Forsikringsselskabet Codan A/S

Resumé

summary: Changes in the division of labour in financial markets have been lively debated the recent years, but attempts at empirical analysis on the topic have been few. The empirical results presented in this article was generated from a translog cost function The regression results indicate significant economies of scale and to some extent economies of scope. The results indicate that considerable competition and concentration occur and that expanding services across traditional barriers to some extent is likely, but no raison d'etre for »financial supermarkets« was found.

Indledning

De sidste to år har været præget af en debat om den fremtidige arbejdsdeling i den finansielle sektor, der blev fremkaldt af en række samarbejdsaftaler i sektoren på tværs af de traditionelle skel, af et større forsikringsselskabs ændring af ejerstrukturen, som muliggør anden virksomhed end, der traditionelt forbindes med forsikringssektoren, og sidst et forsikringsselskabs udbud af et produkt, der indeholder både pengeinstitutog

V. 11111, Cl I WIW.I gIVVI V.I UIUI Cl g, 111 UV^l^JlllllgCll Cll \JV_II II VlllLlUlgV. Sil lll\llll VJg, Cli UtJUJUV.- Iing fra en omkostnings- og dermed konkurrencemæssig indfaldsvinkel, hvilket i sidste ende må blive afgørende for markeders udvikling. Konklusionerne er baseret på en empirisk af omkostningsforhold i sektoren, sammenholdt med den samfundsøkonomiske - herunder styring - i de senere år. Der focuseres på stordriftsfordele omkostningskomplementaritet i produktionen, hvilket udtrykkes ved henholdsvis faldende gennemsnitsomkostninger og ikke-additive omkostningsfunktioner. danner betingelserne for et globalt naturligt monopol, som skitseret i figur 4.

I det følgende anvendes begreberne brancheglidning og grænseoverskridende virksomhed i betydningen kvalitative ændringer i arbejdsdelingen, der ikke er skabt af lovændringer eller er af institutionel karakter, og hvor de kvalitative ndringer for at opnå en kvantitativ gevinst.

Model og data

De empiriske estimationer er udført med en transcendental logaritmisk model (herefter der er en flexibel modelform. Modellen har en række fordele, der omfatter muligheden af at anvende et flerdimensionalt outputbegreb, ligesom homogenitet og konstant substitutionselasticitet ikke indgår som restriktioner i modellen (i modsætning de mere restrikterede funktionsformer CES og Cobb-Douglas (herefter C-D). T-L modellen tillader i stedet, at produktionsstrukturen testes for disse forhold. T-L modellen er i dens mest generelle form en anden ordens Taylor approximation, der kan anvendes på ethvert dobbelt differentiabelt udtryk. I denne analyse anvendes en omkostningsfunktion på en approximation i mængden af output og priser. På kompakt form kan modellen udtrykkes:

(1)

Hvor C er omkostninger, Y er output og p er priser.

Omkostningselasticiteten kan udledes fra (1) ved:

Den eksakte værdi af stordriftsfordele er således lig (l-€cy). For 6cy §ler der tale om
faldende, konstant og stigende skalaafkast.

Omkostningskomplementaritet kan udtrykkes som:

(3)

og udtrykker, at et enkelt firma kan producere de givne output med lavere omkostnin
ger end firmaer, der kun producerer en delmængde af de givne outputs.

Data

Der er foretaget estimationer for pengeinstitutter, skadesforsikringsselskaber, livs
og pensionsforsikringsselskaber og pensionskasser. Der er anvendt regnskabstal fra be

retningerne fra henholdsvis Tilsynet med banker og sparekasser, forsikringstilsynet og
Tilsynet med realkreditinstitutter. Datagrupperingen fremgår af nedenstående.

Omkostninger (C) dannes som summen af aflønning af arbejdskraft og kapital, afskrivninger, i forbindelse med ansvarlig kapital og udgifter i forbindelse med den primære aktivitet - dvs rente til indlån i pengeinstitutter, erstatnings- og genforsikringspræmier forsikringsselskaber etc. Kun skat er ikke indeholdt, da denne post kan varieres ud fra en omkostningsmæssig arbitrær synsvinkel.

Output er defineret som summen af afkastgivende aktiver, der er opsplittet i tre hovedkategorier
hver instituttype. Andre aktiver og passiver betragtes som input i produktionsprocessen.

Priser beregnes som en given udgiftspost divideret med en beholdningsstørrelse. Derved fås den pris det enkelte institut betaler pr. enhed input, hvilket netop i T-L modellen at information om prisvariationer i forhold til institutstørrelse kan uddrages.

Test statistics i modelkørslerne

Der er anvendt en OLS regressions model ved parameterestimationen. Af tabel 1 fremgår, at T-L modellerne viser tilfredsstillende test-statistics. C-D modellen viser dårligere Durbin-Watson værdier og standard errors, men kun for livsforsikringsselskaber pensionskasser er værdierne uacceptable.

Der er testet for linearitet i datamaterialet. Prisleddene er generelt tvivlsomme, mens de øvrige variable opfylder forudsætningen. Residualerne er testet for homoscedasticitet, normalfordelte restled, uafhængighed og middelværdi lig 0. Alle forudsætninger opfyldt.

Korrelationen mellem C og Y, er 0,7-0,99, og for C og Pj mellem 0,1 og 0,5 i modellerne
der er ikke fundet tegn på autokorrelation.

De fleste parametre har korrekt fortegn i T-L modellen på trods af det store antal,

og et tilfredsstillende antal er signifikante på 5% niveau. I C-D modellen er alle parametre og bærer korrekt fortegn. Det kan afvises, at modellen kan reduceres enklere udtryk såsom CES og C-D for pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser. For skadesforsikringsselskaber synes modellen at kunne reduceres til et udtryk, der er homogent af a-_x 'grad.

Testresultaterne er som hovedregel udmærkede og indikerer, at modelkørslerne
burde frembringe valide og troværdige resultater.

Stordriftsfordele og marginale omkostninger i modellerne

I dette afsnit gengives i figurform de beregnede omkostningselasticiteter og marginale Førstnævnte er udregnet som vist i ligning (2). Punktestimater for MC fremkommer ved, at T-L modellens elasticiteter justeres med de relevante Y; og Pj værdier. Institutstørrelse måles ved omkostninger, da dette begreb forekommer mere hensigtsmæssigt end aktivmassen, dels fordi der anvendes et flerdimensionalt outputbegreb, og dels fordi aktivsammensætningen varierer mellem institutioner af forskellig størrelse.

Figur 1 viser 7 omkostningselasticiteter og 7 MC-værdier for pengeinstitutter forbundet kurver. Begge modeller genererer omkostningselasticiteter der er mindre end 1 for alle institutstørrelser. MC-kurven er jævnt faldende i T-L modellen, men har et maximum i C-D modellen, der er sammenfaldende med middelværdien for gr. II institutter. er derfor set nærmere på dette forhold. Modelkørsler på undergrupper giver over 1 for gr. 11, ligesom en T-L kørsel for 1982 tillige frembringer resultat. Mønstret for kørsler på undergrupper er ligeledes skitseret i figur

1.

Der synes således at være en uhensigtsmæssig størrelse omkring gr. II institutter. På
denne baggrund virker det rimeligt at antage, at der eksisterer stordriftsfordele i gr. 111
og gr. I, men små eller måske ingen i gr. 11.

Det fremgår, at MC-kurven er faldende over hele størrelsespektret i T-L modellen.
Der er ikke fundet tendenser til stigende MC-kurver over størrelsesspektret, men som
helhed svagt faldende med enkelte konstante kurver.

Omkostningselasticiteterne i figur 2 for skadesforsikringsselskaber er næsten konstante.
modellens værdier varierer omkirng C-D modellen, hvilket bestyrker den
tidligere antagelse om, at funktionsudtrykket er tilnærmelsesvist homogent.

Både MC-kurver og omkostningselasticiteter indikerer, at der tillige synes at være en uhensigtsmæssig størrelse for skadesforsikringsselskaber. Forklaringen er formodentlig samme som for pengeinstitutter: For stor til at drage fordel af det lille instituts specialisering, men for lille til i stedet at specialisere selve funktionen og tillige tage del i de mere risikofyldte transaktioner samt udlandsforretninger. For større selskaber synes at være konstant faldende.

Figur 3 viser omkostningselasticiteter og MC-værdier for livs- og pensionsforsikringsselskaber pensionskasser under et og for de to grupper særskilt. Alle omkostningselasticiteter mindre end 1. MC-kurven er faldende for de største institutter og værdien er lav for de mindste institutter. Der er kun udregnet et estimat for større institutter, skyldes, at der kun er livsforsikringsselskaber i intervallet. Dette har givet anledning til en opsplitning af datamaterialet i to grupper, der følger de nævnte selskabstyper. ses, at en omkostningselasticitet på næsten 1 og en relativ lav forandres til en af middelstørrelse og at to ensartede MC-forløb danner et anderledes omkostningsbillede, datamaterialet aggregeres for de to grupper.

Omkostningskomplementaritet

På produktniveau kan komplementaritet kun udregnes for pengeinstitutter, og udlån
til formålet opsplittet i Y8:Y8: udlånskonti med variabel udnyttelse, Y9: veksler, Y10:Y10:
bygge- og prioritetslån, Y,,: øvrige udlån.

Der ses at være omkostningskomplementaritet i 4 ud af 6 poster, og derfor heller ikke
fremtidigt større muligheder for specialinstitutter i denne sektor.

Omkostningskomplementaritet på hovedgrupper af aktiver for alle instituttyper ligger og 0,1306 med hovedparten af værdierne liggende i intervallet ~ 0 til 0,03. Der kan ikke gives noget egentligt teoretisk rationale for omkostningskomplementaritet hovedgrupper af afkastgivende aktiver, men som tommelfingerregel at er der komplementaritet mellem hovedgrupper af aktiver for et institut vil dette tillige gælde på produktniveau. Indenfor hovedgrupper af aktiver udføres en række funktioner, der er mindre forskellige end funktionerne i de øvrige hovedgrupper, og der må derfor forventes en større komplementaritet mellem funktioner indenfor hovedgruppen end mellem hovedgrupper.

Dette tenderer mod neutral eller svag omkostningskomplementaritet i alle sektorer. Forudsættes herefter, at et enhedsinstitut altid er større end et specialinstitut, idet enhedsinstituttet flere ydelser, fås, at kombinationen stordriftsfordele og neutral omkostningskomplementaritet er tilstrækkelig betingelse for et monopol. Der skal således betydelig negativ omkostningskomplementaritet for at opveje stordriftsfordelene, en sådan må jfr. ovenstående afvises.

Argumentationen kan videreføres ved, at et institut, der kun virker på eget delmarked
betegnes specialinstituttet og det grænseoverskridende som enhedsinstituttet.

Der er endvidere udført en test for globalt markedsmonopol, der tager udgangspunkt en skitsering af iso-cost kurver. Figurerne 4 og 5 viser hvorledes omkostningskurverne hyperplanet ser ud for en indre løsning, hvor samproduktion er fordelagtigst. markedsmonopol giver en konveks iso-cost kurve. Testen er kun udført for få produkter, da der kun er få sammenlignelige produkter, der er observerbare i datamaterialet. ses i figur 6, at skadesforsikringsselskaberne har fordel ved at drive grænseoverskridende inden for udlån. Punkt C viser blot stordriftsfordele, da der her er tale om at øge eget delmarkeds produktion. Komplementaritet mellem fonds skal forstås som den fordel, der er ved fusion mellem instituttyper, idet grænseoverskridende ikke forøger et instituts fondsbeholdning, men påvirker muligheden at opbygge fonde.

Der er her forhold, der taler for omkostningskomplementaritet, også mellem uafhængigeproduktionsfunktioner,
ikke er uventet, da en række nødvendige, men
ikke tilstrækkelige betingelser for komplementaritet er opfyldt i den finansielle sektor.

Disse omfatter:

At outputs er homogene, idet komplementaritet er betinget af, at der anvendes de

samme inputs i produktionsprocessen.

- Der skal produceres mere end en ydelse og profitabilitet ved komplementaritet stiger

med antal homogene ydelser.

- Produktionsstrukturen skal være rimeligt flexibel, og inputs homogene så faktor

substitution er mulig.

Komplementaritet skyldes, at de forskellige outputs anvender/udnytter inputs i fællesskab produktionsprocessen. Disse inputs kan opdeles i de der kendes i enhver produktionsproces, de der er særegne for den finansielle sektor. Førstnævnte gruppe omfatter: Reklame, ledelse, teknologi etc. og medfører, at inputs i forbindelse med et produkt kan benyttes omkostningsfrit i forbindelse medandre.Der er således tale om virksomhedsspecifikke externaliteter.

De vigtigste inputs, der er særegne for den finansielle sektor, er: Information om kunder. Samudnyttelse af information er åbenbar i forbindelse med kunder, der har mere end et finansielt arrangement med instituttet, men komplementariteten fremkommer ved en opdeling af kunder i risikogrupper.

Hertil kommer andre forhold, der taler for fordelagtigheden af at virke på flere delmarkeder.For første kan der ikke prisfastsættes marginalt for hvert produkt p.g.a. komplementaritet og stordriftsfordele. Ukendskab til MC-kurvens form og beliggenhedmedfører, der udbydes produkter med tab og med overnormal profit, da det enkelteprodukts ikke kendes med nøjagtighed. Situationen bliver således at

sammenligne med de kendte gynger og karusseller, og der vil være fordele forbundet med at øge antal forskellige ydelser, fordi dette medfører større sandsynlighed for, at den enkelte kundes samlede arrangement med instituttet »netter« ud til den gennemsnitligeprofitrate.

Et andet prissætningsproblem skabes af de gebyrfrie ydelser. Kunder har et varierende af de »frie goder«, og gode kunder betaler for dårlige, hvor gode kunder er de, der anvender lidt af de »frie goder«. MR-kurverne oppustes kunstigt på ikke-gratis produkter, hvorigennem omkostningerne skal dækkes, hvilket tenderer mod et overudbud, omkostningerne omvendt ikke relateres direkte til de prisfastsatte produkter. Og sidst er der en tendens til overefterspørgsel i pengeinstitutter, fordi rentemarginalen er fradragsberettiget og således kun belaster kunden med 1 minus marginal skattesats.

De ukendte MC-kurver for det enkelte produkt taler for et stort produktudvalg, der kan dække flest muligt af kundens behov. Gratis ydelser forklarer fra udbuds- og efterspørgselssiden, det er ønskeligt at øge mængden, men ikke nødvendigvis antallet ydelser.

Konklusionen om flest mulige produkter kan ændres til tillige at omfatte flest mulige
kunder. Den finansielle sektor er kendetegnet ved relativt høje faste og faldende variableomkostninger,
medfører en monopolgevinst ved blot at få kunden inden for døren.Ukendskab

ren.Ukendskabtil MC-kurver for produkter medfører, at uanset hvad kunden ønsker, vil instituttets profit forøges med en fast procentdel af den øgede omsætning, idet hverkenden kundes efterspørgsel eller det enkelte produkt kan identificeres afkastmæssigt.Det derfor ikke blot optimalt at øge omsætningen, men tillige antal produkterog Det kan derfor med en vis rimelighed postuleres, at det er fordelagtigtat vækst gennem nye markeder og grænseoverskridende produktion.

Hertil kommer fordele ved porteføljespredning. Ifølge Capital Asset Pricing Modellen antallet af aktiver i porteføljen øges indtil usystematisk risiko er bortdiversificeret systematisk risiko er lig markedsporteføljens, og man udsættes derfor ikke for anden risiko end økonomien i øvrigt.

Instituttyper vil have relativt mange aktiver i porteføljen af de typer, der knytter sig til den primære aktivitet - og således afvige fra markedsporteføljen, hvorved instituttet udsættes for de nævnte former for risiko. De maksimale fordele ved diversificering opnås ca. 10-15 forskelige typer af aktiver i porteføljen. Dette er et relativt lille tal, men i vurderingen heraf må tages i betragtning, at de aktiver, der udgør den primære aktivitet, omend forskellige er korreleret i større eller mindre grad. Ved grænseoverskridende optages aktiver i porteføljen, der medfører, at kriteriet for tilnærmelse markedsporteføljen er opfyldt. Dertil kommer at denne diversificering er »gratis«.

Strukturbevarende forhold

Hvorfor er der ikke tidligere sket ændringer p.g.a. de beskrevne omkostningsforhold.
skal findes i begrebet regulering, der skal forstås som tiltag, der mindsker
et mulighedsområde, hvorved skatteforhold kan inddrages - og omfatter:

(1) Der har traditionelt været en veldefineret arbejdsdeling i den finansielle sektor. Instituttyperne arbejder under og reguleres efter speciallove med særskilte tilsyn. Inddelingen markedssegmenter er strukturbevarende, da sektoroverskridende dynamik ikke tillades. Institutionerne skal jurdisk omorganiseres for at virke på mere end et delmarked, ikke tillades selvejende institutioner, gensidige selskaber og foreninger.

(2)En række beskatningsforhold, gør institutionerne omkostningswbevidste. Gebyrfrie i pengeinstitutter medfører et overforbrug af disse ydelser, og det institut, omkostningsbevidst forsøger at reducere forbruget gennem opkrævning af gebyrer, sig i en håbløs situation, idet en marginalskat på 60 pct. hos kunderne medfører, at renteindtægter/udgifter skal øges/mindskes med 2 Vi gange så meget, som der opkræves i gebyrer for at kunden ikke er stillet ringere end før. Resultatet er, at der ikke konkurreres på serviceydelser.

Realkreditinstitutterne har en rentemarginal på kun ca. Vi pct. Omkostninger overstigerden
pct., men forskellen dækkes gennem det skattefrie afkast af fondsbeholdningerne.Her

holdningerne.Herer tillige tale om en fradragsberettiget rentemarginal. Noget tilsvarendegælder
pensionskasser.

Det fælles træk ved eksemplerne er, at institutterne stimuleres til at være omkostningswbevidste, at være uinteresserede i priskonkurrence. Dertil kommer, at marginalskatterne høje og varierende i systemet, og der er beskatningsforskelle m.h.t. placeringsformer institutioner, der medfører, at det i nogen grad er skatteregler og ikke systemets effektivitet og forskelle deri, der spiller en rolle for formidlingen.

(3) »Beskyttelse« af mindre institutioner fra politisk hold, interessegrupper, organisationer, bagland etc. betyder, at udvælgelse ikke sker efter efficiens, men efter andre kriterier, og der er derfor ingen grund til omkostningsbevidst adfærd fra disse institutioners

(4) Udover de tidligere nævnte forhold, påvirker det offentlige gennem selektive ordninger, som sådanne er disse naturligvis strukturbevarende. Gennem finansieringen af det statsfinansielle underskud, der er blevet finansieret markedsmæssigt, men har lagt beslag på en stor del af placeringsbehovet, og gennem den generelle pengepolitik. Det er indlysende, at kvantitative restriktioner ikke inciterer omkostningsbestemt konkurrence vækst. Men de senere sete mere markedsorienterede midler medførte heller større incitament til konkurrence.

Reguleringer herunder styring og beskatningsforhold har virket strukturbevarende.
Det er således forklarligt, at der ikke er sket nogen nævneværdig koncentration eller
ændring i arbejdsfordelingen.

Forhold der påvirker udviklingen

Men der er sket ændringer i 80'erne:

ad (1) To forsikringsselskaber har dannet et holding-selskab, der tillader anden form for virke end blot traditionel forsikringsvirksomhed. Det ene har implementeret en produktion, hvori indgår både pengeinstitut- og forsikringsydelser, og der synes ikke at være intentioner om at imødegå dette fra styrings- eller lovgivningsmyndighedens side. kunne tyde på en accept af, at de i pkt. 1 nævnte skel kan overskrides. Herudover der været en række samarbejdsaftaler mellem sektorerne.

ad (2) I skattereformen der implementeres fra 1987 fjernes/mindskes en lang række af de forskelle, der er i beskatningen af forskellige placeringsformer. Ændringerne er vigtige, konkurrenceforhold fremtidigt kommer til at spille en større rolle i formidlingen bekostning af beskatningsforhold.

ad (4) De pengepolitiske styringsredskaber må i dag siges at være overvejende markedsorienterede, med ændringerne i valutabestemmelserne af maj 1983 og juni 1984, har Danmark bragt sig op i dukseklassen set i forhold til EF's kapitaldirektiver af 1960 og 62. Dertil kommer, at DAU underskuddet er mindsket og de selektive ordningers er i aftagende.

Den samfundsøkonomiske udvikling synes at være præget af et svagt både nationalt
og internationalt konjunkturopsving.

For pengeinstitutterne vil dette betyde en større aktivitet, fortrinsvis i forbindelse med erhvervskunder. Dette vil formentlig modsvares af et fald i efterspørgselen efter privatlån efter skattereformens implementering i 1987, da den marginale fordel ved rentefradrag i indkomstopgørelsen mindskes.

For realkreditten medfører udviklingen en øget efterspørgsel efter lån til erhvervsformål. private efterspørgsel er afhængig af bl.a. pris og realløn. Der kan ikke forventes stigninger i reallønnen i den nærmeste fremtid, men det generelle rentefald forøge udlånet, idet ejendomme fortrinsvis handles på ydelser, hvilket betyder at pris og lånebeløb stiger. Sidst bør nævnes, at kvoten for det støttede byggeri er lavere end set i mange år.

Forsikringsvolumet vil stige i en opgangsfase, men ikke tilstrækkeligt til at eliminere
overkapaciteten i sektoren. Hertil kommer, at selskabernes finansindtægter er faldet
p.g.a. det faldende renteniveau.

Der er således ingen tegn på, at den samfundsøkonomiske udvikling vil modvirke
evt. koncentrationstendenser i sektorerne, med undtagelse af realkreditten.

Den finansielle sektor er ved at påbegynde investeringer i 3. fase af informationsteknologien. i denne sammenhæng er hvordan stordriftsfordele og omkostningskomplementaritet og om der sker ændringer i den relative konkurrencestilling institutterne.

Teknologianvendelsen forstærker stordriftsfordele fortrinsvis fordi en bedre planlægning, og kommunikation muliggøres, der kan modvirke bureaukratiseringsproblemer dels fordi teknologi erstatter/supplerer arbejdskraft. Den øgede teknologianvendelse vil ligeledes forøge ornkostningskomplementaritet. Dels fordi muligheden for sam-udnyttelse øges, og dels fordi teknologien medfører, at ydelser derved gøres homogene, fordi antallet af funktioner, som ydelserne samudnytter forøges. vil i et optimerende institut medføre, at ydelserne gøres omkostningskomplementære.

Teknologianvendelsen kan generelt antages at medføre lavere enhedsomkostninger og dermed påvirke prisniveau, medføre produktudvikling, medføre mulighed for at individualisere ydelserne i forhold til den enkelte kunde og sammensætte ydelser på tværs af de traditionelle delmarkedsskel, samt medføre en mere direkte kontakt til kunderne fex. »home banking«, men ikke i samme grad fordi teknologianvendelsen varierer instituttyperne, hvorved større anvendelse af og øget effektivitet i teknologien at den relative konkurrencestilling mellem institutionerne ændres.

Pengeinstitutterne får formentlig de største relative konkurrencefordele, idet der allerede
opbygget centrale landsdækkende betalingsformidlingssystemer og automatisation
påbegyndt.

Dertil kommer, at teknologien forbedrer mulighederne for samarbejdsformer mellem hvilket har betydning for de institutioner, der ikke tillades brancheglidning. er dog, at der er tale om ydelser fra to eller flere systemer, med omkostninger til flere teknologi- og administationssystemer, hvilket afsættes i prisniveauet.

Den generelle teknologiske udvikling har allerede sat sine spor med værdipapircentralen, informationsteknologien indgår i overvejelserne om en reform af Københavns Sidstnævnte vil formindske en kostbar søgeproces for at indgå den mest fordelagtige handel. Information og gennemsigtighed øges, hvilket medfører bedre mulighed for en optimering i formidling og fondspleje. Jo større omsætning desto vil fordelene være, fordi besparelsen i ressoucer ikke er størrelsesneutral.

Ændringer i udbud af finansielle ydelser vil påvirkes af den teknologiske udvikling. For pengeinstitutterne kan dette medføre en udvikling til segmentering af kundegrupperne, lavindkomstgrupper i stigende grad betjenes elektronisk og de mere velstillede forbeholdes den dyre personlige service, og hvor en stigende anvendelse af teknologi frigør en del af arbejdsstyrken, der anvendes til at udbyde en række serviceydelser, traditionelt ikke forbindes med sektoren.

Realkreditten er dårligere stillet, grænserne er snævre for realkreditvirksomhed. Det
må formodes, at udviklingen vil koncentreres om nye lånetyper og internationalisering.

Forsikringssektoren vil formodentlig koncentrere sig om forskellige former for rådgivning
risiko- og forsikringsniveau, sikring mod den forsikrede hændelse og endelig
virksomhed.

Det fremtidige marked

Lovgivning og styring er konkluderet strukturbevarende, som forklaring på, at der ikke tidligere er set større ændringer i koncentration og arbejdsdeling. Koncentration og grænseoverskridende virksomhed kan fremtidigt forventes at accelerere i takt med, at styringen bliver mere markedskonform. Også skattereformen der implementeres fra 1987 vil forstærke denne udvikling. Et forhold der i høj grad har medført, at det er netop den grænseoverskridende virksomhed indledes, er den øgede teknologianvendelse midten af 1970'erne. Det kan endvidere forventes, at institutionerne fremtidigt vil udbyde en række serviceydelser, der ikke traditionelt forbindes med den finansielle sektor.

Den samfundsøkonomiske udvikling kan ikke forventes at medføre vækst i den samledekreditgivning, vil modvirke koncentrations- og grænseoverskridende tendenser.Stordriftsfordele faldende MC-kurver kombineret med overkapacitet på et markedsammenholdt et øget incitament til priskonkurrence vil derfor føre til koncentrationpå

centrationpåpenge- og kapitalmarkedet. Teknologianvendelsen bestyrker udviklingen,idet
er en sammenhæng mellem et anlægs størrelse, dets effektivitet og enhedsomkostninger,der
til fordel for større institutter.

For pengeinstitutter og skadesforsikringsselskaber findes uhensigtsmæssige institutstørrelser. synes at være kendetegnet ved et spejlbillede af lærerbøgernes traditionelle S-formede omkostningskurve, hvilket fører til en segmentering markedet i store og små institutter. Pensionskasser, livsforsikringsselskaber realkreditinstitutter vil næppe udsættes for større koncentrationstendenser.

Arbejdsdelingen kan ligeledes forventes ændret i fremtiden. Omkostningskomplementaritet egen primærproduktion er årsagen til at specialinstitutter ikke kendes i større omfang. Produkter, der ligner ens egne delmarkedsprodukter mest hvad angår en række karakteristika, vil medføre omkostningskomplementaritet i fællesproduktion egne produkter, og der er derfor fordele ved at inddrage disse i produktionen.

Den øgede teknologianvendelse medfører tillige, at produkterne bliver mere homogene blot inden for eget delmarked, men tillige mellem delmarkeder, og skaber derved flere produkter, der med fordel kan hentes fra de andre delmarkeder til samproduktion egne.

Det styrende element for brancheglidningen synes således at være omkostningskomplementaritet, størrelsen af komplementariteten bestemmer antallet af produktkombinationer. må antages, at der er produkter der er så forskellige, at der vil være negativ komplementaritet i fællesproduktion, og dette vil blive undgået, da gennemsnitsomkostningerne vil øges. Der vil derfor kun inddrages produkter, hvor omkostningsbilledet for at være kendetegnet ved omkostningskomplementaritet. de samme årsager vil der derfor ikke være eksistensmuligheder for de deciderede »finansielle supermarkeder«.

De indledende initiativer til grænseoverskridende virksomhed vil komme fra forsikringsbranchen, denne har de dårligste udsigter for vækst på eget delmarked. Pengeinstitutterne optaget af internationalisering, liability management og produktudvikling eget delmarked. De øvrige instituttyper har dårligere vækstmuligheder både struktur- og lovgivningsmæssigt.

En række institutioner, der er afholdt fra brancheglidning, kan tænkes at indgå mere eller mindre formelle samarbejdsaftaler. Her spiller teknologien en vigtig rolle, idet kun dennes hurtighed og evne til behandling af store informationsmængder kan opfylde behov for hurtig og sikker produktformidling. Men institutionerne må investere to forskellige anlæg, i modsætning til en grænseoverskridende virksomhed, hvilket kan påvirke den relative konkurrencestilling.

Det er blevet hævdet, at brancheglidende virksomhed vil medføre en højere forbrugerprispå
af øget konkurrence. Udviklingen vil ifølge denne analyse være kendetegnetved

detegnetvedlavere omkostninger og dermed lavere priser. I et konkurrencebetonet systemvil omkostninger føre til tab af markedsandele, idet der fremtidigt kan forventes både brancheglidende og ikke-brancheglidende virksomheder, hvor der føres en intensiv konkurrence mellem institutionerne, der udelukker forhøjede priser.

Litteratur:

Erik Carstensen: Afsluttende opgave ved polit studiet Kbh. Universitetet »Struktur, udvikling brancheglidning på det danske penge- og kapitalmarked - specielt med henblik på det finansielle systems fremtidige og arbejdsdelling«.