Replik

Uenigheden går på, hvor langt arbejdsløsheden kan bringes ned ved stimulation af efterspørgslen, uden at dette i sig selv medfører en accelererende lønudvikling.

Økonomiministeren mener, at det kritiske punkt nås allerede ved en arbejdsløshedsprocent på 8. Han støtter sig her til en kurve, baseret på historiske data. Ministeren tolker kurven som et udtryk for beliggenheden af den arbejdsløshedsprocent »der er forenelig med uændret lønstigningstakt«.

Sådan kan kurven ikke tolkes. Den ikke blot store, men meget store variationsbredde i lønstigningstakten ved alle arbejdsløshedsprocenter viser, at der historisk set ikke har været nogen nær sammenhæng mellem arbejdsløshed og lønacceleration. Derfor kan kurven heller ikke bruges til at påvise en bestemt arbejdsløshed, der er »forenelig« med lønstabilitet. Uanset hvor høj eller lav, arbejdsløsheden bliver, må vi forvente svingninger i lønstigningstakten. Ved arbejdsløshedsprocenter over 4 har vi imidlertid, som det ses af kurven, kun ét eksempel på en rigtig kraftig lønacceleration, nemlig 1987. Lønstigningen netop i det år skyldtes ikke en usædvanlig stor lønglidning, men sammenbrud af arbejdsgiverfronten ved overenskomstforhandlingerne. 1987 kan ikke bære et udsagn om, at 8 er den minimale arbejdsløshedsprocent, der er forenelig med lønstabilitet.

Spørgsmålet er ikke, om der er stivheder og strukturproblemer på arbejdsmarkedet. Det er der. Og det er veldokumenteret. Det er derimod ikke dokumenteret, at disse strukturproblemer forhindrer arbejdsløsheden i at komme ned under 8 pct. Tværtimod er det sandsynliggjort, bl.a. i vismandsrapporten fra juni 1988, at den langvarigt høje arbejdsløshed i sig selv medvirker til at skærpe strukturproblemerne.