Resumé

SUMMARY: According to Weitzman Profit Sharing can be used as a cure against stagflation. paper argues that this is a qualified truth. Two types of stagflation are considered: one caused by the existence of decentralized unions and one caused by the existence of a central union. In the first case it is argued that profit sharing can only cure stagflation under very special technological conditions. On the other hand, profit sharing seems to have strong implications on employment and real wage in the second case.

1. Indledning

Da Martin L. Weitzman i 1984 udgav sin bog The Share Economy var hans centrale budskab at OD kan helbrede en økonomi for stagflation. Bogen var skrevet for et bredt publikum og man skal derfor læse hans artikler fra 1983, 1985 og 1987 for at finde en præcis formulering af hans argumentation. Gør man dette, slår det en, at artiklerne fra -83 og -85 næppe kan siges at modellere økonomier, der lider af stagflation, men snarere der lider af god gammel keynesiansk arbejdsløshed. I begge modeller er det en træg pengeløn, der er den egentlige forklaring på arbejdsløshed og i begge modeller er det let at vise, at ekspansiv penge- eller finanspolitik er lige så effektiv som OD, når det gælder sikring af fuld beskæftigelse. Leder man derfor efter en formaliseret af sammenhængen mellem OD og stagflation fra Weitzmans ånd, står man tilbage med artiklen fra 1987. Denne artikel modellerer en økonomi med imperfekt konkurrence på varemarkederne og decentrale lønforhandlinger. Modellen er i stand til at generere arbejdsløshed, der ikke kan fjernes ved hjælp af ekspansive politikker og kan derfor siges at beskrive en stagflationsøkonomi. I dette regi kan Weitzman vise, at en indførelse af OD forøger beskæftigelsen, hvis og kun hvis følgende teknologiske antagelse overholdt: produktionsfunktionens elasticitet m.h.t. beskæftigelsen er faldende beskæftigelsen. Beslægtede analyser er foretaget i Jackman (1988) og Holmlund (1990). I begge disse artikler fas samme resultat: OD's evne til at påvirke beskæftigelsen på ovenstående teknologiske antagelser.

I denne artikel modelleres en økonomi karakteriseret ved ufuldkommen konkurrencepå samt decentrale og centrale forhandlinger på arbejdsmarkedet. Centralt i økonomien forhandles en mindsteløn. Givet denne mindsteløn, forhandles decentralt om grundlønnen (den enkelte arbejders aflønning består af en grundløn og en andel af overskuddet) under den bibetingelse, at den samlede aflønning ikke må væremindre

remindreend mindstelønnen. Det vises, at der kan forekomme to typer arbejdsløshed i denne model. Den første type kan forklares ved eksistensen af decentrale fagforeninger og er grundlæggende af samme type som i Weitzman (1987). Der argumenteres for, at selv om OD kan have en vis indflydelse på denne form for arbejdsløshed, så må denne antages at være ret begrænset. Den anden type arbejdsløshed kan forklares ved eksistensenaf central fagforening. Det vises, at OD er et meget effektivt middel til fjernelseaf type arbejdsløshed.

2. Økonomien

Økonomien antages at være af den specielle "CES-type" som kendes fra f. eks. Blancard & Kiyotaki (1987) og Weitzman (1985). Der er n varer, der ikke kan overføres periode til periode og en «+l'te vare, der kan overføres ("penge"). Der er m forbrugere, monopoler (en for hver vare) og en offentlig sektor, hvis eneste rolle er at udbyde penge. Der er ingen offentlig vareefterspørgsel og monopolernes eneste input er arbejde, som leveres af husholdningerne. Forbrugerne er derfor de eneste efterspørgere de n varer og vi kan derfor beregne den efterspørgselskurve, som det enkelte monopol står over for ved at beregne forbrugernes samlede efterspørgsel efter den enkelte Under forudsætninger, der er præciseret i ovenstående henvisninger, kan en sådan objektiv efterspørgselskurve udtrykkes ved:

(1)

hvor Pj er prisen på den j_'te vare, Peret prisindeks beregnet på basis af alle økonomiens og M er pengemængden. Ved at antage antallet af varer i økonomien tilstrækkeligt kan vi antage at ændringer i prisindekset P ved ændringer i P_i er approksimativt Vi vil derfor i det følgende antage, at det enkelte monopol betragter m og P som udefra givne størrelser.

Hvis det/te monopol har Cobb-Douglass produktionsfunktionen^ = €" (0 < a < \),
fas ved indsættelse i (1):

(2)

Vi antager nu at lønnen Wj i den enkelte virksomhed er givet ved:

(3)

hvor o)j er grundlønnen og A er en andelsparameter som angiver hvor stor en del af
virksomhedens overskud efter udbetaling afgrundlønnen R(€j) - a)j€j, der udbetales

til de ansatte i virksomheden. Andelsparameteren A antages eksogent givet, mens a)j er resultatet af en kombineret central/decentral forhandling. På centralt plan forhandles en mindsteløn v og på decentralt plan forhandles grundlønnen (Oj under den bibetingelse, at den samlede aflønning skal være større eller lig mindstelønnen. Denne formulering af problemstillingen gør det muligt at analysere centrale og decentrale forhandlinger i den samme model.

Lad os først definere den decentrale forhandling. Det/te monopol ønsker at maksimere O_y = R(€j) - Wj€j. Deny'te fagforening ønsker at maksimere medlemmernes nytte Uj = €jWj + (mj-€j)a, hvor nij er antallet af medlemmer og a er et medlems forventede indtjeningsmuligheder i den omgivende økonomi. Forhandlingen (Oj, hvorefter monopolet vælger den profitmaksimerende beskæftigelse ved R '(£j) = o)j. Forhandlingsløsningen er givet ved en asymmetrisk Nashforhandlingsløsning. forhandlingerne bryder sammen, antages det, at det enkelte medlem far den forventede indkomst a og at monopolets profit bliver nul. Forhandlingens er derfor (Uj,U.j)⁼ (anij,o). Et forhandlingsudfald (wj, £j) vil derfor løse problemet:

(4)

hvor p (0 < p < \) er udtryk for den decentrale fagforenings relative styrke. Indsættes
(2) i dette problem fas følgende overraskende simple karakteristik af forhandlingsløsningen
vi i første omgang overser restriktionenen w, > v):

(5)

(6)

Af (5) ses det umiddelbart, at ændringer i X ingen effekt har på lønnen i det enkelte monopol. Dette resultat hænger i høj grad på anvendelsen af en Cobb-Douglas produktionsfunktion.En er karakteriseret ved konstant elasticitet m.h.t. beskæftigelsen. Havde vi indført en produktionsfunktion med variabel elasticitet ville lønnen blive følsom overfor ændringer i X. Specielt vil en produktionsfunktion, for hvilken elasticitetener i beskæftigelsen, sikre, at lønnen falder ved en indførelse af OD. Sådanneproduktionsfunktioner

danneproduktionsfunktionerer antaget i Weitzman (1987), Jackman (1988) og Holmlund(1990) i alle tre artikler er det denne antagelse, der udgør grundlaget for positiveOD-resultater. prominent eksempel på en produktionsfunktion med faldende elasticiteter med substitutionselasticitet mellem arbejde og kapital mindreend . Empirisk set er denne substitutionselasticitet typisk netop mindre end 1 (i Bruno (1986) estimeres den til at ligge mellem 0.5 og 1 med et gennemsnit på 0.7). Vi vender senere tilbage til denne problemstilling. Her skal vi blot konkludere, at hvis produktionener Cobb-Douglas typen, da vil en indførelse af OD i den enkelte virksomhedbevirke beskæftigelse for uændret pengeløn.

3. Ligevægt

Før vi kan definere en generel ligevægt for hele økonomien, må den forventede løn
a endogeniseres. Dette gøres i stil med Pissarides (1985):

(7)

hvor L er makrobeskæftigelsen, N er det samlede arbejdsudbud, w er lønniveauet i økonomien d er arbejdsløshedsunderstøttelsen. L /N fortolkes som sandsynligheden for beskæftigelse et eller andet sted i økonomien således at 1 - L/N bliver sandsynligheden arbejdsløshed. Uden tab af generalitet antages det at d = 0.

Da alle monopoler og alle decentrale fagforeninger er ens, vil vi kun lede efter symmetriske - dvs. ligevægte, hvor alle monopoler producerer den samme mængde, det samme antal arbejdere, tager den samme pris og udbetaler den samme Vi antager altså, at^_y =y €/= £,P_i = Pogw, = w for alley = \,...,n. Anvendes dette på (1) og produktionsfunktionen fas:

(8)

(9)

I symmetrisk ligevægt gælder det, at /?, =Py= P£a. Dette, samt (5) og (6) giver at

(10)

(11)

Fra (7) fås

(12)

Endelig har vi i følge minimallønssystemet at:

(B)

For given mindsteløn v udgør (8)- en slags "mellem-langt-sigf'-model for økonomien. er langsigtet, idet der er fuldkommen tilpasning i forhold til det decentrale På den anden side er den ikke helt langsigtet, da der ikke sker nogen tilpasning på det centrale arbejdsmarked. Dette tager vi som sagt hensyn til i næste afsnit.

Lad os først løse modellen uden at tage hensyn til restriktionen (13). Indsættes (12) i
(10) fås:

(14)

Indsættes dette i (11) fås:

(15)

Fra (8), (9) og (14) haves:

(16)

således at

(17)

Nu kan vi introducere mindstelønnen v. Hvis v < w, hvor w er givet ved (17), da er (14)- en ligevægt for økonomien: de decentrale forhandlinger fører til en pengeløn, der overholder det centrale mindstelønskrav. Hvis omvendt v > w, da vil økonomiens pengeløn være givet af mindstelønnen og vi må da definere en anden type ligevægt. Dette gøres ved at koble de decentrale forhandlinger fra (fjerne (10) og (12)) og introducere pengeløn ((13) med lighedstegn). Fra (8) og (9) fås:

(18)

Fra (11) (= det enkelte monopols førsteordens betingelse) og (13) (med lighedstegn)
fas:

(19)

(18) og (19) giver:

(20)

Indsættes dette i (19) fas:

(21)

Situationen er vist i fig. la og Ib. I fig. la er punktet k ligevægt. Det udgøres af skæringspunktet mellem kurverne (18) og (19). (19) er udledt ved hjælp af det enkelte monopols førsteordens betingelse og beskriver derfor efterspørgslen efter arbejdskraft for varierende realløn. (18) er en lidt speciel konstruktion, idet den er en omskrivning af vare efterspørgselskurven. Den beskriver, hvilken sammenhæng der for given pengeløn være mellem reallønnen og beskæftigelsen, for at der er ligevægt på varemarkedet. denne ligevægt (der har en del lighedspunkter med Weitzman (1985)), er pengepolitik Hvis pengemængden M vokser, da vil den voksende kurve (givet ved (18)) forskydes nedad og derved føre til ligevægten k\. Følgen er højere beskæftigelse og (som følge af højere prisniveau P) lavere realløn. Dette er et standard keynesiansk resultat.

OD-politik - en forøgelse af andelsparameteren X - vil forskyde efterspørgselskurven
arbejdskraft (18) opad, og derved føre til ligevægten k2. Resultatet er en højere
og (som følge af lavere prisniveau) højere realløn.

I en keynesiansk ligevægt adskiller OD-politik sig fra efterspørgselsstimulering, ved effekten på prisniveauet. Hvor en stigning i pengemængden virker inflationært, virker en stigning i X deflationært. En intuitiv forklaring på dette er følgende: en forøgelse af X gør det profitabelt for det enkelte monopol at udvide produktionen på trods af, at det må sænke prisen for at komme af med de ekstra varer. Dette står i modsætning til situationen,hvor forøgelse af den aggregerede efterspørgsel forskyder den faldende efterspørgselskurve,som

terspørgselskurve,somdet enkelte monopol står overfor, opad. Denne udvidelse af indtjeningsmulighederneudnyttes
både at hæve prisen (dæmpe efterspørgselsstigningen)og
produktionen (udnytte efterspørgselsstigningen).

I fig. Ib er punktet/? en ligevægt. Ligevægten er givet ved skæringspunktet mellem arbejdskraftsefterspørgselskurven (11) og den lodrette kurve givet ved (14). Der er total i denne ligevægt. Den intuitive forklaring er, at selv om en stimulering efterspørgslen initialt påvirker beskæftigelsen positivt, da vil en stigning i beskæftigelsen den forventede løn i økonomien. Dette vil udløse decentrale lønkrav med fald i beskæftigelsen og højere priser som følge. Efterspørgselsstigningen sætter blot en løn-pris-spiral i gang.

OD-politik vil forskyde arbejdskraftsefterspørgselskurven opad. Resultatet er højere realløn og uændret beskæftigelse (ligevægten/?,). Dette resultat er ret paradoksalt. På mikroplan havde vi præcis den modsatte effekt: højere beskæftigelse for uændret løn! Årsagen til, at OD ikke påvirker beskæftigelsen på makroplan, er imidlertid netop, at den ikke påvirker lønnen på makroplan. Antag i (10) at t= t(\), t' <oogat (11) er uændret. I dette tilfælde vil OD altså formindske lønnen på mikroplan. Effekten vil i følge (14) være en beskæftigelsesstigning på makro-plan. Som tidligere nævnt vil en CES produktionsfunktion med substitutionselasticitet mindre end 1 give denne effekt. Det er vanskeligt at arbejde analytisk med denne model, hvis produktionsfunktion er af C.E.S.-typen. Modellen er imidlertid ret simpel at simulere på en computer. Modellen er blevet simuleret for produktionsfunktionen:

hvor p = (\-e)/e. e er substitutionselasticiteten. Antages det, at e = 0.7 (estimat af Bruno(1986)),
= 0.75, (3 = 0.5, /jl = 0.75 kan det ved en iterativ proces beregnes, at

arbejdsløshedsprocenten i ligevægt uden OD er ca. 30%. Ved en kraftig indførelse af OD (\= 0.5) falder arbejdsløshedsprocenten til ca. 26.5%. Lignende beskedne beskæftigelseseffekterfas varierende parameterkonstellationer, når e = 0.7. Konklusionen på dette er, at substitutionselasticiteten er så tæt på 1 at OD's beskæftigelseseffekt er meget begrænset. Dette begrunder anvendelsen af en Cobb-Douglas funktion: på mikroplan har OD en kraftig beskæftigelseseffekt og en svag løneffekt. Netop derfor fas på makroplan en kraftig reallønseffekt og en svag beskæftigelseseffekt.

Sammenfattende kan det siges, at på mellem lang sigt er der mulighed for at såvel OD som pengepolitik kan påvirke beskæftigelsen positivt. Hvis pengepolitik er virksomt, OD det også. Hvis pengepolitik ikke er virksomt, så er OD det heller ikke. På mellem lang sigt har OD derfor ingen beskæftigelsesmæssige kvaliteter, som almindelig politik ikke har. Modellen sætter derfor spørgsmålstegn ved Weitzmans opfattelse af, at OD kan formindske arbejdsløsheden i en stagflationspræget økonomi. Hvis stagflationen skyldes eksistensen af decentrale fagforeninger, har OD ikke den store effekt. I næste afsnit skal vi argumentere for, at dette ikke er tilfældet i en økonomi, stagflation kan begrundes med eksistensen af en central fagforening.

4. Centrale forhandlinger

Minimumslønnen v bestemmes ved en forhandling mellem en central arbejdsgiverforening en central fagforening. Det antages, at disse forhandlinger foregår under fuldkommen information om økonomiens funktionsmåde - dvs. arbejdsmarkedets parter og er enige om den præcise effekt af at vælge en bestemt minimumsløn v, givet ved den symmetriske ligevægt beskrevet i sidste afsnit.

Arbejdsgiverforeningen har nyttefunktionen n= n(€^a - -_p€) og ønsker altså at maksimereøkonomiens realprofit. Den centrale fagforening har nyttefunktionen U = n£(-_p - c), hvor c er en eksogen variabel, der angiver den mindste realløn, fagforeningenkan c kan ses som udtryk for historiske eller internationale sammenligningerfra side. Et par bemærkninger angående c er nødvendige, da det viser sig, at c > 0 er en nødvendig forudsætning for, at de centrale forhandlinger skaber arbejdsløshed. Man kan argumentere for c's tilstedeværelse i fagforeningens nyttefunktion ud fra insider-outsider teorien (Lindbeck & Snower(1988)) og den noget ældre tankegang i opsplitningen mellem "leadership" og "rank and file" (Ashenfelter & Johnson(l969)). Den centrale fagforenings ledelse er politisk forankret i økonomiensgruppe insiders. Især i forbindelse med et eksogent økonomisk tilbageslag (der i denne model kunne beskrives ved eksogent produktivitetsfald) vil ledelsen da ikke kunne acceptere et for kraftigt fald i insidernes (de beskæftigedes) aflønning, da deres politiske liv da vil blive bragt i fare. Det skal desuden nævnes, at resultaterne i dette afsnit kan opnås for en CES-produktionsfunktion med substitutionselasticitet mindre end 1 og c = 0. Dette ville som sagt kun føre til en meget lille ændring af resultaternei

taterneide tidligere afsnit. Der eksisterer altså produktionsfunktioner, så antagelsen c
> 0 er unødvendig.

Forhandlingerne er givet ved en asymmetrisk Nash-forhandling, således at forhandlingens
(-p,€) vil løse problemet

(22)

hvor b (0 <b< 1) er den centrale fagforenings relative forhandlingsstyrke, og hvor bibetingelserne
definerer, at økonomien ligger i en ligevægt som defineret i afsnit
3. Løses dette problem uden hensyntagen til restriktion (3) fås:

(23)

(24)

1 figur 2a og 2b er de to mulige typer langsigtsligevægte indtegnet. I fig. 2a ses den langsigtede udgave af den keynesianske ligevægt fra afsnit 3. Denne ligevægt er karakteriseret reallønsstivhed, således at der er pengeneutralitet på det længere sigt. En stigning på 10% i pengemængden vil medføre stigning på 10% i mindstelønnen, således (2) i (22) er uforandret.

Som beskrevet i afsnit 3, adskiller pengepolitik og OD-politik sig ved, at den første har en inflationær tendens, mens den sidste har en deflationær tendens. Dette gør, at OD-politik - i modsætning til pengepolitik - kan fungere på længere sigt. I fig. 3 er indtegnet en langsigtet ligevægt med reallønsstivhed. Vi befinder os initialt i ligevægtenk(). en langsigtsligevægt nødvendigvis er en speciel kortsigtsligevægt, er den voksende kurve fra fig. la også indtegnet (kurven E() - denne kurve er givet ved (2) i (22) for given mindsteløn v og er en beskrivelse af økonomiens vareefterspørgselsside).

Forøges nu X, vil den initiale effekt være en forskydning opad langs efterspørgselskurvenefter fra A_o ti\A\. På mellemlangt sigt (for given mindsteløn v) ændres ligevægten da fra k₀ til k_u dvs.: højere beskæftigelse og (på grund af lavere prisniveau) højere realløn. Ved en kommende overenskomstforhandling vil reallønstigningenmedføre lavere minimumsløn. Dette vil forskyde den voksende kurve nedad fra Eg til E_x således at ligevægten k2k₂ bliver resultatet, dvs. endnu højere beskæftigelse og samme realløn som i den initiale ligevægt kO.k₀.

Ligevægten i 2b er identisk med ligevægten i Ib. Dette er ikke så mærkeligt, idet begge ligevægte er karakteriseret ved, at mindstelønnen er så lille, at den ikke får nogen på de decentrale forhandlinger. I begge tilfælde er pengepolitik og ODpolitik

5. Konklusion

Antag at en økonomi lider af stagflation i den forstand, at der er arbejdsløshed samtidig at traditionel ekspansiv politik ikke virker. Kan OD løse denne økonomis problemer? Svaret på dette afhænger af, hvorvidt økonomiens grundlæggende lidelse er "reallønsstivhed" eller "beskæftigelsesstivhed". I det første tilfælde, hvor arbejdsløsheden eksistensen af en central fagforening, så vi at OD er meget virkningsfuldt. skaber på mellemlangt sigt en højere realløn, således at den i modsætning til penge- eller finanspolitik ikke straks fremprovokerer stigninger i pengelønnen.

Hvis økonomien lider af "beskæftigelsesstivhed" har OD derimod ikke mange chancer. til denne form for arbejdsløshed er trukket hårdt op i en simpel model som denne: decentrale fagforeninger manifesterer kun deres forhandlingsmagt, hvis de er i stand til at forhandle en løn, der er højere end den forventede løn i økonomien. Men dette må nødvendigvis medføre arbejdsløshed: Hvis der ikke var nogen arbejdsløshed økonomien, ville den forventede løn være lig lønnen. Og det har vi jo lige antaget, den ikke var.

En indførelse af OD vil initialt hæve beskæftigelsen for stort set uændret pengeløn. Virksomhederne vil sænke priserne for at komme af med de ekstra varer og reallønnen vil derfor begynde at stige. Det vigtige er imidlertid ikke som ovenfor denne reallønsstigning, derimod beskæftigelsesstigningen. Den vil nemlig forøge den forventede løn i økonomien og derved fremprovokere pengelønsstigninger. Modellen i denne artikel at denne modsat rettede effekt kan være så kraftig, at beskæftigelsesfremgangen forsvinder.

Litteratur

Ashenfelter, O. C. and Johnson, G. E. 1969. Bargaining Theory, Trade Unions and In- dustrial Strike Activity. American Econo- mic Review (LIX).

Bruno, M. 1986. Aggregate Supply and Demand in OECD Unemployment: An date. Economica, Supplement, p. 535-552.

Holmlund, B. 1990 - Profit Sharing, Wage
Bargaining, and Unemployment. Economic
Volume XXVII, number 2.

Jackman, R. 1988. Profit-Sharing in a Unionised with Imperfect Competition. Journal of Industrial Organization 6, p. 47-57.

Lindbeck, A. and D. J. Snower. 1988. The Insider-Outsider
of Employment and

Unemployment. The MIT Press. Pissarides, C. A. 1985. Dynamics of Unemployment, and Real Wages with Trade Unions. Scandinavian Journal of Economics 87(2), p. 386-403.

Stephensen, P. 1988. Aspekter af Weitzmans teori om indførelsen af Simpel OD i en økonomi med stive lønninger på kort sigt. Afsluttende opgave. Københavns Universitet.

Weitzman, M. L. 1985. The simple macroeconomics profit sharing. American Economic Review, vol. 75 (December), pp. 937-53.

Weitzman, M. L. 1987. Steady State Unemployment
Profit Sharing. Economic
Journal. March, p. 86-105.