Martin Paldam: Grønlands økonomiske udvikling - Hvad skal der tilfor at lukke gabet? Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 208 sider.

Der er tradition for, at fremtrædende danskeudviklingsøkonomer eller siden beskæftigersig Grønland. Sådan var det med G6O-arkitekten Mogens Boserup, der i

1963 udgav sit værk om Økonomisk Politik i Grønland, og nu har også professor Martin Paldam ydet et opsigtsvækkende bidrag. Det er sket i form af ovennævnte bog og en række artikleri Nationaløkonomisk Tidsskrift. Martin Paldams arbejde, som Rockwool Fondenhar har provokeret mange, hvilket utvivlsomt også var hensigten. Men det er uheldigt, at debatten i det forløbne år, siden bogen blev offentliggjort, skulle blive så polariseretog som tilfældet har været. Det var da også med en vis tøven, jeg accepterede at anmelde denne nye bog. Når jeg alligevel ikkekunne være, skyldes det, at Martin Paldamsbidrag spændende, og at han energisk har givet sig i kast med en række både fagligt udfordrende og politisk ømtålelige emner.

Martin Paldam gør allerede i sit forord opmærksom at hans ærinde er analysen af det lange løb. De 14 kapitler i hans bog tager således udgangspunkt i kortsigtet konjunkturanalyse, derimod i den økonomiske transition, fattige lande typisk må gennemløbe, de bliver rige. Forfatteren påpeger rigtigt, bevægelsen fra en økonomi præget af en traditionel lav-produktivitets sektor til en moderne med ensartet høj produktivitet på tværs af sektorer altid indebærer dybtgående At der ér store sociale forbundet med sådanne processer overrasker derfor ikke en økonom som Martin Paldam, der bl.a. kan trække på ophold i 60 lande gennem de sidste otte år som en del af sit omfattende erfaringsgrundlag.

Samtidig bør det ikke forbigå læserens opmærksomhed, Paldam er påpasselig med at påpege, at udviklingsprocessen i mange år gik særdeles fint i Grønland. Ja, den så længe ud til at blive en succes, konkluderes der på s. 60. Det siges endvidere, at ca. 4/5 af den nødvendige og hele den demografiske transition samt halvdelen af den nødvendige tilpasning af undervisningsniveauet er tilbagelagt, at de sociale omkostninger har været små i såvel historisk som internationalt komparativt Alligevel er det oplagt, at forfatteren er alvorligt bekymret for fremtiden, og bogens hovedbudskab er med hans egne ord, at Grønland har et ekstremt økonomisk system, er dømt til at gå i stå. Grønland er i en anden formulering nået til enden af den vej, landet hidtil er kørt ad.

Paldams nye bog er som nævnt disponeret i 14 kapitler, der foruden indledning (kap. 1) og en efter mit skøn overflødig sammenfatning (kap. 2) omfatter tre hoveddele (den grønlandske (kap. 3-5), de vigtigste sektorer (kap. 5-8) og baggrund og teori (kap. 9-12)) samt fem fremtidsscenarier (kap. 13) og nogle konklusioner (kap. 14). I kap. 1 præciseres det allerede i bogens undertitel omtalte gab som forskellen mellem Grønlands absorption (dvs. et forbrug på dansk niveau plus investeringerne) landets langt mindre egenproduktion. Gabet er hidtil blevet lukket med et bloktilskud fra Danmark på 60.000 kr. pr. grønlænder om året, og Paldam fremhæver, at denne konstruktion enestående. Det ville her have været interessant, forfatteren havde sammenlignet med størrelsen på de transfereringer, der finder sted til f.eks. de mindre udviklede regioner eller indenfor EU. Men hvorom alt er, det er oplagt, at det på ingen måde bliver nogen let sag for Grønland at fortsætte udviklingen henimod det, Paldam kalder et almindeligt højindkomstland.

Opgavens vanskelighed understreges for det første af, at det reelle gab, der skal lukkes er langt større end forskellen på den disponible nationalindkomst og Grønlands aktuelle BNP. Grønland ville nemlig, som påvist i kap. 3, producere mindre end det nuværende BNP, hvis det ikke fik noget tilskud. Men hertil kommer, det fremgår af de nye nationalregnskabstal, præsenteres for første gang i kap. 4, at gablukningen, der længe gik godt, vendte i 1980erne. Dynamikken forsvandt ifølge Paldam ud af den grønlandske økonomi, dels fordi Grønlands udvikling især har været indenfor (specielt fiskeriet), der stort set er udnyttet til det yderste, og dels fordi Grønland blevet alvorligt inficeret med den »hollandske som følge af de store bloktilskud.

Uden at gå i detaljer hermed kan det bemærkes,at identificerer to symptomer af den tilskudsskabte »syge« som særligt afgørende:(i) meget rig offentlig sektor, og (ii) et højt omkostningsniveau. Disse to karakteristikabevirker forening, dels at det grønlandskeprisniveau

landskeprisniveauligger langt over det niveau,der begrundes med transportomkostningerrav., dels at staten (og dets store monopoler)kommer at stille sig hindrende i vejen,så almindelige private erhvervsspirer kvæles. Paldam karakteriserer dette som automatisksocialisme. forholder sig dog ikketil igangværende omstruktureringer af de store monopoler, og den dynamik, andre mener,så er ved at blive etableret i Grønland.

Paldam uddyber gab-lukningsproblematikken kap. 4, hvor han får estimeret beskæftigelsesproblemets nuværende og fremtidige på overbevisende måde. I kap. 5 gennemgås desuden en illustrativ købekraftsanalyse, viser, at kronen kan vurderes til at være ca. 22% mindre værd i Grønland end i Danmark. Dette er klart i modstrid med den gængse erfaring, at jo fattigere et land er, des højere er den interne købekraft af landets valuta forhold til valutakursen, så Paldam gør korrekt opmærksom på, at denne übalance bør vække til bekymring. Den er nemlig endnu et udtryk for, at grønlandsk producerede varer, der ikke er baseret på eksistensen af en betragtelig savner konkurrencedygtighed følge af »hollandsk syge«.

Kapitlerne 6, 7 og 8 er på mange måder de mest velskrevne og let tilgængelige i bogen, der har som sit erklærede mål at nå ud til en bred kreds af mennesker, der omfatter alle, der interesserer sig for Grønland og samfundsforhold. demonstrerer i disse tre kapitler, han har et skarpt øje for at vurdere udviklingspotentialerne i de forskellige sektorer, indgår i den grønlandske økonomi, og hans gennemgang giver stof til eftertanke. At bygde/fanger sektoren producerer under 1% af BNP, samtidig med at den udgør ca. 15% af arbejdsstyrken, og derfor må subsidieres kraftigt at opnå en acceptabel levestandard, er blot ét af eksemplerne herpå. Et andet er den vel valgte advarsel om ikke at tillægge minedriften stor betydning i den fremtidige udviklingsplanlægning, sektorens potentielle naturligvis bør inddrages så vidt muligt.

Den tredje hoveddel i bogen, som forsøger at analysere Grønlands problemer fra fire meget getforskelligartede teoretiske udgangspunkter, er derimod sværere at bedømme. Det er afgjort forfriskende, at Paldam i kap. 9 giver sig i kast med såvel økonomiske systemteorier som to kulturteorier, der går under betegnelserne naturfolk og paternalisme-teorierne. Det er også interessant at få indsigt i Færøernes, Islands og de canadiske inuitters økonomiske forhold i kap. 10, og oversigten over udviklingsstrategier meget små lande i kap. 11 indeholder mange nyttige observationer. På den anden side det som om, Paldam ikke rigtig bruger den kulturteoretiske indsigt til noget, og det samme kan faktisk siges om gennemgangen af de Norrøne økonomier. Hertil kommer, at kapitlet udviklingsstrategier er meget sammensat. omfattende og yderst komplekse litteratur om henholdsvis udviklingsmønstre og udad- kontra indadvendt udvikling gennemgås 3-4 sider hver, og selvom der siges meget fornuftigt om den offentlige sektor, er gennemgangen noget spredt.

Jeg bed i kap. 11 specielt mærke i kommentarerne SAS' oplagt urimelige monopolstilling overvejelserne om ensprissystemet forsyningspligten og de deraf følgende vanskeligheder ved at gennemføre fornuftige driftsøkonomiske beregninger. Her er der oplagte men Paldam kunne med fordel uddybet sit syn på den af Verdensbanken politik omkring privatiseringer, tilsvarende savnes en analyse af sammenhængen bygdepolitikken og ensprissystemet.

Endelig er der hele kapitel 12, som diskuterer,hvordan skal drive en fiskeriøkonomi. Paldam gennemgår kyndigt, hvordan fisk efterhåndener et knapt gode med ressourcerente,og bruger dette samt ræsonnementerfra politiske økonomi til at argumentere,at er tendens til kraftig cyklik i fiskeriet.Ja, siges endda, at alle fiskerinationerfra til anden kommer til at overfiske, og derfor må igennem en bestandskollaps og efterfølgendefiskerikrise. er teoretisk spændende, og den er oplagt relevant for Færøerne.Det imidlertid ikke, at den kaster lys over den grønlandske case. Tværtimod falder det i øjnene, at den grønlandskevirkelighed blot glider i baggrunden,men

den,menfaktisk helt forsvinder. Det er ikke helt rimeligt, for netop på fiskeriområdet har Grønland i det store og hele »opført sig pænt« og søgt at hindre overfiskeri gennem reguleringaf Det ville her have været interessant at stille denne adfærd op mod hypotesen, at cykler er uundgåelige, og samtidigbrugt udgangspunkt til at sætte de forskellige løsningsmodeller, der gennemgås, i perspektiv. Kap. 12 fremtræder på denne baggrundlidt i forhold til de øvrige kapitler,og forbliver usikker på, hvad forfatteren egentlig stræber efter at vise i forholdtil

Bogens to afsluttende kapitler trækker på udmærket vis linierne op i fem scenarier, og spirekvælningen af privat initiativ identificeres igen som en automatisk og uundgåelig konsekvens bloktilskuddet og den hermed forbundne socialisme.

Vi når altså vidt omkring på blot 200 sider, så det er oplagt, at analysen ikke alle steder kan være lige detaljeret. Dette er på én gang både bogens styrke og dens svaghed. Det kalejdoskopiske er yderst tiltrækkende for den læser, som gerne vil se de store linier. Samtidig der masser af interessante tal til belysning og det er ganske karakteristisk, at Paldam på s. 113 udbryder, at hvad man har brug for er tal. Men forfatteren viger trods bogens i det store hele tilbage fra at anvise mere konkret beskrevne politikker til at forbedre fremtidsperspektiver. Paldam er tydeligvis en stærk tilhænger af markedsøkonomi, han mener utvivlsomt, at der bør liberaliseres privatiseres i stor udstrækning for at fa gang i den grønlandske økonomi. Hvordan skal gøres, siges der dog ikke så meget i bogen, selvom der i de afsluttende bemærkninger enkelte interessante tilløb.

Det skal i denne forbindelse for fuldstændighedens bemærkes, at jeg blev en anelse da jeg på s. 193 læste, at »dersom man fulgte Fremskridtspartiets politik ville det ikke føre til en hurtig opblomstring af det private vateerhvervsliv. Det er på den anden side klart, at det meget vel kan være den eneste vej« (min kursivering). Hvilken konklusion, læseren drage her, er ikke helt oplagt, specielt ikke da ord som automatik, politisk logik og uundgåelig bruges ret så ofte tidligere i bogen i forbindelse med diskussionen af de dynamiske effekter, der opstår i økonomier, der far tilskud udefra. Det må dog samtidig understreges, at Paldam har gjort det helt klart i sin bog, at han på ingen måde ønsker at blive taget til indtægt for de, der mener, at bloktilskuddet kan eller bør fjernes uden videre. Hertil er han alt for opmærksom de sociale og politiske konsekvenser.

Grønland har en usædvanlig og meget spændende økonomi, heri har Martin Paldam aldeles ret. Han har også faet identificeret en række centrale årsagssammenhænge i sin analyse hvordan denne økonomi fungerer, og hvad der sker og - måske bedre - ikke sker. Han har derved formået at bibringe debatten om Grønlands fremtid et forfriskende pust. Jeg er således uenig med Landsstyreformand Lars Emil Johansen, som i et interview i februar 1995 i Atuagagdliutit (Grønlandsposten) gav udtryk for, at Paldams bog er dødkedelig at læse.

Det ville imidlertid efter min opfattelse have bogen og dens gennemslagskraft, hvis flere af de teoretiske kapitler var blevet strammet op, hvis regnestykkerne var blevet gjort noget mere tilgængelige for den almindelige hvis der var blevet gjort mere ud af, hvad Paldam mener, der kan gøres for at undgå eller i al fald mindske den »hollandske syges« symptomer, og hvis samspillet mellem den offentlige den private sektor og mulighederne for at forbedre dette i den grønlandske sammenhæng været mere i fokus.

Økonomisk Institut

Københavns Universitet