Resumé

SUMMARY: The crisis in Eastern Europe originates from the political and social spheres rather than from the economic, although the driving force for reform is the wish for economic improvement. Prospects are bleak due to deteriorating external conditions. Stabilisation is a necessary first reform step. Internal and external liberalisation and privatisation are not urgent and may be detrimental The crucial reform elements are to make state-owned enterprises efficient and to further democratisation in order to ameliorate consumer sovereignty and ensure public control of government and state-owned enterprises.

Fra socialistisk til kapitalistisk økonomi

Omkalfatringen i Østeuropa gælder ikke blot de politiske, men også de økonomiske foicstilliiigv-i, Sov* uixJcikdötcs inUiia og tilticLiigt d^L«t. -Till landbrug, w 6w6 fii fwivt«₅ somhed har bevist deres overlegenhed«, kan man læse i et tidsskrift¹ i Sovjetunionen, hvor privat ejendomsret og »razgosudarstvlenie« (af-statsliggørelse)² er nye politiske slagord. Siden Nationaløkonomisk Tidsskrift i 1946 bragte en artikel af Jørgen Pedersen med titlen »Fra kapitalistisk til socialistisk Økonomi«, er problemstillingen altså nærmest blevet erstattet med sin negation.³

Det er kommet som en overraskelse, ikke bare for offentligheden og politikerne, men også for økonomerne i den vestlige verden, som ganske vist før har beskæftiget sig med lande med en svag privat sektor, et ineffektivt skattesystem og en kraftig politisk infiltrationaf økonomien, men ikke tidligere med en så fundamental og pludselig udskiftning af det økonomiske system. I løbet af i år har en lang række fremtrædende økonomer, også mange som ikke tidligere har interesseret sig for Østeuropa og Sovjetunionen, ydet

---

Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 30. oktober 1990.

1. Pinsker & Pijasheva, 1989:194; ef. Hanson, 1990; Shatalin et.al., 1990:25.

2. Ekonomika i Zhizn'(September 1990, no. 36): annex, p 1; Shatalin et.al., 1990; The Economist, 15 september 1990, pp 91-92.

3. Pedersen, 1946. Der har igennem tiden været en omfattende debat om disse emner i Nationaløkonomisk Tidsskrift med mange interessante bidrag, begyndende i det første bind med Aleksis Petersen-Studnitz' (1873) artikel om »Kathedersocialismen«,jf. bl.a. Fjellerup, 1934; Koefoed, 1942;Zeuthen, 1945,1953; Johansen, 1955; Nielsen, 1968; Petersen, 1970; Czikos-Nagy, 1979; Svendsen, 1979.

værdifulde bidrag til analysen af denne problemstilling. Der er to slående træk ved debatten: for det første har den hidtil næsten ikke inddraget avanceret teori - der er meget få græske bogstaver, og debatten er på ingen måde eksklusiv, på trods af at der er tale om helt centrale emner vedrørende institutioner og incitamenter; for det andet har de fleste bidrag bestyrket østlige reformøkonomer i deres tiltro til »moderne vestlig markedsøkonomi«, hurtig privatisering, endog chok-terapi som i Polen, som en genvej til hurtig velstand.⁴

Reformerne støttes finansielt af vestlige lande og organisationer, bl.a. Verdensbanken og EF, som har ambassadører i Warszawa og Budapest til at administrere PHAREprogrammet (500 mio. ECU i 1990, og 1 mia. ECU i hvert af de følgende to år)⁵, og vestlige økonomer har fået en ny rolle som rådgivere i Østeuropa og Sovjetunionen.⁶ Helt ny er rollen dog ikke, og en dansk forgænger fortjener at blive nævnt her, nemlig C.A. Koefoed, som gjorde en betydningsfuld indsats i forbindelse med Stolypins landbrugsreformer efter 1905-revolutionen i Rusland, og som beskrev sine erfaringer i en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift i 1942.⁷.

I det følgende beskrives først den økonomiske situation i Østeuropa med nogle kommentarer om forskelle mellem de enkelte lande. Dernæst diskuteres nogle principielle problemer ved nogle elementer i reformprocessen, deres hastighed og rækkefølge: stabilisering, liberalisering (af priser og udenrigshandel), privatisering, deregulering af statsvirksomheder og demokratisering. Endelig forsøges nogle konklusioner om de fremtidige muligheder for reformer og økonomisk vækst.

Det fundamentale problem

For drivkraften i reformprocessen er utvivlsomt i høj grad folkelige aspirationer om forøgelse af produktion og levestandard, som anses for utilstrækkelige. Målet er økonomiskvækst og midlet er liberalisering (for at rationelle priser kan styfe beslutningerne) og privatisering (for at stimulere foretagsomhed og initiativ). Herom er der udbredt enighedi Øst og Vest. Baggrunden er stagnerende vækstrater, jf. tabel 2, ineffektivitet med

---

4. Blanchard & Layard. 1990; Fischer & Gelb. 1990; Frydman & Rapaczynski. 1990; Grela & Bielawski, 1990; Grosfeld. 1990; Hare. 1990; Jorgensen. Gelb & Singh. 1990; Kaser. 1990; Kolodko. 1990; Kornai. 1990; Lipton & Sachs 1990; Murrell. 1990; Newbury. 1990; Nordhaus. 1990; Nouv. 1988; Nuti. 1990a. 1990b. 1990c; Roland, 1990; Shatalin et.al.. 1990; Svejnar, 1989.

5. DØS. 1990; Mihalyi & Smolik. 1990; Jensen. 1990.

6. Ikke mindst den uforlignelige Jeffrey Sachs, som har været aktiv i Polen. jf. The Economist, 13. januar 1990; Lipton & Sachs. 1990.

7. Koefoed. 1942. Artiklen er baseret på et foredrag i Socialøkonomisk Samfund. Han udgav senere en strålende erindringsbog (Koefoed. 1945) med mange interessante oplysninger, bl.a. en beskrivelse af bonussystemet for »Landindretningskommissionerne« (p 230). der har en forbløffende aktualitet.

overforbrug af arbejdskraft og ressourcer (der bruges 2-3 gange så meget energi pr. produceretenhed som i Vesteuropa⁸, jf. tabel 1), fordrejede incitamenter for ledelse og arbejdere (urealistiske priser, bløde budgetbetingelser, politisk infiltration, beskæftigelsesgarantiuanset produktiviteten), samt, især i Polen og Sovjetunionen, store makroøkonomiskeuligevægte og misforhold mellem befolkningens købekraft og udbuddet af forbrugsvarer ved de gældende priser.

På den anden side er det nødvendigt at fastholde, at de østeuropæiske lande ikke er fattige efter en global målestok, men derimod mellemindkomstlande, hvis produktion pr. indbygger er på linje med de mindst velhavende områder i EF som Portugal, Irland og Syditalien, jf. tabel 1. Det er også nødvendigt at gøre op med nogle udbredte, hyppigt gentagne, men fejlagtige forestillinger:

- der er økonomisk krise i Østeuropa på grund af plansystemet, som er ved at kollabere, og nu er »Sovjets økonomi i ruiner«.⁹ Faktisk fungerer planøkonomierne¹⁰, og først iår har der vist sig produktionsfald, jf. tabel 2, omkring 25% i Polen på grund af chok-kuren, og 1,5% i Sovjetunionen (officielt, det reelle fald forventes at blive større), men også her er

---

8. Gomulka & Rostowski, 1988.

9. Politiken, 21 oktober 1990. Overskriften skyldtes, at BNP pr. indbygger var faldet 1,5% i første halvår i år.

10. Murrell, 1990.

årsagen ikke så meget plansystemet som bl.a. begyndende energikrise og social uro. Hvis man ved økonomisk krise forstår fald i produktion og beskæftigelse på 25-50% som i de kapitalistiske lande i 30'erne, så er der ikke økonomisk krise i Sovjetunionen. Krisen er først og fremmest politisk og social".

- der er intet at spise og ingen sæbe at vaske sig i. Det er »uhyrligt, at supermagten Sovjetunionen ikke magter at brødføde sin egen befolkning«.¹² Udtrykket »brødføde«, som næsten aldrig anvendes undtagen netop i denne forbindelse, er misvisende, for kornimporten skyldes netop, at der spises mindre brød og at kornet anvendes til kødproduktionen, som er steget med 50% siden 1965. Antallet af biler er tredoblet siden 1975.¹³. Sæbemangelen sidste år, der nu er vendt til rigelighed i butikkerne, faldt sammenmed rekordstort udbud og skyldtes hamstring¹⁴, som i sig selv er et alvorligt

---

11. Aage, 1990a:19; 1990d.

12. Peter Nansen i Politikens kronik, 22. oktober 199().

13. Aage, 1990a:24; Jørgensen. 1990.

14. Jf. D.J. Peterson i Report on the USSR(\I. november 1989): 1-6.

symptom, men ikke på svigtende produktion. Den store slyngel er det perverterede prissystem, som hindrer forbrugsvaremarkedet i at fungere og nødvendiggør fordeling ad andre, uhensigtsmæssige og omkostningskrævende kanaler, bl.a. fordeling på arbejdspladserneog

- i modsætning til os andre har regimerne i Østuropa skabt en miljøkatastrofe. Men det er kun en lille del af miljøproblemerne, som er mindre i de vestlige lande end i Østeuropa, og det er typisk dem, som man helt konkret kan se og som man kan producere sig ud af ved at bruge flere ressourcer og bedre teknologi, f.eks. visse former for industriel forurening af luft og vand. De alvorligste miljøproblemer er dem, som er mere uløseligt forbundet med selve produktionen, dvs. udtømning af energi- og andre ressourcer, ophobning af drivhusgasser, fældning af regnskove, kemikalieforbrug i landbruget. De er ens, uanset om væksten er plan- eller markedsøkonomisk, og de vestlige lande er faktisk de største syndere (selv om de udnytter ressourcerne bedre), simpelthen fordi deres produktion er blevet så stor. De mest iøjnefaldende problemer i Øctpiiron^ skvldeS Voldsomme fr*rnrpr»ina<;lmrirpr!tr.ntirmpr i Intnlp områder rnerss det gennemsnitlige forureningsomfang pr. indbygger ikke adskiller sig fundamentalt fra forholdene i Vesteuropa, som de så ud for 10 eller 20 år siden. De vestlige landes lave udslip af bl.a. svovl, som fremgår af tabel 1, er af temmelig ny dato, idet udslippene er faldet meget i de seneste år, således med 50% i Sverige i perioden 1978-85.¹⁵. Faktisk er der også sket visse fald bl.a. i Sovjetunionen, hvor udslippet faldt med 14% i perioden 1981-88, om produktionen ligesom i de vestlige lande var stigende.

Glæden ved den stadige, i korgentagne fremførelse af disse påstande skyldes ikke, at de udtrykker en objektiv sandhed, hvilket kræver (1) at relevante oplysninger om et velafgrænset emne afbalanceres til et dækkende billede og (2) at de dokumenteres, Med Jørgen Pedersens ord fra ovennævnte artikel »tillader jeg mig at henstille til Overvejelse, om det ikke er noget sjæleligt, snarere end noget teknisk, der ligger bag«,¹⁶ nemlig en psykologisk projektion af vores egne uoverskuelige problemer ned på nogle årsager af lavere dimension, f.eks. af typen: Miljøproblemer - det er noget, de har i Østeuropa, og energikrise - det er Saddam Husseins skyld. Vi skulle nødig havne i den vildfarelse, at fortsat vækst og forbedret miljø er forenelige ved teknikkens, EFs og markedsmekanismens hjælp.¹⁷.

---

15. ECE, 1987:30; Aage, 1991b.

16. Pedersen. 1946:191.

17. Som det hævdes af Bertel Haarder (Politiken, 17. februar 1990), vismand Arne Larsen (Information, 13 februar 1990) og Mogens Lykketoft (Information, 1. september 1990).

Nogle særtræk i de enkelte lande

Sovjetunionen. Trods stigende verdensmarkedspriser på energi, som udgør omkring 75% af den sovjetiske dollarexport, er en energikrise forestående på grund af stærkt stigende udvindingsomkostninger.¹⁸ Dertil kommer stagnation, ineffektivitet, fordrejede incitamenter¹⁹ og makroøkonomiske uligevægte som følge af udpumpning af købekraft uden tilsvarende justeringer af prisniveauet. Og netop prispolitikken har været den store politiske anstødssten, som adskillige gange har hindret reformernes fremskridt, senest med Gorbatjovs nyligt vedtagne, noget udvandede version af Shatalins plan for indførelse af markedsøkonomi på 500 dage. Også et andet væsentligt træk blev modificeret, nemlig overflytningen af magt fra unionsregeringen til republikkerne.²⁰

Polens udlandsgæld på 42 mia. dollas vil i 1991 kræve renter og afdrag på 4 mia., hvilket langt overstiger de sidste fem års gennemsnitlige handelsbalanceoverskud (1 mia.) plus overførsler fra udlandet, bl.a. fra gæstearbejdere (1.5 mia.). Gælden blev opbygget i første halvdel af 70'erne, hvor væksten i nogle år var nær 10%, jf. tabel 2. Det blev efterfulgt af krisen i 1979-82 med produktionsfald på omkring 25%, som efterhånden blev indhentet i 80'erne. Efterspørgsel og frigivelse af fødevarepriserne i august 1989 udløste hyperinflation (740% i 1989, 55% alene i oktober). Stabiliseringsprogrammet fra 1. januar 1990 (prisliberalisering, lønkontrol, fast valutakurs på 9500 zloty for 1 dollar, konvertibilitet for handelstransaktioner og privatpersoner, privatisering og andre reformer) har begrænset inflationen til 3-4% om måneden, reduceret produktionen med ca. 25%, og forøget arbejdsløsheden fra 0% til 5,4% i september.

Polen adskiller sig fra de øvrige lande ved at have en stor privat sektor, der omfatter 1/3 af arbejdsstyrken (heraf 22% i det overvejende private landbrug, 10% i service, handel og mindre industri). Privatiseringsloven fra juli 1990 gør det muligt at omdanne den statslige industri til statsejede aktieselskaber med senere salg af aktierne, heraf op til 20% til arbejderne på gunstige vilkår samt op til 10% til udlændinge uden videre og større andele efter regeringens godkendelse. Muligheden for udenlandsk, især tysk dominans, er et problem, og regeringen har modsat sig debt-equity-swaps.

Polen er ikke længere netto-eksportør af energi, og kommende lukninger af kulminer
af økonomiske og miljømæssige grunde kombineret med stigende energipriser vil belaste
økonomien.21

Tjekkoslovakiet har kun en begrænset gæld og langt mere velordnede makroøkonomiskeforhold
end Polen og Sovjetunionen. Retningslinjerne for et reformprogram vedtageti

---

18. Aage, 1991b.

19. Jf. Aage, 1990a, 1990c.

20. Shatalin et.al., 1990; Gorbatjov i Izvestija. 17. oktober 1990; Izvestija, 21. oktober 1990. The Economist, 15. september 1990, pp 91-92, 20. oktober 1990, p 29: Hilmer Pedersen, 1990; Nørgaard, 1990.

21. Hughes, 1990; Nuti, 1990a; Privatisation Law, 1990; Aage, 1990e.

getiseptember 1990 omfatter stram økonomisk politik, privatisering, prisliberalisering, begrænset konvertibilitet, ny lovgivning om markedsøkonomiske institutioner, indførelseaf MOMS og effektiv personbeskatning og forbedring af socialpolitikken. Prisreformenblev påbegyndt i juli med forhøjelse affødevarepriserne, og fra januar 1991 gøres den tjekkoslovakiske krone konvertibel for handelstransaktioner og kun for virksomheder.Der er stigende politiske og nationale spændinger mellem tjekker og slovakker.²²

Ungarn har siden 1968 haft det mest decentraliserede system i Østeuropa, men samtidig nogle af de laveste vækstrater, især i 80'erne, jf. tabel 2. Inflationen er nu tocifret, men der er fuld beskæftigelse, og dette har været et vigtigt mål for den fortsatte politiske, omend mere uformelle, kontrol med økonomien. En skattereform med mere ensartede regler, hårdere budgetbetingelser og færre forhandlede skattejusteringer for individuelle virksomheder blev påbegyndt i 1988.1 september iår blev en lov om privatisering af små virksomheder indenfor handel, restaurationsbranchen m.v. vedtaget, og som et første led i privatisering af store statsvirksomheder blev 20 virksomheder udpeget til privatisering i 1991. Der er store problemer. En lov fra 1989, som tillod omdannelse af statsvirksomheder til aktieselskaber prbievet misbrugt til overtagelse af Ae tidligere A\re\\c*rer r>a udenlandske selskaber til lave priser. Ungarn har en stærkt koncentreret virksomhedsstruktur med meget få og meget store virksomheder og desuden en betydelig udlandsgæia {i? mia. dollars, mere ena tre gange aen samlede doiiareKsport). Ligesom de øvrige lande i Østeuropa vil Ungarn blive ramt af det kraftige fald i den interne Comeconhandel med industrivarer og overgangen til betaling i hård valuta og til verdensmarkedspriser for den sovjetiske olie.²³

DDR har haft det mest centralistiske plansystem i Østeuropa, nogle af de højeste vækstrater og den højeste levefod, jf. tabel 1 og 2. Tysklands genforening placerer DDR i en helt særegen situation, som svarer til f.eks. Portugals indlemmelse i EF med to væsentlige forskelle (udover forskellene i produktionsstruktur og institutionel opbygning): (1) ingen overgangsperiode for virksomheder, (2) vidtgående sociale og økonomiske rettigheder for DDR-tyskere, der flytter til Vesttyskland. Det skaber helt specielle behov for overførsler af indkomst og kapital og eliminerer virksomhedernes muligheder for selv at foretage en tilpasning.²⁴

Transformationen af de østeuropæiske økonomier kræver opbygning af helt nye
institutioner og beslutninger om det lovmæssige grundlag, hastigheden og den indbyrdesrækkefølge
af reformens elementer: stabilisering, liberalisering af priser og af

---

22. Svejnar, 1989; Charap & Dyba, 1991; Pedersen, 1990; Riishøj, 1990.

23. Nielsen, 1990; Hillman, 1990; Kornai, 1990; Newberry, 1990.

24. Siebert, 1990; DØR, 1990.

udenrigshandel, af-monopolisering, privatisering, effektivisering af produktion, opbygningaf
arbejds- og kapitalmarkedsinstitutioner, og endelig demokratisering.

Stabilisering

Det er en nødvendig betingelse for decentralisering af økonomiske beslutninger og dermed for enhver form for yderligere reformer, at priserne er rationelle og giver brugbare signaler.²⁵ Der er to typer af problemer. For det første at få balance i økonomien, at få styr på statsbudgettet og lønudviklingen og at øge priserne til et mere realistisk niveau, kort sagt at rette op på de problemer, som i Sovjetunionen er skabt af Gorbatjov-ledelsen selv og som er den mest akutte del af den nuværende krise. Det er så at sige en rent destruktiv opgave, som kræver ændringer i løn-, penge-, pris- og finanspolitik, men ikke af det økonomiske system.

For det andet at skabe dynamik, foretagsomhed, entreprenørånd og vækst, hvilket er
en mere langsigtet og kreativ opgave. Her kan systemændringer, arbejdsløshed, profitmuligheder
og markedsøkonomi være relevante midler.

Gorbatjov-ledelsen begik en symptomatisk fejl allerede i 1985 ved forsøget på at begrænse alkoholforbruget simpelthen ved at beskære produktionen med 50% uden at hæve priserne, som man gjorde heri landet i 1917 for at sikre lagrene af korn og kartofler, men med en betydelig, omend midlertidig effekt på alkoholforbruget. Hvis man spørger sovjetiske økonomer, hvorfor man ikke hæver priserne straks, er svaret »ulitsa« (dvs. »gaden«, eller med andre ord folkelig modstand). Men forhøjelse af priserne er uomgængeligt, og med de stadige udskydelser risikerer Gorbatjov, at det bliver en sidste tjeneste, han yder fædrelandet, som det var tilfældet for det kommunistiske styre i Polen.

Den sovjetiske ledelse er i den ejendommelige situation, at den er ude afstand til at føre den økonomiske politik (makroøkonomisk balance, realistiske priser), som er forudsætningen for at reformere det økonomiske system, og at den i stedet kaster landet ud i reformer som et middel til at tilvejebringe denne nødvendige forudsætning.

Liberalisering

Hvis det er umuligt at føre den nødvendige pris-, indkomst-, penge- og finanspolitik, kan man i stedet liberalisere den indre prisdannelse og den ydre handel med omverdenen for at justere de relative priser og prisniveauet, men omkostningerne kan blive store. Det er et spørgsmål, om liberalisering bør gennemføres før af-monopolisering (som i Polen) eller efter (som i reformprogrammerne i Ungarn og Tjekkoslovakiet; i Tjekkoslovakiet blev monopolprofitter et problem i 1968 allerede før den sovjetiske invasion).²⁶

---

25. Nuti, 1990c:175.

26. Kaser. 1990:610.

Der kan argumenteres for den indre liberalisering som et første skridt, der kan presse reallønnen, reducere overskudsefterspørgslen og skabe profitter og dermed mulighed for investeringer. Problemet er, at det jo ikke giver incitamenter til at øge effektiviteten .²⁷

Det opnås derimod ved ydre liberalisering, som påtvinger både hårdhændet konkurrence og rationelle priser. I Polen er de relative priser ændret kraftigt, undtagen for varer, der ikke handles, samt for energi, transport og boligforbrug, der fortsat er underlagt priskontrol.

Problemet er, om liberalisering overhovedet er mulig med de eksisterende meget store
mængder af »ledige penge«, som vil blive kastet ind på ethvert marked, der liberaliseres.
I Polen er inflationstakten fortsat 50-60% om året og zloty-kursen stadig den samme som
i januar, hvor zlotyen dog var stærkt undervurderet. Den polske diskonto er netop hævet
fra 34 til 43%. Under sådanne forhold vil en markedsbestemt kurs give mærkelige
resultater, som hverken afspejler købekraftspariteterne eller fremmer handelsstrømmene.
Med den nuværende turistkurs i Sovjetunionen får man 1 rubel for 1 krone (på det
inrtp marVprl %1 nibier^ oc vir\rr>in<rer> er at mnn Vrtr< <rå inH i pn r»laHf»fr»rrHT»in<T i
._ _ _ — _„ _o _ c-*- •') ■-* - —"x- —■- o-- *--*- * --- r ---------- --- "-o -
Vilnius og købe en plade med Vysotskij, en med Okudzhava, en med Pink Floyd, en med
Paul McCartney, en plade ned litauisk opera, samt en komplet koncertoptagelse af Don
Juan med hurtwångler og hlisabeth ISchwarzkopt - det hele tor en samlet pris at 1 / kroner.
En liter benzin fås for 40 øre.

Ydre liberalisering uden forudgående stabilisering er derfor næppe tilrådeligt, og under alle omstændigheder taler meget for, at liberalisering bør være et sent led i reformen.²⁸. Liberaliseringen i Vesteuropa efter anden verdenskrig, strakte sig over en overgangsperiode på adskillige år, ligesom det gælder for nye medlemmers indtræden i EF (med undtagelse af DDR). Problemet er, at der ikke findes markedsinstitutioner, som kan give producenterne signaler om, hvad de skal producere og til hvem, og selv om de fik signalerne, ville de have for ringe omstillingsevne til hurtigt at iværksætte de store ændringer, som skal til for at kunne sælge på de vestlige markeder. Derfor vil den eneste mulighed være at fukke, og i Polen må det forudses i stort omfang. »Forcing lossmarkers to loose«, som ifølge Jeffrey Sachs er det erklærede formål,²⁹ betyder, at virksomheder, byer, regionét og hele lande kan gå fallit, som f.eks. i Chile, hvor en tilsvarende chokkur i 70'erne eliminerede store dele af industrien. På grund af forvredne priser og store tilgodehavendermellem virksomhederne er der ingen garanti for, at det er de mest uprofitableog insolvente virksomheder, der går fallit. Man risikerer at skabe en ny industriel ruin, som det kendes f.eks. fra de engelske Midlands, og det gælder her, som i alle livets

---

27. Hare, 1990:593; Newberry, 1990:4-7.

28. Nuti, 1990c: 176,179.

29. TheEconomist, 13. januar 1990, p 21.

forhold, at det er let at bryde ned og destruere, men svært at gøre det kreativt og skabe
nyt.

Privatisering

Empiriske sammenligninger af private og statsejede virksomheder giver ikke entydige konklusioner om deres relative effektivitet. Man kan jo prøve med nogle eksempler: privat landbrug i Polen vs. statslig forpagtning i Holland; privat sundhedsvæsen i USA vs. statsligt i Danmark³⁰ vs. statsligt i Sovjetunionen; private vs. statslige jernbaner i Canada.³¹ Det afgørende synes ikke så meget at være ejendomsformen som konkurrenceforholdene, det lovmæssige miljø og ledelsens kvalitet.³-¹

Argumentet for privatisering, nemlig at stimulere foretagsomheden, ansvarligheden, effektiviteten og den private opsparing og investeringerne, er særlig relevant for små og nye virksomheder. De vil især opstå indenfor service og handel, (hvor de små virksomheder jo er hårdt trængt også i de vestlige økonomier). De vil forøge forbrugervelfærden, men måske ikke indsprøjte generel dynamik i økonomien og skabe højteknologisk vækst. Der er meget få virksomheder i disse brancher, og det er vigtigt, at der oprettes nye og at faren for lokale monopoler begrænses for ikke at fremkalde folkelig modvilje og eventuelt miskreditere hele reformprocessen, som det er tilfældet med kooperativerne i Sovjetunionen. Der er derfor gode argumenter for at af-monopolisere, før der privatiseres.

Hovedargumentet for hurtig privatisering er at gøre reformprocessen irreversibel, men problemerne er store: det er dyrt at engagere de nødvendige vestlige eksperter og at administrere et system af folkeaktier; skal ejendomsretten tilfalde tidligere ejere, initiativrige ledere eller virksomhedens arbejdere (som i Polen har store ledelsesbeføjelser i kraft af lovgivning fra 1981)? og til hvilken pris? gratis uddeling har fordelingsvirkninger og giver en formueeffekt på forbrugsefterspørgslen; en høj pris forudsætter, at nogle (udlændinge?) har penge til at købe for; der er muligheder for tvivlsomme insiderovertagelser, som det har fundet sted i Polen; skal virksomhederne gøres til statslige aktieselskaber med påfølgende aktiesalg til private, eller skal de overtages af holdingselskaber? der kan tænkes reaktioner fra udenlandske kreditorer, der betragter statslige virksomheder og jord som deres lånegaranti; kaotiske forhold kan skræmme mulige udenlandske investorer væk.³³

---

30. OECD. 1990a: 10.

31. Caves & Christensen, 1980.

32. Vickers & Yarrow, 1988:40; Macavoi et.al., 1989.

33. Murrell, 1990; Blanchard & Layard. 1990:18: Newberry. 1990:10; Nuti. 1990b: 14.

Effektivisering af statsvirksomheder

Under alle omstændigheder vil privatisering af de store statsvirksomheder blive tidskrævende, og de vil forblive et dominerende træk i Østeuropa i lang tid endnu. Derfor er effektivisering og af-politisering af den statslige produktion et vigtigt - måske det vigtigste - led i reformerne. De traditionelle bureaukratiske, vertikale forhandlingsrelationer må erstattes med klare lovregler, håndhævelse af kontrakter, hårde budgetbetingelser, effektiv beskatning, realistiske priser og - ja, netop - forbedret central planlægning og industripolitik. Det kendes jo fra vestlige markedsøkonomier, hvor rendensen til fusioner og større enheder også er udtryk for behovet for bedre planlægning. Nu, hvor de østeuropæiske lande for første gang har regeringer med så megen legitimitet, at de kan regere, burde mere gradvise ændringer være mulige; at bevare en stor offentlig sektor og at kombinere realistiske priser med effektiv toldbeskyttelse, pris- og valutakontrol.

Det store, måske uoverstigelige, problem er at øge flexibiliteten i den statslige sektor, hvor meget få virksomheder nedlægges og oprettes. I USA nedlægges årligt 11% af de industrielle arbejdspldd.sei og erstattet» med nye, mens det tilsvarende tal for Sovjetunionen er 0,5%.^JH Hvis man ior i2 ar siuen har ke>bi en plakat ien lille, luddig plakatbutik på Arbat (»strøget«) i Moskva, kan man være næsten sikker på, at den ligger der stadigvæk (omend plakaterne er delvis udskiftet i mellemtiden), mens fornyelsen (og ensretningen) er betydeligt større på Strøget i København, hvor man leder forgæves efter Frugtkurven, Thorngreen, Form og Farve, Duzaine Hansen, Julius Kopp for slet ikke at tale om det for længst hedengangne Sørgemagasinet.

Demokratisering

Man kan sætte sin lid til demokratisering. Når virksomhederne kontrolleres af statsmagten, er det meget vigtigt, at statsmagten kontrolleres af befolkningen, og at der er flere magtcentre. Politisk demokrati er ikke alene et fremskridt i sig selv, men har også økonomiske fordele ved at reducere korruptionsproblemet, risikoen ved (midlertidige) subsidier og stivheden i produktionsstrukturen.

Hvis demokrati indebærer, at den enkelte har størst mulig indflydelse på sine egne forhold, og at der findes institutioner, hvor interessemodsætninger kan komme til orde og konfronteres på lige fod, er der flere muligheder. Foruden politiske afstemninger (»stemmekraft«) er markedet, hvor man bruger sine penge (»købekraft«), en potent mekanisme, og fungerende forbrugsvaremarkeder ville være et stort demokratisk fremskridti Østeuropa, som ville øge forbrugersuveræniteten, fjerne det vældige tidsspilde i butikskøerne og reducere grundlaget for privilegier, korruption og sortbørshandel. (En

---

34. Murre», 1990:7; Newberry. 1990:3.

tredje mekanisme er selvforvaltning, hvor indflydelsen er bestemt af energi og begavelse
(»råbekraft«),35 og den har måske en særlig berettigelse indenfor kulturlivet; i hvert fald
har de to andre mekanismer begge vist sig særdeles problematiske).

Den folkelige tilslutning

Men særlig i Sovjetunionen er købekraft-versionen af demokratiet ikke populær, og den folkelige tilslutning er en ufravigelig betingelse for fortsatte reformer. I Polen har tilslutningen hidtil været overvældende stor, men problemet er, at alle markedstilhængerne, inklusive alle de vestlige rådgivere, er enige om, at det i første gang kommer til at gøre ondt på mange, og at mange hævdvundne sociale goder og værdier må opgives, ikke mindst den fulde, omend ikke særlig produktive beskæftigelse og den relativt store indkomstlighed, bl.a. i form af subsidier til fødevarer og boligforbrug. Utilfredsheden med levefoden kan betyde, at man ikke vil acceptere højere priser og hårdt arbejde, og hvis den tager denne retning, bliver den i sig selv en kriseårsag, som blokerer for de nødvendige ændringer.

I Sovjetunionen klager Gorbatjov over »mental stivhed« som den værste hindring for forandringer.³⁶ Der er dog mange tegn på skred i befolkningens holdninger til bl.a. arbejdsløshed, markedsstyring, prisdannelse og ikke mindst privat ejendomsret, som 47% af befolkningen angiver at have en positiv holdning til, hvilket har overrasket mange, heriblandt sociologen Tatjana Zaslavskaja.³⁷ Holdninger kan ændres kraftigt som i Polen, hvor 71% i 1980 svarede »bestemt ja« til, at »indkomstloft for de velhavende« er et socialt retfærdighedsprincip. I 1988 var tallet faldet til 26%. For »fuld beskæftigelse« var tallene hhv. 51% og 25%. Størsteparten af ændringerne fandt sted mellem 1980 og 1984.³⁸ Men det er naturligvis også et udtryk for Solidaritetsregeringens legitimitet, at den under Mazowiecki er i stand til at føre en langt mere drakonisk politik end de relativt beskedne stramninger, der i 1980 førte til Solidaritets oprettelse.

Afgørende for fortsat folkelig støtte vil være, om reformpolitikkens fordelingsvirkningen
afbødes af forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse og socialpolitik, og om de store
krav til og forventninger om større velstand bliver indfriet.

Konklusion om reformer og vækst

Mulighederne er næppe så store, som man tror. Forvisningen om, at »moderne,
demokratisk markedsøkonomi« også fører velstand med sig, bygger på overfladiske

---

35. Jf. Nove. 1977:263; Aage, 1990b.

36. I sin tiltrædelsestale som præsident. Ekonomika i Zhizn' (marts 1990. nr. 12):2.

37. Izvestija, 26. februar 1990. p 2; Aage. 1991a: Urnov. 1989.

38. Kolarska-Bobinska, 1989:129.

sammenligninger med de rigeste (områder i) vestlige lande, og de mest markante forskellefindes indenfor de allerseneste år, jf. tabel 2. De østeuropæiske landes resultater skal ikke undervurderes, og grundige sammenligninger med vestlige markedsøkonomierviser, at »the dynamic efficiency of the two systems appears similar«, ifølge to førende amerikanske lærebøger i komparativ økonomi.³⁹ Nødvendige og tilstrækkelige betingelserfor økonomisk vækst er ikke åbenbare, men de følgende fire betingelser synes at være af betyding:

(1) et kulturelt klima med vægt på foretagsomhed, hårdt arbejde og vilje til at
investere,

(2) en stærk og hæderlig statslig administration, et effektivt skattesystem og lovmæssige
muligheder for kontrakthåndhævelse,

(3) teknisk viden i bred forstand,
(4) rådighed over ressourcer og kapital

De to første betingelser indebærer et kulturelt klima, som begrænser behovet for dctcil'sret overvågning o™ s^cr^smcilst £r om dst k^n sksbcs ved li]£eli3 sf iioscn forMi for institutionelt snuptag. Den fjerde betingelse vedrører de ydre forhold, som er forværret på grund af ændringerne i Comecon-handelen og stigningen i oliepriserne. På lidt længere sigt ønskes en nærmere tilknytning til EF, men det blokeres af adskillige »sensitive« elementer i samkvemmet, bl.a. landbrugsprodukter, tekstiler og stål, og - måske det allermest sensitive - arbejdskraftens frie bevægelighed. Illegal indvandring til EF-landene forekommer allerede.

Set i et endnu længere perspektiv, som er relevant for fundamental reform og omstrukturering, er det nødvendigt at danne sig et sammenhængende billede af de økonomiske betingelser i de næste årtier og ikke blot overlade alle beslutninger til markedsmekanismen, som har sin force i forbindelse med effektiviteten på kort sigt, men som notorisk er alt for nærsynet.⁴⁰ Strategien, som går ud på at hægte sig på den nuværende højkonjunktur i (nogle af) de vestlige lande, rejser spørgsmålene om tidshorisonten for højkonjunkturens vedvaren og tidshorisonten for indhentningsprocessen.De velhavende vestlige lande (og i et vist omfang de østeuropæiske med) befinder sig midt i en eksplosion af velstand, produktion og ressourceforbrug. Eksplosionenhar været vedvarende, men det er sikkert, at den vil ophøre; spørgsmålene er ude lukkende hvornår? og ikke mindst hvordan? Efter anden verdenskrig tog det Vesteuropa omkring 25 år at indhente USA under ekstremt gunstige betingelser. Det er usandsynligt,

---

39. Pryor. 1985:101; jf. Gregory & Stuart. 1989:414.

40. Jf. Aage. 1980.

at et så langt tidsrum vil være til rådighed for Østeuropa, førend overvældende problemerfuldstændig vil ændre de økonomiske muligheder, nemlig miljøproblemer, knaphedpå rene energikilder og nødvendigheden af at beskære kuldioxid-udslippet. Derfor må det nu seriøst ses i øjnene, at problemstillingen om at indhente de vestlige lande er forfejlet i Østeuropa såvel som andre steder, og at det relevante, fælles problem er tilpasningtil en fremtid med stadig forværring af de økonomiske muligheder.

Forventningerne er skruet meget højt op. Hvad vil der ske, efterhånden sorn de ikke indfries? Og hvis skuffede forventninger kombineres med udenlandsk dominans, bliver blandingen sprængfarlig. Der vil blive stillet store krav til demokratiet, som man må sætte sin lid til, men det er faktisk også her der hidtil er gjort de største fremskridt. Forhåbningerne må simpelthen sættes til, at den nuværende besættelse af materielle forbrugskrav, der synes både tiltagende og verdensomspændende, fra de allerrigeste til de allerfattigste, vil ophøre overalt, og at væksten vil søge sig baner i højere, mere kvalitativ og mental retning, hvor vækstmulighederne er übegrænsede takket være den nyvundne demokratiske frihed.

Litteratur

Alton, T.P. 1989. East European GNP's, Domestic Final Uses of Gross product, Rates of Growth, and International Comparisons. Vol. 1, pp 77-96 US Congress, Joint Economic Committee (ed.): Pressures for Reform in the East European Economies. Washington, DC: US Government Printing Office.

Blanchard, O. and R. Layard. 1990. Economic Change in Poland. Centre for Economic Performance, Discussion paper no. 3, London School of Economics.

Caves. D.W. & L.R. Christensen. 1980. The Relative Efficiency of Public and private Firms in a Competitive Environment: The Case of Canadian Railroads. Journal of Political Economy 88:958-

Charap, J. & K. Dyba. 1991. Transition to a Market
Economy: The Case of Czechoslovakia. European
Economic Review (fremkommer 1991).

Csikös-Nagy, B. 1980. The New Path of Hungarian
Price Policy. Nationaløkonomisk Tidsskrift 118:
201-211.

DØR (Det Økonomiske Råd). 1990. Østtysklands økonomi i udgangssituationen. Stødet til den vesttyske økonomi. Kap. 1, pp 11-27 i Dansk Økonomi, juni 1990. København.

DØS (Det Økonomiske Sekretariat, Økonomiministeriet). 1990. Reformprocessen i Østeuropa og de vestlige landes støtte hertil. Kap. 5, pp 133-178 i Økonomisk Oversigt, oktober 1990. København.

ECE (UN Economic Commission for Europe). 1987. Environment Statistics in Europe and North America. An Experimental Compendium. Conference of European Statisticians' Statistical Standards and Studies, No. 39. New York.

ECE (UN Economic Commission for Europe).
1990. Economic Survey of Europe in 1989-1990.
New York.

Fischer, S. & A. Gelb. 1990. Issues in Socialist Economy Reform. Paper presented at the World Bank Conference on Adjustment and Growth: Lessons for Eastern Europe. Poltusk, Poland. 4-5 October 1990.

Fjellerup, Aa. 1934. Træk af Sovjetunionens
Planøkonomi, dens Udvikling og Resultater.
Nationaløkonomisk Tidsskrift 72:114-128.

Frydman, R. & A. Rapaczynski. 1990. Markets and Institutions in Large Scale privatizations. Paper presented at the World Bank Conference on Adjustment and Growth: Lessons for Eastern Europe. Pultusk, Poland. 4-5 October

Gomulka, S. & J. Rostowski. 1988. An International
Comparison of Materiel Intensity. Journal
of Comparative Economics 12:475-501.

Gregory, PR. & R. C. Stuart. 1989. Comparative
Economic Systems. (3rd ed.). Boston.

Grela, M. & J. Bielawski. 1990. Polish Economic reforms: Current Developments, Constraints, Prospects. Paper presented at the NATO- Colloquium: The Central and East European Economics in 19905: Prospects and Constraints. Bruxelles, 4-6 April 1990.

Grosfeld, 1.1990. Reform Economics and Western
Economic Theory: Unexploited Opportunities.
Economics of Planning 23:1-19.

Hanson, P. 1990. The Ownership Debate: Are
There Any Taboos Left? Report on the USSR (19
January 1990):5-

Hare, P. G. 1990. From Central Planning to
Market Economy: Some Microeconomic Is-

Hillmann, A. L. 1990. Macroeconomic Policy in
Hungary and its Macroeconomic Implications.
European Economy. No. 43:67-95.

Hilmer Pedersen, K. 1990. Nyt retsgrundlag for
sovjetisk erhvervsliv. Vindue mod Øst 4, nr.
13:12-

Hughes, G. 1990. Energy Policy and the Environment
in Poland. European Economy. 43:151-167.

Jensen, J.-J. 1990. Efs nye østpolitik. Vindue mod
Øst 4, nr. 13:5-7.

Johansen, L. 1955. Forenklet velferdsteoretisk
modell for en socialistisk økonomi. Nationaløkonomisk
Tidsdskrift 93:149-169.

Jorgensen, E., A. Gelb & I. Singh. 1990. Life under the 'Big Bang': Representative Episodes. Paper presented at the World Bank Conference on Adjustment and Growth: Lessons for Eastern Europe. Piltusk, Poland. 4-5 October 1990.

Jørgensen, A. 1990. Sovjets tomme butikker.
Vindue mod Øst 3, ni. 12.10-11.

Karup Pedersen, J. 1990. Til kritikken af den sovjetiske
statistik. Grus, nr. 31:73-89.

Kaser, M. 1990. The Technology of Decontrol:
Some Macroeconomic Issues. Economic Journal

Koefoed, C.A. 1942. Det russiske Fælleseje. Nationaløkonomisk
Tidsskrift 80.1-15.

Koefoed, C.A. 1945. 50 Aar i Rusland. København,

1945. (Engelsk oversættelse i uddrag ved B.
Jensen, Odense 1985).

dies. Verona, 27-29 September 1990.

Kolarska-Bobinska, L. 1989. Poland under Crisis: Unreformable Society or Establishment? Chap. 8, pp 126-138 in R. Clarke (ed.): Poland: The Economy in the 1980s. Harlow.

Kolodko, G.W. 1990. Hyperinflation and Stabilisation in Post-Socialist Economies. The Case of Poland, Vietnam and Yugoslavia. Paper presented at the Conference of the European Association for Comparative Economic Studies. Verona, 27-29 September 1990.

Kornai, J. 1990. The Road to a Free Economy.
Shifting from a Socialist System: The Example of
Hungary. New York.

Lipton, D. & J. Sachs. 1990. Creating a Market Economy in Eastern Europe: The Case of Poland Brookings Papers on Economic Activity 1990:75-147.

Macavoi, P.W. etal. 1989. Privatization and Stateowned
Enterprises. Boston.

Marer, P. 1985. Dollar GNPs of the USSR and
Eastern Europe. Baltimore.

Mihalyi, P. & J.E. Smolik. 1990. Lending is not enough: An Assessment of Western Support for reforms in Hungary and Poland. 1980-1990. presented at the Ist Conference of the Eurpoean Association for Comparartive Economic Studies (EACES). Verona, 27-29 September 1990.

Murrell, P. 1990. 'Big Bang' versus Evolution: East European Economic Reforms in the Light of recent Economic History. PlanEcon Report. No. 26:2-11.

Newbery, D.M. 1990. Reform in Hungary: Sequencing and Privatisation. Paper presented at the Fifth Annual Congress of the European Economic Association, Lisboa, 31. August - 2. september 1990.

Nielsen, M. !990. Ejendomsreform og arbejdsmarkedsforhold
i Ungarn. Vindue mod Øst 4,
nr. 13:24-29.

Nielsen, P. 1968. Sovjetøkonomien i vestlig belysning.
Nationaløkonomisk Tidsskrift 106:86-

Nordhaus, W.D. 1990. Soviet Economic Reform:
The Longest Road. Brookings Papers on Economic
Activity 1990:287-318.

Nouv, A. (A. Nove). 1988. Granitsy polnogo

khozrascheta. Economica i organizatsija promyshlennogo
proizvodstva. N0.9):69-78.

Nove, A. 1977. The Soviet Economy System. London.

Nuti, D.M. 1990a. Internal and International
Aspects of Monetary Disequilibrium in Poland.
European Economy. No. 43:169-182.

Nuti, D.M. 1990b. Privatisation of Socialist Economies: General Issues and the Polish Case. Paper presented at the Conference of the European Association for Comparative Economic Studies. Verona, 27-29 September 1990.

Nuti, D.M. 1990c. Stabilisation and Reform
Sequencing in the Soviet Economy. Recherches
Économiques de Louvain 56:169-180.

Nørgaard, O. 1990. Det sovjetiske kommunistpartis
28. kongres. Vindue mod Øst 4, nr.
13:8-

OECD. 1990a. Health Care Systems in Transition.
The Search for Efficiency. OECD Social Policy
Studies 7. Paris.

OECD. 1990b. National Accounts 1960-1988.
Paris.

Oldberg, I. 1983. Planned Economy and Environmental Problems - Eastern Europe from a Comparative Perspective. Bidrag till Öststatsforskningen 11, nr. 2:1-

Pedersen, H. 1990. Reformer i den finansielle sektor i Østeuropa, I. B. Amoroso, L. Hasager & P. Marskell, red.: Et spøgelse går gennem Europa - Kapitalismens spøgelse. Socialøkonomisk Rapport nr. 6. København: Akademisk Forlag (udkommer december 1990).

Pedersen, J. 1946. Fra kapitalistisk til socialistisk Økonomi. Anmeldelse af Erik Ib Schmidts bog med samme titel, København: Fremad 1946. Nationaløkonomisk Tidsskrift 84:190-

Petersen, J.H. 1970. Traditionel og ny sovjetisk
økonomisk teori. Nationaløkonomisk Tidsskrift
108:1-

Petersen-Studnitz, A 1873. Kathedersocialismen.
Nationaløkonomisk Tidsskrift 1:126-

Pinsker, B. & L. Pijasheva. 1989. Sobstvennost, i
svoboda. Novyj Mir (November 1989, no.
11):184-

Polensky, A. & S. Gomulka (eds.). 1989. Polish
Paradoxes. London.

Privatisation Law. 1990. Republic of Poland: Act

on the Privatisation of State-Owned Enterprises.
The Office of the Minister of Ownership
Changes Act. Warszawa: The International

Foundation in Poland, Center for Privatisation,

Pryor, F.L. 1985. A Guidebook to the Comparative
Study of Economic Systems. Englewood Cliffs,
NJ.

Riishøj, S. 1990. Tjekkoslovakiet efter valget.
Vindue mod Øst 4, nr. 13:29-31.

«

Roland, G. 1990. Introducing the Market in a Shortage Economy: The Vertical Integration Issue. Recherches Économiques de Louvain 56:221-238.

Shatalin, S.S. etal. 1990. Perekhod k rynku. Koncepcija
i programma. Moskva.

Siebert, H. 1990. The Economic Integration of
Germany - An Update. Kieler Diskussionsbeiträge
No. 160a. Kiel.

Svejnar, J. 1989. A Framework for the Economic
Transformation of Czechoslovakia. PlanEcon
Report. No. 52:1-18.

Svendsen, K.E. 1979. Marxistiske økonomer om
forbrugets struktur under socialismen. Nationaløkonomisk
Tidsskrift 117:55-75.

Summers, R. & A. Heston. 1988. A New Set of International Comparisons of Real Products and Price Levels Estimates for 130 Countries, 1950-1985. Review of Income and Wealth 34:1-25.

Urnov, M. Yu. 1989. Naskol'ko my gotovy k
demokratii? Rabochij klass i sovremennyj mir.
No. 4:75-91.

Vickers, J. & Yarrow, G. 1985. Privatization: An
Economic Analysis. Cambridge, Mass.

World Bank. 1988. World Development Report 1988.
New York.

Zeuthen, F. 1945. Socialistisk Prispolitik - Offentlig Prispolitik (med bl.a. en anmeldelse af E.I. Schmidt: Prisdannelsen under socialistisk Økonomi. En teoretisk Undersøgelse. 1943 (udgivet illegalt)). Nationaløkonomisk Tidsskrift 83:218-

Zeuthen, F. 1953. Anmeldelse af J. Stalin: Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen. København: Tiden 1952. Nationaløkonomisk Tidsskrift 91:256-257.

Aage, H. 1980. Økonomiske argumenter i ressourcedebatten.
Nationaløkonomisk Tidsskrift

118:212-223.

Aage, H. 1990a. Katastrojka? Sam/Undsøkonomen.
Nr. 3:19-25.

Aage, H. 1990b. Demokratizatsija i Sovjetunionen:
Købekraft, viljekraft og stemmekraft.
Kontext 54:7-26.

Aage, H. 1990c. Bonus Sharing in Soviet Economic
reforms. Economics of Planning 23:143-158.

Aage, H 1990d Sovjetunionens sociologiske tilstand
- og sociologiens tilstand i Sovjetunionen.
Dansk Sociologi 1, nr. 2, 1990.

Aage, H. 1990e. Finis Poloniæ. I B. Amoroso, L. Hasager & P. Maskeli (red.): Et spøgelse går gennem Europa - Kapitalismens spøgelse. Socialøkonomisk Rapport nr. 6. København: Akademisk Forlag (udkommer december 1990).

Aage, H. 1991a. Popular Attitudes and Perestroika.
Soviet Studies 43: 3-25.

Aage, H. 1991b. Hvorfor svulmer Weichselflorien...? Vækst og miljø i Østeuropa og Sovjetunionen. I EVA årsrapport '91; Det rene svineri - økologiske råd. København.