Replik

Så vidt jeg forstår Torben Andersen, kan essensen af hans kritik af det »nye syn« på gældsspørgsmålet formuleres således: Hvis der er »ricardiansk ækvivalens« mellemnutidig fremtidig beskatning, bliver sondringen mellem privat og offentlig gæld meningsløs, da en overgang fra skattefinansieringtil af de offentligeudgifter

ligeudgiftervil medføre en tilsvarende stigning i den private opsparing, idet borgernesætter beløb til side til dækning af de forventede fremtidige merskatter som følge af den øgede offentlige gæld. Hvis der som antydet af de fleste empiriske undersøgelserderimod er ricardiansk kvivalens,bliver mellem privat og offentlig gæld meningsfuld, men den privatesektor i så fald være kortsynet, og man kan derfor ikke regne med, at de private opsparings- og investeringsdispositionervil samfundsøkonomisk optimale.

Efter min opfattelse behøver fraværet af ricardiansk ækvivalens imidlertid ikke at indikere, at borgernes opsparingsbeslutninger kortsynede. Når det offentlige øger sin låntagning, bliver det jo._normalt ikke præciseret, hvornår og af hvem den øgede offentlige gæld skal tilbagebetales. Den enkelte borger kan ikke vide, om gælden vil blive afviklet i hans levetid, og han kan heller ikke vide, i hvilket omfang han selv eller hans børn eventuelt vil komme at deltage i afviklingen i form af højere fremtidige skatter eller lavere fremtidige Borgerne savner med andre ord det nødvendige informationsgrundlag at kunne foretage en »ricardiansk« af deres private opsparing den øgede offentlige gældsætning. følger imidlertid ikke, at borgerne fraværet af den offentlige gæld ville være ude af stand til at foretage rationelle og fremsynede låne- og opsparingsdispositioner. den enkelte borger indgår en privat lånekontrakt, er det jo normalt relativt for ham at overskue, hvad dette vil betyde for hans fremtidige forbrugsmuligheder, hvorimod deter langt vanskeligere for ham at forudsige konsekvenserne en øget offentlig gæld for hans fremtidige disponible indkomst

Dermed være ikke sagt, at de private opsparings- og investeringsbeslutninger i fraværet af offentlig gæld altid vil være samfundsøkonomisk optimale. Jeg er enig med Torben Andersen i, at der i de senere år nok har været en overdreven nyklassisk inspireret tendens til at se den offentlige sektor som kilden til al samfundsøkonomisk Når man betænker størrelsen de »kiler«, som skatterne driver ind mellem det disponible afkast og førskat af privat opsparing og investering, det dog min subjektive vurdering (som naturligvis kan være fejlagtig), at skattesystemet / praksis og kvantitativt er en af de væsentligste årsager til, at den private opsparing og investering får et »forkert« omfang og medfører en inoptimalt stor udlandsgæld.

Diskussionen kan imidlertid hurtigt afspores, det »nye syn« på gældsspørgsmålet med en ideologisk betinget af den offentlige sektor. Det nye syn har i sig selv ingen policy-implikationer størrelsen af den offentlige sektor og den offentlige gæld, selvom der i den konkrete danske situation kan være visse argumenter for at stile mod en langsigtet reduktion af den offentlige gæld, jvf. min tidligere kommentar. Synspunktet lægger derimod op til, at man i stedet for den maniske fokusering på betalingsbalancen som en selvstændig målvariabel bør koncentrere om at sikre, at opsparings- og investeringsdispositionerne i såvel den offentlige den private sektor træffes på et rationelt grundlag, herunder på rationelle prissignaler. Formuleret på denne måde er der næppe den store afstand til de synspunkter, Torben Andersen har fremført.