Resumé

SUMMARY: Optimal shadow prices for an economy facing a foreign debt constraint are derived. In general, shadow prices on imports and exports exceed market prices, the magnitude being dependent on distributional characteristics of fiscal policy instruments, nature of unemployment (i.e. »keynesian« versus »classical«) and the extent to which market wage rates exceed reservation wage rates. Since the difference between market wage rates and reservation wage rates does not necessarily decrease as employment increased, optimal shadow prices, contrary to intuition, may not approach market prices in a smooth and gradual way as the economy moves towards equilibrium with no binding foreign debt constraint.

1. Indledning

Afvejninger mellem beskæftigelse og betalingsbalance udgør et centralt tema i makroøkonomisk I velfærdsøkonomien er afvejninger mellem realindkomst (effektivitet) fordeling i focus. Berøringsfladerne mellem de to normative discipliner indenfor økonomi er forholdsvis svage. Realindkomst- og fordelingshensyn (som regel den funktionelle fordeling) inddrages således undertiden kun implicit i analyser af den økonomiske politik, ligesom beskæftigelses- og betalingsbalancehensyn kun af og til forsøges inddraget i fx velfærdsøkonomisk projektvurdering.

Intuitivt vil man forvente, at det må være samme problemstilling at vurdere en uspecifiseret lempelse som at vurdere et konkret »projekt«, der fx indebærer øgede offentlige udgifter. Men i praksis er der kun få tilløb til en sådan integration, se fx Gørtz (1984) og Det økonomiske Råd (1987). Dette hænger utvivlsomt snævert sammen traditionen for at studere velfærdsøkonomi indenfor rammerne af neoklassisk ligevægtsteori, mens makroøkonomisk politik traditionelt har været analyseret modeller uden eksplicit optimerende adfærd hos forbrugerne og dermed uden direkte mulighed for velfærdsøkonomiske fortolkninger.

---

Artiklen er en stærkt omarbejdet version af et undervisningsnotat til faget samfundsøkonomiske vurderinger. har haft stort udbytte af kommentarer fra Jørgen Birk Mortensen, Peter Birch Sørensen og Claus Vastrup at disse på nogen måde kan lastes for tilbageværende fejl og mangler.

I de senere år er der imidlertid på det teoretiske område opnået en vis tilnærmelse mellem de to grene af økonomien. Johansson (1982), Bell & Devarajan (1983), Birk Mortensen (1984), Dréze (1985) og oversigten hos Dréze & Stern (1987) har bidraget væsentligt at afklare sammenhængen mellem skyggepriser og makroøkonomisk uligevægt. er der fremkommet en række bidrag vedrørende virkningerne af finanspolitik andre former for økonomisk politik i intertemporale modeller med eksplicit adfærd, jf. fx Neary & Stiglitz (1983), Cuddington & Vinals (1984), og van Wijnbergen (1987).

Analysen af optimale skyggepriser for arbejdskraft, eksport og import er i litteraturen indenfor rammerne af en statisk, fastpris, uligvægtsmodel. Derved bliver det ikke muligt direkte at fortolke skyggepriserne som en afvejning mellem beskæftigelse betalingsbalancehensyn, som vi kender det fra makroøkonomisk politik.

I nærværende artikel behandles skyggepriser og politikafvejning i en intertemporal sammenhæng. Først påvises der en direkte sammenhæng mellem skyggeprisen på input output i et offentligt projekt og de velfærdsøkonomiske konsekvenser af en finanspolitisk Argumentationen bygger på en i mange henseender stærkt forenklet således at virkningerne af såvel offentlige »projekter« som økonomisk politik ikke nødvendigvis er særligt realistiske. Da beskæftigelses- og betalingsbalancevirkningerne vil være af central betydning ved projektvurdering i en økonomi som den danske med makroøkonomiske balanceproblemer, kan det imidlertid være nyttigt at studere de grundlæggende principper, selvom de udledte skyggepriser ikke tager relevante hensyn i betragtning.

Den model, der anvendes, er holdt så enkel som muligt af fremstillingsmæssige grunde. Det er imidlertid ikke svært at generalisere modellen. Modellen er en fastpris model og indeholder kun én vare - et aggregat - bestående af en række imperfekte substitutter. agenter står overfor givne priser og lønninger. Nogle virksomheder antages være udbudsbegrænsede, mens andre er efterspørgselsbegrænsede. Den indenlandske bliver under antagelse af profitmaksimerende adfærd en funktion af såvel realløn som samlet efterspørgsel. Modellen indeholder endvidere kun to perioder, betalingsbalancerestriktionen antages at indebære, at udlandsgælden skal være nul ved udgangen af periode 2. Der er ingen privat opsparing i modellen og intet privat kapitalapparat. Al profitindkomst tilfalder det offentlige. I en mere generel model med flere varer og individuel opsparing ville det for eksempel være muligt at studere det velfærdsøkonomiske off« mellem forvridningstab og fordelingsvirkninger af en skatteomlægning på den ene side og betalingsbalancevirkningerne heraf på den anden side.

Brugen af en betalingsbalancerestriktion i form af et bestemt krav til udlandsgældens på et eller andet på forhånd valgt tidspunkt er ikke uproblematisk. Det er klart, at der findes en begrænsning af en eller anden form, idet det jo ellers ville være samfundsmæssigt fordelagtigt at akkumulere en uendelig stor udlandsgæld. Problemet at tidshorisonten ikke er kendt. Det er derfor ikke et objektivt krav, at en gæld skal være afviklet eller nedbragt til et bestemt niveau inden en bestemt dato, og det gælder hvilken dato, der udpeges til »måldag«. Selvom den restriktion, der anvendes det følgende, måske ikke er defineret på den mest realistiske måde, kan analysen formentlig under alle omstændigheder give et indtryk af betydningen af en sådan restriktion dens nøjagtige form.

I den neoklassiske model for en lukket økonomi er det velkendt, at der er en nær sammenhæng mellem ressourcebegrænsningen og den offentlige sektors budgetrestriktion. situation, vi ønsker at analysere i denne artikel, er karakteriseret ved, at der er ledige ressourcer, dvs., at ressourcebegrænsningen ikke er bindende. Der er derfor ingen simpel sammenhæng mellem ressourcebegrænsning og budgetrestriktionen. er betalingsbalancerestriktionen og den offentlige budgetrestriktion naturligvis ikke uafhængige, hvilket diskuteres nærmere i afsnit 4.

Artiklen er disponeret således. I afsnit 2 formuleres den anvendte model. I afsnit 3
udledes velfærdseffekter og skyggepriser, i afsnit 4 gennemgås et par eksempler og i afsnit
diskuteres en række udvidelser og implikationer af tankegangen.

2. Modellen

Den model for økonomien, der beskrives i det følgende, bygger på en række stærkt forenklende antagelser. Først og fremmest er det en forenkling, at der kun indgår én vare, opfattes som et aggregat af imperfekte substitutterl. Den samlede reale efterspørgsel forbrug plus eksport (c+x), mens udbuddet udgøres af indenlandsk produktion import (y+m). For hver periode, t, gælder identiteten

O)

Der indgår ikke offentligt forbrug i modellen. Producenterne antages at profitmaksimere givne priser og lønninger og en strengt konkav produktionsfunktion med arbejdskraft som eneste input. En del af producenterne forudsættes desuden at være underlagt en efterspørgselsbegrænsning. For virksomheder, der ikke er efterspørgselsbegrænsede, produktion og beskæftigelse alene en funktion af reallønnen, w/p. For de efterspørgselsbegrænsede virksomheder afhænger produktion og beskæftigelse af

---

1. En lignende »konstruktion« anvendes undertiden i makromodeller for åbne økonomier med udgangspunkt Armington (1969).

den aggregerede efterspørgsel. Den aggregerede indenlandske produktion, y, kan derfor
en implicit fordeling på efterspørgsels- og udbudsbegrænsede virksomheder
skrives som

(2)

Efterspørgslen efter arbejdskraft er entydigt bestemt af produktionsomfanget, dvs.

(3)

Modellen indeholder H husholdninger med nyttefunktioner uh =uh (cf1, L{>) hvor
c|\ L^for t= 1,2 angiver forbrug og arbejdsindsats i henholdsvis periode 1 og 2. Alle
antages at være rationeret på arbejdsmarkedet, dvs.

Al profitindkomst forudsættes at tilfalde det offentlige, således at husholdningernes arbejdsfri indkomst (positiv eller negativ) er entydigt bestemt ved nettoskatten. Forbrugeren hver periodes lønindkomst fratrukket nettoskatten Tf¹ til forbrug, dvs. det reale forbrug er lig med realindkomsten netto for skat

(4)

hvor w er lønsatsen og p er prisniveauet. T, der er opgjort realt, kan naturligvis være
positiv eller negativ, således at der å priori ikke er restriktioner på mulighederne for efterspørgselsstyring
omfordeling gennem skattepolitikken.

Den aggregerede beskæftigelse er naturligvis det aggregerede forbrug er2:

(5)

Denne beskrivelse af forbrugerne er naturligvis ikke helt tilfredsstillende i lyset af, at varen opfattes som et aggregat af imperfekte substitutter. Dette problem kunne undgås i stedet at anvende en to-sektor model med en handlet vare og en ikke handlet vare, jf. Neary (1980). Med faste priser ville dette give resultater af samme type som opnås den her anvendte model. Forudsætningen om, at alle er rationerede på arbejdsmarkedet erstattes med en forudsætning om, at kun en del af forbrugerne er rationerede, at resultaterne ville blive kvalitativt anderledes.

---

2. w uden toptegnet h angiver gennemsnitslønnen, mens L, c og T uden toptegnet h, angiver aggregerede størrelser alle H husstande.

Eksporten antages at afhænge af prisen i udenlandsk valuta. Betegnes den effektive
valutakurs, e, antages

(6)

hvor e angiver enheder udenlandsk valuta pr. kr. Importen bliver residualt bestemt fra (1). Med antagelsen om imperfekte substitutter, herunder imperfekt substitution mellem og indenlandsk produktion, strider dette ikke mod forudsætningen om, at nogle indenlandske producenter er efterspørgselsbegrænsede. Det forudsættes endelig, det aggregerede prisniveau afhænger af lønniveau og valutakurs

(7)

hvilket indebærer, at priserne kan opfattes som et vejet gennemsnit af indenlandske
omkostninger og importpriserne i indenlandsk valuta, idet importvarens pris i udenlandsk
forudsættes konstant og lig med 1.

Ligningerne (1), (2), (3), (5), (6) og (7) beskriver den aggregerede model.

Virkningerne af en finanspolitisk ændring ved faste priser kan nu let udledes. y'_c angiver afledede af den indenlandske produktion med hensyn til en ændring i den indenlandske efterspørgsel, jf. (2). De øvrige afledede benævnes tilsvarende. Defineres »multiplikatoren«

(8)

fås følgende effekter af en lille ændring i T (idet periodeangivelsen undertrykkes):

(9)

Bemærk at k > 1 for alle plausible parameterværdier. I specialtilfældet y'_c = 0 får vi det klassiske arbejdsløshedsregime, hvor finanspolitikken ingen effekt har på y, men alene på forbrug og import, og hvor indenlandsk produktion og beskæftigelse derfor alene bestemmes af reallønnen. Størrelsen af yé er altså et mål for »hvor keynesiansk«, tilstanden økonomien er.

Virkningerne af en ændring i lønsats eller valutakurs kan udledes på tilsvarende måde,
vises ikke, da vi ikke får brug for disse i det følgende.

3. Velf ærdsændringer og økonomisk politik

Det forudsættes, at myndighedernes præferencer kan beskrives ved en samfundsvelfærdsfunktion
Bergson-Samuelson typen, dvs.

(10)

Det forudsættes, at W opfylder paretokriteriet (positive afledede af W med hensyn til alle uh), og i fortolkninger vil vi desuden gå ud fra, at myndighederne har præferencer lighed, dvs. er villige til at give afkald på realindkomst i et vist omfang for at opnå mere lige fordeling.

I det følgende vil der blive gjort flittigt brug af den samfundsmæssige marginalnytte
af indkomst til husholdning h,

OD

idet -3Th angiver en marginal (eksogen) indkomstforøgelse for person h.

Den isolerede indviduelle værdi af en marginal beskæftigelsesændring kan være positiv negativ. Målt i indkomstenheder er den marginale værdi af fritid, n^h, dvs. det marginale substitionsforhold mellem fritid og indkomst - også kaldet reservationslønnen:

(12)

Betalingsbalancerestriktionen antages som nævnt at indebære, at udlandsgælden skal være nul (eller et andet på forhånd givet tal) ved udgangen af periode 2. Lad d2d₂ = l/(l +r) være diskonteringsfaktoren for periode 2. Da handelsbalancen regnet i indenlandske valuta, B_t, er givet ved

(13)

idet importprisen er l/e, kan restriktionen skrives som et krav om, at nutidsværdien af
handelsbalancesaldiene, G, skal være nul, dvs.

(14)

Forudsat der er ledige ressourcer i økonomien i begge perioder, skal den optimale økonomiske politik naturligvis maksimere (10) med (14) som bibetingelse. Lad s være instrument i den økonomiske politik og v skyggeprisen (lagrangemultiplikatoren) svarende (14). Den optimale politik er da karakteriseret ved

Skyggeprisen v udtrykker altså velfærdsgevinsten pr. krone forbedring af nutidsværdien
handelsbalancen.

I det følgende forudsættes der at være en entydig løsning således at skyggeprisen kan
findes som

(15)

for et vilkårligt instrument i den økonomiske politik. Tilstanden i økonomien vil naturligvis af hvilke instrumenter, der er til rådighed. Hvis der er for få instrumenter rådighed i forhold til antallet af mål, kan det være direkte umuligt at opnå fuld beskæftigelse, eller øget beskæftigelse kan være uønsket, fordi de mulige instrumenter samtidig har uønskede fordelingsmæssige virkninger.

Figur 1 illustrerer en situation, hvor økonomien befinder sig i punktet A på betalingsbalancerestriktionen ₌0, hvor der er ledige ressourcer i økonomien, da A befinder indenfor transformationskurven svarende til fuld beskæftigelse. Finanspolitik indebærer en bevægelse på G=oG₌0 linien, mens løn- og valutakurspolitik forskyder G=oG₌0 linien. Hvis G=o linien tangerer transformationskurven kan den optimale tilstand B realiseres alene ved hjælp af finanspolitik.

Skyggeprisen v kan altså findes, blot ét instrument er til fri rådighed i den økonomiske
I det følgende forudsættes der altid at være et finanspolitisk instrument, T,
til fri rådighed, dvs. skyggeprisen kan findes ved

(16)

De faktorer, der har betydning for v, kan derfor - uanset hvilke instrumenter der i øvrigt er til disposition - altid findes udfra (16), men den konkrete værdi af v vil naturligvis af tilstanden i økonomien og dermed også af hvilke andre instrumenter, der er til rådighed. Det forudsættes herved implicit, at alle instrumenter vælges optimalt det variationsområde, der er muligt for hvert instrument, jf. også Dréze og Stern (1987).

Den optimale finanspolitik er givet ved (16). Lad os betragte et eksempel, hvor der
gennemføres en finanspolitisk ekspansion i periode 1, di^ <0. Den partielle velfærdseffekt
findes ved at differentiere W(u!, ..., uh, ..., uH) mht. til Tj, dvs.

(17)

Det første led, -2j^iPi—- > udtrykker velfærdsgevinsten ved forbrugsfremgangen
i periode 1, mens det andet led, -^i., udtrykker velfærdstabet ved den redT,

ducerede fritid i periode 1. Nettoeffekten er positiv som følge af rationeringen på arbejdsmarkedet,
forbrugs- og beskæftigelseseffekten er meget forskelligt
fordelt på personer.

Omkostningerne ved denne ekspansion i form af betalingsbalancepåvirkning er

(18)

idet ij|l = -k, (1-yé), jf. (8)
dTj

Indsættes (17) og (18) i (16) fås skyggeprisen på handelsbalanceændringer i periode 1

(19)

v er altså større, dvs. tabet (gevinsten) ved en handelsbalanceforringelse (forbedring) i
periode 1 er større jo større den partielle velfærdseffekt ved en finanspolitisk ændring
er, og jo mindre k(l- er, dvs. jo større yé (jo mere keynesiansk økonomien er).

Dette kan også udtrykkes på en lidt anden måde. Modstykket til en finanspolitisk
ekspansion i periode leren kontraktion i periode 23. Denne kontraktion, dT2, skal
ifølge (14) være så stor, at

dvs.

(20)

Den partielle velfærdseffekt af denne kontraktion er naturligvis

(21)

Indsættes (20) og (21) i (19) kan skyggeprisen ækvivalent med (19) udtrykkes i periode
2 velfærdstermer,

(22)

der altså udtrykker velfærdstabet i periode 2 pr. krone betalingsbalanceforringelse i periode

---

3. Denne binding bevirker, at der enten skal ske »regimeskift« mellem periode 1 og 2 eller opfindes nye finanspolitiske for periode 2 for at få mere markante muligheder for velfærdsforbedringer ved at ændre finanspolitikken i periode 1.

Det fremgår af (22), at v er større, jo mere degressivt finanspolitikken i periode 2 virker, dvs. i jo højere grad forbrugsnedgangen bæres af personer med høj samfundsmæssig grænsenytte af indkomst (positiv korrelation mellem @^h og dc^h/dT). Det samme gælder finanspolitikkens effekt på fritidens fordeling. I jo højere grad en stramning giver øget fritid for personer med lav reservationsløn og lav samfundsmæssig grænsenytte indkomst, jo højere er v (forudsat positiv reservationsløn)⁴.

Dette giver en god mening. En høj værdi af v betyder, at der stilles store krav til »projekters« og beskæftigelsesvirkninger relativt til betalingsbalancevirkningen i periode 1. Det er derfor kun projekter, der kan forrente udlandsgælden og opveje det velfærdstab, der følger af en eventuel skæv fordeling af forbrugs- og beskæftigelsesnedgangen periode 2, der er fordelagtige. Har finanspolitikken en sådan degressiv tendens, indebærer det altså en stor tilbageholdenhed med projekter, der giver forbrugs og beskæftigelsesfremgang, men betalingsbalanceforringelse, mens projekter, der forbedrer betalingsbalancen kan være fordelagtige, selvom forbrugs- og beskæftigelseseffekten er negativ.

Modellen indeholder priserne (p, w, e) og de tilsvarende skyggepriser (vc, vL, v).
Skyggeprisen for person j's arbejdskraft er

(23)

der angiver den partielle velfærdseffekt af beskæftigelse for person j, idet de afledede
virkninger på forbrug og beskæftigelse ikke er indregnet i vvJL. Ofte vil der være behov
for at anvende en gennemsnitlig skyggepris

(24)

Det er klart at vL ikke er uafhængig af en aggregeret beskæftigelsesfremgangs fordeling
individer. Noget tilsvarende gælder for den gennemsnitlige skyggepris for
forbrug

(25)

Med brug af (24) og (25) kan (19) omskrives til

(26)

---

4. Er reservationslønnen derimod negativ gælder, at v er højere i jo højere grad stramningen skaber arbejdsløse personer med høj samfundsmæssig grænsenytte af indkomst og numerisk stor (negativ) reservationsløn.

hvor (vcl, vLI,vL1, V!) og (vc2, vL2, V2)er skyggepriser i henholdsvis periode log2. Bemærk
at V!=(l + r)v2.

Det kan måske støtte fortolkningen af (26) at undersøge parameterfølsomheden. Bemærk at såvel markedspriser som skyggepriser kan normaliseres. Vælges forbrug som numeraire, dvs. p=vc=l kan tabel 1 opstilles (bemærk at v_LL_y <1 for alle tilfælde, forbrugs- og beskæftigelsesfremgangen er ens fordelt på personer, idet wi > /J for alle personer under rationering indebærer, at w Ly₌p = 1). verfxet mål for værdien en ekstra enhed eksport. Denne værdi er i følge tabel 1 højere jo større y'_c (jo »mere keynesiansk« økonomien er) og jo lavere v_L hvilket man også intuitivt ville forvente, forbrugs- og beskæftigelseseffekten, som bliver muliggjort af betalingsbalanceforbedringen, større jo højere yé, og da nettoværdien af forbrug og mindsket fritid er større jo mindre v_L er. Det fremgår desuden af tabellen, at v=v_c=p =l for v_LL_{y =v c} =l, hvilket netop gælder, hvis w= /iogp = wL'. Når skyggeprisen på arbejdskraft til markedsprisen og den marginale profit ved indenlandsk produktion nul, er skyggeprisen på import og eksport netop lig med markedsprisen. Denne situation opnås hvis G=o linien i figur 1 netop tangerer transformationskurven.

4. To eksempler

De udledte skyggepriser kan belyses nærmere igennem nogle eksempler.

Eksempel 1: Et beskæftigelsesprojekt

Antag at person j bliver beskæftiget ved et beskæftigelsesprojekt, der ikke giver nogeneffekt produktionen. Omkostningerne herved (som de eventuelle benefits må sammenlignes med) omfatter skyggeprisen på j's tid og betalingsbalancepåvirkningen fratrukket værdien af forbrugsfremgangen. Vi udnytter at dcj/dL] = ww^j _p dvs. fi\ (wjn\)er isolerede velfærdseffekt af j's forbrugs- og beskæftigelsesfremgang. Multiplikatoreffektenaf

plikatoreffektenafj's forbrugs fremgang, som er v/\/p_v bliver (k-1) på forbruget og kLyy^ på beskæftigelsen. Den nødvendige forbrugsindskrænkning for at sikre overholdelseaf bliver kwj/pj. Med de relevante skyggepriserfås

(27)

Det er ved sammentrækningen af (27) forudsat, at de fordelingsmæssige virkninger af multiplikatoreffekterne og af finanspolitikken er ens. I modsat fald ville de gennemsnitlige på forbrug og arbejdskraft ikke være ens i andet og tredie led i bruttoudtrykket for dW/dLj.

Fortolkningen af (27) er ligetil. For v_cl = kan udtrykket reduceres til dW/dL} =-o\n\, dvs. den marginale samfundsmæssige værdi af j's fritid. Denne skal imidlertid generelt korrigeres for den forbrugsomfordeling, som projektet giver anledning Hvis j3]p>v_cl, har omfordelingen en positiv effekt på velfærden (den samfundsmæssige af indkomst til j er større end gennemsnittet), dvs. skyggeprisen j's arbejdskraft i så fald alt andet lige bliver mindre.

Det kan måske umiddelbart virke overraskende, at afledede forbrugs- og beskæftigelsesvirkninger går lige op med betalingsbalancevirkningen. Det er et resultat af forudsætningen om optimal finanspolitik, der indebærer, at den samfundsmæssige værdi af en marginal forbrugs- og beskæftigelsesudvidelse skal være lig med den samfundsmæssige herved i form af forbrugs- og beskæftigelsesnedgang af hensyn til betalingsbalancerestriktionen, da økonomien herved bringes væk fra det optimale

Eksempel 2: Et eksportprojekt

I Det økonomiske Råd (1987) er et produktudviklings/eksportprojekt analyseret. Problemstillingen er, hvor stor en eksporteffekt, der skal kræves som resultat af offentlige til produktudvikling, eksportmarkedsføring 0.1. Indenfor rammerne af den model, vi arbejder med i denne artikel, består projektet af en finanspolitisk ekspansion (dTj <0) i periode 1 (tilskuddet til produktudvikling mv.), og spørgsmålet er, hvor stor den afledede effekt på eksporten i periode 2, dx₂, skal være, for at dette er rentabelt for samfundet.

Lad os først betragte en situation med optimal finanspolitik i udgangssituationen.
I så fald har en marginal ændring i T ingen velfærdseffekt og da den isolerede velfærdseffektpå

effektpåeksportændringen altid er positiv, er tilskud altså fordelagtige blot dx2>o.

Lad os dernæst se på det optimale tilskudsomfang. Ved det optimale tilskud, som med sikkerhed er positivt, hvis dx₂ >0 for den første tilskudskrone, vil skyggepriserne (v_c, v_L, v) afvige fra skyggepriserne i situationen uden tilskudsprogram (v_c, v_L, v), idet programmet forøger forbrug og beskæftigelse under overholdelse af betalingsbalancerestriktionen. er v/v_c<v/v_c. Hvis forskellen mellem reservationsløn og markedsløn i takt med stigende beskæftigelse, vil det desuden gælde, at v_L/v_{c >} v_L/v_c. Dette er ensbetydende med, at en marginal finanspolitisk lempelse isoleret velfærden, og i optimum er det marginale tilskuds effekt på x2x₂ netop stor nok til at opveje dette tab. Der gælder følgende:

(28)

hvor dC, dY og dG er ændringerne i nutidsværdien af henholdsvis forbrug, produktion
handelsbalance.

I analysen i Det økonomiske Råd (1987) forudsættes det, at det er en tilstrækkelig betingelse, udlandsgælden skal være uændret. Det svarer til at kræve, at det sidste led i (28), Vjdb, skal være ikke-negativt. Da de to første led - forudsat projektet ikke omfordeler og beskæftigelse mellem personer - altid vil være positive, er uændret udlandsgæld altså en tilstrækkelig betingelse for kravet til størrelse af dx₂. Den nødvendige er imidlertid klart mildere, hvis der er nævneværdig forskel mellem reservationsløn og markedsløn, hvilket fx kan være tilfældet, hvis det ikke er muligt gennem løn- og valutakursfastsættelse at sikre fuld beskæftigelse samtidig med overholdelse betalingsbalancerestriktionen. I så fald er det optimale tilskudsomfang karakteriseret at det marginale tilskud forøger udlandsgælden, idet dette tab opvejes

af værdien af forbrugs- og beskæftigelseseffekten. Intuitivt er forklaringen på dette resultat, »tilskudsprojektet«, blot dx₂ >0, har en gunstigere trade off mellem forbrug, og betalingsbalance end almindelig finanspolitik. Selvom den marginale effekt på udlandsgælden ved tilskudsprojektet er negativ, gælder dette i endnu højere grad for finanspolitiske lempelser uden eksporteffekt.

Uden en nærmere bestemmelse af skyggepriserne (v_c, v_L> v) kan der ikke siges noget om, hvor lille dx₂ kan være for den marginale tilskudskrone i en ikke-optimal situation, det er dog klart, at der altid kræves en positiv eksporteffekt af den marginale tilskudskrone.

Dette kan illustreres med et tænkt eksempel. Antag at (vc, vLL'y, v) = (l, 9/10, 7/5),
som ikke opfylder (26), dvs. vi betragter et inoptimalt punkt. Udnyttes, at (28) skal være
i optimum, samt at dC = d_Y-dG> fås

Antages dM = 1/3 dY (dM er nutidsværdien af importen) fås derfor i optimum i dette
regneeksempel

dvs. på marginalen skal nutidsværdien af eksporteffekten, dX, udgøre mindst 1/12 af
outputeffekten, hvilket indebærer at udlandsgælden marginalt forøges med 1/4 af
stigningen i nutidsværdien af outputeffekten.

Anvendes forudsætningerne i regneeksemplet i Det økonomiske Råd (1987), kan det beregnes, at ovenstående nødvendige betingelse vil indebære en mereksport af størrelsesordenen mill. kr. pr. år pr. mia. kr. tilskud. Den tilstrækkelige betingelse, der blev anvendt i rapporten, indebærer, at der kræves 100 mill. kr. årlig mereksport. Med de ovenfor valgte tal for skyggepriserne, er forskellen mellem den nødvendige og den anvendte betingelse altså behersket, men det er klart, at mereksportkravet i (28) er lavere jo lavere skyggeprisen på arbejdskraft er.

5. Afsluttende bemærkninger

I praksis er den største vanskelighed ved velfærdsøkonomiske vurderinger i en økonomi arbejdsløshed og en betalingsbalancerestriktion, at bestemme skyggeprisen på arbejdskraft, idet reservationslønnen ikke kan observeres. Det er reservationslønnen hensyntagen til arbejdsløshedsunderstøttelse o.L, der er relevant, dvs. et eventuelt af reservationslønnen for en understøttelsesberettiget skal reduceres med understøttelsens effekt på reservationslønnen.

At det er skyggeprisen på arbejdskraft, der er det centrale ses også af, at ethvert marginalt uden tab af velfærd i den her anvendte model, kan udformes, så den offentlige saldo er upåvirket i hver periode, hvorved projektet ikke påvirker betalingsbalancen. dette tilfælde er det altså nok at betragte beskæftigelses- og forbrugseffekterne.

Denne sammenhæng mellem offentlig budgetbalance og betalingsbalanceeffekt, må ikke forveksles med et krav om total budgetbalance i hver periode. I modellen vil den optimale finanspolitik generelt ikke være karakteriseret ved budgetbalance i hver periode. Dette hænger ikke på fraværet af privat opsparing i modellen. Selv om dette introduceres i modellen, ville den optimale finanspolitik ikke generelt indebære budgetbalance hver periode, idet finanspolitikken måtte sikre den intertemporale fordeling forbrug og beskæftigelse, jf. at ligevægten i fx generationsmodeller ikke generelt er paretoefficiente. Med arbejdsløshed kan den enkelte desuden ikke frit vælge sin ønskede allokering, og der er derfor i dette tilfælde yderligere grund til at forvente, at den private sektor ikke af sig selv vil ramme den samfundsmæssigt optimale

Et sidste punkt af en vis interesse er, hvordan skyggepriserne påvirkes, hvis markedspriserne Generelt ville vi forvente at differencen mellem skyggepris og markedspris hvis økonomien bringes nærmere til en fuld-beskæftigelsesligevægt, det afhænger helt af hvordan incidensen af ledighed er. Hvis den rækkefølge, hvilken de ledige får job ved stigende beskæftigelse, indebærer at personer med lav skyggepris først får job, vil den intuitive forventning være rigtig, dvs. skyggeprisen gradvist vil nærme sig til markedsprisen. Men det er der jo ingen sikkerhed for, idet efterspørgselens snarere afspejler forholdet mellem løn og produktivitet end forholdet mellem løn og reservationsløn. Det kan derfor udmærket forekomme, at skyggepriserne er meget lidt følsomme overfor ændringer i de samlede balanceproblemer økonomien er meget nær fuld ligevægt.

Litteratur

Armington, P. 1969. A theory of demand for products distinguished by place of production. Staff Papers, vol. 16, pp. 159-178.

Bell, C. and S. Devarajan. 1983. Shadow prices project evaluation under alternative macroeconomic specifications. Quarterly journal of Economics, vol. 97, pp. 454-477.

Cuddington, J. and J. Vinals. 1984. Budget deficits the current account in classical unemployment. Economic journal vol. 96, pp. 101-119.

Det økonomiske Råds formandskab. 1987.
Dansk økonomi, maj 1987. Kbhv.

Dréze, J. and N. Stern. 1987. The theory of cost-benefit analysis, in A. J. Auerbach and M. Feldstein (eds.), Handbook of public economics, vol. 2, pp. 909-989.

Dréze, J.H. 1985. Second-best analysis with markets in disequilibrium: Public sector pricing in a Keynesian regime. European Economic Review, vol. 29, pp. 263-301.

Gørtz, E. 1984. Import- og beskæftigelsesvirkninger samfundsmæssige rentabilitetsvurderinger specielt i energisektoren. Essays, Akademisk Forlag, 115-123.

Johansson, P.O. 1982. Cost-benefit rules in general
Journal of Public
Economics, vol. 18, pp. 121-137.

Mortensen, J. Birk. 1984. Projektvurdering i en lille åben økonomi med arbejdsløshed. Økonomiske Essays, Akademisk Forlag, „— lin t>o

Neary, J.P. 1980. Non-traded goods and the balance of trade in a neo-Keynesian temporary Quarterly journal of Economics, vol. 95, pp. 403-29.

Neary, J.P. and J.E. Stiglitz. 1983. Towards a reconstruction of Keynesian economics, expectations and constrained equilibria. Quarterly journal of Economics, vol. 98 (suppl.), pp. 199-228.

van Wignbergen, S. 1987. Government deficits, investment and the current account: intertemporal disequilibrium analysis. Economic journal, vol. 97, pp. 596-615.