Institut for Samfundsøkonomi og Planlægning, Roskilde Universitetscenter

Det er mærkeligt, at de to for mig at se helt afgørende spørgsmål i forbindelse med overgangen plan til marked i Rusland og Østeuropa så overfladisk, om overhovedet, den efterhånden meget omfattende litteratur. første er spørgsmålet om fremtidige for økonomisk vækst i Rusland og Østeuropa set i lyset af den forventelige globale udvikling i de næste årtier. Det andet er spørgsmålet om den mest hensigtsmæssige balance mellem forskellige former for demokratisk af økonomien, først og fremmesi køoekraii i markeuei ug sicimnckraft den politiske proces.

Spørgsmålet om de fremtidige vækstmuligheder stort set ikke i litteraturen, og der er praktisk talt ingen tillob til at sondre mellem problemer med forskellig tidshorisont, stabilisering på kort sigt, vækst på mellemlangt sigt og bæredygtighed på langt sigt.¹ Niels Kærgårds beregninger² ovenfor er faktisk en enestående undtagelse med deres særdeles interessante vurderinger af fremtidige og investeringsbehov. Men heller her findes andet end rudimentære antagelser hvordan verden vil se ud om 20-30

Hvad venter der os forude? En ny guldalder i perioden fra 1950 til 1973? Det er den gængse, underforståede formodning, som f.eks. når Jeffrey Sachs³ henviser til, at Ludwig liberalistiske reformpolitik efter valutareformen den 20. juni 1948 også var upopulær i starten og skabte sociale problemer, en arbejdsløshed på 12% i første i 1950, hvor både amerikanerne og Konrad Adenauer uden held forsøgte at overtale til at indføre statslig planlægning i det mindste for de vigtigste råvarer. Men Jeffrey Sachs nævner ikke, at den årlige arbejdsløshed bejdsløshedikke nåede over 10% (i 1950, trods massiv indvandring), at industriproduktionen tiden steg (med 84% fra 1948 til 1950) og at »if foreign demand had not increased in 1950, it is likely that the Erhard program for German reconstruction would have ⁴.

Eller venter der os noget helt andet? For Østeuropa og Rusland er hovedproblemet, at ingen har brug for dem, i hvert fald kun for deres og råvareressourcer, og her kan privatisering være en hjælp, nemlig for (ic ligC, VCötilgC ictliUv^, »Win uuvvu iui ituviv ved at tilegne sig, hvad der måtte være tilbage af råstoffer og energi. Der er ikke brug for deres som tværtimod øger ressourceforbruget. og vækst andre steder bliver i stigende grad en trussel for én selv og for ens egne muligheder for at opretholde og udvide ens egen produktion.

Fremtiden vil blive præget af skærpet konkurrenceom stadig mere indsnævrede mulighederfor aktivitet. De vestlige lande har i årtier haft arbejdsløshed og uudnyttetkapacitet; lande står på spring for at tiltrække produktion ved at tilbyde lav løn, høj effektivitet og lempelige krav til producenterneangående arbejdsmiljø og beskatning;og forøgelse af produktionen øger forureningen og lægger beslag på knappe energireserver. I de vestlige lande stiger olieforbrugetikke men i høj vækstlandenei som Østeuropa skal konkurreremed, det stærkt stigende. I 1992 steg olieforbruget 21% i Sydkorea, 9% i Kina, 5% i Indien og 13% i Thailand, samtidig med, at landenes egen olieproduktion stagnerede. For den økonomiske vækst i perioden 1983-1992 har Kina rekorden med 9,7% om året, fulgt af Taiwan, Thailand, Botswana og Sydkorea med 8-9%. En del u-lande har haft en vækst på 4-6%,bl.a. Chile, Egypten, Indien, Malaysia og Tyrkiet, mens væksten har været

---

1. Aage, 1990:286; 1994:24.

2. jf. DØR, 1992: 113-123.

3. J. Sachs i Islam & Mandelbaum, 1993:149; jf. Åslund, 1992; Aage, 1994:147-148.

4. R. Portes i Islam & Mandelbaum, 1993:37.

1-2% i bl.a. Argentina, Brasilien, Mexico,
Saudi Arabien og Zimbabwe og endnu lavere i
en del afrikanske lande."1

Set i dette lys er det måske ikke så gådefuldt, Østeuropas og Ruslands »decline has persisted much longer than anyone expected« ⁶ - dog ikke helt uden undtagelser.⁷ I Rusland og Østeuropa er produktionen faldet med 20-40% siden 1990,^s og der er kun spæde tegn på begyndende opsving i enkelte lande, især i Tjekkiet og Polen. Disse dyk i produktionen til dels udløst af den hårdhændede, liberalistiske stabiliserings- og reformpolitik, men også kun til dels. Der er store, reelle økonomiske som ville melde sig uanset art.

Den russiske olieproduktion, som skaffede størstedelen af valutaindtægterne, er faldet med 40% siden toppunktet i 1987-88, og de bedste oliekilder er ved at udtømmes. Gasproduktionen været omtrent uændret og Rusland over næsten halvdelen af verdens gasreserver, men de kan ikke erstatte den billige rigelige olie, som var det brændstof, der holdt gang i det lukkede, økonomiske kredsløb det sovjetiske imperium med tilhørende Comecon-lande. Rusland har ikke som USA økonomisk og militær styrke til at skaffe sig kontrol med andre oliereserver, har ikke økonomiske til at konkurrere med højtlønslandene den vestlige verden og har næppe politisk vilje til at konkurrere om økonomiske vækstmuligheder med de hastigt voksende lavtlønslande.

For at få produktionen på fode, må de tidligere finde en plads på verdensmarkedet, de lande, som f.eks. de baltiske, der ikke har egne råstof- og energiressourcer betydning. De skal købe olie til verdensmarkedsprisen. Problemet er, at de har meget lidt, som kan sælges for hård valuta, og det, de har, vil de rige vestlige lande ikke købe, nemlig især landbrugsvarer, tekstiler, kemiske produkter og stål. Opgaven er meget vanskelig, for trods de høje vækstrater i efterkrigstiden og det relativt høje velstandsniveau er Østlandenes præget af ineffektivitet, overforbrug råvarer, energi og arbejdskraft samt lav kvalitet.

Industrien er ikke konkurrencedygtig, og hvad værre er, i store dele af industrien er værditilvæksten når råvarer og færdigvarer til verdensmarkedspriser. Det betyder, råvarerne er mere værd end færdigvarerne, at det umiddelbart bedst kan betale sig at nedlægge produktionen. Her hjælper hverken devaluering eller selv et nok så lavt lønniveau. Det er en situation, der kalder på - om ikke planøkonomi - så i hvert fald plan i økonomien, og der må tages politisk stilling til det optimale omfang af virksomhedslukninger.

Problemerne i Rusland og Østeuropa kunne hvert fald på kort sigt afbødes noget gennem til EU-markederne for landbrugsvarer, kemiske produkter og tekstiler og måske ikke mindst gennem adgang til EU's strukturfonde. Derimod er det meget svært at se, hvilke snævert økonomiske interesser EU skulle have i en åbning. De gængse henvisninger »globale velfærdsgevinster« og »nye markeder«, som også Niels Kærgaard anfører ovenfor, er meget vage. Det er rigtigt, at de østeuropæiske lande gerne vil aftage EU-produkter, villige købere findes overalt i verden. er, at der også skal betales.

Umiddelbart vil handelsliberalisering give en gevinst både for EU og for Østeuropa. Ifølgede beregninger,⁹ som Niels Kærgaardomtaler vil en fordobling af Østeuropas landbrugseksport til EU i forhold til 1989-niveauet med tilsvarende nedgang i EU-produktionen og prisfald på 1-8% betyde en nettogevinst for EU på 15 mia. kroner. Dertil kommer en gevinst for de østeuropæiskeproducenter, på 15 mia. kroner. Der er også positive virkninger af liberalisering af handelen med stål, tekstiler og kemiske produkter,men er übetydelige i forhold til virkningerne af handelen med landbrugsvarer, som heller ikke er af stor målestok. Problemet ved beregningerne er, at de ikke tager hensyn til. at det kan være et mål i sig selv at bevarelandbrugsproduktionen

---

5. The Economist, 17 July 1993 p 64; 18 September p 117.

6. P. Marer i Islam & Mandelbaum, 1993:86.

7. Aage. 1990:287,292.

8. Aage. 1994: 118-119.

9. Omtalt i The Economist. 1 May 1993 p 34.

relandbrugsproduktioneni EU, og at omstillingsprocesseni situation med arbejdsløshedkan så byrdefuld, at det vender op og ned på omkostninger og fordele.

Man må nok se i øjnene, at øget adgang til vestlige markeder faktisk er en form for hjælp. Men selv om det hævdes ustandselig og uden diskussion, er det ikke indlysende, at vestlig bistand til Østeuropa skal gives i form af eksportmuligheder, for landbrugsprodukter, hvor EU-landene jo kan have et legitimt ønske om at beskytte deres egne producenter. Hvis der i realiteten er tale om hjælp, kunne den i stedet ydes direkte i form af valuta eller olie til brug for produktion til eget behov, sådan som Rusland gjorde tidligere. Så undgik man at fragte landbrugsvarer til Vesteuropa, og byrden at yde hjælp kunne fordeles over flere sektorer i ae rige lande. Det er også et spørgsmål, det er den bedste løsning for de østeuropæiske at indtræde i en rolle som leverandører råvarer og landbrugsvarer til Vesteuropa, rent bortset fra, at landbrugsproduktionen faldet med 15-20% i alle de østeuropæiske siden 1989.¹⁰ Men de har et desperat behov for hård valuta, som de for-søger skaffe sig bl.a. ved at sælge solbær under at fælde deres skove og tiltrække udenlandsk tekstilproduktion ved meget lav løn og uregulerede arbejdsbetingelser.

De vestlige lande har næppe heller nogen snævert økonomisk - i modsætning til den politiske humanitære - interesse i at yde bistand Østeuropa, som kunne øge den økonomiske Det er formentlig rigtigt, at »kagemodellen« - altså forestillingen om, at det drejer sig om at dele en kage afgiven størrelse ikke passede, da USA hjalp Vesteuropa på fode efter den anden verdenskrig med Marshall-hjælpen, som i alt beløb sig til 13 mia. dollars i årene 1948-1951, dvs. årligt 2,5% af modtagernes BNP. Virkningen af disse var ikke så meget den direkte forøgelse af investeringer og produktion, hvis størrelsesorden antagelig svarede til, at den økonomiske vækst i modtagerlandene var 0,5 procentpoints højere i hvert af de fire år, Marshallhjælpen strakte sig over, end den ellers have været. Derimod var der formentlig langsigtede virkninger, fordi Marshall-hjælpen var betinget af en markedsorienteret politik. Liberaliseringen sammen med efterspørgselsstigningen forbindelse med Koreakrigen til verdenshandelens og dermed til den økonomiske guldalder i de følgende 25 år, som gjorde ikke blot Vesteuropa, men også USA rigere og den samlede kage større.

Det kan ikke generelt antages, at dette også vil gælde for vestlig hjælp til Østeuropa. Der kræves en konkret argumentation. Vesteuropa opfyldte efter den anden verdenskrig nogle gunstige betingelser for vækst, som ikke er opfyldt i Østeuropa i 1990'erne, og som i øvrigt ikke var indlysende den gang, nemng ui ngciigc ug Uniigc eiieignessourcer dermed mulighed for at efterligne det teknisk mere avancerede USA.

De afgørende begrundelser for hjælp til Østeuropa er humanitære og sikkerhedspolitiske, at undgå politisk ustabilitet og flygtningeproblemer. I den forbindelse er det ikke indlysende, hvor stor en del af de rige landes til omverdenen, som bør tilfalde Østeuropa, når der er hundreder af millioner af mennesker rundt om i verden, hvis situation er helt anderledes fortvivlet.

Den finansielle bistand er af EU-kommissionen opgjort til i alt 47 mia. ECU til Østeuropa og 72 mia. ECU til SNG i perioden 1990-1992. Den helt overvejende del af disse beløb er lån, hvoraf store dele anvendes afdrag på gamle lån. Tyskland alene har ydet 39% af det samlede beløb og EU-landene 62%. Anslås de egentlige indkomstoverførsler OECD-landene til 2,5 mia. ECU om året, svarer det til 0,02% af det samlede BNP i OECD; EU yder 0,03%. Det kan sammenholdes med Marshall-hjælpen på 1% af US A's BNP i hvert af årene 1948-1951, med EU's strukturstøtte til de fire fattigste medlemslande på 0.2% af EU's samlede BNP, og med Vesttysklands overførsler til Østtyskland ca. 5% af det vesttyske BNP om året.

Den vestlige verdens samlede vilje til at
hjælpe fattige mennesker er jo givetvis snævertbegrænset,
derfor er det egentlig mærkeligt.at

---

10. Aage, 1994:10.

keligt.atder er så stor enighed om forpligtelsentil hjælpe Østeuropa. Både humanitære og sikkerhedspolitiske grunde kunne tale for at sende hjælpen andre steder hen, bl.a. til Mellemøsten og Nordafrika. Man kunne stille samme spørgsmål angående Marshal 1-hjælpen,men faldt det ikke mange ind, at fattigdom i u-landene kunne blive et humanitærteller problem for de rige lande.

Hvis dette billede af den fremtidige globale er dækkende, tegner de økonomiske for Rusland og Østeuropa sig meget Den beklagelige kendsgerning er, at problemstillingen om at indhente de vestlige er forfejlet, i Østeuropa såvel som andre og at det relevante, fælles problem er tilpasningen til en fremtid med stadig forværring de økonomiske muligheder.¹'

Udviklingen i disse år er en tilspidsning af det fundamentale problem, som menneskeheden vekslende held har kæmpet med gennem sin historie, nemlig at opnå balance mellem for det første befolkningens størrelse, for det andet forsyningen med varer - i gammel først og fremmest fødevarer - og endelig det tredje miljøets kapacitet til at opretholde ¹² Der er to grundlæggende, - måske især mandlige som altid har været en trussel for miljøet og for menneskene selv, nemlig trangen til at leve godt og komfortabelt og trangen til at mangfoldiggøre sig.

Disse realiteter fortrænges ihærdigt af de fleste økonomer, som har indtaget en lidet flatterende som modstræbende bagtrop i de sidste 25 års møjsommelige tilkæmpelse af den erkendelse, at den altafgørende determinant menneskehedens fremtid, kulturelt, politisk og økonomisk, er den økologiske udvikling ¹³ De får tilslutning af ledende politikere, af statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hårdnakket hævder, at »økonomisk og bæredygtighed er ikke modsætninger, sammensætningen af væksten er rigtig«,¹⁴ og en lang række politikere, forskere, skere,vismænd og miljøministre excellerer i helt enslydende former for uansvarlig virkelighedsflugt ¹⁵

Problemerne kan ikke løses ved endnu mere markedsøkonomisk vækst. Miljøkrisen medfører, at statslig og overstatslig planlægning en uafviselig nødvendighed.

Dette rejser det andet store problem, balancen markedsstyring og politisk styring, herom er litteraturen meget mere righoldig, blandt toneangivende politikere og økonomer er argumentationen slagsordspræget når som regel ikke dybere end til, at »markets work and planning doesn't«,¹⁶ og at »the market is compatible with the new democratic systems ...; a centrally controlled system is not«.¹⁷ Synspunktet er, at overgangen vil gøre ondt og derfor bør overstås hurtigst muligt, og at markedsøkonomiske som monopoler og uforudsigelige priser må betragtes som en yderligere grund til at begrænse de statslige indgreb, der ikke kan udformes effektivt under sådanne forhold.¹⁸ At der politisk ikke var andre muligheder end at afvikle den centrale styring, fordi det gamle regime var dybt kompromitteret, er en anden sag.

Når jeg læser, hvad de talrige akademiske rådgivere har sagt til politikerne i Østeuropa og Rusland, rinder der mig følgende tyske rim i hu:

»Vier und vierzig Professoren -
Vaterland, du bist verloren«.

Efter hvad jeg har ladet mig fortælle, men ikke været i stand til at efterspore, skyldes det Heinrich Heine og var en kommentar til sammensætningen af Hamburgs Biirgerschaft

---

11. Aage, 1990:292.

12. Ponting, 1991.

13. Aage, 1980; 1994:187-191.

14. Information. 14. marts 1994.

15. F.eks. Bertel Haarder, Politiken, 17. februar 1990; Arne Larsen, Information, 13. februar 1990; Jens Kampmann, Information, 26. november 1990; Johannes Sløk, Weekendavisen, 31. maj 1991; Per Stig Møller, Information, 18. marts 1991; Anders Fogh Rasmussen, Politikens kronik, 25. oktober 1991; Stig Jørgensen, Politiken, 21. december 1993.

16. Williamson, 1991:17.

17. M. Mandelbaum i Islam & Mandelbaum. 1993:10.

18. Åslund 1992:12,20-22.

(borgerrepræsentation), hvor en uforholdsmæssigstor
af medlemmerne var akademikere.

Det er lidt af et mysterium, at markedsøkonomien så enstemmigt og så fuldtonende i disse år, hvor de overvældende problemer, som trænger sig på stadig mere uafviseligt, er knyttet til den globale fordeling og til det globale miljø, d.v.s. præcis typer af problemer, som markedsmekanismen ikkt kan håndtere.

Derimod kan et ureguleret marked skabe vækst som i de vestlige lande, men de: er ikke nogen selvfølge, og mystikken forøges af, at der samtidig med den ukritiske markedsbegej er indtruffet udviklinger af økonomisk i modsat retning, som er belønnet med Nobelpriser til bl.a. Ronald Coase og i-^uugiais t^. Nol ih. i oi del følolu uijuw öidg^s i stigende grad andre institutioner, bl.a. virksomheder principal_-agent forhold i det hele taget, som indebærer en varig aftale om at give og modtage ordrer og som derfor i en vis forstand det modsatte af markeder, hvor man mødes og aftaler mængde og pris og intet andet.

For det andet har den nye institutionelle teori af sociologisk tilsnit i stigende grad erkendt af regulerende institutioner normer, som sociologer ville sige, at markedet kan skabe vækst. Først og fremmest skal samfundets normer give mulighed fremvæksten af en stærk, ukorrupt statsmagt, som kan håndhæve opfyldelse af kontrakter, og det er faktisk ikke så almindeligt ¹⁹ Den velordnede markedsøkonomi er ikke økonomiske samkvems naturtilstand, og i Vesteuropa tog det 500 år at opbygge fungerende og yderligere 200 år at tæmme vilddyret og gøre det socialt og civiliseret.²⁰

For det tredje er der en betydelig empirisk og teoretisk litteratur om regulering, hvis hovedkonklusion at vurdering af effektivitetsog kræver en helhedsbetragtning ejendomsforhold, konkurrenceforhold forholdog reguleringsforhold.²¹ Men reguleringsteorien heller ikke sat sig nævneværdige i reformpolitikken i Østeuropa og Rusland.

Kritiske røster findes dog, som afviser den fremherskende »sledgehammer approach« til økonomiske reformer og påpeger, at »the creationist of laissez faire capitalism is an appealing, but abstract ideology«.²² Det er også glædeligt og i høj grad tiltrængt, at der nu er kommet et konstruktivt formuleret frontalangreb på den globale liberaliseringspolitik form af en rapport med titlen »Limits to Competition«, udarbejdet af en gruppe privat fremtidsforskere, industriledere, og økonomer, der kalder sig »Lissabon-klubben«, altså et forsøg på at skabe pendant til »Rom-klubben« og dens //Ui^i.ow .o. ,^.v^ ? v- o glædeligt, at kritikken kommer fra en kant, hvorfra man mindst ville have forventet det, idet hovedforfatteren, den italienske professor Riccardo Petrella er ansat i EU-Kommisionen som direktør for FAST-programmet.

Rapportens grundsynspunkt er, at den markedsøkonomiske vækst i de vestlige lande ikke kan gentages og blæses op i global skala. Hæmningsløs global konkurrence vil ikke føre til velstand for alle klodens snart 8-10 mia. mennesker, men til eskalerende miljøproblemer, og konflikter og i stedet blive stadig mere selvdestruktiv.²³

Trods disse undtagelser er det højst problematiskfor som videnskabelig disciplin, at stort set hele professionen skifter grundsyn på én gang og i samme retning, og at »policy comes in fashions«.²⁴ Vækstfikseringenog af de store problemer har dybe årsager. Man kan ikke med rimelighedskyde økonomisk teori - som tværtimodråder redskaber, der i et vist omfangkan til konstruktive løsninger -

---

19. North, 1990; Knudsen, 1990.

20. Hedlund, 1993:689,694.

21. Vickers & Yarrow, 1988:40; Mortensen & Olsen,

22. S. Islam i Islam & Mandelbaum, 1992:209, 212.

23. Group of Lisbon, 1993.

24. Angus Maddison, forelæsning på Økonomisk Institut, Københavns Universitet, 1. oktober 1992.

men måske nok klandre økonomerne og deres
ideologi.

Årsagen til, at både U-lande og Østlande så beredvilligt har fulgt de markedspolitiske anbefalinger, den samme, som forklarer den mystiske markedsbegejstring i Vesten, nemlig et håb om, at markedsøkonomi vil forøge den materielle velstand, som ønskes så heftigt, at det fortrænger alt andet, herunder også de store og fordelingsproblemer. De fattige lande vil naturligt nok gerne opnå, hvad de kan se, markedsøkonomien har givet Vesten af velstand. Det har udløst

muligheden - der ligger i enhver kultur og ethvert - for at centrere tilværelsen om den særlige vestlige blading af begær og bevidstløshed.

Og i de rige lande kan tilsyneladende intet

dæmpe den liberale appel til grådigheden i alle
dens afskygninger.25

Naturligvis er det ikke umuligt at skabe velstand i Rusland og Østeuropa på niveau med vores. Det vil kræve 20-30 år med hårdt arbejde, lav løn, stor opsparing og store investeringer, en god portion held, hvad angår de ydre betingelser. Men et mere realistisk politisk er formentlig at afbøde de uundgåelige værste sociale virkninger, idet en hensynsløs røverkapitalisme vil læsse byrderne på de svage i samfundet. Kriminaliteten stærkt stigende, både volds- og berigelseskriminalitet, i Budapest sælger en række forsikringsselskaber ikke længere forsikringer biltyveri; andelen af befolkningen indtægter under fattigdomsgrænsen er steget, typisk til det dobbelte, om end indkomstfordelingerne, undtagelse af den russiske, endnu ikke er blevet voldsomt mere ulige;²⁶ skattevæsenet er blevet delvis privatiseret, kun mafiaen effektivt kan inddrive i form af de såkaldte beskyttelsespenge.

Liberaliseringsideologerne afviser »den tredje vej« på trods af det indlysende faktum, at der ikke findes andet en tredje veje;²⁷ de lader om de dyrekøbte erfaringer fra de sidste år om overgang til markedsøkonomi: at den er vanskelig, at den tager tid, at de langsigtede er uvisse, og at den medfører for os uhørte sociale ulykker; og de overser, at der er grænser for, hvor meget nød og elendighed kan tåles, før det fører til social opløsning, nedbryder samfundets institutioner, at selve formålet, den økonomiske vækst, også forskertses.

The economic transition of a society is a thing
to be accomplished slowly. ...We have a fearful
example in Russia today of the evils of insane
and unnecessary haste. ...A rapid transition will
involve so much pure destruction of wealth that
the new state of affairs will be, at first, far worse
than the old, and the grand experiment will be
discredited.

- skrev Keynes i 1933.28

---

25. Høeg, 1992:338.

26.UNICEF. 1993:8,30,38.

27. Islam & Mandelbaum, 1993:16, 149.

28. Keynes, 1982, Vol. XX1:245.

Litteratur

DØR (Det Økonomisk Råd, Formandskabet). 1992. Østeuropas integration i verdensøkonomien. Handel og støtteforanstaltninger. Kap.3, pp 87-148 Dansk Økonomi, maj 1992. København.

Group of Lisbon (Petrella, R. et.al.) 1993. Limits to
Competition. Lisbon.

Hedlund, S. 1993. Slutet för den ryska chockterapin.
Debatt 21: 687-696.

Høeg, P. 1992. Frøken Smillas fornemmelse for
sne. København.

Islam, S. & Mandelbaum, M. (eds.) 1993. Making
Markets. Economic Transformation in Eastern
Europe and the Post-Soviet States. New York.

Keynes, J.M. 1982. The Collected Writings of John
Maynard Keynes. London.

Knudsen, C. (red.) 1990 Institutionalismen i Samfundsvidenskaberne.

Maddison, A.1992. Explaining the Economic Performance Nations 1820-1989. Paper presented a lecture at the Institute of Economics, University of Copenhagen, 1 October 1992.

Mortensen, J.B. & Olsen, O.J. 1991. Privatisering
og deregulering. København.

North, D.C. 1990 Institutions, Institutional Change
and Economic Performance. Cambridge.

Ponting, C. 1991. A Green History of the World.
London.

UNICEF. 1993. Central and Eastern Europe in Transition. Public Policy, and Social Conditions Monitoring Report, No. 1, November Firenze: UNICEF International Child Development Center.

Vickers, J. & Yarrow, G. 1988. Privatization: An
Economic Analysis. Cambrige, Mass.

Williamson, J. 1991. The Economic Opening of
Eastern Europe. Washington, DC.

Aage, H. 1980. Økonomiske argumenter i ressourcedebatten.
Tidsskrift 118:
212-223.

Aage, H. 1990 Privatisering og demokratisering i
Østeuropa. Nationaløkonomisk Tidsskrift 128:
279-295.

Aage, H. 1994. Økonomiske omvæltninger i Rusland
Østeuropa. Herning.

Åslund, A. 1992. Post-Communist Economic Revolutions.
Big a Bang? Washington, D.C.