Resumé

SUMMARY: The article includes comments on the critiques of the author's "Økonomisk Vækst". It is argued that the main hypothesis in the book (a fairly stable structure of the Danish economy for more than a hundred years) is valid and not caused by methods of data construction. The empirical methods are discussed in the light of modern time series the new schools in econometrics and the international debate in economic history (especially the diametric schools). It is accepted that some of the methods seem somewhat old-fashioned, but fundamental differences in relation to the new methods are notfound.

1. Disputatsformen

I det foregående er bragt en række indlæg om min disputats Økonomisk vækst - en økonometrisk analyse af Danmark 1870-1981. Med 8 indlæg i dette nummer, et længere opponentindlæg trykt i Historisk Tidsskrift (Hyldtoft, 1992) og større anmeldelser flere steder (bl.a. Kongshøj Madsen, 1992) er det selvfølgelig uoverkommeligt og urimeligt at gå i gang med at diskutere alle indvendinger og synspunkter. Jeg skal derfor her nøjes med at fremføre nogle få hovedsynspunkter, og ellers henvise til disputatsen, der stadig kan fås for den beskedne sum af 250 kr.

Inden indholdet diskuteres, kan der imidlertid nok være grund til at sige lidt om formen. det noget formål at udgive 641 sider med »en blanding af økonomi, statistik og matematik, der gør en sådan bog uforståelig for andre end et mindretal blandt fagfolk« (Vestergaard, 1991). Den overvejende del af bogens delresultater er desuden allerede offentliggjort steder (se f.eks. Kærgård, 1979 og 1984a).

Dette er en gammel diskussion, som er taget op i forbindelse med disputatsforsvar ved
adskillige lejligheder, f.eks. af Nørregaard Rasmussen i 1960'erne:

På det seneste er hele disputatsordningen sat under diskussion. For mit eget vedkommende vakler jeg, men hælder dog mod helst at se disputatsinstituttet afskaffet, i hvert fald i den nuværende Ordningen er en historisk overlevering fra en tid, hvor man kunne kvalificere sig alene ved at 'disputere'. Den er bevaret i sin form, men reelt i det store og hele uden sit oprindelige Den historiske tradition er i sig selv et stærkt argument for at beholde ord-

ningen. Men omkostningerne er måske for store. Der synes i hvert fald i dag ikke at være stærke for at betragte disputatsensom en 'svendeprøve'. Thi som kompetenceforklaring f.eks. ved ansøgninger om et professorat - er det principielt uden interesse, hvorvidt en afhandling har været gennem denne skærsild eller ej. Et videnskabeligt arbejde kan bedømmes sig selv. [Nørregaard Rasmussen, 1967, side 14].

Meget klart har Lars Tyge Nielsen i år forholdt sig til problemet i en anmeldelse i
Økonomi og Politik af Peter Ove Christensens disputats:

Fordi det mest effektive videnskabelige kommunikationsmiddel i dag er tidsskriftartiklen, er disputatsen en forældet form. Hvis den bruges som alternativ til publicering i internationale tidsskrifter, gør den mere skade end gavn. Ikke blot når den ikke ud til sin naturlige læserkreds, men den kan i mange tilfælde (ikke det aktuelle) være en måde at snige sig uden om de skrappe som tidsskriftsredaktørerne stiller.

En disputats skrives ikke for at blive læst, men for at forfatteren kan blive professor. Set i en større sammenhæng er det et meningsløst ressourcespild. For at undgå dette spild af tid og energi, bør doktorgraden afskaffes eller reglerne for den laves om. For afskaffelse taler, at tilsvarende kun anerkendes eller tildeles få steder i udlandet, og slet ikke ved de førende universiteter. Bevarer man doktorgraden, bør man i stedet for disputatsen kræve artikler af et passende omfang og en passende kvalitet, publiceret i internationale tidsskrifter. Hold op med at tilskynde folk til at skrive bøger, som ikke bliver læst. [Nielsen, 1992].

Og det er nok rigtigt, at en bog på et dansk forlag ikke kan og bør stå alene. På den andenside disputats- og bogformen jo ikke, at delresultater kan offentliggøres i internationale tidsskrifter (jvf. Kærgård, 1987a, 1990 og 1991a), at dele af arbejdet kan være fællesarbejder med andre forfattere (jvf. bl.a. Rasmussen & Kærgård, 1981), og at foreløbige resultater kan fremlægges og diskuteres undervejs (jvf. bl.a. Kærgård 1979a, 1980, 1984, 1987 og Hansen, Hansen & Kærgård, 1990), således som Ellen Andersen beskriver det side 408 i dette nummer af tidsskriftet. Når det er tilfældet, er jeg helt uenig med Lars Tyge Nielsen. Jeg mener ikke, disputatsen er et overflødigt sidespor alene af hensyn til karrieren. Jeg mener, det er af afgørende værdi både for forskerne og for deres læsere engang imellem at se alle brudstykkerne sammenføjet til et mønster, der viser, hvordan delene hænger sammen. Monografien har en berettigelse ved at give et sammenhængendesyn en bredere problemkreds, modsat artiklerne, der nødvendigvis må beskrive specialiserede detaljer både emne- og metodemæssigt. Selv om måske også monografierne i vore dage er rettet mod »et mindretal blandt fagfolk«, så viser f.eks. debattenher, deltager 2 fagstatistikere (Nils Kousgaard og Anders Milhøj), 2 historikere(Carl Nilsson og Ole Hyldtoft), 2 økonometrikere (Katarina Juselius og Svend Hylleberg), samt 4 almindelige økonomer (Ellen Andersen, Hjorth-Andersen, Kongshøj

Madsen og Niels-Henrik Topp), at monografier giver en langt bredere debat end tidsskriftartikler,der
sig til et meget snævert fagligt miljø (jvf. også Kærgård,
1991b).

Samtidig er disputatsafhandlingen også et vindue udadtil mod offentligheden, som resulterer presseomtale, kronikker osv. Det i en sådan grad, at gamle etablerede fag som teologi, jura og statsvidenskab lægger megen vægt på, at der f.eks. ikke klappes eller på anden måde åbnes for meningstilkendegivelser fra publikum ved forsvarene, for ikke at overlade det til flertalsafgørelser blandt publikum at finde den videnskabelige sandhed. Erfaringerne fra disputatsforsvar, f.eks. hos historikerne vedrørende sprængfarlige emner øko-historie, kvindeforskning, for ikke at tale om besættelsestidshistorie tilsiger vel, at reglerne på disse områder snarere skulle skærpes end lempes.¹ Selv om lidenskaberne somme tider kan tage overhånd, er der ingen tvivl om, at forskningen i disputatshandlingerne en nyttig talerstol overfor offentligheden, som det ville være et stort savn at undvære.

2. Disputatsens hovedtese

Hovedtesen er

at der i den danske økonomi findes en række sammenhænge, der er nogenlunde stabile over
adskillige årtier. Der synes at være sammenhænge, der er nogenlunde uforandrede fra 1878,
hvor undersøgelserne starter, til 1981, hvortil de sidste prognoser er ført frem.
Dette kan vanskeligt tolkes anderledes end, at store dele af den økonomiske struktur er overraskende
Der er intet, der tyder på, at hurtige skift i forventninger f.eks. som følge
af ændret økonomisk politiik, ændrer den økonomiske struktur fuldstændigt. Selvfølgelig er
der knæk i forskellige udviklingstendenser og sammenhænge, men når alt kommer til alt, er de
fa og træge. [Kærgård 1991, side 477-478].

En række kritikere skærper imidlertid denne konklusion lidt rigeligt, inden de opponerer
den, f.eks. til

Den data genererende proces (DGP) er konstant og CLEO er en god approximation til denne
DGP [Hylleberg, 1992, side 417].

Det, jeg siger og fastholder, er, at der er fundet en række årsagssammenhænge, der er
overraskende stabile. Der er selvfølgelig også en række, der ikke er stabile, men det over-

---

1. Hector Estrups bemærkninger som ordstyrer ved forsvaret af Niels-Henrik Topps disputats: »Man klapper af Professor Tribini på Bakken, men ikke af universitetets professorer, når de deltager i debatter om videnskabelige kan virke stiv og gammeldags, men dækker over en debatform, hvor alene argumenternes saglige styrke forsøges sat i højsædet.

rasker næppe nogen; det bemærkelsesværdige er, at der trods alt er en hel del sammenhænge,
der ikke kan findes signifikante ændringer fra 1870 til 1981.

Det er vigtigt her at præcisere stabilitetsbegrebet (jvf. Hjorth-Andersen, 1992 side 428²). Det, der er stabilt, er de økonomiske relationer, som f.eks. forbrugs- og investeringsfunktionerne. betyder ikke, at det økonomiske billede ser ens ud i hele perioden. er f.eks. vokset til det godt 8-dobbelte fra 1870 til 1970, men det er stadig sådan, at investeringerne er bestemt af forholdet mellem ønsket og faktisk kapitalapparat, at det ønskede kapitalapparat står i et fast forhold til produktionen. Det er i virkeligheden helt parallelt med debatten her i 1992 mellem Det Økonomiske Råds formandskab Budgetdepartementet (se Det Økonomiske Råd, 1992 side XVI og 57-59) om hvorvidt bl.a. opsparingen er steget på grund af ændret forbrugsfunktion eller på grund af ændringer i de forklarende variable.

Nu kan stabiliteten jo skyldes data, er en hovedindvending: En lang række navnlig af
de ældre tidsserier bygger på nogle interpolationer, der må antages at udjævne udsvinge-

---

2. Andersen (1992), Hylleberg (1992), Topp (1992), Hjorth-Andersen (1992), Kousgaard (1992), Milhøj (1992), Nilsson (1992) og Juselius (1992) er henvisninger til de foregående indlæg i dette nummer. De er ikke i litteraturlisten.

ne. Stabilitet er altså ikke tegn på en stabil virkelighed, men på udjævnede data, lyder argumentationen
f.eks. Hyldtoft (1992) og Kongshøj Madsen (1992).

Disse synspunkter kan måske bedst diskuteres ud fra et eksempel, og efterspørgslen efter varige forbrugsgoder er valgt (se Kærgård, 1992, for en nærmere diskussion af netop relation). Stabilitet i den oprindelige estimationsperiode 1878-1970 (eksklusive skal ikke diskuteres, den kan selvfølgelig skyldes data og interpolationer. Så lad os alene se på relationens forudsigelse af udviklingen for 1971 -81, altså for en periode, data næppe kan kritiseres. Resultatet er vist i fig. 1.

Den viser, at modelrelationen estimeret på tal (der evt. er tvivlsomt konstrueret) fra
perioder, hvor varetyperne var helt andre (f.eks. godt med hestevogne) alligevel fanger
strukturen nogenlunde nøjagtigt. Det er det, jeg finder »overraskende« og »interessant«.

På den anden side er der jo tendenser til systematiske afvigelser, og det er derfor jeg ikke kan lide f.eks. Hyllebergs bastante formulering af hypotesen. Modeller er ikke den samlede data genererende proces; de er nogle hovedtræk af den, der brugt med sund fornuft redelighed kan sige en hel del om virkeligheden, men man må hele tiden have for øje, at en model ikke er virkeligheden. Derfor er debatten om, hvorvidt modeller eller mennesker med fingerspidsfornemmelse forudsiger bedst, også endt med konklusionen, at en kombination af de to ting er uovertruffen. Det viser sig i fig. 1 ved, at modellen beskriver meget overbevisende, men systematisk rammer lidt for højt, hvilket den tænksomme forudsiger ville have korrigeret for, idet relationen er estimeret uden priser, og benzinpriserne i 1970'erne må have sænket bilefterspørgslen.

Modeller giver visse permanente grundtendenser (der er overraskende stabile), men de fritager aldrig brugerne for at tænke selv og foretage korrektion for indtrufne ndringer. med en bred pensel, synes modellerne at fange den største del af hovedtendensern ³, men der bliver ting tilbage, som med omtanke og fornuft kan fanges uden for modellerne (og det kan både være niveauskift i relationerne og skøn over de enkelte års stokastiske led).

3. Priser og data

En række indvendinger går på data og datakonstruktionen; det gælder specielt Andersen Hyldtoft (1992) og Topp (1992 og 1992a). Hovedindvendingerne er, dels at Svend Aage Hansens tal »accepteres uden videre, som andre modelbyggere accepterer nationalregnskaberne fra Danmarks Statistik« (Kærgård 1991, side 69), dels at deflateringerne foretaget på den simple måde, at alle serier er deflateret med forbrugsdeflatoren.

Begge indvendinger er relevante, men er også begge opfordringer til større ressourcekrævendeforskningsprojekter.
CLEO er startet som et forsøg på at bygge en
økonometrisk model på Svend Aage Hansens (på det tidspunkt nye) nationalregnskabstal.Det

---

3. Om det også er tilfældet, hvis man vil ned og fange detaljer af udviklingen fra kvartal til kvartal, siger denne undersøgelse selvfølgelig intet om.

tal.Detlå derfor uden for projektets oplæg at vurdere disse tal i forhold til andre serier (specielt Bjerke og Ussings serier fra 1958) og helt uden for at konstruere større mængderaf tal.⁴ Problemet bliver da, om tallene er gode nok til at danne fundament for en model, der kan sige noget om den danske virkelighed. Det er jeg, jvf. diskussionen i forrigeafsnit forbindelse med fig. 1, ikke i tvivl om, er tilfældet. Der har, så længe der har eksisteret økonometriske modeller, været skeptikere, der har advaret mod datagrundlaget,se allerede H. C. Jørgensen (1945); ikke desto mindre er ADAM og SMEC blevet etablerede led i vores makroøkonomiske analyseapparat.

Projekterne at udarbejde nationalregnskaber og at bygge økonometriske modeller på grundlag af givne nationalregnskabstal har alle dage været to hver for sig krævende og interessante opgaver, men det er formodentlig hensigtsmæssigt at holde dem mest muligt fra hinanden. I jo højere grad modelbyggeren også konstruerer data, jo større er faren for data-massage.

Deflateringen, som Topp tager op, har lidt tilsvarende karakter. Topp har ret i, at antagelsen én pris, der er målt ved forbrugsdeflatoren, er en grov forenkling, men også her er alternativet en betydelig udbygning af modellen og en række vanskeligt håndtérbare Hvis der introduceres forskellige deflateringer af de forskellige efterspørgselskomponenter, der ikke længere noget, der sikrer, at identiteterne holder.

Håndteringen af disse problemer har nok noget med holdningen til modellen at gøre. Jeg betragter CLEO som et instrument til at analysere en række problemer vedrørende økonometriske metoder og modelforudsigelser, f.eks. hvor stabile sådanne modeller er. Dette kan være uhyre nyttigt for modelbrugere at vide noget om. Jeg betragter derimod ikke modellen CLEO i sig selv som et brugbart forudsigelsesinstrument, der bør opdateres tilpasses de nyeste data. Det kan jo godt tolkes som Ellen Andersen gør:

Det kan ikke skjules, at Kærgård med tiden er blevet noget træt af CLEO, den er i hvert fald ikke
de andre gamle danske modeller blevet vedligeholdt og fornyet, men står urørt hen ligesom
klunkehjem. [Andersen 1992, side 411].

Selv vil jeg snarere formulere det på den måde, at CLEO er skræddersyet til en række (stadig interessante) analyser, der én gang er udført. En løbende vedligeholdelse af en model har kun mening, hvis den skal indgå i f.eks. et administrativt eller prognosemæssigt og det er ikke meningen med CLEO. Den skal bruges til nogle bestemte fundamentale analyser af en given periode, og den må bygge på de givne data; løbende dataforbedringer og datajusteringer hører til i et helt anden slags institutionelt apparat og ved analyse af helt andre problemstillinger.

---

4. Siden er der så konstrueret en række serier til at udfylde specielle behov, men der er jo langt derfra til mere historiske nationalregnskabsberegninger. Det sidste kan være uhyre nyttigt i mange forbindelser, er et projekt til adskillige millioner kroner jvf. et netop udarbejdet grundforskningsprojekt.

4. Økonometriske konflikter

Svend Hylleberg og navnlig Katarina Juselius antyder, at afhandlingens økonometriske kan være lidt gammeldags. Og det er der selvfølgelig noget om, bl.a. af den simple grund, at estimationen afgrundmodellen i part I er udarbejdet sidst i 1970'erne og stort set ikke ændret siden offentliggørelse i memoform i 1979 (Kærgård m.fl., 1979). Ellen Andersens observation, at

takket være bogens lange produktionsperiode og forfatterens uændrede interesse for alle nye metoder, har næsten alle nye påfund inden for økonometrien i de sidste 15-20 år i form af estimationsteknikker testprocedurer afsat sig som årringe i disputatsen. Her er en mand, der gerne vil være med på noderne, men samtidig er han i virkeligheden dybt konservativ og trofast i sin empiriske teknik [Andersen, 1992, side 415]

kan jeg derfor nogenlunde acceptere.

Når jeg alligevel ikke er helt enig med Svend Hylleberg og specielt Katarina Juselius, så er det nok mest et spørgsmål om udgangspunkt. De har begge lagt stort set hele deres forskning i at udvikle de økonometriske metoder, og er begge fremtrædende repræsentanter den moderne tidsrækkeøkonometri, mens en betydelig del af mit arbejde har været på området praktisk modelbygning og teorihistorie, og dette forskellige udgangspunkt utvivlsomt en betydelig forskel. Den, der arbejder med økonometriske metoder, hele tiden jage nye og prøve at teste dem med Monte Carlo forsøg eller på data, der passer til metoderne. En modelbygger vil fornuftigvis være mere tilbøjelig til at holde til metoder, der er mere gennemprøvede. Den metodemæssige udvikling vil med betydelig forsinkelse gå fra metodeudviklingen over test af metoderne til indarbejdelse i standardprogrammel og så efterhånden praktisk anvendelse. Dette er sundt og rigtigt - den praktiske modelbygning skal ikke kravle rundt i økonometriens yngste grene, før man ved, om de er bæredygtige. Faren er oplagt, hvis forbindelsen mellem den teoretiske økonometri og den økonometriske praksis brister, og hvis man blader i Journal of Econometrics i Economic Modelling er der bestemt tydelige tendenser til for stor specialisering for lidt kommunikation. Jeg synes imidlertid ikke det danske miljø viser sådanne tendenser. Jeg har flere kapitler med test af, hvad der på forskellige tidspunkter har været moderne økonometriske metoder; ADAM eksperimenterede med avancerede simultane estimationsmetoder, da det var moderne, og praktikere og teoretikere i dansk økonometri mødes årligt på Sandbjerg slot for med vekslende held at prøve at forstå hinanden. højere grad af »hoppen på alt det nye« ville utvivlsomt føre til betydelige fejlanvendelser ressourcer. Det er i dansk modelarbejde, når det kommer til stykket, lettere finde eksempler på tab ved at satse på nye tendenser, der viste sig at være vildspor (f.eks. ADAM og simultane estimationsmetoder) end på tab som følge af forældet teknik.

Så er spørgsmålet, som Katarina Juselius stiller, om der er sket fundamentale ndringer. er nok i høj grad en definitionssag, og når man står midt i modeludviklingen er man nok tilbøjelig til at se skridtene som større end de tager sig ud for en overordnet teorihistorisk Jeg mener ikke, at Katarina Juselius har ret, når hun tolker mig som pessimist med hensyn til økonometriens udvikling -jeg mener, vi hele tiden bliver klogere og klogere, og jeg mener nok også, at vi i de sidste årtier har oplevet gennembrud, det er vel også svært at finde årtier, hvor der ikke har været sådanne. Hvad jeg så derudover skriver og mener er, at en række fundamentale valg er stort set uforandrede siden økonometriens start. Ligesom der trods alle samfundsændringer er forskel på højre og venstre i politik, så er der hele tiden diskussion om, hvorvidt langt eller kort sigt er mest interessant, om hvorvidt data eller økonomisk teori skal være afgørende ved modelbygningen andre lignende hovedproblemer, der skiller de økonometriske skoler. Disse grundspørgsmål har været de samme siden økonometriens start.

5. Statistiske metoder

Anders Milhøj og Nils Kousgaards indlæg kræver ikke mange kommentarer -jeg ser ikke den store uenighed. Når Milhøj argumenterer for en tidsrækkeanalytisk tilgang, er det i virkeligheden en fortsættelse af debatten om de forskellige økonometriske skoler fra forrige afsnit, nemlig mellem de, der starter ud fra data (hvad en statistiker ifølge sagens må gøre), og de, der starter ud fra en økonomisk teori. For de relationer, Milhøj på, gør det i virkeligheden overraskende lille forskel. Når Milhøj somme steder at jeg overfortolker resultaterne, så opfatter jeg det i virkeligheden som et argument at bruge økonomisk teori. Når Milhøj ud fra den statistiske analyse finder resultaterne skyldes det vel, at økonometrikeren mener, at han bl.a. med støtte den økonomiske teori har noget ekstra information, der tillader ham en noget dristigere

Kousgaards indlæg rider en af mine egne kæpheste - den såkaldt robuste statistik. Jeg er også helt enig i, at mit kapitel 9 ikke er helt up-to-date. Alligevel er det et kapitel, jeg er ret stolt af. Det er nemlig stort set et uændret optryk af mit indlæg ved Symposiet i AnvendtStatistik 1979 (Kærgård, 1979a), og dengang var den robuste statistik langt fra så udviklet som i dag. I forbindelse med den første internationale konference om Li-statisti ⁵ i 1987 (altså næsten hele 10 år senere) blev en engelsk udgave fundet egnet til offentliggørelse(Kærgård, Jeg mener altså at have været tidligt ude på dette område.Når imidlertid ikke præger estimationerne i de øvrige kapitler, skyldes det hovedsageligt,at robuste metoder først nu er ved at blive gennemprøvede, programmellet udviklet osv. Mindste kvadraters metodes ulemper og farer kendes derimod fra årtiers

---

5. Statistik, der går ud fra summen af numeriske residualer og ikke summen af kvadrerede residualer; det vil for eksempel sige median frem for middelværdi.

brug og misbrug. Der gik imidlertid også mange år fra krudtet blev opfundet til det i praksis var konkurrencedygtigt med en god bue og pil, og jeg er sikker på, at i hvert fald en række test for outliers mv. udviklet i forbindelse med robuste og resistente metoder efterhånden vil blive standardværktøj.

6. CLEO og den økonomiske historie

Mens der næppe er de store begrebsmæssige problemer i forholdet til den matematiske er det samme, jvf. Carl Axel Nilssons indlæg og den tidligere debat i dette tidsskrift (se Kærgård 1989 og 1991b, Christensen, 1991 og Nilsson, 1991) næppe tilfældet økonomisk historie. Ved typisk historisk analyse forstår jeg beskrivelser forhold for en periode, der hører fortiden til, og hvor resultaterne ikke er udarbejdet henblik på at sige noget direkte brugbart om nutiden og fremtiden. Anvendes der i sådanne historiske analyser begreber og teorier fra økonomisk teori, vil jeg tale om typisk økonomisk historie. Ved økonomisk historie forstår jeg altså først og fremmest analyser af problemer vedrørende økonomien i historiske perioder ved hjælp af den økonomiske herunder økonometrien, altså f.eks. analyse af landsbyfællesskabet i 1700-tallet ved hjælp af økonomiske modeller med fælles ejendomsret til visse goder. Sådan opfatter jeg typisk økonomisk historie, men jeg kan ikke lide at definere hverken økonomisk historie, økonomi eller historie, for jeg synes man alt for tit har set faste definitioner i argumentationer af typen »dette er ikke økonomi og hører ikke hjemme på økonomiske forskningsinstitutter« - sagt om ting, der senere viste sig at være særdeles forskningsområder (ordet økonomi kan erstattes af økonomisk historie eller efter behov, se nærmere herom i Kærgård, 1991b).

Er en bog om økonomisk vækst fra 1870 til 1981 så ikke slet og ret økonomisk historie? opfatter jeg det kun delvist, fordi hovedinteressen i et flertal af kapitlerne netop er at sige noget om fortiden (det ligger f.eks. i kritikken af ikke at gøre nok ud af periodiseringen), men derimod at sige noget om, hvad der gælder i nutiden og fremtiden: Hvilke typer modeller, beskriver Danmark bedst, udbuds- eller efterspørgselsmodeller? Hvilke estimationsmetoder er bedst ved forudsigelser? osv.

De steder, hvor jeg interesserer mig for historiske problemer - det vil her sige problemer,der er aktuelle i dagens Danmark - slår jeg til lyd for mere brug af økonomisk og statistisk teori. Det er, som Carl Axel Nilsson skriver, og som jeg også selv skriver i disputatsen side 22-24 ikke nyt internationalt, specielt da ikke i USA, men mit mål er heller ikke at sige noget om international, men alene om dansk økonomisk historie, og her finder jeg for få analyser, der kombinerer historie med økonomisk og statistisk teori. Det er nytten af en sådan kombination (som ganske rigtigt har været kendt internationalt som bl.a. cliometri i adskillige årtier, men som man næppe kan påstå er særlig udbredt i Danmark), jeg prøver at argumentere for. Den manglende udbredelse her i landet skyldesefter mening et for skarpt skel mellem historie og samfundsvidenskab, og hvis

det er rigtigt, er det jo til begrænset hjælp, at der er en blomstrende økonomisk historisk
disciplin i Sverige, og at cliometrien har domineret i USA i adskillige årtier.

7. Afsluttende bemærkninger

At gå i gang med at skrive en bog, der retter sig mod læsere både blandt økonomer, statistikere og historikere, synes ren hasard, jvf. indledningen. Jeg er derfor meget glad for, at min disputats har påkaldt sig så megen interesse, at alle tre faggrupper har meldt sig som opponenter. Jeg synes, det er et bevis på, at der er problemer af fælles interesse for meget brede faggrupper, og at debat af sådanne problemer på tværs af faggrupper kan være nyttig. Det, selv om det selvfølgelig er hver sine hjørner, der har hovedinteressen. målrettet henvendelse til de relevante faggrupper via koncentrerede artikler i internationale ville aldrig blive bemærket udenfor den snævrests fagkreds. Jeg tror derfor fortsat, at bøger har berettigelse - selv om de har mange odds imod sig. Jeg synes også, at debatten her har rejst mange spørgsmål, som det ville være nyttigt at uddybe. er det uoverkommeligt at tage alle op.

Litteratur

Christensen, Jørgen Peter. 1991. Mellem Historie
Økonomi. Nationaløkonomisk
Tidsskrift, bind 129, side 329-38.

Hyldtoft, Ole. 1992. Anmeldelse af Kærgård
(1991). Historisk Tidsskrift, bind 92, side
181-89.

Jørgensen, H. C. 1949. Tinbergens konjunkturanalyse.
Tidsskrift,
bind 83 side 260-74.

Kongshøj Madsen, Per. 1992. Anmeldelse af
Kærgård (1991), Økonomi og Politik, 65.
årgang nr. 1 side 59-62.

Kærgård, N., T. Vorstrup Rasmussen, S. B. Krohn, J. Nørregaard, N.-H. og S.-K, Topp. 1979. CLEO - en model for den økonomiske i Danmark 1870-1970, Cykelafdelingens nr. 60.

Kærgård, N. 1979. En vækstmodel for Danmark. Christensen, Gad m.fl. (red.) Vækst og kriser i dansk økonomi i det 20. rhundrede,

Kærgård N. 1979a. Alternativer til mindste kvadraters metode. I Jensen & Hoskuldsson Anvendt Økonometri, København.

Kærgård, N. m.fl. 1980. Estimation med økonomiske
I Hoskulddson
m.fl. (red.), Symposium i Anvendt Statistik

1980, København.

Kærgård, N. 1984. Den økonometriske metode og kritikken heraf. I Leif Spange Mortensen Symposium i Anvendt Statistik 1984, Århus.

Kærgård, N. 1984a. Hvor stabil er den økonomiske I Økonomiske Essays, Københavns Økonomiske Institut, nr. 28, København.

Kærgård, N. 1987. Fortidens erfaringer og 1980'ernes økonomi. I Leif Spange Mortensen Symposium i Anvendt Statistik Århus.

Kærgård, N. 1987a. Estimation criterion, residuals prediction evaluation, Computational & Data Analysis, vol. 5 s. 443-450.

Kærgård, N. 1989. Økonomisk Historie - mellem og højere algebra. Nationaløkonomisk bind 127, side 381-392.

Kærgård, N. 1990. The Industrial development
of Denmark, Journal of European Economic
vol. 19, side 271-291.

Kærgård, N., H. Hansen & Ib Hansen. 1990. Simulering af den økonomiske vækst i Danmark. I Godt (red.), Symposium i Anvendt 1990, København.

Kærgård, N. 1991. Økonomisk vækst - en økonometrisk
af Danmark 1870-1981.
København.

Kærgård, N. 1991a. The Danish growth model
CLEO and the stability of the economy,
Economic Modelling, vol. 8, s. 175-186.

Kærgård, N. 1991b. Fagdiscipliner, tværvidenskabelighed, trends og økonomisk historic Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 129 side 339-346.

Kærgård, N. 1992. Efterspørgsel efter varige
goder 1870-1981.1 Boelskifte (red.), Symposium
Anvendt Statistik 1992, Århus.

Nielsen, Lars Tyge. 1992. Anmeldelse af Peter Ove Christensen: Asymmetric Information, Resource Allocation and Moral Hazard i Capital Markets, Økonomi og Politik, 65. årgang nr. 2.

Nilsson, Carl Axel. 1991. Økonomisk Histo-

rie - kildekritik og højere algebra. Natio-

naløkonomisk Tidsskrift, bind 123, side
320-28.

Nørregaard Rasmussen, P. 1967. En vækstorienteret
Nationaløkonomisk Tidsskrift,
105, side 14-34.

Rasmussen, T. V & N. Kærgård. 1981. A Growth model of the Danish Economy. I Janssen, Pau & Straszak (red.), Dynamic Modelling and Control of National Economies,

Topp, Niels-Henrik. 1992a. Anvendelsen af
prisindeks i CLEO, Institut for Statskundskabs
1992/2.

Vestergaard, Frede. 1991. Specialiseringens
svøbe. Weekendavisen d. 27. september
1991.

Økonomiske Råd. 1992. Dansk økonomi maj
1992. København.