1. Indledning

Der er få begivenheder pr. århundrede, der ændrer det økonomiske og politiske verdensbillede; det, så udviklingen skifter spor på en række centrale områder. Det er ikke vanskeligt se, at det er omvæltninger af denne størrelsesorden, der siden 1989 er sket i Østog

Hvaa der Kommer uu ai disse uiiivcfciuiinger, det derimod endnu meget vanskeligt at se. Et scenario, i hvilket et flertal af landene i Øst- og Centraleuropa kommer ud i eskalerende kriser, tiltagende opløsning med ustabile og udemokratiske styrer, social uro og nationalisme til følge, forekommer lige så realistisk en mulighed som et scenario, i hvilket landene efterhånden udvikler styrer og økonomier i stil med de vesteuropæiske demokratier.

Det er ikke sikkert, vi kan påvirke, hvad vej udviklingen går, særligt meget. Men det er oplagt, at det er så betydningsfuldt også for os, hvad vej den går, at vi må gøre alt, hvad vi kan for at påvirke den. Og EU er en så dominerende i Europa, at den har et betydeligt ansvar også for udviklingen i Østeuropa.

I dette indlæg diskuteres indledningsvis de økonomiske vækstmuligheder i Østeuropa og dernæst analyseres landenes indplacering i den internationale handel. Afslutningsvis behandles fra plan- til markedsøkonomi mere generelt.

2. Den økonomiske vækst

Der har i mange årtier, ja når det kommer til stykket vel altid, været en debat om det ønskelige økonomisk vækst. Det udtømmer vore reresourcer og forurener naturen, siger man. Den debat er imidlertid næppe særlig aktuel for Østeuropas vedkommende lige i øjeblikket. central årsag til utilfredsheden med det gamle styre var, at det ikke kunne skaffe den forbrugsvækst, der sås i markedsøkonomierne. er således en mere eller mindre eksplicit der ikke er til debat, at en

Det betyder imidlertid ikke, at man er nødt til at se stort på miljøet og naturresourcerne. Der er ikke nogen simpel sammenhæng mellem og miljøpåvirkning. Med samme vil der selvfølgelig normalt være en nærmest proportional sammenhæng mellem produktion og miljøpåvirkning, men teknikken jo normalt ikke den samme før og efter en vækstproces. Man har netop mange steder i Østeuropa og i u-landene set eksempler på, hvordan man ikke har »haft råd« til at rense spildevandet eller sætte filtre på skorstenene. Miljøkrav er som alle andre krav stigende med stigende velstand. Det er også oplagt, at ressourceforbruget forureningsgraden er endogene variable, der kan påvirkes med økonomisk-politiske instrumenter - energibesparelser isolering er noget, der sker, når energipriserne er høje. Man kan således godt forene målsætningerne om vækst, rent miljø og nænsomt resourceforbrug.

Et ønske om vækst i Øst- og Centraleuropa må anses for givet, og man kan så håbe, at en øget velstand også vil give en øget interesse for miljøet og en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Somme tider skildres situationen som en fattig østblok over for et meget rigt Vesteuropa.Der dog indledningsvis være grund til at understrege spredningen begge steder, jvf. tabel 1. De bedst stillede østlande, specielt

---

Dette og det følgende bidrag bygger på forfatternes indlæg ved et møde i Nationaløkonomisk Forening d. 28. februar 1984.

Tjekkoslovakiet, havde før omstillingen en højere indkomst pr. capita end de fattigste EUlandesom og Portugal. Det er såledesoplagt, man skal være forsigtig med at generalisere både Øst- og Vesteuropa. I gennemsniter i Østeuropa vel på knap halvdelen af EU's gennemsnit, idet man dog ud over spredningen i begge grupper bør understrege de almindelig kendte vanskelighederved indkomstsammenligninger;specielt mellem landemed forskellige relative priser kan være meget misvisende.

Man kan spørge om østlandenes lavere indkomster er et bevis på planøkonomiernes mindre effektivitet eller blot skyldes, at landene har været bagefter. Svaret er nok et både og, men her må forskydningerne også inden grupperne understreges; f.eks. havde Tyskland en indkomst pr. capita på kun 2/3 af Storbritanniens før første verdenskrig, medens den nu er 10% over Storbritanniens. Fig. 1 tyder på, at planøkonomierne systematisk har haft en lidt lavere vækstrate end deres indkomstniveau tilsige.

Målet med reformerne i Østeuropa er utvivlsomt mange østeuropæere en drøm om at nå et indkomst- og forbrugsniveau som i EU. Men er det overhovedet inden for en overskuelig en realistisk drøm? Det regnede Økonomiske Råds formandskab på i Dansk Økonomi maj 1992. Med en antagelse om en vækstprocent på 2,5 pct. p.a. i EU er det simpel rentesregning at beregne, hvor høj en vækstprocent Østeuropa skal have for at indhente i løbet af 15, 20 eller 30 år givet en antagelse om deres initiale niveau. Resultatet er vist i tabel 2. Det er klart, at de beregnede vækstprocenter er høje, men ikke højere end at man historisk har set lignende i høj vækstperioder Vesteuropa. F.eks. var væksten i Vesttyskland 1951 til 1960 oppe på 8 pct. p.a. i gennemsnit (se Kærgård, 1994 side 74 og Smith 1983 side 33) og på omkring 5 pct. p.a. i Danmark i 1960' erne.

De videre beregninger i Dansk Økonomi maj 1992 viser, at med rimelige antagelser om capital/outputforhold og afskrivningsrater (2,5 og 5 pct. p.a.) vil en konvergens på 20 år kræve en investeringskvote på 30 pct mod ca. 25 pct som gennemsnit i EU-landene. Dette kræver enten meget høje opsparingskvoter, hvilket ikke så godt med ønskerne om forbrugsudvidelser, store betalingsbalanceunderskud med vestlig långivning eller direkte bistand.

Hvis ikke vesten er villig til at støtte omstillingen lån, direkte støtte og markedsadgang østlandenes produkter, vil vækstprocesserne blive stoppet af kapitalmangel. er derfor afgørende processen.

3. Handelsmønstrenes udvikling

Siden Adam Smiths Wealth of Nations fra arbejdsdelingen er en hovedkilde til økonomisk Den vesteuropæiske vækst er i høj grad blevet mulig, fordi hvert land har udnyttet udviklet sine egne komparative fordele. er næppe heller tvivl om, at hvis det skal lykkes at gennemføre en vellykket konvergensproces Øst- og Vesteuropa, så må østlandene inddrages i den internationale arbejdsdeling.

Dette er en fundamental ændring i forhold
til de gamle planøkonomier, der som hovedregel
at gøre sig uafhængige af de internationale
og deres konjunktursvingninger.
om visse af landene, f.eks. Ungarn,
mod en større åbenhed i de seneste
af kommunismen, faldt Østeuropas
af verdenshandelen fra 4,3% i
1938 til 2,4% i 1988. Kommer konvergensprocesserne
alvor igang, vil Østeuropas handel
Vesteuropa stige betragteligt af flere
grunde:
1. De østeuropæiske økonomiers produktion
indkomst vil vokse.
2. Den del af de østeuropæiske økonomiers
der handles internationalt, vil
vokse.
3. Den del af de østeuropæiske økonomiers
handel, der går til Vesteuropa, vil vokse delvist
på bekostning af deres indbyrdes handel.

Hvor meget det vil betyde har Collins og Rodrik regnet på (se dansk Økonomi maj 1992 og Frandsen & Kærgård, 1992). De finder jvf. tabel 3 en stigning af Østeuropas andel af verdenshandelen denshandelenfra 2,4% i 1988 til 4% i en »mellemfristet« situation, hvor de har det akåbenhed, 9,5% i en »langsigtet« situation, hvor også indkomstniveauet er tilpasset til EU-niveau.

Problemet med at gennemføre en sådan proces er naturligvis, at østeuropæerne ikke endnu har nogen naturlige nicher i den internationale (men det er vigtigt at understrege, at den slags kun i ringe grad er naturgivet), og at de produkter, de mest oplagt kunne konkurrere med, er produkter som landbrugsvarer, tekstiler og stål, hvor EU har overproduktion, og hvor markedsadgangen reguleret. Det er markeder, hvor de nuværende vestlige producenter allerede føler sig klemt.

Hvis vi giver østeuropæerne adgang til disse vil det slå vor produktion i stykker, vi allerede har set for f.eks. solbær. Samtidig er østeuropæernes priser så lave, at de ikke selv får meget udbytte deraf; vi udnytter nærmest. Det er hovedargumenterne imod en liberalisering (se Kærgård, 1993).

Ingen af argumenterne virker overbevisende. østeuropæiske varer skal ind på de vestlige markeder, kræver det naturligvis strukturændringer også i de vestlige lande. Men der er intet, der tyder på, at det giver et samlet tab. Tværtimod synes beregninger at tyde på, at EU's forbrugere vinder mere end producenterne taber (se Rollo og Smith, 1993, og Kærgård, 1994).

Men får østeuropæerne noget ud af det? De
sælger deres solbær under produktionsprisen,

de fælder deres skove og sælger træet til spotprisero.s.v. er der selvfølgelig altsammen noget om, men man skal blot gøre sig klart, at de har så desperat brug for valuta til omstillingen,at næppe har andre alternativer. Svaret er ikke at tale om dumping og unfair konkurrenceog lukke vore markeder, men derimod at åbne vore markeder og give direkte støtte, så de får så meget økonomisk luft, at de kan tillade sig at tage lidt mere langsigtede hensyn og kun sælge træ og råstoffer, når det kan ske til rentable priser.

4. Politik og økonomi ved overgangen fra plan til marked.

Ingen vil hævde, at reformprocessen i alle landene (eller bare i et flertal af landene) forløber økonomisk rationelt. Havde overgangen styret af en neutral ekspertgruppe, den nok have fundet en mere rationel overgang fra plan til marked. Men det er jo svært at springe over en kløft i etaper, og politiske hensyn har det meste af tiden været tungtvejende end de økonomiske. Det ville sandsynligvis have været økonomisk rationelt starte med at tilpasse priserne i plansystemet markedspriser og så derefter begynde afskaffe planstyringen. Men en reform, starter med at sætte f.eks. fødevarepriserne vejret og så lidt efter lidt indfører demokrati markedstyring, er jo ikke let at sælge. netop i en turbolent fase er det svært at finde et styre, der har autoritet til at gennemføre men nødvendige økonomiske indgreb.

Også her må det imidlertid gælde, at jo mere et lands økonomiske situation er, jo svagere står styret, og jo vanskeligere er det at opretholde ordnede forhold, og jo færre muligheder der for rationel tilrettelæggelse af reformerne. Også her vil vestlig støtte - direkte i form af markedsadgang - altså kun kunne gavne processen. Det vil derimod næppe klogt at stille for mange betingelser til hjælpen; omstillingen er en meget kompliceret proces, hvor politiske og økonomiske hensyn skal afstemmes, og et krav om en udefra set optimal politik kan let blokere for den bedste gennemførlige politik.

Det er oplagt, at processen går meget forskelligt de forskellige lande. Tjekkiet og Polen om positiv vækst, medens forholdene i Rusland og de øvrige SNG-lande se noget håbløse ud. Dette kan imidlertid begrunde en koncentrering af indsatsen i de mest lovende lande. Vi får ikke stabilitet i Europa, fordi Tjekkiet, Polen og et par baltiske lande konvergerer mod EU-niveau. bor 286 mill, mennesker i SNG-landene 96 mill, i Østeuropa under et. Vi er nødt til at satse på, at Rusland også skal med.

Og der er ingen grund til at være karrige med midlerne. Vi er inde i en afgørende fase, hvor Europas fremtid kan ændres radikalt, og så forekommer de 0,02 procent af nationalindkomsten, OECD-landene jvf. Aage (1994, side 210) giver i øst-støtte ikke meget. Det er nu processen skal påvirkes, og så nytter det ikke at være for forsigtig.

Litteratur.

Collins, S. & D. Rodrik. 1991. Eastern Europe
and the Soviet Union in the World Economy,
Washington.

Dansk Økonomi maj 1992. 1992. Det Økonomiske
Råds formandsskab, København.

Frandsen, Søren & Niels Kærgård. 1992, Omfang, varighed og betydning af omstillingen i Østeuropa, og Politik 65, årgang nr. 3 side

Kærgård, Niels. 1993. Østeuropa på markedet,
Fyns Stiftstidendes kronik d. 2. august.

Kærgård, Niels. 1994. Østeuropa, EF og Landbruget, J.D Jensen (red.) Den internationale udvikling dansk landbrug - en fordragsamling, Statens Jordbrugsøkonomiske Instituts rapport nr. 78 side 71-84.

Rollo, Jim & Alistair Smith. 1993. The Political Economy of Eastern European trade with the European Community: Why so sensitive, Economic 16 side 140-181.

Smith, Eric Owen. 1993. The West German Economy,

Aage, Hans. 1994. Økonomiske omvæltninger i
Rusland og Østeuropa - bortid, Nutid og Fremtid,