Richard Mikkelsen og Erik Hoffmeyer: Dansk pengehistorie. Bd. 4-5:1960-1990. København: Danmarks Nationalbank, 1993. 452+133 s. Kr. 125,00.

I 1968 udkom Dansk Pengehistorie, der dækkede op til 1960. I forbindelse med Nationalbankens 175 års jubilæum er der nu kommet en fortsættelse i to bind, der dækker perioden 1960-90, med Erik Hoffmeyer og Richard Mikkelsen som forfattere til hver sit bind. I et forholdsvis kort bind, på 130 sider trækker Hoffmeyer de store linier op, mens Richard Mikkelsen på 450 sider giver den detaljerede af de utallige indgreb og deres økonomiske og politiske baggrund.

De to bind supplerer hinanden godt.

Richard Mikkelsens bog ligger i sin opbygning på de tidligere bind og vil givet blive et standardreferenceværk, fordi det her er muligt at følge udviklingen i de enkelte aktørers meget tæt. Det skal dog ikke at man skal være meget interesseret i pengepolitik for at læse hele værket igennem fra ende til anden, med mindre man selv har oplevet perioden. Og for den yngre generation vil dele af bogen på trods af dens detailrigdom være meget vanskelige at læse. De vil simpelt hen have vanskeligt ved at forstå mylderet af frivillige og mindre frivillige aftaler, der bandt systemet sammen, og de utallige reguleringsog

Man kan ikke ved gennemlæsning undgå at blive lidt overrasket over hvor kortsynede overvejelser, der indgik i politikken, og hvor lidt blik, selv de mest indsigtsfulde økonomer nai iidii fol d^ lanj^ Y.rAcr : u^win^r. r> lange linier er lette at se - bagefter. Det er i dag let at grine af de såkaldte septemberforlig, der er grundigt beskrevet hos Mikkelsen (p. 173). Fordi arbejdsløsheden kom op over 100.000 i 1975, indførte man en midlertidig momsnedsættelse, af den året før indbetalte tvungne opsparing og satte øvrigt gang i investeringerne. på beslutningsti dspunktet så det fornuftigt nok ud.

Man efterlades måske nok - ikke nødvendigvis forfatterens ønske - med det indtryk, både økonomer og politikere i vidt omfang betydningen af de utallige indgreb, reguleringer og tiltag, og at de set i lidt større perspektiv ikke påvirkede udviklingen

Frigjort fra den detaljerede beskrivelse af hændelsesforløbet, kan Erik Hoffmeyer i sin fremstilling koncentrere sig om de overordnede problemstillinger.

I perioden op til 1972 dominerede det keynesiansk med en sikker tro på, at økonomien sig styre, blot der skete den nødvendige På trods af stadig flere mængdemæssige styringsmidler fik markedsmekanismen dog ifølge Hoffmeyer voksende betydning. Det afgørende skift kom i 1969, hvor Nationalbanken på grund af finans og indkomstpolitikkens utilstrækkelighed stramme pengepolitikken og mindske i samordningspolitikken for at kunne fastholde valutakurspolitikken.

Da oliekrisen kom, var Danmark i en dobbelt situation, fordi man allerede havde betydelige balanceproblemer. Derved var de pengepolitiske muligheder begrænsede, og rentepolitikken blev i høj grad bestemt af behovet for en stabil kapital import fra udlandet. af 1970'ernes økonomiske politik er meget åbenhjertig. Der lægges ikke skjul på, hvorledes rådvildheden og modløsheden sig, i takt med at man forgæves forsøgte sig med et helt arsenal af styringsinstrumenter, med at arbejdsløshed, inflation og betalingsbalanceunderskud steg og steg. Skiftende regeringer forsøgte sig med alle mulige kvantitative indgreb og selektive støtteordninger på kapitalmarkedet, meget til Nationalbankens frustration.

Først med 1980'ernes stabiliseringspolitik blev der skabt tilstrækkelige stabile rammer om pengepolitikken, med en hastig afvikling af restriktionsøkonomien.

Bogen lægger som sagt ikke skjul på, at der var betydelige nuanceforskelle - for nu at sige det pænt - mellem Nationalbank og skiftende regeringer med hensyn til den økonomiske politik.

Og det kan næppe undre, at man som læser sidder tilbage med et indtryk af, at Nationalbanken ofte havde ret, men ikke ret ofte fik ret.

Hvis man var så naiv at tro, at pengepolitikken det mindste var et af de få tilbageværende hvor den økonomiske sagkundskab havde en vis gennemslagskraft, man hurtigt klogere. Fordelingspolitiske ideologiske aspekter spillede en afgørende rolle på Christiansborg ofte med det resultat, at konjunktur- og allokeringsvirkningerne Pengepolitikken blev ligesom et område, hvor politikerne vid udstrækning var selvhjulpne, og hvor henvisningen til den »politiske nødvendighed« et fuldgyldigt argument på linie med økonomiske analyser. På disse betingelser det Nationalbankens opgave at undgå at de værste vildfarelser slap igennem. Man kan så efter temperament betragte det som en halv sejr eller halvt nederlag for Nationalbanken, Jens Otto Krag ikke fik gennemtrumfet, Danmark fulgte England fuldt ud ved devalueringen i 1967.

Det var imidlertid ikke kun politikerne som udgjorde nationalbankens med- og modspillere de sidste 30 år. Bag politikerne en række embedsmænd som støbte kuglerne, og det må formodes at embedsmændene havde gennemdrøftet de synspunkter, fremkom med. Her savnes en mere indgående analyse af den pengepolitiske som styrede Slotsholmen, at man får et mere klart billede af, hvad det var for kræfter, Nationalbanken var oppe imod.

Men om meget havde været anderledes, hvis Nationalbanken havde fået mere ret, det føler man sig ikke helt overbevist om, fordi udviklingen i så høj grad synes bestemt udefra. på lidt længere sigt har det næppe været betydningsfuldt, i hvilket omfang regering Nationalbank har været tilhængere af styring ved indgreb og restriktioner. Uanset den politiske holdning ville den internationale udvikling havde medført afviklingen af restriktionspolitikken. mellem den ene og den anden danske politik var formodentlig mere end et par års forsinkelse.

Med de to bind har vi fået en sammenhængende af dansk pengehistorie 1960-1990 »set gennem Nationalbankens Vindue«. Bøgerne er mere end et partsindlæg og fortjener at blive læst af mange, fordi de ikke blot beskæftiger sig med økonomi, men også behandler det politiske spil og de interessemodsætninger, er medbestemmende ved udformningen af den økonomiske politik.

Værket giver i øvrigt anledning til genopfriskning adskillige af Bo Bojesens illustrationer økonomi og økonomer. Det vil næppe fornærme nogen af forfatterne, at disse tegninger med til at gøre værket mere underholdende.

Institut for Finansiering,

Handelshøjskolen i København

Institut for Statskundskab,
Københavns Universitet