Resumé

summary. The article gives an overall view of the mobility on the Danish labour market based on comprehensive empirical Danish research. 1.2 million employees or half of the labour force experience mobility every year because they quit their jobs, gets temporary laidoff the labour market, are promoted etc. Over 600.000 persons experience unemployment the article examines how personal characteristics influence the risk of unemployment lay-off seems very common, and yearly one fifth off all blue-collar workers experience temporary layoffs. In addition the incidence of internal labour markets is examined.

1. Indledning

I de seneste år har der såvel internationalt som i Danmark været en stigende interesse for arbejdsmarkedsforskning, jfr. Schmidt-Sørensen (1986). Interessen har selvfølgelig baggrund i den begrænsede tilpasning på arbejdsmarkedet som mere end ti års høj arbejdsløshed er udtryk for. I Danmark blev begrænsningerne i tilpasningen ved de flaskehalsproblemer, der trods høj arbejdsløshed kunne konstateres i 1985/86.

Forskningsindsatsen er i Danmark blevet understøttet af de initiativer til arbejdsmarkedsforskning, er blevet taget af forskningsråd, ministerier mv. Dette har især hvad angår den empiriske forskning givet en overvældende mængde resultater, hvilket må ses på baggrund af det gode datagrundlag, der er opbygget. I registersammenhæng har Danmark internationalt set helt enestående muligheder i det statistikgrundlag, der skabes på Danmarks Statistik, og i surveysammenhæng eksisterer der også forskningsmiljøer betydelig ekspertice.

Derfor er det nu muligt at skabe et samlet billede over mobiliteten på det danske arbejdsmarked. Dette er temaet for denne artikel. Indledningsvis gives i afsnit 2 en oversigt over den empiriske forskning vedrørende mobiliteten på arbejdsmarkedet Derefter, gives der en samlet oversigt over mobiliteten på arbejdsmarkedet, og i afsnit 4-6 foretages en uddybende analyse af særlige aspekter ved mobiliteten. Indledningsvis mobilitetsbegrebet dog kort diskuteres.

Mobilitet kan kort defineres som bevægelser mellem tilstande med forskellig

relation til arbejdsmarkedet Hermed antages det også, at arbejdsmarkedet er flerdimensionalt hvilket kan synes banalt men alligevel er en central antagelse. I den simple neoklassiske model er arbejdsmarkedet homogent og perfekt, hvilket betyder, at arbejdsmarkedet ikke har nogen udbredelse; enten er man på det eller også er man det ikke. Mobilitet er derfor først kommet relativt sent ind i arbejdsmarkedsteorien, og oftest i form af den geografiske dimension; migrationen. Ligesom homogenitetsantagelsenstadig dele af arbejdsmarkedsteorien, er migration stadig den foretrukne empiriske tilgang til mobilitet. Den danske mobilitetsforskning har dog ikke i samme grad været præget af den geografiske dimension, hvilket sandsynligvis bare er et resultat af landets lidenhed. Den geografiske dimension vil også spille en underordnet rolle i denne artikel.

Et andet aspekt af mobiliteten, der heller ikke vil blive særlig belyst er den sociale mobilitet eller generationsmobiliteten, idet man i denne mere beskæftiger sig med social stratifikation end med arbejdsmarkedsanalyse. Social stratifikation kan dog have vigtige implikationer for processerne på arbejdsmarkedet, jfr. Bruniche-Olsen (1986a). Den del af mobiliteten, der skal belyses her, er arbejdspladsmobiliteten herunder bevægelser til og fra arbejdsløshed, arbejdsfunktionsmobiliteten samt i mindre omfang erhvervs- og branchemobiliteten. Ser man bort fra virksomheder, der skifter branche, er erhvervs- og branchemobiliteten en delmængde af arbejdspladsmobiliteten, arbejdsfunktionsmobilitet også kan foregå uden arbejdspladsmobilitet (virksomhedsintern mobilitet). Sidstnævnte aspekt behandles særskilt i afsnit 5.

2. Oversigt over dansk empirisk mobilitetsforskning

Som nævnt ovenfor er dansk arbejdsmarkedsforskning begunstiget af de omfattendestatistikregistre, er opbygget i de seneste år. Ved brag af disse registre bl.a. via sammenkobling af enkeltregistre er det muligt at følge individbevægelser på arbejdsmarkedeti store populationer¹. Bearbejdningen af sådanne registerdata er overordentlig tidskrævende, jvf. Hansen (1986) og forskningen har derfor været koncentreret omkring to databaser. Den ene er opbygget omkring Handelshøjskolen i Århus og Århus Universitet og registrerer bevægelser mellem beskæftigelse og arbejdsløshedfor stikprøve på ca. 200.000 personer, jfr. Bunzel et.al (1983), Pedersen & Westergård-Nielsen (1984), Smith (1984), Smith & Westergård-Nielsen (1986) og Jensen(1986). fra denne database er primært analyseret individkarakteristikas indflydelsepå

---

1. Registrene har også været anvendt til via tværsnitsundersøgelser. dvs. ikke-individbaserede data, at analysere nettoforskydninger på arbejdsmarkedet, Groes etal (1984) Holm etal (1985) Smith & Smith (1987). Da disse analyser ikke direkte omhandler mobilitet, skal de ikke behandles yderligere.

flydelsepåomfanget af arbejdsløshed og på overgangssandsynligheder mellem arbejdsløshedog

Den anden database er opbygget af Per Vejrup Hansen i samarbejde med Danmarks i forbindelse med et projekt på Socialforskningsinstituttet (SFI), jvf. Hansen (1985). Databasen giver via sammenkobling af arbejdspladsstatistikregistreret og beskæftigelsesstatistikregistret mulighed for at registrere mobiliteten for ca. 150.000 lønmodtagere ikke kun mellem beskæftigelse og arbejdsløshed men også mellem beskæftigelse forskellige virksomheder. Denne database har bl.a. resulteret i analyser af konjunktur og mobilitet, arbejdspladsmobilitetens struktur og individkarakteristikas sammenhæng med arbejdsmarkedskarrieren, jfr. Hansen (1985) og Briiniche-Olsen (1987).

Derudover findes der enkelte undersøgelser, der kombinerer registerdata med survey, f.eks. Rosdahl (1985). På surveyområdet findes en mængde undersøgelser først og fremmest omkring delproblemstillinger, men også en del generelle undersøgelser. SFI lavede i første halvdel af 70'erne en større mobilitetsundersøgelse, se bi.a. Gundelach & Redder (1976), og har siden taget mobiliteten op særskilt, jfr. Bach (1987a) og Bach (1987 b), og i forbindelse med arbejdsløshed og jobsøgning, jfr. Rosdahl (1982) og Rosdahl (1986). I Rosdahl (1982) gives desuden en oversigt over den samlede mobilitet. I andre surveys tages særlige problemstillinger op, f.eks. uddannelse mobilitet, Smith & Smith (1986) og sammenhængen mellem uddannelse og geografisk mobilitet, Johansen (1983).

Ud over de her nævnte undersøgelser foreligger der en del undersøgelser med
udgangspunkt i forskellige uddannelsesgrupper bevægelser på eller ind og ud af
arbejdsmarkedet, f.eks. Westergård-Nielsen (1983) og Nielsen & Østergaard (1985).

3. En samlet opgørelse over mobiliteten på arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedet består i Danmark af ca. 2,5 mill, personer, der enten har eller søger beskæftigelse². I løbet af ét år vil over 1 mill, af disse have bevæget sig en eller flere gange til andre placeringer på arbejdsmarkedet. I det følgende vil der blive gjort rede for disse bevægelser. Udgangspunktet er bevægelserne på arbejdsmarkedet fra november 1980 til november 1981, jfr. tabel 1, fordi dette er den seneste periode, der er tilstrækkelig veldokumenteret af tilgængelige undersøgelser. Dette har baggrund i, at den centrale bagvedliggende statistik (den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik) foreliggerca.

---

2. Arbejdsmarkedet betragtes kun for lønmodtagere, fordi selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller optræder på »arbejdsmarkedet« under helt andre forhold og betingelser end lønmodtagerne. Arbejdsløsheden betragtes som synonym med den registrerede ledighed.

liggerca.2 år efter indsamlingstidspunktet, ultimo november hvert år, samt den nævnte meget tidskrævende bearbejdning til analyseformål. Der arbejdes dog på opdateringeraf de to beskrevne registerdatabaser, bl. a. via opbygning af den såkaldteIDA Database for Arbejdsmarkedsforskning).

I november 1980 var, jfr. tabel 1 og figur 1, 2.200.000 lønmodtagere i beskæftigelse. Et år senere havde ca. 22 pct. eller omkring 480.000 lønmodtagere forladt den tidligere virksomhed, Hansen (1985)³. Af de tiloversblevne havde en del været stillingsmobile, dvs. havde fået anden arbejdsfunktion. Omfanget af denne interne stillingsmobilitet afhænger selvfølgelig af hvor snævert begrebet arbejdsfunktion defineres, jfr. afsnit 5,

---

3. I Hansen (1985) undersøges af tekniske årsager kun virksomheder, der stadig eksisterer efter et år, således at mobilitet i forbindelse med virksomhedsnedlæggelse ikke medregnes. Denne mobilitet er skønsmæssigt indregnet her, idet der for så vidt angår personer, der bliver arbejdsløse eller forlader arbejdsmarkedet, er foretaget sammenligning med Danmarks Statistiks totaltal, jfr. SE: Arbejdsmarked 1984:3. Mobiliteten fra virksomhederne ligger således ca. 2 petpoint højere end resultaterne fra Hansen (1985).

men et middelskøn siger, at 200.000 eller ca. 10 pct. af de oprindelig beskæftigede var
stillingsmobile.

Næsten ligeså mange havde været på arbejdsfordeling eller midlertidig hjemsendelse løbet af det følgende år. Lægges hertil de personer, som var hjemsendt på tællingstidspunktet den pågældende uge i november 1981, eller som var hjemsendt i november 1980 (og derfor ikke talte med blandt de beskæftigede), men var tilbage på virksomheden i november 1981, kan det samlede antal hjemsendte mv. i løbet af et år med nogen usikkerhed, jvf. Briiniche-Olsen (1987), skønnes til ca. 240.000. Problemstillingen midlertidig hjemsendelse belyses nærmere i afsnit 6.

De godt 20 pct., der havde forladt virksomheden, var enten gået til beskæftigelse i en anden virksomhed, var blevet arbejdsløse eller havde forladt arbejdsmarkedet. 180.000 personer havde fået beskæftigelse i en anden virksomhed uden at have været registreret som ledige i 1981, mens 50.000 havde fået beskæftigelse i en anden virksomhed samtidig oplevet arbejdsløshed i 1981. Vi vender i afsnit 4 tilbage til denne mobilitet, der foregår mellem virksomhederne.

120.000 af dem, der var i beskæftigelse i november 1980, var arbejdsløse i november 1981. jfr. Statistiske Efterretninger (SE), Arbejdsmarked 84:3. For omkring 30.000 af dem var der dog tale om, at de stadig var tilknyttet virksomheden, men var registrerede som ledige på grund af midlertidig hjemsendelse eller arbejdsfordeling, jfr. afsnit 6.

140.000 personer havde forladt arbejdsmarkedet på grund af overgang til uddannelse, selvstændig erhvervsvirksomhed eller som følge af dødsfald eller emigration, SE: Arbejdsmarked 84:3 og 85:12. Langt størsteparten forlod arbejdsmarkedet fra beskæftigelse, mens en mindre del først blev arbejdsløse, og derefter forlod arbejdsmarkedet. Hovedparten af afgangen sker blandt den ældre del af arbejdsstyrken. For efterlønsmodtagernes vedkommende var 25 pct. af dem, der i 1981 gik på efterløn, arbejdsløse, da de overgik til efterløn, jfr. Arbejdsdirektoratets efterlønsstatistik. så vidt angår det samlede antal, der pensioneres, må andelen, der var arbejdsløse på pensionstidspunktet, anses for lavere. De yngre aldersgrupper forlader arbejdsmarkedet på grund af børnepasning, uddannelse og invaliditet men også blandt de yngre og midaldrende vil der være en del, der forlader arbejdsmarkedet via arbejdsløshed, heriblandt de såkaldte discouraged-workers. i alt må det vurderes, at omkring en fjerdedel af dem, der forlod arbejdsmarkedet fra november 1980 til november 1981, gjorde det fra en situation som arbejdsløs. Halvdelen var allerede arbejdsløse i november 1980, SE: Arbejdsmarked 84:3, mens den anden halvdel blev arbejdsløse i løbet af året, jfr. tabel 1 og figur 1.

Ultimo november 1980 var der godt 190.000 arbejdsløse, jfr. tabel 1. I figur 1 er de omkring 30.000 personer, der var ledige på grund af midlertidig hjemsendelse mv., af præsentationsmæssige årsager placeret blandt de beskæftigede. Af de 190.000 ledige var næsten halvdelen eller 90.000 kommet i beskæftigelse i november 1981, SE: Arbejdsmarked 84:3. Omkring 30.000 var vendt tilbage til fast bekæftigelse i virksomheden hjemsendelse eller arbejdsfordeling, mens 60.000 andre arbejdsløse var kommet (tilbage) i beskæftigelse.

80.000 arbejdsløse var imidlertid stadig arbejdsløse ultimo november 1981. Langt fra alle havde dog været ledige i hele året. Ser man på arbejdsløshedsstatistiken havde kun 50.782 af de 680.068 personer, der var berørt af ledighed i 1981 en ledighedsgrad på over 0.9, dvs. havde været ledige i mere end 11 af årets måneder. 25.176 af disse havde en ledighedsgrad på over 0.95, SM: Arbejdsmarked 82:6. Meget skønmæssigt kan det vurderes, at halvdelen af de 80.000 havde haft mellemliggende beskæftigelse, mens de resterende 40.000 havde været ledige i hele året⁴.

---

4. Vurderinger ud fra arbejdsløshedsstatistikken (CRAM) kompliceres af, at personer der har været på feriedagpenge på grund af ledighed i forudgående år. indgår i ledighedsstatistikken, når de er på feriedagpenge. Dette er også en af årsagerne til, at de her fremlagte tal viser ialt 620.000 ledighedsberørte i modsætning til arbejdsløshedsstatistikkens 680.000.

I løbet af perioden ultimo november 1980 til ultimo november 1981 kom ca 180.000 personer ind på arbejdsmarkedet, SE: Arbejdsmarked 84:3 og 85:12. Arbejdsmarkedet var ikke noget nyt for dem alle. En del mennesker har en løs tilknytning til arbejdsmarkedet og pendler ind og ud af dette. Det kan ses af, at 30-40.000 at de, der i et givet år indtræder i arbejdsstyrken, har forladt den igen efter endnu et år, mens en tilsvarende gruppe af dem, der forlader arbejdsstyrken i et givet år, er tilbage igen efter endnu et år, jfr. SE: Arbejdsmarked 85:12.

Af de 180.000, der indtrådte på arbejdsmarkedet, var ca. 30.000 arbejdsløse ultimo november 1981⁵, mens ca. 150.000 var i beskæftigelse. I den sidstnævnte gruppe havde en del imidlertid også oplevet ledighed i forbindelse med indtræden på arbejdsmarkedet. er specielt i lavkonjunktursituationer et typisk fænomen i forbindelse med indtræde på arbejdsmarkedet. F.eks. er ledigheden blandt personer med en videregående uddannelse normalt koncentreret omkring de nyuddannede, mens de etablerede har meget lav ledighedsrisiko. Dette er årsagen til, at man i starten af 80'erne i offentligheden talte om en katastrofal beskæftigelsessituation blandt folkeskolelærere trods af, at deres ledighed lå på 3-4 pct, og nu, hvor ledigheden ligger på omkring 2 pct., taler om mangel på folkeskolelærere.

Ledigheden blandt nyuddannede afspejles af, at knap 40 pct. af de nyuddannede EFG-lærlinge oplevede arbejdsløshed efter endt uddannelse ifølge en SFI-undersøgelse i 1977, Nørregaard et.al (1980). For de langvarigt uddannede viste en undersøgelse foretaget i 1979, at 60 pct. havde oplevet over en måneds ledighed i forbindelse med færdiguddannelsen, SE 82A29.

For så vidt angår personer uden erhvervsuddannelse må det formodes, at andelen, der oplever ledighed og hvor denne registreres, er mindre, fordi mange af disse først går ind på arbejdsmarkedet, når de har et job. Det er her vurderet, at omkring en trediedel dem, der går ind på arbejdsmarkedet oplever ledighed i løbet af det første år på arbejdsmarkedet, hvorfor det kan skønnes, at omkring 30.000 af de 150.000 indtrædere, var i beskæftigelse ultimo november 1981, havde oplevet ledighed.

Alt i alt viser tallene, at der fra november 1980 til november 1981 var 1,2 mill, af de godt 2,5 mill, personer, der havde relationer til arbejdsmarkedet i den pågældende periode, som var mobile på arbejdsmarkedet. En del af disse personer har endda været mobile flere gange. For det første har en del af de beskæftigede haft flere arbejdsgivere i løbet af året. Tal fra først i 70'erne viser imidlertid, at denne gruppe er forbavsende lille. Kun omkring 3 pct af de beskæftigede har mere end to arbejdsgivere på et år, jfr. Gundelach & Redder (1976). For det andet har en del været

---

5. Jfr. SE: Arbejdsmarked 84:3 og 85:12. I førstnævnte statistik indgår kun 16-65 årige, hvoraf 26.000 blev arbejdsløse. Hertil skal lægges den del af de knap 45.000 under 16 årige og over 65 årige, der tilgik arbejdsmarkedet, jfr. SE: Arbejdsmarked 85:12, og som var ledige ultimo november 1981.

hjemsendt mere end én gang, ligesom nogle pendler ind og ud af arbejdsmarkedet
flere gange i løbet af et år. Alt i alt har der således sandsynligvis været mellem IV2
mill, og 2 mill, bevægelser på arbejdsmarkedet i det pågældende år.

Det kunne være interessant at se, hvor stor mobiliteten var under højkonjunkturen i 1985-86. Det antages normalt, at arbejdspladsmobiliteten er højere under højkonjunktur under lavkonjunktur. Dette bemærkes også af Dansk Arbejdsgiverforenings der for funktionærernes vedkommende peger på et mobilitetsniveau omkring 20-40 pct. højere i 1985-86 end i 1980-81, hvilket også er tilfældet for arbejderne, når der tages hensyn til hjemsendelse mv., jfr. Briiniche-Olsen (1987).

På grund af beskæftigelsesvæksten under højkonjunkturen må den virksomhedsinterne også forventes at have været højere i 1985-86. Derimod betyder den stadig høje arbejdsløshed og det store antal ledighedsberørte, at mobiliteten til og fra arbejdsløshed næppe har været væsensforskellig målt brutto, ligesom hjemsendelsesledighedens konjunkturafhængighed betyder, at denne ikke har været væsentlig mindre. De samlede ind og ud af arbejdsmarkedet påvirkes næppe heller meget af konjunkturudviklingen. Alt i alt har mobiliteten i 1985-86 sandsynligvis noget højere end i 1980-81, men har næppe berørt mere end 1,5 mill, personer på årsbasis.

I dette afsnit er givet en oversigt over mobiliteten på arbejdsmarkedet, som vil blive uddybet i de følgende afsnit I næste afsnit behandles mobiliteten fra virksomhederne, mens afsnit 5 omhandler den virksomhedsinteme mobilitet. Endelig diskuteres i afsnit 6 forskellige aspekter omkring mobilitet og arbejdsløshed.

4. Bevægelser fra virksomhederne

10 pct af lønmodtagerne elier 220-230.000 personer skifter hvert år virksomhed én eller flere gange. Det er karakteristisk, at denne mobilitet er af samme størrelse for alle hovedstillingsgrupper (overordnede funktionærer, ledende funktionærer, funktionærer øvrigt, faglærte arbejdere og ikke-faglærte arbejdere) bortset fra gruppen »lønmodtagere uden nærmere angivelse«, som omfatter lønmodtagere med løs tilknytning til arbejdsmarkedet For fire ud af fem blev denne mobilitet klaret uden ledighed. Lidt mere end én ud af fem var faktisk ledige i 1981, men for nogles vedkommende havde denne ledighed intet med jobskiftet at gøre, men skyldtes f.eks. overgang til feriedagpenge på grund af tidligere ledighed, jfr. Bruniche-Olsen (1987).

Sandsynligheden for at klare et jobskifte uden ledighed er dog meget forskellig for de enkelte stillingsgrupper. Således havde 90 pct. af funktionærgruppe I-II (også kaldet overordnede og ledende fuktionærer), som havde job på en anden virksomhed ultimo november 1981, ikke haft ledighed i 1981, mens det samme kun gjaldt for 2/3

af de ikke-faglærte arbejdere, Briiniche-Olsen (1987). Hertil kommer, at mens 10 pct af de funktionærer I-11, der totalt forlod den oprindelige virksomhed, var arbejdsløse ultimo november 1981, gjaldt det samme for en trediedel af både de faglærte og de ikke-faglærte arbejdere, jfr. Hansen (1985). Forholdet skyldes sandsynligvis bl.a., at funktionærer har længere opsigelsesvarsler, men generelt er funktionærernes mobilitet mere frivillig end arbejdernes, et forhold der især for de ikke-faglærtes vedkommende bekræftes i Bach (1987b).

Ser man det samlede antal der - frivilligt eller ufrivilligt - forlader virksomhederne, men bliver på arbejdsmarkedet dvs. får anden beskæftigelse eller bliver arbejdsløse, drejer det sig på årsbasis om godt hvert sjette af de oprindelig ansatte. For funktionærer ligger tallet på 12 pct, mens det ligger på 20 pct. for de ikke-faglærte arbejdere, (1985). I Briiniche-Olsen (1987) er der for hver af hovedstillingsgrupperne en analyse af hvilke personkarakteristika (tidligere ledighed, uddannelsesniveau, og alder), der øver indflydelse på om personerne har været mobile, og om de i forbindelse med mobilitet har vaeret bersrt af ledighed eller ej. Tidligere ledighed medfører både en større sandsynlighed for mobilitet og en større sandsynlighed at have været berørt af ledighed i forbindelse med mobiliteten. Dette resultat også, når man tager hensyn til den historieafhængighed i ledigheden, som de tidligere omtalte feriedagpenge medfører. Ikke overraskende udviser de unge en overgennemsnitlig mobilitet og de ældre en mobilitet under gennemsnittet.

løvrigt kan der ikke trækkes entydige konklusioner for så vidt angår køn, alder og uddannelsesniveau. Forklaringen er primært det høje aggregeringsniveau, hvor der ses på de seks hovedstillingsgrupper. I den enkelte hovedstillingsgruppe indgår vidt forskellige stillingsgrupper med meget forskellige betingelser. Således indeholder funktionærer både sygeplejersker, folkeskolelærere, værkførere og bankfuldmægtige. Dette understreger farerne ved at foretage aggregerede analyser på et arbejdsmarked, der i virkeligheden består af mange forskelligt fungerende delmarkeder.

En analyse på mere detaljeret stillingsniveau (ingeniører, smede, chauffører etc.), hvor der ses på hvilke forhold, der hænger sammen med, om lønmodtagerne fra november 1980 til november 1981 har ændret placering i stillingshierarkiet, er blevet arbejdsløse eller har forladt arbejdsmarkedet, viser en positiv sammenhæng mellem uddannelsesniveau i forhold til den pågældende stilling og succesen i arbejdsmarkedsforløbet,jfr. (1987).⁶ Denne analyse viser også, at kvinderne i

---

6. Det viser sig iøvrigt, at det ikke er ligegyldigt hvilken uddannelse man har. Således arbejdede 52 pct, af dem, der havde en EFG-/'iæriingeuddanneise indenfor serviceområdet (skræddere, optikere, frisører etc.) som ikke-faglærte i november 1980, mens det samme kun gjaldt 6 pct af elektrikerne. EFG-/lærlingeuddannelser indenfor butik og levnedsmiddel og længerevarende videregående uddannelser indenfor humaniora er andre eksempler på uddannelser, der hyppigt fører til underkvalificeret beskæftigelse, Briiniche-Olsen (1986b).

den enkelte stillingsgruppe generelt klarer sig dårligere end mændene med hensyn til ledighed og placering i stillingshierarkiet. Der er dog en undtagelse, idet kvinderne faktisk klarer sig bedre end mændene i stillingsgrupper, hvor de udgør over 90 pct. Det vil sige indenfor grupper som hjemmehjælpere, rengøringsassistenter og børnehavemedhjælpere.

Den udprægede reelle historieafhængighed i ledigheden genfindes på det detaljerede ingsniveau, og iøvrigt bekræftes det billede fra andre undersøgelser, at ledighed ud fra en gennemsnitsbetragtning ikke for de unge får så alvorlige konsekvenser for det fremtidige arbejdsmarkedsforløb, som det gør for de ældre over 50 år.

De lønmodtagere, der får beskæftigelse på en anden virksomhed, skifter for 40 pct. vedkommende hovederhverv, godt en fjerdedel skifter branche indenfor samme hovederhverv, mens en trediedel bliver i den samme branche, Hansen (1985). Her kan konstateres det interessante forhold, at branche-/erhvervsmobiliteten bliver større jo længere man kommer ned i stillingshierarkiet. Således skifter næsten 80 pct. af de ikke-faglærte branche, mens det samme kun gælder 56 pct. af funktionærer HI. Indenfor uddannelsesgrupperne er branchemobiliteten imidlertid meget forskellig. Ingeniører, elektrikere og snedkere/tømrere er således flittige til at skifte til utraditionelle mens 90 pct. af typograferne bliver i de traditionelle brancher, Briiniche-Olsen (1986b).

5. Virksomhedsintern mobilitet

Siden 1950'erne har arbejdsmarkedsteorien i stigende grad beskæftiget sig med (virksomheds)interne markeder. Begrebet, der oprindelig lanceredes af Kcrr (1954), blev hurtigt centralt indenfor den institutionalistiske arbejdsmarkedsteori, Doeringer & Piore (1971), men er efterhånden også blevet et vigtigt element i mere traditionel arbejdsmarkedsteori. Selv -om det oprindelige teoretiske udgangspunkt - teorien om det segmenterede arbejdsmarked - er mindre velegnet på danske forhold, jfr. Briiniche-Olsen (1984) og Briiniche-Olsen (1987), er strukturen og omfanget af intern mobilitet alligevel interesant i arbejdsmarkedspolitisk sammenhæng.

Der kan ikke gives ét tal for den interne mobilitet, fordi omfanget afhænger af, hvor snævert arbejdsfunktionerne afgrænses. Således viser Gundelach & Redder (1976) at 14 pct. af de ikke-arbejdspladsmobile over en 10-måneders periode får mindst en lidt anden type arbejde, mens 6 pct. får en helt anden type arbejde. Briiniche-Olsen (1987) viser, at 4,2 pct. af de ikke-arbejdsgivermobile skiftede hovedstillingsgruppe mellem november 1980 og november 1981. Alt i alt peger disse tal på, at der afhængig af definitionen 100-300.000, der årligt er internt mobile.

I Bruniche-Olsen (1987) analyseres skift mellem hovedstillingsgrupper. Som udgangspunkter
langt mere almindelig ved arbejdsgiverskift 20 pct. af

de arbejdsgivermobile er samtidig stillingsmobile, mens som nævnt kun godt 4 pct. af de ikke-arbejdsgivermobile er stillingsmobile. I Gundelach & Redder (1976) findes en endnu klarere tendens til større arbejdsfunktionsmobilitet ved arbejdspladsmobilitet end ved ikke-arbejdspladsmobilitet.

Den højeste interne mobilitet findes på dagsinstitutionerne, hvor 14 pct. af de ikkearbejdsgivermobile stillingsmobile, hvilket sandsynligvis skyldes, at mange rykker fra midlertidig, løs ansættelse op i faste stillinger. Herefter følger socialvæsen iøvrigt (13 pct), restaurations- og hotelvirksomhed (10 pct.) og detailhandel (8 pct.).

En anden tilgang til intern mobilitet er at se, hvor stor en del af den samlede stillingsmobilitet, der foregår internt, jfr. tabel 2, hvor de fem brancher med højeste andel henholdsvis laveste andel er opstillet. Som det ses foregår 64 pct. af stillingsmobiliteten internt hvilket stemmer overens med resultaterne hos Gundelach og Redder (1976), hvor også 64 pct. af dem, der får mindst en lidt anden type arbejde, ikke har skiftet arbejdsgiver, mens det samme gælder for godt halvdelen af dem, der får en helt anden type arbejde.

Interne arbejdsmarkeder antages normalt at hænge kraftigt sammen med virksomhedsspecifik

Specifik kvalificering er relativ lidt udbredt i Danmark, jfr. Briiniche-Olsen (1984), men indenfor f.eks. pengeinstitutter og etatsområderne (DSB, P&T) foregår uddannelseni med ansættelse på virksomheden, hvorfor det ikke er overraskende, at disse brancher ligger i toppen hvad andel internt mobile angår, jfr. tabel 2. Blandt

brancherne med lille andel internt stillingsmobile findes hospitaler, hvor kvalifikationskravdanner
skodder mellem de forskellige stillingsgrupper.

Med transportmiddelindustrien som undtagelse findes indenfor industrien brancher
med stor andel intern mobilitet typisk indenfor brancher med store virksomheder
(kemisk industri 71 pct. og maskinindustri 72 pct.).

De her fremlagte tal peger på, at den interne mobilitet spiller en ret betydelig rolle på dele af det danske arbejdsmarked. Herfra kan man imidlertid ikke slutte, at det danske arbejdsmarked er præget af interne arbejdsmarkeder. Intern mobilitet behøver ikke at være synonym med institutionaliserede interne markeder, man kan f.eks. skyldes, at allerede ansatte medarbejdere foretrækkes frem for eksterne, fordi arbejdsgiveren bedre kender den allerede ansattes kvalifikationer. Egentlige interne markeders begrænsede betydning understreges af den interne mobilitets udbredelse i de forskellige hovedstillingsgrupper. Normalt antages interne markeder mest udbredt blandt højere funktionærer og faglærte arbejdere, men der er ingen markante forskelle i den interne stillingsmobilitet mellem de enkelte hovedstillingsgrupper. Blandt funktionærer I er 79 pct. af stillingsmobiliteten intern, det samme gælder for 75 pct. blandt både funktionærer II og funktionærer ni, mens 63 pct. af stillingsmobiliteten intern i alle de tre arbejdergrupper (faglærte arbejdere, ikke-faglærte arbejdere og lønmodtagere u.n.a.).

6. Mobilitet og arbejdsløshed

Hvert år berøres omkring hver fjerde lønmodtager af arbejdsløshed, men risikoen for at blive arbejdsløs er som bekendt ikke lige stor for alle. Den veluddannede, midaldrende mand har en ledighedsrisiko, der er mange gange mindre end den unge kvinde uden uddannelse. Karakteren af ledighed er også mangfoldig, og kan bestå af hjemsendelsesledighed, kortvarig jobskifteledighed, langtidsledighed osv.

I dette afsnit vil først to af ekstremerne hjemsendelsesledighed og langtidsledighed
blive nærmere belyst, og efterfølgende vil der blive givet et samlet billede af
arbejdsløsheden og de arbejdsløse.

Som det fremgik af afsnit 3, kan det skønnes, at omkring en kvart million lønmodtagere årligt berøres af ledighed i forbindelse med midlertidig hjemsendelse eller arbejdsfordeling. Dette tal bekræftes i Rosdahl (1984), der viser, at en trediedel af samtlige ledighedsberørte i en given uge har fast tilknytning til en arbejdsgiver, jfr. Briiniche-Olsen (1987). Omregnet til fuldtidsledige kan hjemsendelses- og arbejdsfordelingsledigheden til ca. 35.000 personer eller omkring 15 pct. af den samlede ledighed, jfr. Briiniche-Olsen (1987). Ikke overraskende er midlertidig hjemsendelse et fænomen, der næsten udelukkende rammer arbejdere. Omkring hver femte arbejder berøres årligt af hjemsendelses- og arbejdsfordelingsledighed.

Det interessante ved hjemsendelses- og arbejdsfordeiingsiedigheden er, at den kun i beskedent omfang synes konjunkturafhængig. Tre forhold underbygger denne antagelse. det første er hjemsendelsesomfanget i forskellige brancher i langt højere grad afhængig af branchens produktionsstruktur (sæsonvariationer i produktionen eller diskontinuitet i råvaretilgang og afsætning) end af branchens konkrete konjunktursituation. det andet er der ingen forskel på hjemsendelsesomfanget i virksomheder faldende, uændret eller stigende beskæftigelse, og for det tredie synes den ekstra høje personaleomsætning blandt arbejdere sammenlignet med funktionærer, der bl.a. skyldes hjemsendelse, ikke at være konjunkturafhængig, Bruniche-Olsen (1987).

Midlertidig hjemsendelse og arbejdsfordeling er særlig udbredt indenfor beklædnings
og tekstilindustrien, bygge- og anlægsvirksomhed og hertil knyttede industribrancher,
og fiskeri samt transportmiddelindustri, Briiniche-Olsen (1987).

De sidste 12-13 års høje arbejdsløshedsniveau har skabt en gruppe langtidsledige, der har meget svært ved at få og fastholde varig beskæftigelse. Som nævnt under afsnit 3 var i 1981 omkring 40.000 uden arbejde hele året. Samme år faldt 30.000 mennesker for 26-ugers-reglen, fordi de ikke kunne opfylde kravet om et halvt års beskæftigelse indenfor de foregående 3 år. I 1986 var tallet 40.000. Rosdahl (1985) belyser på grundlag af en kombineret survey- og registerundersøgelse karakteristika ved personer, der i 1980-82 havde haft mindst 12 måneders ledighed inden for en 15 måneders periode. Her genfindes den stærke afhængighed mellem aktuel og forudgående ledighed. Undersøgelsen konkluderer også, at mænds og kvinders risiko for at blive langtidsledige hænger meget sammen med arbejdsmarkedets kønsopdeling og med arbejdskraftefterspørgsel og -udbud på henholdsvis mands- og kvindeområder. viser sig også, at ældre har en større risiko for at blive langtidsledige, et forhold der i særlig grad synes at gælde blandt personer med erhvervsuddannelse. De unges lavere risiko for at blive langtidsledige må dog ses i relation til den særlige beskæftigelsesfremmende indsats over for de unge. Også denne undersøgelse understreger betydning, idet personer med en erhvervsuddannelse har en mindre risiko for langtidsledighed end personer uden en sådan. Endelig peger undersøgelsen på det velkendte forhold, at forudgående hyppigt sygefravær samt civilstand som enlig øger risikoen for langtidsledighed, jfr. også Rosdahl (1984).

Overgange til og fra arbejdsløshed er særlig undersøgt ved anvendelse af den i
afsnit 2 nævnte Århus-database. For en opsummering af resultaterne, der iøvrigt stort
set svarer til de her nævnte, kan henvises til Smith & Westergaard-Nielsen (1986).

Resultaterne fra de mange undersøgelser af ledighedens sammensætning synes at
understrege, at der er mange typer af ledighed, og at det er forskellige grupper, der
rammes af hjemsendelsesledighed, jobskifteledighed, langtidsledighed etc. Undersøgeiserneviser

eiserneviserogså, at arbejdsløshedsrisikoen på et arbejdsmarked med mange mere eller mindre adskilte delmarkeder naturligt nok afhænger af udbuds- og efterspørgselsforholdenepå pågældende delmarked. Sandsynligheden for at blive arbejdsløs og senere langtidsledig øges derudover ved beskeden uddannelsesbaggrund og udsat social placering (højt sygefravær, nedsat arbejdsevne, civilstand som ugift/fraskilt). Det mest centrale resultat er nok, at arbejdsløshed er en ond cirkel. Er man først blevet arbejdsløs, er der meget stor sandsynlighed for tilbagevendende arbejdsløshed, og for så vidt angår de unge: jo længere man har været arbejdsløs, des mindre er sandsynligheden for, at man kommer tilbage i beskæftigelse, Jensen (1986) og (1987).

Briiniche-Olsen (1986b) viser tillige, at de arbejdsløse oftere end andre jobskiftere kommer i underkvalificeret beskæftigelse, et resultat der genfindes i Rosdahl (1984). Således kom 71 pct. af de arbejdsløse cand.mag.'ere i underkvalificeret beskæftigelse, mens 64 pct. af arbejdsløse med en EFG-/ lærlingeuddannelse inden for service fik underkvalificeret beskæftigelse. Igen er spredningen stor, idet kun 5-6 pct. af de arbejdsløse og arbejdsløse med korterevarende videregående uddannelser indenfor teknik (maskinteknikere, konstruktører etc.) og sundhed (sygeplejersker, plejehjemsassistenter etc.) kommer i underkvalificeret beskæftigelse.

7. Konklusion

Ofte stilles det umiddelbart enkle spørgsmål: Er mobiliteten på arbejdsmarkedet
tilstrækkeligt stor? Spørgsmålet kan ikke besvares entydigt.

De langt over 100.000 lønmodtagere, der hvert år er ufrivilligt mobile, kunne sikkert godt undvære denne del af mobiliteten, og trods en omfattende mobilitet viste flaskehalsproblemerne i 1985/86, at mobiliteten alligevel ikke var tilstrækkelig. Sidstnævnte skyldes, at mange uddannelsesgrupper på daværende tidspunkt havde fuld beskæftigelse, hvorfor der ikke var tilstrækkelig, kvalificeret arbejdskraft på dele af arbejdsmarkedet. Mobilitet må også ses i sammenhæng med tilpasningsmekanismerne arbejdsmarkedet. Nogle vil således hævde, at de nedad stive pengelønninger, også det danske arbejdsmarked er præget af, forhindrer den mobilitet/ fleksibilitet som høj arbejdsløshed ud fra en efficiensbetragtning skulle medføre.

Det må være arbejdsmarkedspolitikkens rolle at fremme tilpasningerne på arbejdsmarkedet hensyntagen til de forskellige aktørers interesser, hvilket ikke nødvendigvis behøver at ske via højere mobilitet. Tværtimod kan et højt mobilitetsniveau have baggrund i et inefficient arbejdsmarked f.eks. som følge af et ringe informationsniveau hos virksomheder og lønmodtagere.

De krav til Danmarks konkurrenceposition og produktionsstruktur, som de
kommende år vil byde på, vil gøre uddannelse og kvalificering til det centrale element
i arbejdsmarkedspolitikken. De mange år med høj arbejdsløshed har medført, hvad

man kunne kalde divergerende processer på arbejdsmarkedet. Den manglende løntilpasning, som sagtens kan have baggrund i rationel handlen hos såvel lønmodtageresom jfr. Briiniche-Olsen (1987), betød groft sagt, at de bedst kvalificerede fik arbejde istedet for høje lønninger, mens de mindre kvalificerede kom ind i arbejdsløshedens onde cirkler. Derved havde de svært ved at opbygge og vedligeholde deres kvalifikationer, samtidig med at de velkvalificerede kunne vedligeholdeog udbygge deres kvalifikationer; sidstnævnte i høj grad fordi næsten al efteruddannelse sker i forbindelse med ansættelsesforhold, jfr. Briiniche-Olsen (1987). Udfordringen for arbejdsmarkedspolitikken bliver derfor i høj grad et spørgsmål om at genskabe og opbygge kvalifikationerne og joberfaringerne hos dem, der kom mindre godt fra starten.

Litteratur

Bach, Henning Bjerregaard. 1987a. Lønmodtagernes
mobilitet. SFI-publikation
København.

Bach, Henning Bjerregaard. 1987b. Lønmodtagernes
SFI-publikation
København.

Briiniche-Olsen, Paul. 1984. Amerikanske segmenteringsteorier det danske arbejdsmarkhed en dårlig cocktail! I Økonomiske Essays. København.

Briiniche-Olsen, Paul. 1986a. Arbejdsmarkedets uligevægt, i: Dynamik, kvinder, mobilitet, teknologi marked. Arbejdsministeriet.

Briiniche-Olsen, Paul. 1986b. Fleksibiliteten på arbejdsmarkedet - og hvordan den måles. Memo 147. Økonomisk Institut, Københavns

Briiniche-Olsen, Paul. 1987. Mobilitet og tilpasninger arbejdsmarkedet. Licentiatafhandling, Institut, Københavns Universitet.

Bunzel H., B. Honoré, R. Larsen, L. Muus, PJ. Pedersen, N. Smith og N. Westergård- Nielsen. 1983. Arbejdsløshed og beskæftigelse bevægelser på det danske arbejdsmarked. 83-4. Århus.

Doeringer, Peter B. & Michael J. Piore. 1971.
Internal Labor Markets and Manpower Analysis.

Groes, Niels, Hans Hummelgaard og Karen
Restad. 1984. Uddannelse, erhverv og beskæftigelse.
København.

Gundelach. Peter og K.W. Redder. 1976.
Arbejdskraftens mobilitet 3: Omfanget. SFlpublikation
København.

Hansen, Per Vejrup. 1985. Arbejdskraftbevægelser
beskæftigelse. SFI-publikation 149.
København.

Hansen, Per Vejrup. 1986. Registerdata og
databaser i samfundsforskning - nogle projekterfaringer.
nr. 2.

Holm, Keld, Hans Hummelgaard og Karen
Restad. 1985. Job og uddannelse i Viborg
Amt. AKF-forlag. København.

Jensen, Peter. 1986. Transitions between labour
market states - an empirical analysis with
Danish data. Arbejdspapir 86-4. Århus.

Jensen, Peter. 1987. Arbejdsløshed og beskæftigelse en empirisk analyse af individuel arbejdsmarkedsadfærd. Arbejdspapir 87-2. Århus.

Johansen, Carsten Ulstrup. 1983. Hvad blev der af dem? En analyse af mobiliteten blandt tidligere i Ribe og Vejle amter. Esbjerg.

Kerr, Clark 1954. The Balkanization of Labor
Markets i E. Wight Bakke: Labor Mobility
and Economic Opportunity, MIT.

Nielsen, Jesper Schou og Vibeke Østergaard.

1985. Lærernes bevægelser på arbejdsmarkedet.

Nørregaard, Carl. Inge Mærkedahl og Bente
Ørum. 1980. EFG: Uddanneben og eleverne.
SFI-publikation 98. København.

Pedersen, Peder J. og Niels Westergård-Nielsen. Varighed og frekvens af ledighedsperioder det danske arbejdsmarked. Nationaløkonomisk Tidsskrift nr. 3.

Rosdahl, Anders. 1982. Udviklingen i mobiliteten arbejdsmarkedet, i: Mørkeberg og Rosdahl: Arbejdsløshedsundersøgelserne 3. SFI-publikation 107. København.

Rosdahl, Anders. 1984. Arbejdsløshedsundersøgelserne
Ledighedens sammensætning.
SFI-publikation 135. København.

Rosdahl, Anders. 1985. Hvem blev langtidsledige?
150. København.

Rosdahl, Anders. 1986. Arbejdsgivernes arbejdskraft/efterspørgsel.
156. København.

Schmidt-Sørensen, Jan B. 1986. Nyere tenden-

ser i arbejdsmarkedsteorien. Arbejdspapir
86-5. Århus.

Smith. Nina. 1984. The labor force behavior of
married women: The Danish experience
1979-80. Arbejdspapir 84-2. Århus.

Smith, Nina og Niels Westergård-Nielsen. 1986. Foreløbige resultater fra arbejdet med danske longitudinale arbejdsmarkedsdata. Arbejdspapir 86-1. Århus.

Smith, Nina og Valdemar Smith. 1986. Mobilitet
uddannelse. Nationaløkonomisk Tidsskrift,
3.

Smith, Nina og Valdemar Smith. 1987. Den uddannelsesbetingede fleksibilitet på det danske arbejdsmarked 1980-83. Arbejdspapir 38. Institut for Grænseregionsforskning.

Westergård-Nielsen, Niels. 1983. En søgemodel overgangen fra uddannelse til erhverv. og empiri. Nationaløkonomisk Tidsskrift nr. 2.