Resumé

analysing the interdependence between political stability and economic development. Political stability is here defined in terms of parliamentary factors such as the number of parties in the government and the percentage of voters in support of the government. The focus of the article is to seek out the parliamentary factors that have had a significant impact on the economic development in terms of economic growth, inflation and rate of unemployment in the 11 countries.

Indledning

Det politiske systems betydning for den økonomiske udvikling er et omdiskuteret emne. høres påstande om, at det politiske system står magtesløst over for f.eks. den stigende Et centralt spørgsmål er i hvor høj grad det politiske system kan påvirke den økonomiske udvikling. Hvilken økonomisk betydning har det parlamentariske Er politisk stabilitet af afgørende betydning for en positiv økonomisk udvikling? kvantificering af effekterne af politisk stabilitet er kompliceret, idet problemstillingen multidimensional, og udover de sædvanlige problemer ved tværnationale undersøgelser er begreberne politisk stabilitet og økonomisk udvikling langt fra entydige. skal først defineres og operationaliseres, før en empirisk analyse kan foretages.

Denne artikel analyserer sammenhængen mellem politisk stabilitet og økonomisk udvikling en række vesteuropæiske lande udfra en overordnet hypotese om, at politisk stabilitet høj økonomisk vækst, lav inflation og lav arbejdsløshed. Den empiriske analyse omfatter 11 vesteuropæiske lande i perioden 1950-1985. De 11 lande er Belgien, Danmark, Irland, Finland, Vesttyskland, Holland, Italien, Norge, Østrig, Sverige og England.

---

Vi vil geme takke Niels Kærgård for kommentarer til en tidligere udgave af artiklen.

Politisk stabilitet er i økonomisk forskning tit en forudsætning for udvikling og vækst
i et lands økonomi. Simon Kuznets (1966) skriver således:

...clearly some minimum political stability is necessary if members of the economic society are to plan ahead and be assured of a relatively stable relation between their contribution to economic activity and their rewards. One could hardly expect much economic growth under conditions of political turmoil, riots, and unpredictable changes in regimes.

Ved politisk stabilitet forstår Kuznets dermed stabile omgivelser for det økonomiske system. En forudsætning for at virksomheder, private og offentlige kan fungere, er, at omgivelserne er stabile og fredelige uden uro, optøjer og andre uforudsigelige ændringer i det bestående regime.

Fokuseringen på disse meget håndgribelige indikatorer for politisk ustabilitet har været relevant for udviklingslande. I de højtudviklede, industrialiserede lande med en lang demokratisk tradition er det ikke tilstrækkeligt blot at definere politisk stabilitet med fravær af uro, optøjer mv. Flere faktorer må inddrages, hvis man vil analysere den politiske stabilitets betydning for den økonomiske udvikling.

I vores analyse er begrebet politisk stabilitet derfor koncentreret om parlamentariske forhold såsom varigheden af de enkelte regeringer, antallet af partier i hhv. regering og opposition, forekomsten af flertalsregeringer mv. Relevante spørgsmål i denne sammenhæng eksempelvis, om regeringer bestående af flere partier virker destabiliserende og dermed har en negativ indflydelse på økonomien, eller om flertalsregeringer er i stand til at fremvise bedre økonomiske resultater end mindretalsregeringer.

Analysens opbygning

Mht. opgørelsen af forskellige parlamentariske variable, er definitionen af en regering central. Vi vælger at definere en regering i henhold til dens sammensætning af partier; dvs. der er regeringsskift, når en regerings partisammensætning ændres. Udskiftning af ministre anses ikke for at være regeringsskift.

Regeringsskift er altså ikke afhængig af valgdatoer. I beregningerne er valgdatoen kun brugt som skæringsdato, når regeringsskiftet sker i forbindelse med et valg. Ved øvrige er en evt. mellemliggende periode uden regering blevet henregnet til den afgående regering. Dvs. at ved regeringsskift uden valg er en ny regering først ved magten den dag, den officielt annonceres. I år med regeringsskift vægtes værdien af hver enkelt variabel, idet datoen for regeringsskift afrundes til nærmeste halve måned. Udfra denne definition af en regering beregner vi hovedparten af de parlamentariske variable ved at sammenholde data fra en række forskellige opslagsværker. Økonomisk udvikling er i analysen repræsenteret ved tre økonomiske variable; økonomisk vækst, inflation og arbejdsløshed.

I tabel 1 defineres analysens variable; først de seks forklarende variable, derefter de tre
økonomiske responsvariable. For hver enkelt variabel er anført vores forventninger til,
hvordan de parlamentariske variable påvirker de økonomiske variable.

Det fremgår, at vi har valgt at lade politiske faktorer forklare den økonomiske udvikling, kausaliteten i vores analyse går fra politik til økonomi på trods af, at der ofte er tale om et samspil mellem faktorerne. Eksempelvis kunne man forestille sig, at en høj arbejdsløshed kan påvirke den politiske stabilitet i negativ retning.

Af tabel 2 fremgår gennemsnitstallene for de ni ovenfor nævnte variable i perioden fra 1950 til 1985 for hver af de 11 vesteuropæiske lande. Det fremgår af tabellen, at der er stor forskel i gennemsnitstallene for de 11 lande. Mht. udviklingen ide politiske variable spænder gennemsnittet for varigheden af de enkelte regeringer, VARIG, fra 1,3 år i Finlandtil i Østrig. Det gennemsnitlige antal partier i regering, PARTREG, svinger fra 1,0 i England til 3,6 i Finland og Holland, mens antallet af partier i opposition, PARTOPP,går gennemsnitligt 1,7 i Østrig helt op til 7,5 i Italien. Gennemsnittet for opbakningenbag OPBAK, går fra 41,9% i Danmark til 66,6% i Østrig. Samtidig

har der været flertalsregeringer gennem hele perioden i Belgien, Vesttyskland og Holland,idet dummy-variablen for flertals-/mindretalsregering, antager værdien 1. Gennemsnittet for stigningen i det offentlige forbrug, CGF, spænder fra 3,0% i Holland til 5,4% i Finland.

Mht. udviklingen i de tre økonomiske variable har Italien gennemsnitligt haft den højeste vækst (YFF) og samtidig den højeste inflation (CPP). England har gennemsnitligt den laveste vækst (2,3%), mens Vesttyskland har haft den laveste inflation (3,2%). Mht. arbejdsløsheden (U) har Irland ligget i top med et gennemsnit på 7,0% af arbejdsstyrken, og Norge i bund med 1,4% af arbejdsstyrken.

Gennemsnitstallene for de tre økonomiske variable dækker over store udsving gennem Fælles for alle de betragtede lande har været store udsving i forbindelse med oliekrisen i 1973, og til dels i 1979. Alle de tre økonomiske variable svinger voldsomt perioden omkring den første oliekrise med særligt store fluktuationer i inflationen. de drastiske prisstigninger på olie generelt har stillet større krav end tidligere den førte økonomiske politik, er disse år medtaget fuldt ud i analysen.

Modelteknisk tvinger vi dermed de opstillede regressionsmodeller til at forklare også årene med eksogene chok, hvilket man naturligvis kan have indvendinger imod. Men det politiske systems reaktioner på eksogene chok er forskellige fra land til land, og nogle lande klarer sig væsentligt bedre end andre. Det kan til dels skyldes forhold som selvforsyningsgraden energi, men til dels også politiske forhold såsom det politiske systems til at træffe de rette beslutninger i rette tid. I vores model har de parlamentariske en afgørende betydning for, hvorledes det pågældende land klarer sig igennem og andre eksogene chok.

Udover midten af 1970'erne er også i starten af 1950'erne en periode med store udsving nogle af de økonomiske variable. Det kan bl.a. hænge sammen med, at økonomien nogle af landene endnu ikke har stabiliseret sig efter afslutningen af anden verdenskrig, at prisstigningerne i kølvandet på Koreakrigen ligeledes påvirker økonomierne. I analysen er der heller ikke gjort noget for at modellere disse år særskilt.

De 11 lande analyseres empirisk, idet tre lineære regressionsmodeller opstilles for
hhv. den økonomiske vækst, inflationen og arbejdsløsheden.

hvor a,..., g er parametre og e et stokastisk restled; de øvrige variable er forklaret i tabel
1.

De ovenstående ligninger er naturligvis en simpliticenng ai virKengheden, idet variationen de udvalgte økonomiske variable udelukkende forklares af parlamentariske variable. Der er naturligvis andre faktorer, der har betydning for den økonomiske vækst, inflationen og arbejdsløsheden, men i vores analyser er effekten af de øvrige påvirkninger i konstantleddet og residualerne.

I det følgende analyserer vi den økonomiske vækst, inflationen og arbejdsløsheden
hver for sig. Samtlige 11 lande indgår i analysen, og observationerne for de enkelte lande
med lige stor vægt i analysen. Parametrene b,...,g antages således at være ens
for alle landene.

Som tidligere nævnt er der store niveauforskelle i landenes økonomiske udvikling, og det er derfor hensigtsmæssigt at indføre ti landespecifikke dummyvariable i hver af de tre regressionsanalyser. Dummyvariablen XI antager således værdien 1 for land nr. 1 (Belgien) og værdien 0 for de øvrige lande. Dummyvariablene X2-XlO er defineret på tilsvarende vis for de enkelte lande, og land nr. 11 (England) optræder, når alle de ti dummyvariable værdien 0. Dette er naturligvis en meget summarisk måde at tage højde for store forskelle i politiske og institutionelle forhold landene imellem. Eksempelvis man i Belgien, Vesttyskland og Holland i hele perioden haft flertalsregeringer, og i England har man i hele perioden kun haft et parti i regeringen.

Den økonomiske vækst

Først undersøges udviklingen i den økonomiske vækst idell lande under ét, idet vi udfører en regressionsanalyse med den økonomiske vækst som respons variabel, jf. ligning Koefficienterne til de forklarende variable, standardafvigelserne, t-størrelserne samt signifikanssandsynligheder er vist i tabel 3. Analysen er foretaget på grundlag af alle 396 observationer (dvs. 11 lande i36 år).

Regressionsmodellen forklarer 12,8% af variationen i væksten, hvilket er en forholdsvis forklaringsgrad, der skal ses i lyset af de store forskelle i politiske og institutionelle Det ses, at tre variable er signifikante på et 10%-niveau: PARTREG, OPBAK og CGF. Fem af de landespecifikke dummyvariable er ligeledes signifikante.

Koefficienterne til de tre signifikante variable har alle det forventede fortegn. Når der er en stigning i opbakningen til den siddende regering eller en stigning i den offentlige sektor følger deraf en stigning i den økonomiske vækst. Desuden medfører en stigning i antallet af partier i regeringen en lavere økonomisk vækst. Idell vesteuropæiske lande har der således været de bedste vilkår for en høj økonomisk vækst, når der har været relativt partier i regeringen, og når der har været stor opbakning hos regeringen og en stor offentlig sektor.

Regeringer bestående af relativt få partier har således medført en højere økonomisk vækst end regeringer bestående af flere partier. Det kan skyldes, at det letter beslutningsprocessen, at regeringen bedre kan koncentrere sig om målene for den økonomiske uden i for vidt omfang at skulle tage hensyn til særinteresser i de forskellige partiers bagland.

Inflationen

For udviklingen i inflationen estimeres tilsvarende relation (2). En enkelt observation
antog en ekstrem værdi; det drejer sig om observationen for 1951 for Finland, hvor inflationennåede

tionennåedeop på 43%. Denne observation viser sig at have urimelig stor indflydelse på
modellen, og den er derfor udeladt.

Koefficienterne til de forklarende variable, standardafvigelserne, t-størrelserne samt
signifikanssandsynligheder er vist i tabel 4. Analysen er foretaget på grundlag af 395 observationer.

Modellen med landespecifikke dummyvariable forklarer 18,3% af variationen i inflationen, alle seks variable er signifikante på et 10%-niveau: VARIG, PARTREG, PARTOPP, MIFLE og CGE Samtidig har alle parameterestimater det forventede fortegn. Derudover er syv af de lande-specifikke dummy-variable signifikante.

Der har ide 11 vesteuropæiske lande dermed været gode vilkår for en lav inflation, når der var relativt fa partier i hhv. regeringen og oppositionen, når regeringen har fået lov at sidde i længere tid, når den offentlige sektor er faldet i størrelse, og når opbakningen regeringen har været stor, gerne med flertalsregeringer.

Arbejdsløsheden

Til sidst undersøges det, hvordan udviklingen i arbejdsløsheden har været, når man
betragter de 11 lande under ét. De forklarende variable vil igen være VARIG, PARTREG,
PARTOPP, OPBAK, MIFLE og CGF.

Koefficienterne til de forklarende variable, standardafvigelserne, t-størrelserne samt
signifikanssandsynligheder er vist i tabel 5. Analysen er foretaget på grundlag af 396 observationer.

Modellen med landespecifikke dummyvariable forklarer 50,3% af variationen i arbejdsløsheden, er en relativt høj forklaringsgrad. På et 10%-niveau er tre variable signifikante: PARTREG, PARTOPP og CGF, og alle estimaterne bekræfter de relevante hypoteser om fortegnene. Seks af de landespecifikke dummyvariable er signifikante.

Idell vesteuropæiske lande har der dermed i vores materiale været de bedste vilkår
for en lav arbejdsløshed, når der var relativt fa partier i hhv. regeringen og oppositionen,
og når den offentlige sektor fik lov at stige.

Politisk stabilitet og økonomisk udvikling

Sammenfattende ses, at antallet af partier i regeringen og størrelsen af den offentlige sektor er af signifikant betydning for alle de tre økonomiske variable; den økonomiske vækst, inflationen og arbejdsløsheden. En stigning i antallet af partier i regeringen betyder, den økonomiske vækst er faldet, samtidig med at inflationen og arbejdsløsheden er steget. En stigning i den offentlige sektor har i vores materiale haft både positive og negative konsekvenser for økonomien, idet den har medført en højere vækst og en lavere arbejdsløshed, men samtidig også en højere inflation.

Derudover er antallet af partier i oppositionen, opbakningen bag regeringen og forekomsten
flertalsregeringer af signifikant betydning for to ud af de tre økonomiske variable.

Generelt er der ikke mange, der har analyseret den politiske stabilitets betydning for
den økonomiske udvikling. Forfattere som Taylor & Herman (1971), Hurwitz (1971) og

Sanders & Herman (1977) har udelukkende beskæftiget sig med parlamentariske faktorersbetydning den politiske stabilitet. Andre forfattere som eksempelvis Hibbs (1973) beskæftiger sig med økonomiens betydning for den politiske stabilitet. Enkelte forfattere fokuserer dog på den politiske stabilitets betydning for den økonomiske udvikling,således vores resultater er sammenlignelige med deres.

Roubini & Sachs (1989) finder en klar sammenhæng mellem regeringens varighed og antallet af partier i regeringen på den ene side og store budgetunderskud på den anden side. bestående af mange partier og afkort varighed har tendens til større budgetunderskud. af budgetunderskud indgår ikke i vores analyse, men et stort budgetunderskud må siges at være udtryk for en negativ økonomisk udvikling, og vi finder at en stigning i antallet af partier i regering har negativ indflydelse på den økonomiske vækst, der bliver lavere, og på inflationen og arbejdsløsheden, der bliver højere.

Rudge # Keman (\ 99(V> finder, at io længere tid regeringen har siddet, io lavere er både og arbejdsløsheden. I vores empiriske analyse finder vi tilsvarende resultater inflationen, mens regeringens varighed ikke er af signifikant betydning for arbejdsløsheden.

Den politiske stabilitets betydning for den økonomiske udvikling varierer naturligvis fra land til land, således at tværnationale sammenligninger er vanskelige. Men én signifikant af disse forhold er dog fundet; en enkelt politisk faktor, antallet af partier i regeringen, er således i vores materiale af signifikant betydning for alle de tre økonomiske i analyserne af alle 11 lande under ét. Tilsvarende viser foretagne analyser af hver af de enkelte lande, at denne variabel var af signifikant betydning for den økonomiske i fem af landene, for inflationen ligeledes i fem af landene og for arbejdsløsheden syv af landene.

Litteratur

Bogdanor, V (ed.). 1983. Coalition government
Western Europa. London.

Browne, E.C. & Dreijmanis, J. eds. 1982. Government
in Western democracies.
York.

Budge, lan & Keman, Hans. 1990. Parties and
democracy. Oxford.

Hibbs, Douglas A. 1973. Mass political violence
a crossnational causal analysis.
New York.

Hibbs, Douglas A. & Fassbender, Heino. 1981.
Contemporary political economy. Amsterdam.

Hibbs, Douglas A. 1987(a). The american political Macroeconomics and electoral politics in the L/S. Cambridge, Mass.

Hibbs, Douglas A. 1987(b). The political economy
industrial economies. Cambridge,
Mass.

Hurwitz, Leon. 1971 (a). An index of democratic
stability. Comparative Political
vol. 4, pp. 41-68.

Hurwitz, Leon. 1971(b). Democratic political stability - some traditional hypotheses reexamined. Political Studies, vol. 4, pp. 476-490.

Katz, Richard S. & Mair, Peter (eds.). 1992. Party organisations in western democracies — a data handbook. London.

Kousgaard, Nils. 1986. Anvendt regressionsanalyse
samfundsvidenskaberne. København.

Kuznets, Simon. 1966. Modem economic
growth. Yale.

Lane, J.E. & Ersson, S. 1987(a). Politics and
society in Western Europe. London.

Lane, J.E. & Ersson, S. 1987(b). Multipartism
pp. 153-172 i Manfred J. Holler, The logic
of multiparty systems. Dordrecht.

Mackie, Thomas T. & Rose, Richard. 1983.
The international almanac of electoral history,
edition and 3rd edition.

Madsen, Erik Strøyer & Paldam, Martin. 1978. Economic and political data for main OECD-countries 1948-1985. Memo 1978-9, Universitet.

Paldam, Martin. 1977. Is there an electional
cycle? A comparative study of national accounts.
1977-8, Aarhus Universitet.

Paldam, Martin. 1979(a). Political cycles in the labour market? A comparative study of 17 countries 1948-75. Memo 1979-1, Aarhus Universitet.

Paldam, Martin. 1979(b). An essay on the rationality
economic policy - the test case

of the electional cycle. Memo 1979-7, rhus

Pedersen, Gitte Wallin & Petersen, Morten Helveg. 1992. Politisk stabilitet og økonomisk i vesteuropæiske lande siden 1945. Afhandling ved det statsvidenskabelige

Roubini, Nouriel & Sachs, Jeffrey. 1989. Political economic determinants of budget deficits in the industrial democracies. European Review, vol. 33, pp. 903-938.

Sanders, D. & Herman, V 1977. The stability and survival of governments in western democracies. Acta Politica, vol. 12, pp. 346-377.

Taylor, M. & Herman, VM. 1971. Party systems government stability. American Political Science Review; vol. 65, pp. 28-37.

Whiteley, Paul. 1986. Political control of the
macroeconomy. London.