Resumé

SUMMARY: The abstract comments on the financial sector in ADAM and the working of a capacity block for the competing sector of the Danish economy. Traditionally ADAM - in spite of a large number of equations - has been a simple income-expenditure demand model of the real flow variables. That satisfies the needs for forecasting only the immediate future. It is argued, that the common characteristics of the model improvements are a wish to improve the medium term proporties, while focusing on the interaction between financial and real stocks and flows. Finally the Danish models are compared with the charactaristics of other country models of the OECD-area.

1. Budgetdepartementets modelanvendelse

Udviklingen af ADAM finder sted i et samarbejde mellem Danmarks Statistik, som
bygger modellen, og de økonomiske ministerier, som bruger den. Det er på mange
måder en frugtbar opdeling.

hn modelbygning der opfylder alle faglige krav til empiriske undersøgelser og research den økonomiske teori er stærkt tidskrævende, og finder bedst sted uden for centraladministrationen, hvor kravet til leveringshastighed og -omfang er prohibitivt. Det er derfor Danmarks Statistik, der har opgaven at foretage de tidskrævende økonometriske på et solidt empirisk grundlag.

Omvendt er det i den konkrete anvendelse af modellen, at erfaringerne med den indhøstes. Der er næppe noget mere fremmende for ønsket om at forbedre en model end konfrontationen med egne fejlslagne modelbaserede forudsigelser og stadige krav fra den politiske beslutningsproces om i et hurtigt tempo at besvare spørgsmål, som modellen egentlig ikke er velegnet til. Budgetdepartementet foretager derfor i mange tilfælde modeludbygninger til eget brug. I nogle tilfælde har disse udbygninger en foreløbig Håbet er, at sådanne udbygninger med tiden underkastes grundigere i Danmarks Statistik med henblik på at finde mere permanente former.

I tilfælde, hvor modellen skønnes at have mangler eller hvor det tilgængelige talmaterialetilbyder muligheder for empiriske undersøgelser, står brugeren overfor et valg. Den ene mulighed er at anvende relativt simple modeller baseret på traditionel økonometri og supplere beregningerne med verbale forbehold eller ad hoc beregninger. Den anden mulighed er så konsekvent som muligt at bygge beregningsforudsætningerneind

forudsætningerneindi modellen, i nogle tilfælde baseret overvejende på teoretiske overvejelser og a priori fornemmelser om kvantitative sammenhænge. En sådan løsningtenderer mod at skabe en stor model, som teknisk er vanskelig at håndtere, og hvis resultater er komplicerede at fortolke. Rent teknisk fremstår den første mulighedderfor attraktiv. Men virkeligheden bliver ikke mindre kompliceret af, at modellen er simpel. Den simple model stiller tværtimod store krav til modelbrugerensviden økonomisk teori og »rygmarvsviden« om tallene. Beregningsresultater fra simple modeller er sårbare overfor letkøbt kritik, da der ikke kvantitativt er taget stilling til potentielle svagheder.

Budgetdepartementets ambitionsniveau er at skabe en fuldt specificeret strukturel model i overensstemmelse med udviklingen af keynesiansk makroteori. En model som er på niveau med de bedste udenlandske modeller, og som giver så god en historisk som muligt. En stor strukturel model giver flere fordele:

- Identiteterne overholdes.

- Beregningsforudsætninger skal specificeres meget præcist.

- Teoretiske fejlslutninger om ikke inddragede forhold holdes nede.

- Kritikere modtager meget information.

Det sidste punkt er vigtigt. De modelbaserede fremskrivninger fra centraladministrationen ofte en omfattende fagkyndig kritik, fordi antallet af modelbrugende generelt er stigende. Det kan bidrage til, at både modellerne og brugerne bliver bedre. Det er derfor afgørende, at modelanvendelsen finder sted i en så åben form som muligt. Budgetdepartementet søger at bidrage til denne åbenhed ved systematisk løbende at

- sammenligne med tidligere fremskrivninger

- analysere årsagerne til afvigelser

- offentliggøre modelgrundlaget i kommenteret form

- offentliggøre justeringer af modelgrundlaget.

2. Udbygningen af ADAM

I den økonomiske politik lægges der i dag mindre vægt på den kortsigtede stabiliseringspolitik mere vægt på en sammenhængende mellemfristet strategi med betydelig på strukturtilpasning. Denne udvikling har gjort behovet for en tilpasning af ADAM-modellen stadig mere påtrængende.

ADAM har igennem mange år været en meget traditionel efterspørgselsmodel i den keynesianske tradition fra 1950'erne og 1960'erne. Den fundamentale struktur har været45° raffineret med dynamiske specifikationer, markupi og elasticiteter i udenrigshandelen. Dens dynamiske egenskaber

har hovedsageligt været knyttet til investeringernes acceleratorprincip og en lavere marginal end gennemsnitlig forbrugskvote. Hvis de reale strømstørrelser i denne modeludsættes stød, da tilpasses disse strømme efter nogle mindre cykler på et permanentandet Til de fleste formål med en meget kort tidshorisont har den traditionelleADAM-model tilstrækkelig, men virkningerne i de mellemfristede forløb har måttet fortolkes med mange forbehold.

Tobin (1979) har forklaret, hvorledes svaghederne i den traditionelle keynesianske modelstruktur må opfattes som et generelt stock-flow problem, og i forlængelse heraf som et spørgsmål om analysens tidshorisont. Tobin anfører, at Keynes' manglende overvejelser om det mellem- og langfristede samspil mellem strømme og beholdninger at Keynes udtrykkeligt beskæftigede sig med så kort en tidshorisont, at dette samspil var uden interesse. På kort sigt er beholdningerne så store, at en variation strømmene kun helt marginalt påvirker de tilknyttede beholdninger. Hvis en given imidlertid gentages i flere perioder - det kunne være en fastholdt ændring af en skattesats - da kumuleres strømændringerne (f.eks. statsunderskuddet) i beholdningerne (f.eks. statsgælden), der således ændrer sig stadigt mere. Derfor bliver tilbagespillet fra beholdningerne interessant med en længere tidshorisont

Manglerne i den traditionelle ADAM består således i at der ikke har været foretaget modellering af de reale og finansielle beholdninger og disses betydning for de reale strømstørrelser. Der er ikke sket en akkumulering af opsparing i formuen, hvilket betydning for Ibrbrugstilbøjeligheden og renten. Der er heller ikke sket en akkumulering investeringerne i et kapitalapparat og en modellering af betydningen af kapitalapparatets størrelse. Både Danmarks Statistiks og Budgetdepartementets modelforbedringer de senere år kan i de fleste tilfælde opfattes som forsøg på at løse stock-flow samspillet.

Danmarks Statistiks udvidelser er:

- Forbrugsfunktionen, som nu inddrager boligformuen og den finansielle formue.

- Boligfunktionen, som er en ligevægtsmodel for boligbeholdningen og prisen på
denne.

- Den finansielle sektor, som danner renten udfra størrelsen af de finansielle beholdninger.

I alle tre tilfælde er der tale om en explicit beholdningsmodellering. Det samme gør
sig gældende i Budgetdepartementets udvidelser:

- Investeringsfunktion, bl.a. med afkastet af finansielle og reale beholdninger.

- Årgangsmodel for kapitalapparatet.

- Kapacitetseffekter, hvor produktionsmulighederne afhænger af kapitalapparatets
størrelse.

- Phillipskurve, hvor lønnen bl.a. afhænger af beholdningen af arbejdsløse og ar

bejdsstyrken. Phillipskurven er en transmission til årsdata af en relation som Finn
Lauritzen på kvartalsdata har estimeret i Nationalbanken, jf. dennes indlæg.

Herudover har Budgetdepartementet i mange år anvendt en mere detaljeret opdeling af den offentlige sektor, hvilket dog ikke har ændret ved modellens egenskaber. ADAM omfatter i oplægget fra Danmarks Statistik 927 ligninger (endogene variable). I Budgetdepartementets er antallet af ligninger ca. 1.225 hvortil kommer ca. 600 rekursive hjælpeligninger. Den største af Budgetdepartementets udvidelser er årgangsmodellen, som fylder ca. 150 komprimerede ligninger.

Forbrugsfunktionen, boligmodellen, og Phillipskurven vil ikke blive kommenteret her. Der henvises til bidragene i dette tidsskrift fra Heinesen og Lauritzen. Anvendelsen af den finansielle sektor er i høj grad overladt til brugeren, som følge af nødvendigheden af en pengepolitisk reaktionsfunktion, ligesom kapacitetsblokken er udviklet alene i Budgetdepartementet.

Kommentarerne nedenfor vil derfor blive koncentreret om den finansielle sektor og kapacitetsblokken.

3. Den finansielle sektor

Ved anvendelsen af den finansielle sektor er det brugerens opgave at tage stilling til valget
pengepolitisk reaktionsfunktion. Dette valg har stor betydning for modelsimulationer
den finansielle sektor.

Det teoretiske oplæg bag den finansielle sektor er Brainard-Tobin traditionen, jf. bl.a. Brainard og Tobin (1968). Idéen består i at opstille et afstemt balancesystem for økonomiens med aktive&og^assrrnvMed udgangspunkt i identiteterne i balancesystemet det så modelleres, hvorledes porteføljesammensætningen afhænger af de relative (renter) og de ændringer i beholdningerne, der stammer fra de reale strømstørrelser. vigtig del af det oprindelige oplæg var sammenhængen mellem de finansielle og reale beholdninger, dvs. kapitalapparatet. Denne sammenhæng er ikke medtaget i den finansielle sektor i Danmarks Statistiks oplæg, jf. næste afsnit om kapacitetsblokken.

Den finansielle sektor er således en fuldt specificeret strukturel modelblok, hvilket er avanceret forhold til det generelle niveau internationalt, hvor rentebestemmelsen i mange dannes i en enkeit ligning, nemlig en inverteret pengeefterspørgselsfunktion. Der kan formentlig i nogle tilfælde opnås hæderligere resultater med en sådan funktion, selv om forudsætningerne er stærkt restriktive, jf. diskussionen hos Blomgren-Hansen (1984). Den strukturelle specifikation betyder imidlertid væsentligst, at det er muligt præcist forklare, hvilke faktorer der har betydning for rentedannelsen og muligt at forklare størrelsen af de effekter, som fremkommer i modellen.

Budgetdepartementet har som pengepolitisk reaktionsfunktion valgt en fastholdelse af
den internationale likviditet. Det forudsættes, at statens låntagning opfanger halvdelen af

marginale variationer i likviditeten, og at den anden halvdel opfanges ved tilpasninger af renteniveauet gennem justeringer af Nationalbankens obligationskøb. Denne type af funktion medfører renteudsving, hvis størrelse ligger omtrent i midten af, hvad virkningernebliver en række af alternative pengepolitiske reaktionsfunktioner spændende fra ren penge finansiering til fuld obligationsfinansiering af statens underskud. De senere års finansiering har andraget tæt ved fuld obligationsfinansiering. Den valgte reaktionsfunktionsvarer ca. 2/3 obligationsfinansiering af statens underskud, hvilket dermed betydermindre i renten, end det der ville fremkomme med erfaringerne fra de senere år.

Tobin (1979) har i forbindelse med crowding-out diskussionen påpeget, at det umiddelbare er at analysere virkningerne af finanspolitik i et regime, hvor det explicit antages, pengepolitikken modarbejder finanspolitikken, jf. at renten sædvanligvis beregnes stige, når finanspolitikken slækkes. Det afgørende er, om der er vægtige grunde til at antage en grad af ikke-akkomoderende pengepolitik, dvs. en pengepolitik der ikke støtter finanspolitikkens aktivitetsvirkninger.

I en lang række OECD-lande antages hyppigt ikke-akkomoderende pengepolitik med henvisning til myndighedernes pengemængdemålsætning. Baggrunden for disse målsætninger en udbredt opfattelse af en tæt sammenhæng mellem pengemængde og inflation. opfattelse har aldrig vundet særligt frem i Danmark, hvor prisudviklingen hovedsageligt opfattes og analyseres som en identitet, nemlig resultatet afløn, produktivitet, og prismark-up. For en empirisk undersøgelse der afkræfter, at der skulle en sammenhæng, se Knudsen (1987). F.eks. er det ved ekspansiv finanspolitik nok sandsynligt med større pres for løn og prismark-up, men årsagen må vel da siges at være finanspolitikkens aktivitetsvirkninger og ikke udviklingen i pengemængden.

Derimod er restriktionen på valutakassen i den lille danske økonomi med store gældsproblemer for, at pengepolitikken ikke kan antages at være akkomoderende. Sammenhængen bliver da, at ekspansiv finanspolitik belaster valutakassen, fordi de løbende på betalingsbalancen forringes. For at fastholde valutakassen er det da nødvendigt øget statslig låntagning i udlandet, samt hvad der svarer til en grad af ca. 2/3 obligationsfinansieret statsunderskud. Derved stiger renten.

Med den valgte pengepolitiske reaktionsfunktion medfører fastholdte ændringer af finanspolitikken uændret løn (Phillipskurven koblet fra) i Budgetdepartementets version ADAM omtrent fuldkommen crowding out efter ca. 10 år. Det er et resultat, der er i nogenlunde overensstemmelse med de fleste udenlandske modeller, jf. afsnit 5.

Resultaterne med den finansielle model har været kritiseret for, at der fremkommer for store ændringer i renten ved marginale variationer i f.eks. finanspolitikken og lønnen. Ved et fastholdt engangsfald i lønniveauet på 1 pct. falder renten med 0,2 pct. efter et par år, men med 0,5-1 pct. efter 8 år. Der synes umiddelbart at være to problemer med det resultat.Dels

sultat.Delsat rentefaldets absolutte størrelse på lang sigt er for stort, dels at renten vedblivermed
falde over tiden. Begge resultater er konsekvenser af virkningerne i den samledemodel.

Når de fremkomne effekter på renten er store, skyldes det, at følsomheden overfor ndringer renten er lav i den samlede model. Det gælder både rentefølsomheden i den reale del af modellen, dvs. privat forbrug, boliginvesteringer og erhvervsinvesteringer, men også i den private kapitalimport og udlandets obligationskøb. Jo mindre en given renteændring således påvirker de reale og finansielle bevægelser, jo større renteændringer dermed nødvendige for at fastholde en given ændring i valutareserven. Rentefølsomheden den nye ADAM er mange gange højere end i de traditionelle versioner, hvor der kun var en meget begrænset rentefølsomhed i erhvervsinvesteringer og bilforbrug. det er fornemmelsen, at rentefølsomheden i privat forbrug og boligbyggeri stadig er i underkanten af det sandsynlige, og at erhvervsinvesteringernes rentefølsomhed undervurderet kraftigt, jf. afsnittet om kapacitetsblokken. Samtidigt virker den estimerede i den private kapitalimport for lav. Det gælder formentlig især på kort sigt, hvor handelskreditterne kan variere meget.

Det langsigtede resultat, at renteændringer vokser med tiden ved fastholdte strømændringer derimod en logisk konsekvens af, at renten er knyttet til de finansielle beholdninger ikke til strømmene. F.eks. giver en fastholdt betalingsbalanceændring med tiden til stadigt større ændringer i udlandsgælden og valutakassen. Det må derfor som et rimeligt resultat med to forbehold. Det ene forbehold er, at forventningsdannelsen er inddraget. Det gælder især valutakursforventningerne. I tilfældet med en fastholdt lønafdæmpning, må forventningerne til en kronekursnedskrivning påregnes falde, med det resultat, at renten hurtigere nedbringes. Det andet forbehold gælder, den finansielle model er lineær. Rentefølsomheden i den private kapitalimport og udlandets obligationskøb er næppe uafhængig af rentespændets størrelse overfor udlandet. statsgældskontor har løst det problem ved at estimere en ikkelineær for udlændingenes obligationskøb. Denne funktion nedsætter desuden renteændringernes størrelse. Funktionen har ikke været anvendt i de belyste simulationer denne artikel.

I nogle sammenhænge har det været fremhævet, at Danmark skulle have mistet sin pengepolitiske autonomi på den måde, at den danske rente er bestemt af renten i udlandet. af de estimerede renteelasticiteter bekræfter ikke en sådan formodning. Selv om disse elasticiteter virker små, da er det et yderligere empirisk argument, at det danske rentespænd overfor udlandet er meget stort. Det høje rentespænd er yderligere et argument for, at den danske rente i høj grad afhænger af den danske økonomiske udvikling den økonomiske politik.

Det kan konkluderes, at den finansielle model viser nogle fundamentalt set sunde
egenskaber, men at den samlede models egenskaber må kunne forbedres, hvis rentefølsomheden
den reale økonomi og kapitalimporten blev forøget.

4. Kapacitetsblokken

Det teoretiske udgangspunkt for kapacitetsblokken er modellerne for ikke-walrasiansk - fastprismodellerne - som udvikledes gennem 1970'erne, se bl.a. Barro og Grossman (1971), Malinvaud (1977) og Benassy (1982). Udgangspunktet er her. at afhængigt reallønnen og efterspørgslen vil økonomiens aktivitetsniveau være begrænset af efterspørgslen, eller arbejdskraften - henholdsvis keynesiansk arbejdsløshed, arbejdsløshed og undertrykt inflation. Det vil føre for vidt her at redegøre for teorien. Der henvises til diskussionen hos Egebo (1988).

Den praktiske anvendelse af fastprismodellerne har især fundet sted i Holland, jf. van den Berg m.fl. (1987), Belgien, jf. Sneessens m.fl. (1986) og Frankrig, jf. bl.a. Artus (1984). Både teori og metode synes at være længst fremme på det franske INSEÉ-institut (hvor Malinvaud er direktør). Der henvises til talrige teoretiske bøger og artikler af Malinvaud, f.eks. (1977), (1980) og (1982). Et særligt interessant empirisk papir er Gagey m.fl. (1987). hvor der lægges op til at koble den økonometriske specifikation med anvendelsen af konjunkturbarometerdata.

Kernen i kapacitetsblokken for fremstillingsvirksomhed i Budgetdepartementets ADAM-version er årgangsmodellen, sorn er estimeret af Egebo (1988). Årgangsmodellen er specificeret putty-clay med faktorsubstitution på den nyeste årgang. Forholdet mellem arbejdskraft og kapital ligger på den pågældende årgang derefter fast i resten af årgangen* levetid. Scrapningen af det gamle kapitalapparat er endogent bestemt og afhænger af d< variable omkostninger i forhold til dækningsbidraget, samt de totale omkostninger incl kapitalomkostninger. Årgangsmodellen bestemmer dermed kapitalapparatet, og dei samlede produktionskapacitet kan beregnes ved at sammenlægge produktionskapacite ten på de enkelte årgange. Deraf dannes et udtryk for kapacitetsudnyttelsen. Endvider bestemmer årgangsmodellen beskæftigelsen i fremstillingsvirksomhed konsistent me faktorsubstitutionen.

Den empiriske anvendelse af strukturelle putty-clay modeller er oprindeligt en trad tion udviklet i Holland med tilknytning til det centrale planbureau. Af tidligere dansk arbejder kan henvises til Fabritius m.fl. (1979) og Callesen (1986). Anvendelsen af putt clay modeller i forbindelse med modelleringen af fastprismodellerne og dermed bety< ningen af klassisk arbejdsløshed er formentlig første gang foreslået af Johansen (1981

Nyinvesteringerne i fremstillingsvirksomhed er estimeret konsistent med faktorsubs
tutionen i årgangsmodellen. Investeringsfunktionen bestemmer investeringskvoten soWX

funktion af de relative priser mellem kapital og arbejdskraft, et kapitaltilpasningsudtryk og en proxy forTobins q, nemlig forskellen mellem det gennemsnitlige afkast af kapitalapparatetog af finansielle investeringer (obligationsrenten). Investeringsfunktionenog virker dermed således, at en forskydning i den relative pris mellemarbejdskraft kapital medfører en stigende intensitet af den faktor, der relativt stigermindst pris. Hvis lønnen falder i forhold til kapitalomkostningerne, da er produktionskapacitetenderfor af en relativt større mængde arbejdskraft. Substitutionsvirkningenindtræffer som følge af putty-clay specifikationen.

Anvendelsen af en proxy for Tobins q følger det oprindelige oplæg til porteføljesystemet, bl.a. Tobin (1969). Her er valget mellem placeringer i finansielle og reale aktiver inddraget som en funktion af det relative afkast på samme måde som valget mellem forskellige finansielle fordringer. Tobin har defineret sit »q« som forholdet mellem prisen på eksisterende kapitalapparat og nyinvesteringernes pris. Prisen på det eksisterende vil afhænge af dets afkast, hvorimod nyinvesteringernes pris afhænger renten. Jo højere prisen er på det eksisterende kapitalapparat, des mere gunstigt vil det være at nyinvestere. Tobin har foreslået at anvende et aktieindeks som en proxy for q. På danske forhold er det med det lille aktiemarked mere givtigt at anvende afkastforskellen, forskellen mellem afkastet af reale og finansielle aktiver. Det er anvendt i investeringsfunktionen.

Kapacitetsblokken omfatter derudover et sæt arbejdsmarkedsrelationer til bestemmelse efterspørgslen efter 3 typer uddannet arbejdskraft i fremstillingsvirksomhed - ingeniører, og metalarbejdere. Disse sammenvejes til et kapacitetsmål i et udtryk, der forudsætteren høj grad af substitution mellem de tre typer. Hvis arbejdsløsheden inden de tre kategorier er lav, og den ledige kapacitet målt på denne måde er lavere end den ledige del af kapitalapparatet, da må situationen fortolkes som det, der i fastprismodellerne som undertrykt inflation. Denne specifikation er langt fra fuldt tilfredsstillende, vurderes at være klart bedre end at undlade hensyntagen til, at arbejdskraften er homogen. I sammenhæng med Phillipskurven kan de kvantitative effekter af mangel på arbejdskraft fortolkes som de effekter, der fremkommer ved en grad af uflexible lønninger, f.eks. som følge af en stram indkomstpolitik.

De to typer af kapacitetsudnyttelse sammenvejes i et udtryk, der i praksis viseren samlet
der svarer til den største.

Betydningen af ændringer i kapacitetsudnyttelsen er inspireret af fastprismodellerne, jf. bl.a. Malinvaud (1982), hvor sammenhængen mellem den aggregerede kapacitetsudnyttelseog i de enkelte virksomheder illustreres med sandsynlighedsfunktioner.Jo fremstillingssektorens kapacitetsudnyttelse er. jo størTe er sandsynligheden for. at de enkelte virksomheders produktion er begrænset af mangel på

produktionskapacitet. Marginale variationer i produktionskapaciten vil derfor have størrebetydning
produktionsmulighederne, jo højere kapacitetsudnyttelsen er.

På den baggrund er specificeret en ikke-lineær funktion mellem kapacitetsudnyttelsen og produktionen. Ændringer i kapacitetsudnyttelsen indgår i bestemmelsen af eksporten og importen af industriprodukter. Det skyldes, at ændringer af produktionskapaciteten i den udlandskonkurrende sektor i en åben økonomi overvejende vil påvirke udenrigshandelen, økonomiens åbenhed netop indebærer, at den indenlandske efterspørgsel ikke kan forventes at være begrænset af de hjemlige producenters mangel på produktionskapacitet. indgår kapacitetsudnyttelsen i bestemmelsen af sektorpriserne, som følge af producenternes ønsker om at udnytte produktionskapaciteten.

Betydningen af kapacitetsudnyttelsen er ikke estimeret. En tilfredsstillende estimation vanskeliggøres af dataproblemer, da det afgørende er at estimere virkningerne af at kapacitetsudnyttelsen Danmark afviger fra konkurrentlandenes kapacitetsudnyttelse, som er overordentlig vanskelig at opgøre på en konsistent måde. I stedet har modellens egenskaber illustreret ved at simulere virkningerne i det punkt på den ikke-lineære funktion, det marginale kapacitetsgennemslag er 25 pct. Det skal forstås på den måde, at en marginal stigning i kapacitetsudnyttelsen på 1 pct. her sænker industriproduktionen med 0,25 pct. via lavere industrieksport og højere industriimport. Samtidig hæves sektorpriserne et mindre omfang.

Kapacitetsblokken illustreres bedst ved at belyse virkningerne i ADAM-modellen af en forøgelse af investeringerne. Det fremgår af figur 1, at uden kapacitetseffekter medfører permanent højere investeringer i ADAM-modellen en beskeden produktionsstigning i de første år. Produktionsstigningen fremkommer i de erhverv, der producerer investeringsvarer. importindholdet imidlertid er meget stort, medfører investeringsstigningen en betydelig belastning af betalingsbalancen, og dermed større renteudgifter og lavere finansiel Kombineret med en stigende rente som følge af investeringernes belastning af valutakassen, er resultatet faldende boliginvesteringer og privat forbrug. På længere sigt medfører den fastholdte investeringsfremgang en nedgang i produktionen. Det er ikke troværdigt resultat, og det skyldes, at uden kapacitetseffekterne giver den udvidede produktionskapacitet ikke anledning til yderligere produktion. Hvis kapacitetseffekterne medtages, fremkommer som ventet ikke kun et løft i produktionen, men en højere vækstrate, følge af at investeringsløftet er en permanent udvidelse af kapitalapparatets stigningstakt.

Kapacitetseffekterne ændrer især modellens egenskaber ved ændringer i renten. En lavererente således udvidelser af produktionskapaciteten og dermed en højere produktion. Rentefølsomheden i ADAMs traditionelle investeringsfunktioner har været meget lav. og de samlede erhvervsinvesteringer har stadig en meget lav rentefølsomhed.

da der kun er estimeret en ny funktion for maskininvesteringerne i fremstillingsvirksomhed.Den rentefølsomhed er ca. 4 gange større i den nye relation for fremstillingssektorensmaskininvesteringer i de øvrige erhvervsinvesteringer, som følger det sædvanligekapitaltilpasningsprincip. synes godt empirisk belæg i de sidste 10 års udviklingfor de samlede erhvervsinvesteringers rentefølsomhed er undervurderet. Rentefølsomhedeni nye investeringsfunktion skyldes for lidt over halvdelens vedkommende faktorsubstitutionen, som ved lavere rente giver anledning til højere investeringer, men ikke højere produktionskapacitet. Den resterende del af rentefølsomheden skyldes Tobin q-proxyen. Denne proxy svarer til, at ca. 1/3 af en indtjeningsfremgang udløser nye investeringer,hvilket synes relativt lavt.

De indkomstpolitiske multiplikatorer ændres ikke markant af kapacitetsblokkcn, men forøger produktionsvirkningerne i fremstillingsvirksomhed med ca. 15 pct Det skyldes, at en forbedret indtjening ved lavere løn reducerer scrapningen og forøger investeringerne, og derved giver anledning til højere produktionskapacitet.

Finanspolitiske multiplikatorer ændres stort set ikke på længere sigt af kapacitetseffekterne.

Kapacitetsblokken har den svaghed, at kapacitetsudnyttelsen ikke direkte påvirker
investeringsomfanget. I sammenhæng med små kapacitetseffekter opnås derfor ikke et

helt stabilt niveau for kapacitetsudnyttelsen på det helt lange sigt. Med så lille en kapacitetseffektsom pct. både på det korte og det lange sigt, forudsættes det indirekte,at også på lang sigt foretages investeringer, selv om den udbyggede kapacitet kun udnyttes i begrænset omfang. Det er et problem, der skal løses ved at inddrage kapacitetsudnyttelsen i bestemmelsen af investeringerne samtidig med nye specifikationeraf størrelse.

5. Danske og udenlandske modeller

Tabel 1 sammenfatter de væsentligste træk ved en række danske og udenlandske
modeller. Det fremgår, at de fleste af nyskabelserne i ADAM-modellen er fast inventar
hovedparten af de udenlandske modeller.

Ca. halvdelen af de undersøgte modeller medtager formuen i bestemmelsen af det private forbrug. I de fleste tilfælde er der alene tale om den finansielle formue, hvor boligformuen i ADAM-modellen spiller en væsentlig rolle. Endvidere medtager omtrent af de udenlandske modeller forskellige typer af profitabilitetsudtryk i investeringsfunktionerne (ud over den traditionelle substitution i en produktionsfunktion). sker dog sjældent med explicit henvisning til Tobins q.

Kun i de nordiske lande er det muligt at finde modeller uden endogen løn (Phillipskurver). de fleste modeller har en endogen bestemmelse af renten. I de fleste tilfælde er der tale om simple inverterede pengeefterspørgselsfunktioner. og ikke egentlige porteføljemodeller.

Hovedparten af de analyserede modeller medtager kapacitetseffekter, dvs. betydningen variationer i kapacitetsudnyttelsen. Effekter i prisdannelsen er til stede i næsten alle. Over halvdelen har effekter i eksport, import eller begge. I enkelte tilfælde er der tale om relativt primitive mål for produktionskapaciteten, som især har betydning ved konjunkturbevægelser.

De tættest beslægtede modeller med Budgetdepartementets samlede modeludvidelser de hollandske og finske modeller. Mange af effekterne i de ikke-monetaristiske britiske modeller ligger ligeledes tæt på, selv om de britiske modeller i betydeligt omfang af en endogen valutakurs.

I tabel 2 er vist effekterne i de danske og udenlandske modeller af ekspansiv finanspolitik antagelse om ikke-akkomoderende pengepolitik. Det fremgår, at langt de fleste modeller har fuldkommen crowding-out på længere sigt. Undtagelserne er modellerne i Sverige og Norge, og de danske modeller fraset Budgetdepartementets nye ADAM. Den øjeblikkeligt anvendte model i det franske finansministerium har samme egenskaber. Ved at sammenligne med modeltrækkene i tabel 1 fremgår det. at årsagen til. at disse modeller fortsat virker som de traditionelle 45° modeller, er fraværet løndannelse og endogen rente.

I figur 2 er det vist, hvorledes Phillipskurven og den finansielle sektor i Budgetdepartementets bidrager til crowding-out effekterne. Rentestigningen er relativt stor i modellen, som nævnt i afsnit 3, men da det i høj grad skyldes manglende i den reale model, er der ikke grund til at mene, at en højere rentefølsomhed ændre graden af crowding-out væsentligt. En højere rentefølsomhed i den reale model ville således dæmpe aktiviteten mere ved en given renteændring, men af den grund ville det heller ikke være nødvendigt med så store renteændringer.

6. Konklusion

De forbedringer af modellen, som er udført af Danmarks Statistik og Budgetdepartementet, bragt ADAM-modellen på niveau med de største udenlandske modeller. Modeludviklingen har i Danmark på nogle områder været bagefter udviklingen i udlandet, måske skyldes, at det faglige miljø har lagt for megen vægt på nødvendigheden datagrundlag og økonometriske enkeltligningsestimationer, og for lidt vægt på modellernes teoretiske indhold og langsigtsegenskaber.

På en række områder er der behov for betydelige mængder yderligere arbejde, før de foretagne modeludbygninger har fundet en fuldt tilfredsstillende form. Det gælder den reale økonomis rentefølsomhed, investeringer og kapacitet i erhvervene uden for fremstillingsvirksomhed, det gælder kapacitetseffekternes empiriske grundlag, samt samspillet mellem kapacitetsudnyttelse og investeringer.

Samlet synes ADAM-modellen at være kommet et væsentligt skridt nærmere en
god beskrivelse af den danske økonomi.

På en række punkter har modeludbygningen været kritiseret, hvilket er nyttigt, og kan danne udgangspunkt for nye forbedringer, især når kritikken ledsages af alternative til forbedringer. En lidt fræk kommentar til den generelle kritik kan dog lyde således: De to hårdeste kritikpunkter synes at være, at Budgetdepartementet har nogle estimerede renteelasticiteter, som vi bruger, og at vi bruger nogle kapacitetselasticiteter, vi ikke har estimeret.

Litteratur

Artus, P. 1984. Capacité de production, demande
facteurs et incertitude sur la demande.
de I'INSÉÉ, no. 53 jan-mar.

Barro, RJ. and Grossman, H.I. 1971. A General Model of Income and Employment. American Economic Review 61.

Benassy, J.-P. 1982. The Economics of Market
Disequilibrium. Academic Press.

van den Berg m.fl. 1987. The FREIA-KOMPAS model for the Netherlands: A quarterly macroeconomic for the short and medium term. Occasional Papers nr. 39, Centraal Planbureau. Holland.

Blomgren-Hansen, Niels. 1984. Dansk Pengepolitik,
og erfaringer. Gylling.

Brainard, W.C. and Tobin, J. 1968. Pitfalls in
Financial Model Building. American Economic
58.

Budgetdepartementet. 1987a. Finansredegørelse
1988. København.

Budgetdepartementet 1987b. Foreløbig teknisk
dokumentation - Budgetdepartementets anvendelse
ADAM, København.

Callesen, Per. 1986. Real Wage Changes Under and Classical Unemployment. papir præsenteret på seminar om makroøkonomiske modeller i de nordiske lande, Frederiksdal, oktober 1984. Revideret version.

Callesen, Per. 1988. Hand-outs til møde i Nationaløkonomisk
mandag den 14.
marts. Upubliceret.

Draper, DA.G. 1985. Exports of the Manufacturing an Econometric Analysis of the Significance of Capacity. De Economist nr. 3.

Egebo, Thomas. 1988. Produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse og betydningen for den økonomiske politik. Afsluttende afhandling ved det statsvidenskabelige studium, Københavns Økonomisk Institut, feb.

Fabritius, Jan m.fl. 1979. SMECIII. København.

Gagey, F. m.fl. 1987. .4 Disequilibrium Estimation of The French Labour Market Using Business Survey Information - a preliminary report Direction la Prevision, CORE et Ecole Nationale la Statistique et de l'Administration Paris.

Johansen, L. 1982. Econometric models and economic planning and policy: some trends and problems. Current Developments in the Interface: Economics, Econometrics, Mathematics, M. and Rinnooy Kan. A.H.G. Reidel.

Knudsen, D. 1988, Pengemængdeudviklingens
årsager og konsekvenser. Nationalbankens
Kvartalsoversigt, februar.

Malinvaud, E. 1977. The Theory of Unemployment
Yrjö Jansson lectures.
Oxford.

Malinvaud, E. 1980. Profitability and Unemployment

Malinvaud, E. 1982. An Econometric Model for Macrodisequilibrium Analysis. Current Developments the Interface: Economics, Econometrics, Hazewinkel, M. and Rinnooy Kan, A.H.G. Reidei.

Sneessens, H. R. and Dréze, J.H. 1986. A discussion Belgian Unemployment, Combining Concepts and Disequilibrium Economica Supplement.

Tobin, James. 1969. A General Equilibrium
Approach to Monetary Theory. Journal of
Money, Credit and Banking, vol. 1, feb.

Tobin, James. 1979. Decifit spending and Crowding in Shorter and Longer Runs. Theory Economic Efficiency: Essays in Honor of Abba P. Lerner.

For yderligere litteraturhenvisninger, bl.a.
om udenlandske modeller, henvises til Callesen