Bent Rold Andersen, Svend Lundtorp, Torben Lindved Hansen, Svend Erik Hougaard og Søren Bo Nielsen: Fremtidens Lundbeckfondens prisopgave København: Jurist- og Økonomforbundets 1993. 240 s. Kr. 150,00.

Økonom- og Juristforbundets Forlag har under titlen Fremtidens Ældrepolitik publiceret de tre belønnede besvarelser af Lundbeckfondens prisopgave 1992: Forslag til fremtidens ldrepolitik.

I »Ældrepolitik - det er nu«, der tildeltes tredjeprisen, leverer kommunaldirektør Svend Landtorp og socialdirektr"- T inched Hansen (L og LH) en apologi over det budskab, den vigtigste aktør i fremtidens ldrepolitik det enkelte menneske, idet enhver person som ansvarlig for sig selv har pligt til at forberede og planlægge sin egen alderdom (L og LH p.l 19). Dette budskab lader sig lettest forene med et fremtidigt udviklingsforløb, der udsætter den eksisterende ældrepolitik for betydeligt pres. Derfor afslutter forfatterne også deres noget uklare bestemmelse af den fremtidige forsørgerbyrde med den konstatering, at »Den forøgede forsørgelsesbyrde af en sådan størrelse, at man kan rejse tvivl om de erhvervsaktive om 20-30 år har evne vilje til at fortsætte den traditionelle danske ældrepolitik for overførsler, pleje og omsorg. Der ligger en tung byrde forude.« (L ogLHp. 115).

Da folkepensionen må forventes fortsat at være lav og snarere lavere end højere end nu (L og LH p. 128), er scenen sat for et forslag om at forøge de private pensioner, thi det er »selvfølgeligt, at [de kommende pensionister] i tide tegner de pensioner, der skal lette livet som ældre,« (L og LH p. 128). Hvordan det skal ske fortaber sig i nogen grad i tåger. For det første synes forfatterne ikke at være synderligt på den allerede påbegyndte af arbejdsmarkedspensioner. For det andet argumenteres det, at det ville være »direkte ødelæggende, hvis der ikke fortsat var fuldt fradrag for indbetaling til ordninger løbende pensionsudbetaling«, medens densdet få linjer senere lyder: »Alligevel vil skattebegunstigelser ikke være et forslag her.« Det er ikke umiddelbart let at følge logikken.

Logikken er unægtelig mere fremherskende, vægtlægningen fundamentalt anderledes prisvinderen, professor Bent Rold Andersen i hans bidrag »Dansk ldrepolitik nu og i fremtiden«, mere kollektiv, omend enkelte ikke ganske forsvinder: »Ældrepolitikken i Danmark traditionelt blevet betragtet som det offentliges ansvar. Den nye angrebsvinkel inddrager mange andre. Vi vil komme ind på, hvad den enkelte selv kan gøre at forberede alderdommen. Vi kommer ind på familiens rolle, på fagorganisationernes og erhvervslivets ansvar og muligheder. Vi vil strejfe boligselskaberne, og vi vil lægge en stor forpligtelse på de eamles eene organisationer foreninger. Ældrepolitik er en fælles opgave, ikke blot en offentlig opgave. « (BRA p. 63). Med modifikationer en apologi for den hævdvundne danske pensionspolitik i almindelighed den tidligere ældrekommissions» anbefalinger i særdeleshed. I det lys er det ikke at overbetone det mulige finansielle på forsørgelsessystemet. Det sker da heller ikke: »Der er naturligvis en stor stigning forsørgerbyrden.... Men det er intet ved siden af den stigning i udgifterne til alderdomsforsørgelse, er sket igennem de seneste år.... Vi har altså i slutningen af 1970erne - i en periode, hvor den økonomiske krise for alvor var begyndt at bide - frivilligt påtaget os en ekstra forsørgelsesbyrde overfor de yngste gamle, som i 1990-kr. svarer til den demografiske udgiftsstigning de næste 25 år«, (BRA p. 44). »Faktisk ser udviklingen i Danmark alarmerende ud fra forsørgelsessynspunkter, i mange andre lande... Danmark det land i EF, hvor forsørgelsesbyrden overfor de gamle forøges mindst i de kommende Danmark har i grunden mindre grund til bekymring over den stigende forsørgelsesbyrde vore EF-partnere,« (BRA p. 47-49).

Mellem de to til dels antitetiske apologier presser andenprisvinderne, adjunkt Svend Erik Hougaard Jensen og lektor Søren Bo Nielsen (HJ og N), sig ind med et mere analyserendebidrag Demografi og ldrepolitik«,der som de to øvrige synes at

hvile på et forud givet koncept og derfor fremtrædermere og analyserende - men ikke skrevet med samme elegante pen som BRAs. HJ og N må fremhæves for deres analytiskestringens klarhed i sondringen mellemanalyse ældrepolitiske deduktioner. Forfatterne hverken over- eller undervurderer den fremtidige forsørgelsesbyrde, men fastslår nøgternt, at »Udfordringen til ældrepolitikken består derfor fundamentalt set i at finde en 'formel', hvorefter overførslerne til de ældre og de hermed forbundne skatter på de erhvervsaktivekan så overgangen til »ældresamfundetbliver smertefuld,« (HJ ogNp. 154).

I højere grad end de to øvrige bidrag nyttiggør og N den eksisterende litteratur, selv om også de negligerer centrale danske og udenlandske kilder. Bortset fra mere teoretiske som alle forfatterne med fordel kunne have stiftet bekendskab med, må det forbavse, at der i intet bidrag - med mindre jeg har sovet under min læsning - refereres til overvejelserne i LOs pensionsredegørelse, Danmarks Sparekasseforenings omfattende pensionsanalyse, arbejdsmarkedspensionsudvalgets med dens 10 bilag, Socialministeriets o.s.v.

Det fremgår, at motivet bag Lundbeckfondens af prisopgaven har været ønsket en analyse af de menneskelige og økonomiske konsekvenser af den demografiske og af udviklingen i de gamles helbred og duelighed. HJ og N præsenterer (p. 158-171) den übetinget mest dækkende beskrivelse den demografiske ndringsproces. i de sporadiske internationale sammenligner analysen hos HJ og N (p. 168-70) langt mere adækvat end hos BRA (p. 47-49), fordi der bygges på de demografiske størrelser, er relevante for analyse af forsørgelsesbyrdens herunder data der muliggør af den samlede forsørgelsesbyrde dens strukturelle ændringer over tiden. Bare et blik på HJ og N tabel 2.7. (p. 168) sammenlignet med BRAs tabel (p. 48) illustrerer pointe. Til gengæld er HJ og N tyndere i papirerne, når det drejer sig om de menneskelige konsekvenser, om helbred og duelighed og disses samspil med demografien. en.Dette samspil kommer, omend kun i et referat en lille bog af Marianne Schroll, til udtryk L og LH (p. 106-08), medens det i høj grad berøres af BRA i hans overvejelser knyttet modstillingen af en ældrepolitik, som alene skal kompensere for en biologisk aldring, en politik, der tager hensyn til, at aldringen alene er en irreversibel biologisk proces, men nødvendigt må suppleres med en socialpsykologisk aldringsopfattelse; men ingen de tre prisopgaver inddrager den omfattende diskussion om forholdet overlevelseskurvens rektangularisering beliggenheden af sygeligheds- og svækkelseskurven. Selv om diskussionen, som antydet i L og LHs parafrasering af Marianne Schrolls bog, ingenlunde har nået entydige konklusioner, er dens alternative hypoteser af stor betydning for en vurdering af fremtidens ældrepolitik.

Også i henseende til drøftelsen af fremskrivninger den demografisk/politisk bestemte må HJ og N fremhæves. Dels fordi de i nogen grad (p. 172-182) søger at tage hensyn til incitamenter i arbejdsmarkedet i pensionssystemet, dels fordi de i god overensstemmelse med den ved internationale sammenligninger sædvanligt benyttede fremgangsmåde forsørgelsesbyrden ved en let tolkelig »fiktiv skarterate« samt dels og især, fordi de gennem alternative antagelser vedr. fertilitet, udvikling i enhedsomkostningerne, mellem og faktisk, gennemsnitlig tilbagetrækningsal gennemfører relevante følsomhedsanalyser. modsætning til BRA (p. 42-47), der i sin beregning alene anvender uændrede og uændret benyttelsesmøster, de umiddelbart illustrere den potentielle trussel imod den implicitte generationskontrakt, analysen i sig selv åbner for reflektioner over de mulige interventionsstrategier. viser, at der med en målrettet politik ikke nødvendigvis indtræder større fordelingsproblemer generationerne imellem, samtidigt at sådanne problemer ikke kan udelukkes. Det er et sobert grundlag for politiske deduktioner, der hæver argumentationen det apologetiske niveau.

Som HJ og N (p. 223) korrekt anfører, er de offentlige pensionssystemer i alle lande omkring os baseret på »her-og-nu»-princippet, hvor den enkelte periodes udbetalinger finansieres den samme periodes indbetalinger. Det giver anledning til megen undren, at BRA - sin omfattende socialpolitiske indsigt til trods - beskriver de europæiske ordninger som »obligatoriske arbejdsmarkedsbundne opsparingsordninger i hvilke udbetalingerne finansieres af forudgående opsparing, d.v.s. fondsfinansieret. Formelt tages årets udbetalinger disse ordninger ikke fra løbende skatteindbetalinger, fra forudgående opsparing, de gamle selv har været nødt til at foretage. Her er altså tale om fondsbaseret finansiering,« 27). Tilgangsalderen er, hævdes fp. 28). fastsat i en forsikringsaftale, hvori den fastlægges som en individuel ret for forsikringstageren, idet, anføres det, en evt. ændring af tilgangsalderen yderligere vanskeliggøres en forsikringsteknisk sammenhæng ind- og udbetalinger.

Som beskrivelse af de kontinentaleuropæiske iøvrigt også de norske og svenske) pensionsordninger er dette positivt forkert. De er obligatoriske, »her-og-nu«-finansierede ordninger, som adskiller sig fra det danske system ved deres personkreds, tildelings- og udmålingskriterier, medens de har samme finansieringsform.

For spørgsmålet om systemernes fleksibilitet forhold til demografiske ændringer er det afgørende derfor hhv. øremærket ctr. generel beskatning og organisatorisk selvstændighed ctr. integration i de offentlige budgetter. Begge forhold indebærer, at der ofte anvendes en vis overf inansiering til sikring af likviditeten gennem reservefonde til udligning af uforudsete svingninger i indtægter og/eller udgifter, intet har at gøre med fondsfinansiering. har man i yngre ordninger som f.eks. den svenske over en længere periode en overfinansiering til kompensation en forventet reduktion i anden opsparing kølvandet på ordningens gennemførelse.

Det betyder selvsagt en fondsopbygning,
indtil systemet er i ligevægt; men ej heller det
har noget at gøre med fondsfinansiering.

Det er ikke finansieringsformen, der betinger gerden danske ordning større fleksibilitet, hvis denne overhovedet er en kendsgerning. Det faktiske udviklingsforløb i både Tyskland, England, USA og Sverige gør det ikke plausibelt, øremærket beskatning og organisatorisk skulle svække frihedsgraderne. har over de seneste fem år ndret ydelsesniveauer, reguleringsformer, anvendte skattegrundlag og personkredsen. Det er gået så relativt smertefrit det er vanskeligt at tage BRA alvorligt, når han indrømmende denne kendsgerning noterer at »Når man kan bryde Berlinmuren i stykker, kan man dog også ændre tildelingsreglerne fondsbaserede ordninger,« (p. 28).

R 49 skriver BRA, at det sommetider anføres, de kontinentale pensionssystemer gennem fondsfinansieringen eør det finansielt muligt at opfange ændringer i forsørgelsesbyrden påvirkning af skattetrykket, idet de store pensionistårgange netop i kraft af deres antal har foretaget særligt store indbetalinger til pensionsfondene. De fremtidige store pensioner ud af disse opsamlede fondsmidler involverer derfor ikke skatteyderne. Det er en højst misvisende stråmand, der her konstrueres som indledning til en drøftelse af de samfundsøkonomiske sammenhænge. Sandheden er, at man i Tyskland som følge af den demografiske udvikling forventede, at bidragsraten pensionsfinansiering m.v. skulle øges fra ca. 18 til ca. 36 pct, hvilket var det væsentligste motiv bag den omfattende tyske pensionsreform fra 1989.

Når BRA p. 29 nævner, at der i de seneste år er sket en udvikling i Danmark, som bringer os hen i retning af de fondsbaserede ordninger, er det korrekt; men når det p. 55 tilføjes, at en fortsat udbygning af de ved de seneste overenskomstafslutningeretablerede vi nærmer os en »europæisk« model, er det forkert. Arbejdsmarkedspensionerneer i modsætning til den kontinentaleuropæiske model baseret på forudgående opsparing. De er begrundede i ønsket om, at den del af befolkningen, som ikkehidtil sikret sig supplerende pensioner gennem opsparing, bringes ind under en obligatoriskordning derved at undgå store pensionsforskelle forårsaget af forudgående

forskelle i opsparingsadfærd og i ønsket om oparbejdelse af en større nationalformue - i et forløb, hvor de færreste politiske partier ønskeret skattetryk. En sådan udvikling er mulig, fordi det danske offentlige pensionssystemtilsikrer på et i forhold til udlandet mere moderat niveau. Derfor drejer det sig om et supplement til et kendt system og ikke om den systemkonvertering, der er så vanskelig, jf. de sporadiske overvejelser hos HJ og N (p. 205-08) som led i en kortfattet drøftelse af »her-og-nu«- ctr. fondsbaserede pensionsordninger. Faktisk har en egentlig systemkonverteringværet diskuteret i udlandet, og i England har der - omend uden resultat - været fremsat forslag om en gradvis udfasning af den statslige førtidsindkomstafhængigepensionsordning fordel for udviklingaf baseret på forudgående opsparing.Netop danske politikere ved flerelejligheder at følge den svenske/ norske »kontinentaleuropæiske bevægelse« mod pensioner udmålt efter førtidige indkomster,har fået den mulighed, andre lande ikke har, for at forene »her-og-nu«-finansieringaf med overbygningspensionerbaseret forudgående opsparing, men med forskelle i udmåling i hhv. ATP ordningenog kommende arbejdsmarkedspensioner.Det give flere frihedsgrader i pensionspolitikken,herunder mulig hensyntagentil forskelle i afkastraterne, når realrentenafviger vækstraten. At der til et sådantsystem knytte sig fordelingspolitiske betænkeligheder er rigtigt, men det er ikke de relevante betænkeligheder, prisvinderen i den sammenhæng befatter sig med.

Man savner i alle tre prisbesvarelser en grundig diskussion af sådanne blandingssystemers HJ og N indskrænker sig (p. 200-206) til en partiel sammenligning af de »rene« finansieringsformer, medens BRA anlægger hele argumentation på at vise, at pensionsopsparing er et tvivlsomt middel (p. 57). Man kunne have ønsket sig en mere afbalanceret herunder især af pensionssystemet samspillet med den generelle økonomiske Dette samspil tenderer at udviske mellem de »rene« former og at reducere valget mellem dem til i overvejende degrad at være af fiskal-psykologisk karakter. Ligeså savner man i denne sammenhæng en drøftelse af (p. 56 og 60) tilløb til en drøftelse af disse spørgsmål, men det forbliver en øvelse i antydninger.

Vedrørende omsorgsydelserne og deres funktion giver BRA den absolut mest læseværdige reflekterede fremstilling, ligesom hans bidrag må fremhæves for den vægt, han tillægger samspillet mellem pensions- og arbejdsmarkedspolitikken.

Man kan med fordel spendere nogle timer i selskab med første- og andenprisvinderne, især man i forvejen ved så meget, at man kan »kigge BRA i kortene« og forstå HJ og N.

Center for Helsetjenesteforskning og
Socialpolitik, Odense Universitet