Resumé

SUMMARY: Four institutions for democratic decision-making are considered: market decisions, centralized political decisions, self-management and professionalization. Implications democracy for producers, consumers, tax-payers and future generations are discussed by means of examples. It is argued that sensitive decisions, where abuses are likely to occur, as in monetary policy and environmental policy, could be entrusted to independent boards governed by strict regulations.

Hvad er økonomi?

rivis det lølgende fieiiitiædci aom iiiiid&ciklduing wild måisk^ tilmcJ duui kærlighedserklæring - er det ikke utilsigtet. Deter naturligvis økonomisk teori, som er genstanden for disse respektfulde følelser. Den er i tidens løb blevet klandret for at være bl.a. asocial, materialistisk, vækstfikseret og miljøødelæggende (se f.eks. Cobb & Daly, 1989:164; Petersen m.fl., 1994:47; Hodgson, 1993:267), men deter altsammen rygter, der bunder i forveksling af egenskaber hos den tilbedte, dvs. teorien, og hos tilbederne, dvs. økonomerne. I Homers Odyssé er Penelopeias ære jo også højt hævet over bejlernes anslag. Økonomisk teori er så omfattende og vidtfavnende, den uden videre kan anvendes til at analysere en mangfoldighed af økonomiske bl.a. også dem som miljøkrisen rejser.

Teoriens udgangspunkt er et generelt og meget frugtbart problem, nemlig at samordne om ressourceanvendelsen optimalt, når man kender 1) de individuelle 2) de tekniske muligheder og 3) begyndelsesressourcerne. Teoriens opgave er at analysere, hvordan optimeringsproblemet løses eller ikke løses, når beslutningerne af incitamenter bestemt af forskellige institutioner, dvs. faste adfærdsmønstre afskrevne og uskrevne regler. Blandt økonomiske institutioner er markedet uden sammenligning den mest grundigt undersøgte, men der er mange andre, f.eks. virksomheder, planøkonomier, aktieselskaber, familien, feudal økonomi, overenskomstforhandlinger, overskudsdeling, medarbejderstyre, slaveri.

Økonomisk teoris anvendelse i forbindelse med miljøkrisen er et illustrativt og helt fundamentalt eksempel for forelæsningens emne. To typer af problemer er afgørende for ressourcernes tilstrækkelighed og optimale anvendelse: For det første reservernes størrelse og art samt de tekniske muligheder, herunder substitutionsmulighederne i forbrug og produktion; dette er naturvidenskabelige problemer, som naturligvis må undersøges med naturvidenskabelige metoder, og ikke ved f.eks. at betragte prisudviklingenpå

---

Tiltrædelsesforelæsning ved Roskilde Universitetscenter den 7. marts 1994.

viklingenpånogle råvaremarkeder. For det andet hvor meget hensyn, man ønsker at tage til fremtidige generationers velfærd; dette er et moralsk og politisk problem. Klemt mellem disse to problemkredse levnes der ikke megen plads til en økonomisk analyse, hvis bidrag består i at undersøge virkninger af forskellige institutionelle arrangementer,når på disse to problemer kendes.

Men økonomiens bidrag er ikke uinteressante, og f.eks. er teorierne om eksterne virkninger, om offentlige goder, om skattesystemer og om incitamentstrukturer nyttige hjælpemidler til at forstå miljøproblemernes økonomiske aspekter og til at udforme den påkrævede planlægning (Jespersen og Brendstrup, 1994; Davis, 1984). Og der er ikke, som mange er blevet forledt til at tro, nogen årsagssammenhæng mellem økonomi videnskab og miljøpolitisk bevidstløshed. Selv om det er svært eller måske tilmed er der ingen vej uden om: man må forsøge at sondre mellem politiske vurderinger, empiriske konstateringer og teoretiske resultater. Der er ingen grund til at konstruere kunstige modsætninger, for der er nok af højst reelle modsætninger og konflikter i verden i forvejen.

Hvad er demokrati?

Og netop modsætninger og konflikter er ophav til demokratiet som en ideel metode til samordning af modstridende præferencer. Ved demokrati forstås her simpelt hen, at den enkelte har størst mulig indflydelse på sit eget liv og at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret på en ligeværdig måde med henblik på at etablere en løsning.¹

Eftersom økonomiske problemer også består i samordning af præferencer og der i øvrigt er et økonomisk islæt i mange af de spørgsmål, som kan afgøres demokratisk, er det væsentligt at undersøge, hvorvidt forskellige typer af økonomiske beslutninger opfylder fordringer, som allerede på dette grundlag kan præciseres med tre kommentarer.

For det første er det de individuelle præferencer, der udgør målestokken, hvilket måske nok er overfladisk og ikke uden problemer og selvmodsigelser, fordi præferencerjo høj grad er samfundsbestemte. Men det er heller ikke uden fornuft, og det må tjene som begrundelse for ikke at vove sig dybere ned i det. Der ligger ikke heri nogen beundring for snæver egoisme, endsige nogen undsigelse af moral og altruisme, men kun en afvisning af organiske samfundssyn, som hersker i traditionelle samfund, hvor samfundets interesse sættes over individets, og af overordnede ideologiske principper som f.eks. forbuddet mod rente i middelalderens skolastik og det tilsvarende forbud mod såkaldt riba i nutidens islamiske økonomi; begge tankeretninger tillader i øvrigt profit af risikovillig lånekapital. Det kan heller ikke accepteres, at »særlige, klassebestemtekollektive rettigheder - strejkeretten, blokaderetten, retten til at

---

1. Hermed ignoreres alle komplikationerne i demokratibegrebet, jf. Jarvad, 1992; Rawls, 1993.

indgå eksklusivaftaler« (Birkholm, Sigsgaard & Wilhjelm, 1984:43-44) benyttes som
ideologisk dække for undertrykkelse af de mere velkendte individuelle rettigheder.

I det hele taget indebærer definitionen - hvilket er den anden kommentar - at undertrykkelse enkeltpersoners handlefrihed kræver en begrundelse, som dog sjældent vanskelig at finde, fordi enkeltpersoners handlinger næsten altid påvirker andres Men der er eksempler på lovindgreb i markedsfriheden, hvor man selv med sin bedste vilje kan have svært ved at få øje på en begrundelse. Det gælder bl.a. lovgivning om tvungen ØD eller skattebegunstigelse af medarbejdereje, idet vi jo lever i et frit samfund, hvor det - som Anatole France sagde - står enhver frit for at sove broerne. Men det står altså også enhver frit for at opkøbe produktionsapparatet, hvis man er mange nok som f.eks. medlemmerne i en fagforening, er det tilmed en overkommelig opgave (Bregn, 1994). Man kan jo godt argumentere for at ændre formue- og indkomstfordelingen ved lovindgreb. Problemet er, hvorfor man skal tvinges at eje aktier i sin egen eller andre virksomheder, hvis man ikke har lyst og helleic ilave pengene uub^lctll kuuUau. Dwi ftuulaiii^iualt ftjr J^liokiUtlCt, Zi et flertal ikke uden videre kan undertrykke et mindretal. Det kræver en afvejning af mindretallets i forhold til flertallets interesser; ellers er der tale om pøbelvælde og flertalsdiktatur, som er noget ganske andet.

For det tredje er der, som allerede antydet, en forbindelse mellem demokrati og lighed 1988:9- Foruden politiske afstemninger er markedet, hvor man har indflydelse i kraft af sine penge, en potent demokratisk mekanisme med stor frihed for den enkelte, idet man i princippet aftaler mængde og pris og intet andet.² Også arbejderen, sælger sin arbejdskraft, er fri,

... frei in dem Doppelsinn, dass er als freie Person iiber seine Arbeitskraft als seine Ware verfugt,
er andrerseits andre Waren nicht zu verkaufen hat, los und ledig, frei ist von alien zur
Verwirklichung seiner Arbeitskraft nötigen Sachen.3

En helt afgørende forskel på folkestyre og pengestyre er naturligvis, at købekraften
og den økonomiske magt er meget ulige fordelt i modsætning til stemmekraften og
den politiske magt, hvis denne ellers afspejler stemmetallene.

Dette rejser spørgsmålet om ejendomsrettens forenelighed med demokratiet, som unægtelig er gammelt. Man kan jo tænke på, at mens Jefferson i den amerikanske uafhængighedserklæringaf juli 1776 definerede de grundlæggende rettigheder som »life, liberty and the pursuit of happiness«, så blev det ændret til »life, liberty and property«af Founding Fathers i forfatningen af 17. september 1787 (Sinclair, 1984:

---

2. Virksomheden som institution er i en vis forstand det modsatte af markedet, idet strukturen ikke er horisontal i markedet, men vertikal med aftaler om at efterkomme ordrer.

3. Karl Marx (1867): Das Kapital (Erster Band, Buch 1,4. Kapitel). Marx & Engels, 1972, Band 23, p. 183.

46). I den franske nationalforsamlings erklæring om menneske- og borgerrettighederneaf august 1789 indgik ejendomsretten blandt menneskets naturlige og ufortabeligerettigheder artikel 2,⁴ men der var medlemmer af nationalforsamlingen, som mente, at erklæringen burde sikre, at alle blev stillet lige med hensyn til materielle og kulturelle levekår. De udgjorde et mindretal dengang - og det har de gjort lige siden. Det er holdningerne blandt dette mindretal, som med et udtryk, der blev udmøntet i England i 1820'erne, sammenfattes under betegnelsen socialisme (Nuti, 1981:392).

Selv om diskussionen er gammel, er den ikke passé. I Hal Kochs bog »Hvad er demokrati?«
1945, som i 1993 blev oversat til russisk, står der bl.a. om Sovjetunionen,

Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt: man har først
og fremmest været optaget af at skabe det økonomiske demokrati.... Meget tyder på, at der iså
henseende kan være en del at lære i Rusland.5

I 1993 vakte dette synspunkt så meget anstød, at det efter manges opfattelse ganske kompromitterede Hal Kochs opfattelse af demokrati som samtale.⁶ Begreberne demokrati retfærdighed er ikke stationære. Frem til midten af 50'erne gentog en række højt begavede og pletfrie venstreintellektuelle den sovjetiske hyldest af Stalin som »den store humanist, som er udgået affolket« (Hans Scherfig) og »den store leder, den store folkeopdrager og befrier, symbolet på fred og fremskridt« (professor Jørgen Jørgensen, citeret fra Jensen, 1984:147).

Der foregår også blandt økonomer en aktuel debat om forholdet mellem formelle og
reelle demokratiske rettigheder (Sen, 1992:31-38; Andersson, 1994).

Fire demokratiske institutioner

Visse specielle, men hver for sig meget omfattende, dele af økonomisk teori omhandler problemer ved demokratiske beslutninger. Teorien om social choice analyserer flertalsbeslutninger. Allerede i 1785 beskrev den franske matematiker Condorcet, flertalsafgørelser kan være inkonsistente, og Arrow viste mere generelt 1951, at det i almindelighed ikke er muligt på grundlag af enkeltpersonens rangordener en række alternativer på demokratisk vis at konstruere en konsistent fælles rangorden for gruppen som helhed. Rækkevidden af dette »Possibility Theorem« er siden grundigt undersøgt (Sen, 1985).

Public choice teori behandler mere generelt politiske og bureaukratiske organisationersbeslutninger
deres økonomiske baggrund, eksempelvis pressionsgruppers adfærdog

---

4. Nemlig frihed, ejendom, personlig sikkerhed og ret til at gøre oprør mod undertrykkelse.

5. Koch, 1945:26,55. Disse og andre korte passager blev udeladt i Det Dansk Kulturinstituts russiske udgave, vakte stor furore.

6. Jf. omtalen i Information, 26. oktober 1993; Politiken, 28. oktober 1993.

færdogderes tendens til at presse de offentlige udgifter i vejret, fordi fordelene ofte er koncentreret på få og velorganiserede modtagere, der derfor kan udøve pression, mens ulemperne rammer mere diffust og fordeles på alle skatteyderne (Paldam, 1986; Vickers& 1989:32-33, 160-161).

Endelig er spilteori en generel teori om mulige udfald i situationer, hvor agenter med modstridende interesser handler strategisk, dvs. tager andre aktørers eventuelle reaktioner i betragtning, herunder muligheden af holdbare kompromis'er under forskellige om aktørers beslutninger. Spilteori har mange økonomiske anvendelser, er så generel og abstrakt, at den rækker langt ud over den egentlige økonomiske (Keiding & Lund, 1988:211- Fudenberg & Tirole, 1992).

Der skal ikke her gøres noget forsøg på at give et overblik over disse økonomiske teoribygninger om demokratiske beslutninger. I stedet er hensigten at beskrive nogle almindelige økonomiske beslutningstyper under forskellige institutionelle rammer og belyse deres demokratiske rækkevidde ved hjælp af eksempler.

Det velfungerende marfcea -og litke mmdsi kapitalismen, J^i kuinl/u±^i vi va* ~^™: ked, lønarbejde, privat ejendomsret, kreditmarked og fri foretagsomhed - er én af menneskehedens helt store sociale frembringelser, som gør det muligt for mange personer at udtrykke deres vurdering af mange goder i relation til omkostningerne på en komprimeret måde, og som derfor har fundamentale demokratiske konsekvenser, idet hver især

... intends only his own gain, and he is in this, as in many other cases, led by an invisible hand to promote an end which was no part of his intention. Nor is it always the worse for the society that it was no part of it. By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it.⁷

Dette paradoksale og fundamentale resultat er i de sidste 200 år blevet forfinet i helt overvældende grad, og velfærdsteoriens to hovedsætninger om sammenfaldet mellem Paretooptimale allokationer og markedsligevægte, mellem samfundsinteressen og egeninteressen, et slagkraftigt, demokratisk argument for markedsøkonomien.

Men betingelserne for dette sammenfald giver et mindst lige så slagkraftigt argument for, om ikke at afskaffe markedet, så i hvert fald at begrænse og regulere det, fordi markedet uden en fast og synlig, hjælpende hånd kan løse en række velkendte økonomiske herunder fordelingsproblemer, konkurrencesvigt, produktion af offentlige langsigtede investeringsbeslutninger og ikke mindst eksternaliteter i vid forstand, dvs. virkninger, man som enkeltperson påfører samfundet uden om markedet og som ikke påvirker ens egen situation nævneværdigt.

---

7. Adam Smith, 1776 (Book iy Chap. II), vol. 11, p. 28.

Derfor er i alle moderne samfund kollektive, politiske beslutninger gennem en statsmagt og individuelle valg på markedet tæt sammenvævet i den økonomiske styring & Jespersen, 1992; Bogason, 1992; Nielsen & Petersen, 1991; Mortensen Olsen, 1991; Møller & Wolffsen, 1991). Problemet er at kombinere disse to og andre mulige mekanismer på en hensigtsmæssig måde. Det er også et problem at adskille dem. Ikke alt bør kunne handles. Penge er ikke alt, og man bør ikke kunne købe resten, selv om man har penge nok. Man bør ikke sælge sin førstefødselsret, sin stemmeret, eller sin tale- og trosfrihed, ligesom man heller ikke bør kunne købe sig fri for den almindelige værnepligt. Det sidste var ganske vist lovligt i Danmark i perioden 1848-1867, hvor det var tilladt at sende stillere, men i mange tilfælde forbyder loven, undertiden forgæves, handel med grundlæggende rettigheder, ikke mindst den personlige idet slaveri er forbudt (Okun, 1975:1-31; Sen, 1987:47-49, 60). Man kan heller ikke købe og sælge stemmeretten, men på den anden side spiller købekraften som bekendt en ikke uvæsentlig rolle for påvirkningsmulighederne i den politiske proces.

En tredje demokratisk mekanisme er selvforvaltning, hvor indflydelsen er decentraliseret muligt og bestemt af aktiv deltagelse, af energi og begavelse. Selvforvaltning grundlaget for den libertære, anarkistiske socialisme, for jugoslavisk samfundsteori for forskellige forslag om økonomisk demokrati i de vestlige lande, som også er blevet debatteret herhjemme, ikke mindst i forbindelse med udgivelsen af bogen fra Midten i 1978, hvori der tages kraftigt afstand fra både

en profitstyret produktionsmåde og en bureaukratisk styringsmåde: begge dele er uforeneligt
med kompromisløst demokrati. [Meyer, Helvig Petersen & Sørensen, 1978:14, 37].

Der kunne f.eks. tænkes argumenter for selvforvaltning indenfor kulturlivet; i hvert fald har de to andre mekanismer begge i praksis afsløret nogle kedelige egenskaber. Hvad der kan ske med kulturen, når statsmagten vil bestemme direkte, kunne man bl.a. se i Tyskland 1933-1945 og i Sovjetunionen efter 1930, hvor kulturen enten blev monstrøs forsvandt, i hvert fald fra det offentlige liv. Efter 20'ernes avantgarde-periode kunsten og åndslivet i Sovjetunionen, også for samfundsvidenskaberne hvor sovjetiske økonomer præsterede banebrydende bidrag til bl.a. vækstteori, udviklingsteori, input-outputanalyse og lineær programmering, fulgte lang tids åndsformørkelse.

Og hvad der kan ske, når profitten bestemmer, kan man også se i Sovjetunionen,
nemlig ide seneste år,8 hvor den nyvundne frihed, den statslige mæcens svækkelse og
befolkningens fascination af vestlig kultur i forening har skabt voldsomme problemer

---

8. Christian Mailand Hansen, Informations kronik, 28. juni 1990; Eigil Steffensen, Politikens kronik, 11. marts 1993; Steffensen, 1993.

for kulturlivet og for mange af de kunstnere, som førte an i kampen for finheden. Og man kan se det i dansk fjernsyn i disse år, hvor vi »har »fået« to kanaler, der konkurrererom være landets bedste TV-2«;⁹ det er en meget sløj fjernsynslørdag, hvis der ikkeer ét mord i den bedste sendetid, hvert kvarter. Der er skræmmende spor fra det gamle Rom, hvor der ikke blev sat nye teaterstykker op efter det første århundrede, fordi publikum kun ville se på mennesker, der slog hinanden eller vilde dyr ihjel.¹⁰

Det aktivitetskrav, som ligger i begrebet selvforvaltning, indebærer den oplagte fare,
en uforholdsmæssig stor indflydelse tilfalder

dem, der ved en utrolig tilsidesættelse af alt muligt andet tager sig tid til at sætte sig på det hele.
det er vel egentlig ikke et reelt demokrati.''

Endelig er der en fjerde demokratisk institution, som man kunne kalde professionalisering, som beror på det bemærkelsesværdige forhold, at demokratiske organer • •v- -> A r\\- -»ri T»<-r fi-O^l-i-"--..- -I-> Ui"lii*p!m4-"'"»>- "• -> "V --»•¦l'l A -»»" 'I "»»-i +•' V. -, +. ,A, personer, hvis professionelle og moralske habitus nyder tilstrækkelig tillid, vel at mærke blot i rent saglige spørgsmål - om et bilhjul er afbalanceret eller en talfølge er konvergent, egner sig nu engang ikke til demokratisk afgørelse - men også i spørgsmål, subjektive præferencer indgår. Det bruges typisk som ultimum refugium, når alt andet svigter, når beslutningerne er så penible, at kompromis'er er umulige.

Det vigtigste eksempel er domstolenes uafhængighed, for, som Viggo Hørup udtrykte

Vor kriminelle Retspleje hviler paa det skændigste af alle Principper, på Tillid til Dommerne. Medens et System er honnet i samme Grad som det er gennemtrængt af Mistænksomhed, omgærdet Garantier, underkastet Kontrol, aabenlyst, offentligt, ansvarligt, ligger hele Strafferetsplejens i Tilliden til Personerne.

Demokratiets Princip er den fuldstændige og gennemførte Mistillid. Efteråt vi i 36 Aar har
bildt os ind at leve under en demokratisk Forfatning, bygger vi endnu hele vort Domsvæsen
paa Absolutismens Elendighed, paa det byrokratiske Princip om Tilliden.

Kun en Slyngel eller en Tosse lægger en ukontrolleret Myndighed i en Mands Haand og siger
til ham: jeg stoler paa, at Du ikke misbruger den. Den tarveligste Grad af Ærlighed og Forstand
vilde sige: Naturligvis misbruger Du den.12

---

9. Morten Sabroe, Information, 28. december 1991.

10. Beskrevet af Paul Smith (1990:68- som kalder TV-2 »det moderne Colosseum«, hvis »TV-tyranni« er »langt grusommere« og kan »prale af flere tilskuere end de romerske kejsere«.

11. Preben Wilhjelm ved Gimlekonferencen om selvforvaltning, 8.-9. oktober 1988, citeret i Information 10. oktober 1988..

12. Hørup, 1903, andet Bind, p. 62. Artiklen i Politiken, 22. september 1885. Citeret af Carl Madsen, 1965:7.

Skændigt eller ikke, det må erkendes, at tilliden til domstolene i forbindelse med
enkelte episoder har vist sig übegrundet.

Problemet er, at fristelsen for misbrug ville være langt større, hvis demokratisk valgte organer havde direkte indflydelse,¹³ og det er i høj grad begrundelsen for professionaliseringen pengepolitikken, som er et andet vigtigt eksempel. Det mest radikale at lægge pengeudstedelsen i hænderne på et særligt organ, et såkaldt »Currency Board«, som er uafhængigt af centralbanken og som følger meget strenge regler for pengeudstedelsen. Der udstedes kun penge, som er fuldt dækket af en reservevaluta. Det svarer næsten til et guldfodssystem og udelukker pengepolitik, især finansiering af statsudgifter gennem pengeudstedelsen, som er helt bestemt af markedskræfterne, nemlig af den mængde hård valuta, som kommer ind i landet. Systemet er blevet brugt i nogle tidligere engelske kolonier med det engelske pund som reservevaluta og bruges i Hong Kong og Singapore, og i Argentina blev det indført i 1991, hvor pesoen blev knyttet til dollaren. I Estland har udstedelsen af den estiske kroon været styret af et »Currency Board« siden indførelsen den 20. juni 1992 med D-Mark som reservevaluta. I modsætning til »Currency Board«-systemet i de tidligere engelske kolonier Argentina kan den estiske kroon dog ikke veksles frit til reservevalutaen til en fast kurs. Den har begrænset konvertibilitet for køb og salg af varer, og den er ikke konvertibel for kapitalbevægelser for estiske statsborgere. I Litauen oprettedes et »Currency Board« i april i år (Lainela, 1993; The Economist, 2 July 1994, p 76).

Et yderligere eksempel er den udstrakte kompetence, læger har til at træffe afgørelser, sådanne, som involverer subjektive præferencer, f.eks. hvordan begrænsede økonomiske ressourcer skal fordeles på forskellige behandlingsformer og forskningsområder. om lægernes autoritet er under demokratisk pres, f.eks. deres muligheder at udveksle oplysninger med apotekerne,¹⁴ kan beslutningernes irreversibilitet, asymmetrien i lægens og patientens information, uvisheden om behandlingens resultat og de eksterne effekter i forbindelse med sammenfaldende interesser hos læge og patient både offentlig regulering (Arrow, 1963; Persson, 1980) og det rationelle at den enkelte, når man indlægger sig på et hospital, overlader alle beslutninger til lægerne på samme måde, som man overlader alle beslutninger til kaptajnen, når man indskiber sig på Bornholmerbåden.

Demokratiske organers afgivelse afmagt i ømtålelige spørgsmål er også en metode til at sky konflikter, der ville være uløselige, hvis de kom op til overfladen ved åben demokratisk afgørelse. Opsplitning afmagten tjener dels til at beskytte borgerne mod magtfulde politikere, som »er eksperter i at bevare magten på deres hænder, men uden fjerneste andelse om, hvad de skal bruge den til« (Amalrik, 1970:18), dels til at beskytteborgerne

---

13. Interessante betragtninger og øjenvidneskildringer angående moralske problemer for politikkere, embedsmænd domstole findes i Peter Knutzens (1948) erindringer om hans virke som generaldirektør for DSB i årene 1931-1945 og retsforfølgningen af ham efter befrielsen.

14. Se f.eks. Jyllandsposten, 24. juli 1994, og Marina Cecilie Roné i Politikken, 8. maj 1994.

skytteborgernemod hinanden og undgå polarisering af samfundet. En uigennemskueligstruktur organisationer, som f.eks. i de danske lønforhandlinger, kan indhylle modsætningerne i et »uvidenhedens slør« og sikre en vis inerti i samfundet, en fremgangsmåde,som udnyttet til det yderste i det jugoslaviske delegeret-system, hvor bl.a. princippet »én mand-én stemme« ikke var gældende, idet man valgte delegerede på arbejdspladser, i boligområder og i en række organisationer, som alle var domineretaf der således fik en dominerende repræsentation på alle niveauer (Okun, 1975:13-14; Aage, 1994:252-253).

I stil med Alec Nove, der inspireret af Hirschman sondrede mellem »willingness to
pay« og »willingness to shout« (Nove, 1977:263; Hirschman, 1970), kan forskellene
mellem de fire demokratiske institutioner sammenfattes således:

købekraft: på et marked har man indflydelse i forhold til sin købekraft; da der ikke delegeres magt, er der ingen problemer med incitamenterne, og ingen UUlltfv^i ctl gK)iC vUIU p<4 Mg, av^iv v^lici dlldi^ lul dl iOiitfigC dliutl CiiU egeninteressen;

stemmekraft: politisk indflydelse afhænger af, i hvilken grad man kan gøre sin vilje gældende gennem centrale beslutninger i en statsmagt: det afhænger bl.a. af incitamenterne for politikere, planøkonomer, embedsmænd osv. til at følge vælgernes ønsker;

råbekraft: ved selvforvaltning bestemmes indflydelsen af aktiv deltagelse, af hvor
højt man kan råbe, og af incitamenterne for dem, der råber højest;

dømmekraft: ved professionalisering varetages ens interesser kun i det omfang, man
har tillid til dømmekraften og hæderligheden hos dem, der overlades
magten, og til reglerne for deres magtudøvelse.

Eksempler på demokratiske institutioners virkninger

Da økonomisk demokrati og konsekvenserne af forskellige kombinationer af de demokratiske fremtræder forskelligt for forskellige grupper, kan man anskue fra en række synsvinkler, bl.a. som producent, som forbruger og som skatteyder, og de kan også anskues fra fremtidige generationers synsvinkel.

Demokrati for producenterne har altid stået marxistiske hjerter nær med deres forkærlighed for de umiddelbare producenters herredømme over produktionen, snarereend eller de umiddelbare forbrugeres. Det har altid haft en fundamentalrolle de socialistiske visioner om en »Verein freier Menschen ... , die mit gemeinschaftlichenProduktionsmitteln ¹⁵ og traditionelt har kravet om politisk demokrati ikke været nær så vigtigt i den socialistiske debat som kravet om økonomiskdemokrati

---

15. Karl Marx (1867): Das Kapital (Erster Band, Buch I, 1. Kapitel). Marx & Engels, 1972, Band 23, p. 92; Oilman, 1977.

miskdemokrati(Guérin, 1971:45; Birkholm, Sigsgaard & Wilhjelm, 1984). I en kapitalistiskøkonomi markedskonkurrencen at forene demokrati for producenterneog for forbrugerne, og mange vil mene, at den også kan klare opgaven i en selvforvaltningsøkonomi.

1 modsætning til marxisterne, der betragtede statsmagten som et nødvendigt revolutionært
og for hvem spontaneitet efterhånden blev et skældsord, havde anarkisterne
tiltro til selvforvaltning og

... denne beundringsværdige fornemmelse for spontan organisation, som folket... har iså høj
grad, men så sjældent tillades at anvende, og som

kun den, som altid har levet med næsen begravet i officielle papirer og kontoriusseri, kan betvivle.
Kropotkin, citeret efter Guérin, 1970:35].

Selvforvaltning indebærer velkendte dilemmaer. For at undvige den administrerede økonomis problemer må beslutningskompetence og risiko følges ad. Det betyder, at medarbejderne må eje virksomheden. Men dette medfører en ophobning af risiko for den enkelte medarbejder, som i tilfælde af virksomhedslukning ikke bare mister sit arbejde, også sine sparepenge. Heraf udspringer også problemet med at sikre opsparingen 1993:1109). Dette er formentlig en af de vigtigste grunde til, at der trods mange og ihærdige fortalere kun er få medarbejderejede virksomheder i vesten, fortrinsvis i de liberale erhverv, hvor den materielle kapital er lille og den humane kapital Derimod spiller de en betydelig rolle i privatiseringen i de østeuropæiske overgangsøkonomier (Mygind, 1994).

Det er næsten altid kapitalen, som bærer risikoen for indkomsrudsving og lejer arbejdskraft en fast pris, og ikke arbejdskraften, som bærer risikoen og lejer kapital til en fast pris. Det skyldes, at en kapitalist kan fordele sin kapital på mange virksomheder derved begrænse sin risiko, mens en arbejder ikke har mulighed for at fordele sin arbejdskraft i smådele. Derfor har aktieselskabsformen også haft stor betydning for væksten i de kapitalistiske økonomier.

I de forslag om overskudsdeling, som blev fremsat i 80'erne og som udmøntede sig i lovgivning i bl.a. England, er der ikke tale om, at de ansatte skal eje deres virksomhed endsige have direkte indflydelse på driften i deres egenskab af lønmodtagere. Formåleter at gøre lønnen fleksibel og afhængig af den enkelte virksomheds overskud for dermed at øge den samlede beskæftigelse i samfundet (Weitzman, 1984; Meade, 1989). Men overskudsdeling og medarbejdereje har det dilemma fælles, at der ikke vil være lige løn for lige arbejde. Nøjagtigt samme arbejdsindsats, f.eks. for en kontorassistent, vil kunne aflønnes forskelligt på forskellige virksomheder afhængigt af markedsforhold m.v., som den enkelte medarbejder ikke har mulighed for at påvirke,og form for ulighed strider formentlig mod gængse retfærdighedsbegreber. En egentlig løsning af konflikten mellem arbejde og kapital kræver også ulighed inden

for den enkelte virksomhed som i Meade's »Discriminating Labour-Capital Partnerships«,hvor
enkelte arbejders løn ligesom aktieafkastet afhænger af overskuddet
såvel i det pågældende år som på ansættelsestidspunktet (Meade, 1989).

Selvforvaltning har betydning ikke bare for investeringsadfærden, men også for arbejdsindsatsen, resultatet afhænger af, hvordan beslutningerne træffes og overskuddet ¹⁶ Det kan belyses med en model for en virksomhed, hvor der er n ansatte, som hver yder arbejdsindsatsen /; foruden den totale arbejdskraft, L = ni, anvendes andre K, med prisen r til at fremstille én vare, Q. Medarbejderne maksimerer alle den samme nyttefunktion, U, der afhænger positivt af den enkeltes indkomst, dvs. andelen af overskuddet, W, og negativt af arbejdstiden, /, som hver arbejdervælger.

(1)

{2)

Nyttefunktionens form (2) indebærer, at det marginale substitutionsforhold mellem
indkomst og fritid bliver lig med den marginale nytte af fritid, Vj(X), der er uafhængig
zfW.

Arbejderne kan dele overskuddet ligeligt eller proportionalt med den enkeltes arbejdstid,
beslutningen om arbejdstiden kan træffes individuelt eller kollektivt ved
en fælles beslutning.

Ved individuelle beslutninger antager hver arbejder, at de øvriges arbejdstid er uafhængig hans eget valg, og når maksimeringsbetingelserne udledes, betyder det, at dL/dl = 1. Ved kollektiv beslutning tages det i betragtning, at arbejderne er identiske og derfor vil vælge samme arbejdstid. I så fald bliver dL/dl = n. Arbejdstiden vil være ens for alle arbejdere under alle omstændigheder, da deres nyttefunktioner er ens, men det tager den enkelte arbejder ikke hensyn til, når han vælger sin arbejdstid ved individuel

Overskudsdeling med ligelig fordeling betyder, at

(3)

Førsteordensbetingelserne for nyttemaksimering med hensyn til / bliver:

individuelt maksimum: / er for lille

(4)

---

16. Det følgende resultat skyldes Sen, Chinn m.fl., jf. Aage, 1989:407-411. I den første analyse af »illyriske« som skyldes Ward og Vanek, antages arbejdstiden fast, og antallet af arbejdere vil så blive end i en tilsvarende kapitalistisk virksomhed, jf. Aage, 1994:255-257.

kollektivt maksimum: Pareto-optimum

(5)

Overskudsdeling med proportional fordeling betyder, at

(6)

Førsteordensbetingelserne for nyttemaksimering med hensyn til / bliver:

(7)

individuelt maksimum: / er for stor

kollektivt maksimum: Pareto-optimum

(8)

Ved begge betalingssystemer vil en kollektiv beslutning give et Pareto-optimum for gruppen af arbejdere. Individuel beslutning bevirker, at arbejdstiden bliver for lille ved ligelig fordeling (fordi den enkeltes marginale produkt skal deles med alle de andre, hvis lige så store bidrag til den fælles profit overses), og for stor ved proportional fordeling den marginale arbejdstid ikke blot giver et marginalt produkt, som skal deles med de andre, men også en større andel af det, der blev produceret i forvejen). Konklusionerne holder under den gængse antagelse, at det marginale produkt er mindre overskuddet pr. enhed arbejdskraft.

Ved proportional betaling er incitamentet til individuel arbejdsindsats større i store grupper end i små. Under ligelig fordeling svækkes incitamentet, når gruppestørrelsen øges. Derfor er det i ramme alvor blevet hævdet, at »incentives on collective farms are high« og at sovjetiske kolkhozer »should be as large as possible« (Israelsen, 1980: 118). Kritikere har med føje påpeget, at»... the conclusion is inconsistent with the empirical and with the past and present behaviour patterns of those concerned« ¹⁷ Det er dog lykkedes at forklare dette »kibbutz-kolkhoz paradoks« i mere raffinerede modeller, hvor de enkelte arbejdere forfølger deres egeninteresse ved at vælge deres egen arbejdstid og deres reaktion på andres valg i flere trin (Guttman Schnytzer, 1989).

Der kan tænkes mellemformer mellem ligelig og proportional fordeling og mellem individuel og kollektiv beslutning, og virksomheden kan tænkes opdelt i grupper af arbejderemed overskudsdeling, svarende til brigader i det sovjetiske system. Undernærliggende om sammenhængen mellem brigadestørrelse og fordelings og beslutningsform kan det vises, at produktionen bliver størst, når virksomhedenopdeles

---

17. Nove, 1985:279. Problemet om gruppestørrelse og effektivitet er behandlet i en forslagen teori, hvis resultat at »... the point of ineffectiveness ... is reached when the total membership exceeds 20 or perhaps 21«. (Parkinson, 1957:41).

denopdelesi et antal brigader, som hverken er det størst mulige («) eller det mindst
mulige (én) (Aage, 1995).

Demokrati for producenterne har andre og måske vigtigere sider end medejendomsret medbestemmelse (eller »medfornemmelse«), først og fremmest den fulde beskæftigelse, men også lysten til at få sit eget og trangen til at tjene penge, der er en vældig motiverende kraft, som forklarer, at tusinder af småvirksomheder oprettes og går fallit hvert år. Det gælder ikke mindst muligheden for den helt store jackpot, som ikke findes i selvforvaltningssamfundet, ligesom den heller ikke fandtes i de små private i Sovjetunionen, hvor derimod retten og pligten til beskæftigelse var både formel og reel (Aage, 1994:286-301).

Men beskæftigelsen var ofte uproduktiv, f.eks. som vagt langs hovedlandevejene med få kilometers mellemrum eller som vagthavende dame, »dezhurnaja«, på hver etage hotellerne. Hvis den type af tjenesteydelser svarede til præferencerne, ville der være rige muligheder for beskæftigelse også i de vestlige lande, men det vil befolkningen have »ig liabcdl. \^d fuld beskæftigelse ful slås iiuimalt noget guiiokv aiid^l, nemlig at beskæftigelsen er produktiv, og ikke mindst at lønnen er passende høj.

Demokrati for forbrugerne er ikke nødvendigvis en følge af eller foreneligt med demokrati
producenterne. Markedet har sin force i, at det giver forbrugerne direkte
indflydelse. Ifølge Oprør fra Midten

... er det frie forbrugsvalg mere begrænset i virkeligheden end i teorien. De store foretagenders
masseproduktion er ikke styret af forbrugernes ønsker, snarere er det forbrugerne, der får deres
styret. [Meyer, Helveg Petersen & Sørensen, 1978:39].

På sin vis ville det jo være herligt, hvis det var rigtigt, for så kunne mange problemer ved at opfylde forbrugernes virkelige behov. Problemet er, at spekulationer om »virkelige behov« eller »merit goods« nemt bliver en eufemisme for det forhold, at man ikke synes om de præferencer, som publikum vitterligt har (Lotz, 1986:55-59; Andersson, 1994). Desværre er det mere realistisk at se i øjnene, at vi faktisk lever i et frit land, og at produktionen, inkl. bloddryppende fjernsynsudsendelser, motorvejsbroer, og overforbrug af ressourcer i høj grad er udtryk for befolkningsflertallets ¹⁸ Der kan påpeges mange svagheder ved et ureguleret marked, men det er formentlig den mest effektive kendte metode til at afdække individuelle præferencer. For, som en af markedsøkonomiens varme fortalere bemærker, i en markedsøkonomi

---

18. Flere af disse eksempler er ikke besluttet gennem markedet, men politisk, og i øvrigt for motorvejsbroernes uden, at der er konstateret noget flertal.

... resources are allocated mainly by the interaction of more or less astute and more or less avaricious
on the one hand, and of the kind of numbskulls who go for junk food and
junk television, on the other.19

For forbrugerne i Østeuropa er fungerende forbrugsvaremarkeder med pris- og pengestyring stort demokratisk fremskridt, som øger forbrugersuveræniteten, fjerner det vældige tidsspilde i butikskøerne og reducerer grundlaget for privilegier, korruption sortbørshandel, der tjente som fordelingsmekanismer i det sovjetiske system i stedet for de forkætrede, men ret beset temmelig demokratiske penge.

Som følge af, at varerne forsvandt fra butikkerne på grund af for lave priser, måtte forbrugerne bruge store ressourcer og megen tid på at lede efter varer, bytte med hinanden, sig hos bekendte osv.²⁰1 1981 blev den samlede tid anvendt til at købe ind og stå i kø opgjort til 37 mill, timer om året, eller 190 timer pr. indbygger, hvilket svarer omtrent til den arbejdstid, der i gennemsnit blev tabt i Danmark på grund af arbejdsløshed ²¹ Udbuddet af forbrugsvarer steg støt i Sovjetunionen frem til 1990, men efterspørgslen steg altså endnu mere, og så kan der meget hurtigt skabes uligevægt, som det f.eks. også ses af køer og ventelister til boliger, hospitalsydelser og daginstitutioner Danmark, som endda er blandt de allermest velforsynede lande i hele verden. andet slående eksempel er benzinmarkedet i USA i sommeren 1979, hvor priskontrol med nogle få procents fald i forsyningerne hurtigt førte til køer og »No gas«-skilte ved tankstationerne (Aage, 1994:65-69).

Dette indebærer ikke, at prisfastsættelsen nødvendigvis skal overlades til markedsmekanismen, blot, at priserne skal give hensigtsmæssige signaler. Prisregulering er nødvendig, bl.a. for at beskytte grupper med ringe markedsindflydelse, ikke mindst børn og fremtidige generationer (Dencik, 1993). Således er der, selv om det ofte overses, økonomiske eksternalitetsargumenter for den tvang, som ligger i, at det offentlige 64.000 kr. af de 84.000 kr., som en vuggestueplads koster om året, i stedet for at udbetale beløbet kontant til forældrene, der i så fald uden tvivl ville se sig om efter »mere uformelle metoder til løsning af problemet« (Christensen, Mogensen & Thuesen, 1994:92). Der er gode grunde til at beskytte såvel børnene som det øvrige samfund mod forældrenes dispositioner. Der kan også argumenteres for en kontant ydelse til forældre betinget af, at de selv tager sig af børnene, hvilket gælder for den danske børnepasningsorlov i modsætning til det svenske »vårdnadsbidrag«, som blev indført 1. juli i år.

Produktionen af offentlige goder må besluttes politisk, men det er vanskeligt at afsløreden
betalingsvilje, da det jo er goder, som enhver kan bruge, uden at andrehindres

---

19. Philips Hanson, Report on the USSR 3 (30. august 1991, No. 35): 16.

20. Rubinov, 1988; en litterær beskrivelse af dagligdagen findes i Natalja Baranskajas lille roman »En uge som de andre«, publiceret i Novyj Mir, nr. 11, 1969. (dansk oversættelse, Gyldendal 1973).

21. Som beskrevet af Erik Hoffineyer i Politikens kronik, 13. december 1984.

drehindresi at bruge dem samtidig, når de først er produceret. Det kan dog - i teorien
- lade sig gøre at konstruere incitamentskorrekte beslutningsprocedurer (f.eks. Groves
& Ledyard, 1977).

Statsligt fjernsyn er et eksempel på et offentligt gode, hvor alle betaler det samme, og så opstår der problemer, hvis seerne har forskellige præferencer. I en situation med f.eks. to TV-stationer, hvor seerne deler sig i to grupper på 75% og 25%, hvis ønsker for sendetiden lørdag aften fra kl. 20 til kl. 22 er forskellige, nemlig voldsfilm henholdsvis film, kan det diskuteres, hvor stor vægt lytter- og seertal bør have. Faktisk alle den samme licens, og det forhold, at man tilfældigvis tilhører en majoritet, vel næppe en tilstrækkelig begrundelse for, at man skal have mere for sine penge. mest demokratiske ville være, at der var lige mange udsendelser af hver slags. Man kan også betragte det samlede seertal som udtryk for en utilitaristisk samfundsnytte, de enkelte seeres nytte summeres.

Konkurrence mellem de to TV-stationer, hvor de hver især maksimerer deres seertal, normalt give det dårligste resultat, både fra en demokratisk og Ira en utilitaristisk Hvis stationerne var sluttet sammen i et privat monopol, der maksimerede fælles seertal, ville resultatet ofte blive mere demokratisk. Men de potentielle muligheder foi en demokratisk fordeling ville naturligvis være størst ved et statsligt monopol, der ikke er bundet af at maksimere seertal. Hermed beslægtede fænomener har været kendt siden Hotelling's klassiske artikel fra 1929.²²

Demokrati for skatteyderne er afgørende for skatteopkrævningen, som er et centralt problem i alle økonomiske systemer. I Østeuropa og Rusland havde det gamle system én stor fordel, og det mærkes meget tydeligt nu, hvor den er forsvundet, nemlig at det gav mulighed for en simpel og effektiv skatteopkrævning. Og det er jo et uvurderligt gode. Alle virksomhedernes ind- og udbetalinger gik gennem statsbudgettet. Størstedelen skatterne blev inddrevet som indirekte skatter, og den højeste marginale personskat normalt 13%. Problemet forstærkes i takt med væksten i den private økonomi, er en uregistreret kontantøkonomi, hvor det nærmest er umuligt at opkræve skatter. I realiteten er skattesystemet blevet delvis privatiseret, idet organiserede kriminelle såkaldte beskyttelsespenge fra det private erhvervsliv.

Skatterne er forudsætningen for, at statsmagten kan løse sine opgaver. Det er ikke nemt at opstille betingelser for økonomisk vækst, men en stærk og hæderlig statslig administration med et effektivt skattesystem er én af dem (jf. Aage, 1994:142-156). Forholdet mellem politisk demokrati, individuel økonomisk frihed og økonomisk vækst er ikke entydigt. Men det er en tankevækkende kendsgerning, at der ikke kendes eksempler på lande, som har haft overvejende statslig ejendomsret til produktionsmidlerneog har været demokratier. Men det er heller ikke sådan, at jo mere fri og ureguleretøkonomien

---

22. Hotelling, 1929; Aage, 1992; Torben Tranæs i Politikens kronik, 14. maj 1994.

guleretøkonomiener, jo mere demokratisk er styreformen også. Det fremgår af nogle undersøgelser, hvor 84 lande blev vurderet på et indeks for demokrati og menneskerettigheder.De lande scorede lavest, de kapitalistiske (bl.a. USA, Chile og Schweiz) og statskapitalistiske (bl.a. Mexico, Brasilien og Spanien) noget højere, mens de kapitalistiske blandingsøkonomier i Nordvesteuropa indtager en suveræn førsteplads,og i demokrati-score inden for denne gruppe er langt mindre end inden for de tre andre grupper.

Der er ingen klare forskelle mellem gruppernes økonomiske vækst, og variationen inden for grupperne er betydeligt større end forskellene mellem grupperne. Der er heller sammenhæng mellem økonomisk vækst og demokrati. I en regressionsanalyse årsagerne til økonomisk vækst får demokrati en koefficient på præcis 0.00 (Lane & Ersson, 1990:220-221, 231, 242, 247, 249; Sørensen, 1993:34; Åslund, 1992:71).

Politisk intervention i markedet er ikke kun nødvendig for at skabe betingelser for økonomisk effektivitet og for at korrigere forskellige eksterne virkninger. Det vedrører det langt dybere problem om demokrati for fremtidige generationer, som er det mest presserende og komplicerede problem for demokratiet. Det er forfejlet at anse for en farbar vej til en løsning. Det hævdes ofte, at markedsmekanismen hensyn til ufødte generationer, fordi en profitsøgende ejer af en oliekilde lade olien blive i jorden, hvis de forventede fremtidige prisstigninger er høje nok.²³ Det er rigtigt, at markedsligevægte over lange tidsrum er teoretisk mulige og at der i teorien ikke er forskel på mennesker, der lever om 100 år, og f.eks. mennesker, der bor på Ærø. Men i praksis fungerer markeder kun på kort sigt, og der er også et andet, så vigtigt og mere principielt problem. Der er normalt et stort antal mulige ligevægte. giver vidt forskellige fordelinger af det endelige forbrug mellem markedsdeltagerne, det er netop spørgsmålet her. Hvilken fordeling der realiseres, afhænger hvordan kontrollen med ressourcerne er fordelt, når markedet åbner, altså nu, hvor de nulevende ejer alle naturressourcerne. Problemet for fremtidige generationer at de intet ejer. Det er også afgørende for dem, der bor på Ærø, hvor mange ressourcer kontrollerer, på kort sigt især arbejdskraft og kapital.

Fordeling mellem generationer er et yderst pinagtigt problem, som ikke kan klares med en rentesats. Naturen har vi ikke arvet fra vores forfædre, men lånt af vores børn. Med den nuværende rente skal der store prisstigninger til, før markedet gemmer noget til eftertiden. Det er muligt, at nytten for os af en tønde olie nu er 148 gange større end nytten af en tønde olie om 100 år, og 22000 gange større end nytten af en tønde om 200 år, hvilket svarer til en diskonteringsrentefod på godt 5%. Men det er sandsynligt, at vores oldebørn vil have en anden opfattelse. Om 100 år er en lang tid, afhænger som

---

23. F.eks. Anders Fogh Rasmussen, Politikens kronik, 25. oktober 1991, samt 26. november 1991.

bekendt af, fra hvilken ende man ser dem (jf. Pearce i Ekins & Max-Neef, 1992:73
Aage, 1989:603-611).

Økonomi og demokrati

De overvældende udfordringer, som trænger sig på stadig mere uafviseligt og som dominerer alle andre økonomiske problemer, er knyttet til den globale fordeling og til det globale miljø. Efter at Marx og Engels har haft ret i deres udviklingsoptimisme i 150 år, bliver de nu übønhørligt overhalet af Malthus (Aage, 1994: 171-175; Oilman, 1977). Det vil stille store krav til det politiske demokrati, fordi det præcis er den type af problemer, som markedet ikke umiddelbart kan håndtere. Der behøves en mere forfinet nuanceret analyse af institutionernes anvendelighed og samspil end den primitive af markedskræfterne.

Konklusionen af det foregående er nærmest, at der kun findes tredje veje. Hvis markedet fungere, kræves der regulerende institutioner, især en stærk og ukorrupt statsmagt, og hvis statsmagten skal fungere, kræves dei regulering mod dnv^nd^lo.* markedskonforme incitamenter. I en forelæsning om transformationen i Rusland og Østeuropa sammenlignede Wassily Leontief²⁴ økonomien med et sejlskib; egeninteresse markedskræfter er vinden, som giver det globale sejlskib fart. og staten er roret. er nødvendig, for uden fart kan man ikke styre. Det går heller ikke, hvis besætningen sætter alle sejl til og derpå går ned i kahytten og drikker cocktails. Så skal det nok gå stærkt, men hvorhen er uvist. Der er imidlertid en mulighed for at bruge vinden og markedskræfterne til at krydse op imod dem og komme i den modsatte og rigtige retning.

Fremtidige generationer har ingen direkte repræsentation, hverken i markedet, gennem eller ved selvforvaltning, og fristelsen til kortsynet at tilsidesætte deres og til misbrug i fordelings- og miljøpolitikken er så store, at det ligesom i retsplejen og pengepolitikken kunne tale for, at demokratiet begrænser sin egen magt og afgiver den til en uafhængig instans, som nyder tillid og er underlagt stringente regler, en slags »Environment Board« svarende til »Currency Board«-systemet.

Det indebærer et opgør med den fremherskende forkærlighed for styring gennem økonomiske incitamenter og den lige så fremherskende besættelse af materielle forbrugskrav. den notoriske velstand føles de materielle problemer stadig mere påtrængende i brede kredse i samfundet, ikke mindst blandt de mest velstillede. Materialismen en solid forankring i menneskets og samfundets natur - på det punkt er vi jo alle sammen marxister- og det fundamentale problem, som menneskeheden med vekslende held har kæmpet med gennem hele sin historie, er at opnå balance mellem for det første forsyningen med varer - i gammel tid først og fremmest fødevarer -, for

---

24. Keynote Speech, 2nd EACES Conference, Groningen, 24-27 September 1992.

det andet befolkningens størrelse og endelig for det tredje miljøets kapacitet til at opretholde ²⁵ I sit værk om demokratiet i Amerika fra første halvdel af 1800-tallet så Tocqueville en direkte forbindelse med demokratiet, idet »la démocratie favorise le gout des jouissances matérielles« (Tocqueville, 1850:162, jf. pp 139, 151, 156-157, 256). Søren Mørch beskriver udviklingen i Danmark fra 1880 til 1960 således:

Religion, kunst og filosofi skiftede plads i hierarkiet, og blev tidsfordriv og pynt, hvor det før
havde været hovedsagen.

Hvordan kan det da være, at vi i vore dage er havnet i den forsimplede antagelse, at samfundets udvikling bestemmes af økonomiske symboler som: pengeværdier, priser, betalings- og valutabalancer lign.? Det er sket i en sådan grad, at nogle tror, samfundets udvikling afgøres af disse symboler. En »vismand« på moderne dansk betyder en univers_itetsansat cand.oecon. eller [Mørch, 1982:121, 267, jf. Kløvedal Reich, 1972:190].

Den rent økonomiske opfattelse af samfundslivet som en udveksling af ækvivalente ydelser forekommer lidt vel snæver, men den danner grundlag for analyserne på stadig flere samfundsvidenskabelige områder (Homans, 1961). Den grasserende privatiseringsiver et karakteristisk udtryk for dette ideologisk dogme om, at alt muligt bør og kan styres gennem direkte økonomiske incitamenter.²⁶ Det kan forsvares som en sidste udvej, når alt andet svigter, men at gøre det til et mål i sig selv at erstatte professionelle etiske principper med direkte personlig gevinst, er meget farligt. Uden almindelig i samfundet går det slet ikke.

I Agnar Mykles tale til damerne i Sangen om den røde rubin er vitsen, at der anlægges gennemført økonomisk synsvinkel på forholdet mellem kønnene med efterspørgsels og udbudelasticiteter, prisdannelse og skrotværdier.²⁷ Men denne spøg fra 1957 overgås af nutidens virkelighed i de økonomiske tidsskrifter som f.eks. følgende smagsprøve fra litteraturen om »the medical care industry«:

---

25. Ponting, 1991. Ponting beskriver en lang række miljøkatastrofer op gennem historien, bl.a. hos Sumererne det tredje årtusinde f.Kr. og hos Mayaerne i det niende århundrede e-Kr., som i begge tilfælde udsprang af landbruget og førte til samfundenes undergang. Andre eksempler er Påskeøens tragiske historie og udryddelsen jordens dyrearter, f.eks. den enorme bestand af nordamerikanske vandreduer omkring rhundredeskiftet følge af industrialiseret jagt. Det nye er altså ikke miljøkatastrofernes indtræffen, men deres globale karakter.

26. CSCE-konferencen i Paris i november 1990 sluttede med, at de 34 statsoverhoveder og regeringschefer undertegnede det såkaldte Paris-charter, en art ny grundlov for Europa, der bygger på demokrati, reststat, frihedsværdier og - markedsøkonomi. Dermed er markedet blevet ophøjet fra middel til mål, vor tids tilføjelse idealerne fra oplysningstiden og revolutionerne i 1776 og 1789, jf. Aage, 1994:299. 308.

27. Mykle, 1957:313-316. Romanens hovedperson var ligesom Mykle selv student på Norges Handelshøyskole Bergen; om Mykle som siviløkonom se R.J. Brunstads artikel i Sosialøkonomen (1994. nr. 2): 24-27.

... the diagnosing physician can influence the demand for his or others' services at later stages, and may do so in ways intended to enhance his income. In addition, if a diagnosis is required in order to obtain additional services, he can in principle extract all of the consumer's surplus in his charge for diagnosis. [Pauly, 1978:28].

Man må knibe sig i armen og spørge, om denne forskruede og horrible profit-filosofi er alvorligt ment. Den eneste farbare vej er at appellere til den professionelle Deter ikke en holdbar løsning at fremelske mere pengegriskhed hverken hos læger eller hos andre.

Hvis de globale fordelings- og miljøproblemer overlades til amoralske markedskræfter egocentriske økonomiske incitamenter, så ved vi med sikkerhed, at det vil gå galt. Hvis man forsøger med solidariske, politiske beslutninger, der administreres med professionel hæderlighed, så er der måske en mulighed for at finde vej igennem den snævre port.

KntiVkpri qf Hpt hp<st3enrle har in været RUfs adelsmærke siden starten i 1972. Der
er ikke mindre brug for en kritisk holdning nu, end der var dengang.

Litteratur:

Amalrik. A. 1970 Prosyshchestvuet li Sovetskij do 1984 goda? Amsterdam: Fond Imeni Gercena 1970. Dansk udgave: Vil Sovjetunionen eksistere indtil 1984? (Spektrum, 1970, genudgivet af Gyldendal i 1990).

Amoroso, B. & Jespersen, J. (eds). 1992. Macroeconomic and Policies for the 19905: A Scandinavian Perspective. London.

Andersson, J.O. 1994. Real Freedom, Democratic and Sustainable Development Fundamental Values in Economic Paper presented at the EAEPE 1994 Conference, »Challenges to Institutional and Evolutionary Economic Theory: Growth, Uncertainty and Change«. 27-29 October 1994.

Arrow, K. J. 1963. Uncertainty and the Welfare
of Medical Care«. American
Economic Review 53: 941-973.

Birkholm, K., E. Sigsgaard & P. Wilhjelm.
1984. Demokratiet i lasten. København.

Christensen, J., Mogensen, P. & Thuesen, E.
1994. Velfærd i vanskeligheder. København.

Bogason, P. 1992. Forvaltning og stat. Herning.

Bregn. K. 1994. Skal medarbejdereje og overskudsdeling Arbejdspapir, Institut Samfundsøkonomi og Planlægning, 1994. Fremkommer i Samfundsøkonomen nr. 8).

Daly, H.E. & Cobb, J.B. 1989. For the Common Redirecting the Economy Toward the Environment, and a Sustainable Future. Boston (Dansk udgave: Fælles Bedste. Århus: Hovedland 1991).

Davis, J. 1984. Blue Gold. The Political Economy
Natural Gas. London.

Dencik, L. 1993. Mutter Sveas Kinder und die Fahrt des Kindes Richtung Wohlfart, I Neubauer, G. & Siinker, H. (Hrsg.): Kindheitspolitik Opladen.

Ekins, P. & Max-Neef, M. (eds.). 1992. Real-
Life Economics. Understanding Wealth
Creation. London.

Fudenberg, D. & Tirole, J. 1992. Game Theory.
Mass.

Greve, B. 1988. Fordelingsteori og fordelingsbeskrivelse.

Groves, T. & Ledyard, J. 1977. Optimal Allocation Public Goods: A Solution to the »Free Rider« Problem. Econometrica 45: 783-809.

Guérin, D. 1970. Anarchism. New York.

Guttman, J.M. & Schnytzer, A. 1989. Strategic Work Interactions and the Kibbutz- Kolkhoz Paradox. Economic Journal 99: 636-699.

Hirschman, A.O. 1970. Exit, Voice and Loyalty:
to Decline in Firms, Organizations
States. Cambridge, Mass.

Hodgson, G. 1993. Economics and Evolution.
Bringing Life Back into Economics. Cambridge.

Hotelling, H. 1929. Stability in Competition.
Economic Journal 34:41-57.

Homans, G.C. 1961. Social Behavior. London.

Hørup, V 1903. V. Hørup i Skrift og Tale. Udvalgte
og taler. Ved Vilh. Nielsen.
København.

Israelsen, L.D. 1982. Collectives, Communes
and Incentives. Journal of Comparative
Economics 4:99-124.

Jarvad, I.M. 1992. Demokratidoktrin i Danmark.
Villadsen, S. (1992), s. 53-71.

Jensen, B. 1984. Stalinismens fascination og
danske venstreintellektuelle. København.

Jespersen, J. & Brendstrup, S. 1994. Grøn
økonomi. København.

Keiding, H. & Lund, L.1988. Nationaløkonomi
København.

Kløvedal-Reich, E.1972. Frederik. En folkebog
NES. Grundtvigs tid. København.

Knutzen, P. 1948. 40 Aar i Statens Tjeneste.
København.

Koch, H. 1945. Hvad er demokrati? København. udgave 1960). Russisk oversættelse: takoe demokratija? København og Herning.

Lainela, S. 1993. Currency Reforms in the
Baltic States. Working Paper. Helsinki:
Bank of Finland.

Lane, J.-E. & Ersson, S. 1990. Comparative
Political Economy. London.

Lotz, J. 1986. Retfærdighed eller økonomi i
den offentlige sektor. København.

Madsen, C. 1965. Den gode læge og andre
fortællinger. København.

Marx, K. & Engels, F. 1972. Werke. Band 23.
Berlin.

Meade, J.E. 1989. Agathotopia: The Economics
Partnership. Aberdeen.

Meyer, N.1., K. Hel veg Petersen & V Søren-

sen. 1978. Oprør fra Midten. København.
(Genoptrykt 1993).

Mortensen, J.B. & Olsen, O.J. \99\. Privatisering
deregulering. København.

Mygind, N. 1994. Privatisering og medarbejdereje
Østeuropa og Rusland. Fremkommer
Samfundsøkonomen (1994, nr. 8).

Mykle, A. 1957. Sangen om den røde rubin.
(Dansk udgave 1986).

Møller, L. & Wolffsen, P 1991. Beslutninger i
organisationer - offentlige og private. København.

Mørch, S. 1982. Den ny Danmarkshistorie
1880-1960. København.

Nielsen, K. & Pedersen, O.K. 1991. The Negotiated - The Structure, the Processes, the Instruments. I Hausner, J., Jessop, B. & Nielsen, K. (eds.): Markets, Politics and the Negotiated Economy - Scandinavien and Post-Socialist Perspectives. s. 127-151.

Nuti, D.M. 1981. Socialism on Earth. Cambridge
of Economics 5:391 -403.

Nove, A. 1977. The Soviet Economic System.
London.

Nove, A. 1985. A Note on Errors and Their
Causes. Soviet Studies 37:276-280.

Okun, A.M. 1975. Equality and Efficiency.
The Big Tradeoff. Washington.

Oilman, B. 1977. Marx's Vision of Communism.
8, Summer, s. 4-41.

Paldam, M. 1986. Teorien om de offentlige beslutninger. I Andersen, T.M. & Vastrup, C. (red.): Nyere økonomisk teori og metode. s. 153-175.

Parkinson, C.N. 1957. Parkinson's Law.
Boston.

Pauly, M.V 1978. Is Medical Care Different? In Greenberg, W. (ed.): Competition in the Health Care Sector: Past, Present, and Future. Maryland, s. 11-42.

Pedersen, O.K. (red.). 1994. Demokratiets lette
København.

Persson, G. 1980. Skall sjukvården privatiseras?
Debatt 8:284-

Ponting, C. 1991. A Green History of the
World. Harmondsworth. (Dansk udgave,
1992).

Rawls, J. 1993. Political Liberalism. New
York.

Rubinov, A. 1988. Kardiogramma ocheredi.
Moskva.

Sen, A. 1985. Social Choice and Justice: A
Review Article. Journal of Economic Literature
:1164-117'6.

Sen, A. 1987. On Ethics and Economics. Oxford.

Sen, A. 1992. Inequality Reexamined. Oxford.

Sinclair, A. 1984. A Concise History of the
United States. London.

Smith, A. [1776] 1869. The Wealth of Nations.
Oxford.

Smith, P. 1990. Stem Jacob ud af Århus! rhus.

Steffensen, E. (red.). 1993. Magt og mening.
Ruslands vej til ytringsfrihed. København.

Stiglitz, J.E. 1993. Economics. New York.

Sørensen, G. 1993. Demokrati og udvikling.
Århus.

Tocqueville, A. de. 1850. De la démocratie
en Amérique. (Treiziéme edition, tome
deuxiéme). Paris.

Vickers, I & Yarrow G 1989 Privatization.

An Economic Analysis. Cambridge, Mass.

Villadsen, S. (red.). 1992. Demokrati? Moderniseringspolitikkens
for det
danske demokrati. Roskilde.

Weitzman, M.L. 1984. The Share Economy.
Conquering Stagflation. Cambridge,
Mass.

Aage, H. 1998. Inequality, Incentives, and Income. review article and seventeen papers comparative and Soviet studies. København.

Aage, H. 1992. Konkurrence mellem TV-stationer.
Tidsskrift 130:
245-254.

Aage, H. 1994. Økonomiske omvæltninger i
Rusland og Østeuropa. Herning.

Aage, H. 1995. The Optimum Size of Brigades.
i Advances in the Econattlin
uj IUI •.l^tfiu.i^, j *j,.,^
bour-Managed Firms, Vol. 5.

Åslund, A. 1992. Post-Communist Economic
Revolutions. How Big a Bang? Washington.
C