Resumé

SUMMARY: An analysis of subsidies to investments in private houses in Denmark indicates significant effect of converting work from the grey sector to the »legal« sector from the rise in the subsidy rate from 1991 to 1993. A more detailed analysis of the 1991/ 92 figures seems to indicate that there is a low degree of aversion against working in the grey sector

1. Indledning

Omfattende studier har indikeret et betydeligt omfang af det sorte arbejde i Danmark G. Viby Mogensen (1989)). Det er derfor særdeles relevant, hvorledes sort arbejde kan bekæmpes. En af metoderne er at give tilskud til alternativet: legalt arbejde. med denne analyse er at vurdere dette på basis af danske erfaringer.

I perioden fra 1.7.1991 til 31.12.1994 har der i Danmark eksisteret en særlig tilskudsordning forbedringsarbejder m.v. til boliger. Formålet med tilskudsordningen var angiveligt at styrke beskæftigelsen i byggefagene, men også at modvirke såkaldt sort arbejde, idet der i bemærkninger til lovforslaget af 16.4.1991 står anført:

Der er med det foreslåede støttesystem søgt etableret en ordning der også skal modvirke »sort
arbejde«

Har tilskudsordningen så haft denne effekt? Dette er et vanskeligt spørgsmål at besvare fordi man intet kendskab har til, om de arbejder, der er givet tilskud til, ville være udført uden tilskud og slet ikke, om de i fravær af et subsidium ville være udført sort. På trods heraf skal spørgsmålet i det følgende forsøges besvaret på basis af Boligministeriets materiale over de tilskudsberettigede arbejder. Formålet er at belyse effekten af direkte og indirekte tilskud til »legalt« arbejde på omfanget af det sorte arbejde.

Et andet relevant spørgsmål er, om talmaterialet kan bruges til at bekræfte den almindelige om, at der ikke eksisterer nogen modvilje mod at arbejde sort, og at muligheden for at bekæmpe det sorte arbejde ved højere bøder og/eller en større opklaringsindsats er formindsket.

---

Torben M. Andersen og to referees takkes for gennemlæsning og konstruktive kommentarer. Bygge- og Boligstyrelsens kontor takkes for velvillig bistand ved udarbejdelse af materialet og diverse beregninger.

2. Talmaterialet

Lov om statstilskud til forbedringsarbejder m.v. trådte i kraft den 1.7.1991 og udløb 30.12.1992. Efter loven kunne der ydes tilskud til ejere, der bebor en helårsbolig, andelshavere private boligforeninger samt lejere i udlejningsbyggeri. Tilskuddene kunne til forbedringsarbejder og udgjorde 40% af lønudgiften ud over 2.000 kr., idet tilskuddet dog kunne udgøre højst 7.000 kr. pr. bolig. Det var et krav, at arbejdet blev udført af momsregistrerede virksomheder. Det er værd at bemærke, at der først skulle ansøges om tilskud og ved arbejdets afslutning igen om udbetaling af tilskud, og at loven tiden blev administreret på den måde, at de arbejder, der var anført på udbetalingsansøgningen, de afgørende, uanset den oprindelige ansøgning. Man kunne søge tilskud til energibesparende foranstaltninger, til andre ressourcebesparende foranstaltninger, varmeforsyningsanlæg, til reparation og udskiftning aftag, ydermure, m.v., samt til bad, wc og til renovering af kloak og tekniske installationer. Ved lov af 4.2.1993 og 1.4.1993 blev ordningen forlænget og udvidet, idet maksimumsgrænsen 7.000 kr. blev forhøjet til 10.000 kr. og tilskudsprocenten fra 40 til 50%. Disse ændringer fik virkning for alle ansøgninger, indgået efter 1.1.1993. Yderligere det muligt at få tilskud til glasverandaer 0.1. samt udendørs flise- og brostensbelægning. Ultimo 1994 ophørte tilskudsordningen.

I forbindelse med de anførte love har jeg med boligministeriets velvilje fået rådighed et statistisk materiale over de faktiske tilskud til ejerboliger efter den gamle ordning (fra 1.7.1991 - 31.12.1992), samt den nye ordning (tal for perioden 1.1.1993 - 31.12.1993). Som følge af registerlovgivningen har boligministeriet ikke kunne tilstille grundmaterialet, men har velvilligt udformet nogle statistiske tabeller, som skulle være anvendelige til analytiske formål. Jeg har ikke benyttet tal for året 1994, da der her var en stærk rationering af tilskuddene som følge af budgetbegrænsningen, hvilket gør det vanskeligt at bruge tallene til en adfærdsanalyse.

Det er klart, at det, man må interessere sig for, ikke er den enkelte tilskudsmodtager, men derimod dem, der udfører de tilskudsberettigede arbejder. Det er disse, der eventuelt sort. Vanskeligheden er, at en tilskudsberettiget udmærket kan - og i de fleste tilfælde vil - få tilskud til flere typer tilskudsberettigede arbejder, og at tilskuddet ud fra det samlede ansøgningsbeløb. Man må derfor først for hver enkelt beregne den effektive tilskudsprocent og herefter fordele den ud på fakturaerne fra de håndværkere og andre, der har udført arbejderne. På denne måde er fakturaerne fordelt efter effektiv tilskudsprocent. Der er foretaget to tilskudsberegninger. er tilskuddet pr. ansøgning i forhold til lønudgiften, inklusive bundfradraget på 2.000 kr. Bruttotilskuddet er tilskuddet pr. faktura i relation til både løn og materialer. Fakturaerne er fordelt efter brutto- og nettotilskud både for 1991ordningen for 1993-ordningen.

Begrundelsen for at sammenholde antallet af ansøgninger med tilskudsprocenten er af afgøre, hvorvidt der er en sammenhæng mellem denne tilskudsprocent og omfanget af ansøgere, og hvorvidt en stigning fra 1991-loven til 1993-loven i tilskudsprocenterne øget omfanget af ansøgere. Det er ikke tilstrækkeligt at se på ændringen i den marginale tilskudsprocent fra 40% til 50%. Det, den enkelte ansøger handler efter, er hvorvidt han/hun kan få udført et bestemt arbejde (eller flere), således at han maksimerer nytte. Der er gode argumenter for, at de fleste vil stile imod, at det gennemsnitlige alt andet lige bliver størst muligt. Det gælder i forhold til lønudgiften og ikke mindst i forhold til bruttoudgiften (lønudgift plus materialer m.v.). Da tilskuddet ansøger inden for de angivne begrænsninger kan gives til en række forskellige arbejder, foreligger der givetvis i langt de fleste tilfælde en mulighed for, at ansøgeren kan indrette arbejderne således, at tilskuddet maksimeres. I enkelte tilfælde kan der foreligge et udelelighedsproblem, men det typiske er, at det er muligt for ansøgeren at tilrettelægge arbejderne så tilskudsmulighederne udnyttes maksimalt. Man må derfor formode, at der er en stærk positiv korrelation mellem gennemsnitlig tilskudsprocent og omfanget af ansøgninger.

Selve proceduren for beregningerne er følgende (i bilag 1 er angivet en formel opstilling beregningerne). For hver sag (ansøgning) er der fundet en nettotilskudsprocent at dividere det faktiske udbetalte tilskud med de tilskudsberettigede udgifter, dvs. samtlige udgifter inklusive moms minus udgifter til materialer inklusive moms. Denne nettotilskudsprocent er herefter ganget på hver enkelt fakturas tilskudsberettigede og der er herefter fundet et tilskud pr. faktura. Herefter findes bruttotilskudsprocenten at dividere tilskuddet pr. faktura med det samlede fakturabeløb. Vi får herved et billede af, hvor meget hver ansøger i gennemsnit opnår i tilskud pr. faktura kan fordele antallet af fakturaer efter netto- og bruttotilskudsprocent både for 1991-ordningen og for 1993-ordningen. Det bemærkes, at antallet af fakturaer er væsentligt end antallet af ansøgere, men formentligt svarer det nogenlunde til antallet udførte arbejder af forskellige håndværkere (håndværksmestre) inden for de enkelte fag.

Ansøgningerne er i grundmaterialet opdelt på 1 % intervaller, således at intervallet 0% rækker over en tilskudsprocent fra 0,00000 til 0,99999, intervallet 1% fra 1,00000 til 1,99999 osv. I bilag 2 er tilskuddene dog for overskuelighedens skyld opdelt på 5% intervaller. Det bemærkes, at der i 1993-loven er tre kategorier flere end efter 1991-loven. er en oversigt over materialet, men alle beregninger og korrelationer i øvrigt udført på totalmaterialet, hvori alle ansøgninger indgår. For den i afsnit 5 foretagne analyse er materialet et andet, idet det er baseret på et materiale fra Boligministeriet, 1993 og opdelt på 5% intervaller.

3. Adfærdsmodellen bag analysen

Modellen er så tæt som muligt søgt tilpasset den danske virkelighed. Der er ikke et egentligt organiseret sort marked med sin egen løndannelse. Det hænger sammen med flere forhold. For det første er aftalerne individuelle og fortrolige. Der er i hver aftale typisk kun to agenter - en arbejdsgiver og en arbejdstager - der helt individuelt aftaler betalingen. Betalingen afhænger blandt andet af, hvorledes den enkelte arbejder bedømmer for at blive afsløret og skulle betale bøde. Der er altså ikke som hos Baldrey (1984) og Cowell (1981, 1990) tale om et egentligt sort arbejdsmarked med sin egen løndannelse. En uddybning af dette forhold findes i Jepsen (1991, 1992). Et andet typisk træk er, at man ikke aftaler en timeløn, men en samlet sum, f.eks. for at få malet den bestemte stue, repareret dette tag osv.

En forudsætning bag analysen er også, at det ved en sammenligning af de to mulige
alternativer: sort eller ikke-sort arbejde, forudsættes, at det drejer sig om et enten/eller

- enten udføres hele det aftalte arbejde sort, eller det udføres legalt. Om det udføres sort eller legalt, beror først og fremmest på arbejdstagerens vurdering af risikoen for at blive afsløret i at arbejde sort og bødestraffen herfor. Derimod forudsættes arbejderen, der arbejder sort, ikke at have nogen yderligere modvilje mod at arbejde sort. Denne forudsætning kan naturligvis diskuteres, men synes i harmoni med den almindelige opfattelse, hvor det ikke forbundet med moralske skrupler at arbejde sort, og hvor de, der gør det, almindeligvis er dem, der ikke har modvilje herimod (se i øvrigt afsnit 5).

Modellen tager udgangspunkt i Allingham, Sandmo, Andersen-traditionen (1972, 1977), idet man anvender en von Neumann-Morgenstern nyttefunktion. Når der ikke er risikoaversion, kan modellen dog forenkles noget, således som det skal vises i det følgende. Den baseres på, at der mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren aftales en eller anden betaling for et job. Den aftalte betaling, når jobbet udføres som sort arbejde, W. Hvis jobbet i stedet var udført legalt, ville betalingen for arbejdsgiveren være Wq(\- z), hvor z er et eventuelt subsidium til arbejdsgiverens lønudbetaling.

Hvis der er en indkomstskat med marginalskattesatsen t, får vi arbejdstagerens fordel
at arbejde sort, når han ikke afsløres

(1)

Hvis han derimod afsløres i at arbejde sort, således at han skal efterbetale den for
lidt betalte skat Wt og dertil en bøde, der udgør andelen s af skatteomgåelsen, så bliver
differencen i stedet

(2)

Vi introducerer nu en subjektiv sandsynlighed for at blive opdaget og straffet: ir. Denne
er naturligvis afhængig af arbejderens bedømmelse af skattekontrollens
Sandsynligheden for ikke at blive afsløret er 1 - tt.

Nettoudkommet for arbejderen af dette »lotteri« er derfor, opstillet i sædvanlig von
Neumann-Mogenstern form,

(3)

Skal (3) nu være større end eller lig med 0, fordi dette er betingelsen for, at arbejdstageren
vil arbejde sort, får vi følgende ulighed, hvis vi definerer den betaling,
minimalt må betales til en arbejdstager som W,

(4)

Efter på denne måde at have fundet arbejdstagerens »reservationsbetaling«, dvs. den minimale samlede betaling, han uden forventet tab kan acceptere for det givne »sorte« job, vil vi vende os til arbejdsgiveren. Det er klart, at for arbejdsgiveren må den betaling, han vil give, naturligvis ligge under den betaling, han skal give for legalt udført arbejde, dvs.

(5)

Vi kan derfor fra (4) og (5) få hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at sort arbejde
for legalt arbejde.

(6)

En nødvendig betingelse for, at sort arbejde kan forekomme er således

(7)

Effekten af et tilskud til legalt arbejde ses nu klart at være en formindskelse af venstre
af (7) og dermed af de mulige tilfælde, hvor sort arbejde foretrækkes.

Det fremgår af adfærdsmodellen, at givne størrelser af tilskuddet til legalt arbejde
kan eliminere interessen i at arbejde sort afhængig af størrelsen af skat, bødestørrelse
og afsløringssandsynlighed.

Et empirisk materiale, hvor vi for forskellige størrelser af z har et mål for arbejdsomfanget, har induceret, f.eks. antal ansøgninger om tilskud, kan nu anvendes at analysere tilskudseffekten, idet man kan undersøge samvariationen mellem og tilskudsomfang. Det er netop hertil, Boligministeriets materiale anvendt.

4. Analyse af effekten af tilskudsforøgelsen fra 1991-loven til 1993-loven

Adfærdsmodellen er i praksis anvendt på den måde, at vi ud fra kendte størrelser af tilskudsprocenten z og kendte størrelser af omfanget af virkningen af z i form af antal ansøgninger om tilskud vurderer effekten af variationer i z på omfanget af ansøgninger om tilskud og dermed indirekte på det sorte arbejde. Det forudsættes hermed implicit, at dette arbejde uden tilskud ville være udført sort - eller i det mindste kunne være udført Dette er selvfølgelig ikke uproblematisk. Talmaterialet belyser de fakturaer, der har fået tilskud efter lovgivningen, men siger intet om de også omfatter arbejder, der uden tilskud også ville være blevet udført legalt. Vi kan derfor ikke direkte af materialety^r enkelte år slutte noget om virkningen af tilskuddet på det sorte arbejde.

Imidlertid har vi materiale for to forskellige perioder med et tilstrækkeligt forskelligttilskudssystem,
1.7.1991 -31.12.1992 og året 1993. Det betyder, at hvis vi

er villige til at antage, at tilskudseffekten på det arbejde, der ville være udført sort, er den samme som på det arbejde, der i givet fald ikke ville være udført uden tilskud, vil en sammenligning af materialet i de to perioder umiddelbart også belyse effekten på det sorte arbejde.

En forudsætning er naturligvis, at ændringerne fra 1991-loven til 1993-loven er omfattende til at have betydning for adfærden. Det skønnes de at være. Tilskudsprocenten fra 1991 til 1993 i loven øget fra 40% til 50%, dvs. med 25%. Samtidigt er lovens maksimaltilskud ændret fra 7.000 kr. til 10.000 kr., hvilket yderligere for en del ansøgninger øger den maksimale tilskudsprocent med 1O_'OOQ_{7OO o'}ooo = y^ = 43% fra 1991-loven til 1993-loven. Vi ser altså, at forøgelsen i subsidieringsgraden er mindst 25% fra 1991 til 1993 og i gennemsnit en del over. Vi kan herefter ved sammenligning af fordelingen og gennemsnittet på 1993-tallene og 1991/92-tallene finde den gennemsnitlige i forskellige gennemsnitstal, typetallet (CT), medianen (CM) og det aritmetiske gennemsnit(g^) for antallet af ansøgninger i form af fakturaer, tilskudsforøgelsen medført. Samtidigt kan vi undersøge, om spredningen på fordelingen af ansøgningsantallet tilskudsstørrelse har ændret sig. Dette er vist i tabel 1 og 2 og i figur for tilskuddet i relation til lønudgiften for hele materialet. Det er til lønudgiften og kun til denne, det givne tilskud kan opnås. Dette er naturligvis årsagen til, at antallet af fakturaer topper, hvor det maksimale tilskud opnås - både efter 1991 -loven og 1993-loven. type arbejde og uanset hvilket gennemsnitstal, man vælger, har 1993-loven øget ansøgningsomfanget med ca. 10%. Selvom koncentrationen af ansøgningerne omkring maksimale tilskud er formindsket fra 1991-loven til 1993-loven, er koncentrationstendensen det maksimale tilskud stadig meget udtalt.

Tendensen er tydeligt den, at ansøgningsbeløbet for den typiske ansøger faktureres, så der opnås maksimalt tilskud. Det viser, at de boligindehavere, der lader arbejdet udføre, økonomisk set meget bevidste. Dette tyder i sig selv på, at de, hvis tilskuddene ikke eksisterede, ville vælge at lade det udføre sort - før eller senere.

Tilskudsmaksimeringstendensen er hovedårsagen til stigningen i ansøgningerne fra 1991/92 til 1993. Hvilken metode, der anvendes til at maksimere tilskuddet, er et andet Man kan ikke se bort fra, at der kan være tale om, at tilskuddet indregnes håndværkernes entrepriser, således at mange sørger for, at regningsbeløbene optimerer Dette kan gøres ved at foretage en fakturering, hvor den tilskudsberettigede - lønnen - bliver optimal i forhold til tilskuddet. En tendens i denne retning kan ikke udelukkes, men den har nok i lige så stort omfang været til stede i 1991/92 som i 1993, og den kan derfor ikke forklare, at også bruttobeløbene (løn + materialer) i ansøgningerne er steget i denne periode. Relationen løn/totaludgift har nemlig ikke ændret sig fra 1991/92 til 1993 (se tabel 3 og 4 og figur 2). Det synes derfor at mange direkte som følge af det øgede tilskud har øget arbejdets omfang så vidt muligt at optimere tilskuddet.

En stærk effekt af tilskuddet på arbejdets omfang er derfor utvivlsomt til stede. Mange optimerer i høj grad tilskuddet ved at indrette omfanget af det arbejde, man søger til, så det giver maksimalt tilskud. Dette betyder ikke nødvendigvis, at arbejdet vil være udført legalt uden tilskud, men giver dog et fingerpeg i denne retning.

Samtidigt med at omfanget af de søgte arbejder er øget fra 1991/92 til 1993, er spredningen også øget. Forklaringen kan her være, at en del arbejder efter 1991-loven er udskudt til 1993 for at få højere tilskud, idet der allerede i slutningen af 1992 var udmeldt forhøjelse af tilskuddene fra 1993 og fremover. Alt i alt bør man nok lidt forsigtigt konkludere, at tilskuddets effekt på lysten til at arbejde legalt fremfor sort er væsentlig. Tilskuddet efter 1993-loven synes i øvrigt at være så betydeligt, at ansøgningsomfanget nærmest har udviklet sig eksplosivt i 1994. Som følge af budgetrestriktionen dette medført en stærk rationering.

Det, analysen viser, er, at jo større z dvs. den individuelle tilskudsprocent til arbejdsgiverens eller lønudgift plus materialeudgift er, desto større er omfanget det legale arbejde, der induceres af dette løntilskud, og at en forøgelse i tilskuddets således som det sker i 1993-loven, har en signifikant positiv effekt på det legale arbejde på dette område.

At konkludere, at denne effekt er mindst lige så stor på det arbejde, der uden tilskud
til den legale løn ville være udført sort, som på det, der slet ikke ville være udført uden
tilskud, synes ikke helt überettiget.

5. Bedømmelse af forudsætningen om manglende modvilje mod at arbejde sort

En afgørende forudsætning i den i afsnit 3 angivne adfærdsmodel er, at der ikke er

nogen modvilje mod at arbejde sort. Denne forudsætning er ikke i modstrid med den almindelige opfattelse af sort arbejde blandt bygningshåndværkere i Danmark. Såledesviser analyse af G. Viby Mogensen (1989), at 56% af lønmodtagerne er i gang med eller villige til at arbejde sort. Den manglende modvilje mod at arbejde sort kan ikke direkte afprøves på det foreliggende materiale. Det er indlysende, at så længe der er et tilskud på 40% efter 1991-loven og 50% efter 1993-loven til yderligere lønarbejder,vil marginale effekt helt dominere. Men når lønudgiften for den enkelte ansøgeroverstiger vist beløb (1991-loven 19.500 kr.) er der intet vundet tilskudsmæssigtved at øge arbejdets omfang målt i lønudgift. Et fingerpeg, om der er en modvilje mod større arbejder udført sort, kan man derfor måske få ved at analysere,om er en særlig størrelseseffekt, således at ansøgningsomfanget, hvor tilskuddetmarginalt nul, er faldende med arbejdets omfang. Det forudsættes fortsat, at alle arbejder er arbejder, der uden tilskud ville være udført sort. Til dette formål har jeg benyttet 1991/92-tallene, fordi tilskuddet her er moderat, og der ikke har været rationeringaf som følge af en budgetbegrænsning for det totale tilskudsomfang,hvilket er en betingelse for en relevant vurdering af adfærden. Første række i tabel 5 viser, at der er en positiv samvariation mellem effektiv tilskudsprocent og ansøgningsomfang. For at belyse størrelseseffekten må man imidlertid foretage en opdeling af materialet, der isolerer denne effekt.

Da 1991-loven var udformet således, at den effektive tilskudsprocent steg med lønudgiftensstørrelse
19.500 kr. og derefter faldt med lønudgiftens størrelse, fordi

tilskuddet maksimalt kunne udgøre 7.000 kr., kan man ved at sammenligne de to grupperaf
med henholdsvis over og under 19.500 kr. i lønudgift få et fingerpegom
betydning.

Implikationen er stadig, at det ikke er tilfældigt, hvorledes ansøgningerne er fordelt efter løntilskuddets størrelse, dvs. tilskudsprocenten. Større tilskudsprocent giver flere ansøgninger. Dette implicerer i sig selv, at hvor den gennemsnitlige tilskudsprocent er stigende som følge af, at det marginale tilskud ligger over den gennemsnitlige, vil det være en stærk positiv samvariation mellem den gennemsnitlige tilskudsprocent og ansøgningsomfanget. kan det formodes, at denne sammenhæng ikke gælder i intervallet, hvor det marginale løntilskud er 0, dvs. for ansøgninger med en lønudgift på over 19.500 kr. i 1991/92-materialet. Af denne grund måtte man derfor forvente, at tilskudseffekten her er 0, da tilskuddet er upåvirket af arbejdets omfang alt andet lige. Det vil sige, at man, hvis der er en størrelseseffekt, måtte forvente en signifikant negativ variation mellem det enkelte arbejdes omfang og antallet af ansøgninger. Samtidigt for ansøgninger med lønudgift over 19.500 kr. tilskudsprocenten omvendt med udgiften pr. ansøger, dvs. med arbejdets omfang. Ved derfor at analysere, om der er en signifikant sammenhæng mellem tilskudsprocent og ansøgningsomfang, man kunne få en antydning af, om der er en størrelseseffekt.

Jeg har derfor fået opdelt materialet, dvs. samtlige ansøgninger i 1991/92-materialet,i
gruppe med en lønudgift under 19.500 kr. og en med en lønudgift over 19.500

kr. Jeg har herefter foretaget en korrelationsanalyse som på totalmaterialet på hver af
disse grupper.

For yderligere at underbygge resultaterne har jeg foretaget en (tilsvarende) analyse på bruttotilskudsprocenterne. Her koncentrerer det maksimale antal ansøgere sig i tilskudsintervallet 15%. Det viser naturligvis kun, at hvor det maksimale antal ansøgninger ligger på godt 35% tilskud i relation til lønudgiften, ligger det på godt 15% i relation til totaludgiften, fordi knap 60% af totaludgiften i gennemsnit er materialeudgifter

Ved at opdele materialet i to grupper, nemlig ansøgere med under og over 15% tilskud igen opdele dette materiale i to undergrupper, nemlig med under 19.500 kr.'s lønudgift og over 19.500 kr.'s lønudgift, får vi en bedømmelse af størrelseseffekt i relation tilskudseffekt på totaludgiften.

Resultatet af analysen er vist i tabel 5. På grund af materialets art er der for hver kategoriforetaget
regressionsanalyse. Der er i alle de tilfælde, hvor lønudgiften er

mindre end 19.500 kr., en positiv sammenhæng mellem tilskud og omfang af ansøgere
om tilskud. Der er i alle tilfælde, hvor lønudgiften er over 19.500 kr. ikke nogen entydigsammenhæng
ansøgningsomfang og effektiv subsidieprocent.

Den manglende størrelseseffekt giver en interessant antydning af, af de, der arbejder tilnærmelsesvis er uden modvilje mod at arbejde mere eller mindre sort. Meget derfor på, at den almindelige antagelse om, at der ikke er nogen særlig modvilje at arbejde sort på det pågældende område, er holdbar. Det betyder også, at de foranstaltninger, man må anvende mod sort arbejde, må bestå i foranstaltninger, der gør det urentabelt at arbejde sort eller, om man vil, helt »lukker gabet« mellem sort arbejde legalt arbejde.

6. Kan man effektivt bekæmpe sort arbejde med traditionelle metoder?

Der findes mange forskellige kombinationer af både skat og tilskud, der, selv hvis der ikke er nogen modvilje imod at arbejde sort, helt »lukker hullet« for sort arbejde. Med et kendskab til skatteprocenter (/), tilskudsstørrelse (z) og bødestraf (s) i formel (7) kan den relevante opklaringssandsynlighed, der helt »lukker hullet« således beregnes.

Under forudsætning af en moms på 25% og en marginalskat på ca. 50% samt en skattebøde på sort arbejde på ca. 80% er derfor i figur 3 på x-aksen anført de opklaringssandsynligheder, mindst ville have været nødvendige for - sammen med tilskuddet at sikre, at der ingen fordel har været ved at lade arbejdet udføre sort. Påyaksen anført frekvensen af ansøgninger. Analysen bygger derfor fortsat på, at omfanget ansøgninger er positivt korreleret med tilskuddets størrelse. Den nødvendige opklaringssandsynlighed for at umuliggøre sort arbejde er faldet væsentligt fra 1991loven 1993-loven, hvor den typisk ligger så lavt som 10%. Dette tal er så lavt, at det alt taget i betragtning er en rimelig antagelse, at en tilskudsordning, som den efter 1993-loven, er fuldt tilstrækkelig til at eliminere interessen i sort arbejde frem for legalt arbejde. Der er således ingen tvivl om, at man med tilstrækkeligt tilskud til legalt arbejde kan fjerne incitamentet til sort arbejde. Imidlertid er tilskudsordningen en meget dyr ordning statsfinansielt, hvilket nok er årsagen til, at ordningen med udgangen af 1994 er ophævet. Det kan derfor være relevant at spørge, om man ikke alternativt i stedet for at mindske venstresiden af (7) kunne forøge højresiden at forøge opklaringssandsynligheden eller bødestørrelsen og eventuelt på en billigere måde nå det samme resultat.

En vurdering af virkningen af en øget opklaringssandsynlighed kræver en eksakt viden om omkostningerne ved en intensivering af opklaringsindsatsen mod sort arbejde en viden, man for øjeblikket ikke har. Et alternativ til at intensivere opklaringsarbejdet at forøge bøden for at arbejde sort. Denne bøde ligger for øjeblikket på op imod 100% af skatteunddragelsen (i gennemsnit ca. 80%). Den ligger over bødestraffen simpelt tyveri i mindre omfang. Det er derfor vanskeligt uden at støde mod andre at øge denne straf væsentligt.

Det har været foreslået at gøre det strafbart at lade sort arbejde udføre. Vanskeligheden her, at det kan være næsten umuligt at dokumentere, at den, der lader arbejdet udføre, har været i ond tro. Nogle har foreslået en almindelig momsindeholdelsespligt. Den administrative byrde ved på denne måde at øge antallet af momsregistrerede anses for at være for stor.

Overvejelser om skærpet kontrol og/eller større bøde og/eller momsindeholdelsespligt området er alternative muligheder, men de synes at være enten for kostbare eller mod et almindeligt princip om lighed for loven. Det ville derfor være mere hvis man kunne finde en mulighed, der helt omkostningsfrit eliminerer til at lade arbejde udføre sort og til at arbejde sort. Og en sådan mulighed findes faktisk. Ved at indføre en direkte udgiftsskat å la Meade Kommissionens (se Jepsen 1990) kunne man gøre alle arbejder på eget hus eller ejerlejlighed i lejeværdien, hvis de blev dokumenterede. Dette ville gøre sort arbejde på dette område helt uinteressant. I realiteten ville det svare til - dog uden provenutab - at yde et tilskud svarende til marginalskatten - og som den foranstående analyse og erfaringerne i øvrigt viser, ville det eliminere det sorte arbejde på dette område. nogle ville måske synes, at det ville være at høste hele marken blot for at fjerne ukrudtet. Jeg finder, at det kun er ét blandt mange gode argumenter for en direkte frem for indkomstskatten.

Litteratur

Allingham, M. og A. Sandmoe. 1972. Income Tax Evasion: A Theoretical Analysis. Scandinavian Journal of Economics 1:323-338.

Andersen, Per. 1977. Tax Evasion and Labour
Supply. Scandinavian Journal of Economics

Baldrey, J.C. 1984. The Enforcement of Income
Laws. Economic Record 60:156-159.

Cowell, F.A. 1981. Taxation and Labour Supply
Risky Activities. Economica
49:365-379.

Cowell, F.A. 1990. Cheating the Covernment.
Cambridge. Mass.

Jepsen, G.T. 1990. Mini White Book on Direct
Expenditure Tax. Copenhagen.

Jepsen, G.T. 1991. Wage Contracts and Design
of Tax Enforcement Policy in the Shadow
Economy. Memo-21 University of Aarhus.

Jepsen, G.T. 1992. Measuring the Tax Evaders'
Against Evading. Memo-7
University of Aarhus.

Mogensen, G.V 1989. Tidsanvendelse i Danmark
sort arbejde. I: Dagligliv i Danmark,
2, København.