Resumé

SUMMARY: In outline, present economic conditions in East European countries are declining growth, rising prices, continued low productivity, foreign trade mainly directed towards COMECON and for some countries debt burdens, which can be compared with those of the heavily indebted developing countries. Comprehensive political and economic reforms, consisting both stabilisation, liberalisation and privatisation, have been introduced in several countries. Two important aspects of the reform process are the speed of transition to a market economy and the sequencing of reforms.

1. Indledning

Omfattende politiske og økonomiske reformer i de centraldirigerede lande i Østeurop
1 har siden 1989 indebåret, at den centralt styrede økonomiske model er blevet forkastet
fordel for ønsket om fri markedsøkonomi.

Denne udvikling kom klart til udtryk på den konference om økonomisk samarbejde i Europa, der blev afholdt i Bonn den 19. marts - 11. april 1990 inden for rammerne af CSCE (Konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa). I det slutdokument, der blev udsendt fra konferencen, udtalte landene sig bl.a. til fordel for »flerparti-demokrati baseret på frie, regelmæssige og ægte valg« samt »fri og konkurrerende markedsøkonomi, priser baseres på udbud og efterspørgsel«.

I det følgende gennemgås hovedtræk af den økonomiske struktur og udvikling i de østeuropæiske lande. Dernæst redegøres der for reformbestræbelserne, idet udviklingen i de enkelte lande kun inddrages som eksempler. Sovjetunionen og Østtyskland udgør særtilfælde og omhandles ikke særskilt, men er medtaget i tabellerne.

2. Den økonomiske struktur og udvikling i de østeuropæiske lande

Manglen på pålidelig statistik er en grundlæggende vanskelighed, når man ønsker at vurdere de østeuropæiske landes økonomier. Således har de tal, der hidtil har været offentliggjort fra østeuropæisk side, i vid udstrækning været udtryk for planer og målsætninger og har ikke nødvendigvis afspejlet de faktiske forløb.

---

1. Landegruppen omfatter Polen, Tjekkoslovakiet (Den Tjekkiske og Slovakiske Forbundsrepublik), Ungarn, DDR (indtil oktober 1990), Rumænien, Bulgarien samt - i princippet - Albanien. Jugoslavien indtager en særlig stilling, men henregnes i dette kapitel som hovedregel til landegruppen.

Sammenligninger med de vestlige lande vanskeliggøres yderligere af, at de officielle
valutakurser for de fleste lande indtil 1990 ikke har afspejlet de reelle økonomiske
forhold.

Usikkerheden i opgørelsen af landenes økonomiske situation kan illustreres ved bruttonationalproduktet pr. indbygger, der f.eks. i Polen ligger et sted mellem 1.800 dollars og 7.000 dollars, jf. tabel 1. OECD har præsenteret skøn over denne størrelse for de østeuropæiske lande i Economic Outlook, maj 1990, men disse skøn forekommer at ligge på et højt niveau i sammenligning med andre opgørelser. Intervalgrænser for gennemsnitsindkomsten de østeuropæiske lande og USSR er vist i tabel 1.

Levevilkår

Opgørelse af indkomstniveauet pr. indbygger viser, trods store opgørelsesproblemer, et markant lavere indkomstniveau i både USSR og de østeuropæiske lande end i OECDlandene.I udarbejdet af IMF, Verdensbanken, OECD og den EuropæiskeUdviklingsbank, indkomstniveauet pr. indbygger for de østeuropæiske

lande under ét at være i størrelsesordenen på mindre end en femtedel af gennemsnittet for OECD-landene. Der er dog betydelige forskelle mellem landene. Tjekkoslovakiet og DDR har den højeste gennemsnitsindkomst, mens Bulgarien, Polen og Rumænien liggerpå med en række latinamerikanske lande.

Den reelle levestandard i de østeuropæiske lande er formentlig lavere end antydet af indkomstniveauet pr. indbygger. Det hænger først og fremmest sammen med, at en væsentlig del af bruttonationalproduktet er anvendt til investeringer, der kun i ringe grad har medvirket til øget vækst, ligesom udgifterne til forsvar i flere af landene har beslaglagt en betydelig andel af BNP.

Den økonomiske vækst i 70'erne og 80'erae har ifølge de officielle tal ikke været
markant forskellig fra væksten i de vestlige industrilande. Der er imidlertid grund til at
antage, at de officielle tal overvurderer de faktiske vækstrater.

Visse områder af Østeuropa er præget af meget store miljøproblemer. En væsentlig årsag hertil er den udbredte anvendelse af kul og brunkul kombineret med fraværet af tidssvarende rensningsteknologi. Også arbejdsmiljøet er gennemgående af en ringere standard end i vesten.

Befolkningens gennemsnitlige levetid i de østeuropæiske lande er noget lavere end i
Vesteuropa, jf. tabel 1. Det gælder især Sovjetunionen, hvor levetiden endog har været
faldende.

Produktion og beskæftigelse

Produktionsstrukturen er præget af, at landbruget tegner sig for over 20 pct. af den samlede beskæftigelse for de østeuropæiske lande under ét. Der er dog store forskelle, jf. tabel 2. Tjekkoslovakiets og Østtysklands beskæftigelse i dette erhverv er på niveau med de vestlige industrilande, omkring 10 pct. af arbejdsstyrken, mens omkring 30 pct. af arbejdsstyrken i Polen og Rumænien er beskæftiget i landbrug. Industrien beskæftiger ca. en tredjedel af arbejdsstyrken, og ligger således beskæftigelsesmæssigt på niveau med de vestlige lande. Denne produktionsstruktur afspejler, at de tjenesteydende erhverv har mindre vægt i de østeuropæiske lande end i OECD-landene.

Produktionsprocessen er præget af lav produktivitet² med et stort forbrug af både arbejdskraft, kapital og råvarer, herunder ikke mindst energi, i forhold til de producerede 170'erae og 80'erne blev det forsøgt at modvirke den aftagende produktivitetsvækst at øge indsatsen af produktionsfaktorer. Da der er grænser for, hvor megen arbejdskraft og kapital, der kan fremskaffes, er en sådan »ekstensiv« vækst ikke holdbar på længere sigt.

Udenrigshandel

Den indbyrdes handel mellem de østeuropæiske lande har hidtil været bestemt af COMECON-samarbejdet, hvor der har været tilstræbt en vis regional arbejdsdeling. Handelen har - ligesom handelen med de vestlige lande - været integreret i den samlede plan, og fastlæggelsen af handelsstrømmene er dermed sket i en politisk-administrativ proces.

Den faktiske målsætning har været bilateral balance i udenrigshandelen som følge af, at regneenheden - den transferable rubel - ikke har været konvertibel. Et land har således ikke kunnet bruge et eventuelt overskud i samhandelen med et andet østeuropæisk til at udligne et underskud i forhold til et tredje COMECON-land. Ydermere har et eventuelt tilgodehavende i transferable rubler været et tvivlsomt aktiv, idet der ikke har været noget markedsbaseret afkast. Derudover har det ikke været muligt på forhånd vide, hvilke varer og tjenester der kunne erhverves for disse midler, da priser, mængder, kvalitet m.v. fastlægges ved forhandlinger mellem de centrale myndigheder.

Samhandelen med de øvrige COMECON-lande har således været baseret på et byttehandelsprincip.Det
incitament har dels været at skaffe varer, der ikke

---

2. For en nærmere definition af dette begreb henvises til Økonomisk Oversigt, Februar 1990, s. 138.

fandtes på hjemmemarkedet, og dels gennem import at muliggøre eksport. På eksportsidenhar tilsvarende været incitamenter til at sælge til COMECON-landene frem for til de vestlige markeder. Det skyldes bl.a., at adgangen til øst-markederne har været lettere i kraft af den mindre konkurrence og de mindre krav til kvalitet m.v. Yderligere har der - ihvert fald indtil for nylig - ikke været noget klart finansielt incitament for virksomhederne til at engagere sig i udenrigshandel - hverken med COMECONlandeneeller vesten. Det hænger sammen med, at afregningspriserne ikke har været baseret på ensartede, markedsbaserede valutakurser, men på forskellige omregningsforhold(koefficienter) værdien af im- og eksport til national valuta. F.eks. var der i Sovjetunionen i begyndelsen af 1989 6.000 forskellige omregningsforhold. Hvorvidt en given udenrigshandelstransaktion har været under- eller overskudsgivende for en virksomhed har således overvejende beroet på, hvilket omregningsforhold der er blevet anvendt. Hertil kommer mere generelt, at virksomhedernes finansielle resultat har været af underordnet betydning for deres stilling; underskud er mere eller mindre automatisk blevet dækket af staten, mens overskud har kunnet inddrages. Dette er blevet kaldt den »bløde budgetbegrænsning«.

På et møde i COMECON i juni 1990 blev der truffet principbeslutning om, at al handel mellem landene skal til at finde sted til verdensmarkedspriser og i konvertibel valuta³. Dette vil betyde en væsentlig økonomisk gevinst for Sovjetunionen, mens de øvrige østeuropæiske lande vil få store tab. Sovjetunionens eksport består overvejende af olie og andre råvarer, der har kunnet afsættes på verdensmarkedet, men ved handel med COMECON-landene har priserne været holdt kunstigt nede. Selv når der ses bort fra den seneste udvikling på oliemarkedet, vil dette indebære prisstigninger på 40-50 pct. for olie fra Sovjetunionen. De øvrige lande har hovedsagelig eksporteret forarbejdede varer, hvor kvaliteten som nævnt gennemgående har været ringere end kvaliteten af tilsvarende produceret i vesten. Disse lande vil således - efter en overgangsperiode - komme til at konkurrere med varer fra vesten på det sovjetiske marked, hvilket sandsynligvis vil betyde lavere priser. Sådanne lavere priser vil også være gældende ved salg til vesten (i det omfang varerne overhovedet kan afsættes til en pris, der i rimelig grad kan dække produktionsomkostningerne).

En hurtig ophævelse af den nuværende arbejdsdeling i COMECON kan således indebære, markedet for en lang række østeuropæiske produkter forsvinder på grund af manglende konkurrencedygtighed. Processen er allerede startet og vil tage til i den kommende Specielt for Ungarn og Tjekkoslovakiet med en relativ stor eksport af forarbejdede er der tale om en vanskelig omstillingsproces.

---

3. Denne ændring af COMECON-samarbejdet, der var projekteret til start 1. januar 1991, er endnu ikke trådt i kraft.

Handelen med de øvrige østeuropæiske lande og USSR er stadig en vigtig faktor i de østeuropæiske landes udenrigshandel, jf. tabel 3. Med en andel på op mod 75 pct. af henholdsvis og eksport er dette mest udtalt for Tjekkoslovakiet. Jugoslavien⁴, der i kraft af landets politiske uafhængighed har indtaget en særstatus i Østeuropa, er mindst afhængig af handel med de øvrige østlande.

De østeuropæiske landes handel med lande uden for COMECON har været stærkt reguleret. Virksomhederne har ikke kunnet disponere over valutaindtægter, og importen har i høj grad været kvotebelagt. I forbindelse med de økonomiske reformer i slutningen afBo'erneblevudenrigshandelssystemet gradvist liberaliseret med undtagelse af Rumænien. og fremmest er det sket i Polen, Ungarn og Jugoslavien, mens Tjekkoslovakiet, stadig har et højt restriktionsniveau, vil indlede liberaliseringsprocessen i 1991.

For så vidt angår handelen med lande uden for COMECON bør der skelnes mellem handel med industrilande og øvrige lande (udviklingslande). Østeuropa har traditionelt haft overskud overfor sidstnævnte. Som oftest har dette været ledsaget af en opbygning af kreditorpositioner, da udviklingslandene ikke har kunnet afregne i konvertibel valuta. Samhandelen med udviklingslandene har dog sjældent oversteget 20 pct. af den samlede udenrigshandel, og andelen har generelt været for nedadgående.

For Polen, Ungarn og Jugoslavien er der i slutningen af 1980'erne sket en forskydning
af samhandelen i retning af industrilandene. Tjekkoslovakiet og Rumænien skiller sig
ud med en forholdsvis lille og aftagende samhandel med industrilandene.

Også overfor de industrialiserede lande har der i 1980'erne generelt været overskud på handelsbalancerne. For Polens og Ungarns vedkommende har rentebetalingerne dog oversteget dette, og disse lande har således haft underskud på de løbende poster overfor vesten.

I de kommende år må der forventes en forværring af handelsbalancen over for de industrialiserede Behovet for import af investerings- og forbrugsgoder må ventes at stige, og som følge af den forværrede hjemlige forsyningssituation kan det heller ikke forventes, at eksporten af halvfabrikata og råvarer, som er de dominerende eksportvarer til industrilandene, kan opretholdes. Østeuropa har allerede tabt markedsandele i de vestlige lande og hertil kommer, at udgifterne til energiimport, turisme samt renter på udlandsgæld må ventes at udgøre en stigende belastning af betalingsbalancen.

De industrialiserede lande er på den anden side ikke særligt afhængige af samhandel med østlandene. Det fremgår af tabel 4, at eksporten til Østeuropa, Jugoslavien og USSR kun udgjorde 2,7 pct. af den samlede eksport fra OECD-landene og lidt mere, 3,4 pct., af den samlede eksport fra de europæiske OECD-lande.

---

4. Jugoslavien har haft observatørstatus i OECD siden 1961.

Udlandsgæld

Østlandenes udlandsgæld i konvertibel valuta fremgår af tabel 5. Gældsbyrden er
nærmere belyst i tabel 6. Bulgarien, Polen og Ungarn har i dag gældsbyrder, der er sammenlignelige
de stærkt gældstyngede udviklingslande.

Med Polen som en undtagelse har østlandene indtil for nylig stort set været i stand til at finansiere betalingsbalanceunderskud på de internationale kapitalmarkeder. Dette hænger bl.a. sammen med, at myndighederne let kunne gribe ind over for importen og valutastrømmene. I takt med liberaliseringen er hovedvægten i kreditorernes vurdering, ligesom for andre markedsøkonomier, blevet lagt på den økonomiske situation og politik. Betingelserne for private bankers lån til østlandene er skærpet betydeligt siden 1988. Bl.a. Bulgarien og Ungarn har haft store problemer. Dette kan komme til at betyde, at finansieringen af reformprocesserne i vid udstrækning vil komme fra offentlige kreditorer (eksportkreditter, internationale organisationer m.v.). For Polens vedkommende dette givetvis også omfatte omlægning og lettelse af gælden for at kunne sikre en reform af økonomien.

Finansiering fra private kilder må i begyndelsen overvejende ventes at ske i form af

direkte investeringer. I Ungarn og Polen er der nu åbnet mulighed for, at udenlandske virksomheder kan besidde aktiemajoriteten i nyetablerede virksomheder. Dette kan fremme private direkte investeringer, f.eks. gennem flere joint-ventures mellem øst- og vestvirksomheder.

Udlandsgælden er et alvorligt problem, der vil lægge begrænsninger på den fremtidige handlefrihed og hermed reformprocesserne. Udlandsgældens belastning af et lands økonomi vurderes normalt ved at måle den i forhold til afdragsmulighederne, vil sige eksporten. Normalt skønnes et gæld/eksportforhold på op til 100 at være udtryk for en relativ lav gældsbelastning, mens et forhold over 200 angiver en meget tung belastning. Nettorentebetalingerne til udlandet set i forhold til den samlede eksport giver et udtryk for, hvor stor en del af eksportindtægterne, der går til blot at fastholde det nuværende gældsniveau. En anden ting, man normalt hæfter sig ved, er udviklingen i disse indikatorer. En voldsom stigning er tegn på en uholdbar gældsudvikling.

I første halvdel af 1980'erne skete der en forbedring af østlandenes samlede gældssituation, som følge af at Polen og Rumænien gennemførte betydelige gældsomstruktureringer. tilknytning hertil skete en økonomisk-politisk opprioritering afbetalingsbalancemålsætningen. betalingsbalanceforbedringer tilvejebragte muligheder for at nedbringe gælden.

I sidste halvdel af 80'erne er gældsbyrden atter vokset. Som det fremgår af tabel 6 er der dog store indbyrdes forskelle. Tjekkoslovakiet betaler således kun 5 pct. af eksportindtægterne renter, mens nettogælden udgør 95 pct. af eksporten. Således er Tjekkoslovakiet dag karakteriseret ved en rimelig lav udlandsgæld, og det har - i hvert fald indtil for nylig - været den generelle vurdering, at landet ville være i stand til at finansiere mellemfristede ved låntagning på de internationale kapitalmarkeder. Heroverfor står Ungarn, Jugoslavien, Bulgarien og Polen i meget belastende gældssituationer. Især Polen skiller sig ud som yderst forgældet med et nettogæld/eksport forhold på over 500 pct. og 50 pct. af eksportindtægterne gående til rentebetalinger. Men også den ekspansive i Bulgariens gældssituation tyder på store kommende gældsproblemer.

Vækst og inflation

De officielle statistikker har formentlig systematisk undervurderet prisstigningerne og dermed overvurderet den reale vækst. Trods dette problem viser offentliggjorte tal for BNP (eller for de fleste lande net material product, NMP), at de senere års økonomiske udvikling i de østeuropæiske lande har været præget af lav eller negativ økonomisk vækst, jf. tabel 7. Det gælder især Bulgarien, Ungarn, Jugoslavien og Rumænien og på det seneste også Polen. Hovedårsagen hertil er de stramninger af den økonomiske politik, der har været nødvendiggjort af den skrøbelige udenrigsøkonomiske situation og - især for Jugoslavien og Polen - den accelererende inflation.

Udsigterne på kort og mellemlangt sigt tegner sig forholdsvis dystre for de østeuropæiske
Den igangværende reformproces, kan således ikke forventes at forløbe

smertefrit, og må ventes overgangsvis at medføre nedgang i produktion og beskæftigelse.
Hertil kommer, at landene vil blive udsat for ugunstige eksterne påvirkninger.

For det første vil deres bytteforhold blive drastisk forværret, når principbeslutningen
om at afregne COMECON handelen i konvertibel valuta og til verdensmarkedspriser
føres ud i livet.

For det andet risikerer de et økonomisk tilbageslag, når de mere eller mindre garanterede
i - primært - Sovjetunionen falder bort.

For det tredje har Østtyskland opsagt eksisterende aftaler om leveringer til de øvrige
østeuropæiske lande; flere lande har protesteret kraftigt herimod og krævet'erstatning
fra (Østtyskland.

For det fjerde risikerer landene at løbe ind i alvorlig mangel på konvertibel valuta;
dette problem forstærkes, når olieafregningerne skal ske til markedspriser i konvertibel
valuta.

3. Hovedtræk i de økonomiske reformer

I 50'erne og 60'erne udviste de østeuropæiske lande høje vækstrater. Men allerede i 60'erne begyndte svaghederne i det centraldirigerede økonomiske system at vise sig. Især havde systemet svært ved at producere forbrugsvarer i de mængder og kvaliteter, som forbrugerne ønskede. Dette blev i 70'erne og 80'erne søgt imødegået ved delreformer af f.eks. udenrigshandelsregimet, men med fastholdelse af principperne for den centraldirigerede Disse reformer gav ikke de ønskede resultater, og der er i dag bred enighed i de fleste lande om, at der ikke er nogen farbar tredje vej mellem markedsøkonomi centraldirigeret økonomi.

Den grundlæggende årsag til sammenbruddet af den centraldirigerede økonomiske model er, at man i et sådant system ikke har kunnet etablere en mekanisme, der indsamler bearbejder de nødvendige informationer og koordinerer de økonomiske aktiviteter effektivt som en decentraliseret fri markedsøkonomi. I en markedsøkonomi udgør prissystemet, herunder valutakurserne, en sådan mekanisme ved at reagere på ndringer udbud og efterspørgsel. Hertil kommer, at der ikke har eksisteret et egentligt banksystem i de østeuropæiske lande, ligesom der ikke har været privat ejendomsret til produktionsmidlerne og ingen nævneværdig konkurrence mellem virksomhederne. Men også det forhold, at virksomhederne ikke tillades at gå fallit, er en grundlæggende svaghed ved systemet. Staten vil på en eller anden måde altid hjælpe virksomheder i vanskeligheder. Dette udtrykkes undertiden på den måde, at virksomhederne har en »blød budgetbegrænsning«.

Den bløde budgetbegrænsning betyder, at der kun er meget begrænsede incitamenter for ledelse og medarbejdere i virksomhederne til at investere og øge produktiviteten. I stedet koncentreres kræfterne om at maksimere lønudbetalinger og bonusbetalinger i tillid til, at de centrale planmyndigheder altid vil sørge for, at dette ikke får konsekvenser for virksomhedernes overlevelse. Styringen af virksomhederne er yderligere blevet vanskeliggjort den manglende tradition for udarbejdelse af pålidelige budgetter og regnskaber.

Alt i alt mangler systemet incitamenter til at udnytte ressourcerne effektivt og til at
innovere, herunder at udvikle nye produkter og markeder.

En anden svaghed er manglen på makroøkonomiske styringsinstrumenter. Der eksisterer et egentligt penge- og kapitalmarked, og de finanspolitiske instrumenter er underudviklede. Desuden er valutakurserne i en centraldirigeret økonomi som oftest uden forbindelse med de grundlæggende økonomiske forhold.

Nødvendige reformer i overgangen til fri markedsøkonomi

Overgangen til fri markedsøkonomi forudsætter gennemførelsen af en lang række
stabiliserings- og strukturreformer, der skal skabe forudsætningerne for et prissystem, et

pengevæsen, et skattesystem, gennemsigtighed i de offentlige finanser samt en virksomhedssektormed
konkurrence.

Blandt de vigtigste reformer skal nævnes:

- afskaffelse af de fleste subsidier

- en skattereform; skattesystemet skal indrettes således, at alle virksomheder behandles
ens uanset ejerforhold; der skal indføres forbrugsafgifter, herunder moms, samt
indkomstskat

- oprettelse af et to-lags banksystem med uafhængige kommercielle bankers'; der skal
etableres finansielle markeder, herunder aktiemarkeder; realrenten skal gøres positiv

- skabelse af en virksomhedsstruktur, der sikrer konkurrence; dette kan bl.a. fremmes
gennem privatiseringer

- virksomhedslovgivningen skal sikre, at firmaer opererer under en budgetrestriktion,
og dermed også i givet fald kan gå konkurs

---

5. Ved et to-lags banksystem forstås et system som i de vestlige lande med en centralbank, der udsteder sedler og mønter samt varetager pengepolitikken, og kommercielle banker, der i indbyrdes konkurrence modtager indskud foretager udlån til offentligheden. I de centraldirigerede økonomier har alle disse funktioner indtil for nylig været varetaget under ét, d.v.s. af statsbanken (de centrale myndigheder).

- der skal etableres et socialt sikkerhedsnet

- statens monopol på udenrigshandelen skal afskaffes

- valutakurserne skal afspejle de grundlæggende økonomiske forhold, og valutaerne
skal gøres konvertible.

Privatiseringer

Udbredelse af den private ejendomsret er et centralt aspekt af de økonomiske reformer. hertil er privatiseringer. Man kan forholdsvis nemt sælge de statsejede til lejerne. Udover at udbrede ejendomsretten vil dette bidrage til at opsuge den overskudslikviditet i husholdningssektoren, der i visse lande er betydelig, som følge af den manglende indre konvertibilitet.

Derimod vil der være betydelige problemer ved en hurtig privatisering af de store statsejede virksomheder. Det hænger bl.a. sammen med, at kapitalmarkederne er underudviklede. mere grundlæggende vil et stort udbud af virksomheder trykke priserne og eventuelt resultere i, at køberne af virksomhederne på kort tid vil kunne realisere store kapitalgevinster. Dette problem vil kunne undgås ved at fordele aktier gratis til befolkningen. ved denne metode er, at staten derved går glip af det provenu, som salg af virksomheder kunne indbringe.

I lyset af bl.a. disse vanskeligheder ser det ud til, at de østeuropæiske lande vil vælge kombinerede privatiseringsprocesser, som f.eks. i Polen og Tjekkoslovakiet. I Polen vil medarbejderne i privatiserede virksomheder kunne erhverve aktier til underkurs indtil i alt 20 pct. af aktiekapitalen eller et års lønsum (den mindste af de to). Derudover kan regeringen udlodde privatiseringskuponer til borgerne, der kan ombyttes med aktier i virksomheder efter frit valg. Den polske privatise ri ngsproces er allerede begyndt. I Tjekkoslovakiet forventes privatiseringsprocessen at finde sted i 2 etaper. Privatisering af de små statsvirksomheder blev godkendt ved lov i oktober 1990 og programmet forventes midt i 1991. Lovgivningen vedrørende salg af de store statsvirksomheder er endnu ikke vedtaget. Forud for privatiseringen vil disse virksomheder blive opsplittet i mindre og mere konkurrencedygtige virksomheder.

Også udenlandske direkte investeringer må forventes at kunne yde et væsentligt bidrag til at skabe et mere dynamisk erhvervsliv og hermed fremme anvendelsen af moderne teknologi. Som sidegevinst vil sådanne investeringer bidrage med tilførsel af konvertibel valuta uden at skabe gæld (som ved lån). Reglerne for sådanne investeringer er gradvist blevet lempet i de senere år.

Et andet spørgsmål er, hvordan de østeuropæiske landes valutaer skal gøres konvertible. manglende (ydre og indre) konvertibilitet er snævert forbundet med det centraldirigerede økonomiske system. Forudsætningen for, at valutaerne kan gøres fuldt konvertible, er således, at der etableres frie indenlandske markeder for varer og tjenester, og at virksomhederne gøres uafhængige af staten.

Gennemførelse af reformer

Hvor hurtigt og i hvilken rækkefølge reformerne skal gennemføres er udover indholdet
reformerne vigtige spørgsmål ved overgangen til markedsøkonomi.

Der kan nævnes en række fordele ved en hurtig overgang. Det bliver således klart markeret, at reformerne menes alvorligt, og mulighederne for obstruktion fra den gamle magtelite er mindre. Det kan også være lettere at få folkelig opbakning bag reformerne og forståelse for de omkostninger, der er herved, når udsigterne til fornyet fremgang ikke ligger alt for langt ude i fremtiden. Ulempen ved en hurtig overgang er, at der er en risiko for, at virksomheder og husholdninger ikke ændrer deres adfærd tilstrækkelig hurtigt, således at fordelene ved det nye system er længe om at vise sig i forhold til ulemperne. Det indebærer risiko for et tilbageslag og forsøg på tilbagevenden til det gamle system.

Hvad angår rækkefølgen af reformerne, er det afgørende, at der allerede i den første fase etableres makroøkonomisk stabilitet Det indebærer især, at der skal føres en stram penge- og finanspolitik for at få nedbragt inflationstakten. Det er også vigtigt hurtigt at få etableret et socialt sikkerhedsnet som erstatning for plansystemets garanti om fuld beskæftigelse. Endelig bør det i begyndelsen af reformprocessen sikres, at virksomhederne finansiel disciplin.

Et af problemerne i reformprocessen er manglen på administratorer og virksomhedsledere, er trænet i at fungere under markedsøkonomiske betingelser. En væsentlig del af den vestlige bistand til de østeuropæiske lande er da også indrettet på at afhjælpe denne mangel.

Specielt hvad angår den makroøkonomiske styring kan Den Internationale Valutafond af afgørende betydning. De igangværende reformer i Ungarn, Polen, Jugoslavien Tjekkoslovakiet, er udarbejdet i tæt samarbejde med Valutafonden, og de konkrete reformprogrammer er forankret i stabliseringsprogrammer, der er aftalt med Valutafonden. Polen har valgt en hurtig reformproces, hvor Ungarn allerede i slutningen 60'erne startede en partiel reformproces. Først i 1987 blev der indledt en mere grundlæggende reformproces, og Ungarn er i øjeblikket i gang med et tilpasningsprogram. startede processen i 1990, og har netop aftalt et tilpasningsprogram 1991. Rumæniens og Bulgariens reformprocesser er endnu »på tegnebrættet«.

Selvom reformprocessen lykkes, må det påregnes at vare betydelig tid, før de østeuropæiske er nået op på et niveau for produktivitet og levestandard, der nærmer sig de vestlige landes. Det hænger sammen med, at der udover økonomiske reformer skal ske omfattende ændringer i erhvervsstrukturen.

Litteratur

Andersen, Kjell. 1990. Den økonomiske situation i
Øst-europa. Nordisk Ministerråd.

ECE, FN. 1990. Economic Survey of Europe in 1989-1990.
York.

The Economist April 1990. A Survey ofPerestroika.

IMF. 1990. World Economic Outlook, May. Washington.

IMF. 1990. The Czech and Zlovak Federal Republic.
An Economy in Transition. Occasional paper 72.
Washington.

IMF, IBRD, OECD, EBRD. 1990. The Economy of
the USSR

OECD. Economic Outlook, diverse årgange. Paris.

OECD. Financial Market Trends, diverse årgange.
Paris.

OECD. 1990. Monthly Statistics of Foreign Trade.
Paris.

OECD. 1990. Economic Surveys, Yugoslavia. Paris.
OECD. Historical Statistics, diverse årgange. Paris