)) sikrer konsistens i beregningerne og »er med til at fremme objektiviteten, således at forudsigelser og økonomisk-politiske bliver mere gennemskuelige. Makroøkonometriske modeller således mulighederne for åbent at diskutere de forudsætninger, der altid bag økonomers vurderinger og beregninger« (From (1994, 5.5; fremhævelser i originalen)).

Specifikationen af SMEC og ADAM og modellernes grundlæggende egenskaber beskrives i From (1994) og Smidt (1993). Disse beskrivelser lægger stor vægt på netop modellernes demonstration af strukturpolitikkens nødvendighed og efterspørgselspolitikkens I From's (1994) beskrivelse af SMEC anføres det således, at en varigt øget beskæftigelse kan opnås »via strukturpolitik i form af ændringer i arbejdsmarkedets arbejdsudbuddet, arbejdsløshedsunderstøttelsens kompensationsgrad ... I modsætning til strukturpolitik er det kun muligt midlertidigt at øge den samlede aktivitet og beskæftigelse ved en permanent forøgelse af den indenlandske ved f.eks. en ekspansion af finanspolitikken« (s. 16-18; fremhævelser originalen). Heller ikke en devaluering af den effektive kronekurs har varige på beskæftigelsen, idet »der efter 5 års forløb stort set ikke vil være nogen beskæftigelseseffekt tilbage« (s. 133).

Forskelle i de grundlæggende antagelser leder naturligt til uenighed om konklusionerne. egentlig, ekstern kritik af modellerne ligger imidlertid udenfor rammerne af denne artikel. Formålet her er meget mere begrænset. Lad os tage SMEC og ADAM på ordet og antage, at (en af) modellerne giver en nøjagtig beskrivelse af den danske økonomi. Denne (måske tvivlsomme) antagelse levner stadig mulighed for en intern kritik: Har ADAM og SMEC rent faktisk de implikationer de normalt tillægges? Svaret nej.

Løndannelsesrelationen er den centrale i denne forbindelse. Begge modeller tager
udgangspunkt i en såkaldt »right-to-manage« model og når frem til praktisk taget enslydende
af relationen:

---

2. Det skal dog bemærkes, at nogle of de tidligere DØR rapporter ikke på samme måde identificerede strukturledighed NAIRU begrebet, jvf. fodnote 6 nedenfor.

(6)

(7)

hvor notationen A angiver vækstrater (dvs w udtrykker løninflationen), v er arbejdsproduktiviteten,
dagpengenes kompensationsgrad og p prisen på indenlandsk produktion.
(6)-(7) beskriver lønrelationerne i SMEC henholdsvis ADAM.3

Outputprisen p bestemmes i begge modeller ved at multiplicere enhedsomkostningerne en konstant markup faktor. Lønandelen w/(py) bliver dermed en funktion af lønomkostningernes andel af de samlede enhedsomkostninger. I en langtløbsligevægt må denne andel antages konstant, og vi får dermed

(8)

Med brug af ligning (8) og under antagelse af en konstant produktivitetsvækst kan
de to lønrelationer omskrives til

(Q\

(10)

hvor m og n betegner hhv. markup faktoren og lønomkostningernes andel af enhedsomkostningerne.

Sammenlignes ligning (9)-(10) med NAIRU-ligningen (5) og ligevægtsantagelsen TT^e =7T, ses det umiddelbart, at parametrene (x,z) i de to modeller udgøres af markup faktoren, lønomkostningernes andel af enhedsomkostningerne, dagpengenes kompensationsgrad (for SMEC's vedkommende) produktivitetsniveauet. En afgørende forskel (9)-(10) på den ene side og (5) på den anden er højreside-koefficienten til tt: I ligning (5) er koefficienten 1, mens den i de to estimerede ligninger ligger på ca. 1/2. Standardafvigelsen opgives i både SMEC og ADAM til 0.12, så koefficienterne er signifikant mindre end 1 i begge modeller. Ligningerne (9) og (10) definerer dermed ikke en NAIRU. I stedet beskriver de et traditionelt Phillipskurve trade-off mellem inflation beskæftigelse. En simpel omskrivning af (9) hhv. (10) giver

(11)

---

3.1 opskrivningen af ADAM-relationen er for simpelheds skyld udeladt tre forklarende variable (ændringer i de direkte skatter, vækstraten i timeproduktiviteten og ændringer i forholdet mellem forbruger- og outputpriser). tre variable er irrelevante i denne forbindelse (og de estimerede koefficienter iøvrigt også insignifikante). begge specifikationer indgår nogle af de forklarende variable med et lag.

(12)

Ifølge SMEC vil en permanent nedbringelse af arbejdsløsheden med et procentpoint
langt sigt give en forøgelse af inflationen med 2.5 procentpoint; ADAM sætter
til kun godt det halve.

Ovenstående argument betyder selvsagt ikke nødvendigvis, at en permanent reduktion arbejdsløsheden kan opnås alene ved brug af finanspolitikken. Som illustreret af utallige modelkørsler og beskrevet af utallige rapporter, så vil effekterne af en given, finanspolitisk lempelse hurtigt fortage sig. Den forøgede lønstigningstakt ud i højere priser, forringet konkurrenceevne og faldende nettoeksport.⁴ Alt dette har intet at gøre med NAIRU-teori, naturlig arbejdsløshed eller strukturledighed, der er en simpel løsning på problemet: Det opstår som følge af den faldende konkurrenceevne overfor udlandet, og det kan imødegås via justeringer i valutakursen.

Har simulationer med ADAM og SMEC ikke dokumenteret det nytteløse i devalueringer? beregningerne ikke entydigt, at en devaluering på langt sigt blot giver øget inflation? Jo, det er ganske vist. En éngangs devaluering kan ikke på langt sigt forbedre konkurrenceevne og beskæftigelse. En konstant konkurrenceevne forudsætter, de valutakursjusterede danske outputpriser stiger med samme vækstrate som de udenlandske. For en given fastholdt valutakurs og en given produktivitetsudvikling definerer sammenholdt med langtløbs-Phillipskurverne (11)- dermed en ligevægtsledighed u* (som funktion af udlandets inflation, produktivitetsvæksten de i 4> hhv. \\i indgående variable). En devaluering betyder på kort sigt en forbedret konkurrenceevne, men hvis u som følge heraf falder under u* igangsættes en inflationsproces, som udhuler konkurrencefordelen. Hvis u forsøges fastholdt under w*, vendes den oprindelige konkurrencefordel til et stadig større konkurrencemæssigt Den relative pris på danske varer målt i fælles valuta vil være voksende.⁵

Hvordan omgås dette »problem«? Svaret er ligetil. En øget inflation er prisen for at opnå en sænkning af ledigheden, og skal konkurrenceevnen fastholdes, må denne øgedeinflation opvejes af en konstant deprecieringsrøte: Hvis den hjemlige inflationer højere end udlandets, kræves der en årlig depreciering på 10%. Vil en sådan depreciering ikke puste yderligere til inflationsbålet og føre til en uholdbar udviklingmed stigende inflation? Hvis koefficienten til ir¹' i lønrelationen havde

---

4. Denne udvikling vil også påvirke lønomkostningernes andel af enhedsomkostningerne; parameteren // i (1 1)- vil have en tendens til at stige.

5. Ligevægtsledigheden u* afhænger bl.a. af lønomkostningernes andel af enhedsomkostningerne (jf. ligning 1 1)- Hvis den hjemlige inflation overstiger udlandets vil denne andel være stigende ogn* vil falde. en fastholdt ledighed u vil der derfor, inden for visse grænser, gælde, at u* konvergerer mod u (jf. Harck (1995)). Denne endogenitet af u* betyder ikke, at en engangsdevaluering kan give en forbedret konkurrenceevne langt sigt og dermed muliggøre en permanent lavere ledighed med et uændret forløb for betalingsbalancen.

været én, så jo. Men det er den ikke i ADAM og SMEC. ADAM og SMEC definerer ikke en NAIRU, og blot man sørger for at koordinere efterspørgsels- og valutakurspolitikken,kan opnås varige forbedringer af beskæftigelsessituationen uden betalingsbalanceproblemer.

Konklusionen kan også formuleres således. Hvis man tror på ADAM og SMEC, så opstår det såkaldte strukturproblem udelukkende som en konsekvens af valutakurspolitikken. har valgt at føre fastkurspolitik i forhold til en økonomi - den tyske - med meget lav inflation. Vi har dermed også indirekte valgt, hvor på Phillipskurven den danske økonomi skal placeres: Fastkurspolitikken kræver, at den danske inflation er lig den tyske (på langt sigt). Kurspolitikken har lukket den frihedsgrad, som blev åbnet med eksistensen af en traditionel, ikke-lodret Phillipskurve.⁶

---

6. Formuleringen i nogle af de tidligere DØR rapporter er konsistente med denne konklusion. F.eks. introducerer fra 1988 de to kapitler om arbejdsmarkedsforhold med flg. formulering: Hensynet til betalingsbalanceudviklingen og til fastkurspolitikkens troværdighed medfører, at en stram styring af den indre efterspørgsel er nødvendig også i årene fremover. Den generelle penge- og finanspolitik derfor ikke i nogen større udstrækning samtidig varetage beskæftigelseshensyn. Dette indebærer, arbejdsmarkedet får et hovedansvar for beskæftigelsen, og det er derfor af væsentlig interesse, hvordan arbejdsmarkedet fungerer i relation til denne opgave, [s. 57; mine fremhævelser] Den valutapolitiske baggrund for »strukturledigheden« er gledet ud i den seneste DØR rapport til fordel for en NAIRU fortolkning.

Figur 11. 11 og 11.12 fra Det økonomiske Råd, formandskabet, 1995, s. 59-60.

Det bør afslutningsvis påpeges, at selv hvis fastkurspolitikken overfor D-marken anses for urokkelig, så er arbejdsmarkedsinstitutionerne ikke de eneste, der påvirker u*. Der er andre former for »strukturpolitik«. Et oplagt område er konkurrenceforholdene varemarkederne. Virksomhedernes markup påvirker ifølge lønrelationerne i SMEC og ADAM u* direkte. Lønandelen har de seneste år været faldende, og er i dag ca 7 procentpoint under niveauet i 1980 (DØR (1995, s. 61)). DØRs eneste kommentar til denne udvikling er, at beskæftigelsesstigningen og lønstigningstakten i fremskrivningen er »tilstrækkelig til at hæve lønkvoten fra sit nuværende lave niveau. Lønkvoten stige lidt fra 1994 til 1995, men denne stigning vil blive vendt til et fald de efterfølgende år, jf. figur 11.13«. Der gøres ikke opmærksom på, at ændringer i lønkvoten påvirke beskæftigelsen: En øget konkurrence på varemarkedet og en tilbagevenden lønandelen fra 1980 ville i henhold til både ADAM og SMEC reducere u* med ca 2.5 procentpoint.

4. Andre argumenter og teoretiske innovationer

Geografiske forskelle

Amtsdata for ledighed og lønændring anvendes af både DØR (1995) og Økonomiministeriet som dokumentation for strukturproblemerne. DØR. (1995) præsenterer empiriske materiale ito figurer (figur 11. 11 og 11. 12, s. 59-60), og konkluderer (s. 59) at:

Alt i alt må de store regionale forskelle i ledigheds- og lønudvikling opfattes som et udtryk
for strukturproblemerne på det danske arbejdsmarked

Den bagvedliggende analyse er imidlertid ikke klar. Der argumenteres for, at udviklingen
Nordjyllands Amt samt Københavns og Frederiksberg kommuner

tyder på betydelige strukturelle problemer. Til gengæld har Ribe amt haft en lavere lønstigningstakt,
man skulle forvente, givet amtets faldende og lave ledighed [s. 59].

Nordjylland og København indicerer med andre ord strukturproblemer, fordi de ikke den lave lønstigningstakt, som man ud fra en Phillipskurvebetragtning ville have forventet, mens Ribe tilsyneladende peger i modsat retning, fordi amtet heller ikke den lønstigningstakt, man ville have forventet udfra en Phillipskurvetankegang. det er afvigelserne fra Phillipskurvcn eller overensstemmelse med Phillipskurven, indicerer strukturproblemer, fremgår ikke klart af argumentationen.

Skal amtsdata bruges som indikator på arbejdsmarkedets fleksibilitet, bør man gøre sig klart, hvordan en evt. manglende fleksibilitet kan forventes at manifestere sig i data.Strukturproblemer manglende mobilitet kan føre til en regional segmentering af arbejdsmarkedet. Hvis virksomhederne, som efterspørgere på arbejdsmarkedet, også

udviser ringe mobilitet kan resultatet blive stærke regionale afvigelser i lønnivecuierne (efter korrektion for forskelle i arbejdsstyrkens sammensætning). De to figurer siger intet om dette spørgsmål. Der fokuseres i stedet på lønstigningstakten, som må forventesat påvirket af kortløbstilpasninger til en evt. niveau-uligevægt i foregående perioder. Hvis man imidlertid ser bort fra denne komplikation, vil et fleksibelt arbejdsmarkedværet ved en relativt homogen lønudvikling, og specielt af fraværeti af en traditionel aftagende Phillipsrelation. Skal man karakterisere Figur 11. 1 1 må det netop være fraværet af en klar invers sammenhæng mellem ledighed og lønstigningstakt. Forskellene i lønstigningstakt er ganske moderate (under hensyntagentil store forskelle i ledighed), og hvis man fjerner et enkelt eller to, geografisk yderligtliggende amter (Ringkøbing og Viborg), ser der ligefrem ud til at være en positivsammenhæng ledighed og lønstigningstakt. Så hvordan kan figuren summariskfortolkes udtryk for store strukturproblemer på arbejdsmarkedet?⁷

Figur 11. 12 viser heller ikke noget klart og entydigt billede. En partiel regression vil vise en svagt positiv sammenhæng mellem ledighedsfald og lønstigning. Men resultatet igen kraftigt af geografiske yderområder (specielt Ringkøbing og Viborg). bør man selvfølgelig ikke lade sig stille tilfreds med en partiel analyse, hvis man mener, at både ledighedsfaldet og -niveauet har betydning. Det umiddelbart mest interessante ved figur 11.12 er dermed den implicitte accept af muligheden for hysterese, en mulighed der tendentielt øger efterspørgselspolitikkens betydning på langt sigt.

Realløns Phillipskurver

Udviklingen i reallønnen tages undertiden som bevis på strukturproblemerne på arbejdsmarkedet.
(1995, s. 67) noterer sig f.eks. at

reallønsudviklingen i 1990'erne ved en ledighed på næsten 350.000 personer var højere end i slutningen af 1970'erne ved en ledighed under 200.000, jf. figur 11.16. Hverken stigningen i ledigheden eller det høje niveau for ledigheden i 1990'erne har resulteret i reallønsfald for de beskæftigede. Det indicerer, at reallønnen er meget ufølsom overfor høj ledighed.

Denne reallønsudvikling knyttes direkte til de »stigende strukturproblemer på arbejdsmarkedet«.Det imidlertid ikke nærmere i rapporten, hvorledes reallønsudviklingenafspejler Det diskuteres heller ikke, hvorvidt reallønsudviklingen indeholder information, som ikke fremgår af udviklingen i pengelønningerne.Men

---

7. Det kan i denne forbindelse nævnes, at DØRs daværende formandskab i undersøgelsen i november-rapporten 1992 af mobiliteten på arbejdsmarkedet konkluderede, at der ikke på det danske arbejdsmarked vartegn på »væsentlige hindringer for mobilitet på tværs af erhverv og sektorer« (DØR, 1992, s. 143). Mere argumenteredes der for, at med udgangspunkt i Beveridgekurven »er der ikke således ikke grundlag for at antage, at stigende mismatch problemer på det danske arbejdsmarked kan forklare nogen væsentlig del af den høje ledighed« (p. 121).

gelønningerne.Menikke-fagøkonomer kan næppe undgå at opfatte materialet som et nyt argument, ikke blot for eksistensen af strukturproblemer på arbejdsmarkedets udbudsside,men en forværring af disse strukturproblemer: Trods den øgede ledighed er reallønnen i 1990erne steget lige så meget som tidligere.

Denne fortolkning er der ikke belæg for. Rapportens observationer er i bedste fald irrelevante, og det implicitte forsøg på en umiddelbar kobling mellem realløn og problemer arbejdsmarkedet er misvisende. På langt sigt afspejler den realiserede realløn forhold: ændringer i virksomhedernes markup adfærd, skift i lønningernes andel enhedsomkostningerne, og produktivitetsændringer. På kort sigt kommer dertil fluktuationer som følge af eksistensen af lags i de forskellige adfærdsrelationer.

Hvis reallønsudviklingen skal henføres til løndannelsen er den interessante faktor lønningernes andel af enhedsomkostningerne. Hvis vi ser bort fra tekniske ændringer, bestemmes denne andel af den danske pengelønsudvikling sammenholdt med udlandetsinflation udviklingen i den effektive valutakurs. Reallønsudviklingen giver med andre ord en sløret afspejling af ændringer i lønningernes andel af de enhedsomkostninger,som er et sløret billede af udviklingen i de danske pengelønninger. Det er denne pengelønsudvikling, der med rimelighed kan henføres til arbejdsmarkedsstrukturerne.Pengelønsbestemmelsen i ADAM og SMEC af de løndannelsesrelationer,vi har diskuteret.⁸ Der er ifølge dokumentationsmaterialet i

---

8. En alternativ lønrelation med en entydig NAIRU ville imidlertid ikke gøre realløns-Phillipskurven mere interessant og oplysende.

Smidt (1993) og From (1994) ikke tegn på, at disse relationer har udvist skift i den betragtedeperiode. så den tilsyneladende forværring af strukturproblemerne? Skiftet i realløns-Phillipskurven afspejler kortløbs-»støj« samt forskelle mellem 1970erneog 990erne med hensyn til bl.a. udlandets inflation og ændringsraten i den effektivevalutakurs.

5. Afsluttende bemærkninger

Dette indlæg har et meget begrænset sigte. Der hersker tilsyneladende en næsten total blandt politikere og økonomer om efterspørgselspolitikkens begrænsninger den centrale betydning af arbejdsmarkedets strukturproblemer. Denne enighed kunne give anledning til en formodning om eksistensen af en overvældende empirisk og teoretisk dokumentation for disse konklusioner. Dette er, så vidt jeg kan se, ikke tilfældet.

Jeg har argumenteret for følgende fire punkter:

(I) De modeller, der normalt anvendes i vurderingen af den økonomiske politik har
ganske andre implikationer end dem, der normalt pointeres. Begreber som »strukturledighed«
ingen dækning i ADAM og SMEC.

(II) Hvis man tror på ADAM og SMEC, så kan beskæftigelsesproblemet løses permanent
uden afledede betalingsbalanceproblemer ved brug af finans- og valutakurspolitik.

(III) Selv hvis fastkurspolitikken anses for hellig, er der ikke teoretisk belæg for at identificere det deraf opståede »strukturproblem« med arbejdsmarkedet. Strukturændringer andre områder, herunder forholdene på varemarkederne, påvirker den (kursregime-betingede) ligevægtsledighed.

(IV) Mange af de hyppigt fremførte supplerende argumenter for strukturproblemerne
arbejdsmarkedet er irrelevante eller misvisende.

For en sikkerheds skyld skal det pointeres, at udgangspunktet for denne artikel er de forskellige organisationers eget erklærede modelgrundlag. Der er dermed ikke taget stilling til bæredygtigheden af dette grundlag. En mere grundlæggende diskussion af modellerne ligger uden for artiklens rammer og er i denne forbindelse irrelevant. Irrelevant også - i denne forbindelse - spørgsmålet om, hvorvidt der måtte findes alternative for fokuseringen på »arbejdsmarkedets strukturproblemer«. Og selvfølgelig indebærer analysen ikke, at ændringer i arbejdsmarkedsstrukturen ingen virkninger har.⁹ Artiklens pointe er alene inkonsistensen i de faktisk præsenterede analyser og anbefalinger.

---

9. Som påpeget af en referee diskuterede man allerede i 1960erne mulighederne for via strukturpolitik at flytte Phillipskurven.

En yderligere præcisering er måske rimelig. En model som SMEC er resultatet af et langvarigt modelarbejde, i dette tilfælde foretaget i DØRs Sekretariat. Modellen udvikles modificeres løbende, men det skiftende formandskab for DØR er selvfølgelig bundet til SMEC. Formandskabet kan og bør inddrage anden forskning, både teoretisk og empirisk. Samme bemærkninger gælder brugerne af ADAM. Argumentet er derfor ikke, at alle analyser bør være konsistente med SMEC og/eller ADAM. Pointen alene, at den kraftige fokusering på »arbejdsmarkedets strukturproblemer« kræver argumentation. Det påstås ofte, at ADAM og SMEC giver en sådan begrundelse (f.eks. DØRS' egen beskrivelse af SMEC og dens implikationer, From (1994)). Denne påstand er fejlagtig. Og hvis ikke begrundelsen kan findes i de eksisterende makroøkonometriske så bør der fremlægges en alternativ argumentation. Specielt i betragtning af spørgsmålets vigtighed forekommer det noget ejendommeligt, at (næsten) alle tilsyneladende er blevet enige om konklusioner uden dækning i de fremlagte

Litteratur

Det Økonomiske Råd, formandskabet. 1988.
Dansk Økonomi, Juni 1988. København.

Det Økonomiske Råd, formandskabet. 1992.
Dansk Økonomi, November 1992. København.

Det Økonomiske Råd, formandskabet. 1995.
Dansk Økonomi, Forår 1995. København.

Finansministeriet. 1993. Finansredegørelse
93. København

From, Bertil, red. 1994. SMEC - modeldokumentation
beregnede virkninger aføko-

nomisk politik. Det økonomiske Råds Sekretariat.

Harck, Søren. 1995. Lidt om DØRS selvforståelse:
lønrelationerne i SMEC. Mimeo.

Smidt, John, red. 1993. ADAM - en model af
dansk økonomi, oktober 1991. Danmarks
Statistik. København.

Økonomiministeriet. 1995. Økonomisk Oversigt,
1995. København.