Aktieselskabet Kjøbenhavns Handelsbank

Brancheglidning er ikke noget unikt for den finansielle sektor. I industrien, i detailhandelen mange andre steder i erhvervslivet sker der til stadighed store ændringer i og meiiem brancherne. Men der er den forskel mellem de finansielle branche og erhvervslivet øvrigt, at de finansielle virksomheders drift er reguleret temmelig detaljeret lovgivningen. Det skyldes, at sektoren er en del af det officielle pengevæsen, og at aktiviteten hænger snævert sammen med pengepolitikken - og den økonomiske politik Netop på grund af den snævre regulering skal der i mange tilfælde lovgivningsændringer for at give mulighed for brancheforskydninger i den finansielle sektor, sammenhængen med den økonomiske politik sætter grænser for, hvilke former for forandringer i den finansielle sektor, der vil blive givet tilladelse til.

Udviklingen er løbet meget stærkt siden nationalbankdirektør Richard Mikkelsen sidst behandlede emnet i Nationaløkonomisk Forening i 1984. Det gælder udviklingen her i landet, men så sandelig også den internationale udvikling, som Danmark så i øvrigt i mellemtiden er blevet endnu mere afhængig af. Dette hænger igen sammen med, at vi har liberaliseret kapitalbevægelserne yderligere, og at EF - bl.a. som følge af vedtagelsen om det indre marked - nu for alvor er gået i gang med planerne om at harmonisere og kapitalmarkederne i EF-landene.

Herhjemme er sagen blevet aktualiseret af, at der er kommet tre rapporter, som præger
i sektoren, og som vil kunne komme til at præge debatten i Folketinget også.
tre rapporter er:

- Det økonomiske Råds rapport fra november 1986 indeholdende en redegørelse om

brancheglidning og andre innovationer på de finansielle markeder.

- Betænkningen om den fremtidige realkreditlovgivning, afgivet af Zacchi-udvalget i

maj 1987, og

Resumé

SUMMARY: in 1986 and 1987 three important danish reports dealing with the structural changes in the financial sector have been published. The article summarizes the reports and raises some essential points for discussion. Furthermore, the relative competitive positions of the different financial institutions are evaluated. Finally, five recommendations the politicians are offered.

- Betænkningen om brancheglidning i den finansielle sektor, afgivet af Duborg-udvalget
juni 1987.
Først lidt om det miljø, vi befinder os i lige nu i sektoren.
Vi befinder os fundamentalt i et konkurrencemiljø, som er opstået på grund af æn-

dringerne i den pengepolitiske styring. Konkurrencen har afløst gamle dages samarbejdsmiljø, renteaftalerne og andre kollegiale aftaler sikrede, at man i ro og mag kunne koncentrere sig om service og gratisydelser, mens man samtidig kunne realisere komfortable overskud.

Når den tid er forbi, skyldes det

- at den pengepolitiske styring nu foregår via renten og ikke gennem renteaftaler eller
kvantitative reguleringer,

- at der i hovedparten af den finansielle sektor er gennemført beskatning efter stort set
ensartede principper, jvf. realkreditsektorens beskatning fra 1987, samt

- at der er sket en liberalisering af kapitalbevægelserne i forhold til udlandet. Derved
er konkurrencen, såvel fra udlandet som i indlandet blevet meget hårdere, og det har
tvunget - og vil tvinge - virksomhederne til at være mere omkostningsbevidste end
tidligere.
Når dette understreges, er det, fordi det leder frem til et af artiklens hovedemner,

nemlig den institutionelle struktur i den finansielle sektor i de kommende år.

Arbejdsdeling og brancheglidning

Et hurtigt vue over indretningen og størrelsen af det finansielle system i forskellige lande viser, at afgrænsningen såvel indenfor det finansielle system som mellem det finansielle og det øvrige erhvervsliv ikke er noget naturgivent. Arbejdsdelingen er menneskers værk.

Det traditionelle udgangspunkt for oprettelsen af de forskellige institutioner har været,
de skulle varetage forskellige, specifikke formål på det givne tidspunkt. Dermed
fik man en klar og entydig sammenhæng mellem institutioner og opgaver.

Sparekasserne blev oprettet for at kombinere befolkningens behov for lån mod pant
i fast ejendom med en forrentning af deres opsparing.

Bankernes formål var at finansiere erhvervslivet - med korte kreditter, eller med anlægsfinansiering.

Kreditforeningerne havde til opgave - ved erstatning af individuelle pantebreve med
obligationer - at muliggøre en ekspansion af låneoptagelsen især i landbruget.

Endelig har forsikringsselskaberne og pensionskasserne hver deres rationale, som
ligger til grund for disse sektorers etablering.

Arbejdsdelingen har ikke været urørt siden den finansielle sektors start: Lovgivningener

generblevet ændret, og der har fundet en produktudvikling eller økonomisk udvikling
sted, som har indebåret en vis sammenblanding af de traditionelle arbejdsopgaver.

Et fremtrædende eksempel er den fælles lovgivning for banker og sparekasser, der trådte i kraft i 1975. Et andet kunne være bankers og sparekassers formidling af pantebrevslån 70erne, hvor realkreditinstitutterne var underlagt restriktioner. Et tredie er forskydningen mellem realkreditinstitutter og pengeinstitutter i forbindelse med omlægningen gæld i 1983-84 fra variabel til fast rente.

Men skal vi kunne bedømme brancheglidningen på en ordentlig måde, er det naturligvis
forudsætning, at hver branche er veldefineret.

Et udgangspunkt her kunne være lovgivningens definitioner af virksomhedsområderne. finder vi, at banker og sparekasser har et relativt bredt virksomhedsområde, mens de andre finansielle branchers formålsbeskrivelser er snævrere. Og det er værd at erindre sig, at lovgivningen også opererer med bestemmelser om, at de pågældende brancher har en eneret på at udøve bestemte typer af virksomhed: Det drejer sig især om annoncering efter indskud og om ydelse af realkreditlån mod udstedelse af obligationer.

Ker har vi i hvert fald et udgangspunkt for diskussionen om brancheglidning indenfor finansielle sektor selv, men hermed er sagen ikke klaret. Brancheglidningen rækker videre og er i allerhøjeste grad også et spørgsmål om konkurrence mellem den finansielle sektor på den ene side og det øvrige erhvervsliv på den anden.

Denne sidstnævnte konkurrence rummer to forskellige aspekter.

For det første er der den ikke-finansielle sektors udlånsvirksomhed, eller det man
kalder forholdet mellem det organiserede og det urorganiserede kredit- og kapitalmarked.

For det andet er der en tendens til, at en række virksomheder klarer sig selv på områder, man tidligere henvendte sig i den finansielle sektor for at få løst problemerne. Vi ser en stigende grad af 'do-it-yourself-løsninger' på virksomhedernes finansieringsproblemer, vi har også noteret os en vis konkurrence mellem bankerne og visse virksomheder medarbejdere på investeringsområdet og på valutaområdet, hvor disse virksomheder selv har opbygget såvel analysefunktioner som rene dealerfunktioner.

På forsikringsområdet er noget lignende ved at ske, idet visse virksomheder opretter captive-selskaber, som er en forsikringsvirksomhed, oprettet af en erhvervsvirksomhedmed på dækning og styring af virksomhedens eget forsikringsbehov. Det giver mulighed for at tegne egne forsikringer, som kan genforsikres i et egentligt forsikringsselskab,da næppe ønsker at dække hele risikoen seiv. Denne genforsikringvil danske virksomheders vedkommende sandsynligvis ske på det internationalemarked. af captive-selskaber på f.eks. Bermuda giver den fordel,at

del,atpræmieindbetalingerne til captive-selskabet kan fratrækkes fuldt ud i Danmark,
mens de som indbetalinger i Bermuda-seiskabet kun beskattes lavt.

Der er grund til at notere sig, at de virksomheder, der vil selv, er dem, som er internationalt
og som aktivt søger efter effektive løsninger på deres problemer, såvel
hjemmemarkedet som på de internationale kapitalmarkeder.

Men lad os se nærmere på, rent konkret, hvilke former for konkurrence eller brancheglidning,
er tale om i dag.

I den forbindelse beklages, at der ikke her i den finansielle sektor er medtaget den
gruppe, der omfatter fondsbørsvekselerere og investeringsforeninger.

I figur 1 er søgt illustreret det logiske univers for konkurrence og brancheglidning.
Felterne er af væsentlig forskellig betydning og eksemplerne er alene illustrative eksempler.

Der er konkurrence i figurens diagonal, og det er en konkurrence, som indenfor rimelige
hilses velkommen fra alle sider i det politiske system. Hovedinteressen
ligger derfor udenfor figurens diagonal.

I første linie har vi de ikke-finansielle virksomheders aktiviteter på det finansielle
område:

Den øgede tilbøjelighed til finansieringsløsninger udenom pengeinstitutternes balancer
lancer(securitization). Kontokortselskabernes kreditgivning samt stormagasiners
indirekte annoncering efter indlånskroner.

- Oprettelsen af diverse kapitalformidlingsselskaber, der formidler salget af private
pantebreve til institutionelle investorer.

- Virksomhedernes etablering af captive-selskaber.

I næste række vises pengeinstitutternes grænseoverskridende aktiviteter:

- Handelsfinans' ydelse af kreditter direkte fra selskabet i stedet for sælgerfinansieringen
en udvikling der er accellereret som følge af kartoffelkuren.

- De obligationsbaserede erhvervslån, som blev introduceret for få år siden, samt ydelse
mindre realkreditlån mod pant i fast ejendom - også til fast rente.

- Pengeinstitutternes indtrængen på kapitalpensions- og rateforsikringsområdet.
Næste linie viser realkredittens aktiviteter i relation til de andre områder:

- I de senere år har realkreditten foretaget dispositioner, der kunne betegnes som indtrængen
teknologiområdet, jvf. dannelsen af E-info, KIS og Real-data.

- I relation til pengeinstitutterne har realkreditinstitutterne brudt tidligere tiders tradition
rent fastforrentede lån i forbindelse med introduktionen af stående lån med
variabel rente.

- I relation til forsikringsselskaberne er der endnu ingen eksempler, men de kommer
måske.
Endelig er der forsikringsselskabers og pensionskassers aktiviteter:

- Den begyndende bygherreaktivitet er et eksempel på en indtrængen i den reale (ikkefinansielle)

- PFAs spar-op-pension er nævnt, og hertil kommer pensionskassers lån mod pant i
f.eks. biler.

- De forsikringsbaserede holdingselskaber er et meget vigtigt område, for her er der
mulighed for at oprette datterselskaber indenfor forskellige dele af de øvrige finansielle

- Endelig er der i relation til realkreditinstitutterne tale om et engagement i individuelle
i forbindelse med opførelse af nyt byggeri.
Det kan med rette påstås, at definitionen af brancheglidning ikke fremgår alt for

klart af ovenstående gennemgang.

Afgrænsningen mellem brancheudvikling, brancheforskydning og brancheglidning
er imidlertid ikke entydig, jfr. figur 2. En del af udviklingen består af forskydninger,

og kun en del af forskydningerne er egentlig glidning.
Alt afhængig af formålet kan man medtage eller udelade:

- lovgivningsmotiverede forskydninger,
- samarbejdsaftaler og holdingkonstruktioner,
- økonomisk betingede forskydninger.

Jo snævrere definition, des mere stabil arbejdsdeling og des mindre brancheglidning.
kan med andre ord selv vælge, hvor stor betydning brancheglidning har.

Som det vil være fremgået, er det her valgt ikke at begrænse sig til begrebet i snævreste

Pengepolitiske effekter af brancheglidning

Når Det Økonomiske Råd i rapporten fra 1986 havde et særligt afsnit om brancheglidning andre innovationer på de finansielle markeder, skyldtes det en opfordring fra politikerne, idet Folketingets Erhvervsudvalg havde ønsket at høre Rådets vurdering hvorvidt brancheglidningen har nogle pengepolitiske aspekter, som man politisk være opmærksom på.

I rapporten konstateres en international tendens til øget konkurrence - i sig selv baseretpå men også på teknologiens udvikling og på brancheglidningeninden den finansielle sektor og mellem denne og det øvrige erhvervsliv. En del af denne udvikling, konstaterede Vismændene, har man gerne villet have fra politiskside, man har fremmet den ved deregulering. Internationaliseringen virker herefterpå

efterpåden måde, at tendenserne spredes: At fasthoide et reguleret marked, når andre
deregulerer, vil påvirke konkurrenceevnen i indlandet negativt.

Den finansielle sektor opererer i stigende omfang uden grænser som et transnational
og med den løbende deregulering og liberalisering af kapitalbevægelserne,
pengene derhen, hvor afkastet er bedst.

Vismændenes budskaber synes at kunne sammenfattes i tre hovedpunkter:
1. Brancheglidningen bidrager til at mindske mulighederne for kvantitative indgreb i

pengepolitikken, fordi brancheglidning og øget konkurrence understreger, at kapi-

talmarkedet er et system af forbundne kar.

2. Tilsvarende får renten større pengepolitisk betydning. Samtidig er der faktisk mu-

lighed for at føre en relativt høj grad af selvstændig rentepolitik her i landet, også

større end måske antaget et år tidligere.

3. De traditionelle pengemængdebegreber taber betydning som økonomiske indikatorer
takt med, at nye finansielle instrumenter - og brancheglidningen - udvikles.

Vismændenes svar til Erhvervsudvalget er således, at der kan føres pengepolitik, selv med øget internationalisering, øget konkurrence og stigende tendens til brancheglidning. betingelsen er - og det må så være budskabet til politikerne - at det finansielle stabilitet skal sikres ved bl.a. rimeligt høje krav til soliditet og ved et godt tilsyn.

Andre politiske og samfundsøkonomiske aspekter af brancheglidningen

Mens Det Økonomiske Råds rapport sigtede direkte på brancheglidningens implikationer pengepolitikken, er de generelle overvejelser af samfundsøkonomisk og politisk samlet i Duborg-udvalgets betænkning, idet overvejelserne omkring realkreditsektoren er indeholdt i Zacchi-udvalgets betænkning.

Duborg-udvalget var et rent embedsmandsudvalg, som ganske vist indhentede synspunkter
flere omgange fra de berørte brancher. Men brancherne sad ikke med ved bordet,
betænkningen skulle formuleres.

På forhånd må man vente, at når et embedsmandsudvalg er sat i arbejde på et sådant
område, vil følgende konstateres:

- Der er ikke sket nogen foruroligende udvikling indtil nu - thi ellers skulle der jo have

været grebet ind.

- Der er ingen grund til at foretage organisationsændringer i centraladministrationen.

Disse præliminære forventninger er da også indfriet.

Men betænkningen rummer samtidig en ganske solid beskrivelse af udviklingen på
de finansielle markeder de seneste 10-20 år, og den er 'naturligt' stof på hylden hos enhver,
interesserer sig for det finansielle system.

Imidlertid er tidspresset for udarbejdelsen af betænkningen måske en medvirkende

årsag til, at argumentationen i den vurderende del ikke alle steder er blevet helt så slagkraftig.Det
ikke mindst behandlingen af finansielle koncerner.

I det følgende vil nogle væsentlige diskussionspunkter fra betænkningen blive vurderet.
vil Zacchi-udvalgets betænkning blive taget op.

For det første er der definitionen af brancheglidning.

Udvalgets fædre har tilsyneladende haft lige så svært ved at opstille en definition på brancheglidning som jeg. Den forekommer kun indirekte derved, at forskydninger som følge af offentlig regulering, direkte eller via skatteret, på forhånd sorteres fra. Det samme er tilfældet for samarbejdsaftaler.

Det kan være velmotiveret, men det må samtidig tages i betragtning, når man skal
konkludere, hvorledes situationen tager sig ud, og hvad der skal ske.

Især bør der rettes opmærksomhed mod beslutninger, som übevidst blot flytter arbejdsopgaver
en sektor til en anden. Det virker ressourcebeslaglæggende, hvis ressourcerne
følger med, og det gør de ikke.

Specielt kan endvidere nævnes den glidende overgang fra generelt samarbejde over
samarbejdsaftaler mellem enkeltvirksomheder, atter over eksklusivaftaler til etablering
finansielle koncerner.

En entydig definition er nok problematisk, men den belaster nu heller ikke udvalgets
fremstilling.

Det næste hovedspørgsmål, der kan være grund til at tage op, er fordele og ulemper
ved etablering af finansielle koncerner.

Allerførst kan man konstatere, at udvalget ikke har fundet anledning til at drøfte muligheden af, at den samme virksomhed simpelt hen etablerer sig med forskellige typer finansielle ydelser indenfor samme enhed. Det må skyldes en - ikke ganske übegrundet opfattelse af, at uanset virksomhedsformen, må det være en offentlig interess ₅ at forsikringsvirksomhed, pengeinstitutvirksomhed og realkreditvirksomhed kan vurderes uafhængigt af hinanden. Men naturgivent er det ikke. Forudsætningen er imidlertid respekteret i det følgende, således at udfoldelse af flere typer virksomhed forudsættes at ske i moder-datterselskabskonstruktioner eller i finansielle koncerner.

Lad det allerede på bankområdet være sagt, at hvis vi går ud fra, at harmoniseringen i EF gennemføres efter planen, så vil reglerne for, hvad der kan ske også på dette område høj grad blive bestemt af indholdet af det banklovsharmoniseringsdirektiv, der er ved at blive udarbejdet for tiden.

Dannelsen af finansielle koncerner kan principielt ske på to måder:

- Videreudvikling ud fra en bestående virksomhed (f.eks. dannelsen af de tre forsik

ringsbaserede finansielle koncerner), eller

- fusioner på tværs af de nuværende brancheskel.

Duborg-udvalget har af naturlige grunde bedst kunnet beskrive den første - eksisterende

rende- type, som aitså er baseret på selvudvikling fra en bestemt branche, og hvor holdingkonstruktionenbenyttes basis for etablering af en overordnet styring af den oprindelige forretning, kombineret med nye typer af forretninger i datterselskaber, som f.eks. bankvirksomhed, anden finansiel virksomhed eller eventuelt senere realkreditvirksomhed og for den sags skyld også ikke-finansiel virksomhed.

Spørgsmålet om finansielle koncerner er interessant, fordi vi sandsynligvis på dette område står over for en spændende udvikling, som kommer til at stille store krav tii det finansielle system, ikke mindst i form af datterselskabskonstruktioner eller ved fusioner tværs af branchen.

Hvad er så begrundelserne for at etablere finansielle koncerner?:

- For det første er der konkurrencesituationen til udlandet, hvor koncerner lever under

en anden lovgivning og derfor ofte kan levere produkter, og kombinere ydelser fra
forskellige brancher i pakker, som vi ikke kan levere på grund af lovgivningen. Denne
udlandskonkurrence bliver større i de kommende år med øget liberalisering af kapi-

talbevægelserne og med iiF-harmoniseringen.

- En anden begrundelse er menneskenes almindelige trang til kreativitet og ekspan

sion. Denne gør, at man har lyst til at kaste sig over supplerende opgaver udenfor den

branche, man har sin rod i.

- For det tredie er der en række solide økonomiske argumenter, som er beskrevet i lære

bøgerne. Begrundelsen for fællesproduktion er klar nok. Der kan være en omkostningskomplementaritet,
kan udløses gennem salg af fællesprodukter gennem

samme distributionssystem - eller filialnet.

Men der kan også skabes nogle pakkeløsninger, som er attraktive for forbrugerne.

Hertil kommer de ganske almindelige stordriftsfordele ud over udnyttelsen af filialnettet.
gælder edb-siden, markeringsføringssiden, de økonomiske analysefunktioner
meget mere.

Af ulemper ved de finansielle koncerner skal nævnes de generelle problemer som ledelsesproblemer risiko for øget ressourceanvendelse. Mere specifikt for den finansielle skal peges på risikoen for uigennemsigtighed, på mulige risici i forbindelse med kapitalkoncentration og i den forbindelse risikoen for, at krak i en del af samfundsøkonomien sig til andre dele via de finansielle koncerner.

Med hensyn til uigennemsigtigheden er situationen i dag den, at kun realkreditten kan demonstrere en høj grad af gennemsigtighed i prisdannelsen på produktet. Generelt man sige, at jo mere udviklet og individuelt orienteret et produkt er, des mere uigennemsigtig bliver produktets prisdannelse. Dette kendetegner i højere grad produkter pengeinstitutter og forsikringsselskaber.

Men oveni kommer, at kombinationsløsninger og sammenbinding af produkter i
pakker yderligere kan gøre prisdannelsen uigennemsigtig. På dette område konkludererDuborg-udvalget

rerDuborg-udvalgetnærmest, at det hverken vil betyde fra eller til, om der etableres yderligere finansielle koncerner. Den grad af uigennemsigtighed, vi kender i dag, vil næppe påvirkes afgørende. Udvalgets opfattelse forekommer rimelig, men det er et emne,som må påkalde sig offentlighedens interesse, idet det i hvert fald er givet, at gennemsigtigheden ikke bliver øget.

I andre lande har man diskuteret, om man skulle sikre forbrugernes adgang til at plukke enkeltdele ud af 'pakken' og købe dem andetsteds, men her er det vigtigt at understrege, prisen på en pakke er at betragte som en helhed, hvor et enkelt produkt ikke tages ud af, uden at det påvirker priserne på resten af pakken.

Herefter kommer spørgsmålet om kapitalkoncentration. Som situationen er i dag, er det især inden for realkreditsektoren, at vi har en høj grad af kapitalkoncentration. Her vil ændringen i koncessionsprincippet jfr. senere, sandsynligvis indebære, at konkurrenceforholdene blive noget ændrede.

Hverken i pengeinstitutsektoren eller i forsikringssektoren er der sket koncentrationer
en sådan art, at de kan betragtes som truende for konkurrenceforholdene.

Duborg-udvalget er da heller ikke bekymrede over dette forhold, men understreger, at der kan være et behov for at opretholde muligheden for at gøre indsigelser over for fusioner, ligesom man heller ikke kan afvise, at visse finansielle koncerner kan være så store, at de kan virke lammende eller hæmmende for konkurrenceforholdene. Hvor store, de skal være, før dette sker, finder vi ikke nogen indikation af.

Det bør her understreges meget stærkt, at skal vore virksomheder være konkurrencedygtige den internationalle konkurrence fremover med det produktsortiment og den vifte af forbindelser verden over, som dette kræver, stilles der meget store krav til virksomhedernes størrelse.

Det er naturligvis ikke enhver virksomhed i den finansielle sektor, der behøver at være Der er stadig behov for de mindre, lokalt betingede virksomheder, men de store skal ind i den internationale konkurrence med stor styrke, hvis vi bare skal opnå at beholde forretninger på danske hænder - for så slet ikke at tale om at gå ud og være over for udenlandske kunder. Og betænkelighederne ved at der etableres større virksomheder bør ikke være store.

Selv hvis vi forestillede os en koncerndannelse mellem den største danske bank, den største kreditforening og det største forsikringsselskab, ville der ikke i international sammenhæng blive tale om en kæmpe, ligesom den heller ikke umiddelbart vil have afgørende på kapitalkoncentrationen i den finansielle sektor. Faktisk er koncentrationen hver af delsektorerne jo nemlig upåvirket af koncerndannelsen.

Lad mig understrege, at dette eksempel netop er et eksempel, som blot skal illustrere
de yderste rammer for, hvad der kunne ske. Det ville være meget ønskeligt, om vi i sektorenkunne

torenkunnefå en indikation af, hvad der politisk er acceptabelt på dette område.

Et kontroversielt spørgsmål i Duborg-udvalgets rapport er behandlingen af moderdatterselskabskonstruktionen alternativ til etablering af en finansiel koncern. I betænkningen argumenteres for - og det indstilles - at der fortsat opretholdes et forbud at der etableres datterselskaber af en finansiel virksomhed med et virkeområde moderselskabets virkeområde.

Denne holdning er i modstrid med, hvad der er almindeligt i en række andre EF-lande og måske også med, hvad der kommer ud af EF-direktiverne på bankområdet. Det drejer sig f.eks. om pengeinstitutternes mulighed for at drive forsikringsvirksomhed, som findes i en række andre EF-lande.

Betænkningens argument er, at et moderselskab vil være mere indstillet på eller forpligtet
at dække et tab i et datterselskab, end en finansiel koncern vil være indstillet
på at dække tab i en af koncernens virksomheder.

Argumentationen er ikke overbevisende.

Af betænkningen fremgår det da også tydeligt, at et holdingselskab i en finansiel koncern vil være stærkt motiveret for at bakke op omkring koncernens enkeltselskaber. Herved forsvinder denne forskel mellem en moder-datterselskabskonstruktion og etableringen af en finansiel koncern.

Særlig urimelig forekommer modviljen mod, at pengeinstitutter opretter forsikringsselskaber datterselskaber. I forvejen fremgår det af betænkningen, at pengeinstitutterne liberaliseringen af realkreditlovgivningen er frit stillet til at etablere realkreditinstitutter - naturligvis med respekt af realkreditlovens krav. Og det skal understreges, der er en forpligtigelse til at konsolidere et pengeinstituts virksomhed, således 8. pct.s egenkapitalkravet - som det er i dag - også skal gælde hele bankkoncernen, også de selskaber, der ikke driver den egentlige pengeinstitutvirksomhed.

Mens det er vanskeligt overhovedet at se argumenter imod pengeinstitutters dannelse af datterselskaber på et andet virksomhedsområde, er den sande argumentation mod, at forsikringsselskaber og realkreditinstitutter laver datterselskaber på andre virksomhedsområder, en - ikke udtrykt - uvilje mod, at forsikringsselskaber og realkreditinstitutter formuer, som er opsamlet ved én type virksomhed - oven i købet med koncessionstilsnit - til at kaste sig ind i konkurrencen med virksomhederne i et andet som måske har været kendetegnet ved en større grad af konkurrence hidtil, hvor den større kapitalkoncentration vil stille invadørerne urimeligt stærkt.

Hvis det var det. man mente, så burde det have været skrevet og udtrykt klart som
den politiske holdning, det er.

Herefter nogle ord om problemerne omkring tilsynet.

Her bærer Duborg-rapporten klart præg af at være skrevet af embedsmænd. Ingen

embedsmand vil være så ufin, at han offentligt foretager angreb på andres ressortområde.Siden af betænkningen har man imidlertid allerede sammenlagt BankogSparekassetilsynet Forsikringstilsynet under et finanstilsyn. Tilsynet med realkreditinstitutterligger hos Boligministeriet, med undtagelse af tilsynet med Dansk Landbrugs Realkreditfond, som ligger under Landbrugsministeriet.

Her gælder traditionshensynet i udpræget grad. Men forudsætningen for disse traditioner undervejs. Hvis man skulle begynde forfra i dag, ville man med garanti ikke have valgt en fordeling af tilsynene på den måde, vi kender nu. Det mest naturlige ville være at samle alle tilsynene under den samme minister. Men kan det ikke lade sig gøre, vil en stærkt øget koordinering, som tilsikrer en afbalancering mellem de forskellige i forbindelse med den økonomiske politik, være ønskelig.

Endnu væsentligere end den ressortmæssige beliggenhed er imidlertid tilsynets væsen. rapporten fra Det Økonomiske Råd sondres mellem egenkapitalvejen og regelvejen måder at føre tilsyn på. Egenkapitalvejen - hvor fx soliditetsprocenter er centrale trives bedst i pengeinstitutsektoren, mens regelvejen er et meget tungtvejende supplement til egenkapitalbestemmelserne ikke mindst i realkreditloven, jvf. bl.a. lånegrænser løbetider.

Erfaringerne viser, at regelvejen er meget vanskelig at benytte i en sektor i konkurrence.
bør generelt udformes således, at virksomhederne har en interesse i at overholde
og at de opfattes som fornuftige. Det bliver de ikke altid.

Egenkapitalvejen er langt mere effektiv. Den opfylder netop virksomhedernes egne ønsker om, at man sikrer en soliditet, samtidig med at man kan tjene penge. Naturligvis kan egenkapital vej en garneres rned enkeite regier, hvor samfundet har en væsentlig interesse det finansielle systems virkemåde. Men egenkapital vej en må så åbenbart være den grundlæggende.

I den forbindelse er det meget væsentligt, at konkurrencen mellem brancherne i indlandet eller mellem indland og udland - ikke påvirkes af for store forskelle i egenkapitalkravene. den baggrund må det hilses velkomment, at der i EF arbejdes med regler, som fastlægger ensartede egenkapitalkrav og ensartede opgørelsesmetoder, hvor der gradueres i forhold til aktiverne, vægtet efter risikoklasse.

Vedrørende det uregulerede marked er såvel den statistiske belysning som omtalen i rapporten præget af, at det uregulerede markeds betydning er mindsket efter liberaliseringen kapitalmarkedet. I betænkningen konkluderes alene, at man skal tilvejebringe statistisk grundlag for at kunne følge det uregulerede marked. Så længe den liberale fastholdes, virker dette som en rimelig konklusion.

Det sidste punkt under de samfundsøkonomiske og politiske forhold i øvrigt, er
Zacchi-udxalgets rapport.

I den forbindelse skal det understreges, at realkreditinstitutterne har en særstilling

i forhold til de øvrige finansielle institutter ved, at realkreditioven skai op til vurdering inden udgangen af 1989. Det skyldes, at man i harmoniseringsdirektivet for kreditinstitutterfra fastsatte en tolvårs overgangsperiode, inden for hvilken EF-landene skulle afvikle de godkendelsesordninger, som ikke bygger på objektive kriterier.

Mens der således ikke direkte i brancheglidningssammenhæng er noget krav til bank- og sparekasseloven eller forsikringslovene lige nu, er der en pligt til at tage realkreditloven til revision. Kravene til de øvrige sektorers lovgivning kan dog snart komme op, når nye EF-direktivforslag kommer på bordet.

Men med henblik på realkreditlovens revision har der i nogle år siddet et udvalg under
Ole Zacchis ledelse. Udvalget har haft et flertal af myndighedsrepræsentanter,
tillige medlemmer fra realkreditinstitutterne.

Udvalgets sammensætning har givet sig udslag i, at resultatet af udvalgsarbejdet er
blevet mindre tilbageholdende end en ren embedsmandsudvalgsrapport, og mere tilbageholdende
havde der været tale om en ren brancherapport.

Udvalgsbetænkningen falder i to dele:

Den første vedrører de krav, som skal gennemføres i lovgivningen for at leve op til
EF-harmoniseringskravene. Det gælder primært krav til ledelsens kvalifikationer og
egenkapitalens størrelse.

Den anden indeholder en grundig gennemgang af realkreditsystemets oprindelse og regulering med henblik på en mere grundlæggende drøftelse af branchens fremtidige forhold. Der er klart tale om den mest fyldestgørende beskrivelse og diskussion af realkreditten, har set i nyere tid.

Af betydning for brancheglidningssituationen her og nu rummer betænkningen et forslag om, at realkreditinstitutterne skal tillades at yde kurssikring, således at institutterne kan tilbyde såvel et fast kronebeløb som en fast rente i forbindelse med udbuddet af lån.

Betænkningen rummer endvidere oplæg om ændring af realkreditinstitutternes formålsbestemmelse, at det ganske vist udtrykkeligt fastslås, at man ikke må drive anden virksomhed end realkreditvirksomhed, men at der samtidig åbnes for, at realkreditinstitutterne over den grundlæggende realkreditvirksomhed kan levere finansielle med tilknytning hertil.

Dette er ikke en så stor åbning af formålsparagraffen, som realkreditsektoren havde
ønsket sig, men det er et skridt på vejen.

Et andet punkt, som behandles i betænkningen, er baggrunden for den meget komplicerede
med et utal af lånegrænser og løbetider til forskellige belåningsformål.

Alene kapitlet, der omhandler disse forhold, er den bedst mulige dokumentation
for, at området er ganske uoverskueligt. Det er, hvad der kommer ud af at ville kombineresikkerhedsmæssige

neresikkerhedsmæssigehensyn, økonomisk-politiske hensyn og hensyn til at kunne imødekomme politiske ønsker om at lave et specielt produkt og til helt specielle formål. Set fra institutternes side, må det afgørende være at lægge mest mulig vægt på de sikkerhedsmæssigeaspekter, de øvrige reguleringer tilpasses hertil og gøres så generellesom

Af nye forslag indeholder betænkningen endvidere en beskeden opblødning af balanceprincippet d.v.s. den strikte overholdelse af balancen mellem obligationsside og pantebrevsside og de dertil knyttede betalingsstrømme. Endvidere foreslås placeringsregler, deler reserverne op i en bunden del og en ikke bunden del - begge med stærke om obligationsdominans, men med en vis åbning over for andre typer af placeringer friest for de fri reservers vedkommende. Der er her tale om et hidtil uopdyrket område, idet der ikke i den nuværende realkreditlov findes placeringsregler.

Af væsentlig betydning for dette indlægs emne er det endvidere, at det foreslås, at de nye realkreditinstitutter skal oprettes som aktieselskaber, og at der eventuelt kan gennemføres til ændring af de eksisterende institutters organisatoriske status, hvis institutterne måtte have ønske herom.

Med hensyn til tilsynet er der ikke overraskende uenighed i udvalget. Flertallet i udvalget
at det bliver liggende, hvor det ligger.

Mine egne kommentarer hertil fremgår af det foregående.

Konkurrenceforholdene mellem forskellige brancher

Konkurrenceforholdene på fremtidens kapitalmarked kan måske bedst belyses ved
at tage udgangspunkt i figur 3, som alene må betragtes som en grov illustration af nogle
hovedtendenser.

I overskriften er der angivet de tre forskellige typer af finansieringsinstitutioner, som
er taget med, d.v.s. pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber/pensionskasser,
der i forspalten er angivet de områder, hvor konkurrencen afgøres.

Det drejer sig om fire afgørende forhold. Det første er medarbejderne med henholdsvis
og generalistviden. Det andet er kapital. Det tredie teknologi og
det fjerde distributionssystemer.

Det fremgår af oversigten, at min egen umiddelbare opfattelse er, at pengeinstitutterne
rimeligt all-round rustede med hensyn til menneskelige ressourcer, kapital, teknologi
specielt distributionssystemer.

Realkreditinstitutterne og forsikringsselskaberne er begge stærke med hensyn til specialistviden og med hensyn til kapital. På det teknologiske område ligger pengeinstitutterog nok nogenlunde på niveau, mens forsikringsselskaberneer at komme med. Kun på distributionsområdet ligger pengeinstitutterne suverænti

ræntispidsen med filialnet og valgmuligheder til også at vælge andre distributionskanaler.

Der er næppe tvivl om, at realkreditinstitutterne og forsikringsselskaberne videreudvikler målrettede distributionssystemer. Derimod vil opbygning eller udbygning filialnettet for de to gruppers vedkommende være meget omkostningskrævende stille virksomhederne i en vanskeligere situation end pengeinstitutterne, som allerede filialnet.

Det er hovedårsagen til min egen forestilling om, at den fremtidige udvikling på kapitalmarkedet
gå i retning af, at der etableres en række finansielle koncerner til
supplement til specialvirksomheder, som fortsat vil have en berettigelse.

Koncernerne kan udgå fra enkeltvirksomheder på et enkelt område og spredes ud, men vi vil klart i fremtiden se et øget samarbejde i form af dannelse af fælles finansielle koncerner på tværs af brancheskellene. Dette vil i særlig grad ske, hvis politikerne skulle embedsmændenes holdning og opretholde et forbud mod pengeinstitutters oprettelse datterselskaber med andet virksomhedsområde. En katalysator for en sådan udvikling vil være lovinitiativer, som letter omdannelsen til aktieselskaber af sparekasser, og gensidige forsikringsselskaber. Mens det umiddelbare sigte med en sådan omdannelse vil være at etablere mulighed for kapitaltilførsel udefra, vil aktieselskabsformen samtidig være en forudsætning for, at disse virksomheder naturligt integreres i finansielle koncerner.

Som nævnt tidligere, vil selve dannelsen af sådanne koncerner med store parter ikke ødelægge konkurrenceforholdene i den finansielle sektor. Men det er klart, at dannelsen én stor koncern vil trække flere med sig, fordi andre vil have de samme konkurrencemæssige og vil kunne tilbyde kunderne de samme pakkeløsninger. Derfor kan man måske forestille sig en kædeproces, der fører til dannelsen af tre-fire store koncerner, som samtidig tynder ud i gruppen af mellemstore virksomheder, og som kan gå ind i den internationale konkurrence.

Men der vil stadig være plads til andre virksomheder. Det kan være i form af f.eks. lokalbanker med lokalbetjening, eller i form af engroslignende, finansielle virksomheder, producerer realkreditlån eller forsikringer på standardbasis. En betydende del af de finansielle ydelser vil imidlertid om en snes år efter min opfattelse blive produceret finansielle koncerner. Om denne forudsigelse holder stik vil selvfølgelig i høj grad bero på, om der sker nogen ændring i den politiske holdning til en sådan udvikling.

Hvad bør der ske nu?

Vi går ind i den fase, hvor embedsmandsovervejelserne foreløbig er slut, og hvor de
politiske beslutninger skal tages. Set fra den finansielle sektors side vil holdningerne
naturligvis være præget af, hvor man selv er beskæftiget. Min egen holdning udmønter
sig i følgende fem rekommendationer:

1. Der bør ske en fastholdelse af liberaliseringen og afviklingen af restriktionerne på det danske kapitalmarked. Dette er en forudsætning for at kunne hævde sig på EFkapitalmarkedet, en yderligere liberalisering kommer her i forbindelse med det indre markeds realisering inden 1992.

2. Det bør være muligt at etablere datterselskaber med et andet virksomhedsområde. Dette gælder ikke mindst for pengeinstitutterne, som bør have tilladelse til - udover realkreditinstitutter - at etablere datterselskaber uden for det snævre virksomhedsområde.

3. Der bør gennemføres en lovgivning, som letter omdannelsen af sparekasser, gensidige
og realkreditinstitutter til aktieselskaber.

4. Den grundlæggende filosofi for styringen af kapitalmarkedet må være en erkendelse behovet for høje soliditetskrav som pris for øget konkurrence. Altså er der en sammenhæng mellem på den ene side det at ville kunne dække et stort område og på den anden side soliditetskravene. Men kravene må naturligvis først og fremmest afstemmes efter den internationale konkurrence - og det vil igen for Danmark sige, at vi har en interesse i at arbejde for disse krav i EF.

5. Der bør søges en afklaret holdning til den grad af kapitalkoncentration, som vil blive politisk accepteret indenlandsk. I den forbindelse må man være opmærksom på de størrelsesforhold, der opereres på, når det drejer sig om en international virksomhed. vil være ødelæggende for dansk finansverdens konkurrenceevne og for muligheden af at etablere København som et finanscentrum, hvis der bliver lagt for kraftige hindringer i vejen for udfoldelsesmulighederne, ikke mindst hvad angår kapitalkoncentration.

Litteratur

Boligministeriet. 1987. Den fremtidige realkreditlovgivning. fra Udvalget om tilpasning af realkreditlovgivningen til EF's første samordningsdirektiv. København.

Industriministeriet. 1987. Brancheglidning i

den finansielle sektor. Betænkning 1108.
København.

Det Økonomiske Råds Formandskab. 1986. Dansk økonomi, november 1986. Afsnittet om brancheglidning og andre innovationer på de finansielle markeder. København.