1. Den bog fra 1987, som har givet anledning til debatten her, havde et helt specielt udgangspunkt, som det kan være nyttigt at gøre sig klart: Ved Svend Aage Hansens afgang fra sit professorat i økonomisk historie ved Økonomisk Institut blev jeg kastet ud i en undervisning i faget »videregående økonomisk historie«. Faget viste sig at have et svagt pensumgrundlag, som jeg så bestemte mig for at forsøge at forbedre.

Mit formål måtte altså være at forklare danske økonomistuderende på afsluttende del,
hvad der teori- og metodemæssigt nærmere lå bag den mere sammenfattede økonomiskhistoriske
de havde mødt allerede på studiets første del.

Bogens ærinde blev dermed at fortælle studerende, hvad der foregik forskningsmæssigt
det økonomisk-historiske felt i Danmark og - på de vigtigste områder - i udlandet.

Det blev derfor en konstaterende bog, som søgte at svare på, hvad dansk økonomisk
historie faktisk er i dag. Bogens tilgang hører altså, om man vil, hjemme i »positive economies«
»normative economics«.

2. Bemærkningen er nødvendig, fordi Carl-Axel Nilsson i en række anmeldelser af
bogen, og igen i sit bidrag til debatten, har fremlagt det synspunkt, at dansk økonomisk
historie er - læs: bør være - en selvstændig videnskabelig disciplin.

Det er efter Carl-Axel Nilssons opfattelse overraskende og kritisabelt, at jeg i min bog - som Carl-Axel Nilsson formulerer det - betoner emnets tværfaglige karakter. Jeg burde i stedet have taget udgangspunkt i, at nyere forskningsmiljøer ganske vist ofte er opstået med en tværfaglig baggrund. Men med tiden etableres de, hvis de viser sig levedygtige,som discipliner - med ikke kun mange udøvere, men også »egne tidsskrifter, ofte egne institutioner, og med et stort udbud af symposier, konferencer og

Resumé

SUMMARY: Commenting on other articles in this issue on the present research situation economic history in Denmark, the author stresses that his book from 1987 starting debate had a rather narrow national range: It surveyed the Danish literature on economic history since around 1970 in an attempt to evaluate the degree of genuine interdisciplinarity, a situation characterized by very narrow institutional limits. It is now argued that a research survey for the same two decades with other dimensions of concepts for »economic history« - as suggested here especially by Carl-Axel Nilsson - would have given approximately the same picture of the situation.

kongresser«. Carl-Axel Nilsson ser økonomisk historie som et udmærket eksempel på
dette forhold.

Jeg har altså så at sige taget nogle håndfulde økonomistuderende med hen at kigge ind ad vinduet til historikernes værksted, og mens jeg snakkede løs om værktøjet på væggen derinde, historikernes arbejdsrutiner, og hvordan det altsammen lignede eller adskilte sig fra vores egen økonommåde at indsamle viden på, vildledte jeg i virkeligheden Jeg havde jo aldeles overset, at der på vejen mellem økonomi og historie et tredje værksted, med eget skilt over døren, og befolket med rigtigt integrerede økonomisk-historikere, altså forskere som i uddannelse og interesser forenede økonomisk og historisk empiri - eller »generaliseringer og den historiske variation i det generelle«, som Carl-Axel Nilsson selv udtrykker sig.

Nogle ville være i tvivl om, hvorvidt sådanne forskere findes i Danmark. Carl-Axel Nilsson er det - efter hans eget oplæg lidt overraskende - ikke: »Vi har endnu ikke set den person, som i samme værk kan forene begge opgaver«, som han skriver det i sit indlæg

Nej, måske er der ikke så mange afslagsen. Udlandet har de mange udøvere, de særlige og det store udbud af symposier, konferencer og kongresser. Men fandtes f. eks. i 1970, og et par tiår senere, en egentlig økonomisk historisk disciplin i Danmark i denne tværfaglige form - som altså forholdt sig til, og måske empirisk afprøvede, mange nye eller fornyede økonomisk-historiske teoridannelser, som skabtes i udlandets forskningsmiljøer?

Den tvivl brugte jeg så som disposition for min bog: Hvad laver man faktisk af økonomisk-historisk de steder, hvor instituttet eller lærestolen kaldes økonomiskhistorisk eks. på Institut for Økonomisk Historie ved Københavns Universitet Amager, Hans Chr. Johansens professorat ved Odense Universitet, eller på Erhvervsarkivet Århus)? Og hvad laves der af økonomisk-historisk tilsnit hos økonomerne typen Jørgen Peter Christensens lønstudier, Niels Kærgårds arbejde med en dansk langtidsmodel, eller Peder J. Pedersens arbejdsmarkedsstudier)? Eller hos historikerne, f.eks. i form af Ole Hyldtofts industristudier, Niels Thomsens analyser af dagspressens driftsøkonomi og koncentration, eller Niels Steensgaards undersøgelser af den europæiske historie.

Jeg nåede frem til, at på den ene side var der kun få tegn på ekspansion i faget økonomisk når man så på antal stillinger eller institutter, biblioteker, tidsskrifter o s.v. I min sammenfatning af bogens analyser i Nationaløkonomisk Tidsskrift (1987:2) måtte jeg tværtimod konkludere, at det eneste større institut - Institut for Økonomisk Historie - som var opstået simpelthen ved samling af de lærerstillinger hos henholdsvis historikerne økonomerne, der havde været knyttet til Kristof Glamanns og Svend Aage Hansens professorater, ikke havde kunnet øge instituttets ressourcer ud over summen af det fra de to sider medbragte.

På den anden side var der siden 1970 kommet ganske mange eksempler på en opblomstring økonomisk-historisk forskningsaktivitet med empiriske emner meget tæt på de felter, den nationaløkonomiske forskning typisk havde beskæftiget sig med. Faggrænser disciplingrænser havde altså ikke forhindret, at økonomisk relevante emner i et vist omfang faktisk blev taget op i deres historiske sammenhæng.

3. Konstateringen af, at der kun var fa tegn på ekspansion i faget m.h.t. stillinger, tidsskrifter, o.s.v. svarer altså efter Carl-Axel Nilssons definition til, at der ikke var nogen udvikling i gang hen mod etableringen af en egentlig økonomisk-historisk disciplin Danmark.

Indtrykket blev beklageligt bestyrket, da The Scandinavian Economic History Review året efter udgav et særnummer med en samlet status for den økonomisk-historiske forskning i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Ikke mindst Rolf Adamsons oversigt over, hvad forskere med interesse for økonomisk historie har formået i Sverige, maner til dansk forsigtighed i omgang med ordet »økonomisk historie som selvstændig dansk videnskabelig disciplin« - selvom udsendte svenske videnskabelige gesandter naturligvis gjort hvad de kunne for at lære fra sig til de indfødte.

Mine egne forsigtigt pessimistiske formuleringer fra 1987 om det danske Institut for Økonomisk Historie må iøvrigt i dag vurderes som alt for optimistiske. Instituttet nedlægges årsskiftet. De bagtropsfægtninger med de traditionelle historikere, som jeg for femten år siden i min egen bestyrertid mente var alternativet til mit forslag om flytning instituttet til samfundsvidenskab og dermed til Studiegården, er altså nu afsluttet. god kropskraft er således gået til spilde.

Carl-Axel Nilsson slutter sin artikel her i tidsskriftet med at pege på, at fremtiden for
dansk økonomisk historie nu bl.a. afhænger af, hvad lærerne i økonomisk historie på
Økonomisk Institut i København foretager sig.

Nu kan man, selvom det ikke er god tone på Københavns Universitet at minde om det, pege på, at Odense og Århus er opfundet. Og når udenlandske forskere i så høj grad grad som tilfældet er kan klare sig med kontakter til netop disse byers økonomisk-historiske overlever faget såmænd nok i Danmark.

Men naturligvis er det da en fordel for dansk økonomisk historie, om den københavnske lærere med interesse for økonomisk historie et øjeblik glemmer, de jo strengt taget falder udenfor Carl-Axel Nilssons definition af »disciplinen økonomisk historie«, og tager et medansvar for, hvad der nu skal ske på dette danske universitetsområde.

4. Hermed er vi jo så gået over til, hvordan tingene burde være. Jeg kan næppe føje
meget til Niels Kærgårds og Jørgen Peter Christensens bestræbelser her i tidsskriftet på

at afklare, om og hvordan »en økonomisk-historisk disciplin« i givet fald ideelt set skal
afgrænses.

Derimod vil jeg rejse et andet, i alle tilfælde delvis normativt spørgsmål, som svarer
til Niels Kærgårds holdning derved, at det går på, om faget skal reddes over formen eller
over indholdet.

Spørgsmålet vedrører forskningsfeltet økonomisk historie, forstået som forskning, hvor økonomisk teori styrer indsamlingen af, og teorien anvendes på, historiske data, med det sigte at øge vores forståelse af fortiden - og måske især den nærmeste fortid, f.eks. fra og med industrialiseringen.

Og spørgsmålet lyder: Kan ét problem være, at der kommer så bemærkelsesværdigt få større arbejder af denne type ud fra - som Carl-Axel Nilsson siger det - »landets i øjeblikket kvantitativt stærkeste universitetscentrum«, d.v.s. lærergruppen i økonomisk historie ved Økonomisk Institut i København, og fra Institut for Økonomisk Historie på Amager?

Jeg pegede i min bog på, at Danmark - trods dog en del forskere med »økonomisk historie« i beskrivelsen af deres stilling eller i deres bidrag til arbejdsbeskrivelserne til Københavns Universitets årbog - stadig er langt bag efter f.eks. Sverige og England m.h.t. solide historiske nationalregnskabstal. Situationen m.h.t. historisk fordelingsstatistik heller ikke præget af nye, tunge bidrag fra den københavnske lærergruppe.

En hel del af de studerende, som midt i 1980'erne blev generet med synspunkterne i min bog, før jeg fik den trykt, gik faktisk selv i gang. Niels Buus Kristensen tog eksempelvis på spørsmålet om nye historiske nationalregnskabstal, og Henrik Meyer, Rewal Schmidt Sørensen og Sven Wunder på fordelingshistorien - for nu at nøjes med at nævne de forfattere, der fik Zeuthen-prisen for ulejligheden.

Så diskussionerne om, hvorvidt jeg burde have brugt tommestok fremfor et centimetermål, jeg forsøgte at lave en status over dansk økonomisk historie, og diskussionen om, hvordan man bør variere ordene »historieforskning med udgangspunkt i økonomisk teori« gør da på den ene side sin store nytte, som de tre andre forfattere her i diskussionen udmærket har dokumenteret det.

Men på den anden side bør diskussioner af denne art næppe fortsætte i et omfang, som beslaglægger for stor en del af lærersidens kapacitet. De nævnte studenter, og de øvrige gode specialeskrivere i økonomisk historie i de senere år, skulle jo nødigt kunne fortsætte ret langt op i 1990'erne med deres hilsener på fortovet til lærergruppen om, hvornår vi har afsluttet arbejdet med at spidse gåsepennene.

Hans Chr. Johansen i Odense har indenfor de seneste år fortsat sit arbejde med at udsendestore ny økonomisk-historisk empiri, med trykte dokumentationer og under tiden også en diskette med hele datasættet stukket ind i omslaget. En sammenfatningaf mest centrale serier er udkommet som den første danske historiske statistik, og andre serier er sammenfattet i en lærebog på engelsk om Danmarks økonomiske

historie. Også fra andres arbejdsborde i Odense og Århus kommer økonomisk-historiskeforskningsresultater
et ganske imponerende omfang.

Det ville rette op på denne del af den danske regionale balance, hvis hele eller dele af lærergruppen i økonomisk historie på Sjælland - der ganske rigtigt ifølge leksionskatalogen stor - og på Amager her først i 1990'erne udsendte f. eks. en bog med nye historiske nationalregnskabstal. Vilkårene for at sådant arbejde turde jo ikke være ret meget mere belastende end de var for Bjerke, Ussing og Svend Åge Hansen. De samlede alle deres historiske talserier i perioder, hvor de ikke havde fuldtidsstillinger på et universitet.

Hvis man vil sige, at sådan et enkelt værk ikke ville sikre dansk økonomisk histories
fremtid, er jeg enig - men det ville hjælpe.

Litteratur

Adamson, Rolf, 1988. Economic History Research Sweden since the mid-19705. The Scandinavian Economic History Review. 1988:3.

Bjerke, Kjeld og Niels Ussing. 1958. Studier
over Danmarks Nationalprodukt 1870-1950.

Christensen, Jørgen Peter. 1975. Lønudviklingen
for dansk håndværk og industri
1870-1914,1 og 11. København.

Hansen, Svend Aage. 1972-74. Økonomisk
vækst i Danmark, I og 11. København.

Hyldtoft, Ole. 1984: Københavns industrialisering
Herning.

Johansen, Hans Chr. 1985. Dansk historisk
statistik 1814-1980. København.

Johansen, Hans Chr. 1987. The Danish Economy
The Twentieth Century. London.

Kristensen, Niels Buus. 1989. Industrial Growth in Denmark, 1871-1913 - in Relation the Debate on an Industrial Breakthrough. Scandinavian Economic History 1989:1.

Kærgård, Niels. 1989. Økonomisk historie -
mellem kildekritik og højere algebra. Nationaløkonomisk
1989:3.

Kærgård, Niels. 1991. Økonomisk vækst. En
økonometrisk analyse af Danmark 1870-1981.

Meyer, Henrik. 1990. The Distribution of Income
Copenhagen in the 18th Century

and the beginning of the 19th Century.
(Under publicering).

Pedersen, Peder J. 1984. Arbejdsmarkedet -
langtidstendenser og internationale perspektiver.

Sejersted, Francis. 1988. The Development of
Economic History in Norway. The Scandinavian
History Review. 1988:3.

Steensgaard, Niels. 1980. Universalhistorie,
samrundshistorie og historisk strukturalisme.
Tidsskrift. 1980:1.

Sørensen, Rewal Schmidt. 1990. Udviklingen i den personlige indkomstfordeling 1870-1986. Tidsskrift 1990:3.

Viby Mogensen, Gunnar. 1987. Nyere forskning
dansk økonomisk historie. Nationaløkonomisk
1987:2.

Viby Mogensen, Gunnar. 1987. Historie og økonomi. Samfundsvidenskabelige synsvinkler dansk historieforskning efter 1970. København.

Viby Mogensen, Gunnar. 1988. Recent Danish Research in Economic History - a Survey. The Scandinavian Economic History Review.

Wunder, Sven. 1987. Økonomisk udvikling og indkomstfordeling. En analytisk oversigt og et cross-country-studie. Speciale fra Økonomisk Kbh. Universitet (Stencil). København.