Erik Ib Schmidt har haft en centralt placering i udformning af dansk efterkrigspolitik som personlig rådgiver for stats- og finansministre og leder i centraladministrationen. Hans nye erindringsbog er derfor meget velkommen, fordi den giver en førsthåndsskildring af samspillet politikerne og deres rådgivere på Slotsholmen.

Erik Ib Schmidt beskriver i bogens indledning familiebaggrund, og de påvirkninger han blev udsat for i skole og gymnasium i 1920'erne. Interessen for samfundsproblemer førte hurtigt til et partipolitisk engagement, derimod var vejen til økonomiuddannelsen mere snørklet.

Erik Ib Schmidt valgte i 1929 at studere filosofi psykologi efter at have konsulteret professor Jørgen Jørgensen. Beskrivelsen af de på mange måder luksuriøse studievilkår i 1930'erne må forekomme vore dages studerende Studietiden kunne blive lang, og der blev både plads til studenterpolitiske aktiviteter og til sideløbende at følge forelæsninger matematik og fysik. Derimod vil nutidens nok bedre kunne forstå Erik Ib Schmidts ønske om at færdiggøre sin magisterafhandling udlandet.

Under opholdet ved Universitetet i Berlin 1932-33 kom Erik Ib Schmidt i nærkontakt med Hitlers SA'er. Erik Ib Schmidt havde været nok til at lade den lokale kommunistiske opsætte en stor rød' transperant med paroler på sin balkon. Dagen efter rigsdagsbranden vækkedes han af en større overfaldskommando bestående af 5-6 SA-folk ledsaget af nogle politibetjente. »De brune larmede godt op, da de så Lenins samlede og megen anden god kommunistisk litteratur«, s. 93. Erik Ib Schmidt fik konfiskeret bøger og papirer, som omfattede det

næsten færdige manuskript til magisterafhandling
psykologi.

Efter sin hjemkomst besluttede Erik Ib Schmidt at opgive psykologistudiet. Motivationen en universitetskarriere var gået tabt, og ønsket om at vide mere om samfundsforhold ham over i politstudiet. Ventetid på et halvt år inden starten på det nye studie tilbragtes Moskva, som oversætter ved Kominterns bogforlag.

Opholdet i Moskva og partiarbejdet efter hjemkomsten og frem til bruddet med kommunisterne 1939 optager en væsentlig større plads i erindringerne end selv polit-studiet. Erik Ib Schmidt kom til studiet med erfaringer det forskningsorienterede psykologistudie, hans overbærenhed med lærerne har nok været mindre end de øvrige studerendes. er hans vurdering af studiet ikke forskellig. Miljøet i København var snævert og uddannelsen præget af, at politterne var orienteret mod statistikproduktion. arbejdesområde var endnu i 193CTerne begrænset, og det var ikke for alvor at trænge igennem i den offentlige som domineredes af jurister.

Det blev krigsadministrationen snarere end 1930'ernes regulering, som skabte behov for nationaløkonomisk sagkundskab og dermed for politternes fremtrængen. Både i Generalsekretariatet for regeringens beskæftigelsesudvalg og i Varedirektoratet, hvor han selv blev ansat i 1941 som nybagt kandidat, arbejdede grupper af yngre økonomer planlægning af efterkrigstiden. Finansministeriet betydeligt svagere bemandet, Erik Ib Schmidt blev i 1946 hentet som personlig rådgiver for Thorkil Kristensen, som havde opdaget, at der ikke var nogen i ministeriet, han kunne snakke økonomi med.

I Finansministeriet indledte Erik Ib
Schmidt et tæt samarbejde med Viggo Kampmann,som
efter oprettelsen af

Det Økonomiske Sekretariat i 1947. Med Viggokampmann chef, fik DØS en central placering som administrativt center for samordningaf økonomiske politik. DØS bidragtil af det danske langtidsprogramtil var med til at slå institutionensstatus Planerne i VK-regeringen om at nedlægge DØS passede derfor heller ikke Thorkil Kristensen. Han havde god brug for al den bistand han kunne få, og løsningen blev at DØS-medarbejderne overførtes til Erik Ib Schmidt i Finansministeriet.

Bogens sidste halvdel er en gennemgang af markante episoder i dansk økonomisk politik, som giver Erik Ib Schmidt lejlighed til at reflektere embedsmandsrollen og den politiske Man får ved læsningen klart indtryk af, at selv om departementschefer andre ledende ciiiucd&nutiiu ofte var tæt på den politiske beslutningsproces, der alligevel en del tilfælde, hvor den sagkyndige rådgivning ikke blev udslagsgivende. ved devalueringen i 1947 og 196^ måtte embedsmændene bøje af over for politikerne. blev, at ingen af devalueringerne fulgt op af den nødvendige følgelovgivning, Erik Ib Schmidt stærkt beklager.

For devalueringen i 1967 er det interessant at sammeligne med Erik Hoffmeyers beskrivelse episoden i Nationalbankens historie. Beskrivelserne er stort set sammenfaldende, men der er dog nuanceforskelle ikke mindst i beskrivelsen af embedmændenes rolle. Hoffmeyer beslutningsprocessen som overordentlig usammenhængende og uorganiseret, af at ingen ministre endsige embedsmænd gå imod Jens Otto Krags ønske at følge pundet fuldt ud. Også Erik Ib Schmidts beskriver episoden som til tider kaotisk finder, at der hele tiden var en vis orden kaos, fordi forløbet blev styret af en dreven som Krag. Samtidig fremgår det, at Hoffmeyer ikke var alene om sin afvisning at følge pundet men blev støttet af »alle embedsmænd«. Problemet var imidlertid, at rådgivningen fra embedsmænd og Nationalbank var en vigtig del af beslutningsgrundlaget, grundlaget,men ikke alt afgørende. Krag tænkte og agerede primært politisk. Han ønskede holde beslutningen åben, indtil det tidspunkt, hvor han havde rygdækning i fagbevægelsen var i stand til at manøvre sig ind i en situation, som satte SF skatmat.

I gennemgangen af helhedsløsningen 1963 giver Erik Ib Schmidt et tilsvarende indblik i Krags strategiske evner. Kurt Hansen og Erik Ib Schmidt havde på et tidligt tidspunkt udarbejdet hemmeligt notat med hovedlinierne til en samlet løsning, men Krag, der kun involverede ministre, måtte afvente et forhandlingsammenbrud arbejdsmarkedet før planen

Beskrivelsen af det følgende forhandlingsforløb vække til eftertanke, hvis man naivt tror, at denne type forhandlinger bæres frem af Cil idEiies »cllllfuilUbk)KuiiUiiiiiK lOlCaliUillj,. Da fagbevægelsen blev klar over, at Krag var eftergivende kravene hurtigt skruet op. De afsluttende forhandlinger mellem fagbevægelsens Krag og to socialdemokratiske ministre med en flaske portvin og en bedre middag, som hurtigt gav en animeret stemning. Ib Schmidt ventede udenfor, men omkring midnat kom finansminister Poul Hansen ud med et mægtigt grin og højrød i hovedet. er det værste, jeg har været med til«, sagde han, »nu hiver vi den ene mio. efter den anden fra dem«. Krag var godt tilfreds med slutresultatet, som lå væsentlig under, hvad han havde mandat til at acceptere fra de radikale. Fagbevægelsen var glad, fordi aftalen puljen til generelle lønstigninger andet overenskomstår. Smedenes formand Rasmussen betroede da også 20 år efter Erik Ib Schmidt, at han dengang fandt lønstigningerne for store, og at »det ikke var uden grund, at Sven Heinicke arbejdsgiverforeningens græd, da puljen skulle fordeles«, s. 347.

Erik Ib Schmidts bog kan anbefales til alle økonomer og politologer, som forsker i politiskebeslutningsprocesser offentlig økonomi.Bogen en fordomsfri beskrivelseaf række af de vigtigste aktører inden for dansk efterkrigspolitik og giver et fremragendeindblik

deindbliki forholdet mellem politikerne og embedsmænd på godt og ondt. Erindringerne slutter desværre i 1968 med dannelse af VKRregeringen,men må håbe på en fortsættelseenten form af en samlet fremstilling ellersom af enkeltstående episoder, svarende til den netop offentliggjorte gennemgangaf

Litteratur:

Hoffmeyer, Erik. 1993. Pengepolitiske problemstillinger
København.

Schmidt, Erik Ib. 1994. Omkring perspektivplanlægningen I Birgit Niichel Thomsen. Temaer og brændpimkter i dansk politik efter 1945, Odense.

Niels Henrik Topp

Institut for Statskundskab, Københavns

Universitet.