Resumé

SUMMARY: The design of the U.S. Environmental Protection Agency's new revenueneutral for SO 2 permits is discriminative, i.e. you »pay-what-you-bid«. The auction now been used twice and it works. However, the evidence shows that it may be improved by using a non-discriminative design where you only pay the clearing price. A shift to a non-discriminative design would send a single and a more precise signal to the market. This improved design should therefore be considered, e.g. if Denmark wishes to link an auction to a potential CO₂-market.

1. Acid Rain Program og S0₂-auktion

En usædvanlig nyskabelse inden for miljøregulering findes i den nye amerikanske luftforureningslov fra 1990. I det såkaldte »Add Æam Program«, ARP, indgår for første en »indtægts-neutral« auktion. Vil vi med fordel kunne bruge samme idé i Danmark?

Idéen er af særlig relevans for CO₂, fordi ARP ignorerer kildeplaceringen. De 1000 største kraftværker over hele USA har fra 1990 fået lov ti\ frit at handle SO2-tilladelser, deres geografiske placering. Grunden er, at de mest »beskidte« og forældede er placeret langs en lodret linie midt i USA. Mere rene kraftværker - beliggende andre steder - vil da få et incitament til at betale disse stærkt forurenende værker for at reducere SO₂, dvs. sælge tilladelser.

Eftersom ARP halverer den samlede SO₂-udledning over en 1 O-års-periode (fra 1990 til år 2000), og eftersom vinden fortrinsvist blæser fra vest mod øst, ventes miljøkvalitetenvæsentligt i store østkystbyer som f.eks. New York. Derfor vil der ikke kunne opstå stærkt forurenede områder eller »hot spots« i de kritiske østkystbyer

---

Jeg takker Energistyrelsens Forskningsprogram, Energi og Samfund, for finansiel støtte. Artiklen er udarbejdet mit studieophold ved University of Maryland i USA. I den forbindelse vil jeg gerne takke professorerne Olson og Wallace E. Oates, begge fra University of Maryland. Herhjemme vil jeg takke dekan Chr. Hjorth-Andersen. Københavns Universitet, docent Hans Linderoth, lektor Erik Strøjer Madsen, lektor Valdemar Smith og Bodil Rasmussen, alle fra Handelshøjskolen i Århus. Naturligvis er jeg alene ansvarlig for indholdet.

og andre særligt sårbare naturområder. Tværtimod vil SO₂-forureningen falde, og af denne grund kan det tillades, at kraftværkerne handler SO₂-tilladelser i forholdet én til én uden myndighedernes forudgående godkendelse. Dermed kan designet af ARP - og herunder auktionen - direkte overføres til et dansk CO₂-marked, hvor kildeplaceringej spiller nogen rolle.

ARP blev i 1990 startet op ved »grandfathering«, dvs. at SO₂-tilladelser gratis blev fordelt blandt kraftværkerne på baggrund af det historiske udledningsniveau. I dette tilfælde blev fordelingsnøglen defineret ud fra den gennemsnitlige anvendelse af fossile i perioden 1985-87.' Ved at basere fordelingsnøglen på brændselsinput tages der højde for, at kraftværker - som netop har investeret i SO₂-reducerende foranstaltninger ikke straffes via relativt mindre tildelinger. Hvis f.eks. to kraftværker bruger samme mængde brændstof, vil de begge få tildelt den samme mængde SO2-tilladelser, om den ene har installeret et kemisk renseanlæg og nu kun udleder halvt så meget som den anden. Eventuelle variationer i brugen af fossile brændsler udjævnes ved at bruge et gennemsnit over tre år.²

Ud over at ignorere kildeplacering og at definere fordelingsnøglen i forhold til det historiske brændselsinput, er ARP karakteriseret ved et yderst effektivt kontrolsystem. Alle 1.000 kraftværker skal - hvis de ønsker at deltage i programmet selv købe og installere automatisk måleapparat kaldet »Continuous Emissions Monitoring System«, Dette måleapparat anbringes i kraftværkernes skorstene og forbindes herefter direkte med den amerikanske miljøstyrelses computersystemer.

På denne måde er det let at kontrollere SO₂-udledningen præcist fra centralt hold. Miljøstyrelsen skal ikke ind og godkende hver enkelt handel. Hvis to kraftværker handler tilladelser, skal de give miljøstyrelsen besked herom, så transaktionen registreres. et kraftværk sin beholdning af tilladelser et år, pålægges det automatisk bøde på $2000 per ton SO₂, som det ikke har dækning for. Desuden skal kraftværket reducere overskridelsen det efterfølgende år, så SO₂-udledningen ikke stiger.

Ud af det samlede antal SO₂-tilladelser i omløb bruges auktionen til at fordele ca. 2%. Den har indtil nu været i brug to gange ved børsen i Chicago (Chicago Board of Trade). Kongressen i USA har valgt at bruge auktionen til at stimulere SO₂-markedet af to årsager. Først sikrer auktionen tilgængelige tilladelser. Dermed er det muligt for

---

1. Årene 1985-87 anses for tre repræsentative år med normal økonomisk vækst. Kraftværker, der først startede mellem 1987 og 1990, blev i 1990 meddelt, at de kunne ansøge om gratis tilladelser beregnet ud fra en hypotetisk brændselsformel. Hvis ikke de ansøgte før dead-line hos den amerikanske miljøstyrelse, mistede de retten til gratis tildeling og måtte da - som andre nye enheder - købe sig ind i markedet.

2. For en nærmere karakteristik af »Acid Rain Program«, se Svendsen (1994a), og for en teoretisk analyse af sådanne »omsættelige forureningstilladelser«, se Hjorth-Andersen (1989). Hver SO2-tilladelse giver retten til at udlede 1 ton SO2 per år, og tilladelserne kan købes, sælges eller gemmes som ethvert andet privat gode. Hidtil har »grandfathering« af sådanne rettigheder været den eneste politisk mulige fordelingsnøgle i USA, se Svendsen (1995a; 1992).

nye kilder at købe sig ind på markedet. Dernæst giver auktionen et klart prissignal for
SO2-tilladelser til markedet og kan på denne måde medvirke til at reducere transaktionsomkostningerne
3

Da auktionsmuligheden blev overvejet i den amerikanske kongres, prægede endvidere vigtige politiske hensyn det endelige design. For det første var den amerikanske forpligtet af en politisk beslutning om, at der ikke måtte pålægges skatter. Dette princip om »no new taxes« umuliggjorde således en auktion, der skabte nye indkomster til staten. Resultatet blev en »indtægtsneutral« auktion. For det andet er andelen af tilbageholdte tilladelser lille. Kraftværkerne modsatte sig ethvert på at tilbageholde en større andel til bortauktionering, selv om de fik indtægten auktionen tilbageført, Hausker (1992, 559). De frygtede at miste kontrollen over tilladelserne, der muligvis kunne opkøbes af andre.

De amerikanske erfaringer er således interessante i dansk sammenhæng. F.eks. vil et dansk CO₂-marked med fordel kunne kobles med en auktion, netop af de ovenstående som både sigter mod at få markedet til at virke og mod at gøre udformningen attraktiv.⁴

I det efterfølgende starter afsnit 2 med at sammenligne diskriminerende og »ikkediskriminerende« Afsnit 3 behandler i detaljer det aktuelle design og de faktiske resultater indtil nu. Eftersom det aktuelle valg af et diskriminerende design er kritisabelt, omtales i afsnit 4 mulige kartel-bevæggrunde blandt eksisterende kraftværker at fremme et diskriminerende design. Afslutningsvist anbefales - på baggrund de amerikanske erfaringer - hvorledes auktionen bør udformes, dels for at sikre nye kilders adgang til markedet, og dels for at lade auktionen sende et entydigt prissignal til markedet.

2. Diskriminerende eller ikke-diskriminerende?

Begrebet »indtægts-neutral auktion« er oversat fra det engelske »revenue neutral auction« og blev først fremsat af Hahn/Noll (1982, 141).⁵ Betydningen er, at hele indtægtentilbageføres kilderne. Hver kilde vil således få tildelt sin historiske udledninggratis skal herefter udbyde disse tilladelser (eller dele heraf) til salg i en auktion.Den appel, i modsætning til en traditionel auktions- eller afgiftsløsning,

---

3. Disse to hensyn har været kritikpunkter mod de hidtidige erfaringer med tilladelsesmarkeder i USA, se f.eks. Svendsen (1992). Det tredje -og vel nok mest afgørende kritikpunkt har været den problematiske inddragelse af kildeplacering. Hvis ikke det - som i ARP - er muligt at ignorere risikoen for stærkt forurenede (»hot spots«), er det vanskeligt for myndighederne at styre markedet på en hensigtsmæssig måde, se Svendsen (1994b).

4. Vedrørende muligheden for at etablere danske CO2- eller SO2-markeder, se Steiner/Svendsen (1994) og Svendsen (1994c; 1993:1991).

5. Anden relevant litteratur om indtægts-neutrale auktioner findes i Tietenberg (1985), Cason (1993). Franciosi al. (1993) og Hausker (1992).

er åbenbar, fordi hele indtægten tilbageføres til kilderne igen. Alle økonomiske transaktionersker
kilderne indbyrdes.

I auktionen har alle interesserede købere herefter lov at byde ved at specificere det
ønskede antal tilladelser ved forskellige priser. Potentielle købere skal på denne måde
give auktionarius deres individuelle »efterspørgsels-kurve« efter tilladelser.

Indtægts-neutrale auktioner kan opdeles i to typer: diskriminerende og ikke-diskriminerende. grundlæggende forskel er, at i en diskriminerende auktion betaler køber, han byder (der er altså flere priser), mens køber i den ikke-diskriminerende auktion betaler ligevægtsprisen (der er kun én pris). Denne forskel har betydning for indtægtens størrelse. Lad os prøve at afbilde de to auktionstyper som vist i figur 1.

Antag, at kilderne gratis har fået tildelt q* tilladelser, som skal udbydes i auktionen. I en ikke-diskriminerende auktion vil auktionarius samle de enkelte efterspørgselsskemaer udregne ligevægtsprisen, p*. Her vil den samlede efterspørgsel efter tilladelser, svare til det uelastiske udbud af tilladelser, S. Sagt på en anden måde er markeds- eller clearing-prisen det højest forkastede bud. Således modtager hver byder det antal tilladelser, som han har budt på over markedsprisen,/?*.

Hver kilde betaler til auktionarius/?* jc q{, hvor qi er antallet af tilladelser efterspurgt
af kilde i. Den samlede indtægt fra auktionen er areal A (dvs. summationen af de individuelle
%p* xqt).

Lad nu qlu repræsentere kilde /'s initiale tildeling af tilladelser. Da q* repræsenterer
både det samlede antal tilladelser udbudt og det samlede antal tilladelser solgt i auktionen,
det gælde at 2qQi=q*.

Indtægten returneres herefter på en sådan måde, at hver kilde modtager en betaling svarende til markedsværdien af deres initiale tildeling af tilladelser, p* x q_or Således vil hver kilde netto betale (q_i - q_Oi)xp* til auktionarius. Hvis q_i > q_{)j, vil kilden være nettokøber af tilladelser og betale mere, end den modtager. Hvis q_i > q_Ol, vil kilden være nettosælger og modtage mere, end den giver. Samlet gælder, at Kp*{q: - qOl)q_Ol) =0, så auktionen er »indtægts-neutral«. Alle betalinger føres tilbage til de kilder, der har udbudt tilladelser. Kildernes samlede betalinger modsvarer nøjagtigt kildernes samlede

Bemærk, at det ikke-diskriminerende design hverken tilskynder kilderne til at byde for højt eller for lavt. Hver kilde vil byde langs sin egen efterspørgselskurve og lade hver af de potentielle auktionspriser modsvare deres individuelle marginale reduktionsomkostninger. svarer nøjagtigt til at lade kilderne stå over for forskellige på f.eks. SO₂-udledning! Byder kilden f.eks. for lavt, vil den ikke modtage nok tilladelser; dens marginale reduktionsomkostninger vil da være højere end ligevægtsprisen.

Modsat prisdiskriminerer den diskriminerende auktion. Kilden skal betale, hvad den byder, og dermed er det muligt for auktionarius at prisdiskriminere. Hvis kilderne ikke har nogen information om den forventede ligevægtspris, vil deres bud følge efterspørgselskurven, Dermed maksimeres indtægten fra auktionen. Som vist i figur I illustreres den ekstra indtægt af trekant B. Den samlede indtægt er højest i den diskriminerende (A + B).

I praksis kan sagen meget vel stille sig anderledes. Hvis kilderne har viden om, hvor ligevægtsprisen omtrent kommer til at ligge, vil de byde i forhold til deres forventninger søge at skyde sig ind på ligevægtsprisen.⁶ Hvis kilderne byder for lavt, er det ikke sikkert, at der skabes en større indtægt i en diskriminerende end i en ikkediskriminerende Samtidig vil »minimumsprisen« eller det sidst accepterede bud nu kunne afvige fra den teoretisk optimale ligevægtspris, hvorved prissignalet til markedet kan blive vildledende.

Hvorledes er de to første auktioner forløbet? Har kilderne i praksis kendskab til
markedsprisen, så buddene systematisk vil være for lave og resultere i for lavt et prissignal?

3. Design og resultater

1 1992 delegerede den amerikanske miljøstyrelse EPA (Environmental Protection
Agency) administrationen af de årlige SO2-auktionertil børsen i Chicago, CBOT(ChicagoBoard

---

6. For at minimere omkostningerne vil kilderne således forsøge at nærme sig den forventede ligevægtspris snarere end at byde i overensstemmelse med de marginale reduktionsomkostninger. Resultatet bliver, at buddene vil placere sig for lavt, se nærmere Vickrey (1961).

cagoBoardof Trade).7 CBOT tager sig kun af selve gennemførelsen og modtager ikke
betaling herfor.8

Det samlede SO2-marked i ARP (»Acid Rain Program«) er delt op i to faser, og den
specielle reservepulje fratrækkes alle tilladelser i omløb til direkte salg og auktioner.9

I fase 1 (1995-1999) bliver i alt 5,7 millioner SO₂-tilladelser tildelt gratis på rsbasis de mest forurenende kraftværker (ca. 100 enheder). Den specielle reservepulje udgør 175.000 eller 3,1%. Heraf er 25.000 tilladelser reserveret til direkte salg, mens de resterende 150.000 tilladelser er reserveret til auktion.

I fase 2 (2000-) deltager yderligere ca. 900 mindre forurenende kraftværker, så ARP fra år 2000 omfatter ca. 1.000 kraftværker i alt. Samlet tildeles de herefter 8,9 millioner SO₂-tilladelser på årsbasis.¹⁰ Den specielle reservepulje udgør 250.000 - eller - af alle tilladelser. Heraf er 50.000 tilladelser øremærkede til direkte salg, mens 200.000 er forbeholdt auktion. Auktionerne og direkte salg vil fortsætte, indtil EPA vurderer, at efterspørgslen er for lille, Smith (1995).

For ikke at overskride den samlede kvote for SO₂-tilladelser skal nye kilder i markedet tilladelser fra eksisterende kilder eller fra EPA (via direkte salg eller auktion). Reglerne er sådan, at direkte salg fra 1993 til og med 1999 finder sted som forhåndssalg, at disse tilladelser ikke er brugbare før 7 år efter købet. Fra år 2000 og frem vil både spot- og forhåndssalg finde sted. Et »spot«-salg betyder, at tilladelsen er brugbar købsåret. Prisen er fastsat til $1.500 og er indekseret for at tage højde for inflation, (1992). Tilladelser, som ikke sælges ved direkte salg, skal udbydes ved auktionerne det efterfølgende år.

---

7. CBOT blev valgt efter en objektiv udvælgelsesproces som den bedst egnede til at håndtere computerstyrede af denne type, EPA (1992).

8. CBOT har fra januar 1993 ret til at administrere auktioner og direkte salg i en periode af 3 år (med mulighed forlængelse). I praksis anbringes alle data og bud i et computersystem, som genererer auktionsresultaterne. til CBOT er publicity og et »grønt« image, Smith (1995).

9. Anmodningen om, at der også skulle være mulighed for at erhverve tilladelser via »direkte salg«, blev fremført af private kraftværker, de såkaldte IPPs (Independent Power Producers). IPPs repræsenterer 7% af den totale elproduktion i USA, NIEP (1994, 2), og de frygtede, at offentlige kraftværker ikke ville sælge til dem som konkurrenter, Hausker (1992, 568). Men i stedet for ser IPPs nu mange muligheder i markedet, da de besidder den nyeste og reneste teknologi, Mackey (1995). Der har snarere været tale om et symbiotisk forhold til de offentlige kraftværker, som tværtimod har været ivrige efter at støtte IPPs og købe el fra dem - derved undgås risikoen ved selv at skulle bygge nye produktionsenheder. IPPs ventes således at levere over halvdelen af USA's stigning i elproduktion over de næste 10 år, Hoffman (1994, 56). I USA - og specielt i Californien - hersker nu mere eller mindre fri konkurrence på elområdet, Svendsen (1995b). En lignende udvikling kan ventes i Danmark og Den Europæiske Union med indførelsen af et indre elmarked.

10. Den noget ejendommelige opdeling i to faser er et resultat af de politiske forhandlinger om fordelingsnøglen. i det »beskidte« midterste USA, f.eks. Indiana og Ohio, krævede, at de øvrige stater skulle medvirke til at betale for de forholdsvis høje omkostninger forbundet med at gøre stærkt forurenende kraftværker Hausker (1992, 555). Resultatet blev, at de »beskidte områder« indirekte subsidieres ved at få den kapitaliserede værdi af 5 års ekstra tilladelser (fra 1995-2000), mens de øvrige »renere« kraftværker får tildelt tilladelser fra år 2000.

Den årlige EPA-auktion består af fire særskilte auktioner. De første tre auktioner vedrører den specielle reservekvote. Disse offentlige reserve-tilladelser sælges før private udbudt af private sælgere i den fjerde og sidste auktion. Alle fire auktioner samme dag i nedenstående orden:

1) Spot-auktion, hvor tilladelser gældende for auktionsåret udbydes. Fra år 2000 inkluderes ikke-solgte tilladelser fra direkte spot-salg. Hvis disse spot-tilladelser ikke sælges før 30. januar hvert år, overføres de automatisk til spot-auktionen samme år (som ikke må holdes senere end 31. marts hvert år).

2) 7-års auktion, hvor tilladelser gælder det 7. år efter auktionsåret. Tallet 7 er valgt,
fordi de første tilladelser - solgt i 1993 -da vil gælde iår 2000. År 2000 er det år, hvor
udledningskravene til SO2 skærpes mest drastisk, Smith (1995).

3) 6-års auktion, gælder for 7-års-tilladelser som ikke blev solgt i direkte salg det foregående år. Auktionen startede i 1994, og således vil f.eks. en ikke-solgt 7-års-tilladelse 1993 (med gyldighed i år 2000) stadig være gyldig i år 2000, når den sælges det efterfølgende år i 6-års-auktionen, Schary (1994).

Disse første tre auktionstyper vedrører tilladelserne fra den specielle reserve. Designet
undtagen 6-års-auktionen, hvor antal udbudte tilladelser afhænger af det direkte
året før - sammenfattet i tabel 1.

4) Til sidst følger den private auktion. Enhver har her lov at udbyde SO2-tilladelser,
og disse tilladelser skal - som tilladelserne fra reservepuljen enten være daterede til
indeværende år (spot) eller 7 år frem.''

Den private auktion har næsten ikke været i brug endnu. Priserne synes at have væretsat
højt af de private udbydere. I 1993 blev 10 SO2-tilladelser solgt til minimumsprisen$131.

---

11. EPA skal have besked herom senest 15 forretningsdage før auktionsdagen. Udbyderen skal i denne forbindelse antal tilladelser og salgspris, EPA (1992).

mumsprisen$131.I 1994 blev 400 tilladelser solgt til $140 i en 6-års-auktion, mens 800 tilladelser blev solgt til $140 i 7-års-auktionen, EPA (1994b). Timingen lige efter de første tre EPA-auktioner er nok en dårlig ide, fordi markedet - specielt i begyndelsen er forholdsvist lille.¹²

De fire EPA-auktioner er generelt diskriminerende med flere priser, fordi tilladelserne til det, som køberne byder.¹³ Eneste forskel mellem de private og offentlige er, at de private tilladelser sælges fra laveste til højeste pris, mens tilladelserne reservepuljen sælges fra højeste til laveste pris. Grunden til, at den private auktion starter nedefra, er at maksimere incitamentet til at sælge billigst muligt, Smith (1990). Betalinger fra forfejlede bud eller overskydende tilladelser - som ikke har kunnet sælges til den ønskede pris - returneres til kilderne.

Endnu er der ikke meget at sige om de faktiske resultater i den private auktion. Lad
os derfor se nærmere på resultaterne. Hvad var resultaterne i de tre offentlige auktioner?
empiriske resultater fra 1993 og 1994 er præsenteret i tabel 2.

Tabel 2 viser, at ud af 145.010 udbudte tilladelser i EPA's spot auktion blev 50.010
solgt. Minimums- eller ligevægtsprisen var $131. I 1994 blev 108.001 tilladelser udbudtog

---

12. Timingen af den private auktion er også blevet kritiseret af kraftværkerne selv. F.eks. anbefaler APPA (The American Public Power Association), at den private auktion holdes senere, så køberne får mulighed for at studere resultaterne fra de tre første auktioner, APPA (1991, 1).

13.1 alle tilfælde føres indtægten tilbage til kilderne, hvorfra tilladelserne stammer. Det samme skal ske for indtægter ved direkte salg af tilladelser.

budtog50.000 solgt med $150 som lavest vindende bud. Ved 7-års-auktionen i 1993 blev 100.000 tilladelser solgt ud af 130.500 udbudte. Mindsteprisen var $122. I 1994 blev 100.000 tilladelser ud af 147.000 solgt med en mindstepris på $140. Ligevægtsprisernefor spænder altså mellem ca. $ 120 og $ 150. Alle reservetilladelserneblev afhændet, mens næsten ingen privat udbudte tilladelser blev solgt.

Overordnet kan det konstateres, at auktionerne virker, skaber indtægter og genererer
Spørgsmålet er så, om prissignalct til markedet er for lavt. Har kilderne
noget forhåndskendskab til den forventede ligevægtspris?

De foreløbige resultater tyder på, at kilderne overvejende har budt efter forventninger end efter de marginale reduktionsomkostninger. Handel i selve SO_2-markedet således genereret markedspriser siden 1992, som auktionsresultaterne kan sammenlignes med. Per 1. august 1994 er 40 handler registreret af EPA. Over 1 million er blevet handlet til priser mellem $ 150 og $250, EPA (1994a, 8-9). Hos den mest aktive mægler, »Cantor Fitzgerald« i New York, kan SO₂-tilladelser p.t. erhverves $150-160 per styk eller typisk ca. 10% over minimumspriserne, Schary (1994). Markedspriser ligger med andre ord tæt op ad gennemsnitspriserne fra auktionen, spænder mellem $136 og $159.

Et for lavt prissignal reducerer antallet af handler i markedet, fordi potentielle købere købe til den for lave minimumspris, mens potentielle sælgere vil sælge til gældende eller i hvert fald til den højere gennemsnitspris. En sådan systematisk giver højere forhandlingsomkostninger.¹⁴

En anden vigtig observation er, at eftersom gennemsnitsprisen i auktionen ligger tæt op ad markedsprisen, er indtægten i den diskriminerende auktion formodentligt ikke end den ville have været i en ikke-diskriminerende, hvor ligevægtsprisen ville været på samme niveau. Hvis den eneste forskel i praksis er prissignalet, vil en ikke-diskriminerende auktion med et entydigt prissignal være at foretrække. Hvorfor så vælge et diskriminerende fremfor et ikke-diskriminerende design?

4. Perspektiv

Jeg vil selv gætte på, at lobby-aktiviteter og kartellisering mellem eksisterende kraftværker har fremprovokeret designet af den aktuelle diskriminerende SO₂-auktion i USA. Ligesom det eksisterende kartel af kraftværker kun ønskede at afgive ca. 2% af deres tilladelser til auktionen, så har selve designet sandsynligvis været endnu et forsøg at skabe en markedsbarriere i forhold til potentielle indtrædere.¹⁵

---

14. Et for lavt prissignal kan også resultere i anden ineffektivitet. F.eks. bruger tilsynsmyndighederne EPAauktionens til at værdisætte værdien af kraftværkernes tilladelser, Cason (1993, 181). 15. For eksempel vil en sådan hypotesetest - eller yderligere forskning inden for dette fascinerende område af political economy - kunne ske med udgangspunkt i Mancur Olson's teoretiske arbejder om rationel gruppeadfærd »The Logic of Collective Action«, se først og fremmest Olson's to hovedværker fra 1965 og 1982.

Hensigten med det aktuelle design var således at maksimere indtægten og dermed at omfordele fra nye til eksisterende kilder. Potentielle konkurrenter møder på denne måde en ekstra markedsbarriere. Ikke blot skal de købe sig ind i markedet, deres betaling til eksisterende kraftværker, de selv samme, som de skal konkurrere med!

Men virkeligheden har vist sig at være en anden. Kilderne byder i forhold til forventninger viden om den aktuelle markedspris, og det i en sådan grad, at gennemsnitsprisen helt nede på samme niveau som markedsprisen. Med andre ord skaber den diskriminerende auktion næppe højere indtægt end den ikke-diskriminerende. Hvis auktionen ikke i praksis synes at påføre nye kilder flere omkostninger end et ikke-diskriminerende, det muligt at overbevise det eksisterende kartel af kraftværker om, at en ændring vil være fordelagtig. Et ikke-diskriminerende design vil give alle større fleksibilitet, fordi et entydigt prissignal vil mindske forhandlingsomkostningerne køb og salg af SO₂-tilladelser.

I fremtiden vil der formodentlig fortsat være en vis afstand mellem auktionens ligevægtspris markedsprisen, fordi markedsprisen aldrig vil ligge helt fast. Over tid kommer nye produktionsformer til, mere svovlfattige energiformer bliver rentable, nye rense-teknologier opfindes etc. Netop derfor er det vigtigt med et nyt og entydigt prissignal til markedet hvert år!

Hvis auktionsløsningen skal tages i brug i Danmark, eksempelvist i et CO2-marked,
er anbefalingen derfor at bruge det ikke-diskriminerende design. Denne løsning kan
være en politisk farbar vej til at sikre nye kilder tilladelser og til at give et entydigt - og
årligt tilbagevendende - prissignal.

Litteratur

APPA 1991. Comments of American Public Power Association on Proposed Auction and Direct Sale Rule for Acid Rain Emissions EPA Public Hearing, June 28, Docket No. A-91-32.

Cason, T.N. 1993. Seller Incentive Properties of EPA's Emission Trading Auction. Journal Environmental Economics and Management 177-95.

EPA 1994a. Acid Rain Program: Update No.
I, EPA 430-K-94-012, September.

EPA 1994b. Auction Results. Fax of printout
file from EPA, December 2, 1994 (Claire
Senary, Acid Rain Division).

EPA 1992. Acid Rain Program: Allowance
Auctions and Direct Sales. EPA43O/F-92/
017, December.

Franciosi et al. 1993. An Experimental Investigation the Hahn-Noll Revenue Neutral Auction for Emission Licenses. Journal of Environmental Economics and Management 1-24.

Hahn, R.W. and Noll, R.G. 1982. Designing an Efficient Permits Market. In Implementing Permits for Sulfur Oxide Emissions: A Case Study in the South Coast Air Basin, red. Cass, G.R. et al., Vol.ll Main Text. Environmental Quality Laboratory of the California Institute of Technology (June), 102-134.

Hausker, K. 1992. The Politics and Economics of Auction Design in the Market for Sulfur-Dioxide Journal of Policy Analysis and Management 11: 553-72.

Hjorth-Andersen, Chr. 1989. Omsættelige forureningstilladelser.
5:
23-30.

Hoffmann, M.C. 1994. The Future of Electricity
Regulation 3: 55-62.

Mackey, L. 1995. Interview. January 25,
National Independent Energy Producers
(NIEP), Washington D.C.

NIEP 1994. The Competitive Power Revolution: Energy's Expanding Role in Electricity Generation. National Independent Energy Producers, October. Washington D.C.

Olson, M. 1965. The Logic of Collective
Action. Cambridge University Press, Cambridge.

Olson, M. 1982. The Rise and Decline of Nations.
University Press, New Haven.

Schary, C. 1994. Interview. November 12,
1994. Acid Rain Division, EPA.

Smith, K. 1995. Interview. January 23, 1994.
Acid Rain Division, EPA.

Steiner, U. og Svendsen, G.T. 1994. Potentielt CO₂-marked blandt danske elværker. Discussion Department of Applied Economics, The Aarhus School of Business.

Svendsen, G. 1991. Indførelse af tilladelsesmarkeder
Danmark? - med normstyrede
energiproducenters udledning af CO2, SO2

og NOV som eksempel. Specialeopgave
ved Statskundskab, Århus Universitet.

Svendsen, G.T. 1992. Omsættelige forureningstilladelser
USA. Samfundsøkonomen
26-31.

Svendsen, G.T. 1993. Fordele ved et C02-kvotemarked.
7: 5-9.

Svendsen, G.T. 1994a. Omsættelige SO2-kvoter
USA. Samfundsøkonomen 5:9-13.

Svendsen, G.T. 1994b. Kvotemarked og kildeplacering.
Tidsskrift
132:209-15.

Svendsen, G.T. 1994c. Kvoter og syreregn.
Økonomi & Politik 1: 33-39.

Svendsen, G.T. 1995a. Total Review of U.S. Experiences on Tradable Permit Systems: Design, Cost-Effectiveness and Property Right. Draft, January 20.

Svendsen, G.T. 1995b. California Shows the Future of Electricity Production in the Single Market. Energy Policy, forthcoming.

Tietenberg, T.H. 1985. Emissions Trading: An Exercise in Reforming Pollution Policy. Washington, D.C: Resources for the Future.

Vickrey, W. 1961. Counterspeculation, Auctions,
Competitive Sealed Tenders.
Journal of Finance 16: 8-37.