Ib Gejl: Indenfor snorene. Århus: Erhvervsarkivet, 1989. Kr. 281,30.

Foreningen af Fondsbørsvekselerere afholdt
sin sidste generalforsamling den 8. marts

1989, idet dagsordenens punkt 3: »Forslag om
Foreningens opløsning« blev fulgt af generalforsamlingen.

Med Ib Gejl's bog har foreningen på fortjenstfuld måde sørget for, at fondsbørsvekselerernes saga - især indtil 1945 - er blevet nedskrevet.

I hvert fald i én henseende har det været en taknemmelig opgave at skrive denne historie. Vekselererstanden har således glimret ved brogede og farverige personligheder. Tragedier og storhed er der også mange eksempler på i Ib Gejl's bog. De lidt mere tvivlsomme affærer beskriver Ib Gejl også med en vis ironisk distance.

Formålet med denne lille og forsinkede anmeldelse er imidlertid ikke at løfte sløret for alle de gode historier, der rummes i bogen. Som aktiv deltager i de seneste Fondbørsreform - mange vil sikkert mene for aktiv - har det været interessant at få opfrisket pengehistorien og læst mere om børsforhold.

Endnu engang afslører historielæsning, at
der ikke er meget nyt under solen. I punktform
vil jeg nævne flg. forhold.

Gejl's bog begynder omkring år 1800, kort før den såkaldte statsbankerot i 1813. Forordningen fra 1808, der afløste børsordonnancen fra 1692, forbeholdt således noteringen, der var blevet officiel fra 1789, for vekselmæglere, der havde samme opgave som de såkaldte jobbers. For at blive beskikket som vekselmægler, skulle der bestås en mundtlig vekselmæglereksamen. Dette krav blev opretholdt til 1906. Vekselererne (i engelsk terminologi: brokers) pressede dog hurtigt på for at kunne deltage i selve noteringen. I løbet af 1860'erne blev den skarpe grænse mellem vekselmæglere og vekselerere mere og mere uskarp, idet det blev almindeligt at have såvel mindst en vekselmægler som mindst en vekselerer i virksomhederne. Med etableringen af Kursnoteringsudvalget i 1871, hvor både veksel mæglere og vekselerere var repræsenteret med henholdsvis 5 og 3 medlemmer, blev betydningen af opdelingen yderligere udvisket.

Der er således ikke noget nyt i, at de, der har et monopol, gerne vil bevare dette, ligesom de, der står udenfor, gerne vil ind bag snorene. Med den frie adgang til at etablere børsmæglerselskaber i henhold til 1986-loven om Københavns Fondsbørs er vekselerermonopolet forsvundet. Spørgsmålet er herefter, om der opstår et faktisk kapitalmonopol. Forhåbentlig vil den uregerlige vekselererånd sørge for, at dette ikke sker.

Igennem de senere år er der talt meget om
internationalisering, København som finansielt
centrum o.s.v.

Også her genopfrisker Gejl's bog, at der ikke er meget nyt under solen. Under guldfodsperioden fra 1860'erne til udbruddet af 1. verdenskrig var der meget frie kapitalbevægelser; det ved eller burde enhver økonom vide. Alligevel er det interessant at læse, at der i 1881 var optaget 12 norske og svenske obligationslån på Københavns Fondsbørs. Her mere end et århundrede efter er der udsigt til, at Københavns Fondsbørs igen kan nå op på et tilsvarende antal.

Som bekendt blev der først med stiftelsen af Garantifonden for Danske Optioner og Futures i 1987 oprettet en organiseret terminsbørs i København. Og dog. Også her viser Gejl's bog, at der ikke er ret meget nyt under solen.

Allerede i 1920'erne blev mangelen på et organiseret terminsmarked - især i aktier - beklaget. I 1919-loven om Københavns Fondsbørs var en terminsbørs varslet, idet det i § 9 blev fastslået, at hvis der noteredes papirertil levering og afregning til senere tid, skulle afviklingen af sådanne køb og salg ske gennem en likvidationskasse, der garanteredeopfyldelse af disse forretninger. Likvidationskassenskulle være et aktieselskab med fondsbørsmedlemmerne som aktionærer. Garantifonden har således en forløber i likvidationskasseideen.Børskommissionær Schovelin, datidens tilsynsmyndighed for vekselerere, ændrede vekselerernes holdning fra principiel til passiv modstand herimod. Modstanden var bl.a. begrundet i lidet kendskabtil en terminsbørs funktion. HandelsministerRothe ønskede ved en lovændring af loven om Fondsbørsen i 1921 bemyndigelse til, at handelsministeren kunne beslutte, hvornår noteringen af tidsforretninger kunne

indføres. Lovforslaget blev gennemført den
30. juni 1922. Imidlertid skulle der gå næsten
7 år, inden terminsbørsen så dagens lys.

Efter en handelsministeriel bekendtgørelse trådte vedtægter for terminsforretninger på Københavns Fondsbørs i kraft den 15. januar 1929. Der blev etableret et likvidationskontor med lokaler på Børsen - i et hjørne af børssalen. Men der var ikke anmeldt en eneste vekselerer, vekselererne havde som anført - dengang - ikke bedt om en terminsbørs. Efter nogle ændringer i systemet blev terminsbørsen dog for alvor åbnet i august 1929 - både for aktier (store selskaber med en aktiekapital over 6 mill, kr.) samt obligationer (med en cirkulerende masse over 10 mill. kr.).

Men der blev ikke omsat meget. Omkostningerne blev for store under disse forhold, •og deltagerne udmeldte sig igen pr. 1. april 1930.

Måtte historien ikke gentage sig igen på dette område. Og lad dette være en opfordring til Garantifonden om engane at udgive en saga og at sikre sig de nødvendige kilder i tide.

Ovenfor er der uddraget afsnit af Gejl's bog, som især har fanget min interesse. Der er mange andre ting, der kunne fremhæves, f.eks. at der i Århus blev afholdt børs fra 1872-1920, det blev forsøgt - dog ikke videre seriøst - at oprette en børs i Odense.

Gejl's bog har for undertegnede været spændende læsning, og bogen kan varmt anbefales til alle, der har interesse for historie og børsforhold. Foreningen af Fondsbørsvekselerere har med denne bog sat et værdigt punktum. Personligt har jeg under læsningen genoplevet den spændende tid, hvor jeg havde lejlighed til at følge børsforhold på nærmeste hold. Derfor denne lille kvittering.

Odense Universitet og

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd