Resumé

SUMMARY: This paper is concerned with pollution control when the regulator is uncertain the polluters cleanup costs and the pollutees preferences. Simple allocation to reveal privat information about cleanup costs and preferences (damage costs) are developed and discussed.

1. Indledning

I de senere år har man i en række lande kunnet iagttage en stigende interesse for at afdække og forstå sammenhængene mellem miljø- og naturtilstand på den ene side og det økonomiske systems funtkionsmåde på den anden side. Samtidig har der været en interesse for at erstatte dele af den administrative styring (mængderegulering), som har været dominerende i miljøpolitikken, med mere markedsorienterede styrings- og reguleringsmetoder. med at opbygge sådanne reguleringssystemer har været at skabe økonomiske incitamenter til en adfærd hos producenter og forbrugere, der var i overensstemmelse med samfundets miljømålsætninger.

Under ideelle omstændigheder har markeder for private goder som bekendt en række egenskaber - herunder frembringelse af efficiente allokeringer. Endvidere forbrugere og producenter, der optimerer deres transaktioner til givne markedspriser et sådant system ikke noget incitament til at skjule eller fordreje information produktionsmuligheder eller preferencer. Eksterne effekter og offentlige gode aspekter, som kendetegner miljøproblemer, medfører imidlertid at et ureguleret markedssystem frembringer efficiente tilstande. På miljøområdet er der derfor stærke argumenter for en offentlig regulering for at forbedre allokeringen. For at opnå en hensigtsmæssig er det ofte nødvendigt at indhente information fra de, der frembringer forurening, og fra de der skades af forureningen. Ofte vil der være et incitament disse agenter til at fordreje den information, som de er i besiddelse af, for derved at opnå en for dem mere gunstig regulering. Mulighederne for designe reguleringssystemer, giver de involverede personer et incitament til at afgive korrekte oplysninger til reguleringsmyndigheden, skal derfor undersøges i det følgende.

Udgangspunktet er den usikkerhed og asymmetrisk fordelte information, som kendetegnerrealistiske
Hvilke styringsmidler eller kombinationer

af styringsmidler er det hensigtsmæssigt at anvende, når der er usikkerhed om renseomkostningerog

Hvordan kan et reguleringssystem indrettes, således at den private information hos forurenere og forureningsramte udnyttes til at opnå en efficient allokering? Disse spørgsmål behandles i det følgende. Først behandles et tilfælde, hvor reguleringen tilrettes at den forventede værdi af summen af rense- og skadeomkostninger minimeres uden at privat information søges indhentet. Dernæst beskrives et reguleringssystem, skaber incitamenter til at forurenerne giver korrekte oplysninger om deres renseomkostninger og derefter et reguleringssystem, der skaber incitamenter til, at de skadelidte opgiver korrekte oplysninger om deres skadeomkostninger. Disse to systemer kombineres til sidst, således at reguleringsmyndigheden på grundlag af »korrekt« privat information kan realisere det optimale forureningsomfang.

Et hovedformål med gennemgangen har været at forenkle og sammenfatte en række
af ideer fra litteraturen, således at analysen kan gennemføres ved hjælp af nogle simple
figurer.

2. Regulering under ufuldkommen information

Mange reguleringsbeslutninger på miljøområdet må træffes på baggrund af ufuldkommen usikker viden. Den mangelfulde information kan skyldes ufuldkommen indsigt i naturvidenskabelige sammenhænge. Men den kan også være fremkaldt af at de, der påvirkes af reguleringen, reagerer strategisk, når de skal afgive information til reguleringsmyndigeden. Eksempelvis kan en forurenende virksomhed, der skal oplyse om renseomkostninger, have et incitament til at opgive forkerte oplysninger om disse omkostninger.

Under fuldkommen information er det en forholdsvis enkel sag at fastlægge det optimale forureningsomfang og dermed den optimale indsats til forureningsbekæmpelse. de marginale renseomkostninger er mindre end de marginale skadeomkostninger, det fordelagtigt at reducere forureningen. Omvendt hvis de marginale renseomkostninger de marginale skadeomkostninger. Den optimale forureningsindsats således kendetegnet ved, at de marginale renseomkostninger netop svarer til de marginale skadeomkostninger. Dette forureningsomfang kan realiseres via de traditionelle af styringsmidler, dvs. administrativt fastsatte kvoter, omsættelige forureningskvoter afgifter. Ufuldkommen information medfører imidlertid at det i praksis overordentlig vanskeligt at regulere hensigtsmæssigt. Ufuldkommen information medfører endvidere, at de forskellige typer styringsinstrumenter kommer til at virke forskelligt, og giver derfor anledning til en undersøgelse af alternative styringsmidlers egenskaber under en række forskellige omstændigheder (se J. B. Mortensen og P. B. Sørensen (1991)).

3. Usikkerhed omkring virksomhedernes renseomkostninger

Usikkerhed omkring renseomkostningernes størrelse i virksomhederne skaber et problem, f.eks. når man vil forsøge at regulere via en forureningsafgift. En sådan afgift vil normalt fungere uhensigtsmæssigt i den forstand, at den enten giver anledning til for stort et forureningsomfang eller for store renseaktiviteter. Dette skyldes, at afgiften må fastsættes på et givet niveau, som kun svarer til et enkelt punkt på kurven for de marginale skadesomkostninger (denne er i almindelighed ikke vandret). Hvis forureningsafgiften gøres afhængig af det samlede forureningsomfang, ville den kunne således, at den svarede til de marginale skadeomkostninger for ethvert forureningsomfang. Hvis dette kunne lade sig gøre, vil usikkerhed omkring renseomkostningerne reguleringsmyndighederne ikke give anledning til noget problem - usikkerheden vil være irrelevant. De forurenende virksomheder, der tænkes at kende egne renseomkostninger, kan så tilpasse renseomkostningerne til forureningsafgiften og det optimale forureningsomfang kan realiseres. Et sådant system kan dog ikke realiseres praksis, idet virksomhederne skal kende det samlede forureningsomfang og dermed øvrige virksomheders udledning, inden de kan beregne skatten og derefter træffe de rigtige beslutninger om renseaktiviteter.

Robert & Spence (1976) har udformet et system, der ved en kombination af styringsmidler den marginale skadesomkostningsfunktion bedre end en vandret afgiftsfunktion (eller en lodret mængderestriktion). Det foreslåede system kombinerer anvendelsen af omsættelige kvoter med en forureningsafgift og en tilbagekøbspris ikke anvendte omsættelige kvoter. Systemet fungerer på følgende vis. Reguleringsmyndigheden udsteder et antal omsættelige kvoter. På markedet for de omsættelige dannes en pris, der sikrer, at udbud er lig med eftespørgsel. Samtidig tillades forurening uden forureningskvoter, idet der dog opkræves en forureningsafgift en sådan forurening. For forureningskvoter, som ikke er blevet benyttet, tilbyder reguleringsmyndigheden en tilbagekøbspris, som er mindre eller lig med forureningsafgiften. pris, der dannes på de omsættelige forureningskvoter, vil oplagt komme til at ligge mellem afgiften og tilbagekøbsprisen. Et ydertilfælde for dette system når tilbagekøbsprisen er nul og afgiften er meget stor, idet systemet så i realiteten vil fungere som et system med omsættelige kvoter. Et andet ydertilfælde fremkommer, når tilbagekøbsprisen er lig med afgiften, idet systemet da fungerer som et rent afgiftssystem.

Opgaven for reguleringsmyndigheden er nu at fastsætte antallet af omsættelige forureningskvoter, og afgiften. Ud fra forventningerne om renseomkostningernes kan disse parametre fastlægges således, at man minimerer den forventede af rense- og skadesomkostninger. Reguleringen tilrettelæges således uden, at man forsøger at inddrage den private information, som forurenerne er i besiddelse af. Reguleringssystemet er illustreret i fig. 1.

4. Asymmetrisk information om renseomkostninger

I det følgende ønsker reguleringsmyndigheden at inddrage den private information om renseomkostninger, som de enkelte virksomheder forudsættes at være i besiddelse af, for at kunne tilrettelægge en hensigtsmæssig regulering. Opgaven for reguleringsmyndigheden derfor at indrette et system, således at de enkelte virksomheder får et incitament til at afgive korrekt information. De marginale skadeomkostninger forudsættes - problemet med at afdække disse behandles i næste afsnit. For at gøre problemstillingen så enkel som mulig forudsættes mange små virksomheder. Dette har den konsekvens, at den information, som den enkelte virksomhed afgiver, ikke påvirker forureningsafgift, som indgår i reguleringssystemet. Et alternativt og lidt mere kompliceret reguleringssystem, som medtager en sådan effekt, er behandlet i Kwerel (1977) og i en forenklet udgave i J. B. Mortensen & P. Andersen (1990).

Informations- og reguleringsproblemerne løses på følgende måde. Reguleringsmyndighedenanmoder om at give oplysninger om deres marginale renseomkostninger.På af disse oplysninger fra de forurenende virksomheder samt viden om de marginale skadeomkostninger bestemmes det optimale foruren i ngsomfangrelativt disse oplysninger. Dette forureningsomfang er kendetegnet ved at de

marginale renseomkostninger for økonomien som helhed er lig med marginale skadeomkostninger.Hermed også størrelsen af den forureningsafgift, som indgåri Virksomhederne oplyses om denne forureningsafgift og skal indbetale en afgift - ikke på grundlag af deres faktiske forurening, men bestemt af de oplysninger om renseomkostningerne, som virksomheden har afgivet. Forureningsafgiftenbestemmer punkt på den opgivne marginale renseomkostningskurve. Den tilhørendeforureningsmængde den mængde, som virksomheden beskattes af, og den udgør samtidig en øvre grænse for hvad virksomheden må udlede (mængderestriktion).De om de marginale renseomkostninger, som virksomheden afgiver, bestemmer således den regulering (afgift og kvote), som virksomheden underkastes.

Hvis alle virksomheder afgiver korrekte oplysninger, vil det optimale forureningsomfangblive Fordelingen af forurening og dermed renseaktviteter på de enkeltevirksomheder være sådan, at de samlede renseomkostninger ved at realisere det optimale forureningsomfang er minimeret. Virksomhederne vil tilpasse renseaktiviteternetil dvs. de gennemfører renseaktiviteter, når dette er billigereend betale afgiften. De kvoter, der er pålagt virksomhederne, svarer netop til det optimale forureningsomfang for den enkelte virksomhed og sikrer, at det faktiske forureningsomfangikke

reningsomfangikkebliver større end dette og dermed det forureningsomfang virksomhedenskal
afgift af.

Vi skal nu vise, at dette reguleringssystem bevirker, at det vil være omkostningsminimerende virksomheden, at opgive de korrekte marginale renseomkostninger. Af figur 2 fremgår, at hvis virksomheden overdriver renseomkostningerne vil summen af renseomkostninger og forureningsafgift udgøre arealet OADF, hvilket er større end den tilsvarende sum, hvis virksomheden havde afgivet korrekte marginale renseomkostninger OABC). Havde virksomheden opgivet for lave marginale renseomkostninger summen af renseomkostninger og forureningsafgift også have været større end den sum, som virksomheden skulle have betalt, hvis den havde opgivet korrekte marginale renseomkostninger. Det bedste virksomheden kan gøre under dette reguleringssystem, derfor at opgive de korrekte marginale renseomkostninger.

5. Asymmetrisk information omkring skadeomkostninger

De skadeomkostninger, der er knyttet til forurening er ofte overordentlig vanskelige
at opgøre. Virkningerne af forureningen indtræder i en række tilfælde med en betydelig
tidsforsinkelse, så skadevirkningen kan først endeligt opgøres engang ud i fremtiden.

Skadevirkinger, der rammer personer, kan opgøres med udgangspunkt i disse personers
vurdering af de pågældende skader. Det er dog ikke altid oplagt, at skadeomkostningsfunktionenfor
alene skal baseres på individuelle vurderinger af skaderne.

I det følgende antages at skadeomkostningsfunktionen meningsfuldt kan baseres på borgernes individuelle vurderinger - dvs. borgernes villighed til at betale for miljøforbedringer. er et offentligt gode - alle borgere må »leve« med den miljøkvalitet, eksisterer. Det er velkendt at offentlige goder giver anledning til et »Free rider« problem, som vanskeliggør implementering af en efficient allokering. Clarke eller & Ledyard mekanismer er metoder, hvor individer afgiver signaler til reguleringsmyndigheden, understøtter en efficient allokering, og således løser incitamentsproblemet til offentlige goder.

I det følgende skal vi se på en meget simpel udgave af denne mekanisme, som løser reguleringsmyndighedernes problem, når den ønsker at basere samfundets vurdering af skadeomkostningerne på summen af de berørte borgeres skadeomkostninger. Igen ønskes reguleringssystem, således at de, der skal afgive privat information, har et incitament at afgive korrekte oplysninger.

I figur 3 er de marginale renseomkostninger for virksomhederne indtegnet og de marginale skadeomkostninger indtegnet. De marginale skadeomkostninger er fremkommet lodret addition af enkeltpersoners marginale skadeomkostninger for henholdsvis borgere og for alle borgere undtagen borger nr.y.

Grundideen i Clarke eller Groves og Ledyard mekanismen er, at enhver skal betale det, som dennes medvirken i beslutningen koster de andre implicerede. Hensyntagen til person j medfører, at det optimale forureningsomfang formindskes fra q-j til q. Nettoomkostningerne for de øvrige er de øgede renseomkostninger minus reduktionen skadevirkning for de øvrige personer, dvs. arealet ABC Person J pålægges at betale en »skat« svarende til dette areal. Givet denne betalingsregel er det også klart ud fra figur 3, at det bedste person j kan gøre, er at opgive de korrekte personlige skadeomkostninger. person j sine skadeomkostninger, vil stigningen i hans skattebetaling hans fordel ved mindre forurening. Selvom person j skal betale en skat svarende til arealet ABC, fremgår det af figuren, at der er nettofordel ved at have påvirket beslutningen. På tilsvarende måde indses, at hvis person y opgiver for lave skadeomkostninger han blive dårligere stillet end hvis han opgiver de korrekte skadeomkostninger. hjælp af dette simple system er det derfor muligt at skabe et incitament at borgerne giver korrekte oplysninger om skadevirkningerne.

6. Et samlet system

På baggrund af analysen i afsnit 4 og 5 kan der nu opstilles et samlet reguleringssystem,hvor
indhenter privat information fra virksomhederne

og borgerne om renseomkostninger og skadeomkostninger. Reguleringssystemet består
af følgende trin.

(1). Reguleringsmyndigheden anmoder virkeomheder og borgere om at afgive oplysninger henholdsvis renseomkostninger og marginale skadeomkostninger. Samtidig det, hvorledes de indkomne oplysninger benyttes til at fastlægge reguleringen.

(2). På grundlag af de indkomne oplysninger bestemmes ved henholdsvis vandret og lodret addition samfundets marginale renseomkostninger og marginale skadeomkostninger. mellem de to aggregerede kurver fastlægger det optimale forureningsomfang samtidig den forureningsafgiftsrate, som anvendes overfor virksomhederne.

(3). På grundlag af de opgivne oplysninger om marginale renseomkostninger bestemmes
mængde, som den enkelte virksomhed skal betale skat af. Denne forureningsmængde
samtidig en øvre grænse for den tilladte forurening for virksomheden.

(4). På grundlag af den enkelte borgers oplysninger om personlige marginale skadeomkostninger en skat, som borgerne skal betale. Skattebeløbet er bestemt af de nettoomkostninger som borgernes medvirken i fastlæggelsen af det samlede forureningsomfang givet aneledning til for de øvrige implicerede.

7. Afslutning

Reguleringssystemet er sådan indrettet, at både virksomheder og borgere har et incitament at opgive korrekte oplysninger til brug for reguleringsmyndigheden. Den betaling, som virksomheden skal præstere, svarer til et system med en forureningsafgift. at kombinere en afgift og en kvoteordning som foreslået her, kan man både løse reguleringsmyndighedens informations- og reguleringsproblem. For borgerne vil systemet virke anderledes end traditionel afgiftsregulering, idet de skadelidte kommer til at betale for at forureningen nedbringes til det optimale forureningsomfang. Den betaling, som borgerne skal præstere, tjener til at sikre, at de afgivne oplysninger er korrekte. Systemet vil således have andre fordelingsvirkninger end et rent afgiftssystem vil give et større provenu til det offentlige. Tilsvarende er det også klart, at det kombinerede system giver en anden fordeling end et rent mængdereguleringssystem. Fordelingsvirkningerne af systemet kan ændres på forskellig vis, uden at den frembragte undergraves. Hvis virksomhederne belastes for hårdt af dette system, kan belastningen reduceres ved at de arbitrært tildeles nogle fradrag i forureningsskatten, er uafhængige af deres handlinger og derfor ikke undergraver incitamenter marginalbetingelser. Tilsvarende kan belastningen af borgerne ændres, f.eks. ved at de skal betale på forhånd fastsatte andele af renseomkostningerne ved at reducere forureningen.

Litteratur

Kwerel, E. 1977. To tell the truth: Imperfect
information and optimal pollution control.
Review of Economic Studies.

Mortensen, J. B. & P. Andersen. 1990. Økonomisk - betydningen af ufuldkommen asymmetrisk information. I Regulering og styring 2, red. af Ellen Margrethe Basse, København.

Mortensen, J. B. & P. B. Sørensen. 1991.
Økonomiske styringsmidler i miljøpolitikken.

Roberts, M. P. & M. Spence. 1976. Effluent Charges and Licences under Uncertainty. Journal of Public Economics V April/ May.