Er arbejdsløsheden strukturel? - en kommentar

Niels Hel veg Petersens artikel »Den økonomiske politik i Danmark« i Nationaløkonomisk Tidsskrift nr. 3. 1989 bæres af det synspunkt, at de tilbageværende økonomiske problemer i dansk økonomi er strukturelle. Specielt arbejdsløsheden.

Om det strukturelle arbejdsmarkedsproblem
siger Helveg Petersen:

Formentlig har vi haft et strukturelt arbejdsmarkedsproblem siden begyndelsen af 1980'erne, men vi har blot erkendt det for sent I figur 6 sammenholdes arbejdsløsheden med ndringer lønstigningstakten. Når en observation ligger til højre (venstre) for den lodrette nulsøjle,

er det et udtryk for, at lønstigningstakten øges (mindskes). Det ses, at den arbejdsløshedsprocent, som er forenelig med uændret lønstigningstakt, steg voldsomt fra ca. Wi pct i 196O'erne og begyndelsen af 1970'erne til omkring 9 pct i 1981-82. Niveauet har herefter ligget omkring 8 pct Dette giver en indikation af, at dansk økonomi har en struktur på arbejdsmarkedet, som medfører, at når arbejdsløsheden når ned omkring 8 pct, kan vi forudse, at vore lønomkostninger begynder at accelerere. Det er bemærkelsesværdigt, at dette forhold faktisk har eksisteret i snart 10 år uden, at det er indgået ret meget i den offentlige debat.

Det er ikke let at se, hvordan det kan lade
sig gøre at fortolke figuren på den måde.

Helveg Petersens påstand er, at hvis vi tænker os arbejdsløsheden sænket til under 8 pct., så smutter vi over på højre side af nulsøjlen. Det giver figuren ikke holdepunkter for. 1987 er det eneste af de sidste 10 år, der er i overensstemmelsemed Helveg Petersens påstand om en løneksplosion ved arbejdsløshed under8 pct. Men som eksempler, der går i modsatretning kan man nævne, at i 1980 var arbejdsløsheden endnu lavere, og løntilvækstenvar aftagende. Og i 1988 var arbejdsløshedsprocentennæsten som i 1987. Og løntilvækstenaftog.

Figuren viser tre ting:

(1) Arbejdsløsheden lå under 2 pct. frem til 1973. Derefter var den stigende op gennem 70'erne, mens den i 80'erne har svinget mellem 7 og 11 pct. Det kommer ikke bag på nogen. Når økonomiministeren, ikke kan finde eksempler på negativ lønstigningstakt ved arbejdsløshedsprocenter under 8 i 1980'erne, skyldes det i al sin enkelhed, at arbejdsløsheden har ligget over 8 pct. siden 1981.

(2) I hele perioden finder vi såvel aftagende
som stigende løntilvækst.

(3) Frem til 1973, hvor arbejdsløsheden var
lav, var løntilvæksten generelt stigende, mens
den generelt har været aftagende efter 1974.

Det er ikke let på grundlag af figuren at finde nogen klar sammenhæng mellem arbejdsløsheden og lønstigningstakten. Hvis man endelig skal gøre det, bliver analysen snarest følgende: Ved arbejdsløshedsprocenter under 2-3, har løntilvæksten historisk set oftest været stigende eller svagt faldende. Ved arbejdsløshedsprocenter over dette niveau har løntilvæksten været faldende eller svagt stigende. Eneste markante undtagelse herfra er som nævnt 1987. Men netop dette år er måske det bedste eksempel på en lønstigning, der havde meget lidt at gøre med efterspørgselspres på arbejdsmarkedet.

Figuren giver ikke økonomiministeren grund til at opgive at forbedre beskæftigelsen af frygt for at lønudviklingen skal løbe løbsk.

Det er bemærkelsesværdigt, at denne figur
er Niels Helveg Petersens eneste argument for
at arbejdsløsheden er strukturel.

Det skal indrømmes, at en ekspansiv udvikling i 90'erne formentlig vil fremkalde flaskehalse og stigende lønglidning længe før man er kommet ned på de 2-3 pct, der ifølge figuren repræsenterer det kritiske punkt. Argumenterne herfor må selvfølgelig hvile på et andet grundlag end historisk statistik. Det vigtigste her er nok AF-systemets erfaringer om, at lang tids arbejdsløshed medfører, at såvel faglige kvalifikationer som motiveringen visner. Dette problem løses kun dårligt af uddannelsestilbud og beskæftigelsestilbud, som kun er midlertidige og som ikke har et mere varigt beskæftigelsesperspektiv. Vi véd også, at flere beskæftigelsesmæsssige nederlag ofte fører til en forståelig frygt for nye anvisningstilbud, som i sig rummer faren for nye nederlag.

Hvis det er dette, der betegnes som »strukturproblemer på arbejdsmarkedet«, må det også være klart, at kun reelle beskæftigelsestilbud til den såkaldte »marginale arbejdskraft« kan overvinde vanskelighederne og sætte disse menneskers arbejdsevne, mobilitet og motivation på realistisk prøve. Det er også kun en sådan beskæftigelsesmæssig ekspansion, der kan få virksomhederne til at påtage sig de ekstra omkostninger, der under alle omstændigheder er forbundet med at gøre tidligere langtidsarbejdsløse og sporadisk beskæftigede til kernetropper på arbejdsmarkedet.

Vi er hermed inde på den strategi, der skal anvendes, når vi skal arbejde os frem mod målet: Den fulde beskæftigelse. Niels Helveg Petersen synes at være af den mening, at vi først skal løse de mobilitetsproblemer, der er knyttet til langtidsarbejdsløsheden, før vi tør tillade en ekspansion, endog selv om denne måtte være båret af øget eksport. Jeg er modsat af den opfattelse, at mobiliteten kun opnås ved straks at lade ekspansionen komme de arbejdsløse til gode, og så lade dette ledsage af tilbud om uddannelse og omskoling. Det vil selvfølgelig medføre, at vi på ét eller andet tidspunkt vil konstatere tilløb til stigning i løntilvæksten, hvor vi så må dæmpe ekspansionen. Men der findes ikke nogen på forhånd given arbejdsløshedsprocent, hvor dette sker.

Jeg er bange for, at Helveg Petersens analysevil
stille sig i vejen for, at vi overhovedet tør
give arbejdsløshedens nedbringelse en høj

prioritet i den økonomiske politik. Resultatet vil givetvis blive, at flere og flere arbejdsløse bliver mere og mere übrugelige i produktionenog går menneskeligt til grunde.

Alle er enige om, at det er vanskeligt at få en beskæftigelsesfremmende ekspansion i gang. Når vi kun kan forbedre konkurrenceevnen med 1-2 pct. om året, er der selvfølgelig tale om et »langt sejt træk«. Men det bør ikke få os til at nedprioritere målet.

Kindhestegade, Næstved