Peter Birch Sørensens replik præciserer,
at det »nye syn« på gældsspørgsmålet er

baseret på en formodet asymmetri i den
private sektors opsparingsbeslutninger.

Disse antages at være fuldt rationelle og fremsynede undtagen i relation til at gennemskue af offentlig gæld for de fremtidige forbrugsmuligheder. Deraf at der ganske vist ikke er ricardiansk mellem offentlig og privat men samtidig er kun den offentlige et samfundsmæssigt problem, da det jo er det eneste, den private sektor ikke kan gennemskue.

Mig bekendt findes der ikke noget stærkt analytisk eller empirisk belæg for en sådan asymmetri i opsparingsbeslutningerne. Peter Sørensen ser en årsag i det forhold, offentlig låntagning implicerer en risiko, da det sjældent præciseres hvornår og af hvem den øgede offentlige gæld skal tilbagebetales. En sådan risiko er unægtelig kendsgerning, men i tilfælde af et perfekt forsikringsmarked vil den enkelte kunne forsikre sig mod denne skatterisiko til aktuariske priser, og denne risiko vil derfor bryde den ricardianske kvivalens. fravær af perfekte forsikringsmarkeder dette ikke være muligt, men hermed har man modsagt antagelsen om, at de privatøkonomiske beslutninger i øvrigt fuldt »rationelle« og fremsynede. Dette afspejler, at væsentlige årsager til fravær ricardiansk ækvivalens netop er brister i markedsøkonomiens funktionsmåde også diskussionen i Barro (1988).

Lad mig afslutningsvis gentage, at der er langt fra en kvalitativ konstatering af de samfundsmæssige problemer i såvel den offentlige som den private gæld til en kvantitativ af det optimale niveau. Ligevægt på betalingsbalancen eller det offentlige budget er derfor ikke nødvendigvis ønskværdigt. I den sammenhæng bør man dog erindre, at betalingsbalance-målsætningen i traditionelle nellemakroøkonomiske diskussioner er et mellem-mål, som selvfølgelig skal bruges med en vis varsomhed.

Litteratur

Barro, R. J. 1988. The Ricardian Approach to
Budget Deficit, NBER Working Paper No.
2685.