Resumé

SUMMARY: The article reviews a doctoral thesis (in Danish) by Niels Kærgård "Economic -An Econometric Study of Denmark 1870-1981". A central part of the book describes an econometric two-sector model estimated on time-series covering the period 1870-1970. The author stresses that some behavioral equations have stable parameters the whole time span while others, especially the production functions, are unstable.

1. Indledning

Fredag den 27. september 1991 forsvarede Niels Kærgård sin afhandling: Økonomisk - en økonometrisk analyse af Danmark 1870-1981 (Jurist- og Økonomforbundets København 1991). Afhandlingen blev i 1990 godkendt til forsvar for den statsvidenskabelige doktorgrad af et bedømmelsesudvalg med økonomisk, økonometrisk økonomisk-historisk sagkundskab bestående af Hans Christian Johansen, Svend Hylleberg og Ellen Andersen. De to sidstnævnte var officielle opponenter ved forsvaret, hvor der desuden deltog syv opponenter ex auditorio. De fleste opponenter bidrager til dette nummer af tidsskriftet, men Ole Hyldtoft, hvis disputats om Københavns 1840-1914, er hovedtemaet i Kærgårds kapitel 16, offentliggør sin opponens i Historisk Tidsskrift. Til gengæld er den økonomiske historie så i de følgende repræsenteret ved Carl-Axel Nilsson, som på selve dagen afstod fra at forlænge forsvarshandlingen.

2. Afhandlingen

Afhandlingen, der er på 641 sider inklusive bilag, indgår som nr. 33 i serien af Studierfra Universitets Økonomisk Institut. Af en afsluttende oversigt over de forudgående statsvidenskabelige disputatser følger, at Niels Kærgårds disputats er nr. 41 i rækken, der starter med den statsvidenskabelige doktorgrads indførelse i 1902. Det er dog forkert, det er disputats nr. 42, og det er en forklaring, men ingen undskyldning,at forudgående oversigter også på dette punkt er mangelfulde, jævnfør NørregaardRasmussens

---

Artiklen gengiver forfatterens indlæg som officiel opponent ved forsvaret af Niels Kærgårds disputats den 27. september 1991.

gaardRasmussensnote i dette tidsskrift i 1979. Æren for genopdagelsen af den glemte disputats tilfalder Thorkild Davidsen; den er anmeldt i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1903. Det drejer sig om en afhandling af Matti Oskari Helenius, en elev af Harald Westergaard,som om: Alkoholspørgsmålet. En sociologisk-statistisk Undersøgelse.

Niels Kærgårds afhandling er i flere henseender en gammeldags disputats. Det er en samlet, omfangsrig fremstilling, som forfatteren har arbejdet med i en længere rrække, over 15 år, og man kan da også finde meget gamle sætninger som den følgende, der må datere sig fra 1970'erne:

Afsnittet er således ikke tænkt som nogen stillingtagen til de livlige diskussioner for og imod
neoklassiske vækstteorier og produktionsfunktioner, [s. 121].

Ligesom i den oprindelige disputatsform er der også i denne afhandling forskellige
teser, der ihærdigt fastholdes og med stædighed forsvares:

Sammenfattende kan det siges, at de centrale størrelser BFI og PB, der er resultatet af den store simultane blok i modellen, rammer rimeligt godt bortset fra visse divergenstendenser i 1960'erne, og at det med rimelighed kan siges, at denne divergens skyldes et unormalt forløb af de faktiske tal. [s. 275].

Normalt godtages de empiriske vidnesbyrd dog som en underbygning af teserne, tit
méd selvgratulerende formuleringer som:

Denne relation, der alt taget i betragtning synes tilfredsstillende,...[s. 114].

Værket er dog ikke en gammeldags disputats i den forstand, at forfatteren i den lange har siddet isoleret og skrevet for sig selv, mens resultaterne hobede op i skrivebordsskuffen. Som det nu er moden for disputatser, er stort set alt materialet tidligere publiceret som selvstændige afhandlinger i artikelform. Trods bogens omfang er der ikke tale om en udgivelse af forfatterens samlede værker. er meget lidt med af det teorihistoriske materiale, som er en anden af Kærgårds og hans yndlingscitater har kun fået et par sider i disputatsen imellem en sentens af Ragnar Frisch ved hans nobelforelæsning, som er blevet Kærgårds valgsprog:

Facts that speak for themselves, talk in a very naive language [s. 23].

Citatet indbyder til flere fortolkninger. Det tegner Kærgård i relation til to af de
grupper, som han ønsker sig som læsere, nemlig økonomiske historikere og økonometrikere.I

trikere.Irelation til de førstnævnte er citatet en opfordring til at øge nytten af tallenes vidnesbyrd ved at bearbejde dem ved hjælp af økonometriske værktøjer. Overfor økonometrikereog kan citatet bruges til at understrege nødvendigheden af økonomiskteori a priori antagelser som udgangspunkt for empiriske analyser.

Det er heller ikke en gammeldags disputats i den forstand, at det er én enkelt mands arbejde udført i isolation. Tværtimod har bogen et talrigt persongalleri, som takkes i de oprindelsescertifikater, der indleder hvert kapitel. Det er uden tvivl den mest kollektive disputats, der er set indenfor statsvidenskab. Der er egentlige medforfattere med medansvar, der er beregnere uden, men så er der også talrige studerende, som i forbindelse en række forskellige studiekredse i økonometri har medvirket til værkets tilblivelse. de mange selvstændige artikler med varierende medforfattere alligevel kan siges at udgøre en sammenhængende fremstilling, skyldes det nogle røde tråde, som sammenhæfter de enkelte kapitler.

En af de vigtigste røde tråde er tallene, som diskuteres i næste afsnit. En anden rød tråd er modellen, der kaldes CLEO; for sikkerheds skyld med en svag omskrivning af navnet på historiens muse. Den tredie tråd dannes ved de mange afprøvninger af nye økonometriske metoder, som takket være bogens lange produktionstid betyder, at der her gives en sammenfatning af en generations oplevelser med den økonometriske tekniks Endelig for det fjerde handler det jo - som angivet i titlen - om økonomisk

3. Tallene

En tyk rød bog med hovedtitlen: Økonomisk vækst leder umiddelbart tanken hen på Svend Aage Hansens danmarkshistorie, og den ydre lighed mellem Svend Aage Hansens binds værk og Kærgårds afhandling er heller ikke tilfældig. Hvor Svend Aage Hansen slutter i sit andet bind med 150 sider tidsserier og datadokumenterende noter, der begynder Kærgårds afhandling. Det er en historiebog, men uden fremhævelse af betydningsfulde årstal og uden beskrivelser af skelsættende begivenheder. De enkelte år i det historiske forløb behandles som helt ligeværdige input i de økonometriske undersøgelser. periode fremhæves frem for en anden, når bortses fra de to perioder i og omkring verdenskrigene, som er holdt helt udenfor alle undersøgelserne.

Svend Aage Hansens lange tidsserier for de centrale størrelser i nationalregnskabet er både udgangspunkt og grundlag for de økonometriske undersøgelser, som er hovedindholdet Kærgårds disputats. Da lange, konsistente tidsserier er økonometrikerens ønskedrøm, er det egentlig uforklarligt, at Kærgård har kunnet have de allerfleste af tallene sig selv så længe. Det er måske en forklaring, at produktionsperioden af afhandlingen præcist svarer til lavkonjunkturperioden for interessen for vækstteorien.

Kærgårds holdning til Svend Aage Hansens tal er meget afslappet og pragmatisk:

Det er klart at et godt tal er bedre end et dårligt. Man kan næppe se bort fra, at i flere sammenhænge, når langsigtede udviklingstendenser skal beskrives, eller når man er interesseret at bygge en sammenhængende økonometrisk model, så er lange sammenhængende serier afrimeligt konsistente, nogenlunde gode tal at foretrække frem for meget gode tal, der for hver periode har skiftende definitioner [s. 311].

Tallene fra Svend Aage Hansen debatteres overhovedet ikke. De anvendes i de forskellige undersøgelser uden hensyntagen til det generelle problem, at jo ældre tallet er, jo dårligere må datagrundlaget antages at være, og jo større vægt må interpolationer enkeltstående statistiske tællinger have haft. Det er selvfølgelig et tiltalende træk ved personen Kærgård, at dårlige tal ikke får skylden for dårlige resultater, omvendt får man for lidt diskussion af, hvor meget de ældste tals udglatning af de virkelige forhold kan have farvet konklusionerne. Der er iøvrigt i afhandlingen nogle få steder med grundige beskrivelser af forfatterens egne datakonstruktioner, eksempelvis for kapitalapparatet, opdelt på byerhverv og for landbrugets vedkommende tre kategorier i kapitel 4.1 kapitel 12 dokumenteres en række størrelser vedrørende arbejdsmarked samt indkomstforhold, der udgør et nyttigt supplement til Svens Aage Hansens serier vedrørende makroøkonomiske variable. Disputatsens dataappendix derfor selvstændig interesse. Kildehenvisningerne vedrørende datagrundlaget ikke her dybtgående med hensyn til tallenes oprindelse.

4. Modellen

Afhandlingen består af fire dele, opdelt på 18 kapitler og en sammenfattende redegørelse engelsk. Hertil kommer 8 appendix, der dokumenterer variable og beregninger reproducerer alle data. Bogen afsluttes med et navneindeks og ovennævnte disputatsoversigt. meget fyldige litteraturoversigter er knyttet som afslutning til hvert kapitel.

Det er ikke helt korrekt at kalde fremstillingen kronologisk efter udarbejdelsestidspunktet,men ældste materiale er dog at finde i første del, og her er modellen CLEO. Det drejer sig om en empirisk vækstmodel, der tilhører en nu uddød type af modeller, som havde deres blomstringsperiode i 1960'erne. Forgængerne for CLEO beskrives i kapitel 2, og de fleste er vel ret dårlige modeller. Når man sammenholder CLEO med de modeller, der er forgængere for CLEO, er det nærliggende at konkludere,at er afslutningen på en epoke, som netop når sit højdepunkt i denne model. Der er en enkelt henvisning til en senere fransk model fra 1984, som dog næppe er blevetstuderet af Kærgård, da det ene forfatternavn tre gange og i to varianter er

stavet forkert, uanset dets for køkkenskrivere velduftende klang: Bourguignon. Hvis det er rigtigt, at der kun er fremkommet tre empiriske vækstmodeller mellem min egen oversigt fra 1975 og 1990, hvor Kærgård indleverede sin afhandling, så burde det give anledning til kommentarer.

Det kan ikke skjules, at Kærgård med tiden er blevet noget træt af CLEO, den er i hvert fald ikke som de andre gamle danske modeller blevet vedligeholdt og fornyet, men står urørt hen ligesom Nationalmuseets klunkehjem. Mere positivt udtrykt, er det formentlig verdens ældste uændrede modelstruktur, idet de udvidelser af grundmodellen, annonceres i overskriften på bogens 3. del, ikke er bygget ind i CLEO, og man må da også spørge: Hvad skulle en pengeefterspørgselsfunktion gøre i CLEO? Nej, 3. del drejer sig om selvstændige økonometriske undersøgelser på lange tidsserier, blandt andet to undersøgelser af henholdsvis løn-prisspiral og pengefterspørgsel.

Den urørte modelstruktur hæver CLEO og Kærgård over ét element i Lucas-kritikken økonometriske modeller, nemlig at de er utroværdige, fordi de hele tiden bliver om. CLEO dementerer også et andet element i Lucas-kritikken, idet man ikke kan påstå, at Kærgårds resultater er utroværdige, fordi de kun bygger på de nyeste tal til estimation; i CLEO begynder estimationen omkring 1870. At CLEO også er hævet over det tredie og mest omtalte element i Lucas' kanonade, hvorefter ændringer i den økonomiske politik giver ustabile adfærdsrelationer, er Kærgård selv ikke i tvivl om. Hans hovedtese er den modsatte: Modelligningerne er stabile over 100 år, ja måske ikke alle sammen, men hovedparten eller i hvert fald overraskende mange. CLEO bruges til mange formål, men det for forfatteren vigtigste er uden tvivl stabilitetsundersøgelserne, det ved statistiske test undersøges, om ligningernes parameterværdier kan påstås at være de samme i de tre naturlige delperioder: før 1. verdenskrig, mellem krigene og efter 2. verdenskrig.

Modellens grundskelet er enkelt med to erhvervssektorer, landbrug og byerhverv, hvor landbruget efter klassisk opskrift har en udbudsbestemt produktion, mens byerhvervene keynes'sk vis er efterspørgselsdrevne og har mer eller mindre ledig arbejdskraft. På tilgangssiden er der også import af forskellige varekategorier, idet der skelnes mellem tre forskellige typer af goder: fødevarer, varige og øvrige ikke-varige goder. Som følge af de tre varekategorier far modellen trods det lille antal sektorer et meget indviklet varekredsløb, hvis nødvendighed for en vækstbeskrivelse af økonomien diskuteres, skønt den ikke er oplagt. Hertil kommer en demografisk delmodel, der ud fra ligninger for fødte og døde via befolkningen bestemmer arbejdsudbudet og dettes fordeling på de to sektorer. Alt taget i betragtning er CLEO derfor en kompliceret hvis detailler ikke let kan overskues eller beskrives, men den er helt real, idet alle talstørrelser, der udtrykker værdier, er deflateret med forbrugsdeflatoren. Man savner priserne.

Kærgård har to argumenter for, at de manglende priser ikke er et problem. For det
første viser han i figur 3.1 udviklingen i priserne på import og eksport, landbrugsvarer
og samlet forbrug:

Der er kun medtaget observationer for "runde" årstal (1885, 1890, 1895 osv.). De fire serier
bevæger sig stort set parallelt. Når 1960 er sat lig 100, er de fire indeks i 1900 hhv. 24, 21,
21 og 18; ingen stor forskel at opsummere gennem en 60-årig periode, [s. 58].

Figuren stammer fra den gang, da figurer måtte håndtegnes, derfor de " runde" rstal.
samme prisserier er for de enkelte år maskintegnet i figur 12.1, og her er betydelige
især i slutningen af perioden. For det andet argumenterer Kærgård:

Prisændringer på kort sigt må i al væsentlighed skyldes uligevægt på det pågældende marked. der findes et godt udtryk for markedsuligevægten, ville dette altså uden videre kunne substituere prisændringer som forklarende variable. Det, der så gøres, er jo i princippet at eliminere prisændringerne og den relation, der forklarer dem. [s. 58].

I byerhvervene erstattes prissignaler af arbejdsløshedsprocenten, og i landbruget er det utilsigtede forskydninger i lagre og besætninger, der erstatter priserne. Disse mekanismer som indikatorer for markedsuligevægt, men dækker ikke alle behov for at få beskrevet effekter af priser, ja priserne i udenrigshandelen falder nærmest ud af modellen, selv om de er med i begge de ovennævnte figurer af prisudviklingen. Hvad enten det kaldes konkurrenceevne eller bytteforholdsgevinster og -tab, er det utvivlsomt, at det er vigtige fænomener i en beskrivelse af den økonomiske vækst i de sidste hundrede års Danmark.

CLEO har en landbrugssektor med eksogen landbrugseksport, men man kan ikke se forskel på bevægelser i henholdsvis mængder og priser, da det der indgår, er eksportværdier med forbrugsdeflatoren. Da afvandringen fra landbruget skal forklares kapitel 5, udtrykker Kærgård dog, at han savner priser og lønninger, og i kapitel 12, det første kapitel der vedrører modeludvidelser, opstiller han en lang serie for lønnen forkarle, som dog står übenyttet hen. I kapitel 13 beskrives samspillet mellem løn og priser, omend kun for byerhvervene, og her indgår endelig importpriserne som et omkostningsled i prisdannelsen i byerhvervene, og dermed vel også i byerhvervenes eksportpriser. Men eksportpriserne i landbruget optræder aldrig i CLEO eller i modeludvidelserne.

Der er gennem bogen flere eksempler end de her nævnte på, at landbrugssektoren er stedbarn, som eksempelvis ikke tages med i den simultane estimation i kapitel 8, og som ikke får del i modeludvidelserne i 3. del med andet end en serie for lønnen til forkarle.Dette at landbrugssektoren kunne trænge til et sæt faktorefterspørgselsfunktionersom

funktionersomerstatning for den meget lidt kønne produktionsfunktion. I kapitel 11 simuleres modellen over den historiske periode, og der præsenteres nogle få multiplikatorer.Den simulation af landbrugsproduktionen er meget lidt køn, og landbrugssektorensmultiplikatorer også "mindre overbevisende" (s. 276). Det er vel reallønnen, der savnes, ikke bare i landbrugets produktionsfunktion, men også i de to investeringsfunktioner, som bygger på acceleration, hvor faktorsubstitution vel var en mere sandsynlig forklaring. Måske skulle man udnytte landbrugets restindkomster som forklarende element i investeringsfunktionerne. Restindkomsterne er med blandt dataseriernei 6, og det er allerede dokumenteret, at landbrugere har en høj investeringstilbøjelighedud deres løbende indkomst, jfr. Leon Buch: Studier over landbrugetsinvesteringer årene 1910-56, som er omtalt i oversigten over studier fra ØkonomiskInstitut, 640, men ikke brugt i afhandlingen.

5. Økonomisk vækst

Hvordan far man økonomisk vækst? Det er et brændende aktuelt problem, og her er
så 641 sider om økonomisk vækst, hvor der tidligt gives en første konklusion:

Analysen af den reale økonomiske vækst fra 1819-1975 må sammenfattende siges at vise, at
forløbet har været fantastisk stabilt. Vækstraten har for hele perioden været næsten konstant
[s. 136].

Konklusionen om, at økonomisk vækst er noget man har haft hele tiden i de sidste 150 år, dog modificeret af "en abnorm stor vækst i 1960'erne" (s. 272) er det centrale resultat, som opnås ved flere forskellige undersøgelsesmetoder. Først anvendes Svend Aage Hansens BFI-tal - nu helt tilbage til 1819 - i en spektralanalyse, som iøvrigt viser lidt:

Der er måske spor af en svingning med en bølgelængde på omkring 5 år for tallene før 1914.
Men sporene er svage og ikke signifikante [s. 136].

Der er i hele bogen bemærkelsesværdigt lidt om skiften mellem gode og dårlige
tider. Dette indtryk opsummeres i figur 6.11 over den årlige vækstrate i BFI, som bare
hopper op og ned, bortset fra den tidligste del af perioden:

Navnlig de ældre dele af serierne bygger på interpolationer, der selvfølgelig vil udglatte evt.
bølger [s. 138].

Der er således næsten intet om konjunkturbølger i vækstforløbet. Ganske vist er der
tre delperioder, som spiller en stor rolle i beregningerne, nemlig tiden før 1. verdenskrig,mellemkrigstiden

krig,mellemkrigstidenog tiden efter 2. verdenskrig, men de tre delperioder opstår alenesom af, at de to verdenskrige behandles som "huller i data". Kun ganske fa steder omtales eksempelvis mellemkrigstiden som en krisetid, og så er det blot som en noget svag begrundelse for en afsløret ustabilitet i de beregnede parametre i modelligningerne.

Beskrivelsen af vækstmulighederne er også et naturligt anvendelsesområde for en model som CLEO, men modelsimulationer er ikke Kærgårds kop te, hvorfor simulationskapitlet, 11, mest er af interesse ved at give en oversigt over forskellige grupperingers om nytten af simulationer. De få simulationer med CLEO viser dog, at for vækst er den dominerende forudsætning på efterspørgselssiden i denne modelramme Med 4 pct. vækst i byerhvervenes eksport og 3 pct. i landbrugets, vil økonomien efterhånden vokse jævnt, men dog først komme i ligevægtsvækst efter mere end 50 år. Forudsætningerne på udbudssiden ligger i produktionsfunktionerne, som dog uden debat er modellens svageste dele. Således er afvandringen af arbejdskraft landbruget ikke mindst mulig i kraft af de enorme faktorelasticiteter, der er estimeret. Også byerhvervenes produktionsfunktion er svag, hvorfor der eksperimenteres en del alternativer:

Resultatet passer godt med det foregående, selv om relationen som sådan er præget af insignifikante
[s. 467].

Da et centralt formål med opstilling af empiriske vækstmodeller som fremhævet i
indledningen er at få bedre styr på beskrivelsen af udbudsforholdene, er det lidt trist at
produktionsfunktionerne er så grimme.

I CLEO er som nævnt intet om bytteforhold, for eksportpriserne er gemt væk i tallene, der er heller ikke noget om økonomisk politik, for den offentlige sektor er ikke skilt ud fra den private, ja der er heller ikke meget om betalingsbalancen, selv om udenrigshandelen er med og importen analyseres i detailler. Der er udover det allerede nævnte desuden i kapitel 6 mere traditionelle undersøgelser af "de glorificerede konstanter" indkomstfordeling, opsparingskvote og kapital-outputforhold, og tillige i kapitel 16 mindre traditionelle undersøgelser, hvor det industrielle gennembrud søges identificeret og dateret. Her i slutningen af disputatsen siges nok det interessanteste om den økonomiske vækst, og i så fald er budskabet, at brud på den jævne - og lave - vækst forudsætter ny teknik.

6. Økonometriske metoder

Kærgårds disputats handler dog mere om økonometrisk teknik end om økonomisk
vækst. Det økonometriske er i bogen ikke bare værktøjer, der giver mere eller mindre

interessante resultater, nej det omvendte er tilfældet, værktøjerne er i centrum, og de er
beskrevet sådan, at det bliver interessant at læse om dem.

Takket være bogens lange produktionsperiode og forfatterens uændrede interesse for alle nye metoder, har næsten alle nye påfund inden for økonometrien i de sidste 15-20 år i form af estimationsteknikker og testprocedurer afsat sig som årringe i disputatsen, som derfor er blevet en udmærket opslagsbog - med forfatter-, men uden stikordsregister. forskellige økonometriske teknikker, som kræver noget mere end en bordregnemaskine, derfor har givet anledning til samarbejde med mange forskellige specialister, af forfatteren på en indsigtsfuld og let forståelig måde, hvorefter de afprøves på tal fra CLEO. Her er en mand, der gerne vil være med på noderne, men samtidig er han i virkeligheden dybt konservativ og trofast vedholdende i sin empiriske teknik. Der sker kun en meget langsom tilpasning til det nye: Alle de oprindelige relationer CLEO er uhyre enkle i specifikationen, sjældent mere end 3 forklarende variable. modeludvidelser i kapitlerne 13 og 14, som er fra 1980'erne, er der længere ligninger. gennem hele perioden foretrukne teknik trods eksperimenter med alt fra Three Pass Least Squares, som bedst er glemt, til Full Information Maximum Likelihood stadig simpel mindste kvadraters metode med simpel dynamik. Den eneste anden betagelse, som er varig, gælder de robuste estimationsmetoder. Som de efterfølgende indlæg viser, kan man diskutere og kritisere Kærgårds økonometriske metode fra flere forskellige synsvinkler, men man skal nok ikke vente sig en hurtig omvendelse.

Litteratur

Andersen, E. 1975. Træk af makroøkonometriske
historie og udvikling. København.

Buen, Leon. 1963. Studier over landbrugets
investeringer i årene 1910-56. København.

Frisch, R. 1971. From Utopian Theory to
Practical Applications: The Case of Econometrics.

Helenius, M. O. 1902. Om alkoholspørgsmålet.
sociologisk-statistisk undersøgelse.
København.

Lucas, R. 1976. Econometric Policy Evaluation: Critique. I Brunner & Meltzer: The Phillips Curve and Labor Markets. Amsterdam.

Rasmussen, P. Nørregaard. 1979. En korrektion.
Tidsskrift, 2. hft.