I Torben Andersens artikel om »Det danske opsparingsproblem og pensionsreformdebatten« sidste nummer af Nationaløkonomisk (nr. 2, 1988) diskuteres nyligt fremførte synspunkt, at den danske udlandsgæld ikke i sig selv er noget problem, men at det alene er den offentlige gæld - indenlandsk såvel som udenlandsk - der bør give anledning til bekymring. I denne forbindelse henviser Torben Andersen bl.a. til en artikel af undertegnede 1988.a), således at læseren efterlades med det indtryk, at jeg skulle have givet uforbeholden tilslutning til det nævnte synspunkt. Dette er misvisende, en af hovedpointerne i min artikel var, at den private udlandsgæld udgør et politisk problem, fordi skatteyderne betaler en del af renterne af de private virksomheders udlandslån, idet de danske skatteregler indebærer betydelige subsidier til lånefinansierede investeringer.

Jeg kan heller ikke tilslutte mig det af Torben Andersen kritiserede synspunkt, at den private og den offentlige opsparing kan betragtes isoleret fra hinanden, at offentlig altid er et onde, og at det offentlige budget derfor altid bør balancere ikke Torben Andersen her opstiller en stråmand?).

Derimod er det korrekt, at der efter min opfattelse er flere værdifulde elementer i det såkaldte »nye syn« på spørgsmålet om betalingsbalance og udlandsgæld. Jeg skal nedenfor søge at forklare, hvori disse elementer

Det nye syn på gældsspørgsmålet

I en lille åben økonomi med frie kapitalbevægelser den samfundsmæssige kapitalomkostning med den internationale realrente, idet denne størrelse angiver det afkast, der kan opnås for samfundet som helhed, hvis en øget opsparing placeres på det internationale kapitalmarked fremfor at anvendes til øgede indenlandske realinvesteringer. kapitalafkastet ikke beskattes, profitmaksimering i virksomhederne nyttemaksimering i husholdningerne perfekte markedsforhold sikre, både kapitalens grænseprodukt og den af husholdningerne krævede præmie for udskydelse af forbrug netop svarer til den internationale realrente. Der bliver derfor overensstemmelse mellem det marginale og det marginale mellem nutidigt fremtidigt forbrug, og afkastet af den marginale private opsparing og investering lig med den samfundsmæssige Hvis de private opsparings- og investeringsdispositioner under disse omstændigheder medfører en positiv privat nettogæld til udlandet, er det ud fra velfærdsøkonomiske betragtninger umiddelbart vanskeligt at se, at dette skulle udgøre et samfundsmæssigt problem.

Tværtimod har de internationale lånemuligheder en velfærdsforøgende af forbruget over tiden i forhold til en situation uden kapitalbevægelser.

Det offentlige kan naturligvis også med fordel udnytte kapitalmarkedets muligheder. det offentlige lånefinansierer en investering med et samfundsøkonomisk afkast, der overstiger den internationale realrente, er der opnået en potentiel Pareto - forbedring. Hvorvidt denne omsættes i en faktisk Pareto - forbedring afhænger af, om de personer, der nyder godt af den offentlige er de samme som de, der via højere fremtidige skatter skal udrede renter og afdrag på den øgede offentlige gæld. Det bør selvsagt ikke være et krav til de offentlige at de altid medfører en faktisk Pareto-gevinst, idet der kan være fordelingspolitiske for at fordele omkostningerne ved de offentlige investeringer andre end dem, der nyder fordelene. i denne sammenhæng er blot at beslutninger om offentlig låntagning et offentligt politisk problem af en anden karakter end private låntagnings-og investeringsdispositioner. Hvis en privat økonomisk agent gennemfører en investering, er uden negative eksterne effekter, hvis afkast overstiger den internationale da er vedkommende blevet bedre stillet, uden at andres stilling er blevet forringet, hvilket turde være ukontroversielt. det offentlige optager lån, rummer denne beslutning potentielle fordelingspolitiske også selvom lånet finansierer en potentielt Pareto - forbedrende Dertil kommer, at det jo altid er et vurderingsspørgsmål, hvilke fordele omkostninger, de offentlige aktiviteter og i et demokratisk samfund alle borgere i princippet inddrages disse vurderinger.

Dette er det »nye syn« på gældsspørgsmålet, som jeg foretrækker at fortolke kedet. Andre forfattere som Lund (1988) og Nielsen (1988.a) har benyttet mere markante og er i offentlige debatindlæg videre i deres policy-konklusioner, jeg kan følge dem. Deres synspunkter fortjener imidlertid en seriøs debat. Lad os derfor kort diskutere nogle mulige problematiske sider ved »det nye syn«.

Kvaliteten af de private opsparings- og investeringsbeslutninger

Det billede af det private kapitalmarkeds som er gengivet ovenfor, selvsagt noget idylliseret. I praksis eksisterer der som bekendt allehånde imperfektioner eksterne effekter, ufuldkommen likviditetsbindinger, o.s.v. Jeg kan tilslutte mig store dele af Torben Andersens beskrivelse disse markedssvigt og er derfor heller uenig i hans konklusion, at en markedsøkonomi i praksis ikke kan sikre en »first-best« intertemporal ressourceallokering. forekommer mig dog, at Torben bevæger sig på farlig grund, når han stærkt antyder, at den private sektor er for kortsynet og derfor opsparer for lidt. Folk ved med andre ord ikke deres eget bedste, og man fornemmer, at der må en alvidende paternalistisk samfundsplanlægger økonom?) til for at gennemtvinge større opsparing. Hvis den danske befolkning rent faktisk har usædvanligt stærke preferencer for nutidigt frem for fremtidigt forbrug, er det så ikke fra et demokratisk synspunkt stærkt problematisk tvinge befolkningen til en større opsparing, end den ønsker?

Min anden kommentar er, at eksistensenaf
jo kun er en nødvendig,

men ikke en tilstrækkelig betingelse for berettigelsen af korrigerende offentlige indgreb.Man også kunne sandsynliggøre, at politikere og bureaukrater vil være i stand til at iværksætte og administrere indgreb,som faktisk vil forbedre markedetsfunktion. realistiske valg består mellem et ufuldkomment marked og en imperfekt politisk-bureaukratisk styringsmekanisme,hvilket Andersen i øvrigt også synes at erkende, når han beskriverden tidshorisont, der ofte prægerde beslutninger.

' Dette leder over i spørgsmålet, om den lave private opsparing ikke i høj grad skyldes incitamenter snarere manglende fremsyn og manglende bekymring for fremtidige generationer? Torben Andersen nævner selv ganske kort, at skattesystemet og de sociale ydelser kan give uheldige opsparingsincitamenter, men jeg synes, han underspiller problemets Det såkaldte samspilsproblem pensionister betyder en meget hård effektiv marginalbeskatning af afkastet privat pensionsopsparing for de lavere indkomstgrupper, jvf. Vibe Pedersen (1988). Dertil kommer, at også det egentlige skattesystem stadig indebærer en høj effektiv af langt de fleste former for privat opsparing, og at denne beskatning faktisk synes at være øget gennem jvf. Sørensen (1988.b). Det har tidligere været konventionel visdom, at den private opsparingskvote stort set ikke reagerer på ændringer i det disponible realafkast fordi indkomst- og substitutionseffekterne i modsat retning. Langt de fleste nyere empiriske undersøgelser imidlertid nået frem til, at der faktisk er en signifikant positiv sammenhæng afkast og opsparingstilbøjelighed, f.eks. oversigten i Sørensen (1988.C).

Der er således næppe tvivl om, at det danske skatte- og transfereringssystem hæmmer den private opsparing. Samtidig synes skattesystemet at indebære betydelige til lånefinansierede investeringer Sørensen, 1988.b), hvilket øger den private kapitalimport. Er man bekymret for det danske opsparingsunderskud, burde derfor efter min mening interessere sig mere for at forbedre skattesystemet fremfor at fokusere på de iboende imperfektioner et ureguleret kapitalmarked.

Sammenhængen mellem offentlig og privat

Jeg har allerede erklæret mig enig i Torben betragtning om, at den offentlige og den private nettoopsparing naturligvis ikke er uafhængige. Ifølge det efterhånden herostratisk berømte ricardianske (Barro, 1974) vil en omlægning fra skattefinansiering til lånefinansiering af det offentlige forbrug medføre en nøjagtig tilsvarende stigning i den private opsparing, idet de private agenter sætte midler til side til betaling af de højere fremtidige skatter til forrentning og afdrag på den offentlige gæld. En sådan ultrarationalitet i den private sektor tror Torben Andersen dog ikke på, og også her kan jeg følge ham. Jeg er derimod ikke enig, når han konkluderer, at manglende fremsynethed i den private sektor gør det urimeligt at foretage den sondring mellem privat og offentlig gæld, som det »nye syn« lægger op til.

Min pointe kan illustreres ved et modeleksempel fra Sørensen (1986, kap. VI): Lad os antage, at den private sektor ikke tager højde for den latente skattebyrde, den offentlige gæld indebærer, og derfor opfatter statsgæld som privat nettoformue. løbende statsligt budgetunderskud da stimulere det private forbrug, som jo ifølge moderne forbrugsteori varierer med nettoformuen. I tilfælde af et vedvarende budgetunderskud vil en stationær med konstant efterspørgsei produktion først kunne opnås, der i kraft af stigende privatforbrug skabt et løbende betalingsbalanceunderskud en sådan størrelse, at den løbende private gældsætning til udlandet svarer til den løbende tilvækst i den private sektors fordringer på staten, således at den samlede private nettoformue er konstant. I langsigtsligevægt må det løbende underskud udlandet med andre ord netop til budgetunderskuddet. Hvis økonomien stabil (stabilitetsforudsætningerne nærmere i kapitel V i den omtalte reference), vil en eliminering af budgetunderskuddet medføre konvergens mod en ny langsigtsligevægt, hvor underskuddet for udlandet er elimineret. Dette forenklede eksempel støtter for mig at se synspunktet om, at de økonomiskpolitiske bør koncentreres om at sikre et optimalt omfang af den offentlige gæld i stedet for at rettes direkte mod den private gældsætning, også selvom den private ikke udviser ricardiansk »ultrarationalitet«.

Policy-implikationer af »det nye syn«

Lad mig afslutningsvis søge at opsummere policy-anbefalinger. der efter min opfattelse følger naturligt af »det nye syn«. Blandt disse anbefalinger er ikke et krav om vedvarende offentlig budgetbalance, sådan som Torben Andersen tilsyneladende Synspunktet vedrørende den offentlige gældspolitik er snarere, at denne må tilstræbe at bidrage til en hensigtsmæssig af befolkningens forbrugsmuligheder tiden, hvilket bl.a. indebærer accept af budgetunderskud i en lavkonjunktur. I den konkrete danske situation det derudover være relevant at stile mod en langsigtet reduktion af den offentlige gæld, fordi den demografiske udvikling vil medføre en stor »pensionistbyrde« årtusindskiftet (se Matthiessen, hvilket alt andet lige vil sætte de offentlige finanser under pres.

En anden naturlig følge af »det nye syn« er for mig at se, at man må fjerne eller i det mindste revurdere de regler i skattesystemet, der medfører store afvigelser den samfundsmæssige kapitalomkostning internationale realrente) og det private afkast af opsparing og investering. taler for en overgang fra indkomstskat direkte forbrugsskat, som foreslået Christen Sørensen (1988), eller til andre former for opsparings- og investeringsneutral såsom den af Gunnar Thorlund Jepsen (1975) foreslåede Fordelings- og effektivitetshensyn eventuelt begrunde, at man vælger at opretholde visse former for forvridende for at undgå en alt for hård beskatning af arbejdsindkomst, så må man også acceptere de deraf følgende effekter på det private opsparingsunderskud.

Hvilket syn på betalingsbalancen og
udlandsgælden følger så af ovennævnte

betragtninger? Er der ifølge den her gengivnefortolkning »det nye syn« et betalings og opsparingsproblem i Danmark? Som det gerne skulle være fremgået, er jeg på ingen måde uenig i Torben Andersens synspunkt om, at den private opsparing er inoptimalt lav, omend jeg nok i noget højeregrad han vil forklare dette med uheldige incitamenter hidrørende fra skatte og transfereringssystemet. Samtidig indeholderskattesystemet nævnt betydeligeinvesteringssubsidier. den nuværendekonjunktursituation det næppe hensigtsmæssigt at mindske disse subsidier,men yderligere liberalisering af afskrivningsreglerne, som det for tiden overvejesi sagkyndigt udvalg, forekommeri fald überettiget.

Den samlede private nettogæld er lig med forskellen mellem de akkumulerede private nettoinvesteringer og den akkumulerede nettoopsparing. Hvis de private og investeringsbeslutninger baseret på »korrekte« relative prissignaler, en tilhænger af »det nye syn« i respekt for individernes preferencer være tilbøjelig til at acceptere den deraf følgende private nettogæld (indenlandsk såvel som udenlandsk) og vil under frie internationale ikke bekymre sig særligt over en eventuel uligevægt i den private sektors løbende transaktioner med udlandet. Er der derimod alvorlige forvridninger kapitalmarkederne, hvad enten disse er skabt af det offentlige eller hidrører fra imperfektioner i den private sektor, så kan den private gæld naturligvis repræsentere politisk problem.

Et sidste ord om betalingsbalancen: På langt sigt må man forvente, at den fremadskridende skridendeøkonomiske integration i EF fører til en monetær union med fælles centralbank og til syvende og sidst fælles møntfod. Bekymringer over finansieringen det danske »betalingsbalanceunderskud« da ifølge sagens natur blive helt irrelevante, hvorimod der stadig vil være et offentligt budget for »provinsen Danmark«, danskerne inden forvisse rammer tage politisk stilling til. Hvis den danske konkurrenceevne til den tid er lige så utilfredsstillende som i dag, vil det der nu opfattes som et betalingsbalanceproblem konverteret til et »egnsudviklingsproblem«, Danmark risikerer at blive en arbejdsløshedsø. Dette være sagt for at understrege, at det nye syn på gældsspørgsmålet indebærer en afvisning af, at man af hensyn til beskæftigelsen bør forbedre Danmarks konkurrenceevne.

Som Torben Andersen selv nævner, så kan uligevægt på betalingsbalancen være et symptom på en uligevægt på arbejdsmarkedet, i så fald er det ikke betalingsbalanceunderskuddet sådant, men derimod de manglende incitamenter til løntilbageholdenhed og den deraf følgende der er problemet.

Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Peter Birch Sørensen

Litteratur

Andersen, T. 1988. Det danske opsparingsproblem
og pensionsreformdebatten. Nationaløkonomisk
126: 144-158.

Barro, RJ. 1974. Are government bonds net wealth?
Journal of Political Economy 82: 1095-1117.

Jepsen, G.T. 1975. Skatterne før, nu og i 1985. Det
danske forlag, Albertslund.

Lund, L. 1988. Kritik af betalingsbalancemålsætningen. nr. 3.1988, Forskergruppen vedrørende offentlige og samfundsøkonomien, Københavns Universitets Økonomiske Institut.

Nielsen, L.T. 1988(a). Vi har råd til den udlandsgæld
har, Sparekassen. Maj.

Nielsen, L.T. 1988(b). Udlandsgældens årsager og
konsekvenser. Fremkommer i Økonomi og
Politik, 2:32-40.

Matthiessen, P.C. 1988. De demografiske perspektiver
pensionsdebatten. Nationaløkonomisk
Tidsskrift 126: 124-131.

Sørensen, C. 1988. Opsparing og beskatning. Nationaløkonomisk
126: 196-204.

Sørensen, P.B. 1986. Økonomisk politik i en åben
økonomi. DSR Forlag, Landbohøjskolen, København.

Sørensen, P.B. 1988(a). Skattereglerne forvrider investeringsmønsteret
April: 30-33.

Sørensen, P.B. 1988(b). Skatteincitamenter til opsparing investering: En vurdering af firsernes Nationaløkonomisk Tidsskrift

Sørensen, P.B. 1988(c). Formueskat, indkomstskat og opsparing. Bilag E i Betænkning nr. 1136 om Beskatning af Formue, København, Skattedepartementet

Vibe-Pedersen, J. 1988. Samspilsfænomenet og fordelingen
pensionisternes forbrugsmuligheder.
Tidsskrift 126: 183-195.