Resumé

SUMMARY: Contingent valuation is a relatively new method of valuing public goods.
Contrary to most other valuation methods, this method is based on declared valuations.
This article presents an overview of strengths and weaknesses of the method.

1. Indledning

Den hypotetiske værdisætningsmetode' er en relativ ny metode til at vurdere borgernes af kollektive goder, der i følge sagens natur ikke er markedsprissatte. bygger i modsætning til de fleste andre værdisætningsmetoder ikke på slutninger fra adfærd, men på erklærede værdisætninger. I denne artikel gives en oversigt metodens styrker og svagheder med udgangspunkt i økonomisk teori.

Udviklingen af nyere metoder til benefitmåling skal ses i lyset af en stigende interesse vurderinger af gevinster og omkostninger ved offentlige projekter og reguleringstiltag. stigende interesse har navnlig gjort sig gældende indenfor områderne sundhed, miljø og sikkerhed, hvor offentlig regulering har påført samfundet betydelige omkostninger, uden at de herved opnåede gevinster er blevet klart dokumenteret.

Artiklen er disponeret som følger. I afsnit 2 redegøres for de vigtigste metoder til monetære benefitvurderinger, mens afsnit 3 giver en kort oversigt over den hypotetiske (HVM). Afsnit 4 sætter HVM i en økonomisk-teoretisk ramme, og indlejringseffekter behandles i afsnit 5.1 afsnit 6 diskuteres anvendelsen af hypotetiske markeder, mens afsnit 7 belyser den strategiske adfærdshypotese. Afsnit 8 indeholder en samlet vurdering af HVM.

2. Værdisætningsmetoder

Økonomer har haft en lang tradition for at anvende markedsinformationer som udgangspunkt
værdisætning. Det var derfor naturligt, at benefitmåling i første omgang
udgangspunkt i de to metoder, der er vist i venstre side af Figur 1.

Den hedoniske metode kan benyttes til at værdisætte goder så som luftkvalitet og
støj. De markedsinformationer, der normalt anvendes hertil, er information om huspriser,idet
antages, at lokale geografiske variationer i luftkvalitet og støj kan forklare

---

1. Den engelske betegnelse for metoden er contingent valuation.

en del af variationerne i huspriserne. På grundlag heraf estimeres en husprisfunktion, hvorefter det er muligt at beregne individernes betalingsvilje for ændret miljøkvalitet, jvf. Harrison og Rubinfeld (1978). Det er imidlertid forbundet med store problemer at estimere en sådan husprisfunktion (valg af funktionel form, valg af forklarende variable,multikollinearitet, Endvidere er det sjældent, at information om relevante variable er direkte tilgængelig, og det vil ofte være forbundet med betydelige omkostningerat den.

Den anden hovedmetode baseret på markedsadfærd er rejseomkostningsmetoden. Den bygger på, at visse goder kun kan udnyttes ved samtidigt at ofre private ressourcer. klassiske eksempel er et rekreativt område, hvor brugerne er lokaliseret i forskellige fra området. Derfor har brugerne ikke samme rejseomkostninger, og dette kan benyttes til at estimere efterspørgselskurver efter det rekreative område, jvf. McConnell (1985). Der er en række problemer knyttet til metoden, hvoraf de vigtigste er, at rejser ofte har flere formål, og at det er svært at værdisætte tidsforbrug ved rejser.

Den hedoniske metode og rejseomkostningsmetoden dækker delvist over forskellige men udtømmer langt fra behovet for benefitmålingsmetoder. Det har medført, at økonomer er begyndt at anvende den mere fleksible, men også mere omdiskuterede værdisætningsmetode², se højre side af Figur 1. Det er derfor vigtigt at belyse metodens styrker og svagheder.

3. Den hypotetiske værdisætningsmetode

HVM anvender spørgeteknikker, hvor individer udspørges om, hvad de ville betale
for ikke markedsførte goder, hvis et marked faktisk havde eksisteret, eller hvis andre

---

2. En oversigt er givet i Mitchell og Carson (1989).

betalingsmetoder havde været anvendt. Det bemærkelsesværdige ved HVM er, at en tilknytning til faktiske markedstransaktioner ikke er påkrævet som i den hedoniske metode og rejseomkostningsmetoden. Dette gør HVM til en meget fleksibel værdisætningsteknik.Den således været anvendt på så forskellige områder som måling af rekreative benefits Dubgaard (1992), transportsikkerhed Jones-Lee et al. (1985), tidsforbrug på ventelister Propper (1990) og smertereduktion Kidholm et al. (1992).

Til trods for det brede anvendelsesområde er HVM ikke en uproblematisk metode, og ved anvendelse er det påkrævet, at man tager stilling til følgende punkter. For det første skal det besluttes hvilke informationer, der er relevante for at beskrive det gode, der skal værdisættes, herunder status-quo omfanget og tilvæksten eller reduktionen i godemængden. For det andet skal man afgøre hvilke værdisætningsspørgsmål, der skal stilles. Dette indebærer bl.a. præcisering af betalingsformen for godet (skattebetaling brugerbetaling), fastlæggelse af beslutningsregel for forsyning med godet og valg af metode til støtte af respondentens værdiformulering (betalingskort, den iterative eller take-it-or-leave-it metoden). For det tredje må man overveje hvilke supplerende data (f.eks. socioøkonomiske baggrundsvariable), der skal indsamles, og hvilken gruppe af borgere, der udgør den relevante population. Empiriske undersøgelser vist, at den fremkomne værdisætning af goder afhænger af de ovennævnte valg, og problemstillinger i tilknytning hertil bliver behandlet i de følgende afsnit.

4. Den hypotetiske værdisætningsmetode i en teoretisk økonomisk ramme

HVM-målinger er i princippet monetære benefitmål, der kan indsættes i en costbenefit Sådanne analyser hviler på et velfærdsøkonomisk fundament, der er alment accepteret, selv om det indeholder nogle fundamentale problemer. Det basale kriterium i cost-benefit analyser er det potentielle paretokriterium, hvorefter en tilstand kan anbefales i forhold til en tilstand A, hvis vinderne ved bevægelsen fra A til B kan kompensere taberne og alligevel være bedre stillet end i udgangssituationen.

Gevinsten for et individ ved en forbedring måles ved det beløb, individet er villig til at betale for at sikre forbedringen (willingness to pay, WTP). Alternativt kan gevinsten måles ved det beløb, individet skal have for at give afkald på forbedringen (willingness to accept, WTA)³.1 Willig (1976) blev påvist, at disse mål ligger relativt tæt på hinanden, der ikke er usædvanligt store indkomsteffekter. Det vakte derfor stor bekymring, de første HVM-studier viste, at WTA systematisk var 2-5 gange større end WTP, jvf. Cummings et al. (1986). Dette var en stor udfordring for HVM's fortalere, da det var nærliggende at forklare de store forskelle med metodens brug af et hypotetisk

---

3. WTP (WTA) svarer ved en forbedring til en kompenserende (ækvivalerende) variation, og ved en forringelse en ækvivalerende (kompenserende) variation.

Det er derfor et vigtigt spørgsmål, om WTP-WTA forskellen gør sig gældende for faktiske markedstransaktioner. I undersøgelser vedrørende køb og salg af jagttilladelser og Herberlein (1986) og køb og salg af lotterisedler Knetsch og Sinden (1984), genfindes samme mønster. Det er derfor ikke berettiget udelukkende at tilskrive mellem WTP og WTA metodemæssige svagheder ved HVM. Til gengæld det en udfordring for økonomisk teori at forklare den store forskel, der ikke "burde" forefindes, hvis Willigs resultater står til troende.

En forklaring kan være, at Willigs resultater vedrører prisændringer med mængdetilpasning, HVM studier oftest vedrører kollektive goder uden fri mængdetilpasnin ₄. Som påvist af Hanemann (1991) er der afgørende forskel på de to tilfælde. I Willigs tilfælde er indkomstelasticiteten den kritiske parameter, medens det i Hanemanns er indkomstelasticiteten divideret med substitutionselasticiteten mellem kollektive gode og andre goder. Hvis denne substitutionselasticitet er lav, kan W IP og W'IA afvige meget Ira hinanden. 1 følge d^nnc forklaiia^ kiui de äLn. ful skelle mellem WTP og WTA være helt i overensstemmelse med traditionel mikroøkonomisk

1 en anden forklaring på forskellen mellem WTP og WTA måler individet gevinster og tab i forhold til et referencepunkt (normalt status quo), og det antages, at tab vejer tungere end gevinster. Denne forklaring hidrører fra prospektteori, jvf. Kahneman og Tversky (1979), og er i direkte modstrid med konventionel økonomisk teori.

En tredje forklaring kan være, at der navnlig til WTA-formater er knyttet moralske overvejelser, hvorfor man vil kræve en høj kompensation, jvf. Boyce et al. (1992). Forældre sikkert kræve et meget stort beløb for at acceptere en mindre sikker skolevej for deres børn, hvis de overhovedet finder et sådant spørgsmål legitimt.

En fjerde forklaring kan være, at WTP og WTA-spørgsmål besvares forsigtigt i den forstand, at man for at være på den sikre side erklærer en beskeden WTP og en betydelig Denne forsigtighed kan begrundes med, at værdisætningen ikke er rutinepræget. gentagne værdisætninger synes WTA at konvergere mod WTP, hvorfor man i en vis forstand kan sige, at WTP er det bedste mål, se Coursey et al. (1987).

Der er således langt fra konsensus om, hvad der forårsager WTP-WTAforskellen,
men den store forskel kan næppe tilskrives HVM som metode.

5. Indlejringseffekter

Mens den tidlige teoretiske kritik af HVM bl.a. fokuserede på WTP-WTA forskellen,har
senere kritik rettet blikket mod den såkaldte indlejringseffekt5. Ved perfekt
indlejring vil repræsentative individer foretage identisk værdisætning af to goder,

---

4. Når mængdetilpasning ikke er mulig, anvendes kompenserende og ækvivalerende overskud i stedet for de tilsvarende variationer.

5.1 den engelsksprogede litteratur betegnes dette embedding effect eller part versus whole effect.

hvoraf det ene er en del af det andet og mere omfattende gode. F.eks. vil betalingsviljenfor vandkvalitet i alle søer i en region være den samme som den tilsvarendeforbedring en enkelt af regionens søer. Mere generelt tales om almindelig indlejring,hvis afhænger af, om godet bedømmes som en del af et mere inklusivt gode eller ej.

I Kahneman og Knetsch (1992) dokumenteres en meget klar indlejringseffekt. En række forsøgsdeltagere blev fordelt på tre grupper. Deltagerne i gruppe 1 blev bedt om at værdisætte en signifikant forbedring iet bredt miljøgode A⁶. Dernæst blev de bedt om at værdisætte en signifikant forbedring af et snævrere miljøgode B, som var indeholdt A, og endelig om at værdisætte en forbedring i et endnu snævrere miljøgode C indeholdt i B. Deltagerne i gruppe 2 værdisatte B og dernæst C, mens gruppe 3 kun værdisatte C. Resultaterne fremgår af tabel 1.

Indlejringseffekten fremgår af, at diagonalens tal er nogenlunde ens. Dette forklares med, at de erklærede betalingsviljer i højere grad er udtryk for et ønske om at betale til et godt formål end en værdisætning af et specifikt gode. Indlejringseffekten har som konsekvens, at værdisætningen af gode C målt ved gennemsnit varierer med en faktor 8 mellem gruppe 1 og gruppe 3, og med en faktor 25 målt ved medianen.

Kahneman og Knetschs resultater er langt fra enestående. En række undersøgelser har dokumenteret tilsvarende effekter, jvf. Bergström og Stoll (1987). Det er naturligvis at tolke resultaterne i en HVM-undersøgelse, hvis værdisætningen afhænger af den sammenhæng, et gode præsenteres i. Således er det i Kahneman og Knetschs undersøgelse vanskeligt af afgøre hvilken af de tre gruppers svar, der skal anvendes i en cost-benefit analyse omhandlende gode C.

Fremtidig forskning vil kunne give en bedre forståelse af indlejringseffekter. For det
første må afgøres, hvor generelt et fænomen indlejringseffekter er. For det andet skal
der findes metoder til enten at reducere effekternes omfang eller til at korrigere for dem.

---

6. Smith (1992) kritiserer undersøgelsen foren meget upræcis beskrivelse af miljøgoderne.

6. Hypotetiske markeder

Det er en udbredt opfattelse blandt økonomer, at anvendelse af hypotetiske markeder
kilde til unøjagtig eller ukorrekt værdisætning. Dette kan begrundes med tre
forskellige grupper af argumenter.

For det første kan respondenter mangle evne til og mulighed for at finde frem til godets fordi der savnes fortrolighed med godet, og fordi der ikke er tid til samme grundige overvejelser, som ofte foretages ved køb af private goder. For det andet kan respondenter mangle incitament til at overveje deres sande værdisætning, fordi det kan være uden konsekvenser at opgive en ukorrekt værdi. For det tredje kan det tænkes, HVM kun måler adfærdsintentioner, som ikke nødvendigvis forudsiger faktisk adfærd korrekt, jvf. Ajzen (1988).

Disse tre argumenter rejser spørgsmålet, om anvendelse af hypotetiske markeder gør det meningsløst at benytte HVM til værdisætning. Til belysning af denne problemstillin? Bishop og Heberlein (refereret i Mitchell og Carson (1989)) sammenlignet betalingsviljer for jagttilladelser på et hypotetisk marked og på et marked med taktiske betalinger. De fandt ikke entydige forskelle mellem de gennemsnitlige betalingsviljer på de to markeder. I dette tilfælde må det formodes, at respondenterne var fortrolige med godet, da alle havde søgt myndighederne om jagttilladelser. Af samme grund må det antages, at afstanden mellem intentioner og faktisk adfærd var lille. Dette resultat vedrører et gode, der er tæt på at være et rent privat gode. I mange HVM-undersøgelser kollektive goder, kan der ikke foretages et tilsvarende test af, om den sande værdi opnået, da de fleste kollektive goder ikke kan handles på et marked. Der eksisterer ikke et marked for ren luft, og det er ikke muligt at konstruere et sådant marked.

Overvejelserne om anvendelse af hypotetiske markeder viser, at det er vigtigt at designe så respondenten har en præcis opfattelse af og gøres fortrolig hvad der værdisættes, og at værdisætningsopgaven opfattes som værende meningsfuld.

7. Strategisk adfærd

I økonomisk teori påpeges ofte, at individer har incitament til at udvise strategisk adfærd ved bevidst at fejlrapportere betalingsviljer for kollektive goder. Siden begyndelsen 70'erne er økonomer dog begyndt at stille spørgsmålstegn ved hypotesen om strategisk adfærd, dels ud fra et teoretisk synspunkt og dels ud fra empiriske undersøgelser. (1977) og Hoehn og Randall (1987) har ud fra teoretiske overvejelser påpeget, at de institutionelle rammer (beslutningsregler, betalingsmåde etc.) er afgørende omfanget og retningen af strategisk adfærd. Hoehn og Randall viser, at de institutionelle der oftest anvendes i HVM, giver respondenter begrænsede incitamenter at handle strategisk.

Bohm (1972) undersøgte empirisk, hvorledes alternative betalingsmåder med forskellige til enten at overbyde eller free-ride påvirkede deltagernes værdisætning et kollektivt gode. De forskellige betalingsmåder gav ingen signifikant forskel de gennemsnitlige betalingsviljer, hvilket afviger fra, hvad traditionel nyttemaksimering tilsige. En forklaring på dette og tilsvarende resultater kan være, at individer aversion mod at handle strategisk.

Det kan konkluderes, at det er muligt at begrænse incitamentet til strategisk adfærd i HVM ved passende valg af institutionelle rammer. I litteraturen nævnes ofte, at man kan reducere risikoen for strategisk adfærd ved at understrege værdisætningens hypotetiske Denne konklusion er ikke holdbar, hvis HVM-undersøgelsen har konsekvenser forsyningen med et kollektivt gode. Endvidere begrænses strategisk adfærd aversion mod at misinformere om sine præferencer.

8. Konklusion

I denne artikel er givet en oversigt over styrker og svagheder ved HVM. Metoden er blevet kritiseret for, at forskellen mellem WTP og WTA er for stor. Samme mønster er imidlertid påvist ved faktiske markedstransaktioner, og problemet er derfor ikke HVM-specifikt. Et yderligere kritikpunkt er, at værdisætningen er følsom overfor om et gode præsenteres som en delmængde af et mere omfattende gode. Sådanne indlejringseffekter et stort problem for HVM, da det er umuligt at bestemme en korrekt sammenhæng for præsentationen af et gode. Frygten for strategisk adfærd i HVM synes overdrevet. For det første er der ofte begrænset incitament til at handle strategisk i HVM, og for det andet kan individer have aversioner mod at handle strategisk. Selve anvendelsen af et hypotetisk marked er ikke nødvendigvis et problem, hvis der ved design en HVM-undersøgelse gives en præcis beskrivelse af godet og anvendes en realistisk

HVM har som følge af dens fleksibilitet et bredt anvendelsesområde, men kan være problematisk at anvende. Det kan derfor ikke forventes, at der vil være konsensus blandt økonomer om HVM's egnethed til værdisætning. Metoden må imidlertid vurderes forhold til dens alternativer, der typisk vil være de indirekte metoder. Den hedoniske og rejseomkostningsmetoden savner HVM's fleksibilitet, og der er ligeledes teoretiske og praktiske problemer til disse. Ofte anses benefitmåling for at være så kompliceret, at det helt eller delvis udelades i samfundsøkonomiske analyser, herved bliver partielle og udgør et ufuldstændigt beslutningsgrundlag. Opgaven de kommende års forskning må derfor være at videreudvikle metoden og at afgrænse de områder, hvor HVM kan anvendes med fordel.

Litteratur

Ajzen, I. 1988. Attitudes, Personality and Behavior.

Bergström, J.C. og Stoll, J.R. 1987. A Test of Contingent Market Bid Elicitation Procedures Piecewise Valuation. Western Journal of Agricultural Enonomics 12: 104-108.

Bishop, R.C. og Heberlein, T.A. 1986. Does Contingent Valuation Work? I Cummings, R.G., Brookshire, D.S. og Schulze, W.D. (red.), 1986.

Bohm, P. 1972. Estimating Demand for
Public Goods: An Experiment. European
Economic Review 3: 111-30.

Boyce, R.R., Brown, T.C., McClelland, G.H., Peterson, G.L. og Schulze, W.D. 1992. An Fvperimental Examination of Intrinsic Values as a Source of the WTA-WTP Disparity. Economic Review 82: 1366-73.

Coursey, J.L., Hovis, J. og Schulze, W.D. 1987. The Disparity Between Willingness to Accept and Willingness to Pay Measures Value. Quarterly Journal of Economics

Cummings, R.G., Brookshire, D.S. og Schulze, W.D. (red.) 1986. Valuing Environmental At State of the Art Assessment the Contingent Valuation Method.

Dubgaard, A. 1992. Economic Valuation of
Recreation in Mols Bjerge. Preliminary
report. Frederiksberg.

Hanemann, W.M. 1991. Willingness to Pay and Willingness to Accept: How Much Can They Differ? American Economic Review 635-47.

Harrison, D. og Rubinfeld, O.L. 1978 Hedonic Prices and the Demand for Clean Air. Journal of Environmental Economics Management 5: 81-102.

Hoehn, J.P. og Randall, A. 1987. A Satisfactory
Indicator from Contingent

Valuation. Journal of Environmental Economics
Management 14: 226-47.

Johansen, L. 1977. The Theory of Public
Goods: Misplaced Emphasis? Journal of
Public Economics 1: 147-52.

Jones-Lee, M.W., Hammerton, M. og Phillips, 1985. The Value of Safety: Results a National Sample Survey. Economic 95: 49-72.

Kahneman, D. og Knetsch, J.L. 1992. Valuing Public Goods: The Purchase of Moral Satisfaction. of Environmental Economics Management 22: 57-70.

Kahneman, D. og Tversky, A. 1979. Prospect
Theory: An Analysis of Decisions under
Risk. Econometrica 47: 263-91.

Kidholm, K., Hjortsø, N., Andersen, P. og Søgaard, 1992. Uost-Denent analyse ai anæstesi og analgesi ved hofteledssalloplastik. til Ugeskrift for Læger.

Knetsch, J.L. og Sinden, J.A. 1984. Willingness Pay and Compensation Demanded: Experimental Evidence of an Unexpected Disparity in Measures of Value. Quarterly Journal of Economics 99: 507-21.

McConnell, K.E. 1985. The Economics of Outdoor Recreation. I Kneese, A.V og Sweeney, J.L. (red.) Handbook of Natural Ressources and Energy Economics vol. 2. Amsterdam.

Mitchell, R.C. og Carson, R.T. 1989. Using
Surveys to Value Public Goods: The Contingent
Method, Washington.

Propper, C. 1990. Contingent Valuation of
Time Spent on NHS Lists. Economic
Journal 100: 193-99.

Smith, VK. 1992. Arbitrary Values, Good Causes, and Premature Verdicts. Journal of Environmental Economics and Management 71-89.

Willig, R.D. 1976, Consumers Surplus Without
American Enonomic Review
66: 589-97.