Den internationale fødevaresituation har i efterkrigstiden været præget af voldsomme På den ene side har vi industrilandene, hvor vi har haft en tendens til overskudsproduktion, og på den anden side har vi udviklingslandene, hvor vi har haft en potentiel mangel på fødevarer.

Selv om produktionen af fødevarer har vist fortsat vækst ikke mindst i u-landene, har produktionsstigningen i u-landene ikke været tilstrækkelig til at kunne følge med stigningen i forbruget. Resultatet er blevet, at u-landene i stigende grad er blevet importører fødevarer.

Til trods for at produktionsstigningen er større end befolkningsstigningen, er ernæringssituationen
blevet forbedret hos meget store befolkningslag.

Resumé

summary: The food production pr. capita has only increased slightly in the developing countries since the war, and the food problem is still one of the most severe problems. The future development is difficult to predict. The development depends on many factors, which are discussed in the article. We have several »equilibria« in the world food siutation depending on the rate and the kind of economic development.

1. Udviklingen i fødevareproduktionen

Udviklingen i fødevareproduktionen siden 2. verdenskrig bekræfter ikke generelt
Malthus' teori om, at fødevareforsyningen pr. indbygger falder.

Tabel 1 viser udviklingen i fødevareproduktionen og befolkningen i de sidste 30 år.
Hvilke udviklingstendenser afspejler der sig i tallene?

For det første er der en faldende vækstrate i fødevareproduktionen for hele verden. Det fald er ulige fordelt. Det er nemlig kun i de udviklede lande, vi ser et fald i produktionens I udviklingslandene derimod er der ikke nogen langtidstendens i retning af en faldende vækstrate i fødevareproduktionen. Ganske vist faldt vækstraten fra 1950'erne og til 1960'erne, men i 1970'erne er vækstraten atter steget.

For det andet ses det klart, at befolkningstilvæksten i de udviklede lande er faldet i hele perioden fra 1,3 procent til 0,8 procent pr. år. Til gengæld ligger befolkningstilvæksten u-landene (bortset fra Kina) på et konstant meget højt niveau nemlig 2,5 procent år.

Resultatet af dette er, at selv om produktionsstigningen i u-landene (eksklusiv Kina) absolut set har ligget mindst på niveau med produktionsstigningen i i-landene, så har produktionsstigningen pr. indbygger været væsentlig lavere i u-landene end i i-landene. I de sidste tiår har væksten pr. indbygger dog ligget på samme niveau i de to områder. Væksten i fødevareproduktionen i u-landene bliver for størstedelens vedkommende »spist op« af stigningen i befolkningstallet.

For det tredie kan man i de sidste 10 år konstatere en meget kraftig vækst i fødevareproduktionen asiatiske lande med central planlægningsøkonomi. Det gælder både den totale fødevareproduktion og fødevareproduktionen pr. indbygger. Disse tal er helt domineret af forholdene i Kina. Øget produktionsstigning kombineret med faldende befolkningstilvækst er baggrunden for udviklingen.

Den årlige produktionsstigning i Kina på godt og vel 4 procent pr. år fra 1972 til 1983 er i sig selv imponerende. Produktonsstigningen er imidlertid noget ujævnt fordelt. Fra 1972 til 1977 var den årlige vækst ca. 2 procent. Kulturrevolutionen stod på frem til 1976. Fra 1977 og til 1983 har den årlige vækst til gengæld ligget på ca. 6 procent. Da det statistiske datamateriale for Kina er meget svagt, skal tallene dog tages med forbehold.

For det fjerde kan man for u-landene konstatere store regionale forskelle. Specielt udviklingen i Afrika, hvor vækstraten i produktionen har været faldende og vækstraten befolkningen stigende, må give anledning til bekymring. I de sidste 10 år er fødevareproduktionen indbygger faldet.

2. Forbruget i u-landene er steget stærkere end produktionen

I udviklingslandene har væksten i fødevareforbruget oversteget væksten i fødevareproduktionen.
generelle billede er derfor blevet, at fødevareimporterende lande
har øget deres import.

Dette er et handelsmønster, der strider imod det resultat, som en simpel ricardiansk
teori eller faktorproportionsteori ville give.

I tabel 2 vises udviklingen i fødevareimporten og fødevareeksporten i forskellige regioner.

Stigningen i eksporten i i-landene har været væsentlig større end stigningen i importen i-landene. Det gælder både for Vesteuropa og USA. Væksten i de vesteuropæiske landes eksport er lidt højere end væksten i USA's eksport. Da den interne vesteuropæiske er med i tallene, kan de ikke tages som udtryk for Vesteuropas eksport til andre i verden.

Både u-landene og de centraldirigerede økonomier har haft en kraftig importvækst.
For u-landenes vedkommende kan importvæksten henføres til to landekategorier.

De olieeksporterende lande, som har fået en meget kraftig vækst på grund af et forbedret har øget importen stærkt. Da flere af disse lande har en relativ høj indkomst pr. indbygger, har importen ikke kun bestået af vegetabilske produkter men også i høj grad af animalske produkter.

Den anden kategori af u-lande med stor vækst er de lande, som har haft en høj vækst i landbrugssektoren. Da landbrugsektoren spiller en væsentlig rolle i u-landenes økonomier, man ikke få en høj vækst, uden at landbrugsproduktionen stiger relativ stærkt. Til trods for den stærke produktionsstigning har importbehovet taget til. Man oplever derfor det tilsyneladende paradoks, at jo mere landbrugsproduktionen stiger, jo mere stiger også importønskerne. Forklaringen er den enkle, at der fra iandbrugssektoren ganske stærke multiplikatorvirkninger. Væksten spredes til det øvrige samfund, hvilket indebærer, at den samlede indkomststigning afføder en efterspørgselsstigning fødevarer, som overstiger produktionsstigningen, selv om den har været kraftig.

Jo mere udviklede de pågældende u-lande er, jo mere vil efterspørgselsstigningen
rette sig imod animalske produkter. I modsætning hertil vil de fattige u-lande i al væsentlighed
importere vegetabilske produkter, typisk korn.

3. Ernæringssituationen

Den stigende nettoimport i u-landene fortæller, at selvforsyningsgraden har været

faldende. Derimod siger tallene ikke noget om, i hvilken udstrækning fødevareforsyningerneer

Opgørelsen over den daglige indtagne kaloriemængde i procent af den nødvendige
kaloriemængde synes at vise en forbedring i ernæringssituationen.

At den daglige kaloriemængde netop svarer til den »nødvendige« kaloriemængde,
er ikke det samme som at sige, at fødevareproblemet er løst.

For det første viser tallene meget store regionale forskelle. I Afrika og Fjernøsten er den disponible kaloriemængde stadig mindre end den nødvendige. For det andet bliver den disponible fødevaremængde meget ulige fordelt imellem befolkingsgrupperne i de enkelte regioner. Store befolkningsgrupper kan fortsat lide af underernæring, selv om den gennemsnitlige disponible kaloriemængde ligger over den nødvendige. For det tredie opgørelser over kostens kaloriemæssige omfang ikke hensyn til kostens ernæringsmæssige Spørgsmålet om at få den tilstrækkelige mængde proteiner er således betydningsfuldt.

Der er gjort flere forsøg på at vurdere, hvor stort underernæringsproblemet er. FAO har beregnet, at antallet af personer, som får mindre end »det kritiske minimum for energitilførsel«, er steget fra 400 mio. i 1969-71 til 450 mio. i 1972-74¹ Disse tal udgør ca. 25 procent af befolkningen i områderne. En undersøgelse foretaget på foranledning

---

1. FAO, (1977).

af Verdensbanken når frem til, at 1,1 mio. personer eller ca. 55 procent af befolkningen
har et »kalorieunderskud«2

Den store forskel i tallene skyldes for en stor dels vedkommende, at FAO ser på den
»kritiske nødvendige mængde energi«, når personer er »moderat aktive«.

Forskellen i resultaterne illustrerer de store vanskeligheder, der er forbundet med at
lave opgørelser over ernæringssituationen.

For det første er det meget problematisk at opgøre den ernæringsmæssige status ved at sætte en fast grænse for det nødvendige antal kalorier og så opgøre hvor mange, der falder under denne grænse. Den nødvendige mængde kalorier er ikke en fast grænse, men en størrelse som afhænger meget af en række forskellige forhold. Den nødvendige energimængde for voksne mennesker afhænger ikke mindst af aktivitetsniveauet. Der er forskelle imellem det nødvendige til livets opretholdelse, det nødvendige for at kunne en »rimelig aktivitet«, og det nødvendige for at kunne udfolde et ønskeligt aktivitetsniveau.

For det andet er den nødvendige kaloriemængde alt andet lige afhængig af den
sundhedsmæssige tilstand. Den nødvendige kaloriemængde kan således øges, hvis en
befolkning er plaget af infektionssygdomme eller parasitære sygdomme.

For det tredie er den nødvendige kaloriemængde ofte betinget af ernæringsforholdene En dårlig ernæring i barndom og ungdom giver mindre højde og lavere legemsvægt, hvilket igen betyder, at den aktuelle mængde af nødvendige kalorier er mindre, end hvis befolkningen tidligere havde fået en tilstrækkelig ernæring.

Ernæringsmæssigt er der visse grupper i u-landene, som er særlig sårbare. Det er børnene, gravide og ammende mødre. Utilstrækkelig og dårlig ernæring i børnenes tilfælde hæmme ikke alene børnenes fysiske men også deres mentale udvikling. Er kosten ikke kaloriemæssig tilstrækkelig, vil fødens proteiner, som skal anvendes til »opbygning og reparation« af kroppen, blive omdannet til kaloriei. Jo slørre kaloriemængder individ får, jo større er derfor også sandsynligheden for, at individet får den tilstrækkelige mængde proteiner.

4. Fødevareproblemet i verden er ikke ét enkelt problem

Det internationale fødevareproblem er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt fødevareproduktionen
i stand til at stige i samme takt som fødevareefterspørgslen, sådan som
Malthus i sin tid fremtillede det3

---

2. S. Reutlinger and M. Selowsky, (1976).

3. Det internationale fødevareproblem er naturligvis i endnu mindre udstrækning et spørgsmål om, hvorvidt den potentielle produktionsøgning er i stand til at tilfredsstille den faktiske eller den potentielle efterspørgselsøgning.

Det internationale fødevareproblem består af en række delproblemer, der hver for sig er meget væsentlige. Det drejer sig om at sikre befolkningen beskæftigelse og indkomst, drejer sig om at tilgodese de basale behov (basic needs), og det drejer sig om en rimelig fødevarefordeling inden for familien.

En ganske central del af fødevareproblemet er at skabe et tilstrækkeligt højt og stabilt til at sikre, at alle mennesker har mulighed for at opnå en god ernæringstilstand. må derfor i samfundet have mekanismer, der garanterer og sikrer, alle husstande kan disponere over den nødvendige fødevaremængde. Det er ikke alene et spørgsmål om fysisk tilstedeværelse af den nødvendige fødevaremængde, det er også et spørgsmål om, at husstandene har en tilstrækkelig høj og tilstrækkelig stabil indkomst⁴. Det er et spørgsmål om at sikre befolkningen en tilstrækkelig beskæftigelse. indgår ikke alene beskæftigelsespolitik men også offentlig fordelingspolitik, landreformer og strukturelle ændringer i økonomierne m.v.

En anden væsentlig del af fødevareproblemet er at garantere og sikre, at befolkningen disponere over de andre varer og tjenesteydelser, der er nødvendige for at opnå en god ernæringssituation. Der tænkes her på rent vand, gode sanitære forhold, god hygiejne, sygdomsforebyggelse og bekæmpelse samt oplysning og uddannelse om, hvad befolkningen selv kan gøre for at sikre hygiejne, forhindre og bekæmpe sygdomme sikre en ernæringsrigtig kost.

Endelig må man garantere og sikre, at udsatte befolkningsgrupper kvinder og børn
(herunder ikke mindst piger) ikke bliver forfordelt i husholdningerne med hensyn til ernæring.
er et spørgsmål om undervisning og om ændring af kulturelle holdninger.

Med en given kaloriemængde til disposition er der således store muligheder for at forbedre den ernæringsmæssige situation ved en mere ligelig fordeling af kalorierne til gavn for kvinder og børn, kendskab til sund ernæring, forbedring af hygiejnen og sanitære samt bekæmpelse af sygdomme.

5. Faktorer der bestemmer efterspørgslen efter fødevarer

Efterspørgslen efter fødevarer (D) er en funktion af befolkningens størrelse (N), den
gennemsnitlige indkomst (Y) og prisniveauet for fødevarer sat i relation til prisniveauet
for de øvrige varer (P).

Disse størrelser ændrer sig gennem tiderne. A angiver ændringer for en tidsperiode.
Vi har nu, at

---

4. A. Sen (1981) viser, at hungerkatastrofer opstår ikke som følge af fysisk mange) på fødevarer, men på grund af indkomstbortfald eller faldende realløn.

(1)

hvor eN, eY og eP angiver fødevareefterspørgslens elasticitet med hensyn til henholdsvis
gennemsnitlig indkomst og relative priser.

Nedenfor i tabel 4 er væksten i fødevareefterspørgslen i forskellige landekategorier
udregnet på grundlag af befolkningstilvækst AN/N, vækst i BNP pr. indbygger AV/Y og
indkomstelasticiteten eY.

Under henvisning til ligning 1 kan man således se, at beregningerne i tabel 4 antager, at e_N = 1, dvs. at en given vækst i befolkningen giver en lige så stor stigning i efterspørgslen fødevarer⁵. Desuden antages det, at AP/_P =0, hvilket indebærer, at de relative priser er uændrede.

Ser vi bort fra Indien og Kina, falder befolkningstilvæksten svagt, når vi bevæger os
fra lavindkomstlandene og over til først lav-mellemindkomstlandene og senere højmellemindkomstlandene.

Springet fra mellemindkomstlande til industrilande giver et drastisk fald i befolkningstilvæksten.

Betragter vi dernæst væksten i BNP pr. indbygger, får vi en kraftig stigning, når vi
bevæger os fra lavindkomstlande til mellemindkomstlande. Bevæger vi os videre til
industrilande, får vi igen et fald i væksten i BNP pr. indbygger.

Kombinerer vi dette udviklingsmønster med antagelserne om indkomstelasticiteten
i fjerde kolonne, kan man udregne væksten i fødevareefterspørgslen i sidste kolonne6
Mellemindkomstlandene har den kraftigste vækst i fødevareefterspørgslen. Det
skyldes en kombination af stor befolkningstilvækst, stor BNP pr. indbygger og en relativ
indkomstelasticitet.

Lavindkomstlandene har en lavere stigning i fødevareefterspørgslen, fordi væksten
i BNP pr. indbygger er lav.

Industrilandene har en endnu lavere vækst, hvilket hænger sammen med en lav befolkningstilvækst
en meget lille indkomstelasticitet for fødevarer.

Kina bryder billedet, idet befolkningstilvæksten ligger væsentlig under niveauet for
andre lavindkomstlande. Til gengæld ligger væksten i BNP pr. indbygger meget over
væksten i de andre lavindkomstlande.

---

5. Befolkningen vokser helt klart stærkest hos de mindre bemidlede, som i forvejen har et lavere forbrug af fødevarer. Derfor kunne man sætte e_N til en værdi mindre end een. Sætter man alligevel e_N =I,må man til gengæld sætte indkomstelasticiteten e_Y relativ lavt. Ellers vil man få en overvurdering af fødevareefterspørgslen.

6. Indkomstelasticitetens størrelse afhænger af hvilke befolkningsgrupper, som får en stigning i indkomst pr. indbygger.

Ved en sammenligning af væksttallene for fødevareefterspørgslen må man være opmærksom at væksten foregår på forskellige niveauer. Fødevareforbruget er stigende stigende indkomst. Derfor kommer væksten også til at foregå på et stadigt højere når man bevæger sig fra lavindkomstlande til i-lande.

Hvis tallene for væksten i fødevareefterspørgslen i tabel 4 også vil gælde i fremtiden, og hvis produktionsstigningen i fremtiden følger mønstret for perioden 1972-73, som vist i tabel 1, vil fødevareefterspørgselsstigningen i u-landene langt overstige fødevareudbudsstigningen.

I modsætning hertil vil udbudsstigningen i de vestlige industrilande overstige efterspørgslen.

Der skulle således være basis for en kraftig stigning i eksporten fra industrilandene
og til u-landene.

Hvordan prisen på fødevarer udvikler sig, afhænger af, om nettoefterspørgselsstigningen
u-landene er større eller mindre end nettoudbudsstigningen i i-landene7.

---

7. Fødevarernes priser ses som regel i relation til den almindelige prisudvikling. Under vækst vil der være en tendens til, at de vareproducerende erhvervs priser stiger mindre i forhold til de tjenesteydende erhverv. Det kan derfor også være på sin plads at sammenligne udviklingen i priserne på fødevarer og industrivarer.

I den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt blot at se på de aggregerede tal. Fødevareefterspørgslen karakter i u-landene, efterhånden som de bliver rigere, bort fra vegetabilske produkter og over til animalske produkter. Denne udvikling vil naturligvis i særlig grad gøre sig gældende for mellemindkomstlandene, hvor den økonomiske vækst er et væsentligt element i efterspørgselsstigningen efter fødevarer.

En stigende efterspørgsel efter animalske produkter giver en kraftig afledet efterspørgselsstigning korn eller kornsubstitutter til foder. Væksten i »forbruget« af korn i i-landene er udelukkende gået til foder. Det samme har gjort sig gældende i USSR og Østeuropa.

6. Muligheder for at øge produktionen

Produktionen af fødevareafgrøder kan øges enten ved at tage mere jord i anvendelse
eller ved at øge produktiviteten.

I industrilandene sker produktionsstigningen først og fremmest ved øget produktivitet
kun i begrænset udstrækning ved øget arealanvendelse. Inden for EF er der de
sidste 25 år sket et fald i det dyrkede areal.

I udviklingslandene stiger produktionen både som følge af øget arealanvendelse og
øget produktivitet. Udviklingen er klart gået i retning af, at produktivitetsstigningen
betyder mere for produktionsøgningen.

Den andel af produktionsstigningen, som kan tilskrives arealudvidelserne, er for alle
u-lande under ét faldet fra knap 50 procent i 1960'erne til knap 40 procent i 1970'erne.
Det må antages, at denne andel vil falde yderligere.

De mest tilgængelige landområder er allerede taget under dyrkning. En yderligere udvidelse af jordarealet vil derfor kræve meget store investeringer i eksempelvis infrastruktur, af skov og forbedring af jordens kvaiuet, vanding m.v. Hertil kommer og andre miljøproblemer, der vil komme til at spille en stadig rolle.

Der vil imidlertid også være store muligheder for at øge udbytterne på de allerede anvendte

I tabel 5 vises de gennemsnitlige udbytter pr. ha i i-lande, u-lande og i de centraldirigerede
for de tre mest udbredte planteafgrøder hvede, ris og majs.

Af tabellen ses det klart, at udbytterne i u-landene ligger klart under udbytterne i ilandene.
ris- og majsudbyttet i u-landene udgør henholdsvis ca. 60, 45 og 30
procent af udbytterne i i-landene.

Selv om der er potentielle muligheder for at øge udbytterne i u-landene, vil det kræve
tid, inden resultaterne viser sig. Det hænger sammen med, at en hel række betingelser
skal være opfyldt, for at udbytterne kan stige.

For det første skal man have nye og bedre kornsorter, som i hvert tilfælde igennem
en forskningsindsats skal tilpasses de lokale forhold.

For det andet kræver de nye kornsorter anvendelse af forskellige inputs. Kunstgødning en nødvendighed. Anvendelse af kunstgødning kan imidlertid gøre mere skade end gavn, hvis vandtilførslerne ikke er tilstrækkelige. Det betyder, at kunstvandingsanlæg etableres eller udbygges.

For det tredie skal en række strukturelle forhold være i orden. Jordreformer, som gør bønderne til selvejere, eller reformer, som sikrer lejerne rimelige vilkår over for jordejerne, meget vigtige for at fremme initiativet. Man må satse på mindre brug frem for store enheder, hvor arbejdskraften er lejet.

For det fjerde skal de infrastrukturelle forhold være i orden. Man skal have adgang
til køb af inputs, f.eks. kunstgødning, og man skal have mulighed for at sælge sine afgrøder
rimelige priser.

For det femte er det vigtigt, at prisnivauet for landbrugsvarer har et sådant niveau,
at landmændene bliver interesseret i nye initiativer. Man skal desuden undgå prisudsving,
forøger risikoen for landmændene.

Man skal have igangsat »integrated rural development«. Det er en langsigtet proces,
som ikke lykkes, hvis blot et af leddene svigter.

7. Hvad viser forskellige undersøgelser?

Som vist foran har i-landene en tiltagende overskudsproduktion og u-landene og de
socialistiske lande en tiltagende underskudsproduktion.

Det afgørende spørgsmål er derfor, om disse udviklingstendenser vil fortsætte i
fremtiden, og hvor stærke de bliver. Vil i-landenes overskudsproduktion stige stærkere
end u-landenes overskudsefterspørgsel, således at realprisen på fødevarer falder?

I de senere år er der foretaget mange meget omfattende analyser til belysning af dette

problem8. Resultaterne af disse undersøgelser giver langt fra et entydigt billede. Det er
heller ikke at forvente, idet de enkelte analyser er baseret på varierende antagelser.

FAO-analysen er ret optimistisk. Såvel teknisk som økonomisk kan i-landene øge deres tilstrækkeligt til at kunne imødekomme den øgede importefterspørgsel u-lande og socialistiske lande. Der er ifølge analysen ikke baggrund for at forvente stigende realpriser på fødevarer.

The Global 2000 Report to the President er mere pessimistisk. Det er et hovedsynspunkt analysen, at de miljømæssige problemer vil blive ganske alvorlige, såfremt den nødvendige produktonsstigning skal realiseres. Det gælder både i i- og u-lande. De miljømæssige ved nitratforurening og jorderosion vil på længere sigt begrænse mulighederne for at øge produktionen. Hertil kommer, at man må forvente større svingninger i høstudbytterne, jo mere intensivt produktionspotentialet bliver udnyttet.

OECD's analyse mener, at der fortsat er store landområder, som kan inddrages til
dyrkning, og pointerer, at der er meget store muligheder for at øge udbytterne.

Fødevareinstituttet i Washington har et relativt pessimistisk skøn med hensyn til ulandenes
for at opnå en tilstrækkelig stor vækst i fødevareproduktionen.
Instituttet forudsiger stigende realpriser på korn og andre fødevarer.

I modsætning hertil er Verdensbanken optimistisk med hensyn til den fremtidige
produktionsudvikling i fødevaresektoren.

8. Hvilke er de afgørende størrelser ved vurderingen af den fremtidige udvikling?

I stedet for at se nærmere på de forskellige analysers resultater kan det være på sin plads at resumere de afgørende størrelser, der har betydning for den fremtidige udvikling. tre sæt faktorer, det drejer sig om, er efterspørgselsforhold, produktionsforhold den økonomiske politik.

1°. Efterspørgselssiden

I afsnit 5 fremgår det, at på efterspørgselssiden er den fremtidige befolkningsudvikling,
fremtidige indkomststigning pr. indbygger og indkomstelasticiteten afgørende.

Verdensbanken regner med et fald i befolkningstilvæksten frem til år 2000 i sammenligning
væksten i 1970'erne9.

---

8. Af centrate langsigtede analyser har vi, FAO (1981), US Council on Environmental Quality and the Department State (1980), OECD (1979), International Food Policy Research Institute (1977) og World Bank (1977).

9. IBRD (1984). Den årlige befolkningsvækst frem til år 2000 er vurderet som følger med den årlige vækst i 1970'erne angivet i parentes: Lavindkomstlande excl. Indien og Kina 2,9 (2,6), Indien 1,9(2,3), Kina 1,0(1,4). Mellemindkomstlande 2,2 (2,4) Industrilande 0,4 (0,7).

Dette forventede fald på ca. 0,2 procentpoint skulle reducere den beregnede vækst i
fødevareefterspørgslen i tabel 4 med de samme 0,2 procentpoint.

Det mønster for væksten i BNP pr. indbygger, som aftegner sig i tabel 4, kan forventes fortsætte. På hvilket niveau væksten vil foregå, kan man have forskellige vurderinger Det afhænger af de verdensøkonomiske konjunkturer. Tallene i tabel 4 kan næppe siges at være overvurderede.

Indkomstelasticiteternes størrelse afhænger af udviklingen i indkomstfordelingen og af udviklingen i fødevareefterspørgslens sammensætning på vegetabilske og animalske Jo mere lige indkomstfordelingen udvikler sig, og jo mere efterspørgslen sig mod animalske produkter, jo højere vil indkomstelasticiteterne blive.

2°. Produktionssiden

Af afsnit 6 fremgår det, at produktionsstigningen afhænger af mulighederne for at tage ny jord under dyrkning og mulighederne for at øge udbytterne i landbrugsproduktionen. er klart, at der her er meget differentierede opfattelser af mulighederne for at øge landbrugsproduktionen ud over de ca. 3 procent i u-landene, som man har set de sidste 30 år.

Hvor hurtigt kan man introducere de ændringer af meget forskellig art, som er nødvendig
at få et øget udbytte i landbrugsproduktionen? Hvor meget vil erosions- og
miljøproblemer betyde i fremtiden? Dette er de afgørende spørgsmål10

3^° Den økonomiske politik i u-landene

Det enkelte land har selv betydelige muligheder med hensyn til at fremme udviklingen.

1 sin udviklingsstrategi kan det enkelte land satse mere eller mindre på landbruget. Såfremt landbrugspriserne er rimelige, og såfremt valutaen ikke er overvurderet til skade eksporten og til fremme af importen, vil det stimulere landbrugsproduktionen. Det er et udbredt problem i mange u-lande, at landbrugets afregningspriser er for lave til at kunne fungere som et tilstrækkeligt incitament til at øge produktionen. Selv om de fleste u-lande anvender markedsmekanismen, kan den anvendes på en uhensigtsmæssig Hvis man lader prisen foretage »rationeringen« i en mangelsituation, kan det også få uheldige sociale konsekvenser. Middelklassens indirekte forbrug af korn forbliver überørt, hvorimod de mindre bemidledes muligheder for at efterspørge korn til direkte forbrug bliver begrænset.

---

10. At få øget produktionen er ikke et spørgsmål om ressourcer, teknologi eller økonomi. Det er et spørgsmål om at organisere forholdene og at træffe de nødvendige politiske beslutninger. Her kan man have en mere eller mindre optimistisk vurdering af mulighederne. Herom se f.eks. Dams, T., K.E. Hum ogG.J. Tyler (1978).

Husdyrprodukterne, som efterspørges af de bedrebemidlede, kan med andre ord
presse de mindre bemidledes forbrug ud (en slags »crowding out« virkning).

En skæv indkomstfordeling samtidig med en fuldstændig fri prisdannelse kan give
store fødevareproblemer for store befolkningsgrupper.

Man kan løse prisproblemet ved at tillade en tilstrækkelig kornimport. Forudsætningen
er naturligvis, at man i i-landene har et tilstrækkeligt overskud af korn
til at dække det stigende import behov i u-landene.

Hvis i-landene ikke yder fødevarebistand, eller hvis u-landene ikke har mulighed for
eller politisk vilje til at finansiere den nødvendige fødevareimport, kan der opstå alvorlige
problemer.

Man kan ikke udelukke, at den indirekte kornefterspørgsel fra den middelklasse i de stærkt ekspanderende u-lande, som især nyder glæde af væksten, generelt vil bidrage til at øge fødevareproblemet for de befolkningsgrupper, der kun har råd til direkte at efterspørge korn.

4°. Den økonomiske politik i de socialistiske lande

De socialistiske lande er vigtige fødevareimportører. Om dette importbehov fortsat vil være i fremtiden afhænger af USSR's og de østeuropæiske landes muligheder for at effektivisere landbrugsproduktionen. Såvel landbrugsstrukturen som incitamentsystemet disse lande må sikkert lægges om, før en sådan effektivisering bliver mulig.

De socialistiske økonomier er kommandoøkonomier, som kan - såfremt man ønsker
det - stoppe for importen af korn. Det giver naturligvis en stor usikkerhed i vurdering
af fremtiden, at denne mulighed eksisterer.

I den forbindelse må man dog være opmærksom på, at en stram fødevaresituation erfaringsmæssigt meget let kan give anledning til social uro. Det er derfor et spørgsmål, i hvilken udstrækning importbegrænsninger eller importstop fortsat er en politisk farbar

5°. Den økonomiske politik i i-landene

Toldpolitikken og valutakurspolitikken i mange u-lande virker diskriminerende over
for landmændene.

I modsætning hertil har man i i-landene en ikke uvæsentlig beskyttelse af landbrugssektoren.
er med til at hæmme fødevareimporten fra u-landene, og det er med til
at fremme udbuddet af fødevarer fra i-landene.

Er fødevareudbuddet fra i-landene større end fødevareimporten til u-landene, virker
udbuddet pristrykkende.

EF-ordningerne isolerer det europæiske marked fra det internationale fødevaremarked.Hermed
EF-ordninger med til at destabilisere verdensmarkedet. I en situation,

som vi så det i 1972-74, er EF-markedsordninger med til at presse prisniveauet på fødevareryderligere
vejret. Omvendt bidrager EF's markedsordninger til at presse verdensmarkedsprisenyderligere
i situationer med overskudsproduktion.

Da den internationale handel kun udgør en lille del af hele verdensmarkedet, kan
mindre efterspørgsels- og udbudsændringer få en ganske kraftig indflydelse på verdensmarkedsprisens

Mindre støtte til landmændene og en mere liberal adgang for udenlandske fødevarer vil være en sund udvikling. Den internationale afvikling af told og restriktioner, som vi har set for industrivarer, har vi ikke haft inden for landbrugsområdet. Med hensyn til kornsubstitutter har vi i dag fri import i EF. Det er vigtigt, at vi bibeholder frihandel inden for dette område.

Da fødevarepriserne kan svinge meget, herunder ikke mindst kornprisen, er det en naturlig opgave for i-landene gennem lagerpolitikken at hindre for store prisudsving. Det kræver et nøje samarbejde imellem alle nettoeksportører, herunder spørgsmålet om finansieringen af omkostningerne ved lageropbygning. Samtidig må i-landene i hungersituationer, som synes at kunne blive ret langvarige, sikre den nødvendige fødevarebistand.

Da fødevareproblemet i u-landene i høj grad er et indkomstproblem, må i-landene bidrage til at stimulere den almindelige økonomiske vækst i verden. U-landene vil i stigende importere fødevarer fra i-landene. Derfor er det vigtigt, at u-landene gennem eksport af bl.a. industrivarer til i-landene er i stand til at opnå en tilstrækkelig eksportindtjening til at finansiere den samlede import herunder også import af fødevarer. den udstrækning eksportindtjeningen ikke er tilstrækkelig, må de nødvendige valutakreditter ydes.

9. Konklusion

Som oven for vist er udviklingen i den internationale fødevaresituation afhængig af mange sæt faktorer. Da hver af disse er forbundet med større eller mindre usikkerhed, kan det ikke undre, at forudsigelserne med hensyn til den fremtidige udvikling er ret divergerende.

Jo stærkere vækst og jo mere denne vækst udspringer fra landbrugssektoren, jo mere fødevareefterspørgslen og fødevareimporten til u-landene. En stærkere stigning fødevareproduktion i u-landene giver - alt andet lige - større pristigninger på fødevarer.

Der er således flere »ligevægte« mulige i den internationale fødevaresituation. Afgørende den almindelige verdensøkonomiske udvikling og herunder u-landenes muligheder gennem udvikling af deres eget landbrug at få skabt beskæftigelse, indkomst og en rimeligere indkomstfordeling.

Litteratur

Dams, T, K.E. Hunt og G. J. Tyler (Red.) 1978. Food and Population: Priorities in Decision Artikler af K. Campell, Can We feed the World, - an Optimistic Note og J. Klatzmann, The Prospects of the Food Situation in the World: from the Pessimistic

FAO 1977. The Fourth World Food Survey,
Rome.

FAO 1981. Agriculture: Toward 2000, Rome.

FAO 1984: State of Food and Agriculture 1983,
Rome.

FAO 1984: Trade Yearbook 1983, Rome.

IBRD 1977. Market Prospects for Primary
Commodities during Period to 1990, Washington.

IBRD 1984. World Development Report 1984,
Washington.

International Food Policy Research Institute, 1977. Food, Needs in Developing Countries, of Production and Consumption 1990, Washington.

Mellor, J.W. og Bruce F. Johnston, 1984, The World Food Equation: Interrelations among Development, Employment and Food Consumption, Journal of Economic Literature.

OECD 1979. Interfutures, Facing the Future:
Mastering the Improbable and Managing
the Unpredictable, Paris.

Reutlinger, S. og M. Selovvsky, 1976. Malnutrition
Poverty: Magnitude and Policy
Options, Baltimore.

Sen, A. 1981. Poverty and Famines: An Essay
on Entitlement and Deprivation, Oxford.

U.S. Council on Environmental Quality and
the Department of State, 1980. The Global
2000 Report to the President, Washington.