Arbejdsløsheden er det centrale økonomiske/politiske problem i 1990'erne. Ledigheden
stærkt i løbet af 1991, og ved udgangen af 1991 var der over 300.000
fuldtidsledige.

I relation til arbejdsmarkedet og arbejdsløsheden er strukturproblemer blevet et nøglebegreb. økonomiske strukturer menes selve indretningen af det økonomiske system. er vanskeligt at måle størrelsen af strukturproblemerne på arbejdsmarkedet ved hjælp af ét enkelt mål. Et tegn på strukturproblemer er flaskehalse i form af mangel bestemte typer arbejdskraft og stærke lønstigninger i perioder med generel høj ledighed som i perioden 1986/87. Selve det forhold, at ledigheden kan befinde sig på et vedvarende højt niveau over en lang årrække, kan være udtryk for strukturproblemer i form af manglende lønfleksibilitet.

Begrebet "den naturlige ledighed" er et teoretisk forsøg på at etablere ét begreb, der skal give et billede af strukturproblemernes omfang. Strukturpolitik i relation til arbejdsmarkedet defineres som indgreb og metoder til reduktion af den naturlige arbejdsløshed. før disse former for økonomisk politik kan diskuteres, må man have en teori om bestemmelsen af den naturlige ledighed eller ligevægtsledigheden, som den også benævnes. Der findes mange forskellige teorier og modeller til bestemmelse af ligevægtsledighedens størrelse. Ofte er modellerne partielle, da'de kun inddrager enkelte af arbejdsmarkedets funktionsmåde som f. eks. løndannelsen.

Som udgangspunkt for modelteoretiske overvejelser kan strukturproblemerne opsplittes
to problemstillinger: (1) Søge- og matchprocesser og (2) arbejdskraftudbud,
arbejdskraftefterspørgsel og løndannelse.

Den første problemstilling kan illustreres med en "Beveridge-kurve" eller en "wvrelation".Den
en negativ sammenhæng mellem jobledighedsraten v (antallet af
ledige job i forhold til arbejdsstyrken) og arbejdsløshedsprocenten u, jvf. figur 1. Kurvenviser

Resumé

SUMMARY: Within the framework of a simple dynamic macro model, possible effects on the rate of unemployment from different labour supply shocks are discussed. Further, macro economic effects from job offer schemes and other types of "active " labour market are discussed.

venviserde kombinationer af v og u, hvor arbejdsløsheden er konstant, dvs. hvor indstrømningenind ledigheden svarer til udstrømningen fra ledigheden, og den kan udledesved af søge- og matchprocesserne på arbejdsmarkedet jvf. nedenfor. Kurven er et udtryk for, at ledige job og arbejdsløse kan sameksistere på et givet tidspunkt,fordi er tidskrævende, eller fordi de ledige job og de arbejdsløseikke eller geografisk matcher. En forskydning udad af kurven fortolkes som et udtryk for voksende strukturproblemer.

Beveridge-kurven er ikke nogen ny opfindelse, men har ofte indgået som et element i traditionelle keynesianske analyser. Man forestillede sig her, at for en given wv-relationbestemmer samlede efterspørgsel i økonomien det punkt på kurven, der realiseres.Via penge- og finanspolitik forventede man at kunne bevæge sig langs kurven. I nyere mere udbudsorienterede analyser forestiller man sig i stedet, at det punkt, der realiseres på Beveridge-kurven, bestemmes af samspillet mellem løndannelsen,arbejdskraftefterspørgslen arbejdsudbuddet. Det kan illustreres med en "jobudbudskurve" for ledige job. Kurvens præcise udseende bestemmes af specifikationenaf og adfærdsrelationerne jvf. nedenfor. Ligevægtsarbejdsløsheden bestemmes af skæringen mellem Beveridge-kurven og udbudskurven, og man kan da analysere, hvorledes forskellige strukturparametre i økonomien påvirker ledigheden.

Strukturproblemerne kan både være relateret til Beveridge-kurven og til "udbudskurven".

I det efterfølgende vil betydningen af ændringer i arbejdsudbuddet for ledigheden blive diskuteret med udgangspunkt i en model af den skitserede type. Endvidere diskuteres for at påvirke arbejdsløsheden via forskellige former for arbejdsmarkedspolitik.

Arbejdsmarkedsudbud og ledighed

I mange lande forventes væksten i arbejdsudbuddet at falde i 1990'erne primært grundet mindre ungdomsårgange. I nogle lande herunder Danmark forventes en negativ i arbejdsudbuddet, dvs. arbejdsstyrken vil falde. Denne forventede udvikling ført til udsagn fra nogle økonomer og organisationer om, at ledighedsproblemet løse sig selv i takt med faldet i arbejdsstyrken. Andre har fremhævet, at ndringer arbejdsstyrkens størrelse ingen permanente effekter har på arbejdsløshedsprocentens - det er arbejdsmarkedets funktionsmåde, og ikke arbejdsstyrkens størrelse, er afgørende for ledigheden.

Til belysning af mulige effekter fra arbejdsudbuddet på ledigheden opstilles og diskuteres en lille makromodel, der implicerer en "Beveridge-analyse" af ovenstående Modellen er en simplificeret version af modellen i Sørensen (1991 a), hvortil der henvises.

Makromodellen

Den dynamiske model består af nedenstående ligninger, hvor jc = x(t) og x =
dx(t)/d(t) for alle variable, der er funktioner af tiden. Modellen her er kun specificeret
for ikke-negative ledige job.

(1)

(2)

(3)

(4)

(5)

(6)

(7)

(8)

(9)

(10)

(11)

(12)

(13)

(14)

(15)

WY^: pengelønsatsen, P^): det aggregerede prisniveau, M(t): pengeudbuddet, B(t): beskæftigelsen, N(t): arbejdskraftefterspørgslen, L(t)\ arbejdsstyrken (arbejdsudbuddet), ansættelser, Y(t): output, V(t): antal ledige job, v(t): jobledighedsraten, U(t): antal arbejdsløse, u(t): arbejdsløshedsraten, Q(t): produktivitetsvariabel. Endvidere er b: lønfleksibilitetsparameter, a og )3: match-elasticiteter, A: produktivitetsparameter i matchfunktionen, s: separationsraten, k: efterspørgselsparameter, a: vækstraten i pengeudbuddet, arbejdsstyrkens vækstrate, q: produktivitetsvækstraten.

Modellen er dynamisk, og det antages, at L, B, W, Q og M er prædetermineret på kort sigt. Der er træge løntilpasninger. Lønstigningstakten bestemmes via en traditionel overefterspørgselsmekanisme i (1) under antagelse af fuld forudseenhed om prisudviklingen. efter arbejdskraft bestemmes ud fra profitmaksimeringsbetingelsen (4). På kort sigt er beskæftigelsen givet, men den tilpasses over tiden som beskrevet (2). Antallet af ledige job defineres i (12) som forskellen mellem arbejdskraftefterspørgslen beskæftigelsen. Denne version af modellen er kun specificeret for V 0. Ansættelserne er et resultat af en matchproces mellem ledige job og arbejdsløse, og matchprocessen er i (3) specificeret som en Cobb-Douglas matchteknologi med konstant Produktionen bestemmes i (5) og vækstraten i output i (6). Den aggregerede efterspørgsel er specificeret som en simpel lineær funktion af pengeudbuddet, økonomiens efterspørgselsside ikke er det væsentlige i denne model. Prisniveauet i (7) via kontinuert markedsclearing på varemarkedet, og (8) specificerer når varemarkedet clearer kontinuert. (9) - (11) angiver eksogene vækstrater, og(12)- identiteter.

Da modellen er dynamisk, kan der findes ligevægte på kort og langt sigt. Det kan vises, at en eksogen stigning i arbejdsudbuddet L vil medføre en stigning i arbejdsløshedsprocenten et fald i jobledighedsraten på kort sigt. Dette resultat er en direkte følge af, at beskæftigelsen er prædetermineret på kort sigt i modellen.

Til beskrivelse af udviklingen i arbejdsløshedsprocenten og jobledighedsraten over
tid og af ligevægten på langt sigt (steady state) kan modellen reduceres til to differentialligninger
u og v:

(16)

(17)

hvor p=F'(N)/NF"(N)< o er arbejdskraftefterspørgslens reallønselasticitet, der forudsættes

(16) fremkommer ved at kombinere ligning (2), (3), (10), (14) og (15) og opsummerer og separationsprocesserne. Sættes ændringen i ledigheden lig nul, fas steady state Beveridge-kurven, som er illustreret i figur 1.(17) fremkommer ved at kombinere (1), (4), (8) og (10-(15). "Jobudbudskurven" i figur 1 fremkommer fra (17) ved at sætte side lig nul og er illustreret i figuren for 1 + v-u ¥= 0 og pq+n > 0. Muligheden flere ligevægte og modellens stabilitetsegenskaber diskuteres i Sørensen (1991 a).

Ligevægtsarbejdsløshedsraten på langt sigt kan specificeres som:

(18)

For det første bemærkes, at på langt sigt påvirker niveauet for arbejdsstyrken ikke arbejdsløshedsprocenten. Efterlønsordninger og andre former for ændringer i arbejdsudbuddet, ikke påvirker vækstraten i arbejdsudbuddet, har altså ingen varig effekt på ledigheden.

En (varig) ændring i vækstraten i arbejdsudbuddet påvirker derimod arbejdsløshedsprocentenpå sigt. En (varig) stigning i n betyder, at "jobudbudskurven" forskydesnedad, Beveridge-kurven drejer med uret omkring punktet (1,0), så ligevægtsledighedenvokser. er, at når n vokser, har det umiddelbart en negativ effekt på jobledighedsraten, idet arbejdsstyrken L vokser stærkere end antallet af ledige job. For at modvirke denne udvikling må overefterspørgslen (v-u) falde for derved via lønudviklingen og arbejdskraftefterspørgslen at skabe en vækst i antallet af ledige job, som i steady state balancerer væksten i arbejdsudbuddet. I steady state må væksten i beskæftigelsen også være større når n vokser. Det kræver, at v og/eller u vokser, for at

antallet af ansættelser kan vokse. Nettoresultatet af en (varig) stigning i n bliver, at u
vokser, medens effekten på v er übestemt.

Modellen understøtter det synspunkt, at arbejdsmarkedspolitiske tiltag, der retter sig mod arbejdsstyrkens størrelse (niveauet), ikke kan forventes at påvirke arbejdsløshedsprocenten Selv om der stadig fremkommer forslag til begrænsninger i arbejdsudbuddet f. eks. forslag om forbud mod overarbejde, synes der at være en stigende erkendelse af, at det ikke er arbejdsstyrkens størrelse, men arbejdsmarkedets funktionsmåde, der er afgørende for ledigheden. Kun hvis ændringer i arbejdsstyrkens størrelse påvirker arbejdsmarkedets funktionsmåde, kan der forventes en effekt på ledigheden langt sigt.

Arbejdsløshed og arbejdsmarkedspolitik

Arbejdsmarkedspolitikkens rolle og udformning har varieret en del i de sidste 20 år jvf. eksempelvis Sørensen (1992). De arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger kan karakteriseres på forskellige måder. Ofte skelnes mellem aktive og passive foranstaltninger. den aktuelle danske arbejdsmarkedspolitik i starten af 1990'erne består de passive foranstaltninger primært af efterløn og arbejdsløshedsunderstøttelse. Der er tale om indkomstoverførsler, der skal tjene som forsørgelse, men ikke direkte påvirke de berørte personers beskæftigelsesmuligheder. På grænsen mellem arbejdsmarkeds- og socialpolitikken optræder også delpension og bistandshjælp som mulige forsørgelseskilder forbindelse med ledighed og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Mulige effekter dagpengesystemet på løndannelsen og ledigheden diskuteres i Sørensen (1991/?).

Den såkaldte aktive del af arbejdsmarkedspolitikken indeholder uddannelses- og beskæftigelsesforanstaltninger og over for specielt udsatte grupper. Målet med de aktive foranstaltninger er at begrænse antallet af personer i den erhvervsaktive alder, der passivt modtager indkomstoverførsler, og at forbedre deres muligheder for beskæftigelse. vigtigste aktive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger, der primo 1992 er rettet mod de ledige er: (1) Arbejdstilbud (ATB), uddannelsestilbud (UTB) og iværksætterydelse til forsikrede ledige. (2) Kommunal aktivering af unge og andre ikke-forsikrede

Målt i udgiftskroner i 1991 udgør de aktive og passive elementer henholdsvis 25 pct.
og 75 pct. af foranstaltninger, hvis der ses bort fra efterlønsordningen og henholdsvis
20 pct. og 80 pct., hvis efterlønsordningen medtages, jvf. Sørensen (1992).

På det overordnede plan har diskussionen af arbejdsmarkedspolitikken været præget af den skæve fordeling af udgifterne til fordel for passive foranstaltninger, og nøgleordethar øget aktivering. Forbilledet for en aktiv arbejdsmarkedspolitik har ofte været Sverige. Opgør man ressourceanvendelsen til arbejdsmarkedspolitikken ved at sætte de samlede udgifter til aktive og passive foranstaltninger i forhold til BNP, er

Danmark det OECD-land, der anvender flest ressourcer til arbejdsmarkedspolitiske foranstaltningerjvf. (1990). Sætter man andelen af "aktive udgifter" pr. enhed BNP i forhold til arbejdsløshedsprocenten adskiller Sverige sig markant fra alle andre OECD-lande. Målt på denne måde brugte Sverige 8 gange så meget på aktive foranstaltningersom i 1988, men Danmark overgås kun af Schweiz, Finland og Norge. Der er således ingen tvivl om, at Sverige fører en langt mere aktiv indsats end Danmark, men den danske indsats er ikke speciel passiv i forhold til andre OECD-lande.

Den gunstige udvikling i ledigheden i Sverige - i hvert fald indtil 1990 - tilskrives ofte den aktive svenske arbejdsmarkedspolitik. Der findes imidlertid meget få teoretiske empiriske analyser, der belyser, i hvor høj grad den svenske udvikling kan tilskrives generelle økonomiske politik herunder valutakurspolitikken, og i hvor høj grad den kan tilskrives arbejdsmarkedspolitikken.

Der er i de senere år fremkommet enkelte empiriske analyser af effekten af aktive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger på løndannelsen jvf. eksempelvis Calmfors (1991), Calmfors & Forslund (1990), Holmlund (1990) og Skedinger (1990). Analyserne typisk i, at man inddrager forskellige mål for den aktive markedspolitik som forklarende variable i de estimerede lønrelationer. Synspunktet er, at de aktive arbejdsmarkedspolitiske er et attraktivt alternativ til åben ledighed, hvilket svækker incitamentet til lønmoderation hos fagforeningerne. Det kan i værste fald påvirke og derved arbejdsløsheden så meget i negativ retning, at den aktive ikke bidrager til et fald i den åbne ledighed. Hovedresultatet fra ovennævnte empiriske analyser er, at åben arbejdsløshed virker løndæmpende, medens aktive arbejdsmarkedspolitiske tiltag medfører et opadgående lønpres. Lønudviklingen altså i disse analyser være kraftigere, når ledige aktiveres i aktive arbejdsmarkedspolitiske i stedet for at være passivt ledige. Kort sagt er ledige i jobskabelse og andre "aktive" foranstaltninger mindre værd som løndæmpere.

Som påpeget af Bergstrom og Lofgren (1991) er analyserne dog ikke uproblematiske. a. skelnes der ikke tilstrækkeligt mellem de tilfælde, hvor de aktive arbejdsmarkedspolitiske har karakter af en samfundsøkonomisk aktivitetsudvidelse tilfælde med en ren omallokering, hvor et fald i den ordinære beskæftigelse modsvares eller akkomoderes af arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger. Når de arbejdsmarkedspolitiske indebærer en øget aktivitet, er effekterne på (real) lønnen gennemgående meget stærkere, end når der er tale om omallokering ved et givet aktivitetsniveau.

Endvidere gennemføres de empiriske analyser i en enkelt-ligning for løndannelsen og ikke i en samlet makromodel. Med udgangspunkt i ovenstående teoretiske makromodel introduktionen af aktive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger fortolkes på følgende måde:

Med udgangspunkt i steady state indføres f. eks. en arbejdstilbudsordning eller uddannelsestilbud ledige. Det medfører umiddelbart et fald i arbejdsløshedsprocenten u på kort sigt og dermed et lønpres i følge ligning (1). Men alt andet lige vil det ingen effekt have på ledigheden på langt sigt, idet økonomien over tiden vil vende tilbage til den oprindelige ligevægt. Det eneste, der opnås, er en lavere ordinær beskæftigelse og en højere ekstraordinær beskæftigelse i jobtilbud m.v. Det afgørende er derfor, om "alt andet" er lige. Den enkelte person er kun midlertidig i et job- eller uddannelsestilbud, og målsætningen er at forbedre personens arbejdsmæssige kvalifikationer. I det omfang lykkes, kan det i modellen fortolkes som en stigning i matchfunktionens produktivitetsparameter A, hvilket medfører en lavere ledighedsprocent i steady state. Forbedrede kvalifikationer kan også påvirke løndannelsen, så en given ledighedsprocent stærkere løndæmpende, fordi de ledige står sig bedre i konkurrencen med de beskæftigede.

Hvis aktive foranstaltninger skal have varige effekter på den ordinære beskæftigelse, skal de derfor indrettes, så de i videst mulig omfang påvirker løndannelsen og matchprocesserne arbejdsmarkedet. Meget tyder på, at denne målsætning bedst opnås, hvis de aktive foranstaltninger er knyttet til beskæftigelse i den private sektor jvf. Sørensen Men det må erkendes, at de makroøkonomiske implikationer af aktive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger endnu er dårligt belyst i litteraturen, og der findes få empiriske resultater.

Afslutning

Der er en stor - ofte meget beskrivende - litteratur om arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger, såvel teoretiske som empiriske bidrag om makroøkonomiske effekter af forskellige former for aktiv arbejdsmarkedspolitik er sjældne. Den her anvendte makromodel er yderst simpel. Løndannelsen er beskrevet ved en traditionel og er ikke baseret på nyere teorier om løndannelse. bør dog i den forbindelse bemærke, at i økonometriske specifikationer af (makro)løndannelsen der ofte et betydeligt sammenfald af forklarende variable uafhængigt hvilken teoretisk model, der er taget udgangspunkt i. Man har en række forskellige løndannelsesmodeller, som det endnu ikke empirisk er lykkedes at diskriminere

Der er (bør være) en stigende erkendelse af, at ledighedsproblemerne ikke varigt kan løses ved tilpasninger i arbejdsudbuddet. Nøgleordene er blevet strukturproblemer og aktivering. I relation til aktivering skal det fremhæves, at aktivering i sig selv ikke skaber flere job i den private sektor. Aktivering er nok en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig for en løsning af ledighedsproblemet.

Litteratur

Bergstrom, V & K.-G. Lofgren. 1991. Arbetsmarknadspolitik
krisen. Ekonomisk
debatt 1991 nr. 3:328-336.

Calmfors, L. 1991. Lonerna, sysselsåtningen
och ekonomiska politiken. Ekonomisk debatt
nr. 4:309-327.

Calmfors, L. and A. Forslund. 1990. Real-wage and labour market policies: Swedish experience. The Economic Journal 101:1130-

Holmlund, B. 1990. Svensk lonebilding - teori,
politik. Allmånna forlaget.

Layard, R., S Nickell and R. Jackman. 1991. Unemployment. Macroeconomic performance the labour market. Oxford University

OECD. 1990. Employment Outlook. Paris.

cancies in Britain. Economic Policy 3:499-549.

Skedinger, P. 1990. Unemployment, real wages labour market programs: A disaggreted Working Paper 1990:15, Department of Economics, Uppsala University.

Sørensen. T. 0. 1991a. Labor supply and the equilibrium rate of unemployment. Discussion 91-20 Institute of Economics, of Copenhagen.

Sørensen, T. 0. 1991b. Arbejdsløshedsdagpenge, og ledighed. Arbejdsnotat, 1991. Økonomisk Institut, Københavns Universitet.

Sørensen, T. 0. 1992. Arbejdsløsheden
90 'ernes udfordring. Danmarks Statistik.