Resumé

SUMMARY: Despite the fact that the 1993 income tax reform in Denmark implies a fairly change of the basic principles underlying capital income taxation, there has not been very much discussion of this change of direction. The main aim of the present paper is to indicate this change and to stress a number of implications of the recent tax reform. With the recent tax reform Denmark has taken a first step to reduce the heavy reliance on ordinary income taxation as far as labour income is concerned. The same is not true of capital income taxation and capital income tax rates in Denmark will remain very high compared to the Nordic and other countries.

Indledning

1. Efter en række mindre væsentlige justeringer under udvalgsbehandlingen vedtog Folketinget den 24. juni 1993 de fire regeringspartiers forslag til skattereform. Hermed der formentlig skabt klarhed om hovedtrækkene i beskatningen de nærmeste år og derved har man elimineret en del af usikkerheden for beslutningstagere i danske virksomheder, udenlandske foretagender, der overvejer at investere i Danmark samt købere og sælgere på det danske ejerboligmarked. I betragtning af den store usikkerhed de fremtidige skatter, der har hersket næsten lige siden den forrige skattereform i kraft i 1987, er den opnåede grad af klarhed i og for sig en stor fordel for det danske samfund.

2. Et formål med den nye skattereform har helt klart været at tilnærme den danske skattestruktur til det, som gælder i lande, vi plejer at sammenligne os med. For så vidt angår beskatningen af arbejdsindkomster er der med de gennemførte marginalskattesænkningertaget betydeligt skridt i denne retning. Som det vil fremgå af det følgende,kan samme ikke siges at være tilfældet med hensyn til beskatning af kapitalindkomster.Selv skatten af kapitalafkast er blevet mindre for de fleste, er denne skat fortsat meget høj i Danmark i forhold til andre lande. Nye satsninger i skattepolitikken er indførelsen af grønne skatter og arbejdsmarkedbidrag (bruttoskat). I en fremtid vil 1993 måske fremstå som et historisk år af samme grund. Der kan næppe herske tvivl om, at det på længere sigt må være lettere at skabe politisk forståelse for en skat på miljøbelastende aktiviteter end en skat på produktiv indkomstskabelse. Et problem med grønne skatter er naturligvis, at i samme grad som de formindsker omfanget af de miljøbelastende aktiviteter, i samme grad udebliver også statens provenu af disse skatter.Og

---

En anonym referee takkes for en række indsigtsfulde og relevante synspunkter.

ter.Ogvice versa. Et problem med såvel afgifter (uanset kulør) som bruttoskatten er, at de alle påvirker marginalskatter og arbejdsudbud. Ekstraindkomster må påregnes at føre til øget benzinforbrug men næppe til større forbrug af el og vand. Der er således marginaleffekt af grønne afgifter, men den er ikke fuld. I regeringens oplæg til skattereformer beregnet en såkaldt effektiv marginalskattesats, der tager hensyn til effektenaf Derimod er der ikke præsenteret beregninger af en samlet marginalskattesats,som inkluderer marginalvirkningen af afgiftsforhøjelserne og derved gives der et overdrevent indtryk af skattereformens marginalskattesænkninger.

Beskatningen af personlig indkomst

3. Lad os til at begynde med se lidt nærmere på beskatningen af personlige indkomster, især arbejdsindkomster og pensioner. I Tabel 1 og Figur 1 er vist de effektive marginalskattesatser i 1993 og 1998, når skattereformen er fuldt ud gennemført. Med effektiv marginalskattesats menes her - ligesom i regeringens oplæg - marginalskattesatsen, den bliver, når der også tages hensyn til arbejdsmarkedsbidraget. Da der er fradragsret for arbejdsmarkedsbidraget, og dette i 1998 er 8 procent, beregnes den effektive for dette år som 8 procent plus 92 procent af den traditionelle Det ei de nominelle indkomster, der indgår i skatteskalaerne for de to år, men med den aktuelle lave inflationsrate i Danmark er behovet for omregning til reale indkomster ikke så stort.

Som fremgår af Tabel 1 og Figur 1 reduceres den effektive marginalskattesats i vekslende omfang i alle indkomstintervaller undtagen det laveste. Undtagelsen beror naturligvis på, at end ikke personfradraget gælder som fradrag ved beregningen af arbejdsmarkedsbidraget.

4. For at kunne sige noget om skattereformens effekt på den gennemsnitlige effektive er det givetvis nødvendigt at kende størrelsen af kapitalindkomster og ligningsmæssige fradrag. Eftersom der i dette afsnit fokuseres på beskatning af personlig antages det her, at nettokapitalindkomsterne og de ligningsmæssige fradrag (men ikke treprocentsfradraget i 1993) er nul. Med disse forudsætninger bliver den gennemsnitlige effektive skatteprocent i 1993 og 1998 som vist i Figur 2. Selvsagt medfører indførelsen af bruttoskatten en øget skatteprocent ved lave indkomster, men for personlige indkomster over ca. 49.000 kr. giver den samlede reform af indkomstbeskatningen skatteprocenter. Som ses, sænker skattereformen skatteprocenten lidt mere jo højere, den personlige indkomst er. Ved meget høje indkomster konvergerer naturligvis mod den højeste marginalskattesats og for indkomster fra ca. 300.000 kr. og opad vil skattereformen derfor nedsætte skatteprocenten med omkring 6.7 procent-point, jvf. Tabel 1.

5. De marginale og gennemsnitlige skattesatser bidrager hver på sin måde til at belyseet
egenskaber. For de fleste indkomsttagere vil det afgørende imidlertidnok
hvad skattesystemet betyder for forbrugsmulighederne, som i høj grad

baseres på den reale disponible indkomst. Man kan derfor spørge sig, hvordan skattereformenhar mulighederne for at opnå fremgang i real disponibel indkomst ved given nominel indkomststigning og inflationsrate. Dette spørgsmål kan besvares på en forholdsvis enkel måde.

Bestemmende for hvor stor en procentuel stigning i den (nominelle) disponible indkomst muliggøres af en vis procentuel stigning i indkomsten før skat er, hvad man i Sverige har kaldt udbyttekvoten. Udbyttekvoten har ikke noget med aktieudbytter at gøre. Navnet er valgt, fordi kvoten angiver den procentvise stigning i indkomsten efter skat (»udbyttet«) ved en stigning i indkomsten før skat på én procent. Mere fagmæssigt er udbyttekvoten den disponible indkomsts elasticitet med hensyn til indkomsten skat (se Matthiessen 1973, s. 53-56).

Udbyttekvoten u afhænger af skattesystemet på en såre simpel måde, idet

(1)

hvor m og g er den relevante marginalskattesats, henholdsvis gennemsnitskattesatsen i
udgangssituationen. Figur 3 viser, hvordan udbyttekvoten varierer med indkomsten i

1993 og 1998, når nettokapitalindkomsterne, de ligningsmæssige fradrag og indkomstafhængigetransfereringer
at være nul. Som ses, varierer udbyttekvoten i 1993
mellem 0.5 og 1. Lad os med nogle eksempler vise, hvordan figuren læses.

For en skatteyder A, der i 1993 har en personlig indkomst på 250.000 kr., er udbyttekvoten 0.6. Får A en lønstigning på f.eks. 5 procent for det kommende år, ville det med uforandret skattesystem resultere i en stigning i den disponible indkomst på 3 procent. En indkomsttager B med en personlig indkomst på 120.000 kr. i 1993 ville derimod have en udbyttekvote på 0.8, og med en indkomstfremgang på ligeledes 5 procent ville B få en stigning i den disponible indkomst på 4 procent, altså mere end A. Det er værd at bemærke, at med et progressivt skattesystem er udbyttekvotekurven stigende i ethvert indkomstinterval. Det følger naturligvis af, at i et givet indkomstinterval marginalskattesatsen konstant, samtidig som skatteprocenten er monotont stigende. indbyggede og uundgåelige egenskab ved et progresivt indkomstskattesystem en konsekvens, som måske vil overraske en del. Konsekvensen er, at med samme procentvise indkomststigning til indkomsttagere i et givet indkomstinterval vil den procentvise stigning i indkomsten efter skat være større for folk med høje end for folk med lavere indkomster (vi ser her bort fra tilfælde med intervalpassage). Man kan sige, at med lige store indkomststigninger før skat, sker der en indkomstomfordeling indenfor intervallet, som gør indkomstfordelingen mere ulige end før. Specielt i det højeste (men tyndt befolkede) indkomstinterval vil indkomstomfordelingen til fordel for høj indkomsttagere kunne være udtalt, fordi udbyttekvoten her konvergerer mod 1.

6. Vi har endnu ikke taget hensyn til inflationen, men det sker nu. Den relative stigning
den reale disponible indkomst afhænger af udbyttekvoten, den relative indkomststigning^
inflationsraten p på følgende måde:

(2)

Med givne værdier på y og p svarer der altså en bestemt værdi af d til hver værdi af udbyttekvoten. For illustrationens skyld kan vi antage, at alle indkomster stiger med 3 procent og at inflationsraten er 2 procent per år. Vi kan da indlægge en skala til højre i Figur 3, der viser, hvor store stigninger i real disponibel indkomst, som opnås under de givne forudsætniger, når beskatningen baseres på skattesystemet fra 1993 respektive 1998. Den vandrette linie u = 0.667 angiver den værdi på udbyttekvoten, som netop indebærer real disponible indkomst (cl = 0) med de antagne værdier på y og p.

Vi kan for det første konstatere, at med de antagne løn- og prisstigningstakter vil den reale disponible indkomst stige for så godt som alle indkomsttagere under det nye skattesystem, mens dette ikke ville være tilfældet med det nugældende skattesystem. Mere generelt er betingelsen for en stigning i real disponibel indkomst naturligvis at y > p/u.

Vi kan endvidere konstatere, at når skattereformen er fuldt ud gennemført, vil effektenvære
i udbyttekvoten for alle skatteydere med indkomster uden for

intervallerne 0- 29.400 og 141.300 168.000 kr. Som fremgår af Tabel 1 var det netopi to indkomstintervaller, at der ikke blev tale om mere betydelige marginalskattesænkninger.Figur viser iøvrigt, at stigningerne i udbyttekvoten vil være større for mellemstore og mindre indkomster end for højere indkomster.

Det skal understreges, at beregningen af udbyttekvoterne er sket uden hensyntagen dels til forekommende aftrapning af transfereringer og tilskud fra det offentlige, og dels til indirekte skatter, herunder de kommende grønne afgifter. Indførelsen af disse afgifter må naturligvis forventes at påvirke husholdningernes forbrugsmuligheder negativt kan principielt sidestilles med en forøgelse af marginalskattesatsen. Det betyder, Figur 3 i nogen grad overdriver omfanget af de stigninger i indkomsttagernes udbyttekvoter, som skattereformen medfører. ]

Kapitalafkastbeskatningen generelt

7. Som baggrund til omtalen af den seneste reform af beskatningen af kapitalindkomstkan

---

1. Mere generelt kan den for arbejdsudbuddet relevante marginalskattesats / skrives således (\~t^p-t^TR)(\-t^w) 1 + t^l Her gælder det at, t = marginalskattesatsen for personlig indkomst / = den samlede aftrapningssats for indkomstafhængige transfereringer og tilskud t^H = bruttoskattesatsen t' = den gennemssnitlige indirekte skattesats. Foren udledning og diskussion af den generelle marginalskattesats, se Matthiessen (1993) s. 29-33.

komstkander være grund til at berøre nogle målsætninger for skattepolitikken og den
måde, de har påvirket udformningen af det samlede skattesystem.

Af såvel fordelingsmæssige som statsfinansielle grunde har en væsentlig målsætning skattereformarbejdet i Danmark i det sidste tiår været en begrænsning af omfanget skattearbitrage, d.v.s. dispositioner, som er privatøkonomisk lønsomme alene grund af skattesystemets udformning, og som typisk indebærer en tilsidesættelse lovgivningens intentioner. Primært må begrænsningen ske ved at udforme skattesystemet, at der ikke i det findes indbyggede økonomiske incitamenter til skattearbitrage. I en vis men ganske usikker udstrækning kan skattearbitrage formentlig af regler og administrative procedurer, også selv om incitamenterne er til stede.

En anden vigtig målsætning vedrørende skattesystemet har været at sikre effektivitet ressourceanvendelsen for så vidt angår allokeringen af investeringer og opsparing til forskellige sektorer. En høj grad af effektivitet sikres ved, at alle former for kapitalafkast vidt muligt beskattes ensartet (d.v.s. med samme effektive skattesats). Med ensartet beskatning kan man regne med, at såvel det privatøkonomiske afkast efter skat som det samfundsøkonomiske afkast - d.v.s. afkastet/ør skat - vil tendere imod at være lige stort i alle sektorer, således at intet vindes ved omrokeringer.

Da skattearbitrage givetvis kan baseres på en lang række forskellige elementer i skattesystemet, er det ikke overraskende, at der kan blive tale om målkonflikter, når man skal konstruere et nyt skattesystem. Det gamle skattesystem fra før 1987, det nys afskaffede og det nye danske indkomstskattesystem illustrerer dette ganske klart.

8. Før 1987 var totalindkomstprincippet gældende i dansk skattelovgivning. Hvor dette princip gælder, beskattes al indkomst, der tilfalder en vis skatteyder, efter samme skala uanset indkomstens art. Det betyder, at den erlagte skat ikke påvirkes af, i hvilke proportioner forskellige arter af indkomst indgår i en given totalindkomst. For en skatteyder en given skattemæssig status er der altså ikke opnået noget ved at konvertere af en vis type til en anden indkomstart.

Det kan så tilføjes, at før 1987 blev kapitalindkomst beskattet med satser, der varierede
nul til 73 procent alt efter skatteyderens skattemæssige status. Der var således
rige muligheder for skattearbitrage i den dimension.

9. I skattereformen fra 1986 indførte man som bekendt separat beskatning af personligindkomst kapitalindkomst og opgav dermed totalindkomstprincippet. Hermedvar skabt incitamenter til at konvertere eksempelvis højt beskattet personlig indkomst til lavere beskattet kapitalindkomst. Indførelsen afsondringen mellem disse to indkomstarter tjente naturligvis et bestemt formål. Det var netop ønsket om en ensartetbeskatning kapitalafkast. For at tilgodese dette ønske var det selvsagt nødvendigtat mellem kapitalindkomst og anden indkomst (og herunder arbejde med en beregnet kapitalindkomst i virksomhederne). Mere konkret var en hovedide i skattereformenfra

tereformenfra1986, at alt (eller så godt som alt) afkast af kapital skulle beskattes med
en ensartet sats på omkring 50 procent, uanset om kapitalindkomsten tilfaldt selskaber,selvstændige
fonde eller lønmodtagere.

Fra 1986-reformens princip om en skat på omkring 50 procent for alle former for kapitalindkomst blev der dog af fordelingsmæssige grunde gjort to undtagelser. Den ene er 6-procentskatten, som i 1993 svaredes, hvis summen af personlig indkomst og positiv nettokapitalindkomst oversteg 168.000 kr. Den anden undtagelse udgjorde skattereformens overgangsregel for større positive nettokapitalindkomster. Denne overgangsregel indebar, at positiv nettokapitalindkomst over en øvre progressionsgrænse som årligt opjusteredes med 25.000 kr. og som i 1993 var 210.000 kr. - ikke skulle beskattes med den lave sats som kapitalindkomst, men derimod som personlig indkomst med (i de fleste tilfælde) 68 procent. (For en udførlig diskussion af denne overgangsregel, se Matthiessen 1986 kap. VI). Eftersom denne overgangregel kun havde betydning for yderst få skatteydere, kan de to afvigelser fra hovedreglen om ensartet beskatning af kapitalindkomster næppe betegnes som væsentlige.

Vi har således set, at man i skattereformen fra 1986 har villet sikre en samfundsøkonomisk fordeling af investeringer og opsparing på sektorer ved en stort set proportional beskatning af kapitalafkast. Herved har man begrænset den form for skattetænkning, der består i at kanalisere investeringer og opsparing til skattemæssigt specielt begunstigede områder. Til gengæld har man været nødsaget til at opgive totalindkomstprincippet for så vidt også skatteevneprincippet) og således acceptere, at der i skattesystemet indbygges incitamenter til den form for skattetænkning, som handler om konvertering af indkomst.

10. Vi kommer så omsider til skattereformen fra 1993. Her må det lige indskydes, at i årene nærmest før denne skattereform gennemførtes etapevise sænkninger af selskabs og virksomhedsskatteprocenterne til de nuværende 34 procent samt omlægningen progressiv udbyttebeskatning. Når disse delreformer og skattereformen fra 1993 ses under ét, kan man konstatere, at der nærmest er tale om et systemskifte i forhold skattesystemet, vi fik så sent som i 1987 og om en delvis tilbagevenden til systemet før 1987. Ganske vist opretholdes skellet mellem personlig indkomst og kapitalindkomst det kommende skattesystem, men nu er motivet ikke længere at sikre en ensartet kapitalafkastbeskatning, men derimod i første række at begrænse skatteværdien rentefradrag for alle med negative eller mindre positive nettokapitalindkomster højst 43.5 procent fra 1998. For så vidt angår større positive nettokapitalindkomster kr. for enlige og 40.000 kr. for gifte) og personlig indkomst, der tilsammen overstiger 234.900 kr. i 1994 er der tale om en fælles progressiv beskatning. Samtidig bliver der igen tale om stærkt varierede skattesatser for forskellige typer af kapitalafkast.

Set i forhold til 1986-reformen indebærer den seneste skattereform (inklusive de nævnte delreformer i årene forinden) således, som fremgår af Tabel 2, at man går fra en stort set ensartet og proportional beskatning af kapitalindkomster med omkring 50 procent til en blandet proportional og progressiv beskatning. Af kapitalindkomst i form af overskud i selskaber svares der skat med 34 procent, samtidig som skattereformen reduceret fradragsmulighederne på forskellig måde. Aktieudbytte hos personer med 30 (fra 1996 med 25) eller 40 procent afhængig af, om udbyttet er under eller over 31.700 kr. Som allerede nævnt indebærer skattereformen, at anden positiv over 20.000/40.000 kr. indgår i grundlaget for den nye topskat 15 procent. Hvis vi ser bort fra overgangsperioden og holder os til 1998 betyder (med uforandret kommunalskat og ekskl. kirkeskat), at kapitalindkomster beskattes 37.5 procent, hvis indkomsten er lav, med 43.5 procent for mellemindkomster med 58 procent for høje indkomster, jvf. Tabel 2. Til sammenligning var skatten på personers kapitalindkomst i 1993 omkring 51.5 eller 57.5 procent.

Vi kan altså konstatere, at den seneste skattereform ikke indebærer en ensartet beskatning kapitalindkomster. En konsekvens heraf er, at der ikke sikres en effektiv fordeling af investeringer og opsparing mellem eksempelvis selskabsektoren og de selvstændigt erhvervsdrivende - som tilsigtet i skattereformen fra 1986. Da de formindskede får betydning for såvel selskaber som selvstændige, det i mange tilfælde fremover alt andet lige være lettere at drive og udvikle en virksomhed, hvis den er et selskab end hvis den er personlig ejet. Om det er en forbedring en forringelse overlades til læserens egen afgørelse.

Til trods for den delvise genindførelse af en fælles progressiv beskatning af personlig og kapitalindkomst kan det i visse tilfælde også under det nye skattesystem en skattebesparelse at konvertere indkomst. F.eks. vil det kunne svare sig for en skatteyder, der betaler topskat og har en nettokapitalindkomst på f.eks. nul at konvertere personlig indkomst på 20.000/40.000 kr. til kapitalindkomst for derved at udnytte friholdelsen fra topskat af den første del af den positive nettokapitalindkomst. Den opnåede skattebesparelse vil i dette konkrete tilfælde være 3.000/6.000 kr.

Vi kan også konstatere - jvf. Tabel 3 - at skattereformen medfører lavere skat på kapitalindkomster indkomsttagere med lave eller mellemstore indkomster, mens samme skat forhøjes en smule for folk med høje arbejds- og kapitalindkomster. Til den sidste gruppe hører dog ikke det fåtal skatteydere, som har så store formuer, at de endnu 1993 omfattedes af overgangsordningen fra 1986 for positiv nettokapitalindkomst. så fald havde de i 1993 en marginalskattesats også på kapitalindkomst på 68 procent og får således reduceret denne skattesats med 10 procentpoint.

Boligejerne

11. Debatten om skatteformens konsekvenser for boligejerne har været en del forvirrende, det ikke klart er fremgået om sigtet med reformen har været, at boligejernes skattemæssige situation ikke måtte forringes eller om sigtet har været, at boligejerne skulle have samme fordel af skattereformen som andre skatteydere. Disse målsætninger er på ingen måde sammenfaldende.

De elementer i skattereformen som først og fremmest påvirker boligejerne er naturligvis reducerede skatteværdi af rentefradragene og den lempede beskatning af lejeværdi af egen bolig. Hertil kommer, at der i forbindelse med skattereformen gives adgang til dels at omlægge eksisterende lån til kontantlån med lavere ydelse, dels at videreføre for kurstab på gamle dyre kontantlån ved omlægning til nye realkreditlån. Boligejernes situation påvirkes selvsagt også af boligpakken fra foråret 1993, som gav mulighed for at anvende annuitetslån fremfor mixlån, og af det generelle

Det er givetvis vanskeligt at sige noget mere præcist og generelt om virkningerne af, at der er åbnet adgang til omlægning til kontantlån, til videreførelse af skattefradrag gamle kontantlån og til at anvende annuitetslån fremfor mixlån. Det er ligeledes at sige, hvorledes boligejerne konkret påvirkes af faldet i huspriserne som følge af skattereformen og af den gennemførte tilskudsordning til reparation og vedligeholdelse. er det muligt at drage visse konklusioner for så vidt angår den kombinerede effekt af rentefradragenes nedsatte skatteværdi og lempelsen af beskatningen lejeværdi af egen bolig.

Hvis vi forudsætter en uforandret årlig renteydelse RY, medfører nedsættelsen af
rentefradragenes skatteværdi isoleret set en skattestigning, som er

Her betegner tK givetvis den relevante skattesats for kapitaltindkomst. Idet HV betegner
værdi, mens den skattepligtige andel heraf angives ved a, bliver
skattesænkningen som følge af den lempede beskatning af lejeværdi af egen bolig

For skatteydere, der ikke har så store kapitalindkomster, at der skal svares topskat
heraf, vil da følgende betingelse være afgørende for om disse to elementer i skattereformen
set medfører højere, uforandret eller lavere skat:

(3)

Det er uden videre klart, at jo højere renteudgifterne er i forhold til husets værdi, jo mere sandsynligt er det, at der netto bliver tale om en skatteforhøjelse. Da andelen RY/HV typisk vil være højere for unge husejere end for ældre, kan man konstatere, at disse elementer i skatteformen klart stiller de unge ringere end de ældre. Skævtrækningen naturligvis af de unges studielån, som skattereformen også gør dyrere.

13. For at være mere konkret ses der på en skatteyder/husejer med et hus, der er vurderet under 1.4 mio. kr. (således at lejeværdien af boligen ikke beregnes etter den progressive skala). I så fald er lejeværdiprocenten 2.5 i 1993 og 2 i 1998. Endvidere antages det, at skatteyderen ikke har så store kapitalindkomster, at der betales topskat heraf men kun mellemskat. Som ses i Tabel 2 er skattesatserne i 1993 og 1998 da 57.5 procent respektive 43.5 procent. Indsættes disse tal i betingelsen (3) bliver højresiden 4.05 procent. Vi ser altså, at i dette tilfælde vil der netto blive tale om en skattestigning (skattesænkning), hvis renteydelsen udgør mere (mindre) end 4.05 procent af husets værdi. Afgørende for renteydelsens størrelse er naturligvis - udover husets værdi - hvor stor den lånefinansierede andel er og lånerenten. Med en lånefinansieret andel på f.eks. 2/3 skal lånerenten altså være mindre end 6.08 (4.05 • 3/2) procent, for at de betragtede i skattereformen skal føre til skattesænkning. Med en låneandel på blot 1/3 ville en lånerente under 12.15 sikre en nettoskattesænkning.

Det er givet, at tendensen til rentefald i Danmark og de heraf følgende låneomlægninger
i retning af at give en større andel af boligejerne en skattesænkning
som følge af skattereformens ejerboligelementer.

Lad os afslutte diskussionen af skattereformens betydning for boligejerne med kort at se på, hvorledes husejerne med store indkomster og stor formue berøres. Det antages nu, at der svares topskat af kapitalindkomsten. Som det ses i Tabel 2 betyder det, at der ikke bliver tale om nogen reduktion af skatteværdien for rentefradrag, men tværtimod om en stigning fra 57.5 til 58 procent. For disse skatteydere forøges skatterabatten noget ved en given renteydelse, mens den reduceres for alle andre skatteydere. Samtidig er det klart, at det også er en fordel for topbeskattede, at beskatningen lejeværdi af egen bolig er blevet lempet. Hvis det til og med er sådan, at vurderingsprisen den topbeskattedes bolig overstiger 1.4 mio. kr., nedsættes den skattepligtige ikke blot med 0.5 procent af værdien, men yderligere med 1.5 procent 7.5 -6)af værdien udover 1.4 mio. kr.

Vi kan således konstatere, at skattereformens ejerboligelementer uden modregning
giver skattesænkninger for de topbeskattede og at de fordelingsmæssige virkninger af
disse elementer alt i alt er ret uensartede.

Rentefradragenes skatteværdi

14. I de sidste mange års skattedebat har der været lagt stor vægt på at rentefradragenes skulle være lige stor for alle. Det sikres ikke, hverken i det nuværende det kommende skattesystem, men skattereformen forøger forskelsbehandlingen At der bliver tale om forskelsbehandling skyldes den asymmetriske behandling af positive og negative nettokapital indkomster. Som nævnt indgår kun positive indkomster over 20.000/40.000 kr. i grundlaget for topskatten. Disse beløb er relativt store, specielt når man betænker, at de er efter fradrag for renteudgifter eksklusive aktieindkomst og løbende afkast i pensionsordninger. Friholdelsesreglen derfor, at det kun bliver de relativt få meget store kapitalindkomster, der skal svares topskat af. En uundgåelig konsekvens af den asymmetriske behandling af positive og negative kapitalindkomster er, at folk med stor formue og stor indkomst får en skatterabat svarende til 58 procent af deres renteudgifter, mens mennesker med mindre eller slet ingen formue kun får en skatterabat på 43.5 eller 37.5 procent af deres Til sammenligning kan nævnes, at rentefradragets skatteværdi for 1993 er omkring 57.5 eller 51.5 procent afhængig af, om der betales seksprocentskat eller ej. (Det er her antaget, at det »vandrette« skatteloft ikke aktiveres. I givet fald ville aktivering kunne betyde højere skatteværdier af rentefradrag for højindkomsttagere de her nævnte). Skattereformen har således forøget forskellen i rentefradragets fra 6 til hele 20.5 procentpoint. At det er tvivlsomt at opfatte den større for formuendes rentefradrag som en delvis kompensation for progressionen beskatningen beror naturligvis på, at der også findes ikke-formuende, der betaler skat.

Sigtet med det her fremførte synspunkt (ligesom de fleste andre i denne artikel) har været at angive implikationer af skattereformen, ikke at tage stilling til om implikationerne ønskelige eller ej. Her kan det så tilføjes, at ud fra en traditionel skatteevnebetragtning rentefradragets skatteværdi vel altid svare til skatteyderens marginalskat af øvrige indkomster. Hvis målet med skattereformen har været delvis at vende tilbage til traditionel indkomstbeskatning, er det for så vidt logisk nok at forskellene i rentefradragets øges.

Private pensionsordninger

15. Skattereformens betydning for de private pensionsordninger har været stærkt
diskuteret, men en række debattaktiske indslag har formentlig vanskeliggjort opnåelsen
overblik.

Som andre skatter reducerer bruttoskatten den disponible indkomst. Herigennem kan indførelsen af bruttoskat sammenholdt med andre ændringer i skattesystemet tænkes påvirke den samlede opsparing og således også pensionsopsparingen. Ved udformningen en lønskat kan det naturligvis diskuteres, om der bør ydes fradrag for indbetalinger til skattebegunstigede pensionsordninger. Dette spørgsmål behandles i Personskatteudvalgets betænkning (s. 403-04). Hvis pensionsudbetalinger ikke pålægges finder udvalget det naturligt ikke at give fradrag for pensionsbidrag. En forudsætning herfor er imidlertid efter udvalgets mening, at det i så fald er muligt at opkræve arbejdsmarkedsbidrag af den i årets løb optjente tjenestemandspension. personskatteudvalget ikke mener, at dette kan gøres på et forsvarligt bliver udvalgets konklusion, at der bør gives fradrag for pensionsbidrag, også for så vidt angår bruttoskatten.

Denne argumentation blev ikke godtaget af regeringen og folketingsflertallet - uden t^T'"') f otitcfmincjipUp arnndp Den vedtaene lov om arbejdsmarkedsbidrag indebærer at der ikke svares bruttoskat af udbetalte pensioner og at der ikke gives fradrag for pensionsbidrag ved beregningen af bruttoskatten. Problemet med tjeneste - mandspensionerne søges i skattereformen løst, ikke ved at lade tjenestemænd betale arbejdsmarkedsbidrag af pensionsoptjenmgen men ved at reducere tjenestemændenes pensionsniveau i forhold til lønnen (se regeringens udspil s. 41-42). Også denne reduktion tjenestemandspensionerne vil det formentlig være vanskeligt at udforme på en rimelig og administrativ enkel måde, fordi sondringen mellem allerede indtjent pension og kommende års pensionsindtjening aktualiseres. Et problem vil det naturligvis være, at tjenestemandspensionerne i så fald må nedjusteres, hver gang det besluttes at forhøje bruttoskatten (alene i skattereformens overgangsperiode forhøjes bruttoskatten tre gange).

Indførelsen af bruttoskatten betyder derfor, at det ikke længere er muligt at foretage indbetalinger til en pensionsordning på basis af übeskattet arbejdsindkomst. Selv med fradragsret for indbetalinger i den almindelige indkomstbeskatning skal der svares bruttoskat af det allokerede beløb. Det effektivt indbetalte beløb bliver derfor summen af den erlagte bruttoskat og indbetalingen minus skattebesparelsen som følge af fradragsretten den almindelige indkomstbeskatning. Her kan det så tilføjes, at bruttoskatten ikke er en skat på pensionsbidrag men en skat på arbejdsindkomster og selvstændigt erhvervsdrivendes nettoindkomster - uanset hvad disse anvendes til.

16. Hvad angår kapitalpensioner, er det givet, at skattereformen medfører en klar forringelse, som vil være større jo lavere indkomsten er. Forringelsen skyldes dels indførelsen bruttoskatten, dels reduktion af skatteværdien af fradrag for pensionsbidrag 1993 maksimalt 30.000 kr.). Lad os se på skatteværdien af fradrag først.

Et væsentligt element i fordelagtigheden ved kapitalpensioner er, at der er forskel
på skatteværdien af fradrag for pensionsbidrag og afgiftssatsen ved pensionens udbetaling.

taling.Væsentligt er det her, at fradraget sker i den personlige indkomst og ikke i kapitalindkomsten.Skattereformen at skatteværdien af fradrag går ned, uden at afgiftssatsen på 40 procent nedjusteres. For eksempelvis folk med højeste marginalskattesatsreduceres skatteværdi fra 68 til 58 procent. Den skattefavør, som udgøres af forskellen mellem fradragets skatteværdi og afgiftssatsen ved udbetaling,reduceres for topindkomster fra 28 (68 - 40) til 18 (58 - 40) procentpoint. For mellemindkomsterne er der tale om en nedgang fra 17.5 (57.5 - 40) til 3.5 (43.5 - 40) procentpoint. Hvad endelig gælder lave indkomster formindskes denne skattefavørfra 1.5 (51.5 - 40) til minus 2.5 (37.5 - 40) procentpoint. For denne gruppe forsvinderskattefavøren andre ord helt og holdent, idet afgiftssatsen ved udbetaling fra 1998 vil være større end skatteværdien af fradrag.

Lad os nu tillige tage hensyn til den erlagte bruttoskat. Som allerede nævnt vil det effektive pensionsbidrag være bruttoskatten plus indbetalingen minus skattebesparelsen grund af fradragsretten. Formelt kan vi da udtrykke det effektive pensionsbidrag ^L således:

(4)

hvor t^p = marginalskattesatsen ved personlig beskatning, t^w = bruttoskattesatsen og /= pensionsindbetalingen. I Tabel 4 er vist egenandelen af pensionsbidraget (eller pensionsbidraget skat i procent af bidraget før skat, d.v.s Ih/I)I^h/I) som det er for de forskellige med 1993-skattereglerne og vil være efter skattereformens gennemførelse i 1998. Som fremgår af tabellen bliver der tale om betydelige stigninger egenandelen.

Lad os illustere dette ved at se på situationen for en topbeskattet skatteyder, der ønskerat
det maksimalt fradragsberettigede beløb på 30.000 kr. Den højeste
marginalskattesats på 68 procent betyder, at der i 1993 reelt kun skulle indbetales 32

procent eller 9.600 kr. I 1998 skal der erlægges en bruttoafgift på 8 procent (d.v.s. 2.609 kr.) mens skattebesparelsen på grund af fradraget kun bliver 58 procent af bidraget,således indbetalingen efter fradrag bliver 12.600 kr. Det samlede egetbidrag bliverderfor kr. For at sikre en uforandret kapitalpension er det med andre ord nødvendigt, at topbeskattede pensionsopsparere forøger deres andel af bidraget til kapitalpensionenfra procent i 1993 til 50.7 procent i 1998 eller med godt 58 procent. For de to andre grupper kræves som ses også betydeligt forøgede egenandele. En forøgetegenandel naturligvis, alt andet lige, et lavere afkast efter skat af indbetalingernetil

17. For at illustrere dette vises i Tabel 5 internrenten efter skat for en kapitalpensionsordningbaseret skattereglerne for 1993, respektive for 1998. Der regnes med fradragsberettigede indbetalinger i fra 10 til 25 år. Som bekendt er realrenteafgiften udformet, således at den sikrer, at realafkastet af den afgiftspligtige pensionskapital ikke overstiger 3.5 procent for landet som helhed, men individuelt kan der naturligvis

blive tale om større realafkast. Højere realafkast kan også opnås ved heldige placeringeri der er fritaget for realrenteafgift, d.v.s. i første række indeksobligationer og aktier. løvrigt skal det understreges, at afkastraterne i Tabel 5 er nominelle og ikke reale og at beregningerne baseres på antagelsen, at afkastrate og skattesatser er konstantei åremål, pensionsordningen omfatter. Tabel 5 viser nu i hvilket omfang skattereformen reducerer den nominelle internrente efter skat. Som fremgår, er internrentenalt lige højere jo kortere kapitalpensionens løbetid er, og reduktionen af internrenten er også større jo kortere løbetiden er. Derimod bliver reduktionen af internrentenforholdsvis jo højere, den forudsatte afkastrate er.

Tabel 5 belyser tillige, hvad det betyder for internrenten for en kapitalpension, at afgiften
udbetalingen (40 procent) er mindre end den effektive skatteværdi af fradraget
indbetalinger.

Denne effektive skatteværdi er i 1993 for en topbeskattet 68 procent men falder i 1998 til 49.3 procent (når hensyn tages til bruttoskat og lavere skattesatser). Med samme på afgiftssats for udbetalinger og skatteværdi af fradrag ville afkastraten efter og internrenten i Tabel 5 være lige store og forskellen mellem disse er altså et mål på det indbyggede skattesubsidie. Det er altså klart, at der er tale om et betydeligt skattesubsidie, specielt ved korte løbetider. For en nærmere diskussion af beskatningen af private pensionsordninger, se Matthiessen (1993).

18. Skattereformen har således gjort kapitalpensioner mindre fordelagtige ikke kun sammenlignet med de hidtidige regler men formentlig også i forhold til andre former for opsparing. Her er det allerede nævnte forhold, at nettokapitalindkomster under 20.000 kr. (40.000 for ægtefæller) friholdes for topskat af stor betydning. Friholdelsesreglen formentlig, at det i et vist omfang bliver mere interessant at placere opsparing i en individuel værdipapirportefølje end i kapitalpensioner. Det vil specielt gælde for folk, der ikke svarer topskat, idet skatten på deres kapitalindkomster i de kommende år vil være en hel del lavere end den realrenteafgift, der skal betales af det løbende afkast af kapitalpensioner. Samtidig er, som vi har set, skattefavøren uden betydning disse grupper. Om der bliver tale om en varig tendens væk fra kapitalpensioner dermed om et provenutab for staten), vil naturligvis afhænge af ndringerne realrenteafgiften i de kommende år.

19. Hvad der ovenfor er sagt om skattereformens betydning for pensionsopsparernesegenandel bidragene til kapitalpension gælder naturligvis også for så vidt angår bidragene til ratepensioner (som er fradragsberettigede uden begrænsning). Eftersom udbetalte ratepensioner ikke pålægges bruttoskat men kun almindelig personlig indkomstskat,betyder selvsagt også lavere skat på modtagne ratepensioner.Hvis som en approksimation regner med, at skatteværdien af fradragene for pensionsbidrag og skattesatserne, der gælder for udbetalte ratepensioner, sænkes lige meget (og iøvrigt antager at diskonteringsrenten svarer til det opnåede disponible afkastaf

kastafpensionskapitalen), er det af skattereformens hovedelementer alene indførelsen
af bruttoskatten, der vil påvirke nutidsværdien af ratepensionsordninger.

Da således reduktionen af skatteværdien af fradrag helt eller delvis opvejes af lavere på udbetalte ratepensioner, samtidig som bruttoskattebelastningen på bidrag til kapital- og ratepensioner er ensartet, kan man konstatere, at skattereformen alt andet lige påvirker kapitalpensioner mere negativt end ratepensioner.

Hvad der lige er blevet sagt om ratepensioner er relevant ved indgåelse af nye kontrakter. kan så tilføje her, at private ratepensionister, der har kunnet fradrage deres pensionsbidrag mod en marginalskat på tidligere op til 73 eller 68 procent, opnår en betydelig »windfall gain«, fordi marginalskatten på deres private pensioner nedsættes væsentligt bl.a. på grund af indførelsen af de nye arbejdsmarkedsbidrag.

Skattereformen, opsparingen og det ydre pres

to Ft interessant spørgsmål er. hvordan skattereformen kan forventes at påvirke husholdningernes samlede opsparing. Det afgørende vil her være ændringerne i renten efter skat. Som vist i Tabel 3 reducerer skattereformen skatten på kapitalindkomster for folk med lave eller mellemstore indkomster, således at renten efter skat alt andet lige Da disse grupper typisk vil være nettolåntagere, kan man regne med, at opgangen renten efter skat vil resultere i et ønske om øget opsparing. At effekten er utvetydig beror på at den såkaldte substitutionseffekt og indkomsteffekten begge trækker retning af øget opsparing. For folk med høje indkomster og betydelige positive nettokapitalindkomster indebærer skattereformen på den anden side en svagt øget beskatning kapitalafkast og derfor en mindre reduktion af renten efter skat. I dette tilfælde er virkningen heraf på opsparingen imidlertid usikker, fordi substitutionseffekten i retning af mindre opsparing, mens indkomsteffekten giver øget opsparing. samlede effekt på denne gruppes opsparing vil dog formentlig være beskeden, nedgangen i renten efter skat er meget lille. Ved vurdering af effekten på opsparingen i alle indkomstgrupper under ét af omlægningen af den almindelige kapitalindkomstbeskatning det væsentligt at tage hensyn til, dels at husholdningssektorens renteudgifter markant overstiger de skattepligtige renteindtægter, at højindkomsttagerne står for en relativ stor del af den samlede opsparing. Alt i alt forekommer det sansynligt at ændringen af den almindelige beskatning af kapitalindkomst set medfører en forøgelse af husholdningernes opsparing.

For af kunne bedømme den samlede skattereforms effekt på husholdningernes opsparinger selvsagt nødvendigt at tage hensyn til alle elementer i skattereformen af betydning for opsparingsadfærden. Som vi har set, gør skattereformen det klart mindrefordelagtigt gå ind i private pensionsordninger, specielt kapitalpensioner. Alt andetlige denne forringelse antages at gøre interessen for de danske private pensionsordningermindre den ellers ville have været. Der skal ikke her gøres noget forsøg

på at veje de nævnte effekter sammen til en nettoeffekt på husholdningernes opsparing.
At opsparingen så også påvirkes af det igangværende rentefald er en anden historie.

21. Trods de gennemførte sænkninger for folk uden høj indkomst og stor formue vil skatten på kapitalindkomst også efter skattereformen være langt højere i Danmark end i de andre nordiske lande, mange EF-lande og USA (se f.eks. OECD 1991 s. 78). Ved de seneste års skattereformer i Sverige, Norge og Finland valgte man at beskatte kapitalindkomst 30, 28 og 25 procent og svenskerne har siden besluttet at sænke satsen til 25 procent. Herover for står de nye progressive danske satser på 37.5/43.5/58 procent.

Som senest fremhævet af Personskatteudvalget kan store forskelle i kapitalafkastbeskatningen betydelige problemer for højskattelandene. Et problem er, at det lave efter-skat afkast kan resultere i en lavere opsparingstilbøjelighed i Danmark end i lande vi sammenligner os med. Faktisk er den private opsparing lavere herhjemme end i de andre EF-lande. På længere sigt vil det kunne påvirke standardudviklingen i Danmark Andre problemer er selvsagt, at et stort skattespænd vil øge presset på skattekontrolfunktionen og kan medføre, at skattegrundlaget siver til lavskattelande med provenutab til følge. F.eks. betyder de nye regler, at en svensker på sin side af Øresundsbroen kunne beholde 75 procent af afkastet, mens en velbjerget dansker på den anden side kun vil kunne beholde 42 procent. Med samme rentesats ville svenskerens af en og samme placering altså være knap 80 procent større end danskerens!

At skattesatserne for kapitalindkomst, herunder realrenteafgiften, i de kommende år vil være langt højere i Danmark end i de andre nordiske lande og en række andre lande, vi plejer at sammenligne os med, sætter naturligvis også den danske pensionsopsparingsordning pres. Mere præcist betyder det alt andet lige, at en placering af pensionsopsparingen i udlandet i mange tilfælde vil være klart mere fordelagtig end en placering i Danmark på grund af den meget høje og specielle danske realrenteafgift. Det skattesubsidie til kapitalpension, som ligger i retten til fradrag for pensionsbidrag og den relativt lave beskatning af udbetalte kapitalpensioner er, når der også skal svares af det løbende afkast, ikke under alle omstændigheder nok til at sikre et højere efter skat på pensionsopsparing i Danmark end i udlandet. Tværtimod vil det i mange tilfælde være sådan, at den udenlandske placering, selv uden fradragsret for indbetalinger, vil være den mest fordelagtige, forudsat at pensionsindbetalingerne sker over et åremål af en vis længde. (I Matthiessen 1993 præsenteres en lang række simuleringer under alternative forudsætninger om skatteregler, forrentning og løbetid, som illustrerer dette).

Skønt den helt overvejende del af den danske pensionsopsparing hidtil synes at væreblevet
i Danmark, gør de rådende forskelle i afkast efter skat ved placering
i Danmark og udlandet det naturligt at rejse spørgsmålet, om den danske pensionsopsparingssektorfremover

sparingssektorfremovervil kunne bevare sin markedsandel. I givet fald handler det også om statens provenu af realrenteafgiften. I 1993 forventes den at indbringe 22.7 mia. kr. eller mere end en fjerdedel af momsprovenuet og der er altså en åbenbar statsfinansielinteresse til at bevare den danske realrenteafgift. Hidtil er der ikke fra EU's side fremlagt harmoniseringsforslag for at sikre, at handel med finansielle tjenesteydelseri indre marked ikke bremses af diskriminerende regler i enkelte medlemslande,men forekommer sandsynligt at sagen vil blive taget op på et tidspunkt. Protentielt er der således tale om et ydre pres på de danske regler om pensionsbeskatning,som fra såvel markedskræfterne som legale overvejelser.

Udviklingen de nærmeste år vil vise, hvor store disse problemer er i praksis. Meget taler dog for, at det i en snarlig næste reformetape vil være hensigtsmæssigt at tilpasse den danske kapitalindkomstbeskatning til udlandets trods de finansielle og fordelingspolitiske

Afslutning

22. Skønt den svenske skattereform i 1981 (hvorom enighed nåedes »den underbara natten« i april) begrænsede skatteværdien af rentefradrag til langt under den højeste maiginalskattesats, må det siges, at det var Danmark, der som det første nordiske land i 1986 indførte den differentierede indkomstbeskatning med (stort set) proportional beskatning af kapitalafkast og progressiv skat på anden indkomst. Trods mange forskelle enkeltheder er skattereformerne i Sverige, Norge og Finland 1991-93 principielt på netop denne løsning, og man har derfor talt om den nordiske indkomstbeskatningsmodel. vi har set har Danmark med skattereformen fra 1993 i en række henseender forladt denne nordiske skattemodel og er delvis vendt tilbage til den traditionelle form for indkomstbeskatning, som var gældende før 1987. For en udførlig diskussion af den differentierede indkomstbeskatning, se Sørensen (1993).

23. Den vedtagne skattereform har umiskendeligt haft Personskatteudvalgets forslag forbillede, men der er også en række bemærkelsesværdige forskelle. Den væsentligste er uden tvivl, at det øremærkede arbejdsmarkedsbidrag - som skal finansiere omkring halvdelen af den samlede indkomstskattelettelse på 46 mia. kr. i 1998 - ikke indgår i Personskatteudvalgets forslag. Udvalget bruger megen kraft på at diskutere fordele og ulemper ved arbejdsmarkedsbidrag, men finder dem problematiske, de strider mod det traditionelle skatteevneprincip og derfor i og for sig bidrager at skævtrække den fordelingsmæssige balance. En anden indvending, udvalget vægt på, er, at skattegrundlaget vil være forskelligt for lønmodtagere og selvstændige, idet det for lønmodtagere vil være bruttoindkomsten, mens det for selvstændige være nettoindkomsten.

Af andre forskelle mellem skattereformen og Personskatteudvalgets forslag skal
nævnes :

- På grund af arbejdsmarkedsbidraget kan skattereformens indkomstskatteskala være noget lempeligere end skatteudvalgets. Således er satsen for bundskatten kun 8 procent mod udvalgets 10, og mellemskatten betales ifølge skattereformen først fra 130.000 kr. mod 100.000 kr. i udvalgets forslag.

- Skatteudvalget foreslog ikke en nedsættelse af lejeværdiprocenten som kompensation
den reducerede skatteværdi af rentefradrag, men derimod en særlig skat på
lejerboliger.

- Skatteudvalget foreslog, at 70 procent af al aktieindkomst (d.v.s. udbytter og alle aktieavancer) skulle beskattes progressivt som almindelig kapitalindkomst. indebærer derimod forskellig beskatning af aktieavancer før og efter 3 års ejertid og forskellig beskatning af børsnoterede og ikke-noterede aktier. Desuden opretholder skattereformen den fritstående og relativt lave beskatning af aktieudbytte indfører beskatning af kursgevinster på aktier også efter 3 års ejertid, når der er tale om børsnoterede aktieporteføljer med en kursværdi på over 100.000 kr.

- Skatteudvalgets forslag om progressiv beskatning af positiv nettokapitalindkomst
friholder ikke som skattereformen de første 20.000 kr. (40.000 kr. for gifte).

- Skatteudvalgets forslag om at begrænse fradrag for faglige kontigenter og A-kassebidrag
højst 6.000 kr. genfindes ikke i skattereformen.

- Skatteudvalgets forslag om en radikal begrænsning af adgangen til befordringsfradrag
i skattereformen til en beskeden begrænsning (mindst 40 km per dag blev
til 24 km mod de hidtidige 20 km).

24. I Personskatteudvalgets kommissorium er punkt 2 en forenkling af personbeskatningen.Det derfor nærliggende at stille spørgsmålet, om skattereformen har givetos enklere skattesystem. I visse henseender er der tale om forenklinger. Et godt eksempel herpå er personfradraget, som de sidste 10 år har været forskelligt ved beregningaf statslige og den kommunale skat, men som nu bliver ens. En anden forenklinger af treprocentfradraget, som reelt var et ekstra »skjult« indkomstintervali Trods disse og andre forenklinger må det nok desværre konstateres,at næppe er blevet lettere for skatteyderne at gennemskue skattesystemet. Det, der i denne forbindelse er nok så afgørende, er, at antallet af forskellige skatter og dermed skattegrundlag vokser for hver ny skattereform, vi får. Holder vi os til det enkleste tilfælde, d.v.s. lønmodtagerne, var skattegrundlaget før 1987 principielt den samlede nettoindkomst. I skattereformen fra 1986 indførtes sondringen mellem kapitalindkomstog indkomst. Denne sondring er så videreført i det nye skattesystem,hvor opereres med forskellige indkomstgrundlag for bundskat, mellemskat,topskat, og aktieskat. En konsekvens heraf er feks., at skattelofterne nu bliver mindre entydige, fordi de er bindende for så vidt angår den almindeligeindkomstbeskatning

mindeligeindkomstbeskatningmen ikke arbejdsmarkedsbidraget. En væsentlig komplikationer
selvsagt også, at overgangsordningerne løber over 4 år.

At det kræver en betydelig og i mange tilfælde uoverkommelig indsats at sætte sig ind i og gennemskue det reelle indhold i et så omfattende men tillige vigtigt regelsæt som de nye skatteregler, kan der ikke herske tvivl om. Det ville Grundtvig næppe have syntes om. Det har til gengæld de professionelle skatterådgivere gode grunde til.

25. Til slut et politologisk synspunkt. Det gælder spillerummet for diskussion og justeringer fremlæggelsen af skattereformforslaget den 19. maj 1993, dagen efter folkeafstemningen om Maastricht-traktaten. Kort efter fremførtes den kritik fra de to store borgerlige partier, at de forestående forhandlinger ville blive ført på skrømt, fordi flertalsregeringen havde valgt sin model og ikke kunne acceptere væsentlige ndringer skatteforslaget. Om der blev tale om reelle forhandlinger og om justeringerne, der kom ud af behandlingen af skatteforslaget er væsentlige eller ej, skal være usagt her.

Derimod kan der være grund til at erindre om, at situationen i 1985-86 var helt parallel, med den forskel at de to store oorgernge paruei dengang uiiiønc flu uILi. Dengang var det helt tydeligt, at alle 6 partier ønskede at undgå debat om skattereformforslaget frygt for at den kunne true forligspartiernes enighed. Som et eksempel det nævnes, at hverken den daværende eller dengang foregående skatteminister offentligt at diskutere en række konkrete ændringsforslag fremført i en kronik i Politiken 28. november 1985, knap 4 måneder før lovforslagets vedtagelse i Folketinget. Af de der fremførte forslag er flere inkorporeret i den nu vedtagne skattereform gælder forslagene om ensartede statslige og kommunale personfradrag og afskaffelsen af treprocentsfradraget). Hele dette forløb i 1985-86 er beskrevet i en artikel Pressens Årbog 1988 om den offentlige debats muligheder for at påvirke indholdet de politiske beslutninger. Sammenlignes 1985 og 1993 i det perspektiv, må det siges være en klar fordel, at reformforslaget denne gang baseredes på Personsskatte - udvalgets velskrevne betænkning, der kom godt 7 måneder før skattereformforslaget blev fremlagt. I 1985 blev det derimod stort set først ved fremlæggelsen af skattereformforslaget hvad slags skattereform, man ønskede at gennemføre. På den anden er de 5 uger i maj og juni 1993 til offentlig debat om selve skatte forslaget beskedne forhold til de 9 måneder, der var 1985-86 - som så kun udnyttedes i ringe grad på grund af skattereformarkitekternes uvilje mod debat.

Litteratur

Finansministeriet Budgetdepartementet. 1993.
Finansredegørelsen København

Matthiessen, Lars. 1973. »Index-Tied Income
Taxes and Economic Policy« The Swedish
Journal of Economics, s. 49-66.

Matthiessen, Lars. 1985. »Forenkling af den
ny skat« Politiken 28/11.

Matthiessen, Lars. 1986. »Yderligere synspunkter skattereformen« Working Papers 1/1986, Institut for Nationaløkonomi Sociologi, Odense Universitet.

Matthiessen, Lars og Christen Sørensen. 1988.
»Den manglende offentlige debat om skattereformen«.
Årbog, s. 93-98.

Matthiessen, Lars 1993a. »Some Observations Payroll Taxes, the Overall Marginal Rate, Shifting and Work Effort« I Nordic Council for Tax Research: Tax Reform the Nordic Countries, Uppsala, s. 27-39.

Matthiessen, Lars 1993b. »Pension Saving
and Taxation in a Single Capital Market.
A Nordic Perspective«.

OECD. 1991. Taxing Profits in a Global Economy.
and International Issues.
Paris.

Sørensen, Peter Birch. 1993. »Recent Tax Reform in Scandinavia«. Global and Transformation. Economic in Honor of Karsten Laursen. København 1992.

Rapport fra Udvalget om Personbeskatning
1-IJ. 1992. København

Regeringen. 1993. Ny Kurs mod bedre tider.
København.