Problemer i banksystemet tillægges langt større betydning end vanskeligheder i am
erhverv, hvilket afspejler den centrale rolle, som især betalings- og kreditformidling
spiller for den samlede økonomi.

I denne artikel diskuteres årsagerne til og virkningerne af de ringe regnskabsresul ter, som danske pengeinstitutter oplever i disse år. Der tages udgangspunkt i en ræl forhold, der på ensartet vis berører banker i de fleste industrilande. Herefter ses på nordiske bankers helt usædvanligt vanskelige vilkår, og endelig behandles de dans pengeinstitutters specielle problem, som består i langsigtet indtjeningssvigt.

Som afslutning gøres nogle betragtninger over den danske finansielle sektors tilp
ningsmulighedef i lyset af den danske økonomiske situation, som den tegner sig tidlij
1993.

Resumé

SUMMARY: The international banking community suffers from decreasing profitabil as a consequence of increased competition and disintermediation. Banks in the Norc countries are severely hurt and even if Danish banks have been doing reasonably we they have to cope with heavy losses on bad debts and with high costs. Adjustments c pear to become painful for the banks as well as for their customers.

1. Det internationale perspektiv: securitization og øget konkurrence¹

Inden pengeinstitutternes konkrete situation - især deres indtjenings- og egenkapil forhold - belyses nærmere, kunne det være rimeligt at overveje, om det er berettige tillægge banksektorens økonomiske sundhed en så afgørende betydning, som man uc tøven gør i den offentlige debat.

Det kunne f.eks. forventes, at fremkomsten af en række alternative finansielle form lere trods alt ville gøre det mindre oplagt, at bankernes og sparekassernes problemer; tomatisk skulle sprede sig til den øvrige økonomi. I forlængelse heraf kunne man o\ veje, om det er berettiget og hensigtsmæssigt at underkaste banker og sparekasser er indgribende offentlig regulering og overvågning, som man nu er kommet frem til at i føre. I en situation, hvor stort set alle tillægger frie markedsforhold en afgørende væ bestræbelserne på at sikre effektivitet, så kunne det endda tænkes, at den hidtidige de

---

1. Se f.eks. OECD (1992).

gulering af den finansielle sektor ikke har været vidtgående nok. Der har som bekendt udviklet sig en lang og respektabel tradition i økonomisk teori² for »free banking« som det sikreste middel til at opnå finansiel stabilitet - og disse argumenter kunne synes at fa øget vægt, når man observerer, hvor svært det er blevet at adskille bank- fra anden erhvervsaktivitet.Dette ikke mindst, når man betragter den internationale udvikling omend mange af tendenserne genfindes herhjemme - idet en stigende andel af den samlede finansielle formidling varetages af »non-bank banks«.

Store låntagende virksomheder kan i dag udstede meget raffinerede fordringer direkte markedet, og for økonomiske enheder, der ønsker at placere midler findes tilsvarende meget rigt udbud af værdipapirer, som ofte udgør et interessant alternativ til traditionelle i pengeinstitutter. Denne såkaldte securitization eller disintermediation drives frem af ønsket om at spare de omkostninger, som placering af ind- og udlån på en banks balance medfører. Oprindelig var det de største og mest kreditværdige koncerner, der blev tilskyndet til securitization, men i dag udstedes erhvervsfordringer i mange forskellige - de mest risikobehæftede kendes som junk bonds. En anden vigtig kilde til securitization er det store udbud af statsfordringer - alle større industrilande har betydelige underskud på statsbudgetterne - som dels har forbedret værdipapirmarkedernes og dels har forøget overskudsenhedernes valgmuligheder gennem en bemærkelsesværdig, finansiel kreativitet³.

I det omfang den rente- og valutarisiko, som operationer i værdipapirer medfører, findes
lader den sig eliminere gennem anvendelse af de mange options- og futuresrelaterede
der er udviklet i det seneste tiår.

• Det ville være forkert at hævde, at den beskrevne udvikling har været problemløs. Kreditrisikoen elimineres ikke ved securitization. Det kan endda ses, overgangsvist, som en ulempe, at bankerne - der formodes at have særlige informationsmæssige fordele ved kreditværdighedsprøvelser-kobles fra kreditgivningen og erstattes af forskellige former for credit rating, men ulempen herved skal vejes op mod besparelserne ved at undgå eller bankernes medvirken.

Der er endnu ikke tale om at bankerne er ved at blive overflødige - de fleste virksomheder ikke den fornødne ekspertise til fuldt ud at benytte de nye muligheder og andre har ikke den fornødne størrelse og kreditværdighed til at gøre det. På privatkundemarkedet securitization endnu kun en mindre rolle, omend der stadig udvikles produkter, der kan fungere som substitutter for indlån. Man må imidlertid konstatere, at disintermediation har givet bankerne skærpet konkurrence på både ud- og indlånssiden, og det er vigtigt at understrege, at udviklingen henimod mere effektive og komplette markeder for omsættelige fordringer fortsætter.

---

2. Se f.eks. Benjamin Klein (1974) og Friedrich von Hayek (1978).

3. Den danske udvikling kan følges i Nationalbankens (tidl. Budetdepartementets) publikation Statens låntagning gæld.

Det skal med i billedet, at de traditionelle finansielle formidlere også selv anvender de nye muligheder dels ved at funde sig gennem udstedelse af markedspapirer som et supplement modtagelse af almindelige indlån⁴ og dels ved -i situationer, hvor balancerne reduceret - at sælge ud af etablerede udlån efter at disse er konverteret til værdipapirer.

Parallelt med forløbet af securitization-processen har man kunnet iagttage, at mange større virksomheder har udviklet deres økonomi-og finansafdelinger til noget, der ligner banker (uden dog at være underkastet offentlig regulering og tilsyn). Man kan ganske vist ikke som »rigtige banker« henvende sig til offentligheden for at modtage indlån, men gennem udstedelse tå commercial papers eller de helt korte, pengemarkedsrelaterede kommer man ganske tæt på⁵.

Pengeinstitutterne er stadig ene om blandt sine passiver at have betalingsmidler - oftest banker og sparekasser også for driften af landets betalingsformidlingssystem - men som fremhævet findes der efterhånden fordringstyper, der tjener som nære substitutter egentlige penge.

Også hvad løbetidstransformation angår - evnen til at udføre denne funktion anses, på linie med varetagelse af betalingsformidlingen, for at være det helt centrale i bankvirksomhed har »non-bank banks« opnået en betydelig konkurrencedygtighed. Ønskes et langsigtet investeringsprojekt finansieret kort, så udstedes korte fordringer, hvortil der kan være knyttet kontrakter om en serie af fremtidige fornyelser. Resultatet for debitor kan bringes til at modsvare et varierende træk på en kassekredit - virksomheden gør således det samme, som når en bank yder langfristede lån efter at have rundet sig med anfordringsindlån el. lign. Optager en »non-bank bank« et langt obligationslån for at finansiere en kortfristet aktivitet, så kan den opståede renterisiko elimineres gennem anvendelse af futures- eller optionsrelaterede produkter.

Det skal for god ordens skyld igen understreges, at hverken de samlede finansielle risici eller omkostningerne ved at undgå dem ændres, fordi det traditionelle formidlerled undgås. Men de virksomheder, som har det krævede finansielle know-how og et tilstrækkeligt navn kan som nævnt spare transaktionsomkostningerne⁶.

---

4. Man kan hævde, at securitization-processen tog sin begyndelse, da amerikanske banker i begyndelsen af 1970erne tilbød sine indlånskunder konkurrencedygtige rentesatser gennem udbud af Certificates of Deposits.

5. Der eksisterer også fordringstyper, bl.a. de såkaldte Note Issuance Facilities, hvor afsætningen af lånene garanteres af en trediepart, oftest en bank, som betales herfor. Denne finansieringsmetode - som repræsenterer mellemform mellem traditionelle lån og markedslåntagning i eget navn - spillede en stor rolle, da securitization-processen tog fart i midten af 1980erne. Nu anvendes garanterede låneoptagelser kun i beskedent

6. Man kan bemærke, at der inden for forsikringsvirksomhed har fundet en hel tilsvarende udvikling sted, idet større koncerner m.v. i stigende grad vælger at tegne sine forsikringer direkte i markedet via et eget, såkaldt captive-selskab i stedet for at henvende sig i de traditionelle detail-forsikringsselskaber.

Pengeinstitutterne har faet øget konkurrence, og deres indtjening er da også klemt i de fleste industrilande, jf. fig. 1. Her sammenlignes for fire udvalgte lande nogle vigtige indtjeningskomponenter for årene 1985 og 1990. Nettorenteindtægterne udgør en nogenlunde andel af balancesummerne, men nettoindtægten (der tillige omfatter værdiregulering af værdipapirer og omkostninger ved bankdriften) er svagt faldende. Provisionsindtægterne er vokset- værdipapirmarkedernes øgede betydning tilsiger dette men slutresultatet bliver, at overskuddene før skat er faldet markant; udviklingen i indtægter og udgifter har ikke gjort det muligt at absorbere de stigende afskrivninger og hensættelser, som de fleste landes pengeinstitutter har oplevet i den betragtede periode.

Skærpet konkurrence og dalende indtjening er også en konsekvens af betydelige strukturelle forandringer indenfor den traditionelle finansielle industri. I de fleste lande er tidligere tiders skel mellem delsektorerne under hastig nedbrydning - som eksempler kan nævnes forsikringsvirksomheders forbedrede muligheder for at drive bank- og finansvirksomhed, adgang til at sælge skadesforsikrings- og pensionsprodukter og ligestilling mellem sparekasser og banker. Denne udvikling er visse steder foregået på markedsdeltagernes eget initiativ og med myndighedernes stiltiende accept, men oftest er forandringerne en konsekvens af bevidste forsøg på at fremme konkurrencen gennem en liberalisering af lovgivningen. Etableringen af EF's indre marked for finansielle tjenesteydelser givet en række eksempler herpå, og de amerikanske planer om at ophæve Lovens forbud mod udøvelse af investment og commercial banking i samme juridiske enhed peger i samme retning.

Det har endelig også fremmet konkurrencen, at bankvæsenet i løbet af 1980erne for alvor blev internationaliseret. De nationale markeder er blevet åbnet for udenlandsk etablering adgangen til at drive grænseoverskridende virksomhed er blevet anerkendt; man kan igen henvise til EF's indre marked, der har fremskyndet og systematiseret processen Europa.

Selve nedbrydningen af disse skel har - ligesom securitization og desintermediation - givet bankkunderne store velfærdsgevinster, men udviklingen har også givet anledning til en række nye problemer. Der har været en overraskende stærk og naiv tro på, at »græsset naboens mark var grønnere«. Når banker, såvel som forsikringskoncerner - med indtjeningsproblemer på egne kerneområder - har valgt at tage nye aktiviteter op eller etablere sig i udlandet, så er det ofte⁷ gået galt, navnlig hvis etableringen er sket ved overtagelse af bestående enheder til opskruede priser.

Man kan sammenfatte denne beskrivelse af de mange forandringer på den måde, at nationale delmarkeder - præget af markedsimperfektionerne understøttet af offentlig og kollegial regulering - i løbet af en kort periode er blevet integreret til ét internationalt marked med et meget stort antal udbydere. Det kan tilføjes - men betragtningen bygger snarere på udtalelser fra markedsdeltagere og -iagttagere end på tilgængelige data - at nedbrydningen af imperfektioner har været ledsaget af, at både forsvarende og indtrængende har tilbudt priser og vilkår, der har vist sig at være tabsgivende. Der har åbenbart hersket en kollektiv overvurdering af den fremtidige efterspørgsel efter finansydelser, indtil videre må være den mindst dårlige forklaring på, at et erhverv præget af lav indtjening har forøget sit ressourceforbrug, sådan som den internationale finanssektor har gjort det i 1980erne.

2. Myndighedernes reaktion

Der er intet belæg for at antage, at krise og sammenbrud i den finansielle industri skulle fa mindre alvorlige følger nu end tidligere. Som beskrevet bl.a. hos Benjamin Friedman (1991) er stort set alle enige om, at dyb finansiel krise præget af sammenbrud i institutioner, indskrænkning af kreditgivningen, ledsaget af fald i fordrings- og ejendomspriser kan undgå at virke ind på konjunkturforløbet. De fleste, men ikke alle tilslutter sig følgelig det synspunkt, at finanskriser bør modvirkes af offentlig indgriben. Man kan ganske vist notere sig, at liberalt indstillede økonomer - se f.eks. Friedman og Schwartz (1986) - vil understrege, at omfanget af den realøkonomiske påvirkning ofte er blevet forstærket af den måde, myndighederne har håndteret problemerne på. Men også af deres observans mener trods alt, at offentlig overvågning og intervention i princippet er ønskværdig. De fleste har formentlig også den opfattelse, at indkapsling af børskrisen i 1987 og redningen af først de amerikanske Savings- and Loan Associations senere banksystemerne i Norge, Sverige og Finland har været både behændige og nødvendige - omend nogle af disse operationer har været fantastisk kostbare.

---

7. Men ikke altid - der kan gives eksempler på, at grænseoverskridende virksomhed har medført reelle economics scope. Det er for tiden på mode at føre sin aktivitet »back to basics«, men det kan udmærket vise sig at være lige så uhensigtsmæssigt som de hidtidige, noget bevidstløse, forsøg på at udvide forretningsområderne.

Det er svært at sige, om de omtalte strukturelle forandringer har gjort systemerne mere end tidligere. Securitization har ganske vist gjort bankernes andel af den samlede mindre, men hvis en fordringsudstedende virksomhed rammes af problemer - måske fordi den traditionelle kreditgivning til dens debitorer reduceres - så vil evnen til at honorere forpligtelser indgået direkte i markedet mindskes, hvilket omsættes kontraktive kursfald - i værste fald til 0 - på erhvervsobligationer m.v. Her gælder at myndighedernes muligheder for indgriben vil være mindre end ved traditionel ⁸, ligesom det ikke er muligt at udforme nogen form for indskydergaranti. er på den anden side en mulighed, at en låntagende virksomheds kapitalgrundlag være stærkere end de formidlende bankers, således at systemets robusthed er forøget. tilsvarende vis kan den omtalte grænseoverskridende aktivitet både være en ulempe og en fordel; et stærkt moderselskab kan redde en datter, men er udgangspunktet svagt, kan det modsatte blive tilfældet.

Men hvad så med de ovenfor antydede argumenter for »free banking« som et bedre
middel til opnåelse af finansiel stabilitet end offentlig regulering. Giver de diskuterede
institutionelle ændringer ny støtte hertil?

Man kan for det første konstatere, at vanskeligheder i den traditionelle banksektor - som beskrevet - har store eksterne effekter, så selvom en ureguleret bankdrift på længere ville medføre en højere effektivitet - gennem markedselimination af de svageste enheder - så kunne en sådan proces tænkes at lede til uacceptable omkostninger. For det andet er det tydeligt, at fortalerne for free banking⁹ i realiteten snarere er optaget af stabilitet end generelt i det finansielle system, når man har ønsket at give markedsdeltagerne til at søge hen mod de(t) pengeinstitut, hvis passiver bedst holdt værdien i forhold til et repræsentativt varebundt - de realøkonomiske konsekvenser en sådan tilpasning har været tillagt mindre betydning.

For det tredie - og væsentligst - så kan man spørge om bankvirksomhed overhovedet kan forblive ureguleret i lyset af den kendsgerning, at bankerne og andre finansielle formidlereunder oplever betydelige stordriftsfordele ved at etablere en effektiv, indbyrdeslikviditetsclearing; en sådan ville de nødvendige likviditetsreserver blive ødelæggendestore. hvis der skal drives et effektivt interbankmarked (pengemarked), så må bestemte spilleregler overholdes, hvorfor markedsdeltagerne vil have en fælles interessei af en effektiv tilsyns- og formidlingsenhed. Hertil kommer, at en lender-of-last-resort-funktion vil være meget ønskværdig. Goodhart (1985) anvender netop et såkaldt »club approach« i sin beskrivelse af, hvordan en centralbank opstår. Én bank - primus inter pares - påtager sig hvervet som »bankernes formand«, og for at fastholdeden

---

8. Dette er ingen kritik af markedslåntagning. Sandsynligheden for betalingssvigt vil i princippet være afspejlet de vilkår, der blev aftalt ved lånets indgåelse eller ved eventuelle løbende fornyelser.

9. SeLaidler(l992).

holdedennødvendige neutralitet opgiver denne bank efterhånden sine mellemværender
med ikke-bankkunder.

Det er her interessant at se, at hvis denne beskrivelse er korrekt, så kan et fuldstændigt ureguleret banksystem i virkeligheden slet ikke tænkes, og det synes også rimeligt at antage, en formidlende og kontrollerende opmand vil være yderst relevent i et system baseret på en høj grad af securitization. Markeder for korte fordringer - udstedt af staten, virksomheder eller banker - er afhængig af eksistensen af et pengemarked og (dermed) en centralbanks medvirken. Men også hvad længere løbetider angår, synes meget at tale for offentlig overvågning af børsfunktionen, prisdannelsen etc.

Det er da også tydeligt, at man i mange industrilande har bevæget sig fra specifikke sektortilsyn hen mod generelle finanstilsyn, og at centralbankerne (i de tilfælde hvor tilsynsmyndigheden er placeret der) ikke alene beskæftiger sig med bankernes, men med alle finansmarkedernes effektivitet.

3. De danske pengeinstitutter

Det er velkendt, at de nordiske landes finansielle systemer hører til blandt de aller hårdest i verden, og de samlede offentlige kapitalindskud, der er blevet foretaget i Norge, Sverige og Finland har da også en størrelsesorden, der svarer til 5 - 8 pct. af ét års BNP¹⁰. Lybeck (1992) anslår, at den samlede svenske regning vil nå langt højere op.

Som det allerede blev antydet i fig. 1, så har danske pengeinstitutters indtjening været lav og faldende i løbet af 1980erne. Når man alligevel ikke er kommet i samme situation som i de øvrige nordiske lande, hænger det sammen med en initialt langt højere solvens, meget store kursgevinster i 1983 og 85 (se fig. 3) og den omstændighed, at liberaliseringen det danske finansielle system kom tidligere, foregik langsommere og tog sit udgangspunkt et mindre restriktivt niveau end i de øvrige lande. Det kan også fremhæves, det danske makroøkonomiske forløb har været noget roligere end i de andre lande; Norge gik fra høj- til lavkonjunktur ved det pludselige olieprisfald i 1986, i Sverige den økonomiske politik ganske voldsomt i 1989-90, hvilket bl.a. fik dramatisk indvirkning på ejendomsmarkedet, og i Finland kollapsede eksporten ved Sovjetunionens opløsning. Med der er trods alt klare fællestræk ved den makroøkonomiske Alle lande har reduceret inflationsraterne fra et niveau over til under OECD-gennemsnittet, og der er sket markante fald i de reale vækstrater.

Som man kan se af fig. 2 har udlånsvæksten i de danske pengeinstitutter da også været mere behersket end i de norske, svenske og finske banker, hvorfor man efterfølgende haft færre udlån ydet på et urealistisk grundlag at kæmpe med, da konjunkturerne om.

---

10. Se Norges Bank (1992).

Som påvist af Lybeck (1992) og Koskenkylä (1992) har danske pengeinstitutters tab frem til og med 1990 været fuldt på højde med tallene ide andre nordiske lande, men niveauet i landet må dog antages at have været lavere 11991 og 92. hn anden væsentlig forskel er, at danske pengeinstitutter har kunnet tilpasse sig kapitalkravene i Basel-aftalen idet den tidligere Bank- og Sparekasselov stillede større solvenskrav end den nugældende (især når den indbyggede overgangsordning tages i betragtning), mens bankerne i de andre lande er blevet stillet over for krav om kapitalopbygning.

Det skal også understreges, at danske pengeinstitutter afskriver og hensætter til imødegåelse 'forventede tab, mens man i andre lande ofte kræver, at et tab skal være realiseret, balancen kan påvirkes. I en periode med stadigt voksende problemer forekommer danske metode at være mest hensigtsmæssig.

Nu er det selvfølgelig ikke tilfredsstillende blot at konstatere, at danske pengeinstitutter klaret sig bedre end de aller værst stillede internationale kolleger. Hertil kommer, at en nærmere analyse af danske bankers og sparekassers regnskabsresultater¹¹ viser flere træk.

I fig. 3 vises to mål for pengeinstitutternes nettoresultat før skat som pct. af egenkapitalenultimo dels de almindeligvis kommenterede tal, omfattende alle regnskabspåvirkendeposter, dels en størrelse, hvor kursgevinsterne på obligationsbeholdningerneer ud (bortset fra den effekt, der følger af løbetidsafkortningen). Sidstnævnteskal ses som det mest ægte mål for sektorens indtjeningsevne, idet de meget store kursgevinster i årene 1983 og 85 ikke kan gentages, bl.a. fordi kuponrenterne nu er langt tættere på den effektive rente end i begyndelsen af 1980erne. Det fremgår, at pengeinstitutternesindtjening

---

11. Alle data er hentet fra Finanstilsynets årlige beretninger. En figur, svarende til den her viste fig. 3, har tidligere været diskuteret i Nielsen (1992).

tutternesindtjeninghar været lav og stadigt faldende. Man ser tydeligt, at det selv i gode år - med lave afskrivninger og hensættelser - har været svært for pengeinstitutterne at opnå en indtjening svarende til mulige, alternative afkast, f. eks. obligationsporteføljer. En væsentlig konsekvens heraf har været, at det har været vanskeligt at fortsætte opbygningenaf ved akkumulation af reserver eller ved emissioner m.v. i markedet; se fig. 4.

Det kan naturligvis hævdes, at denne udvikling har været forårsaget af de meget store tab, men netop fordi disse tilsyneladende permanent ligger på et højt niveau, havde det været ønskeligt, om der var foregået en kompenserende tilpasning opad i nettorenteindtægten. som vist på fig. 3, så har dette ikke været tilfældet. Også omkostningsudviklingen temmelig upåvirket af den utilfredsstillende indtjening, hvilket er forsøgt demonstreret på fig. 5.

Det fremgår her - omend det må indrømmes, at de anvendte data langt fra er tilfredsstillende akkumulerede reale investeringer i maskiner og inventar¹² og de bogførte, beholdninger af bygninger er steget kraftigere end de reale balancer, der her opfattes et mål for pengeinstitutternes aktivitetsniveau. Antallet af ansatte er vokset frem til og med 1987, mens den reale lønsum fortsætter sin kraftige vækst i hele perioden; tendensen brydes i 1992 vides ikke.

---

12. De bogførte værdier er urealistisk lave.

Disse mål for inputs og output ved pengeinstitutternes produktion af financielle tjenesteydelser
naturligvis kritiseres for at være for primitive, men helt at frigøre sig fra,
at produktiviteten har været jævnt faldende, endda i en presset periode, kan man ikke.

Danske pengeinstitutter lider under betydelige tab som en følge af det makroøkonomiske Faldende inflation og ejendomspriser har gjort mange udlån - både til husholdninger erhvervsliv - yderst risikable, fordi den stillede sikkerhed er evaporeret i lånenes løbetid. Men det må bestemt understreges, at man dels ikke har formået at gennemføre prispolitik - herunder en effektiv prisdifferentiering - der har sikret en kompenserende og dels synes det tydeligt, at pengeinstitutterne har skubbet et omkostningsproblem sig.

Man kan stille det spørgsmål, om det er bestemte kundegrupper, der har bidraget så negativt til den samlede indtjening. Det er ikke muligt at få dette klargjort på baggrund af den offentliggjorte regnskabsstatistik, hvor hverken nettorenteindtægt eller tab fordeles på debitorkategorier. Men Finanstilsynets materiale gør det trods alt muligt at identificere gruppe af små og mellemstore pengeinstitutter - især pengekasser - som permanent tjent langt bedre end gennemsnittet; nettorenteindtægten har været højere og tabene

Ved at henvende sig direkte til en del af disse pengeinstitutter får man det indtryk, at de har holdt sig fra udlån til erhvervslivet, og i stedet koncentreret sig om - på konservativt - at låne til private. Hvis dette billede er korrekt, synes det at bekræfte, at det ovenfor diskuterede scenario også har betydning i Danmark. Den internationale konkurrence erhvervskunderne er blevet knivskarp og ofte tabsgivende.

4. Følgerne af pengeinstitutternes problemer

Det var længe siden, at virkningerne af pengeinstitutternes indtjeningssvigt begrænsede til stadig kursfald på bankaktier. I den nuværende fase kan man imidlertid frygte alvorligere konsekvenser for det makroøkonomiske forløb, idet man ikke kan se bort fra en negativ indvirkning på både rentedannelsen og kreditdispositionerne.

Man kan for det første konstatere, at interbankmarkedet, hvis vigtighed er diskuteret ovenfor, fungerer langt dårligere end før¹³. Hvor der tidligere kunne arrangeres pengemarkedsmellemværendermed række forskellige løbetider, så viger man nu ofte tilbagefra give hinanden kreditter med mindre disse sikres gennem modgående værdipapirtransaktioner(de swaps, der kan ses som en securitization af interbankmarkedet).Der dog forekomme situationer, hvor pengeinstitutter tvinges til at låne uden at kunne stille sikkerhed. Men som det fremgår af fig. 6, der viser forskellen mellem den usikrede og sikrede 3 måneders rente, så sker det nu ofte med meget høje risikopræmier. Man kunne forestille sig, at disse meget høje merrenter skulle forklares ved mangel på de nødvendige, underliggende fordringer, skatkammerbeviser, idet pengeinstitutternes beholdninger af disse fordringer har måttet reserveres til optagelse af låntagning i Nationalbanken,som kræver sikkerhed gennem sit krav om at centralbankudlån skal effektueresi af skatkammerbevis-swaps. For at modvirke denne effekt, besluttede Nationalbanken den 20. oktober 1992 at tillade pengeinstitutterne at låne hos sig mod sikkerhed i almindelige obligationer, fordi man lagde afgørende vægt på at få pengemarkedettil

---

13. Jf. bl.a. Danmarks Nationalbank (1992).

kedettilat fungere. Som man kan se af figuren er dette endnu ikke lykkedes. Man kan derfor frygte, at markedets ringe funktionsevne - som lader sig føre tilbage til den stadig voksende frygt for debitorernes solvens og betalingsevne - er ved at slå igennem på de satser, der tilbydes både ind- og udlånkunder i ikke-banksektoren. Problemerne forøges selvsagt, hvis den valutauro, der har præget Europa siden september 1992, fortsætter.

Hvad pengeinstitutternes udlån angår, så kan man bestemt ikke se bort fra, at faldet i
egenkapitalen og den heraf afledte, nødvendige »balance-slankning« vil føre til ekstraordinære
i forhold til husholdninger og virksomheder.

På baggrund af den her påviste indtjeningsudvikling er der intet overraskende i, at pengeinstitutterne søger at forbedre kvaliteten af kreditværdighedsundersøgelserne, men hvis ændringerne indtræder hurtigt - og gennemføres samtidig af alle banker og sparekasser - så kan der blive tale om et egentlig »credit crunch« med stor samfundsøkonomisk I det omfang, der bliver tale om et isoleret dansk fænomen, så afbødes af den nuværende fri adgang til at låne i udlandet - også i DKK - men en vis kontraktiv effekt er uundgåelig, da terminspræmierne på valutamarkederne er unormalt høje p.g.a. uroen, fordi danske virksomheders internationale kreditværdighed har lidt skade, og fordi mindre virksomheders og husholdningers reelle muligheder at låne i udlandet nok ikke er så store.

I fig. 7 belyses den hidtidige udvikling i det nominelle BNP og pengeinstitutternes
udlån14.

---

14. De kvartalsvise BNP-tal er Danmarks Statistiks og udlånene er beregnet som gennemsnit af Nationalbankens som de offentliggøres i Finansiel Månedsstatistik.

Det lader sig måske gøre at forklare udlånsfaldet ved fænomener på efterspørgselssiden høje opsparing og virksomhedernes lave investeringer), men tallene trods alt foruroligende, og udbudsbegrænsninger kunne hurtigt blive relevante, især hvis banksektoren oplever endnu et dårligt år i 1993.

5. Konklusion

Konkurrencen i det internationale finansielle system er blevet skærpet som en følge af radikale forandringer - fremkomsten af securitization, disintermediation og nedbrydningen en række skel mellem delmarkeder. I de nordiske lande oplever man ganske særlige vanskeligheder, fordi den makroøkonomiske tilpasning her har har været særlig voldsom og hurtig - de danske banker og sparekasser har hidtil kunnet klare sig rimeligt gennem problemerne, især fordi deres solvens i udgangssituationen var bedre end hos deres nordiske konkurrenter. Det er dog tydeligt, at danske pengeinstitutter har et omkostningsproblem, i kombination med de generelle, internationale forhold på bare lidt længere sigt kan give übehagelige problemer.

De kommende års tilpasning i sektoren kan blive vanskelig - en forceret nedbringning af afskrivninger og hensættelser vil give låntagerne store problemer i form af mindsket kreditgivning og dårligere rentevilkår, men det er lige så klart, at en for eftergivende holdning på afgørende vis kan svække bankers og sparekassers fremtidige muligheder. Det ville således være forkert at se bort fra den mulighed, at der i de kommende år vil kunne udgå en kontraktiv effekt på forbrug og investeringer fra finanssektoren. Hvis man skal undgå større, fremtidige balancereduktioner, er det vigtigt, at indtjeningen forøges,og

øges,ogdet er på denne baggrund yderst forståeligt, at man kæmper hårdt for at nedbringesine
omkostninger. Det er imidlertid ikke givet på forhånd, at man vil kunne
nå det.

Litteratur

Danmarks Nationalbank. Finansiel Månedsstatistik.
nr..)

Danmarks Nationalbank. 1992. Likviditetssystemet pengemarkedet. Notat af 28. december Optrykt i Danmarks Nationalbank: Februar 1993.

Danmarks Nationalbank (tidl. Budgetdepartementet).
låntagning og gæld. (Div.
årgange).

Finanstilsynet. Årlige Beretninger (Div. rgange)

Friedman, Benjamin. 1991. The Risks of Fi-
IlallClcll L^ilSCb. iVI. fCiuslciii, Cu.. /Ate Atj/v
of Economic Crises, Chicago.

Friedman, Milton og Anna I Schwartz. 1986.
Has Government Any Role in Money?
Journal of Monetary Economics, vol. 17

von Hayek, Friedrich, 1978. Denationalising
Money: The Argument Refined. London.

Klein, Benjamin. 1974. The Competitive Supply
Money. Journal of Money, Credit,
and Banking, vol. 6.

Koskenkylä, Heikki. 1992. Bankkrisen i de
nordiska länderna. Ekonomiska Samfundets
vol. 45, nr. 4.

Laidler, David. 1992. Free Banking: Theory. I: P. Newman, M. Milgate og J. Eatwell, eds.: The New Palgrave Dictionary of Money and Finance, vol. 2, London.

Lybeck, Johan A. 1992. Finansielle kriser förr
och nu. Stockholm.

problemer. Finanstilsynets Beretning 1991.
København.

Norges Bank: 1992. Penger ogKreditt, 1992/2.

OF-CD: i992.i992. tinancial Market trends, vol.
52, juni 1992.